Australien sender bådflygtninge til andet land

Noget vi skulle overveje her:

- Fra nu af vil alle asylansøgere, der ankommer til Australien med båd, ikke have en chance for at blive bosat som flygtning i Australien, siger Kevin Rudd.

Premierministeren bebuder dermed en ny, hård politik, hvor selv såkaldte "ægte flygtninge", der ankommer til Australien af søvejen, ikke kan opnå asyl. Flygtningene bliver sendt tilbage, hvor de kom fra, eller til et tredje land.

Tiltaget er en regional aftale, som er blevet underskrevet af Kevin Rudd og premierministeren i Papua New Guinea, Peter O'Neill. Den træder i kraft med det samme og skal fornys hvert år. Kilde: JP

En beskidt kamp

Jeg kom til at se filmen afsløringen i går. Plottet i denne film går på, at en tilsyneladende uskyldig egyptisk kemiingenør bliver sendt med et af CIAs "torturfly" og udsat for tortur. Han tilstår under denne tortur, men en CIA agent tvivler på, at der er sandhed i hans tilståelse, da de fleste jo som bekendt vil sige, hvad som helst under tortur for at slippe for den.

Jeg er selv i tvivl omkring, om man bør acceptere tortur i visse tilfælde, men jeg finder det noget lettere, hvis det kan standse et terrorangreb, der vil dræbe mange mennesker. Men jeg er tilbøjelig til at give karakteren Corinne Whitman i filmen ret, der i filmen understreger, at denne tortur har reddet 7000 liv, der ellers ville have været omkommet på grund af terrorangreb og endnu flere pårørende fra at miste en elsket pludseligt og brutalt.

Jeg køber ikke filmens præmis omkring, at det kun er telefonsamtaler med personer involveret i terror, der sender denne mand i favnen på en torturbøddel i et mellemøstligt land, som CIA lader gøre det beskidte arbejde. Jeg tror ikke, det er småfisk som CIA bruger denne behandling over for, eller at hvis en person samtaler med en terrorist, så bliver kun selve opkaldets eksistens registereret. Nej en sådan samtale bliver selvfølgelig aflyttet og afkodet ned til mindste detalje. Hvis det var selve samtalen, så ville hele familien og venner, samt netværk blive halet ind til en gang waterboarding.

Men det er svært, for lige som der findes personer, der uskyldigt bliver dømt for mord, så findes der angiveligt også justitsmord på den ene eller anden måde, når vi taler islamister. Men næppe på så spinkelt et grundlag som i denne film.

Men skal man afskaffe politiets mordefterforskninger generelt og skarpe forhør over mange dage, fordi uskyldige bliver dømt? Det vil de fleste nok mene er en dårlig idé.

Terrorister er ikke bare mordere, de er massemordere, der forsøger at slå så mange ihjel som muligt. Vi taler ikke om mord på få, men gerne mord i 9/11 skalaen. Eller mord på tital af personer, hvis de ikke er så raffinerede.

En ekstraordinær udfordring kræver ekstraordinære midler. Vi har ikke bedt om at blive slået ihjel af galninge med en ideologi, det havde tjent alle bedst, hvis den aldrig havde forladt det 800 århundrede.

Det er en beskidt krig med tortur og droneangreb, der sørger for at uskyldige amerikanere og europæere ikke pludselig bliver slået ihjel. Det er ikke noget, vi kan være stolte af, men fløjlshandsker standser ikke terrorister.

Sons of anarchy

Anarkiet er ved at blive dagligdag i Europa, og for hvert årti vil det blive værre og vil en dag ende med uroligheder, der koster mange liv. Det er ikke spørgmålet om, hvorvidt det sker, men om hvad der sker den dag, urolighederne når et niveau, hvor lov or orden bryder sammen. Hver eneste gang sådanne uroligheder finder sted så testes og flyttes der grænser.  Politiets beredskab og handlemønstre for at slet ikke at sige specielt de manglende handlinger tages til efterretning. Dette lærer urolighedsstifterne af og tager erfaringerne med til næste gang. Deres antal vokser, fordi de erfarer, at der er styrke i antal og konsekvenserne er få - mens æren er stor. Det er simple og primitive mekanismer, der drejer sig om magt og dominans, der er på spil. Hvis politiet ikke indsisterer på at bevare magten og dominansen, så overlader de den til indvandrerunge og det ender med burn, rape, kill.

To cases her i denne sommer 2013 er blot slag med en sommerfugls vinger før stormen kommer:

It's an incredible scene that met police officers when they arrived in Brétigny-sur-Orge. While they were trying to bring help to the victims of the derailment of the Paris-Limoges train, in which at least six people died, they had to deal with stones being thrown at them by a small group of 'jeunes'. At the origin of the attack: looters who had come to steal from the bodies of the dead and wounded whatever they could carry away.
"They seemed to be helping the victims". Nathalie Michel, from the Alliance police trade union, describes the scene on air on Europe 1: "At 5.30 pm, while our colleagues were deploying, they see a group of 'jeunes' who approach and seem to be helping the victims. Very quickly, they realise that these individuals are there to rob the victims and especially the first corpses," says the trade union member indignantly. Kilde:

 Og en lille case om politiets indgriben over for laserlight vendt mod bilister har ført til 3 dages uroligheder i Berlin:

The riots started on Thursday night when a group of youths blinded car drivers with a laser pointer. The police moved in – and suddenly saw a group of over 150 people moving towards them. 16 rioters were detained. Kilde:

Det gemmer tørklædet

Jeg har aldrig set noget udtrykt så klart omkring kvinders stilling inden for Islam. Det er ikke kun æresvold, kvinderevselse og vold for at sætte kvinden på plads, der er problemet. Det er ikke kun tvangsægteskabet et sted derude der ude i fremtiden, eller tørklædet, der tynger den muslimske kvinde. Nej, ovennævnte er blot de ultimative trumfer i et totalitært syn på kvinden præget af så mange kontrol- og undertrykkelsesmekanismer, at det er svimlende svært at få dem alle med.

Marva er rejst til USA og har fundet friheden, den er også svimlende, en afgrund med en udsigt, man skal have savnet dybt og længe for at elske.

Alt det vi tager for givet, alt det vi betragter som værende tildelt mennesket per automatik, det var ikke hendes skæbne i det miljø hun voksede op i, selv i delvist liberale Libanon.

Læs hendes beretning om den nyfundne frihed, og den ryger til udvalgte blogposter her på bloggen (det hele bliver citeret, så det ikke går tabt med tiden):

