Det sygelige arbejdsmarked

Som jeg tidligere har været inde på, så er antallet af sygemeldte vokset kraftigt på det seneste.

Hvor kun 2 procent er arbejdsløse, er 5 procent af arbejdstyrken sygemeldte.

Det koster samfundet 37 milliarder ifølge beskæftigelsesministeriets tal.

De områder som er hårdest ramt af sygefravær, er daginstitutions- og dagplejepersonale, rengørings-, ejendoms- og køkkenpersonale, sundhedsplejepersonale og ufaglærte arbejdere. Kilde: DR.

Hvis man vil genskabe et velfærdssamfund, må man først og fremmest se på, hvilke forhold der skaber dårlig trivsel på arbejdspladsen - her tænkes ikke så meget på mobning eller elendige ledere der er svært at gøre noget ved, som mere i løn, mindre kontrol og stress, færre skemaer, mindre indblanding i hvordan et menneske psykisk er konstitueret og tænker, samt det forhold at man har parkeret over 800000 mennesker på overførselsindkomst.
Hvis noget parti kan få ovenstående til at gå op i en højere enhed med økonomisk ansvarlighed, koblet med mindre harmonisering/ensretning i sundhed og adfærd. Så er det i hvert fald tæt på at få min stemme.

Danmark kunne i sandhed bruge et parti som har alles frihed i sigte, og et parti som har alles velfærd i sigte. Altså på et andet plan end det generelle, eller sagt med andre ord, udover det flertalsgivende plan.

Det er det man kalder demokrati

Socialdemokratiets sidste vej?

Så kom Helle Thornings Schmidts udspil til hovedlinjerne i en ny socialdemokratisk politik.
Det er næppe helt tilfældigt, at udspillet kommer mens SF´s landsmøde udfolder sig, det parti som netop for nyligt har gjort størst indhug i Socialdemokratiets vælgerskare, samt partisoldater, og i øvrigt er tæt på at overhale Socialdemokratiet, hvad angår stemmer.

SF´s stigende vælgerstøtte er på næsten 20 procent, og vi taler om et parti der for tre år siden var nede på syv procent af stemmerne, sammen med DF´s mindre markante vækst har skabt paniktider i Socialdemokratiet, og en mere intens kamp på den politiske profileringsside som i øvrigt kan blive spændende.
Det er på en måde ganske interessant, som der testes i vælgertække for tiden. Det medfører også nogle halvabsurde politiske kvantespring som foreksempel dette her, hvor SF og S pludseligt taler om at fjerne topskatten, mens regeringens støtteparti vil havde skattelettelser for de mindst bemidlede.
Måske skulle SF og S gå i regering med V og K. Så slipper vi jo også for den fæle blokpolitik.

Men tilbage til Thornings kronikker i politiken.

Hun påpeger med fuld ret, at socialdemokratiet var dem som indførte den tredje vej, hvor højt offentligt forbrug gik op i en højere enhed med vækstfremmende politik.
Problemet er så, som hun selv påpeger, at denne politik var så stærk at VK ikke engang udfordrer den, de har taget den til sig.
Det er inden for denne ramme, at den politiske kamp for indeværende stund pågår med fokus på værdier fremfor politik.

Men i sin historiske opridsning og analyse i den første kronik, begår Thorning for så vidt den fejl, at hun snakker over hovedet på den almindelige vælger, og hun snakker uden om.

Der er intet nyt i det hun skriver. Den første kronik er for så vidt overflødig. Det er ikke interessant, hvem der udviklede den tredje vej. Det er ikke interessant, at hun mener, at Socialdemokratiet er bedre til at føre Danmark videre fra status quo, det at sige at VK ikke kan håndtere situationen, det er jo bare en påstand. Så det der er interessant er, hvorfor Socialdemokratiet er bedre til at håndtere den aktuelle situation? Socialdemokratiet må markere sig som det parti, der kan tilbyde det bedste, tydeligt bedste, lederskab.

Lykkes det så? lad os kigge nærmere på den anden kronik med de ni, såkaldte, progressive valg.

1. Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser.

