Der er forskel på kønnene. Lidt pudsige tal om Danmarks forbrug og åbenbaret af Nordea i dag - desværre ingen online kilde - viste en interessant kønsnoteret økonomisk krise.
Salget af computere og andet elektronisk legetøj led af et fald på omkring 15 pct. så vidt jeg husker. (husker ikke det helt nøjagtige tal)
Salget af sko derimod var steget med omkring 15 pct.
Der var andre interessante forhold af samme kønsnoterede karakter, det vender jeg lige tilbage til i morgen.
Jeg kan lige huske, at salget af blomster bestemt ikke lider under krisen.
Gogo tøser, godt i holder gang i hjulene.
mandag den 30. august 2010
lørdag den 28. august 2010
Nuværende regering = Anker J nummer to eller?
Er den nuværende regering Anker Jørgensen light, eller er den simpelthen Anker Jørgensen nummer 2.
Det er svært at afgøre, eftersom at begge regerede på forskellige tidspunkter og under forskellige forudsætninger.
Men begge kendetegnes ved at lade det offentlige udgifter eksplodere sammen med statsgælden. Og begge regerede i perioder med internationale økonomiske kriser: 1973 - 1980 - 2001 - 2008. Anker Jørgensen regerede udelukkende under en lavkonjunktur, mens den nuværende regering overvejende har regeret under en højkonjunktur.
Lad os først tage Anker Jørgensens periode mellem 1975-1982:
Klart en vækst i de offentlige udgifter, som er svær at overgå.
Lad os tage den nuværende regering:
En tilsyneladende mere moderat vækst, på omkring 50 pct.
Men det skal jo ses i forhold til inflationen. Inflationen i Ankers periode og FØR! var skyhøj.
Et lille kig på forbrugerprisindekset (100 = år 1900):
Inflationen steg med over 100 pct. i Ankers regeringstid, så modsat den nuværende regering formåede han for eksempel at holde sundhedsudgifterne nogenlunde i ro.
Inflationen under mellem 2003 og 2009? ja 11,8 pct. hvor udgifterne så er lykkes at stige med omkring 50 pct.
Jeg glemte at nævne en anden mulighed: Er den nuværende regering Anker Jørgensen HEAVY?
Hvad angår statsgældens vækst, er der ingen tvivl om at Anker tog den første stafet og allerede i 1975, men Schlüter fortsatte:
Den offentlige gæld voksede eksplosivt efter 1980 i fem år, før man indså, at der skulle en hård opbremsning til.
Det er ikke specielt utænkeligt, at man i 2013 har udpeget en ny Anker Jørgensen - læs den nuværende regering - og ser et nyt behov for en ny streng opbremsning.
Bruttogælden som pct. af BNP lå på omkring 30 pct. i 1982, da Anker Jørgensen gik af. I dag er den på 42 pct. af BNP og still going strong.
Nu er spørgsmålet så bare? Hvem oplevede det største pres med hensyn til personer, som blev arbejdsløse. Anker J, eller den nuværende regering?
Arbejdsløsheden er ikke steget mere nogensinde, som den gjorde mellem 1974 og 1984, og det meste af den stigning kom under Anker Jørgensens regeringsperiode. Med så høj en inflation og så høj en stigning i arbejdsløsheden - læs udgifter til arbejdsløse - kunne det godt tænkes, at Anker Jørgensen var bedre end sit rygte.
Personligt vil jeg vægte landets forrige tre statsministre som mere økonomisk ansvarlige end de to sidste, og det inkluderer endda Anker Jørgensen. Omend Schlüter i sidste ende måske mest af alt var at foretrække.
Det forandrer naturligvis ikke det forhold, at de den kommende S og SF regering er langt mere økonomisk uforsvarlig, end den nuværende. Men tænk at det kan lade sig gøre.
Bonus: Se i øvrigt under hvilke regeringer skattetrykket er vokset mindst ?
Det er svært at afgøre, eftersom at begge regerede på forskellige tidspunkter og under forskellige forudsætninger.
Men begge kendetegnes ved at lade det offentlige udgifter eksplodere sammen med statsgælden. Og begge regerede i perioder med internationale økonomiske kriser: 1973 - 1980 - 2001 - 2008. Anker Jørgensen regerede udelukkende under en lavkonjunktur, mens den nuværende regering overvejende har regeret under en højkonjunktur.
Lad os først tage Anker Jørgensens periode mellem 1975-1982:
Klart en vækst i de offentlige udgifter, som er svær at overgå.Lad os tage den nuværende regering:
En tilsyneladende mere moderat vækst, på omkring 50 pct.
Men det skal jo ses i forhold til inflationen. Inflationen i Ankers periode og FØR! var skyhøj.
Et lille kig på forbrugerprisindekset (100 = år 1900):
Inflationen steg med over 100 pct. i Ankers regeringstid, så modsat den nuværende regering formåede han for eksempel at holde sundhedsudgifterne nogenlunde i ro.
Inflationen under mellem 2003 og 2009? ja 11,8 pct. hvor udgifterne så er lykkes at stige med omkring 50 pct.
Jeg glemte at nævne en anden mulighed: Er den nuværende regering Anker Jørgensen HEAVY?
Hvad angår statsgældens vækst, er der ingen tvivl om at Anker tog den første stafet og allerede i 1975, men Schlüter fortsatte:
Den offentlige gæld voksede eksplosivt efter 1980 i fem år, før man indså, at der skulle en hård opbremsning til.
Det er ikke specielt utænkeligt, at man i 2013 har udpeget en ny Anker Jørgensen - læs den nuværende regering - og ser et nyt behov for en ny streng opbremsning.
Bruttogælden som pct. af BNP lå på omkring 30 pct. i 1982, da Anker Jørgensen gik af. I dag er den på 42 pct. af BNP og still going strong.
Nu er spørgsmålet så bare? Hvem oplevede det største pres med hensyn til personer, som blev arbejdsløse. Anker J, eller den nuværende regering?
Arbejdsløsheden er ikke steget mere nogensinde, som den gjorde mellem 1974 og 1984, og det meste af den stigning kom under Anker Jørgensens regeringsperiode. Med så høj en inflation og så høj en stigning i arbejdsløsheden - læs udgifter til arbejdsløse - kunne det godt tænkes, at Anker Jørgensen var bedre end sit rygte.
Personligt vil jeg vægte landets forrige tre statsministre som mere økonomisk ansvarlige end de to sidste, og det inkluderer endda Anker Jørgensen. Omend Schlüter i sidste ende måske mest af alt var at foretrække.
Det forandrer naturligvis ikke det forhold, at de den kommende S og SF regering er langt mere økonomisk uforsvarlig, end den nuværende. Men tænk at det kan lade sig gøre.
Bonus: Se i øvrigt under hvilke regeringer skattetrykket er vokset mindst ?
Statens budget 2010 - 11 - det sminkede lig
Jeg har forsøgt at kæmpe mig igennem den seneste præsentation af finansloven.
Som selve titlen "Ansvarlighed og varig velfærd" antyder, er det en omgang selvros, spin, halvløgne, påstande på kanten af sandheden, der går lige til kvalmegrænsen.
Jeg har desværre hverken tid, eller lyst til at gå disse igennem med en tættekam, men kan anføre, at et af de forhold jeg specielt studser over, er påstande omkring den offentlige nettogæld, der hævdes nedbragt med omkring 400 mia. kroner op til omkring 2008, ifølge Danmarks statistik er det nemlig 300 mia. kr. Endnu mere studser jeg over, at nettogælden hævdes afskaffet før krisen.
(TIlføjet senere - Det er så faktisk korrekt, at den offentlige nettogæld har været afskaffet, forstået som stat kommune regioner sammenlagt - statsgælden har aldrig været afskaffet, hvorfor regeringen/staten skynder sig at fremføre at nogle kommuner og regioner faktisk kan styre deres økonomi, hvor den ikke selv kan det, det må den da om)
Ifølge Danmarks Statistik har udviklingen set sådan her ud på nettogælden hos staten:
Vi er altså med andre ord oppe på det niveau, som regeringen overtog, som efterslæb fra krisen i firserne og halvfemserne allerede i 2011 og gælden vil fortsat vokse derefter.
I præsentationen fra Finansministeriet, ser det langt mindre dramatisk ud:
Så er spørgsmålet naturligvis, hvilken af de to der bedst afspejler den nettogæld staten faktisk har og skal betale renter for.
Det fremgår dog af statens budgetoversigt, at den skal betale renter af statsgæld for 24,8 mia. kr. i 2010 og for 27 mia. kr. i 2011.
Det peger alt sammen på, at tallene fra Danmarks Statistik er de mest reelle, da så høj en rente udgift, svarer til 3,5 - 4 pct. renter på en bruttogæld på omkring 700 mia. kr., ergo passer nettogælden angiveligt også bedst i den udgave vi ser hos Danmarks Statistik.
Men det er nogle andre poster jeg vil kigge på og kommentere først og fremmest.
Liberal Alliance kan nedsætte skatten så tosset de vil. Hvis ikke også man kigger på moms og øvrige afgifter, og får dem holdt i skak, evt. nedsat, så kan det offentlige hurtige hente på gyngerne, hvad det har mistet på karrusellen.
Og apropos mit forslag om at skære 15 pct. af de offentlige udgifter væk. Så rækker det knap til at bringe os ned på mellemniveau i OECD landene, hvad angår skattetryk, hvor vi næppe overraskende har verdens højeste.
Her er der ikke rørt ved, hvad der er noget nær verdens største moms og højeste afgitsniveau.
Det kommer altså oven i, hvis vi også der skal ned på mellemniveau i OECD.
At overførselsindkomster er vokset, kan man også se:
I december 2008 så det sådan her ud for indkomstoverførsler i forventningen til 2009:
Vi taler om en budgetoversigt udarbejdet i december 2008, vil jeg lige understrege, altså tre måneder efter Lehman krakket og krisens begyndelse.
Det endte så lige med omkring 45 mia. mere på de her poster i 2009, som desværre ikke er redegjort så detaljeret for i den seneste budgetoversigt, altså fordelingen. Men det er nok ikke svært at gætte, at det drejer sig om flere arbejdsløse.
Staten forventer altså næste år, at udgifterne vil være omkring 40 mia. kr. lavere i 2011.
Det er selvfølgelig en forventning, der ser langt pænere ud, end et underskud på de offentlige finanser på over 100 mia. kr.
Men hvad nu, hvis det viser sig, at der faktisk ikke er kommet så mange flere i arbejde næste år?
Eller endnu værre, at vi får en ny lille nedgang i antallet af de arbejdere, som ikke koster staten kasse. Altså dem i det private.
Det er svært at se, at man kan hente særligt mange kroner ved at justere på børnechecken. Afskaf efterlønnen, børnechecken, boligstøtten, så taler vi om beløb, der batter.
Det er ikke fordi, jeg mener at børnechecken bør fjernes, sammen med boligstøtten øjeblikkeligt Det er blot et eksempel på, hvad der faktisk skal til før det gør indtryk på statens udgifter.
Det vil trods alt ramme mennesker, som er vant til at leve over evne på samfundets regning, og selv om det er dumt og uansvarligt, så har jeg alligevel så meget sympati med dem, at de skal have lidt tid at reagere på sådanne ændringer i deres økonomi, altså en gradvis udfasing af de her to poster og gradvis nedgradering til støtte til kun to børn, resten er for egen regning - også selvom bordet kommer til at fange her, for familier som har flere børn - så må de ud og tjene nogle flere penge og finde en billigere bolig.
Efterlønnen derimod skal standses på stedet.
Statens nettosaldo blev fik en opjustering af underskudsestimatet i august måned i år. Fra allerede linkede redegørelse fra august :
Så hvad forventer staten af ekstra indtægter. Den forventer en stigning i pensionsafkastskat på 33,4 mia. kr. hvilket for så vidt kan være reelt nok. Det kan jeg ikke gennemskue.
Men så forventer den ekstraindtægter for 16 mia. kr. via øgede NETTO skatteindtægter og 6,4 mia. kr. via ekstra momsindtægter, samt 2,2 mia. kr. via ekstra arbejdsmarkedsbidrag.
Det kan jeg godt stille mig tvivlende over for, hvor skulle komme fra.
Har regeringen indregnet en forhøjelse af skatten i 2011, som de lige har glemt at fortælle os om?
For til eksempel 10.000 flere ansatte, der betaler 150.000 i gennemsnit i skat, vil kun bidrage med 1,5 mia. kr.
Den private beskæftigelse er faldet med 200.000 personer de sidste par år, en stor del af disse har undgået at blive betegnet som arbejdsløse via ansættelse, eller aktivering i det offentlige og tallet siger i øvrigt noget om, at mange simpelthen har satset og "glemt" at forsikre sig mod arbejdsløshed og ejer for meget til at kunne hæve kontanthjælp. Derfor figurer de ikke blandt de registrerede arbejdsløse osv.
De udgør ikke en udgift for staten. Men omvendt har de heller ikke en indtægt, til at give skattekroner i statskassen, til at forbruge for.
Udviklingen er vendt lidt i andet kvartal i år, men ansættelsesniveauet i bare industri og bygge og anlæg er fortsat underdrejet, med cirka 100.000 færre ansatte end ved udgangen af 2007.
Her taler vi om ansat arbejdskraft (Arbejdskraftundersøgelsen), og der skeles ikke til, at mange er gået ned i tid og arbejder færre timer, blandt dem som fortsat har et arbejde.