I have keys.
When I first moved to the United States eleven months ago, it took me several weeks to grasp this bit of information.
I have keys.
I have keys to my own front door and I can open this front door and walk down the street whenever I want to.
I can walk down the street without being watched through the windows and without anyone calling my parents and telling them I am roaming loose on the street.
I can walk down the street, sit down on a bench under a tree, and eat an iced cream cone. Then I can stand up and walk back home.
There will be nobody waiting for me at my house to ask me where I have been, refuse to let me in, call me a liar, and use my walk as renewed incentive to rifle through all of my possessions for proof that I am doing something wrong.
Because the simple desire to take a walk cannot but hide something deviant.
Because there is no good reason why a woman should want to walk down the street just to walk, and expose herself to the questioning and predatory eyes of the neighbors and strange men.
I have keys to my front door, now, and I can open my front door and walk down the street whenever I want to.
In the first weeks when I was in the United States, I had so much fear and trembling at this freedom. I stayed in my apartment alone during my first two days in my new home, and when I did finally venture out, I checked to make sure my keys and ID and wallet were in my purse a thousand times. I wore long, flowing dresses and tied my hair up in a scarf even though it was August and very hot, even though I am an atheist who happens to find no personal value in modesty, even though I was not going out to meet anybody and knew not a single man in town, even though I tried to convince myself that in this land it wouldn’t matter if I was. I looked around every corner and checked over my shoulder in case my father was somehow watching, lurking.
It took a couple of months to stop expecting to see my father in a place I was going or coming from.
I soon got into the groove of my new life, my new graduate program, my teaching and department readings and events. I actually went to bars and stopped feeling guilty about it. I met people. I made friendships, some of them with men, none of them that I had to hide or lie about. I had sexual and romantic relationships.
And all this while, and even now, it sometimes feels like I am another person living a distant dream. A phantom woman. A woman who is only pretending to do things and be things that were never hers.
Even now, I sometimes cannot believe I am not hallucinating all of this from a dark room in Beirut.
Even now, I wake up from dreams of Lebanon and think, “I have my own place. My front door. MY key. And I can open the door and walk out into the street? Whenever I want? And I have MY papers and MY things and MY income? And I can just go somewhere. When I want? I can do this?”
It must be a sick joke.
And I can be at the library however late I want without panicking and fearing for my safety once I go home? Without knowing the neighbors will call me a whore? I can have people over when the sun is down and some of them can be men and we can play games and eat and drink and talk together and nobody will hurt me because of it?
Yes.
And if I leave something someplace, I will come back and find it where I left it, unless I moved it myself.
And if it’s somewhere else, it is likely I moved it and forgot, and I will not start panicking, wondering where and why and how it was moved. I will not wonder: if whoever moved it saw it, did they see that other thing and did they do something with it and what do they know and what do they not know?
Even though I am hiding simple things. A tube of mascara. Some lacy underwear just to see what it feels like to wear that. A poem I really love from the persona of the devil. Something written by a Jewish author. A novel a boy in my class gifted to me. A box of tampons.
I can write things without hiding, coding, burying, and stashing them. I can make notes for myself in a notebook that are for my eyes only without fearing anybody reading them and demanding I reveal their meaning. I can have a password on my computer and to my email and facebook accounts that my parents do not know. I can save my contacts under their real names and not under various female pseudonyms.
I can keep my texts when I receive them and not instantly erase them. I can take my phone off silent mode and if it vibrates in my pocket I can take it out and answer it or turn it off without having a panic attack and without having to find a reasonable excuse to sneak out of the room without seeming flustered.
I can talk on the phone without somebody listening on the other end.
I can ignore a phonecall from my father when I am in class or teaching.
I can forget my phone in another room and not be asked where I am and with whom, and what I am doing because I missed a call from him.
If I spend more than five minutes in the bathroom, nobody will bang on my door demanding to know what I am doing in there.
I can shave my legs without being interrogated as to why I’d do such a thing when nobody ever sees them.
I can brush my hair and look in the mirror and try on clothes and try to feel like I can manipulate and move and enjoy my body, try to feel pretty, without being interrogated and asked who he is and how long I have been seeing him and what I am doing with him and whether I am a prostitute or pregnant.
I can slim down inadvertently or say I am not hungry for dinner without anybody demanding to know why and for whom I am trying to lose weight,.
I can shower without being asked why.
I can smile because I had a good day at work without being forced to explain why I am so happy.
I can cry at my empty, robotic life without being forced to explain why I am unhappy.
I can have facial expressions. Facial expressions.
I can have facial expressions.
I can have facial expressions.
It has been so hard to train myself to voice my feelings and opinions. To turn my face on.
I can sit however I want within my own house without being told that the position my legs are in is immodest.
I can stay up late doing work and reading philosophy or just derping around on teh interwebz without being forced to go to bed.
I can read and use the internet without surveillance and censorship.
I can watch a movie without turning it over for examination first.
I can sleep when I want, wake when I want, eat when I want or don’t want to.
I do not have to pretend to fast and pray.
I can prioritize my work over serving other people. Never again will I pull somebody’s socks off and bring them their food and drink on command.
I can get up in the middle of the night and use the bathroom or get a drink of water without tiptoeing in terror.
I can lock my room door. I can lock the door of my own room.
Saying I want to be alone, that I need space, that I do not want to reveal personal information, that I do not choose to answer that question, that it is none of your damn business, that this is my body and I can position it on the furniture however I like, that I do not have to explain to you why I am smiling, that this is my time, that this is my work, this is my mind and I can use it to read and write what I please…
I can say these things now.
I never could before.
We never could, before. So many of us cannot, still.
This way of living–having to regulate and hide our personalities, our humanity–the tone of our voices, their volume and timbre, the manner in which we sit or stand or walk or speak, whether and when we can leave our homes, how and when we speak to people, what we do and do not read, can and cannot think or express–this way of living is the reality and default for so many of us.
We are suppressed beyond imagining.
Notice that the above does not even begin to touch upon the horrendous physical violence–abuse, marital rape (or just rape), child marriage (enslavement and rape), rape, whipping, stoning, genital mutilation–that happens to a not insignificant number of women who violate the above code of living.
Pretend that isn’t even a thing. Ignore the violence, for now. Set that aside.
And think, now, how even setting all of that horror aside, and pretending that it doesn’t come hand-in-hand with an obsession with the control of our bodies and our conduct and honor and shame, even setting it aside, this is how we have lived.
This is how my sister lives still, my mother, my cousins, my friends.
Think of this, and try to understand what freedom means to women like us. What it means to have choice. What it means to have true choice and not just a variety of empty options. because we too can walk into an iced cream shop and choose what flavor we want just like we could in America, and this is not freedom.
Chronic misunderstanding of institutional forms of oppression is blind to this distinction. The pervasive and fallacious argument that women from Muslim families and/or who live in in Muslim-majority countries with laws on the books allowing them to do everything I have cited as forbidden, that allow them to have technically as many options as men, or as women in the West,  claiming that nobody forces them to do anything absolutely–this is akin to saying that African American kids growing up in inner city slums have the same opportunities as straight white males.
Yes, many of us can go to school, can work, can earn and spend our own money. But what we study or work at, and how and why and when and where and with whom and wearing what–all of this is controlled. If we try to do otherwise, there are institutional mechanisms in place–sectarian politics, social norms and customs ignored by law, people in positions of influence at our workplaces and schools and police stations and government–that can destroy us. That this is a common and chronic condition wherever Muslims live and socialize is true–that it also occurs in other third world societies and countries where Muslims do not live and socialize  makes this no less of an actuality in places where Muslim thought and custom constitute and contribute to society and politics.
We have freedoms that are not freedoms, and we can continue to go to school and go to work and be empty robots all the while. And if we gave up and stayed at home, we would be giving up our education and our careers, it is true, as limited as those things are, but we would also be giving up the chronic hopelessness and self-defeat and empty confusion of striving, striving, striving to be fulfilled when we are effectively mannequins.
It is like three quarters of our limbs and muscles are controlled by strings, and the quarter we have some ability to move keep trying to overcompensate and convince us we are real people.
Giving up is so, so tempting.
But sometimes, sometimes, we escape.
And after we escape, or after things change for us?
We will spend some time adjusting. We will be able to grasp, eventually, what it is like to have freedoms.
Some days we will even take them for granted, and if we realize we’ve done so, we will feel a sort of confused resentment at ourselves for being such spoiled first-world brats and then guilt for feeling that having human rights means we are spoiled because rights should be just that–granted.
Some days, however, we’ll be very aware of our rights. The ridiculous pervasiveness of choice around us will paralyze and confuse us, and we will feel empty, incomplete.
I have had a panic attack choosing pizza toppings when my partner would not take ‘whatever you want’ as an answer for the umpteenth consecutive time.
I have become so used to choosing things according to a quick assessment of what other people want, prefer, or require, so that they will be happy and content and thus my life around them will be easier, so that they will not hurt me or destroy me–so used to choosing what will make others happy– I have become so used to that that I  am deeply depressed trying to make anything meaningful for myself.
I do not know how to become invested in my work and my art, because my life was never more than a big empty chamber of apathetic nothingness at best, and horrible torture at worst.
And I am afraid of becoming capable of being free. I am afraid of transcending my ability to let my trauma and unhappiness consume me. I am afraid that succeeding in pulling together that broken part of me that does not know how to choose or care or be, how to quit compulsively faking emotions and detaching–I am afraid of becoming free because I am afraid of being no longer angry, no longer cognizant of this incredible injustice, being blind to what it means to not to be free.
I am afraid of being happy because it might mean I accept and am blind to my former chains.
I am afraid of forgetting what it means to be free.
I am afraid that once I have freedom, I will no longer understand what freedom is worth and why it is important.
This is my reminder.

Vi elsker døden mere end livet2

I den tidligere post skrev jeg om, at vi har svært ved at tro, at muslimske fanatikere faktisk tror på paradiset og belønningen med 72 jomfruer.

Sam Harris berørte emnet i en blogpost og nævnte et eksempel med Scott Atran, hvor han tilsyneladende benægtede, at terrorisme havde noget med ønsket om paradis at gøre.

Scott Atran har postet en kommentar i min første post, og henviser til sit gensvar her:

Sam Harris posted a recent blog about my views on Jihadis that is unbecoming of serious intellectual debate, if not ugly. He claims that I told him following a “preening and delusional lecture” that “no one [connected with suicide bombing] believes in paradise.” What I actually said to him (as I have to many others) was exactly what every leader of a jihadi group I interviewed told me, namely, that anyone seeking to become a martyr in order to obtain virgins in paradise would be rejected outright. I also said (and have written several articles and a book laying out the evidence) that although ideology is important, the best predictor (in the sense of a regression analysis) of willingness to commit an act of jihadi violence is if one belongs to an action-oriented social network, such as a neighborhood help group or even a sports team (see Atran, TALKING TO THE ENEMY, Penguin, 2010).