Her regner hun åbenbart med at vælgernes hukommelse er kort. Hun fremhæver vi skal kunne regne med hurtigere behandling på sygehusene, men netop der kan Foghs regering sige, at de i det mindste har forsøgt. De har øget udgifterne på sundhedsområdet med over 50 procent i deres regeringsperiode. Det samme kan ikke siges om Socialdemokratiet som i sin tid overtog sparekniven og effektiviseringspisken og brugte den.
Når hun beklager stress og jag i den offentlige sektor, kan hun godt tillægge regeringen et ansvar, men hvad med at love de offentlige medarbejdere - vi taler om 900000 personer som hælder til Socialdemokratiet - konkrete bedre forhold i form af løn og mindre kontrol, DJØFFERI, bureaukrati? Hun henviser også til skoleområdet, der kan hun sagtens profilere sig bedre end den nuværende regering, men at henvise til velfærdsrettighederne som er uoverskuelige for menigmand, hvad skulle det rykke? Smid enkelte stærke og konkrete forandringer på bordet.
Mindre lunkent bliver det ikke af selve temaet, skattelettelser eller velfærd, den er jo prøvet før og nu snakker man sideløbende om at lette topskatten.

Næste punkt om økonomisk vækst løber igen ud i påstande om, at VK ikke kan håndtere området. Men hvor er lige tegnet på at S kan? Der er intet der adskiller sig fra, hvad VK kunne finde på.

Tredje punkt skærer ned i den sociale arv. Der har vi et område hvor S måske netop har en mere udbygget politik, for dem som har læst velfærdsrettighederne vel at mærke. Men hvor mange har det? Igen, konkrete, stærke eksempler på banen, varm luft lukker alle politikere ud.

Fjerde punkt, integration. S tabte i høj grad på fremmedpolitikken. Her stadfæster hun opbakningen til 24 årsreglen, koblet med et konkrete tiltag som for eksempel kvoter af fremmedsprogede i skoleklasserne:

"Loft over hvor koncentrerede de sociale udfordringer må blive i vores boligområder".

En noget kringlet formulering af ghettobekæmpelse.

Hun snakker om kulturelle mønstre, som skal brydes og om at indvandrere som ikke støtter demokrati bør have det tilbud at rejse hjem.

En hardcore udmelding som det kan diskuteres, om den vil flytte flere stemmer tilbage, end den vil støde fra.

Femte punkt handler om klima. Har ikke noget bud på hvor mange stemmer, der kan være i det. Klima er for tiden synonymt med CO2, selv om det kan betvivles, at det er vores mest presserende miljøproblem. Det er det også synonym for her. Hun henviser til Norge og Sverige som har fantasifulde mål på området. Jeg skal ikke svare på, hvad vælgerne vægter? Men de som gør kunne stemme på SF og de Konservative, som begge profilerer sig på området. Igen, intet tegn på en konkret politik på området, medmindre det skal underforståes, at vi skal overbyde Norge og Sverige i håbløse målsætninger.
Regeringen har trods alt en konkret målsætning om at få 20 procent af den danske energi til at være fra vedvarende kilder. Det er jo ikke fordi Socialdemokratiet, ikke har en miljøpolitik som er interessant.
Men som et godt journalistisk råd lyder: "Show it, don´t tell it".

Sjette punkt, arbejdsmarked og familieliv. Jeg er ked af at gentage mig selv, men overordnet retorik er der nok af i det politiske liv. Jeg vil gerne vide hvordan, uden at skulle søge på Socialdemokratiets hjemmeside. En kronik er ikke ubegrænset spalteplads, hvorfor bruge den til abstraktioner?

Syvende punkt, uddannelsespolitik. Indeholder et interessant punkt, nemlig et konkret forslag om, at man skal gå i skole til 12 klasse. Om det er så er den rigtige måde at tackle problemet på, det er så en anden sag. Men VK har gjort en masse på uddannelsesområdet, specielt med hensyn til SUen. Omvendt har de presset de studerende til at blive hurtigere færdige. En anti liberal politik med indblanding i privatlivet. Når hun udpensler, at der skal gøres noget for at få få mennesker som ikke trives med en boglig uddannelse til at tage en, hvad mener hun egentlig? Skal uddannelsesniveauet sænkes? Eller hvad taler vi om?

Anden sidste punkt omhandler blokpolitik. Hvor vigtigt er det punkt i en bestræbelse på at markere sig politisk. Er det ikke nærliggende, at de som er mod blokpolitikken ikke behøver at blive mindet om den. De vil stemme på S, R, SF som nærmest givet. Hvorfor bruges punktet ikke til at overbevise om, at de skal vælge netop S fremfor de to andre?