Antallet af personer som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er faldet med 40.000 på to år.
Antallet af personer der arbejder over 49 timer er faldet med 32.000
Det skal ses i forhold til at disse personer udgør under 1/3 del af arbejdsstyrken, men bærer klart over en tredjedel af beskæftigelsesfaldet.
Hvor omvendt de som arbejder under 15 om ugen, er de eneste der er steget over to år og dem som arbejder mellem 15 -36 timer er kun faldet med 3000 personer til 602.000.
Kilde:
Der er altså også en tendens til at arbejdspladser med største forbrugs- skatteindtægt potentiale er røget.
Hvordan det skulle føre til markante forbedringer af de offentlig budget er et stort spørgsmål, også selv om man kan klappe i hænderne af 10.000, eller 20.000 flere ansatte i det private.
Den fremgang i det seneste kvartal, kan skyldes at man har fundet ud af, at man fyrede for mange i 2009 og afspejler derfor delvist en justering, nærmere end en blivende trend i stigningen af arbejdskraft.
Alt andet lige, denne her krise værre end den i halvfemserne, som det tog lang tid at komme sig oven på.
Hu hej hvor går det godt- vi har ganske vist lidt underskud og en lille krise, men den skal vi nok hurtigt få rystet af os :) Nej, regeringens finanslov minder mere om et sminket lig, der skal gøre det lettere at vinde næste valg, fremfor en præsentation af landet økonomiske situation, endsige en fremadrettet løsning på de økonomiske problemer, den "ansvarlige" regering har.
Som selve titlen "Ansvarlighed og varig velfærd" antyder, er det en omgang selvros, spin, halvløgne, påstande på kanten af sandheden, der går lige til kvalmegrænsen.
Jeg har desværre hverken tid, eller lyst til at gå disse igennem med en tættekam, men kan anføre, at et af de forhold jeg specielt studser over, er påstande omkring den offentlige nettogæld, der hævdes nedbragt med omkring 400 mia. kroner op til omkring 2008, ifølge Danmarks statistik er det nemlig 300 mia. kr. Endnu mere studser jeg over, at nettogælden hævdes afskaffet før krisen.
(TIlføjet senere - Det er så faktisk korrekt, at den offentlige nettogæld har været afskaffet, forstået som stat kommune regioner sammenlagt - statsgælden har aldrig været afskaffet, hvorfor regeringen/staten skynder sig at fremføre at nogle kommuner og regioner faktisk kan styre deres økonomi, hvor den ikke selv kan det, det må den da om)
Ifølge Danmarks Statistik har udviklingen set sådan her ud på nettogælden hos staten:
Vi er altså med andre ord oppe på det niveau, som regeringen overtog, som efterslæb fra krisen i firserne og halvfemserne allerede i 2011 og gælden vil fortsat vokse derefter.I præsentationen fra Finansministeriet, ser det langt mindre dramatisk ud:
Så er spørgsmålet naturligvis, hvilken af de to der bedst afspejler den nettogæld staten faktisk har og skal betale renter for.
Det fremgår dog af statens budgetoversigt, at den skal betale renter af statsgæld for 24,8 mia. kr. i 2010 og for 27 mia. kr. i 2011.
Det peger alt sammen på, at tallene fra Danmarks Statistik er de mest reelle, da så høj en rente udgift, svarer til 3,5 - 4 pct. renter på en bruttogæld på omkring 700 mia. kr., ergo passer nettogælden angiveligt også bedst i den udgave vi ser hos Danmarks Statistik.
Men det er nogle andre poster jeg vil kigge på og kommentere først og fremmest.
Liberal Alliance kan nedsætte skatten så tosset de vil. Hvis ikke også man kigger på moms og øvrige afgifter, og får dem holdt i skak, evt. nedsat, så kan det offentlige hurtige hente på gyngerne, hvad det har mistet på karrusellen.Og apropos mit forslag om at skære 15 pct. af de offentlige udgifter væk. Så rækker det knap til at bringe os ned på mellemniveau i OECD landene, hvad angår skattetryk, hvor vi næppe overraskende har verdens højeste.
Her er der ikke rørt ved, hvad der er noget nær verdens største moms og højeste afgitsniveau.
Det kommer altså oven i, hvis vi også der skal ned på mellemniveau i OECD.
At overførselsindkomster er vokset, kan man også se:
De samlede statslige udgifter forventes at blive ca. 685½ mia. kr. i 2011. En betydelig del af udgifterne udgøres af de såkaldte indkomstoverførsler. Det er overførsler til personer i form af fx folkepension, efterløn, SU og arbejdsløshedsdagpenge. På finanslovforslaget for 2011 udgør indkomstoverførslerne 267¾ mia. kr. Det svarer til 39 pct. af de statslige udgifter.I 2010 tegner budgetredegørelsen et niveau for overførsler omkring 306 mia. kr. - Se her på side 29 i budgetredegørelsen for 2010 - Det forventes altså at disse vil falde kraftigt, delvist båret af ændringer i børnechecken, men først og fremmest via sænkning af arbejdsløsheden.
I december 2008 så det sådan her ud for indkomstoverførsler i forventningen til 2009:
Vi taler om en budgetoversigt udarbejdet i december 2008, vil jeg lige understrege, altså tre måneder efter Lehman krakket og krisens begyndelse.
Det endte så lige med omkring 45 mia. mere på de her poster i 2009, som desværre ikke er redegjort så detaljeret for i den seneste budgetoversigt, altså fordelingen. Men det er nok ikke svært at gætte, at det drejer sig om flere arbejdsløse.
Staten forventer altså næste år, at udgifterne vil være omkring 40 mia. kr. lavere i 2011.
Det er selvfølgelig en forventning, der ser langt pænere ud, end et underskud på de offentlige finanser på over 100 mia. kr.
Men hvad nu, hvis det viser sig, at der faktisk ikke er kommet så mange flere i arbejde næste år?
Eller endnu værre, at vi får en ny lille nedgang i antallet af de arbejdere, som ikke koster staten kasse. Altså dem i det private.
Det er svært at se, at man kan hente særligt mange kroner ved at justere på børnechecken. Afskaf efterlønnen, børnechecken, boligstøtten, så taler vi om beløb, der batter.
Det er ikke fordi, jeg mener at børnechecken bør fjernes, sammen med boligstøtten øjeblikkeligt Det er blot et eksempel på, hvad der faktisk skal til før det gør indtryk på statens udgifter.
Det vil trods alt ramme mennesker, som er vant til at leve over evne på samfundets regning, og selv om det er dumt og uansvarligt, så har jeg alligevel så meget sympati med dem, at de skal have lidt tid at reagere på sådanne ændringer i deres økonomi, altså en gradvis udfasing af de her to poster og gradvis nedgradering til støtte til kun to børn, resten er for egen regning - også selvom bordet kommer til at fange her, for familier som har flere børn - så må de ud og tjene nogle flere penge og finde en billigere bolig.
Efterlønnen derimod skal standses på stedet.
Statens nettosaldo blev fik en opjustering af underskudsestimatet i august måned i år. Fra allerede linkede redegørelse fra august :
• Statens nettokassesaldo, der er relevant i forhold til den umiddelbare statsgældsvirkning, skønnesat udvise et underskud på 109½ mia. kr. i 2010. Det er en forværring på ca. 7 mia. kr. i forhold til vurderingen i maj, som skyldes et forventet større DAU-underskud og et ændret skøn for statens beholdningsbevægelser.Altså en trend, som peger i retning af et endnu større underskud, rokker ikke ved forventning om et underskud på rundt regnet 40 mia. kr. mindre næste år.
• I 2011 skønnes et nettokasseunderskud på 71¼ mia. kr. afledt af det budgetterede underskud på DAU-saldoen og et genudlånsomfang på 15½ mia. kr.
• I lyset af de forventede nettokasseunderskud i 2010 og 2011 skønnes statsgælden at stige fra 301½ mia. kr. ultimo 2009 til 473 mia. kr. ultimo 2011 svarende til en stigning på knap 86 mia. kr.pr. år i gennemsnit. Statsgælden skønnes dermed at stige fra godt 18 pct. af BNP i 2009 til 26½ pct. af BNP i 2011, dvs. 8¼ pct.-enheder.
Så hvad forventer staten af ekstra indtægter. Den forventer en stigning i pensionsafkastskat på 33,4 mia. kr. hvilket for så vidt kan være reelt nok. Det kan jeg ikke gennemskue.
Men så forventer den ekstraindtægter for 16 mia. kr. via øgede NETTO skatteindtægter og 6,4 mia. kr. via ekstra momsindtægter, samt 2,2 mia. kr. via ekstra arbejdsmarkedsbidrag.
Det kan jeg godt stille mig tvivlende over for, hvor skulle komme fra.
Har regeringen indregnet en forhøjelse af skatten i 2011, som de lige har glemt at fortælle os om?
For til eksempel 10.000 flere ansatte, der betaler 150.000 i gennemsnit i skat, vil kun bidrage med 1,5 mia. kr.
Den private beskæftigelse er faldet med 200.000 personer de sidste par år, en stor del af disse har undgået at blive betegnet som arbejdsløse via ansættelse, eller aktivering i det offentlige og tallet siger i øvrigt noget om, at mange simpelthen har satset og "glemt" at forsikre sig mod arbejdsløshed og ejer for meget til at kunne hæve kontanthjælp. Derfor figurer de ikke blandt de registrerede arbejdsløse osv.
De udgør ikke en udgift for staten. Men omvendt har de heller ikke en indtægt, til at give skattekroner i statskassen, til at forbruge for.
Udviklingen er vendt lidt i andet kvartal i år, men ansættelsesniveauet i bare industri og bygge og anlæg er fortsat underdrejet, med cirka 100.000 færre ansatte end ved udgangen af 2007.
Her taler vi om ansat arbejdskraft (Arbejdskraftundersøgelsen), og der skeles ikke til, at mange er gået ned i tid og arbejder færre timer, blandt dem som fortsat har et arbejde.
Antallet af personer som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er faldet med 40.000 på to år.
Antallet af personer der arbejder over 49 timer er faldet med 32.000
Det skal ses i forhold til at disse personer udgør under 1/3 del af arbejdsstyrken, men bærer klart over en tredjedel af beskæftigelsesfaldet.
Hvor omvendt de som arbejder under 15 om ugen, er de eneste der er steget over to år og dem som arbejder mellem 15 -36 timer er kun faldet med 3000 personer til 602.000.
Kilde:
Der er altså også en tendens til at arbejdspladser med største forbrugs- skatteindtægt potentiale er røget.
Hvordan det skulle føre til markante forbedringer af de offentlig budget er et stort spørgsmål, også selv om man kan klappe i hænderne af 10.000, eller 20.000 flere ansatte i det private.
Den fremgang i det seneste kvartal, kan skyldes at man har fundet ud af, at man fyrede for mange i 2009 og afspejler derfor delvist en justering, nærmere end en blivende trend i stigningen af arbejdskraft.
Alt andet lige, denne her krise værre end den i halvfemserne, som det tog lang tid at komme sig oven på.
Hu hej hvor går det godt- vi har ganske vist lidt underskud og en lille krise, men den skal vi nok hurtigt få rystet af os :) Nej, regeringens finanslov minder mere om et sminket lig, der skal gøre det lettere at vinde næste valg, fremfor en præsentation af landet økonomiske situation, endsige en fremadrettet løsning på de økonomiske problemer, den "ansvarlige" regering har.
torsdag den 26. august 2010
Nogle store offentlige poster regeringen kunne kigge på
Omkring en tredjedel af den danske arbejdsstyrke arbejder inden for offentlige.
Udgifterne til offentlig arbejdskraft er steget med 33 pct. ( inflation i perioden lidt over 19 pct.) på ni år mellem 2000-2008 til 316.250 mio. kr. (eller 316 mia. kr.) og i dag har de angiveligt fået endnu et kraftigt nyk op af.
Overførselsindkomster har fået en tur op på 262.311 mio. kr. Vækst på ni år omkring 22,5 pct.
I alt 578,5 MILLIARDER kroner i 2008 tal -altså de absolut tunge poster i det offentlige budget.
Her kan man også omfordele, så dem med de højeste offentlige ydelser og lønninger skal betale mest, gå mest ned i indtægt. Det er jo det skattesystem vi hylder, så hvorfor ikke flytte princippet over på offentlige lønninger og overførsler i stedet for på skatten?
Man kan nå mere ved at afskaffe efterlønnen, end ved at nedsætte en allerede lav kontanthjælp, eller folkepension, såvel som man få større fordel af at fyre en offentlig medarbejder med over 500.000 i løn årligt, end en sundhedshjælper og man kan selvfølgelig kombinere mellem fyringer og lønnedgange.
I det offentlige tjener man faktisk mere end i det private og med en kraftig stigning på netop højtlønnede akademikere ansat i det offentlige, er det skel udvidet endnu mere.
Siden dengang og efter de her tal fra Danmark Statistik har lønvæksten i det offentlig faktisk været langt højere end tidligere.
En gennemsnitlig lønstigning på 11,3 pct. over de sidste to år.
Inflationen i ovennævnte periode har som sagt været på lidt over 19 pct.
Skær 15 procent væk af de her udgifter og vi kan først tage statsgælden, derefter regulere med skattenedsættelser.