Harris’s views on religion ignore the considerable progress in cognitive studies on the subject over the last two decades, which show that core religious beliefs do not have fixed propositional content (Atran & Norenzayan, “Religion’s Evolutionary Landscape,” BEHAVIORAL AND BRAIN SCIENCES, 2004). Indeed, religious beliefs, in being absurd (whether or not they are recognized as such), cannot even be processed as comprehensible because their semantic content is contradictory (for example, a bodiless but physically powerful and sentient being, a deity that is one in three, etc). It is precisely the ineffable nature of core religious beliefs that accounts, in part, for their social and political adaptability over time in helping to bond and sustain groups

Nu er vi ovre i Islam har ingen essens-genren. Jeg tror på Atran med hensyn til og så langt, at terrorledere gerne ser andre egenskaber hos kommende terrorister end blot ønsket om at blæse sig selv til atomer og blive bevilget 72 jomfruer fx. netværk og en kemiuddannelse eller lign. Men hvis martyrdom og 72 jomfruer spiller en mindre rolle, hvorfor bruger Al-qaeda, Hamas, Hezbollah så martyrvideoer som propaganda? De rekrutterer nu en gang personer ud fra alene villigheden til at blive martyr, de rekrutterer også personer til andre roller end selvmordsangreb, men også med alene det direkte formål, at begå et terrorangreb, hvor de skal dø og vise, at de elsker døden mere end livet og jage skræk i fjenden. Såvel som Khomenei oprettede martyrbrigader af unge teenagere og mindre, som med en plastiknøgle om halsen til paradis blev sendt frem for at dø. Vi taler ikke om noget engangsfænomen, eller noget vi kun ser hos Hamas. Islam har nu engang en essens, der hedder jihad og en essens, der hedder martyrdom.

At underspille en rolle er langt hen af vejen det samme som at benægte den.

Hvordan hævder man ens kultur og rettigheder over for en taleban-kriger med en AK-47

Et af de argumenter, der går igen i debatten mellem Søren Krarup, Kasper Støvring og Simon Emil Ammitzbøll (efter spørgsmålet luftes af ordstyrer Kasper Elbjørn) på mødet hos Cepos forleden, er (videoforedrag her og sekvensen starter cirka 50 minutter inde). Argumentet går på, at kan man ikke forestille sig, at dansk kultur bliver stærkere i mødet med fundamentalistisk islam? At man finder ud af, hvad er man ikke, og hvad er man?

Kasper Støvring svarer "jo bestemt".

Jeg ville have svaret bestemt ikke. For det første behøver vi ikke at finde ud af, at dansk kultur ikke er:

Jihad og troen på 72 jomfruer i himlen.

Sharialov, hvor kvindens retsstilling er ringere end mandens. Dødsstraf eller hårde straffe for frafald fra Islam.

Arrangerede ægteskaber og æresvold.

Forbud mod at kritisere religion og en hvis profet.

At gå med tørklæder fordi en kvindes hår betragtes som særligt æggende.

At chikanere kvinder, der ikke går med tørklæde, eller klæder sig såkaldt udfordrende.

At kaste med sten efter brandfolk.

Overfalde personer, der spiser svinekød.

Det falder helt naturligt for os, at sådan handler og tænker man ikke. Vi ved ganske glimrende, at det intet har med dansk kultur at gøre.

For det andet, så er det meningsløst at snakke om en stærk kultur - altså argumentet, der går på, at hvis man frygter islam, så har man indforstået en frygt for, at ens egen kultur ikke er stærk nok. Det er uden relevans, når modstanderen er villig til at bruge alle midler, og det gælder for vores kultur, at det er vi ikke.

Hvordan skal en afghansk kvinde argumentere for, eller hævde sin ret til at gå i skole over for en talebankriger med en AK-47?

Hvordan skal en ung dansk kvinde hævde sin ret til at gå i miniskørt uden at blive gramset på eller kaldt en luder, og hvordan kan hun gøre det uden at blive overfaldet, chikaneret yderligere, truet osv.?

I dag er 11 kvindelige universitetsstuderende blevet sprunget i luften i Pakistan, fordi de krævede deres ret til at gå på universitetet. Hvordan skulle det styrke kvinders ret og vilje til at gå på universitet? Hvordan skulle det styrke en kultur, hvor det antages som naturligt, at kvinder uddanner sig?

Hvordan skal man frit kritisere religion med dødstrusler hængende over ens hoved?

Det har ingen gang i den virkelige verden. Religiøse fanatikere og terrorister har magt, selv om de ikke sidder på de øverste poster i landet. De har magt på gadeplan, og for dem som udsættes for denne magtudøvelse, gør det ingen forskel, at de religiøse fanatikere og terrorister ikke besidder den formelle magt.

Det gør ikke den store forskel for pigen i Afghanistan, at den øverste magt i landet tillader hendes skolegang. For der findes som sagt flere talebankrigere i nærheden bevæbnet med AK-47, der har en helt anden mening.

Ser vi egne breddegrader, så er tvangsægteskaber forbudt ifølge loven. Tvangsægteskaber er klart og tydeligt mod danske normer. Men loven har ingen betydning i forhold til at bremse et angiveligt fortsat stigende problem med tvangsægteskaber og æresrelaterede trusler og vold, og det er tvivlsomt, at lovændringen, der er på vej, vil ændre noget og få de første dømt for overtrædelse af loven.

Så konkret kan vi ikke hævde vores kultur på et så markant område. Vores kultur er her taberen over for den islamiske og ikke alene her.

Vi får måske ikke talebankrigere med AK-47 på patrulje lige med det samme, men omvendt er der flere eksempler fra fx. Frankrig og England på et selvbestaltet religiøst politi i muslimsk dominerede områder for at slet ikke tale om regulære baghold på politiet med skydevåben i Frankrig, når de formaster sig til at gå ind i et muslimsk domineret område. Samme trend er set i Danmark i Mjølnerparken med selvbestaltet religiøst politi. Hvordan vil hævde vores kultur over for sådanne grupper? Hvordan vil muslimske kvinder hævde deres ret eget liv omgivet af et hav af social kontrol?

Hvis vi en dag lykkes bedre med at assimiliere muslimske indvandrere. Lykkes bedre med at bekæmpe tvangsægteskaber, eller på andre områder lykkes med at håndhæve vores idealer og love. Så kan vi tale om styrken i vores kultur. Indtil det sker er det meningsløst at hævde styrken i vores kultur, der reelt viger pladsen og er på retræte.

Bag syv røverier men får ingen frihedsberøvelse

Det danske "retssystem" har talt igen. Knægten har ikke bare begået syv røverier, men syv røverier, hvor han var bevæbnet med kniv eller pistol. Han stod til frihedsberøvelse og udvisning af landet, men slipper med at komme i en ÅBEN døgninstitution.

Begrundelsen? fra BT:

- Han blev anset for straffri, fordi han er mentalt retarderet i lettere grad. Det mentale handicap har gjort, at han har meget svært ved at forstå, hvad han rendte rundt og lavede. Og især at overskue konsekvenserne af det og den betydning, det kan have for andre, siger drengens forsvarer - advokat Jacob Kiil - til BT.

’Pengene eller jeg skyder’

Den 16-årige dreng blev dømt for at have begået syv grove røverier i Tingbjerg-området i København. Særligt sidste efterår trak han flittigt en blå fodboldstrømpe over hovedet som maskering, før han truede sig til mindre pengebeløb ved en stribe væbnede røverier, hvor han især truede sine skrækslagne ofre med en pistol.
- Giv mig pengene eller jeg skyder dig, lød truslen eksempelvis ved det sidste af dem mod en kvindelig kassedame i Netto.
Den 16-årige dreng er født i Danmark som tredje-generationsindvandrer, men er marokkansk statsborger.
Derfor havde anklageren også nedlagt påstand om udvisning til Marokko, men domsmandsretten på Frederiksberg nøjedes i går med en betinget udvisning til den 16-årige dreng, da man ellers mente at komme på kant med Menneskerettigheds-konventionen.
- Han har levet hele sit liv heroppe og har ikke noget liv i Marokko, siger hans forsvarer Jacob Kiil.

Sociopater har også svært ved at forstå, hvilken effekt deres handlinger har på andre. Er det nu frikendelsesårsag, når bare de samtidig er dumme?