Niende og sidste punkt.

9. Vi skal vælge mellem en stigende forråelse i samfundet eller et medansvar for respekten mellem mennesker.

Et validt værdipolitisk punkt, specielt som det bredes ud. Respekten for de enkelte individs værdi. Det drejer sig nemlig om mere end bekæmpelse af vold. Det drejer sig om hvordan man skaber social velfærd, frihed og respekt for den enkelte. Som sædvanligt kan det være på sin plads med konkrete bud. Men det her er selve kernen i socialdemokratisk politik, og debat på området er altid på sin plads.
Men problemet er Helle Thorning Schmidt lige har leveret to kronikker med abstraktionsniveau som går over hovedet på vælgerflokken. Med et væsentligt fravær af konkrete politikker, som kan fange vælgeren og få dem til at tænke - "det lyder som en god idé".
Hvor spaltepladsen er spildt på varm luft og påstande der, uanset om de er med eller uden belæg, ikke kommunikerer det store "derfor skal i stemme på os".

Helle Thorning Schmidt er både skarp og kompetent, men det sælger ikke fraværet af politisk fornyelse. Det skaber ikke automatisk tillid til, at S er det bedste bud som regeringsindehaver. Så var det bedre, at hun var en karismatisk, såre menneskelig skikkelse som Villy Søvndal.
Befolkningen skal mødes på halvvejen og have nogle konkrete politiske bud som gør indtryk, som de husker, som de støtter. De skal havde indtryk af at S har flere af dem end VK.
Det indtryk får de næppe ud af hverken Frederiksens eller Thornings udspil.

Det her kommer til at drukne i mængden. Det er netop det, som det ikke skal.

Lang mig lige en ny offerrolle

I information kører er der for tiden fokus på ligestilling i kølvandet på hundredeåret for indførelsen af kvinders kommunale valgret.

Ligestillingsdebatten er et ocean med høj bølgevand, den der bevæger sig på dette må være sikker på, hvor vedkommende vil hen. Men en debat på offerrolle stadiet fører os ingen vegne.
Som Dorte Marie Søndergård påpeger i sin bog, "Tegnet på kroppen", nytter det ikke noget at kvinder beklager sig over manglende ligeløn og ansættelse i karrierens højder. Eller at mænd for den sags skyld klager over manglende kontakt med deres børn. Begge må de ud og kæmpe for at nå de mål, de må forandre noget inde i dem selv, ændre adfærd og indstilling.

At kvinder får mindre i løn er ikke nødvendigvis et tegn på, at de er ofre for en maskulin konspiration. Det skyldes nok først og fremmest deres egen indstilling til sig selv. At denne indstilling er styrket af generelle fordomme i samfundet er en anden sag. Men det er den enkelte kvinde selv der må bryde disse, vise sit værd og sælge sig selv.
Kvinder må klø på med samme selvtillid som mænd, og groft sagt, må de læse Børsen ved middagsbordet fremfor Alt For Damerne. De må læse biografier fremfor romaner. De må drømme om karriere og status frem for om nye sko og børn.
Dette er groft karikeret og givet provokerende. Men det er med fuld hensigt. Man bliver sjældent leder eller får en topstilling ved at satse på andre heste, eller ved at sætte sit lys under en skæppe og undgå risikomomenter. De må vise deres værd og tage sig betalt for det.

Dertil spiller det jo også en rolle med hensyn til kvinders markante lave løn, at de i høj grad vælger erhverv inden for det offentlige og lavtlønsområder i det private.
Som nævnt tidligere, tjener en sygeplejerske faktisk relativt mere end en politibetjent.

Men så har vi børnene, dem kan kvinderne kun føde, det komplicerer deres mulighed for karriere.
Den er for så vidt reel nok, men det hører med til billedet af i et voksenliv på 49 år, går kun strengt nødvendigt 10-15 af dem med småbørn og fødsler. Der er stadigvæk over tredive år tilbage. Hvorfor ikke bruge dem på at gøre karriere, rig af erfaring. Ledere er jo sjældent unge alligevel.
Men i tidens kotume skal det hele jo gå op i først fest og spas, uddannelse og rejser, parforhold efter parforhold, hvor der lige mangler det sidste, indtil man finder ud af at mænd nu engang er mænd, og i øvrigt med egen fremskreden alder går efter ældre og mere erfarne af slagsen.
Ja tiden fordrives navlepilleri og venindesnak, hvor man aldrig indser, at det faktisk først og fremmest er en selv, ens egen indstilling, griller og mål der udgør hovedproblemet.