Dermed bliver det også mere attraktivt at arbejde i det private, samt de dygtige medarbejdere vil være mere tilbøjelige til at søge over i de private.
Derefter parallelt med skattelettelser, skal der være begrænset lønvækst i en årrække.
Derudover kunne man indføre egenbetaling ved sundhedsydelser med loft på 1000 kr. årligt - for en anden løbsk post findes der.
Det er ikke uden grund, at vi har verdens dyreste offentlige sektor og så er den ikke blevet markant forbedret de sidste tyve år, blot blevet markant dyrere.
Dertil skal princippet om nulvækst i det offentlige de næste tre år gennemføres så vidt muligt.
Det var min alternative finanslov og selv om den er streng, vil den i første omgang kun fjerne væksten i den offentlige gæld. Ja det vil den ikke engang for 2010 og 2011, men når bedringen i den globale økonomi kommer, så vil den.
Skal vil stoppe væksten i den offentlige gæld, skal vi nærmere skære omkring 30 pct. af udgifterne til offentlige lønninger og overførsler væk. Fordi en del kommer jo tilbage gennem skatten og momsen, samt fyrede medarbejde vil i første omgang overgå til overførselsindkomster og ikke forsvinde ud af den offentlige kasse, omend de vil være billigere i drift.
Til gengæld vil denne plan bringe os i en position, hvor befolkningen kan få lidt af de kraftige nedskæringer i offentlig forsørgelse tilbage via skattelettelser på sigt. Og det her burde give et indblik i, hvor sindssygt stort det offentlige overforbrug er.
Den nuværende måde at løse problemet på, løser det slet ikke, men vi ender med en statsgæld på over 100 pct. af BNP. En sådan har vi inden for fem til 10 år med en kæmpe rente- gældsbyrde til følge, som kommer oven i de markante offentlige besparelser, vi under alle omstændigheder skal sluge en dag.
Udgifterne til offentlig arbejdskraft er steget med 33 pct. ( inflation i perioden lidt over 19 pct.) på ni år mellem 2000-2008 til 316.250 mio. kr. (eller 316 mia. kr.) og i dag har de angiveligt fået endnu et kraftigt nyk op af.
Overførselsindkomster har fået en tur op på 262.311 mio. kr. Vækst på ni år omkring 22,5 pct.
I alt 578,5 MILLIARDER kroner i 2008 tal -altså de absolut tunge poster i det offentlige budget.
Her kan man også omfordele, så dem med de højeste offentlige ydelser og lønninger skal betale mest, gå mest ned i indtægt. Det er jo det skattesystem vi hylder, så hvorfor ikke flytte princippet over på offentlige lønninger og overførsler i stedet for på skatten?
Man kan nå mere ved at afskaffe efterlønnen, end ved at nedsætte en allerede lav kontanthjælp, eller folkepension, såvel som man få større fordel af at fyre en offentlig medarbejder med over 500.000 i løn årligt, end en sundhedshjælper og man kan selvfølgelig kombinere mellem fyringer og lønnedgange.
I det offentlige tjener man faktisk mere end i det private og med en kraftig stigning på netop højtlønnede akademikere ansat i det offentlige, er det skel udvidet endnu mere.
Siden dengang og efter de her tal fra Danmark Statistik har lønvæksten i det offentlig faktisk været langt højere end tidligere.
En gennemsnitlig lønstigning på 11,3 pct. over de sidste to år.
Inflationen i ovennævnte periode har som sagt været på lidt over 19 pct.
Skær 15 procent væk af de her udgifter og vi kan først tage statsgælden, derefter regulere med skattenedsættelser.
Dermed bliver det også mere attraktivt at arbejde i det private, samt de dygtige medarbejdere vil være mere tilbøjelige til at søge over i de private.
Derefter parallelt med skattelettelser, skal der være begrænset lønvækst i en årrække.
Derudover kunne man indføre egenbetaling ved sundhedsydelser med loft på 1000 kr. årligt - for en anden løbsk post findes der.
Det er ikke uden grund, at vi har verdens dyreste offentlige sektor og så er den ikke blevet markant forbedret de sidste tyve år, blot blevet markant dyrere.
Dertil skal princippet om nulvækst i det offentlige de næste tre år gennemføres så vidt muligt.
Det var min alternative finanslov og selv om den er streng, vil den i første omgang kun fjerne væksten i den offentlige gæld. Ja det vil den ikke engang for 2010 og 2011, men når bedringen i den globale økonomi kommer, så vil den.
Skal vil stoppe væksten i den offentlige gæld, skal vi nærmere skære omkring 30 pct. af udgifterne til offentlige lønninger og overførsler væk. Fordi en del kommer jo tilbage gennem skatten og momsen, samt fyrede medarbejde vil i første omgang overgå til overførselsindkomster og ikke forsvinde ud af den offentlige kasse, omend de vil være billigere i drift.
Til gengæld vil denne plan bringe os i en position, hvor befolkningen kan få lidt af de kraftige nedskæringer i offentlig forsørgelse tilbage via skattelettelser på sigt. Og det her burde give et indblik i, hvor sindssygt stort det offentlige overforbrug er.
Den nuværende måde at løse problemet på, løser det slet ikke, men vi ender med en statsgæld på over 100 pct. af BNP. En sådan har vi inden for fem til 10 år med en kæmpe rente- gældsbyrde til følge, som kommer oven i de markante offentlige besparelser, vi under alle omstændigheder skal sluge en dag.
tirsdag den 24. august 2010
Top fem årsager til at regeringens finanslov batter som en skrædder i helvede
1. Et økonomisk globalt opsving alá det vi har haft siden begyndelsen halvfemserne, vil ikke blive gentaget foreløbigt. Regeringens spareplaner bygger på en optimistisk forventning om et nyt opsving. George Soros har med god grund kaldt perioden siden Reagan for en "superboble":
Skulle markedet formå at rense sin egen sti, så venter der under alle omstændigheder flere år med store statsgældsposter, der skal afvikles - ikke noget der peger i retning af af en højkonjunktur foreløbig i sig selv.
Den globale udvikling er ikke gunstig for en genskabelse af en højkonjunktur, som den vi oplevede siden begyndelsen af halvfemserne, regeringens finanslov hviler de facto på en forventning om en global højkonjunktur.
2. Den ekstra højkonjunktur, der fulgte med boligboblen vender ikke tilbage. Priserne har nået det loft, hvor det begynder at blive fysisk umuligt, for de fleste at sidde i husene. Det var en god fest, med store tømmermænd, da 13,6 pct. af de danske boligkøbere købte bolig med profitten som hovedformål.
Festen er nu slut, og det er ligeledes en masse økonomisk aktivitet, forbrug og arbejdspladser, der havde grundlag i boligboblen.
For at igen skrue tiden tilbage til 2006, så allerede dengang var det omkring 20 pct. af dem med afdragsfrie lån i københavnsområdet, der ikke ville være i stand til at betale ydelser på lånet, hvis det ikke var så heldigt, at det var afdragsfrit. De afdragsfrie lån står for omkring 40-50 pct. af alle boliglån.
Hvis boligpriserne ikke stiger, ender en masse mennesker i en prekær situation.
Og eftersom boligpriserne allerede før krisen er faldet, står et ret stort XXXXXX antal mennesker i en alvorlig klemme. Nogle fordi de simpelthen ikke formår at betale betale af på gælden. Andre fordi de bliver tvunget til at optage et nyt lån baseret på 80 pct. på den nuværende ejendomsværdi. Her er personer som har købt i 2006 - 2007 specielt udsatte, da de har købt på toppen og må sælge nær bunden og forlade huset med gæld, eller blive siddende i huset som teknisk insolvente med sure høje afdrag på et hus, der ikke steg som forventet, hvilket for mange jo ikke var planen, eftersom de ville score en hurtig gevinst og egentlig ikke har økonomi til at sidde i det hus. De indtægter til statskassen kommer ikke igen.
Mere her:
3. Privatforbruget sætter regeringen sin lid til kommer i gang igen. Det skyldes at regeringens skattelettelser giver husholdningerne mere luft i økonomien. Denne ekstra luft er så bare forlængst ædt op af grønne afgifter og øvrige afgifter og lever højt på lav rente, der ikke fortsætter og holder boliglåndrænet på dansk husholdningsøkonomi nede. De dyre boliger, er naturligvis også dyre at sidde i og sender penge til afdrag og en forvitret murstensformue, fremfor i butikkerne. For at slet ikke at tale om, at mange slet ikke er begyndt at afdrage på de dyre boliger. For at at slet ikke at tale om at over 100.000 - og still rising - er blevet arbejdsløse, aktiverede, og har dermed ikke den samme indkomst, som de havde tidligere. Der spares så mere op, og sikkert også nogle som ikke hænger med røven i vandskorpen sparer for en sikkerheds skyld. Men om det kan kompensere for den øvrige mistede luft i privatøkonomien. Det kan jeg godt stille mig meget tvivlende over for. Alt andet lige skal der smides meget mere i boligudgifter og arbejdsløshedsdagpengene rækker ikke så langt som lønchecken. Statens underskud skyldes i høj grad manglende skatte og moms-indtægter og stigende udgifter til arbejdsløse og det problem løses ikke med skattelettelser. Skattelettelserne i sig selv skal jo også finansieres. Kommer det til at gå op i en højere enhed, eller batte som en skrædder i helvede. Jeg tror mest på det sidste.
4. Arbejdsløsheden, den tror regeringen jo allerede falder i år. Hvad nu hvis den i stedet stiger? Det er en sjov prognose, da globale økonomiske nøgletal peger i den forkerte retning, så sidder den danske regering og forventer, at vi her i smørhullet nok skal vende hele bøtten ved egen kraft.
Ok vi har Tyskland som hovedmarked, der klarer sig fornuftigt, men så er der heller ikke meget mere, som peger frem. Med en ledighed på 6,6 pct. der ikke er set siden 1994, som det krævede ti år og en højkonjunktur at vende, regner man med det går den anden vej allerede i år.
Så har vi bruttoarbejdsløsheden, nemlig de aktiverede i det offentlige, som stadig koster den offentlige kasse, men ikke kaldes arbejdsløse. Uden flere aktiverede var arbejdsløsheden ikke vendt, så regeringens planer om at reducere arbejdsløsheden er baseret på at aktivere omkring 15.000-20.000 mere med et slag på tasken. Det sparer ikke det offentlige udgifter. Det giver ikke det offentlige flere skatte- momsindtægter, når det fraregnes, at det offentlige betaler en aktiveringsløn, i stedet for dagpenge.
Antallet er ledige på dagpenge er ganske vist faldet med lidt over 4000 i første halvår af 2010, men det skyldes at antallet af aktiverede dagpengemodtagere er steget med omkring 12.000. (Statistikbanken). Hvis vi er så heldige at undgå en forværring af den globale økonomi og den nuværende udvikling fortsætter, skal der altså aktiveres omkring 8000 + 10.000 flere, for at få arbejdsløsheden til at falde med 10.000.
Hvis nogen tror på forbedring, så er det velkomment, Men skulle det vise sig at være en forværring, så skal der godt nok aktiveres flere og for hvilke penge?
Arbejdspladser er flyttet ud af landet. Mange virksomheder har fortsat så dårlige resultater, at de er nødt til at skære flere stillinger væk. Denne krise har været så hård, at nedskæringen af arbejdskraft aldrig er foregået hurtigere, og det er ikke ovre endnu.
Man har selvfølgelig lov til at være optimist. Det sker bare på en noget sort baggrund lige nu.
5. Statsgælden i sig selv fortsætter i et højt tempo - 78,7 mia. i 2011 og fortløbende i højt tempo, eftersom intet foreligger for at nedbringe den reelt, blot et forsøg på at bremse den og så vente på den næste højkonjunktur. Nulvækstplaner har sjældent holdt i den virkelige offentlige verden, hvor menneskers sygdom, sociale problemer blandt meget andet ikke kan forudsiges.
En vending i konjunkturene skal være så kraftig, at den kan betale de stigende renter, for en stigende offentlig gæld, som det offentlige kommer til at betale
Stigende renteudgifter betyder faktisk, at der skal flere penge i kassen end under højkonjunkturen, alene for at betale renter til en stadigt voksende gæld.
Og for at vi kan betale af på gælden på sigt, skal der før eller siden strammes kraftigt op med nedskæringer der batter, eller staten skal have indtægterne op over det niveau, som ligner de glade år. For de indtægter på de "glade års niveau" skal alene gå til at fortsætte den mægtige velfærdsfest uden underskud - nulvækst eller ej. Yderligere penge skal hentes til at betale renten på gælden, der stadig ikke bliver afviklet. Yderligere penge hentes til at også afdrage på gælden. Altså økonomien skal kort sagt klare sig langt bedre, end den gjorde under højkonjunkturen generelt, hvis der skal undgås store nedskæringer - tror de egentlig selv på den? Eller alternativt skal vi have nulvækst i en langt længere periode, end frem til 2013, hvis det altså rækker i forhold til den stigende rentebyrde vi får - det gør det næppe.
Tilskuddet fra oliekassen får vi heldigvis stadig forlænget, men de varer ikke evigt. Men alt i alt, så vokser statsgælden fortsat og løsningen er ikke fundet.
Spørgsmålet er så om noget parti tør det før næste valg?