Men først og fremmest er spørgsmålet, vil han ikke begå røverier igen, nu han er på en åben instution? Han har allerede udsat syv mennesker for grove røverier truet med pistol og truet folk på livet. Sådanne handlinger er alene nok til sende ofrene ned med flaget med posttraumatisk stress. Og hvis argumentet virkelig er, at han ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, så kan han vel heller ikke overskue konsekvenserne af at bruge våben. Det eneste vi får ud af denne dom er, at der vil være flere ofre i fremtiden. Det er så tydeligt, hvilken vej vinden blæser, men angående disse ofre er hensynet totalt fraværende.

Muslimer flertal i UK i 2050

Hvis udviklingen i perioden 2004-2008 fortsætter, det vil sige med en årlig vækstrate på 6,7 pct., hvad angår muslimer i England. Så er muslimer et flertal i 2050:

Britain is in denial. There is no real public debate on a historic event that is transforming the country. Mention of it occasionally surfaces in the media, but the mainstream political class never openly discuss it.
What is that historic event? By the year 2050, in a mere 37 years, Britain will be a majority Muslim nation.
This projection is based on reasonably good data. Between 2004 and 2008, the Muslim population of the UK grew at an annual rate of 6.7 percent, making Muslims 4 percent of the population in 2008. Extrapolating from those figures would mean that the Muslim population in 2020 would be 8 percent, 15 percent in 2030, 28 percent in 2040 and finally, in 2050, the Muslim population of the UK would exceed 50 percent of the total population. (via Snaphanen)

 Princippet om, at mange bække små flyder til en stor flod gælder også med hensyn til invandringen, selv om det hvert år kun er et tilsyneladen beskedent antal, der lander. Ligeledes virker de
højere fødselsrater blandt muslimer, som værende uden den store betydning år for år, men på længere sigt er de afgørende.

Antallet af muslimer i England er omkring 4,5 pct. i dag med et slag på tasken. (4 pct. i 2008)

Men som jeg skrev for nylig, så vil ti ud af hundrede unge under 25 år beskrive sig selv som muslimer i England og Wales i den dag i dag.

Europa er på vej til at blive muslimsk, hvor lang tid det vil tage afhænger af så meget og er forskelligt fra land til land. Men endemålet og konsekvensen bliver det samme.

Jeg har skrevet meget om demografi, vel efterhånden en hel usystematisk bog, og vil fortsat gøre det, fordi der spilles i øjeblikket hasardspil med Europas fremtid. Det ender næppe godt. Eller jeg kan sige det på en anden måde, sandsynligheden for at det ender rigtig slemt er alt, alt, alt for høj.

Imens arbejder en hvis svensk EU-kommisær fortsat ihærdigt for, at der importeres flere problemer.

Vejen til helvede er som sagt brolagt med gode intentioner, det har vel kun under den russiske revolution i 1917 været mere sandt, end det er i dette tilfælde.

Mere her: Antallet af muslimer vokser 10 gange hurtigere end resten af befolkningen. 

24 procent af de nyfødte i England har udenlandske forældre.

Schopenhauer - åndens drift

Jeg lever ikke for at spise, for at tjene penge og opnå materielle goder på stribe. Jeg lever ikke for at opnå status. Jeg lever ikke for at blive elsket, for at ramme nutidens nerve og behage dens smag.

Jeg lever for fornuften. Jeg lever for ånden. jeg lever for friheden.

Og nu til Schopenhauer. Hans tanker vil altid præge mig, eller rettere være et spejl, hvor jeg ofte kan se min egen sjæl, og for tiden er det specielt dette lille og første citat af nedenstående, der har kastet mig ud i en større revurdering af fremtidens muligheder:

Hvad der af ydre ting ligger denne min person nærmest, ligesom skjorten kroppen, er min uafhængighed, som ikke tillader, at jeg bliver tvunget til at glemme, hvem jeg er og spille en andens rolle, fx. som brødskriver eller professor, for hvem tænkning og viden er ét med den vare, som kræmmeren lægger til skue, eler rådsherren eller hovmesteren forelægger. (...) Der findes en klogskab af højere art end den, som man almideligvis kalder sådan. Den består i at dristigt følge sin karakter og modigt acceptere alle de ulemper og ubehageligheder, dette måtte medføre. (...) Lige fra at jeg begyndte at tænke, har jeg følt mig uvenner med verden.

Citater  fra samlingen, "kunsten af kende sig selv"

Vi elsker døden mere end livet

Endnu et terrorangreb standset, og endnu engang erklærer jihadkrigere, at de elsker døden mere end livet. 

Et af problemerne i forbindelsen med vestens forhold til Islam er, at vi kan slet ikke sætte os ind i den blinde tro, der hersker blandt ikke blot det mindretal, der sværger til jihad og martyriet, men også den blinde tro på koranens ord generelt. Også den blinde tro på, at muhammad er profeten over alle profeter, hvis ord og eksempel man skal efterfølge betingelsesløst og uden spørgsmål. Som et flertal af muslimerne af samme årsag mener, man ikke må kritisere.

For at ikke tale om den blinde og massive støtte til sharia, henrettelse af frafaldne fra Islam, stening af utro kvinder, hvor opbakningen i flere lande kommer fra flertallets side af, ifølge denne undersøgelse fra PEW.

Vi har selv skabt så stor en afstand til religiøs formørkelse og blind tro, at vi ikke kan sætte os ind i, at i året 2013 eksisterer blind og makaber tro i bedste velgående i den islamiske verden.

Så stor en en afstand, at selv de videnskabeligt skolede blandt os fornægter den mørke virkelighed, Sam Harris' betragtninger:

I have long struggled to understand how smart, well-educated liberals can fail to perceive the unique dangers of Islam. In The End of Faith, I argued that such people don’t know what it’s like to really believe in God or Paradise—and hence imagine that no one else actually does. The symptoms of this blindness can be quite shocking. For instance, I once ran into the anthropologist Scott Atran after he had delivered one of his preening and delusional lectures on the origins of jihadist terrorism. According to Atran, people who decapitate journalists, filmmakers, and aid workers to cries of “Alahu akbar!” or blow themselves up in crowds of innocents are led to misbehave this way not because of their deeply held beliefs about jihad and martyrdom but because of their experience of male bonding in soccer clubs and barbershops. (Really.) So I asked Atran directly:
“Are you saying that no Muslim suicide bomber has ever blown himself up with the expectation of getting into Paradise?”
“Yes,” he said, “that’s what I’m saying. No one believes in Paradise.”
At a moment like this, it is impossible to know whether one is in the presence of mental illness or a terminal case of intellectual dishonesty. Atran’s belief—apparently shared by many people—is so at odds with what can be reasonably understood from the statements and actions of jihadists that it admits of no response. The notion that no one believes in Paradise is far crazier than a belief in Paradise.


But there are deeper ironies to be found here. Whenever I criticize Islam, I am attacked for my purported failure to empathize with Muslims throughout the world—both the peaceful billion, who are blameless, and the radicals, whose legitimate political grievances and social ties cause them to act out in regrettable ways. Consider this standard calumny from Glenn Greenwald:

How anyone can read any of these passages and object to claims that Harris’ worldview is grounded in deep anti-Muslim animus is staggering. He is at least as tribal, jingoistic, and provincial as those he condemns for those human failings, as he constantly hails the nobility of his side while demeaning those Others.

The irony is that it is the secular liberals like Greenwald who are lacking in empathy. As I have pointed out many times before, they fail to empathize with the primary victims of Islam—the millions of Muslim women, freethinkers, homosexuals, and apostates who suffer most under the taboos and delusions of this faith. But secular liberals also fail to understand and empathize with the devout. 

Korruption sanktioneret fra højeste sted

Normalt er det en forbrydelse at fifle med tal, præsentere falske regnskaber osv. Det er det åbenbart ikke, når talen falder på Politiets omgang med strafferetssager:

Politiets statistikker er fulde af snyd og fusk. Det beskriver flere tillidsmænd og andre kilder i politiet overfor tv2.dk.

- Jeg både tror og ved, at der er mange sager, der burde være journalført som for eksempel gaderøverier, voldssager eller sædelighedssager, som man i stedet journaliserer som en 'undersøgelse'. Det betyder, at sagen ikke optræder i politiets statistik, siger Johan Kofod, der er fællestillidsmand i efterforskningsenheden i Københavns Politi. (...)

Ifølge tillidsmanden i politiets efterforskningsenhed kan kollegerne få besked på, at en sag først skal omdøbes til en specifik forbrydelse, når politiet har fundet frem til en gerningsmand. - På den måde tæller sagen med det samme som en opklaret sag. Det er jo meget kreativ bogføring. Det er måske derfor, statistikken ser ud, som den gør. Justitsministeren vælger at tro på et glansbillede tegnet af politiets ledelse, og det er et glansbillede, der er i direkte modstrid med virkeligheden, siger Johan Kofod, der er fællestillidsmand i efterforskningsenheden i Københavns Politi.