Pludselig er man over 30, har kløe i æggestokken, så konflikter det hele, ja, men drop offerrollen kvinder. I har foretaget nogle valg, stå dog ved dem.

Et ofte overset aspekt ved kvindefrigørelsen, er at den faktisk også var en mandefrigørelse.
Manden havde i lige så høj grad en fast rolle at spille i ægteskabet. Han skulle sørge for forsørgelsen af sin familie, for bolig og økonomi, han skulle ofre sin frihed og binde sin energi i familien som fysisk og specielt sjæleligt mere er kvindens projekt en mandens, hvis vi ser bort fra hans trang til at sikre sine efterkommere.
Som en generelt misantropisk og kynisk skarp filosof, som nogen vil betegne som havende mindre respekt for kvinder, på trods af at han generelt fandt, at menneskeheden bestod af usle dårer, så rammende skrev:

To marry is to halve your rights and double your duties.

-- Arthur Schopenhauer

Ligeledes findes der fordomme om mænd, hvorfor får kvinden typisk forældremyndigheden? Det får hun på grund af en fordom om, at mænd ikke er så gode forældre som kvinder. Denne offerrolle dyrker mænd så til gengæld, samtidigt med at de selv aktivt holder fast i den fordom, at de er dårligere til børn end kvinder og accepterer dette som en mental barriere og et uomgængeligt biologisk forhold.

Hvis vi skal nå frem til fornuftige forhold, skal vi komme til en forståelse af vores forskelle og behov. Vi skal bort fra offerroller og fordomme og ned i det konkrete liv, ind i os selv og forandre det, som vi kan forandre.

I sidste instans er vi først og fremmest individer med den fysiske krop som den eneste faktuelle markante forskel. Det vil sige en mand kan være en helt gennemomsorgsfuld god "mor" og en kvinde kan være en fantastisk logisk/strategisk/dristig leder.
En mand kan have en glimrende indlevelsesevne og intuition, samtidigt med at en kvinde kan have supermatematisk logisk hjerne og trang til være den som gør helt nye opdagelser.
Kønsidentitetsmæssigt har vi nogle tendenser og tilbøjeligheder som ikke nødvendigvis er så svært foranderlige som kroppen og dens biologi.
Og selv biologien kan trodses inden for en hvis margen.

Så både mænd og kvinder. Drop offerrollen og tag selv ansvar for de valg i tager, samt de fordomme og forestillinger, de mentale og sociale vaner i opretholder.
Det er først og fremmest individet der gør forskellen, og dette individs indstilling og valg, ikke kønnet.
Det er ikke en krop, et køn, en hudfarve, der er til jobsamtale, det er først og fremmest et individ som skal vise hvad det kan. Der kan være en barriere af eksterne fordomme, men de største hindringer og fordomme findes inden i en selv.

Løn som fortjent?

Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.

Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?

En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!

Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.

Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.

Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.

Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.

Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.

Mindre administration og mere menneskelighed tak!

Varige indtryk fra medierne

Det meste journalistiske stof er hurtigt ind og hurtigt ud, en lille krusning på overfladen af hverdagens urolige hav. Der er langt mellem de journalistiske produkter, der rammer os med blivende kraft og som mindes årti efter årti.

Inspireret af vores undervisning for tiden, er jeg drevet til at reflektere over, hvad der egentlig har sat sit præg inde i min hjerne.

Billeder og historier, hverdagen har overflow af dem, men få af dem følger os gennem livet.

En af de første begivenheder jeg selv kan huske har en medierelation. Det er helt tilbage på min to års fødseldag, hvor Frederik den niende endte sine dage.
Den tungsindige musik, de sørgende miner i sort/hvid transmission, den tunge stemning omkring forløbet, jeg husker det tydeligt, og havde sikkert husket det, selv om det var sket et halvt år før.

Ellers er jeg chokeret over, hvor lidt jeg egentlig husker, hvor lidt der faktisk hænger fast.

Kaj og Andrea hænger kun som en diffus collage, trods de mange timer spenderet i deres to dimensionelle underholdende selskab.