Selv om det ikke kan udelukkes, at dette system har endnu et skud i bøssen, så er flere landes regeringers gældsætning faretruende høj og kreditnettet er overbelastet. Det sunde marked kan med andre ord, hverken have tillid til det usunde, eller til regeringernes evne til at ride stormen af, eller villighed til at gribe ind med de løsninger, der nu skal til. Det giver flere mennesker der vil ud, end der vil ind i den finansielle sektor, i hvert fald i vesten.I have formulated a specific hypothesis for the crash of 2008 which holds that it was the result of a “super-bubble” that started forming in 1980 when Ronald Reagan became President of the United States and Margaret Thatcher was Prime Minister of the United Kingdom. The prevailing trend in the super-bubble was also the ever-increasing use of credit and leverage; but the misconception was different. It was the belief that markets correct their own excesses. Reagan called it the “magic of the marketplace”; I call it market fundamentalism. Since it was a misconception, it gave rise to bubbles. So the super-bubble was composed of a number of smaller bubbles -- and punctuated by a series of financial crises. Each time the authorities intervened and saved the system by taking care of the failing institutions and injecting more credit when necessary. So the smaller bubbles served as successful tests of a false belief, helping the super-bubble to grow bigger by reinforcing both credit creation and market fundamentalism.
It should be emphasized that this hypothesis was not sufficient to predict the outcome of individual crises. For instance, I predicted that the emerging market crisis of 1997 would lead to a collapse of global capitalism and I was wrong.
Skulle markedet formå at rense sin egen sti, så venter der under alle omstændigheder flere år med store statsgældsposter, der skal afvikles - ikke noget der peger i retning af af en højkonjunktur foreløbig i sig selv.
Den globale udvikling er ikke gunstig for en genskabelse af en højkonjunktur, som den vi oplevede siden begyndelsen af halvfemserne, regeringens finanslov hviler de facto på en forventning om en global højkonjunktur.
2. Den ekstra højkonjunktur, der fulgte med boligboblen vender ikke tilbage. Priserne har nået det loft, hvor det begynder at blive fysisk umuligt, for de fleste at sidde i husene. Det var en god fest, med store tømmermænd, da 13,6 pct. af de danske boligkøbere købte bolig med profitten som hovedformål.
Festen er nu slut, og det er ligeledes en masse økonomisk aktivitet, forbrug og arbejdspladser, der havde grundlag i boligboblen.
For at igen skrue tiden tilbage til 2006, så allerede dengang var det omkring 20 pct. af dem med afdragsfrie lån i københavnsområdet, der ikke ville være i stand til at betale ydelser på lånet, hvis det ikke var så heldigt, at det var afdragsfrit. De afdragsfrie lån står for omkring 40-50 pct. af alle boliglån.
Hvis boligpriserne ikke stiger, ender en masse mennesker i en prekær situation.
Og eftersom boligpriserne allerede før krisen er faldet, står et ret stort XXXXXX antal mennesker i en alvorlig klemme. Nogle fordi de simpelthen ikke formår at betale betale af på gælden. Andre fordi de bliver tvunget til at optage et nyt lån baseret på 80 pct. på den nuværende ejendomsværdi. Her er personer som har købt i 2006 - 2007 specielt udsatte, da de har købt på toppen og må sælge nær bunden og forlade huset med gæld, eller blive siddende i huset som teknisk insolvente med sure høje afdrag på et hus, der ikke steg som forventet, hvilket for mange jo ikke var planen, eftersom de ville score en hurtig gevinst og egentlig ikke har økonomi til at sidde i det hus. De indtægter til statskassen kommer ikke igen.
Mere her:
3. Privatforbruget sætter regeringen sin lid til kommer i gang igen. Det skyldes at regeringens skattelettelser giver husholdningerne mere luft i økonomien. Denne ekstra luft er så bare forlængst ædt op af grønne afgifter og øvrige afgifter og lever højt på lav rente, der ikke fortsætter og holder boliglåndrænet på dansk husholdningsøkonomi nede. De dyre boliger, er naturligvis også dyre at sidde i og sender penge til afdrag og en forvitret murstensformue, fremfor i butikkerne. For at slet ikke at tale om, at mange slet ikke er begyndt at afdrage på de dyre boliger. For at at slet ikke at tale om at over 100.000 - og still rising - er blevet arbejdsløse, aktiverede, og har dermed ikke den samme indkomst, som de havde tidligere. Der spares så mere op, og sikkert også nogle som ikke hænger med røven i vandskorpen sparer for en sikkerheds skyld. Men om det kan kompensere for den øvrige mistede luft i privatøkonomien. Det kan jeg godt stille mig meget tvivlende over for. Alt andet lige skal der smides meget mere i boligudgifter og arbejdsløshedsdagpengene rækker ikke så langt som lønchecken. Statens underskud skyldes i høj grad manglende skatte og moms-indtægter og stigende udgifter til arbejdsløse og det problem løses ikke med skattelettelser. Skattelettelserne i sig selv skal jo også finansieres. Kommer det til at gå op i en højere enhed, eller batte som en skrædder i helvede. Jeg tror mest på det sidste.
4. Arbejdsløsheden, den tror regeringen jo allerede falder i år. Hvad nu hvis den i stedet stiger? Det er en sjov prognose, da globale økonomiske nøgletal peger i den forkerte retning, så sidder den danske regering og forventer, at vi her i smørhullet nok skal vende hele bøtten ved egen kraft.
Ok vi har Tyskland som hovedmarked, der klarer sig fornuftigt, men så er der heller ikke meget mere, som peger frem. Med en ledighed på 6,6 pct. der ikke er set siden 1994, som det krævede ti år og en højkonjunktur at vende, regner man med det går den anden vej allerede i år.
Så har vi bruttoarbejdsløsheden, nemlig de aktiverede i det offentlige, som stadig koster den offentlige kasse, men ikke kaldes arbejdsløse. Uden flere aktiverede var arbejdsløsheden ikke vendt, så regeringens planer om at reducere arbejdsløsheden er baseret på at aktivere omkring 15.000-20.000 mere med et slag på tasken. Det sparer ikke det offentlige udgifter. Det giver ikke det offentlige flere skatte- momsindtægter, når det fraregnes, at det offentlige betaler en aktiveringsløn, i stedet for dagpenge.
Antallet er ledige på dagpenge er ganske vist faldet med lidt over 4000 i første halvår af 2010, men det skyldes at antallet af aktiverede dagpengemodtagere er steget med omkring 12.000. (Statistikbanken). Hvis vi er så heldige at undgå en forværring af den globale økonomi og den nuværende udvikling fortsætter, skal der altså aktiveres omkring 8000 + 10.000 flere, for at få arbejdsløsheden til at falde med 10.000.
Hvis nogen tror på forbedring, så er det velkomment, Men skulle det vise sig at være en forværring, så skal der godt nok aktiveres flere og for hvilke penge?
Arbejdspladser er flyttet ud af landet. Mange virksomheder har fortsat så dårlige resultater, at de er nødt til at skære flere stillinger væk. Denne krise har været så hård, at nedskæringen af arbejdskraft aldrig er foregået hurtigere, og det er ikke ovre endnu.
Man har selvfølgelig lov til at være optimist. Det sker bare på en noget sort baggrund lige nu.
5. Statsgælden i sig selv fortsætter i et højt tempo - 78,7 mia. i 2011 og fortløbende i højt tempo, eftersom intet foreligger for at nedbringe den reelt, blot et forsøg på at bremse den og så vente på den næste højkonjunktur. Nulvækstplaner har sjældent holdt i den virkelige offentlige verden, hvor menneskers sygdom, sociale problemer blandt meget andet ikke kan forudsiges.
En vending i konjunkturene skal være så kraftig, at den kan betale de stigende renter, for en stigende offentlig gæld, som det offentlige kommer til at betale
Stigende renteudgifter betyder faktisk, at der skal flere penge i kassen end under højkonjunkturen, alene for at betale renter til en stadigt voksende gæld.
Og for at vi kan betale af på gælden på sigt, skal der før eller siden strammes kraftigt op med nedskæringer der batter, eller staten skal have indtægterne op over det niveau, som ligner de glade år. For de indtægter på de "glade års niveau" skal alene gå til at fortsætte den mægtige velfærdsfest uden underskud - nulvækst eller ej. Yderligere penge skal hentes til at betale renten på gælden, der stadig ikke bliver afviklet. Yderligere penge hentes til at også afdrage på gælden. Altså økonomien skal kort sagt klare sig langt bedre, end den gjorde under højkonjunkturen generelt, hvis der skal undgås store nedskæringer - tror de egentlig selv på den? Eller alternativt skal vi have nulvækst i en langt længere periode, end frem til 2013, hvis det altså rækker i forhold til den stigende rentebyrde vi får - det gør det næppe.
Tilskuddet fra oliekassen får vi heldigvis stadig forlænget, men de varer ikke evigt. Men alt i alt, så vokser statsgælden fortsat og løsningen er ikke fundet.
Spørgsmålet er så om noget parti tør det før næste valg?
søndag den 22. august 2010
Velfærdsinflation og skattetryk
Velfærden skal bare vokse og vokse. Ud over de løbende udgifter, der vokser mere end BNP, er det strengt forbudt at gøre indgreb mod det mindste eksisterende velfærdsgode. Det er for dårligt, hvis børnefamilier får forringet velfærdschecken, for dårligt med loft over kontanthjælp, for dårligt når vi ikke kan tilbyde dit og dat, svigter nogle af de flere hundredetusinde svage vi har.
Skattelettelser belønner de rige, og straffer de svage, som ikke får nær så mange penge i skattelettelser, da de heller ikke afleverer så mange i forvejen, sjovt nok.
En læseværdig kommentar fra en udenlandsdansker på 180Grader:
Olien varer ikke evigt, boligmarkedet er i dag mere gældsproblemet, end det er vækstpotentialet. En ny økonomisk højkonjunktur vil jeg dog ikke udelukke, men den bliver drevet af Kina og suppleret af Vesten, når vi altså om cirka 1+ år har fået styr på gældsproblematikker i det offentlige og det private.
Med den kommende regering kommer nye udgifter uden loft, såsom at kommunerne pålægges at købe økologisk, sundhedssektoren, der allerede er tredoblet i udgiftsniveau de sidste 20 år skal have endnu et løft. Det samme skal overførselsindkomster, hvorimod millionærer, selskaber, aktieinvestorer må se nye skatter påført dem.
Danmark var en gang et dejligt land, men det er en naturlig drift at ønske at bo i et land, der har fremtiden for sig i positive forstand. Danmark er ved at lægge det positive bag sig og skattetrykket er igen vokset til verdens højeste.
Kort sagt, ved at flytte udenlands kan man få to store fordele.
1. Man kan ende i et land, hvor udviklingen bevæger sig synligt frem mod det bedre.
2. Et land hvor man oven i købet kan beholde mere af sin indkomst.
Familie og venner er aldrig mere end et rutefly væk.
At flere der rejser udenlands, gør det med skatten in mente og flere ikke rejser tilbage igen med skatten i mente kan ikke overraske.
For måske gør man sig den erfaring, at man faktisk ikke får så meget for de 30-45 pct. ekstra i skat man smider i Danmark.
Fra Jobindex:
Skattelettelser belønner de rige, og straffer de svage, som ikke får nær så mange penge i skattelettelser, da de heller ikke afleverer så mange i forvejen, sjovt nok.
En læseværdig kommentar fra en udenlandsdansker på 180Grader:
Jeg har altid ment at et ideelt samfund faar alle til at goere deres bedste og holder haanden om dem der OPRIGTIGT har brug for det - "yde efter evne, nyde efter behov", som det sig hedder(!). Danmark evner intet af dette.
Som sagt, jeg har ikke noget imod at betale hvis jeg synes jeg faar noget igen. For 15% i skat i Hong Kong faar man: et gratis sundhedsvaesen der fungerer bedre end det danske, offentlig transport og veje som er i bedre stand end i danmark, gratis arbejdsulykkesforsikring hvis man skulle komme galt afsted og ikke laengere vaere i stand til at arbejde selvom man gerne ville. Hvad faar jeg for de 50% ekstra jeg skulle betale i Danmark? Og hvad andet har man brug for? Ja, jeg faar gratis uddannelse, men det kan man ogsaa faa i HK - og HK har trods alt et skolesystem der er det danske langt overlegent (hvis eller man stoler paa PISA, hvilket jeg goer efter at have oplevet begge dele) - og selv dem der vaelger privatskoler har raad til det med de mange penge de sparer i skat. Grundet de store incitamenter er konkurrencen for studiepladser i topskolerne og arbejdspladserne i de store firmaer benhaard. Dette er selvfoelgelig ikke optimalt hvis man selv staar og skal i gang, men nok ikke saa slemt for samfundet som saadan.
Som velfaerdskommisionen skrev i deres (glemte) rapport - det danske system haenger ikke sammen, den gennemsnitlige dansker faar mere af regeringen end den giver tilbage. Der er tre grunde til Danmark ikke allerede er gaaet fallit: 1) heldig demografi, 2) olie i undergrunden og 3) en international hoejkonjunktur af enorme dimensioner som med et lille bump I 2000-2001 varede fra 1993 til 2007. De offentlige finanser haenger ikke sammen, og der er ingen der har incitament til at arbejde.
Olien varer ikke evigt, boligmarkedet er i dag mere gældsproblemet, end det er vækstpotentialet. En ny økonomisk højkonjunktur vil jeg dog ikke udelukke, men den bliver drevet af Kina og suppleret af Vesten, når vi altså om cirka 1+ år har fået styr på gældsproblematikker i det offentlige og det private.