Hvordan dette kan være lovligt, er mig ubegribeligt. Der er naturligvis tilfredshed med resultatet i Rigspolitiet:

Når jeg går ind og kigger på de samlede statistikker, falder voldskriminalitet i København, indbrudskriminaliteten falder, og vi har aldrig stillet så mange til ansvar for deres kriminalitet. Derfor virker indsatsen selvfølgelig, sagde han på pressemødet. (rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, Kilde: tv2.dk)

Det tror da pokker, når man fifler med tallene, omdøber en sag, når den først er opklaret, så ser det pønt ud med faldende anmelderse af kriminalitet, flere sigtelser og dermed en højere opklaringsprocent. Problemet er bare, at det er løgn og tilmed korruption.

Er man ikke fattig når man har råd til toastbrød

Fattigdomsdebatten blev alvorligt afsporet, da man valgte Carina, der reelt lå tæt på medianen med hensyn til disponibel indkomst i Danmark. Men Joachim Bs argumenter mod fattigdom holder ikke:

"For mig handler fattigdom om, om man får opfyldt sine basale behov. Har man tøj på kroppen, tag over hovedet og mad på bordet, er man ikke fattig, og der er ingen i Danmark, der ikke får de behov opfyldt. Der er store sociale problemer i Danmark, men det har ikke noget at gøre med økonomisk fattigdom." JP

Groft sagt, så kan man ikke være fattig i Danmark, hvis man har råd til to pakker hvidt toastbrød om dagen, hvis man har råd til et 8 kvm værelse. Hvis man skal følge ovenstående definition.

Nu har alle i landet angiveligt råd til både toastbrød og værelse, men vi kan nok blive enige om, at 2 pakker hvidt toastbrød ikke er tilstrækkelig næring, selv om man ikke går sulten i seng. Så hvor går grænsen, der giver en råd til at få opfyldt de basale behov, for vil Joachim påstå, at hvidt toastbrød dækker det basale fødevarebehov? Eller skal der en mere varieret og sund kost til?

Priserne på fødevarer er steget kraftigt siden 2005. Og fødevarer, der giver den bedste ernæring, er tilfældigvis typisk blandt de dyreste. Det er ret svært at leve for under 1000 kr. om måneden, faktisk efterhånden umuligt vil jeg sige af egen erfaring. Og tilstrækkeligt næringsrigt er det absolut ikke, så taler vi oppe omkring 2000 kr. I hvert fald, når man taler en mand af min størrelse.

Hvis definitionen af fattigdom var fejlernæring eller underernæring, eller bedre - ikke råd til alsidig og nærende kost, så ville kandidaterne angiveligt være mange flere.

Og er det tilfredstillende at bo på et værelse? Næppe. Er det noget folk gør, hvis de har andre muligheder? Næppe, så hvorfor må man ikke kalde sig selv fattig, hvis man kæmper med at mætte sig selv tilstrækkeligt næringsrigt i et af EUs dyreste lande at handle fødevarer ind? Eller hvis man kun har råd til at bo på et værelse. Hvis ens tænder er fuld af huller, fordi man ikke har haft råd til tandlægen i lang tid. osv.

Milde straffe lig med rovdyr der går frit omkring

Vi ville ikke lade løverne i ZOO gå frit omkring i København, heller ikke selv om de normalt er kælne og godt kan lide at blive kløet ved manken.

Men personer, der gentagne gange har overfaldet andre mennesker, selv med grov vold. De får lige et par måneder bag tremmerne. Så er det ud og slå til søren igen.

Denne etniske voldmand har ikke noget problem med bøsser og transvestitter, siger han selv, men transvestitten, kaldte ham, ifølge voldmandens vidneudsagn for møgperker - ifølge offeret talte de aldrig sammen. Se det skulle han aldrig have gjort. For kort efter lå han på jorden med et flækket kranie og tilmed et 2,5 x 2,5 cm areal af kraniet slået ind. Om retten køber hans forklaring, når han går hen og antaster en person, som han ifølge eget udsagn ikke har et problem med. Det er en anden sag.

Episoden skete ved banegården, men overfaldet skete i Rådhuspladsen. Så det tog åbenbart lidt tid, før "vreden" blev bygget op til et hammerslag med åbenbar voldsom kraft.

I interviewet med offeret her på EB. Får vi at vide, at hvis hammeren havde ramt en halv centimeter til den ene eller anden side, ville vedkommende været død. Oprindeligt så jeg det i håb om, at min mistanke omkring det etniske ophav af overfaldsmanden blev bekræftet. Overfaldets karakter havde nu engang islamisk signatur med stort i. For forbrydelser så afstumpet står der nu en gang oftest en invandrer og efterkommer bag.

Overfaldsmanden er sluppet billigt de to forrige gange, han er dømt for vold, mon ikke han kan slippe relativt billigt igen, ellers ville ligne det danske "retssystem" dårligt.

"Demokratiet" Tyrkiet

En ung tyrkisk kvinde i en rød kjole virker åbentbart så faretruende for det tyrkiske politi, at de er nødt til at oversprøjte hende med tåregas:

Et billede siger mere end tusind ord, siger man jo. Men at tyrkiet i 2012 fængslede flere journalister end både Iran og Kina burde have sagt meget mere.

Retssamfund?

Ingen grund til at kommentere dette, for det taler for sig selv:

Bliver man offer for vold, kan man risikere en bøde på 3.000 kroner for at forstyrre den offentlige orden.

Samtidig kan overfaldsmanden gå hjem fra gerningsstedet - også med en bøde på 3.000 kroner - men uden være sigtet og uden at blive tiltalt og fængslet, skriver metroxpress.

For politiet, der er hårdt presset af bandekrigen og organiseret kriminalitet, er begyndt at vælge den alt for hurtigere løsning, advarer landets førende forsvarsadvokater og sågar politifolkene selv.

Sveriges voldelige hockeystavkurve

Jeg skrev tilbage i 2009 om Sveriges private hockeystavkurve, der ikke havde noget stigende temperaturer at gøre, men handlede om et kraftigt stigende antal af voldtægter.

Jeg gjorde dengang opmærksom på, at man ikke bare skal skelne til, at der forgår omkring 5000-6500 voldtægter i Sverige om året, men også til at det kun er mindstedelen af disse, der faktisk anmeldes. Ligeledes skal man se denne uhyrlige udvikling over et længere tidsperspektiv. Altså ikke kun på, at det er en lille andel af den kvindelige befolkning, der på et givet år bliver voldtaget.

Jeg konkluderede dengang, ud fra en en undersøgelse i Malmø blandt unge, der viste at kun 1 ud af 7 voldtægter faktisk blev anmeldt, at der ville være tale om 376.000 voldtægter på et årti, med daværende trend (Det tal var sat på spidsen alene ud fra det forhold, at hvis 4 mænd voldtager en kvinde i Sverige, så tæller det som 4 voldtægter.) Og understregede, at yngre kvinder med nogenlunde godt udseende naturligvis vil være dem, der var mest udsat. Det vil sige, at hver gang du ser en ung og smuk kvinde i Sverige, er sandsynligheden for, at hun bliver voldtaget en dag eller allerede er blevet det, uhyrlig høj - specielt hvis hun bor i en storby med mange indvandrere, for når 33 pct. af alle voldtægtsmænd i Danmark er indvandrere, så er det næppe anderledes i Sverige.

Nu har Eva Agnete Selsings nylige kommentar i Berlingske gjort mig opmærksom på følgende forhold:

"Eksempelvis den frygtindgydende voldtægtsstatistik, hvor Sverige ifølge FN har næstflest voldtægter per indbygger i verden. Tal fra BRÅ, der udarbejder Sveriges officielle kriminalitetsstatistikker, viser, at alene i 2011 blev knap to ud af 50 (3.4 procent) af kvinder i alderen 16-24 år udsat for en voldtægt. Der er vel at mærke ikke tale om anmeldelser, men faktiske begåede voldtægter. De oplyser i øvrigt, at i 58 procent af voldtægterne var der tale om personer, som var helt ukendte for den udsatte."

Disse oplysninger har jeg gravet lidt i, og rapporten de stammer fra, Utsatthet för brott år 2011, kan findes her:



Udviklingen i voldtægtsforbrydelser i Sverige har vi her:


Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År	År	År	År	År	År	År	År
	1990	1991	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	1410	1462	1688	2153	1812	1707	1608	1693	1973	2104

Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År	År	År	År	År	År	År	År
	2000	2001	2002	2003	2004	2005	2006	2007	2008	2009
	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	2026	2086	2185	2565	2631	3787	4208	4749	5446	5937

Anmälda brott Brottsförebyggande rådet

	År	År	År
	2010	2011	2012
	Antal	Antal	Antal
Hela landet
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)	5960	6532	6324

(Markeret med rødt: Sverige ændrede per 2005 forudsætningerne for, hvornår en seksualforbrydelse kaldes for voldtægt, så den kraftige stigning i lige dette år skal ses i dette lys. (Stigningen fra 2006 til 2012 på 59 % kan dog ikke bortforklares)

Nu viser denne undersøgelse, at det kun er knap hver femte voldtægtsoffer, der på landsplan anmelder forbrydelsen.

Men ikke desto mindre kan det antal kvinder, der faktisk voldtages årligt faktisk stadigvæk ende oppe omkring 376.000 over de næste ti år, da voldtægter i Sverige, som i kan se foroven har en stærkt stigende trend.

Det var nemlig i 2011 i alt 29.000 tilfælde af voldtægt, ifølge denne undersøgelse fra Brottsförebyggande rådet med minimum 13.000 deltagere. Det giver 290.000 voldtægter over ti år, og da antallet af voldtægter i Sverige på bare de fem år mellem 2006 og 2011 er steget med over 50 pct., så kan vi let ende med føje over 400.000 ekstra voldtægtofre til dette ubehagelige skæbnehjul for primært unge svenske kvinder eller som minimum over 400.000 tilfælde af voldtægt, da en lille andel af tilfældene vil ramme samme person.

Som Selsing var inde på, er de16-24 årige svenske kvinder mest udsatte og intet mindre end 3,4 pct, af dem blev i 2011 udsat for voldtægt.



Faktisk kan rundt regnet 25 % af de svenske kvinder se frem til at blive voldtaget i løbet af deres liv, ifølge Fria tiders beregning i ovenstående link, og endda reelt langt mere til, da antallet af voldtægter årligt fortsat har en stigende trend - endda en voldsomt stigende trend. Hvis dette ikke forandres over de kommende 20 år, kan andelen ende langt højere.

Ifølge undersøgelsen har 184.000 tusind svenskere været udsat for vold i 2011. Det fordelt på skønsmæssigt 451.000 tilfælde af vold, hvor en person har været offer flere gange på et år. På 40 år taler vi altså let over 20 millioner tilfælde af vold med den også stigende trend på dette område i mente til fordeling mellem cirka 10-15 millioner svenskere, eller hvor mange de nu ender med at være med den høje nettoindvandring. Et mindretal kommer naturligvis til at bære deres broderpart af denne byrde.


Angående vold er det også de unge, der er mest udsat. Ikke mindre end 7,2 pct. af de 20-24 årige angav, at de var udsat for vold i 2011. Mest udsat er unge mænd, hvilket desværre ikke betyder at unge kvinder ikke er kraftigt udsat, men 8,9 pct. af de unge mænd mellem 16-24 år blev udsat for vold i 2011 - det peger på, at andelen blandt unge kvinder i samme alder langt fra er lille. Så hvis vi ser bort fra, at nogle er mere udsatte end andre ud fra fysisk/psykisk statur og lokation, så er det svært at undgå at et offer vold, for en hvilken som helst svensker i denne aldergruppe.

For 72 pct. af mændene er gerningsmanden ukendt, mens for 39 pct. af kvinderne er gerningsmanden en nær relativ.

80.000 svenskere har været udsat for røveri, det i alderen 16-79 år, hvor BRÅ skønner ud fra undersøgelsen, at der så har været cirka 111.000 personrøverier i 2011.

Det er ikke den globale opvarmning, som svenskerne har mest grund til at bekymre sig omkring.

Med et ord: Forfærdeligt.

1 million ud af arbejdsstyrken er nu uden for arbejdsmarkedet

Så nåede vi det magiske tal, 1 million danskere i alderen 15-64 år (bemærk ikke engang op til 67 år) er nu uden for arbejdsmarkedet.

Det skete i 1. kv. 2013 og mig bekendt, er der intet skrevet om det. Der er tale om 788.000 personer uden for arbejdsstyrken og 222.000 AKU-ledige, og den uskønne sandhed om Danmarls beskæftigelse lever skjult og godt i Statistikbanken. (Statistikken: AKU100).

Antallet af beskæftigede per 1. kv. 2013 er det laveste siden 1996, nemlig 2.605.000 beskæftigede.

Vi skal ikke længere tilbage end til 3. kv. 2008 for at finde 2.838.000 bekæftigede i landet.

De 2,6 mio. beskæftigede er meget tæt på antallet af beskæftigede tilbage i 1985, hvor der var 2.582.000 millioner beskæftigede, ifølge publikationen "60 år i tal" fra Danmarks Statistik.

Vi er siden 1985 blevet omkring 400.000 flere danskere, men det kniber med at skabe flere arbejdspladser og da specielt, når vi reelt taler en million mennesker, der med få undtagelser principielt burde arbejde, og der burde være arbejde til.

Som i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 1991 har vi igen en regering, der mener, at der skal flere indvandrere og flygtninge til Danmark, mens situationen på arbejdsmarkedet ligesom dengang er historisk dårlig. Og det offentlige igen igen kæmper med underskud. Det på ikke mindre end 4 procent af BNP sidste år.

Alligevel kommer vi stensikkert til at høre myten om, at vi mangler arbejdskraft mange gange endnu ude i fremtiden.

Velkommen til Danmark anno 2013, det er ikke hver dag, jeg føler trang til at give Karl Marx ret, men at historien har det med at gentage sig selv, "først som en tragedie, siden som en farce". Et citat bliver nok ikke mere rammende i denne sammenhæng.

Så siger rumænsk dobbeltmorder farvel til hotel gitterly

Så er det slut med luksusferien, omend med begrænset bevægelsesfrihed, men kommer man fra fattige vilkår, så er et vestligt fængsel da bedre end livet i derhjemme, som flere somaliske pirater har konstanteret.

Fra EB:

"Han har kæmpet med næb og klør. For alt i verden har den dømte dobbeltmorder Marian Clita ikke ønket at vende tilbage til sit fødeland Rumænien. Siden han i februar 2011 blev idømt 14 års fængsel for det bestialske drab på den norske stewardesse Vera Vildmyren, har han nemlig nydt godt af en fredelig og velforplejet hverdag - hidtil i Nyborg Statsfængsel, nu i Østjyllands Fængsel."

"Den hårdkogte vaneforbryder - som dræbte den 42-årige Vera Vildmyren på hendes hotelværelse på Radisson Blu i København under et tyvetogt og efterlod hende død med slag fra et koben, en jernstang og 38 snitsår - har ellers nydt godt af de danske afsoningsforhold. Her har morderen både haft adgang til Playstation og tv og mulighed for selv at lave mad. Standarder der altså ligger meget langt fra de forhold, der vil møde ham, når han sætter fod på rumænsk jord igen.  "

Så gik den ikke længere Grandberg. Få nu indført grænsekontrol med irisanalyse, så vi aldrig ser ham og lignende igen.

Et retssystem i voldsmænds favør

Som det står i overskriften, sådan synes jeg faktisk, det er. Og kommentarerne til en artikel i BT. i forbindelse med overfaldet af en student på Nørreport Station viser, at jeg ikke er alene med dette synspunkt. Her et udpluk fra kommentarerne til artiklen:

En ven og jeg blev sparket ned og blev sparket på liggende,
af en bil fuld af voldspsykopater med anden etnisk baggrund.
Vi genkendte et par af dem forbryderalbummet, da de selvfølgelig havde gjort der masser af gange før. vi måtte ikke se deres navne da de var beskyttet af en eller anden misforstået lov, og sikkert også af frygt for repressalier.
Vi blev bedt om at vidne mod dem i retten.
Her fik jeg et chok retsbetjenten råber vidner op med fuldt navn, så psykopaterne plus en stor mængde venner fik vores fulde navn og sikkert også billed da flere af dem sad med telefoner.
Så jeg vidner IKKE igen af frygt for repressalier.
Og da jeg er sikker på at man skal en tur i retten hvis man blander sig, så gør jeg det ikke!