Med den kommende regering kommer nye udgifter uden loft, såsom at kommunerne pålægges at købe økologisk, sundhedssektoren, der allerede er tredoblet i udgiftsniveau de sidste 20 år skal have endnu et løft. Det samme skal overførselsindkomster, hvorimod millionærer, selskaber, aktieinvestorer må se nye skatter påført dem.
Danmark var en gang et dejligt land, men det er en naturlig drift at ønske at bo i et land, der har fremtiden for sig i positive forstand. Danmark er ved at lægge det positive bag sig og skattetrykket er igen vokset til verdens højeste.
Kort sagt, ved at flytte udenlands kan man få to store fordele.
1. Man kan ende i et land, hvor udviklingen bevæger sig synligt frem mod det bedre.
2. Et land hvor man oven i købet kan beholde mere af sin indkomst.
Familie og venner er aldrig mere end et rutefly væk.
At flere der rejser udenlands, gør det med skatten in mente og flere ikke rejser tilbage igen med skatten i mente kan ikke overraske.
For måske gør man sig den erfaring, at man faktisk ikke får så meget for de 30-45 pct. ekstra i skat man smider i Danmark.
Fra Jobindex:
Ønsket om at slippe ud af skattefars favntag spiller nemlig en hovedrolle, når danskere vælger at flytte teltpælene til et andet land for at arbejde. Ønsket om at blive fri for verdensrekordindehaveren i disciplinen skatter og afgifter har ”stor betydning” eller ”nogen betydning”, angiver 59 pct. af de danskere, som er flyttet til udlandet for at arbejde i DI-undersøgelsen.
Og erindringen om det danske skattevæsen fortager sig tilsyneladende ikke – selv efter en periode uden for væsenets rækkevidde. Tværtimod oplyser 67 pct. af de spurgte udlandsdanskere, at den danske skatteprocent på den sidste krone har betydning for, at de ikke er vendt tilbage.
Ubehaget ved det danske skattetryk stiger i øvrigt med indkomsten, viser undersøgelsen fra DI. 90 pct. af udlandsdanskerne med indkomster på over 1,5 mio. kr. oplyser, at de danske skatteprocenter er en afgørende årsag til, at de bliver, hvor de er. Blandt udlandsdanskere med indkomster på under 300.000 kr. falder andelen til 49 pct.
Iværksætterne er i øvrigt den gruppe, som i mest udpræget grad føler sig jaget til udlandet af de danske skatteprocenter. Procenterne har haft ”stor betydning” eller ”nogen betydning” for, at 75 pct. af de udenlandske iværksættere valgte at søge grønnere græsgange. Og de får ikke lyst til at give skattefar en ny chance, som tiden går. Tværtimod angiver 83 pct. af de danske iværksættere i udlandet, at netop skattefar er en af hovedårsagerne til, at de bliver væk, viser undersøgelsen.
New York - New Medina - New Cordoba
Cordoba moskeen/bygningen skal bygges et par hundrede meter fra Ground Zero. Hvilket da kun kan ske i forventning om, at vi ikke ejer noget nær de samme hysteriske sensibiliteter, som en de muslimer, der går amok over alt fra løse rygter, til tegninger af deres profet.
Men der er noget vi ikke har fået at vide om moskeen. Ud af de seneste præsentationer er der forsvundet planerne om et Sharia-indeks.
Moskeen skal nemlig fungere som et sted, det giver sharialovens indførelse i verden en indeks-karakterer og bruges til at arbejde for mere sharialov i verden.
Læs mere her:
Hvilken velvalgt position til dette formål, for en sharia, hvis højeste praksis stadig er jihad:
Pat Condell om moskeen:
Men der er noget vi ikke har fået at vide om moskeen. Ud af de seneste præsentationer er der forsvundet planerne om et Sharia-indeks.
Moskeen skal nemlig fungere som et sted, det giver sharialovens indførelse i verden en indeks-karakterer og bruges til at arbejde for mere sharialov i verden.
Læs mere her:
Hvilken velvalgt position til dette formål, for en sharia, hvis højeste praksis stadig er jihad:
Bukhari Volume 1, Book 2, Number 25:Narrated Abu Huraira:
Allah's Apostle was asked, "What is the best deed?" He replied, "To believe in Allah and His Apostle (Muhammad). The questioner then asked, "What is the next (in goodness)? He replied, "To participate in Jihad (religious fighting) in Allah's Cause." The questioner again asked, "What is the next (in goodness)?" He replied, "To perform Hajj (Pilgrim age to Mecca) 'Mubrur, (which is accepted by Allah and is performed with the intention of seeking Allah's pleasure only and not to show off and without committing a sin and in accordance with the traditions of the Prophet)."
Bukhari Volume 4, Book 52, Number 44:Narrated Abu Huraira:
A man came to Allah's Apostle and said, "Instruct me as to such a deed as equals Jihad (in reward)." He replied, "I do not find such a deed." Then he added, "Can you, while the Muslim fighter is in the battle-field, enter your mosque to perform prayers without cease and fast and never break your fast?" The man said, "But who can do that?" Abu- Huraira added, "The Mujahid (i.e. Muslim fighter) is rewarded even for the footsteps of his horse while it wanders bout (for grazing) tied in a long rope."
Pat Condell om moskeen:
lørdag den 21. august 2010
fredag den 20. august 2010
Araber-fobi?
»Det er måske araber-fobi til en vis grad. Det kan virke besynderligt, at det kun er de arabiske medier, man har så travlt med,« siger Christel Schaldemose, ifølge Ritzau.
Aldrig hørt om Jihad Jane, eller Richard Reid?. Hvad de har tilfælles med arabere er ikke etnicitet, men den samme massekult, der hjernevasker på livet løs, specielt på arabiske kanaler:
Se de her videoer og spørg om det er besynderligt. For mig er det besynderligt, at man har lukket øjnene for den konstante sværmen om jihad og udslettelse af jøderne, der findes på arabiske tv-kanaler.
Se selv her:
ISLAM UNCENSORED:
(Denne post er også placeret i "udvalgte poster" ude, øverst til højre, så man kan labbe den stille og roligt i sig efter kaperingslyst, eller finde og gense den let)
Når vi ser Matador, X-factor, Debatten, Horisont, Basta, Aftenshowet osv. Så ser de noget helt andet i den muslimske verden.
Det som kommer nu, er en samling af muslimsk indoktrinering og verdensanskuelse, fra de store TV- kanaler i Mellemøsten, altså mainstream nok til at blive vist på dem. Jeg har forsøgt at finde eksempler fra så mange forskellige lande som muligt, men You Tube er ikke en særlig god søgemaskine, har ikke kunne finde noget af det, jeg har set tidligere. Det jeg har fundet burde dog give et indblik:
Fra Al-Jazeera og diverse andre TV-kanaler, Stor-ayatollah Al-Baghdadi :
Kuwaitisk Professor taler om kommende terrorangreb på USA med WMD våben på Al Jazeera:
Tidligere Jordansk minister i Palæstinensisk TV:
Qaradawi, meget respekteret lærd - som driver det mest besøgte online websted om Islam, islamonline, som ligger og svinger mellem at være blandt de 2000-4000 mest besøgte websites i Verden:
Lidt børne indoktrinering i jihad i det moderate Egypten:
Saudiarabisk tv, beklager at muslimerne ikke kan/vil føre jihad som de burde:
Fredags Prædiken i det officielle Palæstinensiske selvstyres TV:
Tale af Jordansk Parlamentsmedlem på Al-Jazeera:
En fra Islamiske revolutionsråd i Iran, erklærer at Islam er stærkere end vesten og Iran bør tage lederskab i den muslimske verden:
Syrisk viceminister om Jøderne, der er "værre end dyr":
Marokkansk Forfatterinde, glæder sig over at muslimske kvinder er frugtbare og giver fødsel til "rigtige mænd" som Osama Bin Laden, Hassan Nasrallah (shia/sunni skismaet er ikke så stort i det her tilfælde):
Mere børneindoktrinering:
Hamas-TV, Jøderne forudbestemt til udslettelse før de overhovedet opstod som folk:
Og i den mere underholdende afdeling, en Saudi Iman gør sig klog på Danmark, hvordan kvinder her har sex med hunde og æsler og 54 procent af alle børn født bliver registreret som faderløse:
Dette skal ikke ses, som der ikke er andre og mere moderate holdninger i den muslimske verden. Men det har der altid været og vil altid være.
Forskellen på nu og fortiden, er at de radikale, ikke har styrken til at føre krig.
Så længe som at Islam eksisterer, vil der være radikale. Og de radikale vil være en garanti for krig, terror, despotisme.
Muslimer kæmper og dør, også i kampen mod terroristerne. Men dogmatikken/radikalismen inden for islam, er nu en gang som den er, og den vil altid dukke op, altid sive gennem alle sprækker. Og det tror jeg personligt den vil blive ved med, indtil den har bragt så utroligt meget død og lidelse til denne verden, at det er helt hinsides tvivl, hvor langt ude et tankesæt, det er.
Det både rigtigt og forkert, at skelne mellem moderate og fundamentalistiske muslimer, men det er mest forkert. Først og fremmest er det en konstant glidende overgang mellem, hvad vi vil kalde fundamentalister og moderate. Den såkaldt fundamentalistiske er blot den som "abonnerer" på de fleste eller alle islamiske dogmer. I det øjeblik man ikke abonnerer på et eneste af disse dogmer, er man ikke længere muslim.
Der findes ingen løsning, andet end at Islam rives op med rode, og forkastes fra mindst 95 procent af den muslimske befolknings hjerner og hjerter. Hvis det overhovedet er nok. Islam er jo ikke en demokratisk institution, det er en ideologi der ser sig selv som den evige sandhed, med gudsgiven ret til at herske over verden. Så selv et mindretal på 5 procent vil føre Jihad, lave terror, osv. Hvilket ikke er meget i et organiseret samfund som vores, men i mellemøsten, Afrika, er det nok til at rive en hel nation med i faldet og overvinde nationer på stribe. Hamas, Bolchevikkerne, Nazisterne, Khomeneis revolution, det drejer sig ikke altid om antal, men om at de rigtige betingelser i form af fattige, undertrykte, Illoyale (over for eksisterende styre) forsmåede, vrede og hadefulde, folkemasser til stede. Og disse folkemasser er tilstede og vil være det i stigende grad, fordi dem muslimske befolkningsudvikling forgår i et langt højere tempo, end de fleste af landene faktisk kan brødføde, beskæftige, give uddannelse osv.
Det værste er, at Islam ikke blot er en katastrofe som venter på at ske. Det er en katastrofe som allerede er sket mange gange. Vi er bare så uvidende om Islams historie, muslimerne selv er det, og kan slet ikke sætte os ind i, at en så vanvittig religiøs tankegang er så udbredt som den er, i det hele taget kan vi slet ikke sætte os ind i den tankegang.
torsdag den 19. august 2010
En ond spiral
Nu flere og flere snakker om et double dip, her i blandt topøkonomer i de største danske banker.
Danske Banks chefanalytiker, Allan von Mehren her:
Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank her:
Så er spørgsmålet, kan der også komme et triple dip, eller quadro dip? Der er hver især sender flere millioner ud i arbejdsløshed, 5-10 pct. flere amerikanere ud arbejdsløshed koster en større krise, som om at rigeligt ikke allerede ikke var arbejdsløse med en arbejdsløshedsrekord, der ikke er set siden firserne. Er vi med andre ord på vej ind i en negativ strømhvirvel, hvor redningsplankerne i form af billige lån, og kapital til rådighed, statsstøtte ikke længere er til rådighed. Hvor seddelpressen må køre i de lande som kan, USA og ikke Europa, med inflation til følge og hvor den ene krise følger den anden?
Personligt tror jeg, at økonomien er så skrøbelig, at noget i den stil ikke er utænkeligt og de seneste arbejdsløshedstal fra USA peger på, at udviklingen går i den forkerte retning med det højeste antal nytilmeldte arbejdsløse siden november 2009.
George Soros har reduceret sine investeringer i amerikanske aktier med 42 pct. til 5,1 mia. dollar per 30. juni fra 8,8 mia. dollar ved udgangen af marts og har angiveligt været i færd med at stille og roligt fjerne flere mia. dollar investeringer gennem juli og til nu.
Svaret får vi først, når vi når frem til 45 dage den 30 september, hvor han seneste skal have oplyst sine US-transaktioner. Til den tid ved også, om vi faktisk befinder os i et dobbelt dip her i tredje kvartal.
Danske Banks chefanalytiker, Allan von Mehren her:
Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank her:
Så er spørgsmålet, kan der også komme et triple dip, eller quadro dip? Der er hver især sender flere millioner ud i arbejdsløshed, 5-10 pct. flere amerikanere ud arbejdsløshed koster en større krise, som om at rigeligt ikke allerede ikke var arbejdsløse med en arbejdsløshedsrekord, der ikke er set siden firserne. Er vi med andre ord på vej ind i en negativ strømhvirvel, hvor redningsplankerne i form af billige lån, og kapital til rådighed, statsstøtte ikke længere er til rådighed. Hvor seddelpressen må køre i de lande som kan, USA og ikke Europa, med inflation til følge og hvor den ene krise følger den anden?