Man burde jo med det samme stoppe volden som man er vidne til MEN!, hvad opnår man?
1. De slår stadig på offeret.
2. Man får selv en gang bank, eller det der er værere.
3. Hvis du blander dig fysisk, er der stor sansynlighed for at man bliver retsforfulgt for vold/erstastatning osv.
4. 2 timer efter volsmændene er anholdt, bliver de løsladt og griner lidt af det danske retssystem, desværre.
Så jeg ville nok vende ryggen til, og acceptere samfundets tilstand

Jeg kender selv en kammerat der hjalp en pige der var ved at blive voldtaget. Han brækkede næsen på voldtægtsmanden, som meldte ham for vold efterfølgende. det fik større konsekvenser i retten for min kammerat. Absurd? grotesk? jeg synes bare det er latterligt.

Jeg ville sgu ikke gribe ind...
Og hvis jeg endelig gjorde så ville jeg smadre mindst en af dem og selv få en dom for det...Hvad skulle man gøre.. Gå hen og sige stop??? Man må jo ikke bruge nogen midler som virker anyway... Gider sgu ikke gå hen og blande mig, hvis jeg alligevel kun må gøre det med ord eller lave store armbevægelser...

Jeg kender en som greb ind under et røveri mod en ældre dame, min ven var ude at lufte hund, da han opdage overfaldet, perker drengen løb fra stedet, men vin ven spændte ben for ham så han faldt og slog sig, det havde nær kostet min ven en tur i spjældet, men dommeren nøjedes med en bøde på 5.000 kr. fordi sådan en perkerunge anmeldte min ven for vold.
Perkerungen gik naturloig helt fri.
Derfor griber man ikke ind i noget som helst, her i dette bundrådne retssamfund.

Har grebet ind fysiskt flere gange i løbet af årene.
Men er ikke længere sikker på at det er klogt at gøre.
Tingene har taget en drejning i retning af at "Systemet" tager mere hensyn til forbryderne - end til ofrene.

Jeg kender en som greb ind i et overfald. Han fik 1 måneds fængsel. Politiet opfattede det som 2 grupper der var lige gode om det.

 78 procent påstår i en afstemning på BT, at de vil gribe ind i tilfælde med overfald. Det er utroligt, for enhver, der har vidnet sådanne situationer ved, at mindst 90 % ikke gør det.

Jeg vil heller ikke gøre mere, end at ringe til politiet. Men selv at ringe til politiet er jo en joke, som en af kommentarerne bemærker, voldsmændenes identitet er beskyttet, mens vidnernes ikke er det. Straffen er typisk lav for forbryderen, hvis de overhovedet bliver fanget.

Jeg er vel, hvis man skal kalde en spade for en spade, en egoist og gider ikke løbe unødvendige risici, uanset hvor meget min samvittighed stritter imod, men hvis retsystemet gav mig lov til at anvende den reelt nødvendige magt og vidne anonymt, så ville jeg i de fleste tilfælde gribe ind, selv om der er risiko for, at jeg selv ender på skadestuen eller endda værre.

Men som tingede er nu må folk sejle i egen sø, hvis de ikke kan forsvare sig selv, hvis de ikke kan finde ud af ændre nogle grundlæggende betingelser via stemmeboksen, så er det synd, og ja det er virkeligt sørgeligt, men hvorfor skal folk risikere at blive dømt selv for vold, vidne med risiko for hærværk mod deres ejendom og trusler mod deres børn, risikere at selv blive sparket til en grøntsag, mens de ligger ned, hvis de blander sig?

Som en skriver, så må man acceptere samfundets tilstand.

Kan Egyptens økonomiske og sociale problemer betyde enden for broderskabet

Det kan være fristende at knytte et håb eller to til, at de massive økonomiske og sociale problemer som Egypten står over for, kan bringe Det muslimske broderskab og den islamiske ideologi i miskredit hos befolkningen og medføre en ny demokratisk og vestlig revolution.

For broderskabet kan næppe løse problemerne, men kæmper en kamp fra måned til måned for at betale fx. importen af statsstøttede fødevarer, der holder prisen på hvede og meget andet nede for den egyptiske befolkning.

Barry Rubin lister her en lang række argumenter for, hvorfor man ikke skal regne med en ny egyptisk revolution:



Læs også hans kortfattede analyse af, hvordan den tyrkiske premierminister Erdogan tørrede gulvet med Obama under hans besøg i Washington her:


Update: Hints med hensyn til, hvor langt den egyptiske regering vil gå for at bevare magten og knuse al opposition, kan findes her:

The Muslim Brotherhood first hinted at setting up a militia on December 16 when Vice Chairman Essam Erian of its Freedom and Justice Party said it needed defenses in the wake of clashes. “They would have defended themselves in front of the presidential palace and killed the other [anti-Brotherhood] protesters,” he said.  At around the same time, Jama’a al-Islamiya threatened to set up a pro-Brotherhood militia to “protect private and public property and counter the aggression on innocent citizens.”

The Brotherhood and Jam’a al-Islamiya have announced their intention to set up a joint civilian police force with other Islamists.

High five til Özlem

Jeg må faktisk tilstå, at en af de få politikere, som jeg virkelig respekterer, er Özlem Cekic. Hun er ikke den skarpeste kniv i skuffen, dog heller ikke den sløveste, og Carina-sagen var en markant fejl.

Men som menneske er hun noget mere ærlig end den gennemsnitlige politiker, og det kan ingen tage fra hende. Også selv om hun til sidst bukkede under for presset i kølvandet på hendes modstand mod regeringens skattereform under et pres, der også har været massivt.

Det er dybt beklageligt, at hun er blevet udsat for så mange og alvorlige trusler gennem hendes karriere. Det er til gengæld en dybt sympatisk måde, hun har håndteret det problem på. Fra BT.

I otte måneder oplevede hun at blive chikaneret af en nynazist, som ringede til hende flere gange. Og selvom hun fik et polititilhold, hjalp det ikke. Men så fik Özlem Cekic nok.
- Frygten for ham styrede min hverdag. Jeg havde hemmelig adresse, jeg parkerede min bil forskellige steder og var bekymret for mine børn, når de var i institution. I starten syntes jeg, det var vildt hårdt for mig. Men så tænkte jeg: Ej, jeg er simpelt hen nødt til at hoppe ud af offerrollen! Jeg må tage styringen og finde ud af, hvorfor folk hader på den måde, forklarer politikeren.

Hun tog så kontakt til nogle af dem, der skrev mange hademails. Ovennævnte nazist var ikke interesseret i at mødes med hende, men det var Ingolf, en anden flittig hademailsskribent.

Ingolf var jo helt vildt provokeret af sådan en muslim som mig. Og han troede aldrig, jeg ville svare på hans mails. Så han følte, at han var nødt til at skrue op for retorikken. Det er gået op for mig, at mange af dem bare gerne vil høres. Før syntes jeg, det var synd for mig, når jeg fik den slags mails. Men jeg har prøvet at vende den om. For det er da i virkeligheden mere svært for dem, at ingen vil lytte. Folk, der bruger sådan en frygtelig tone, føler sig ikke forstået. De føler ikke, at der er nogen, der vil have en værdig samtale eller dialog med dem, siger politikeren.

Hirsi Ali and Douglas Murray i kampdebat med to moderate muslimer

En rigtig kampdebat over temaet, om Islam er fredens religion. Publikum stemmer i begyndelsen med hensyn til, hvorvidt de tager temaet på ordet, altså om islam er en fredens religion eller ej.

Hele debatten er lang, men værd at følge.

Hvorfor Islam er en voldelig religion, og hvorfor Jainismen ikke er det - Sam Harris

"We are at war with islamic fundamentalism, not merely Al Qaeda, not merely extremist Islam, but the mainstream doctrine of Islam that possess this notion of martyrs and jihad, it contains the imperative to convert, subjugate or kill infidels. Any one who says it doesn't has not read the quran, has not read the hadith or is lying about them. "

London-angrebet: De er ligeglade med om de vinder

Da de to muslimske jihadister havde angrebet en soldat i London i går, ilede en 48 årig kvindelig spejderleder hen til afdøde for at yde førstehjælp.

Det udviklede sig til en samtale, som David Cameron fandt værd at referere - fra JP:

"At konfrontere ekstremisme er en opgave for os alle, og det faktum at vores samfund vil stå sammen om den opgave blev demonstreret af den modige spejderleder Ingrid Loyau-Kennett, som konfronterede en af angrebsmændene i Woolwichs gader i går eftermiddag. Da han fortalte hende, at han agtede at starte en krig i London, svarede hun: "Du kommer til at tabe. Det er kun dig mod mange." Hun talte for os alle," sagde David Cameron. "

Lad os slå en ting fast, det er ikke kun ham. for tilbage i 2005 undersøgte man, hvor mange der støttede det store terrorangreb (7/7 2005) i London, hvor 52 civiles liv endte brat, der var tale om 6% af muslimerne, der bakkede op omkring dette angreb, der direkte gik efter civile. De to jihadister her sparede livet på civile, beklagede over for kvindelige vidner, at de skulle være vidner til dette. Støtten til angreb på militærfolk osv. er større.