Personligt tror jeg, at økonomien er så skrøbelig, at noget i den stil ikke er utænkeligt og de seneste arbejdsløshedstal fra USA peger på, at udviklingen går i den forkerte retning med det højeste antal nytilmeldte arbejdsløse siden november 2009.
George Soros har reduceret sine investeringer i amerikanske aktier med 42 pct. til 5,1 mia. dollar per 30. juni fra 8,8 mia. dollar ved udgangen af marts og har angiveligt været i færd med at stille og roligt fjerne flere mia. dollar investeringer gennem juli og til nu.
Svaret får vi først, når vi når frem til 45 dage den 30 september, hvor han seneste skal have oplyst sine US-transaktioner. Til den tid ved også, om vi faktisk befinder os i et dobbelt dip her i tredje kvartal.
tirsdag den 17. august 2010
HAHA!
Den amerikanske tidsskrift Newsweek har placeret Danmark på en tiendeplads i en undersøgelse om verdens bedste land.
:)
Født i dag og bliver ikke over 20 år gammel?
Tal om at måle alting med nuets målestok.
mandag den 16. august 2010
Top ti indikatorer på et snarligt børskrak
Oversat af EPN ud fra en artikel i The Wall Street Journal:
Hvad der bliver virkelig bittert ved et nyt krak er, at vi allerede er langt under overfladen.
Arbejdsløsheden er rekordhøj i mange lande, hvad vil der ske, hvis arbejdsløsheden stiger endnu fem procent i USA? - hvor den allerede er så høj som i firserne. - for at slet ikke at tale om på hjemmebanen, så får vi med garanti en offentlig budgetkrise, der får Anker Jørgensens til at ligne opvarmningen før Galatasaray og Fenerbahçe brager sammen. Arbejdsløsheden her har allerede en lang og snoet vej at betræde, en ny krise vil gøre den vej længere.
Der skal kraftige nedskæringer til, og vi taler med et skud fra hoften om mellem 5-10 pct. af udgifterne bare for at undgå at gælden stiger. Nulvækst vil ikke kunne gøre det, det kan den ikke engang, som det er nu.
Det virkeligt interessante bliver jo om S og SF tager deres økonomiske politik op til revision og om de i så fald kan sælge den til befolkningen, uden at den bliver forarget over løftebrud.
Ja, det store spørgsmål er jo om nogen partier tør nævne ordet besparelser for befolkningen, eller vil tænke "hellere os ved roret, end de nødvendige besparelser" og trække den til gælden er så tårnhøj, at selv flertallet af befolkningen kan se den er gal.
Summa Summarum er, at tiderne er skiftet. Konkurrencen fra Asien er knivskarp. Kun Tyskland, som har været på forkant med begivenhederne og har holdt lønninger nede og effektiviteten oppe er overlevelsesdygtig blandt Europas økonomier, delvist sammen med Sverige, der har vænnet befolkningen til hårde besparelser løbende, og devalueret for at bevare sin konkurrencedygtighed.
Med Tyskland som hovedeksportmarked kunne Danmark heldigvis være værre stedt. Dog ingen grund til at løfte armene i vejret. Fremtiden tilhører ikke dansk økonomi i den nuværende form og velfærdsstaten er blevet en kolos på lerfødder, der klodset kæmper med at bevare sin fodstilling.
Et krak er ikke sikkert, men selv uden venter en fremtid, hvor stor vækst i de klassiske økonomier bliver sjælden. Tiderne forandrer sig og et land som Kina har fremtiden for sig og når Kina er udviklet og kommet på et levestandard- og lønniveau, der sænker tempoet i væksten, så har et land som Indien overtaget positionen som et land der myldrer med billig arbejdskraft på et niveau og uden et-barns politik.
Slutsummen er den samme for vesten, konkurrencen er knivskarp og videns- service samfundet vil også få kamp til stregen. Det er slut med at leve over evne, og det er slut med illusionen om, at de stegte duer falder ned fra himlen, bare fordi vi en periode klarede os ganske godt og alting fortsætter vel, som vi er vænnet til. Det er ikke længere vores tid under solen.
Originalen fra The Wall Street Journal.I analysen fra The Wall Street Journal lyder konklusionen, at disse faresignaler hver for sig næppe har den store betydning.
Men når de optræder på samme tid, er der grund til at være forsigtig. I et sådant miljø kan man måske købe aktier med sindsro, hvis de var billige. Men det er de - jfr. nummer 1 - ikke.
Arbejdsløsheden er rekordhøj i mange lande, hvad vil der ske, hvis arbejdsløsheden stiger endnu fem procent i USA? - hvor den allerede er så høj som i firserne. - for at slet ikke at tale om på hjemmebanen, så får vi med garanti en offentlig budgetkrise, der får Anker Jørgensens til at ligne opvarmningen før Galatasaray og Fenerbahçe brager sammen. Arbejdsløsheden her har allerede en lang og snoet vej at betræde, en ny krise vil gøre den vej længere.
Der skal kraftige nedskæringer til, og vi taler med et skud fra hoften om mellem 5-10 pct. af udgifterne bare for at undgå at gælden stiger. Nulvækst vil ikke kunne gøre det, det kan den ikke engang, som det er nu.
Det virkeligt interessante bliver jo om S og SF tager deres økonomiske politik op til revision og om de i så fald kan sælge den til befolkningen, uden at den bliver forarget over løftebrud.
Ja, det store spørgsmål er jo om nogen partier tør nævne ordet besparelser for befolkningen, eller vil tænke "hellere os ved roret, end de nødvendige besparelser" og trække den til gælden er så tårnhøj, at selv flertallet af befolkningen kan se den er gal.
Summa Summarum er, at tiderne er skiftet. Konkurrencen fra Asien er knivskarp. Kun Tyskland, som har været på forkant med begivenhederne og har holdt lønninger nede og effektiviteten oppe er overlevelsesdygtig blandt Europas økonomier, delvist sammen med Sverige, der har vænnet befolkningen til hårde besparelser løbende, og devalueret for at bevare sin konkurrencedygtighed.
Med Tyskland som hovedeksportmarked kunne Danmark heldigvis være værre stedt. Dog ingen grund til at løfte armene i vejret. Fremtiden tilhører ikke dansk økonomi i den nuværende form og velfærdsstaten er blevet en kolos på lerfødder, der klodset kæmper med at bevare sin fodstilling.
Et krak er ikke sikkert, men selv uden venter en fremtid, hvor stor vækst i de klassiske økonomier bliver sjælden. Tiderne forandrer sig og et land som Kina har fremtiden for sig og når Kina er udviklet og kommet på et levestandard- og lønniveau, der sænker tempoet i væksten, så har et land som Indien overtaget positionen som et land der myldrer med billig arbejdskraft på et niveau og uden et-barns politik.
Slutsummen er den samme for vesten, konkurrencen er knivskarp og videns- service samfundet vil også få kamp til stregen. Det er slut med at leve over evne, og det er slut med illusionen om, at de stegte duer falder ned fra himlen, bare fordi vi en periode klarede os ganske godt og alting fortsætter vel, som vi er vænnet til. Det er ikke længere vores tid under solen.
søndag den 15. august 2010
Den bitre pille venter på bordet
Pessimist, eller realist, døm selv. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at John Yde langt hen af vejen har ret. Kernen i det hele i et citat:
Den økonomiske aktivitet, som var knyttet boligmarkedet og til de billige lån, kommer ikke igen.
John Yde regner med, at de danske aktier kan falde så meget som 50 pct. Så stort et fald, tror jeg nu ikke, at der er så stor fare for, eftersom de fleste aktier stadig ligger langt under det overdrevne høje bobleniveau, de lå på i 2007. Men hvis det er tilfældet, er det sandelig et godt tidspunkt at komme ind i de kernesunde virksomheder på.
Han har angiveligt ret i, at det i høj grad er sælgers marked, og det er naturligvis noget der trækker ned. Der er mange der vil ud, før kursen bliver slagtet. Men omvendt er der også mange der vil ind, når rabatten på aktien er stor nok.
Et direkte dobbeltdip er langt fra sikkert, men en langtrukket kombineret nedtur og stilstand - svage udsving op og ned, er det mest oplagte alternativ.
Det sikre er, at økonomien næppe vil køre på skinner de kommende år.
Vi er nødt til at acceptere, at vi er på vej ind i en helt anden økonomisk æra, hvor vi ikke længere kan leve for lånte penge, mener John Yde.
Den økonomiske aktivitet, som var knyttet boligmarkedet og til de billige lån, kommer ikke igen.
Til de mange økonomer, der forudsiger, at et stigende privatforbrug snart til trække økonomien i gang, svarer John Yde:
Det kommer ikke til at ske. Forbruget 2003 – 2007 var simpelthen ikke normalt. Forbruget toppede i 2007, og vi vil se det stabilisere sig på et lavere niveau. Vi har levet over evne, og amerikanerne har levet meget over evne. Det er formentlig i USA, at situationen ser værst ud, men en nedtur der vil hurtigt brede sig til Europa. Man går og venter på, at forbrugerne skal tage over, men det kommer ikke til at ske. De er forgældede, og mange er ligefrem teknisk insolvente. Forbrugerne får ikke lov til, en gang til, at leve over evne for lånte penge. Nu skal de tværtimod til at afdrage på gælden, og nationalstaterne skal det samme," påpeger John Yde.
John Yde regner med, at de danske aktier kan falde så meget som 50 pct. Så stort et fald, tror jeg nu ikke, at der er så stor fare for, eftersom de fleste aktier stadig ligger langt under det overdrevne høje bobleniveau, de lå på i 2007. Men hvis det er tilfældet, er det sandelig et godt tidspunkt at komme ind i de kernesunde virksomheder på.
Han har angiveligt ret i, at det i høj grad er sælgers marked, og det er naturligvis noget der trækker ned. Der er mange der vil ud, før kursen bliver slagtet. Men omvendt er der også mange der vil ind, når rabatten på aktien er stor nok.
Et direkte dobbeltdip er langt fra sikkert, men en langtrukket kombineret nedtur og stilstand - svage udsving op og ned, er det mest oplagte alternativ.
Det sikre er, at økonomien næppe vil køre på skinner de kommende år.
lørdag den 14. august 2010
Jeg tror egentlig heller ikke på noget
Faithless, er en gammel favorit, fra dengang jeg sked på politik og stemte blankt. Måske ikke helt tilfældigt, at jeg ikke hørte Sting eller Bono dengang? Jeg røg ikke hash, som forsangeren i Faithless. Men at dømme fra hans øjne, har han også røget både for mig og en hel masse andre. Heldigvis har det ikke forhindret ham eller gruppen, i at producere det ene geniale nummer efter det andet.
Her med Dido og hvilken pragtfuld stemme hun har.
Her med Dido og hvilken pragtfuld stemme hun har.
Misforståelser på stribe bringer mit pis i kog
Jeg finder det svært, at undgå at blive træt af denne verden i blandt.
En kommentar som følgende faldt tankeløst på et rigtig dårligt tidspunkt.
Lad os få nogle ting på det rene.
1. Jeg kan sagtens tælle. Så hvis det var vigtigt i mit liv at prædike, så ville jeg nok vælge debatsiderne i aviserne, frem for blogs. Jeg ville nok vælge at skrive bøger. Det ville ikke udgøre noget problem, specielt ikke det første.
Nu er det sådan, at jeg er tiltrukket af blogs, fordi her finder man mennesker, der tør have anderledes meninger, end mainstream. Min linksliste hedder sjovt nok, "Links til Non-Mainstream blogs".
Det kan ikke undre, at når jeg læser den slags, så kommenterer jeg som alle andre, bare med mine egne personlige kommentarer, ikke et plagiat af andres.
Men prædiker, det gør jeg ikke, jeg har ikke noget højere ønske, end at folk var bedre til at tænke selv, for jeg ved, at ingen nok så kloge kan gøre det for dem. Verdenshistorien er fuld af personer, man med fordel kunne have lyttet til og et flertal, som stort set aldrig gjorde det. Løsningen er ikke, at antallet af kloge hoveder fordobles, eller femdobles og intensiverer offentliggørelsen af deres tanker.
Eneste løsning er den hårde, nemlig at flertallet selv tænker sig om og tør gøre det.
2. Personligt er pissetræt af, at have anderledes meninger end andre. Verden fungerer nu en gang på den måde, at man skal tænke inden for rammerne af en kollektiv boks, for at have en chance for social inklusion.
Jeg er bare ikke skruet sammen, så jeg kan dele illusionerne, eller er så bange for hvad andre mennesker mener om mig, jeg har mine meninger, og skal de ændres, skal der være rationel grund til det. Jeg kan så holde min kæft, og det er overvejer jeg også kraftigt. For man bliver alligevel træt af den isolation, som er konsekvensen af at tænke anderledes.
Omvendt, hvis man skal kæmpe mod den mainstream, der har defineret, hvad der er godt, og hvad der skal beskyttes, og hvad det er ok at tænke, så skal man blive ved.
Der er en mainstream, som har defineret, hvem der er ofre og har ret til mindretalsbeskyttelse og det er svage børn i skolen, ikke kloge. Det er fattige, ikke rige, som skal betale ekstra skat. Det er den muslimske tro, ikke DFs politik, eller synspunkter. osv.
Så bør man naturligvis fortsætte, uanset hvor meget man bliver misforstået, mistænkt for dette eller hint dunkle motiv, sådan er det.
Jeg er mere til mangfoldighed af frie tanker, end to-tre religiøse/politiske/etniske kulturer, der står og tramper hinanden over tæerne for at vinde territorie. Mangfoldighed for mig ville være en overflod af mennesker, der tænker selv, udfordrer og forbedrer hinandens tanker.
Men ærligt talt ved jeg ikke, om jeg personligt orker. Verden kan sejle i sin egen sø, jeg kan godt klare mig selv og bare holde min kæft og bruge min tid på noget andet.
Ikke hermed sagt, at jeg vil gøre det. Jeg er aldrig begejstret for at kapitulere. Men omvendt, tjener det noget formål, at tale til lukkede døre?
En kommentar som følgende faldt tankeløst på et rigtig dårligt tidspunkt.
Det er ikke fordi jeg er helt uenig, men den her blog er ikke en prædikestol. Det har du din egen blog til.
Lad os få nogle ting på det rene.
1. Jeg kan sagtens tælle. Så hvis det var vigtigt i mit liv at prædike, så ville jeg nok vælge debatsiderne i aviserne, frem for blogs. Jeg ville nok vælge at skrive bøger. Det ville ikke udgøre noget problem, specielt ikke det første.
Nu er det sådan, at jeg er tiltrukket af blogs, fordi her finder man mennesker, der tør have anderledes meninger, end mainstream. Min linksliste hedder sjovt nok, "Links til Non-Mainstream blogs".
Det kan ikke undre, at når jeg læser den slags, så kommenterer jeg som alle andre, bare med mine egne personlige kommentarer, ikke et plagiat af andres.
Men prædiker, det gør jeg ikke, jeg har ikke noget højere ønske, end at folk var bedre til at tænke selv, for jeg ved, at ingen nok så kloge kan gøre det for dem. Verdenshistorien er fuld af personer, man med fordel kunne have lyttet til og et flertal, som stort set aldrig gjorde det. Løsningen er ikke, at antallet af kloge hoveder fordobles, eller femdobles og intensiverer offentliggørelsen af deres tanker.
Eneste løsning er den hårde, nemlig at flertallet selv tænker sig om og tør gøre det.
2. Personligt er pissetræt af, at have anderledes meninger end andre. Verden fungerer nu en gang på den måde, at man skal tænke inden for rammerne af en kollektiv boks, for at have en chance for social inklusion.
Jeg er bare ikke skruet sammen, så jeg kan dele illusionerne, eller er så bange for hvad andre mennesker mener om mig, jeg har mine meninger, og skal de ændres, skal der være rationel grund til det. Jeg kan så holde min kæft, og det er overvejer jeg også kraftigt. For man bliver alligevel træt af den isolation, som er konsekvensen af at tænke anderledes.
Omvendt, hvis man skal kæmpe mod den mainstream, der har defineret, hvad der er godt, og hvad der skal beskyttes, og hvad det er ok at tænke, så skal man blive ved.
Der er en mainstream, som har defineret, hvem der er ofre og har ret til mindretalsbeskyttelse og det er svage børn i skolen, ikke kloge. Det er fattige, ikke rige, som skal betale ekstra skat. Det er den muslimske tro, ikke DFs politik, eller synspunkter. osv.
Så bør man naturligvis fortsætte, uanset hvor meget man bliver misforstået, mistænkt for dette eller hint dunkle motiv, sådan er det.
Jeg er mere til mangfoldighed af frie tanker, end to-tre religiøse/politiske/etniske kulturer, der står og tramper hinanden over tæerne for at vinde territorie. Mangfoldighed for mig ville være en overflod af mennesker, der tænker selv, udfordrer og forbedrer hinandens tanker.
Men ærligt talt ved jeg ikke, om jeg personligt orker. Verden kan sejle i sin egen sø, jeg kan godt klare mig selv og bare holde min kæft og bruge min tid på noget andet.
Ikke hermed sagt, at jeg vil gøre det. Jeg er aldrig begejstret for at kapitulere. Men omvendt, tjener det noget formål, at tale til lukkede døre?
fredag den 13. august 2010
torsdag den 12. august 2010
Apropos dobbeltmoral
For den rene er alting rent, og de rene er de røde. For de sorte er alting sort, og de sorte er dem til højre for R.
onsdag den 11. august 2010
Færre skattemalkekøer i Danmark
Her tænker jeg højtuddannede, der faktisk har noget at byde på udover statsbetalt humanistisk pludren, altså topskatteborgere, hvorfor skulle de dog bo i Danmark. Så fremragende er her heller ikke:
Hør den pludrende SFer:
Og som om man ikke vidste, hvad man får. Jeg har da selv ganske elendige personlige erfaringer med begge, som tæller noget mere end Jonas Dahl forsøg på at gøre det offentliges hoser grønne.
Kilde:Danmark er et fremragende land, for folk der kommer fra ulande. For dem som ikke kan og vil arbejde, nok et af de bedste i verden. Det er selvfølgelig fint nok, men det er klart, at når der findes bedre lande for dem, som vil og kan klare sig selv. Så flytter de derhen. For de kommer ikke til at savne meget andet, end familie og venner, nærmest tværtimod.
Nye tal fra Videnskabsministeriet viser, at kun 37 pct. af dem, der i 2003 rejste til udlandet med en kandidateksamen i hånden, var kommet retur til Danmark fire år senere. For udrejste kandidater i 1997 var 55 pct. tilbage i 2001.
Hør den pludrende SFer:
"Jeg tror ikke på, at det vil gøre nogen forskel, hvis man forestillede sig, at marginalskatten blev sænket med for eksempel fem point. Vi skal i stedet for være bedre til at fortælle, hvad man faktisk får for skatten i Danmark - gratis uddannelse og gratis sundhedsvæsen. Det har Dansk Erhverv vel ikke tænkt sig at fjerne," siger Jonas Dahl.For over 60 pct. af ens indkomst - gratis? En folkeskole, der producerer funktionelle analfabeter på stribe og prioriterer kollektivitet over læring. Et sundhedssystem, der nok er godt, men ikke bedre end i så mange andre OECD-lande.
Og som om man ikke vidste, hvad man får. Jeg har da selv ganske elendige personlige erfaringer med begge, som tæller noget mere end Jonas Dahl forsøg på at gøre det offentliges hoser grønne.
Censur skal ingensinde indføres
Kimpo har fundet og fremhævet en skarp kommentar:
Ikke for at generalisere, men det er nok for meget forlangt, at mennesker skal tænke sig om. Det er faktisk noget, mennesker generelt ( Det lyder sgu lidt generaliserende ) er rigtig dårlige til.
De er langt bedre til at føle og være dobbeltmoralske, og derfor har vi paragraf 266B.
Tag nu Tøger forleden en dag:
Her er dobbeltmoralen så tyk, at knap nogen DFer kan overgå Tøger i hadefulde udfald:
Had er had. Hos mig klinger det hult, når man anklager andre for at hade, blot fordi man har den opfattelse, at de hader noget andet end en selv. Hader noget forkert, hvor man selv har definitionsretten på at hade det rigtige.
Så har vi følelsen, denne indre viden om andres motiver, der er så dybt irrationel.
Her kan jeg fremdrage Zenia Stampe:
Vi har også i dag rigelige muligheder for at tage den første muslim og banke den næste med, vi er stadig flertallet, hvis det var det, som op til flere mennesker ønsker, hvorfor gør de det så ikke?
Fordi det er strafbart, og fordi folk ikke har lyst. Sådan vil det fortsat forholde sig efter at 266B er borte.
Naturligvis skal der være grænser for, hvad man må gøre. Opfordre til vold og udstede direkte trusler for eksempel, og endnu mere udøve den.
Men der skal også være grænser for hysteriske følelser og overdreven dystopisk tolkning af andres motiver for at sige, som de gør.
Her inkonsistensen så stor, som den kun være, når følelser har taget over.
Grundlæggende kunne man lige så vel pege på historiske erfaringer med Islam, for at slet ikke tale om erfaringer som ikke engang er historiske, men ongoing.
Her kan man lige så vel sige, at erfaringen viser hvad Islam kan afstedkomme - folkemord i en skala, som korrigeret for teknisk kunnen og faktiske forhåndsværende metoder er endnu mere blodig.
Med sværd blev omkring 80 millioner og hinduer og buddhister dræbt århundreder tilbage. Også i sidste århundrede har islamisk kultur båret folkemord med sig, Armenien, Bangladesh og Sudan har ført til millioner af døde.
Hvis man ikke vil mistænke muslimer for at bære en folkemorder i brystet, bør man vel heller mistænke danskere.
Hvis man ikke bryder sig om generalisering og hetzende tale rettet mod muslimer, bør man vel heller ikke generalisere og hetze, personer der vover at kritisere Islam, på de tabuområder, som den politiske korrekthed helst så halsen drejet om på.
Man skal kunne kritisere religiøse idioter, politiske idioter, forfærdelige handlinger og kulturmønstre så tosset man vil.
Det rimelige består i sandheden, og det urimelige i løgnen, men det er et spørgsmål for fornuften og skelneevnen, ikke retsalen.
Det er aldrig rimeligt at censure meninger.
Angreb direkte på enkeltpersoner, med fysiske eller psykiske midler er en anden sag, men det er sjældent, det som bliver straffet.
Skulle man straffe mennesket for at lukke lort ud af munden, ville der heller ikke være noget frit menneske uden for tremmer.
Igen taler vi reelt om et bestemt had, mod en bestemt gruppe, med en bestemt mening, som alene skal straffes, med en forventning om at andre skal hade netop den gruppe islamkritikere, som man er af den opfattelse, er de hadefulde, selv om hadet måske mere ligger inde i en selv.
Det er som en umoden kvindes navlefornemmelser, som alle skal følge, som var det sandheden selv.
I sidste ende bliver det op til dommeren at afgøre om han/hun tror på at anmelderne FØLER sig forhånet or whatever. Og således ender sigtede med at blive dømt på baggrund af andres FØLELSER….. en variabel man som almindelig dødelig hverken er herre over endsige kan forudsige.
Retsstaten er en joke sålænge paragraf 266b anvendes som en mundkurv på de der har berettiget kritik af religiøse eller kulturelle normer. En eklatant plet på retsstaten og da den reelt censurerer samfundsdebatten burde enhver også kunne indse at den er en overtrædelse af Grundlovens forbud mod censur… der iflg. lovteksten ingensinde kan indføres (men det kunne det så alligevel).
Det hævdes at Hedegaard fremførte en generalisering om muslimer og at han derfor ender i fedtefadet…. so what, samfundsdebatten er fuld af generaliseringer fra alle sider. Der eksisterer næppe en politiker der kan fremsige en 2min tale uden at gribe til klokkeklare generaliseringer.
Uden generaliseringer kan vi intet diskutere! Vi må intet sige om de venstreorienterede eller højreorienterede, de syge, de dovne, de uddannelsessøgende eller de gråhårede…. for det er jo ikke sikkert alle indenfor de enkelte grupper er som vi tror eller siger……. vel?
Tænk dog!
Ikke for at generalisere, men det er nok for meget forlangt, at mennesker skal tænke sig om. Det er faktisk noget, mennesker generelt ( Det lyder sgu lidt generaliserende ) er rigtig dårlige til.
De er langt bedre til at føle og være dobbeltmoralske, og derfor har vi paragraf 266B.
Tag nu Tøger forleden en dag:
I et debatklima som det nuværende fungerer domstolene som en sidste minimumsgaranti for, at basale normer ikke skrider herhjemme. Selv den beskyttelse har været svækket i de senere år, hvor statsadvokaterne har ført stadig færre sager selv i oplagte tilfælde – i hvert fald når det var Dansk Folkepartis repræsentanter, det drejede sig om.Basale normer og mindretalsbeskyttelse mod hetz. Den gælder så kun, når talen falder på muslimer, ikke det mindretal, der faktisk ønsker og tør bruge deres ytringsfrihed.
Her er dobbeltmoralen så tyk, at knap nogen DFer kan overgå Tøger i hadefulde udfald:
Dette er blot et enkelt tilfælde, hvor Tøgers mund er løbet af med ham i en hadefuld tirade. Det er sket på Deadline, det er sket så mange steder.Første taler var Tøger Seidenfaden. Efter at have konstateret at trusler imod Vilks var en sag for det svenske politi, gik han over til sit egentlige budskab, der var en bandbulle mod det Trykkefrihedsselskab, der havde indbudt ham til at tale.
Han betegnede Trykkefrihedsselskabet og dets ledere Lars Hedegaard og Helle Merete Brix som folk med afskyelige meninger, der skamred enhver sag og udspredte paranoid og hadefuld propaganda mod muslimer. Ikke blot Trykkefrihedsselskabet, men også forfatteren Kåre Bluitgen, der har skrevet en børnebog om profeten, kom med i denne gruppe, fordi han – ifølge Seidenfaden – har skrevet hadske ting om Koranen. Han tilføjede til forsamlingen, der sad forbløffet ned i salen:»Der er tale om hyperaggressive, intolerante muslim-hadere. De er ikke lødige, men nasser på en usympatisk dagsorden. Jeg har ikke respekt for jeres ærinde.«
Derefter tog chefredaktør Tøger Seidenfaden i bogstaveligste forstand sit gode tøj og gik.
Had er had. Hos mig klinger det hult, når man anklager andre for at hade, blot fordi man har den opfattelse, at de hader noget andet end en selv. Hader noget forkert, hvor man selv har definitionsretten på at hade det rigtige.