Lad os slå en ting mere fast. De er fløjtende ligeglade med, om de vinder. Har Hamas en chance for at vinde? Ja og nej. De kan vinde paradiset og status som martyr, og det er alt rigeligt for dem. De kan ikke besejre Israel. Ikke lige nu i hvert fald, men profeten Muhammad har profeteret, at islam vil herske over hele jorden, så om det er om 100 år, 200 år eller senere, det vil ske, mener fundamentalisterne.
Muslimerne i Thailand, der siden 2004 har dræbt tæt på 6000 mennesker, de kan heller ikke vinde. De dræber videre alligevel.

De kan vinde paradiset og blive martyrer og ja, uanset hvor svært det er for os at fatte, at mennesker her i 2013 tror på sådan noget vås, så gør mange af dem det faktisk.

Det undersøgte man også i forbindelse med 7/7 bomberne i London, og 13 procent betragtede selvmordsbomberne som martyrer:

But, a significant minority, 13 per cent, believe the 7/7 bombers should be regarded as "martyrs". And 7 per cent felt suicide attacks on UK civilians could be justified in some circumstances. This rose to 16 per cent for a military target.

Der er naturligvis en anden side af den sag, et flertal betragtede dem ikke som martyrer og i samme undersøgelse sagde 56 procent af muslimerne i England, at regeringen ikke gjorde nok for at kæmpe mod islamisk ekstremisme.

Men vi taler stadig om et væsentligt mindretal, der støtter jihad. Det er ikke kun 50-100 personer, der sympatiserer med terrorisme og er villige til at udføre den.

Lad os også slå nogle andre ting fast. Man kan anføre, at terrorangreb er sjældne, og at biler i trafikken er langt farligere end muslimske terrorister. Det er jo meget få terrorangreb, der har været.

Men lad os slå fast, at de fleste terrorangreb bliver standset af efterretningstjenester, og mange af de angreb, som fx. forsøget på at sprænge ti fly i luften i standset i 2006, kunne være endt enormt blodigt.

I lande, hvor myndighederne ikke er i stand til at effektivt standse terroristangreb, hvad enten det er Thailand, Indonesien, hvor 10.000 kristne blev dræbt mellem 1998-2003, Irak, Pakistan, der bliver der slået mere end 10.000 ihjel hvert år. Alene i de lande.

Der er ingen øvre grænse, for hvor mange eller få, der kan dø i terrorangreb, og slet ikke hvis en hel samfundsorden bryder sammen, og vi i stedet taler massakrer.

Der er en pragmatisk dimension selv blandt dem, der tror fuldt på martyriet, som f.eks Hamas. Hvis fx. hele Hamas kastede sig ud i et alt eller intet angreb på Israel, ville organisationen blive stort set udslettet. Så det gør de naturligvis ikke. Men vær ikke i tvivl om, at de gør det den dag, de føler sig så stærke, at de måske kan sejre eller for alvor svække Israel.

I dag har organiseret terror med flere personer involveret svære vilkår i Europa, men hvis den dag kommer, hvor myndigheder har svært at styre og kontrollere udviklingen, så bryder helvede løs.

De radikale muslimer i Europa vil en dag gå efter autonomi og selvstyreområder med sharialov, de vil ikke nøjes med kun symbolske angreb på politi og brandmænd for evigt.

Her kan man undre, om Cameron selv tror på den løgn, som han kolporterer? Nemlig, at der er intet i Islam, der retfærdiggør denne gerning. Har han hørt om jihad?

Update: Som nævnt i kommentatatorsporet, er der flere tegn på, at unge muslimer er mere radikale end ældre, næppe nogen overraskelse, men alligevel noget, der hører med til de forhold, der er afgørende for om "vi får fred på jord og menneskene i hinanden velbehag" i fremtiden.

Forty per cent of Muslims between the ages of 16 and 24 said they would prefer to live under sharia law in Britain, a legal system based on the teachings of the Koran. The figure among over-55s, in contrast, was only 17 per cent.

Turning to issues of faith, 36 per cent of the young people questioned said they believed that a Muslim who converts to another religion should be "punished by death." Among the over 55s, the figure is only 19 per cent.

Forty per cent of younger Muslims said they would want their children to attend an Islamic school, compared to only 20 per cent of over-55s. 

One in eight young Muslims said they admired groups such as al-Qa'eda that "are prepared to fight the West". Kilde: 

 Undersøgelsen nævnt for oven er foretaget af tænketanken Policy Exchange, som, tro det eller ej ud fra Camerons udtalelser, siges at have tætte bånd til de konservative og Cameron selv. Den fulde rapport fra den undersøgelse (100 sider) kan findes her:


Også en dokumentar her om, at denne radikalisering blandt unge ikke er helt tilfældig:






The Enemy Within: De Radicalizing Young Muslims by tvnportal

Når musik er bedst live - Demi Lovato

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper


Nuff said! (intet mere at tilføje)

18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.

Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:

Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:

På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.

10 procent af børn og unge i England under 25 år er nu muslimer

Fra Telegraph.uk:
 
Næsten ti ud af hundrede unge under 25 år beskriver sig selv som muslimer i England og Wales i dag.
 
Det på trods af, at muslimer stadig siges at udgøre blot omkring 4 procent af befolkningen.
 
Artiklen fortæller også, at omkring 25 pct. af englænderne er over 65 år gamle, mens omkring halvdelen af muslimerne i landet er under 25 år gamle, for det er gennemsnitsalderen (medianalderen) på muslimerne i England/Wales.
 
Det kan ikke helt konkurrere med 17 år som medianalder i Gaza, men omvendt er det langt fra Storbritanniens medianalder på 40,2 år.
 
Artiklen bærer også den prognose, at allerede i næste årti vil et mindretal i England betegne sig selv som kristne.
 
Jeg er personligt ingen fan af kristendom. Men det er da en smule ironisk at næsten på samme tid skriver en anden engelsk journalist, helt neutralt og slet ikke spor farvet, ahem:
 

But perhaps what will prove most surprising to some, Europe is revealed as the least ethnically diverse continent on the planet, with the UK and France as two of the most.

The revelation will stick with certain right-wing political parties who claim that mass immigration has diluted indigenous culture and custom and left their societies with little or no tangible sense of national identity.

Problemet findes ikke i nuet. Problemet består i, at hvis de trends, vi ser i nuet, fortsætter. Så kan flere Europæiske landes oprindelige befolkning vågne op en dag i dette århundrede og være i mindretal. Et mindretal blandt de unge bliver de naturligvis en generation eller så, før dette sker.

Det sker på grund af to forhold, nemlig mere indvandring, og at specielt fordi muslimerne føder flere børn end andre, og det gælder altså også for de 3 generations efterkommere fra Pakistan og Bangladesh, man har i England. Hvor vi kan begrænse indvandringen ganske let, kan vi ikke begrænse børnefødsler så let. Det er fakta, at vi er på kurs mod at blive et mindretal, som oprindelige befolkninger. Det er fakta for England og Wales også, som jeg har skrevet om tidligere.

Det vil helt sikkert ske for Tyskland, det kan nærmest ikke undgås, som har skrevet grundigt om her. Immigrantbørn udgør allerede 35 procent af børn i alderen 0-5 år i Tyskland, og de tyske oprindelige kvinders fertilitetsrate er håbløst langt væk fra reproduktionsstadiet med 2,1 barn per  kvinde og helt nede på et niveau, hvor konsekvensen er, at antallet af etniske tyskere vil skrumpe til 20 procent af, hvad den er i dag inden vi når år 2113. Under 1,6 barn er regnes som det punkt, som det er nærmest umuligt at genoprette en befolkning fra, tyske kvinder ligger omkring 1,2 barn per kvinde.

Det vil kræve en fortsat høj indvandring for Frankrig og England at lide samme skæbne som Tyskland i dette århundrede, da kvinderne der er noget tættere på 2,1 barn per kvinde. Men som en fransk økonom har regnet sig frem til, så kræver det kun en fortsættelse af den nuværende trend i indvandring og familiesammenføringer, samt indvandrerfertilitet for Frankrigs vedkommende, for at de oprindelige franskmænd bliver mindretal i 2060.

I nuet er muslimerne et reelt mindretal, men når dette århundrede lakker mod enden, så ser det meget anderledes ud, hvis der er ikke sker store forandringer i indvandring og fødselsmønstre, det er fakta!


(Beklager jeg fik postet denne blogpost ved en fejl, før den var skrevet færdig.)