Så har vi følelsen, denne indre viden om andres motiver, der er så dybt irrationel.
Her kan jeg fremdrage Zenia Stampe:
Frygten for dette er sikkert reel nok, men omvendt kan man sige, at betragter vi historien, så er redevilligheden til at gå amok på en forfulgt gruppe ikke så stor i den danske befolkning. Vi havde under krigen alle muligheder for at forfølge jøderne, vi gjorde noget andet.
Eftertiden har vist, at politikernes frygt var aldeles velbegrundet. De europæiske jødeforfølgelser er et uhyggeligt eksempel på, at løgne kan føre til had, og at had kan føre til splittelse, diskrimination, vold, forfølgelse, folkedrab og krig. Men der er – desværre – kommet mange nye eksempler til siden.
Den danske racismeparagraf er ikke en vilkårlig begrænsning af ytringsfriheden grebet ud af den blå luft. Den blev født som et konkret svar på vores egne erfaringer fra Anden Verdenskrig og er siden blevet justeret i forhold til FN’s konvention om racediskrimination og den nærmest uendelige række af konflikter over hele verden.
Vi har også i dag rigelige muligheder for at tage den første muslim og banke den næste med, vi er stadig flertallet, hvis det var det, som op til flere mennesker ønsker, hvorfor gør de det så ikke?
Fordi det er strafbart, og fordi folk ikke har lyst. Sådan vil det fortsat forholde sig efter at 266B er borte.
Naturligvis skal der være grænser for, hvad man må gøre. Opfordre til vold og udstede direkte trusler for eksempel, og endnu mere udøve den.
Men der skal også være grænser for hysteriske følelser og overdreven dystopisk tolkning af andres motiver for at sige, som de gør.
Her inkonsistensen så stor, som den kun være, når følelser har taget over.
Grundlæggende kunne man lige så vel pege på historiske erfaringer med Islam, for at slet ikke tale om erfaringer som ikke engang er historiske, men ongoing.
Her kan man lige så vel sige, at erfaringen viser hvad Islam kan afstedkomme - folkemord i en skala, som korrigeret for teknisk kunnen og faktiske forhåndsværende metoder er endnu mere blodig.
Med sværd blev omkring 80 millioner og hinduer og buddhister dræbt århundreder tilbage. Også i sidste århundrede har islamisk kultur båret folkemord med sig, Armenien, Bangladesh og Sudan har ført til millioner af døde.
Hvis man ikke vil mistænke muslimer for at bære en folkemorder i brystet, bør man vel heller mistænke danskere.
Hvis man ikke bryder sig om generalisering og hetzende tale rettet mod muslimer, bør man vel heller ikke generalisere og hetze, personer der vover at kritisere Islam, på de tabuområder, som den politiske korrekthed helst så halsen drejet om på.
Man skal kunne kritisere religiøse idioter, politiske idioter, forfærdelige handlinger og kulturmønstre så tosset man vil.
Det rimelige består i sandheden, og det urimelige i løgnen, men det er et spørgsmål for fornuften og skelneevnen, ikke retsalen.
Det er aldrig rimeligt at censure meninger.
Angreb direkte på enkeltpersoner, med fysiske eller psykiske midler er en anden sag, men det er sjældent, det som bliver straffet.
Skulle man straffe mennesket for at lukke lort ud af munden, ville der heller ikke være noget frit menneske uden for tremmer.
Igen taler vi reelt om et bestemt had, mod en bestemt gruppe, med en bestemt mening, som alene skal straffes, med en forventning om at andre skal hade netop den gruppe islamkritikere, som man er af den opfattelse, er de hadefulde, selv om hadet måske mere ligger inde i en selv.
Det er som en umoden kvindes navlefornemmelser, som alle skal følge, som var det sandheden selv.
mandag den 9. august 2010
Boligboblens uhyggelige spøgelse i amerikansk økonomi
Siden begyndelsen af halvfemserne er det japanske hovedaktieindeks, Nikkei 225, raslet ned i værdi. I november 1993 lå indekset på 19.381,24. I dag er det endt på 9572,5.
For at holde kunstigt liv i økonomien har den japanske regering anskaffet sig en af verdens største statsgældsposter målt i forhold til BNP.
I USA og Europa nærmer vi os måske punktet, hvor vi har brændt det økonomiske lys i begge ender.
Jeg skrev i maj om boligboblens uhyggelige spøgelse i dansk økonomi.
Jacob Brøchner Madsen luftede sin pessimistiske forventninger for nylig om, at boligpriserne er 20 pct. overvurderet.
En ting er sikkert, markedet har ændret sig:
I dag er omkrig 150.000 familier teknisk insolvente, om nogle år kan tallet vise sig at være langt højere.
Boligboblen var vores form for kunstigt åndedræt til økonomien. Havde vi valgt den japanske model, kunne vi måske have styret det bedre.
Endnu bedre kunne vi have accepteret i tide, at konkurrenceevnen kræver reformer, ikke blot af efterløn, men også forandringer i den kompetenceskabende sektor - kaldet uddannelsessystemet, såvel som færre og mindre lønstigninger, såvel som nedskæringer i passive ydelser, samt mere kapital og færre lån.
Økonomiuddannelsen havde fri optagelse i år, mens de pludrende akademiske grader havde den største søgning. Det siger vel ikke så lidt om et samfund.
Selv USA har lang vej ud af krisens klør, omend landet har langt bedre overlevelsesmuligheder.
Den tekniske insolvens gælder nu for 21,5 pct. af låntagerne til boligkøb i USA.
Den tidligere rådgiver for Ronald Reagan advarer nu om en mulig statsbankerot i USA.
Det er svært at skrue tiden tilbage til dyre renter, når man har vænnet en hel økonomi til billige - nærmest gratis - lån. Men stigende renter på lån kommer, da udlånerne ellers ikke kan skrabe nok penge ind. Det vil knække halsen på mange private låntagere, og hvis renterne på de amerikanske statsobligationer stiger, da tilliden til den amerikanske økonomi falder, så kan også den amerikanske regering knække nakken.
Det er næsten uafvendeligt at begge renter kommer til at stige. Det vil i så fald kræve lynhurtige og dramatiske nedskæringer og skæbner, der får lov til at synke til bunds, for at undgå halsen knækker. Hvis der handles hurtigt bliver halsen angiveligt kvalt langsomt i stedet, da en masse forbrug vil forsvinde ud af kredsløbet, småkriser og usikkerhed vil hærge i mange år.
En mere grundig banktest har vist, at 40 europæiske banker er i fare for at krakke.
Det er ikke så meget valget mellem pest eller kolera, som det er mellem et bid af en Sort Mamba eller kræft med efterfølgende kemobehandling.
Personligt tror jeg mindst ti års krise venter - værre end det vi oplevede gennem halvfemserne, men USA vil komme relativt stærkt ud på den anden side. Dog tror jeg, at man skal vælge sine amerikanske og europæiske aktier med meget omhu.
Spørger man Paul Jorion, venter der verden en ny krise i 2012, med nyt afsæt i den amerikanske boligboble:
Det kan blive allerede i år, eller næste år. men spøgelset kommer til at hærge de næste ti år og derefter venter japanske tilstande, hvis vi altså til den tid har fået afskaffet statsgælden, ellers har vi ikke engang råd til det.
Pessimister har ikke altid ret, men de har oftere ret end optimister.
Personligt har jeg grebet fat i Roger Scrutons, "The uses of pessimism".
Driften til at skabe vækst med alle kunstige midler og sminke sig til bedre økonomiske præstationer i både det offentlige og private ligger så dybt i mennesket, at man vil gentage alle fejl for at nå de økonomiske.
En dag er lyset brændt i begge ender, det er det i mine øjne allerede nu. Det kræver næsten utænkelige løsninger såsom renteforhøjelser, færre lån og mere rede kapital, drastiske offentlige besparelser, at gå tilbage til en realøkonomi i andægtigt tempo fremfor den nuværende bobleøkonomi, der kører på gasserne i tanken og forsøger at presse så mange kilometer ud af den som muligt.
For at holde kunstigt liv i økonomien har den japanske regering anskaffet sig en af verdens største statsgældsposter målt i forhold til BNP.
I USA og Europa nærmer vi os måske punktet, hvor vi har brændt det økonomiske lys i begge ender.
Jeg skrev i maj om boligboblens uhyggelige spøgelse i dansk økonomi.
Jacob Brøchner Madsen luftede sin pessimistiske forventninger for nylig om, at boligpriserne er 20 pct. overvurderet.
En ting er sikkert, markedet har ændret sig:
I kulissen venter husejer efter husejer, der en en dag skal til at afdrage på sit "afdragsfrie" lån, der er baseret på en ejendomsværdi, der er ved at forsvinde ud i den blå luft.Er man på udkig efter et nyt hus, så behøver man ikke bevæge sig ret langt ned ad den nærmeste villavej for at finde et "til salg"-skilt: Hvert 25. hus i Danmark er til salg, viser en analyse fra ejendomsmæglerkæden Home.
Tilbage i 2006, da det så lysere ud på boligmarkedet, skulle køberne forbi hele 68 villaer, før én var til salg.
I dag er omkrig 150.000 familier teknisk insolvente, om nogle år kan tallet vise sig at være langt højere.
Boligboblen var vores form for kunstigt åndedræt til økonomien. Havde vi valgt den japanske model, kunne vi måske have styret det bedre.
Endnu bedre kunne vi have accepteret i tide, at konkurrenceevnen kræver reformer, ikke blot af efterløn, men også forandringer i den kompetenceskabende sektor - kaldet uddannelsessystemet, såvel som færre og mindre lønstigninger, såvel som nedskæringer i passive ydelser, samt mere kapital og færre lån.
Økonomiuddannelsen havde fri optagelse i år, mens de pludrende akademiske grader havde den største søgning. Det siger vel ikke så lidt om et samfund.
Selv USA har lang vej ud af krisens klør, omend landet har langt bedre overlevelsesmuligheder.
Den tekniske insolvens gælder nu for 21,5 pct. af låntagerne til boligkøb i USA.
Den tidligere rådgiver for Ronald Reagan advarer nu om en mulig statsbankerot i USA.
Det er svært at skrue tiden tilbage til dyre renter, når man har vænnet en hel økonomi til billige - nærmest gratis - lån. Men stigende renter på lån kommer, da udlånerne ellers ikke kan skrabe nok penge ind. Det vil knække halsen på mange private låntagere, og hvis renterne på de amerikanske statsobligationer stiger, da tilliden til den amerikanske økonomi falder, så kan også den amerikanske regering knække nakken.
Det er næsten uafvendeligt at begge renter kommer til at stige. Det vil i så fald kræve lynhurtige og dramatiske nedskæringer og skæbner, der får lov til at synke til bunds, for at undgå halsen knækker. Hvis der handles hurtigt bliver halsen angiveligt kvalt langsomt i stedet, da en masse forbrug vil forsvinde ud af kredsløbet, småkriser og usikkerhed vil hærge i mange år.
En mere grundig banktest har vist, at 40 europæiske banker er i fare for at krakke.
Det er ikke så meget valget mellem pest eller kolera, som det er mellem et bid af en Sort Mamba eller kræft med efterfølgende kemobehandling.
Personligt tror jeg mindst ti års krise venter - værre end det vi oplevede gennem halvfemserne, men USA vil komme relativt stærkt ud på den anden side. Dog tror jeg, at man skal vælge sine amerikanske og europæiske aktier med meget omhu.
Spørger man Paul Jorion, venter der verden en ny krise i 2012, med nyt afsæt i den amerikanske boligboble:
Allerede i 2004 forudså og beskrev han detaljeret den kommende finanskrise. Nu forudser Paul Jorion, at verden senest i 2012 bliver ramt af en ny ødelæggende, økonomisk krise...For det første vil staternes egen gæld udgøre et stigende problem. I år skal USA låne 1.700 milliarder dollars. Også Frankrig, Spanien, Japan og Storbritannien skal låne kolossale beløb.
»Der er slet ikke penge nok på lånemarkedet på grund af krisen. Det vil derfor være de svageste stater, der må betale den højeste rente, hvilket vil svække dem yderligere og gøre verdensøkonomien endnu mere skrøbelig,« vurderer Paul Jorion i Ugebrevet A4...
For det andet er udsigterne dystre for den kommercielle del af det amerikanske boligmarked -kontorer og hoteller. Her er alt bygget på kreditlån, og mange af disse lån skal fornyes i 2012.
Det kan blive allerede i år, eller næste år. men spøgelset kommer til at hærge de næste ti år og derefter venter japanske tilstande, hvis vi altså til den tid har fået afskaffet statsgælden, ellers har vi ikke engang råd til det.
Pessimister har ikke altid ret, men de har oftere ret end optimister.
Personligt har jeg grebet fat i Roger Scrutons, "The uses of pessimism".
Driften til at skabe vækst med alle kunstige midler og sminke sig til bedre økonomiske præstationer i både det offentlige og private ligger så dybt i mennesket, at man vil gentage alle fejl for at nå de økonomiske.
En dag er lyset brændt i begge ender, det er det i mine øjne allerede nu. Det kræver næsten utænkelige løsninger såsom renteforhøjelser, færre lån og mere rede kapital, drastiske offentlige besparelser, at gå tilbage til en realøkonomi i andægtigt tempo fremfor den nuværende bobleøkonomi, der kører på gasserne i tanken og forsøger at presse så mange kilometer ud af den som muligt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