"Die Altes" gråtriste eminence, De uheldige helte, Brixtofte den yngre med "Video - video" - Tommy Seebach og andet bryder mønstret på mærkværdig vis og finder uden om det center i hjernen hvor livet malstrøm bare flyder lukt i gennem.
Nej, Det er ikke kun død og vold, eller elendighed, manden med de gule indvolde hængende ud af armen foran Sadats sidste offentlige optræden, ligene fra slagmarker, de indsunkne ansigter med apatiske øjne på en krop der er mere knogler end muskler. Det er ikke kun tragedier og chokerende billeder der sætter sig fast.
Det er også manden uden arme, som har lært at spise med kniv og gaffel ført af tæerne, faktisk lige så godt som jeg lille dreng kunne med hænderne.
Det er også et lille anseeligt privatfly der lander på den røde plads. Ja, fråden der bliver gøet ud af munden på Khomenei.

Med andre ord det er lidt af hvert, det er ikke bare unormalt og overraskende, blodigt chokerende, eller en kollision med den verden man lever i, den oplevelsesramme der er blevet det standardmål nye oplevelser måles efter.
Det helt anormale og dybt chokerende har naturligvis mere gennembrudskraft end den øvrige flod af oplevelser.

Men at et menneske dør, som Frederik den niende er faktisk utroligt normalt. Specielt når det drejer sig om sygdom. Altså bliver det ikke nødvendigvis oplevelsen i sig selv, men oplevelsen for os der gør forskellen. Nu er der blot det forhold, at jeg var to år, jeg var næppe royalist dengang, som jeg ikke er det i dag og døden havde jeg næppe det fjerneste begreb om.
Så hvorfor blev jeg ked af det?

Hvorfor er det nogen gange de samme billeder som hærger en hel kultur?

Ja, ordet kultur er valgt bevidst, for det er næppe de samme billeder der er fastnaglet inde i hjernen i for eksempel vestlig kultur og østlig kultur.

Visse billeder og historier har afgjort større lagringspotentiale end andre, men i sidste ende er det os der lagrer dem. Os som individer forankret i, præget af, den kultur som er vores umiddelbare reference ramme. Altså vores målestok for normalitet.

I bund og grund drejer det sig måske ikke om hukommelse, eller selve oplevelsen, som sådan, men simpelthen om følelser?

Lidt Info om bloggen - kommende events

Jeg har haft lidt rigeligt i hænderne og mellem ørene de seneste dage. Derfor er der ikke sket noget på denne blog.
Det skal ikke ses som et tegn på, at jeg er løbet tør for lyst til at skrive.

Det har hele tiden været min hensigt med denne blog, at den skal rumme noget originalt og af relativ god kvalitet. Jeg vil ikke skrive for ordlegens skyld. Eller være alternativt masseproducerende nyhedsmedie.
Det skal nok komme med mit kommende arbejde.

Jeg vil heller ikke dække helt de samme felter som andre blogge dækker, ikke at der kan være overlap, det kan der naturligvis. Men jeg kommer helst på banen, når jeg har en anden og mere eller mindre overset vinkel.

Men kort sagt, så har jeg flere ting på spisesedlen for weekenden.
Her er menuen:

Helle Thorning Schmidts kronikker i politikken får helt sikkert nogle ord med på vejen.

Ligeledes kommer der noget mere om Køn og ligestilling.

Offentligt ansatte og lønforhold får også et skud tanker i bagen.

Jeg når måske at få læst "The end of faith" læst færdig? Så forholdet mellem religion og anden ufornuft tilsidesættelse af fornuften, kan de findes side om side eller udvisker de gradvist hinanden?

En klumme om medier, blivende billeder og deres natur.

Der dukker muligvis andre emner op undervejs - God weekend!

Stereotyper og fordomme

En af mine yndlingstænkere er Thomas Jefferson og et af mine yndlingscitater af denne herre er dette:

Nothing can stop the man with the right mental attitude from achieving his goal; nothing on earth can help the man with the wrong mental attitude.
Thomas Jefferson

Vi tænker ikke altid over vores egen indstilling til tingene, hvor meget denne betyder. Vi har det med at give samfundet og omgivelserne skylden når noget går galt.
Men dybest set er vores største fjende måske netop os selv, vores egen mentalitet, vores egne fordomme og stereotyper.

Der er en spændende artikel om dette forhold at finde på Scientific Americans hjemmeside.

For at give et kort resumé: Så kan ens egne fordomme spille en rolle på ens præstationer. Altså hvis en kvinde går til prøve i matematik, kan hun ende med at underminere hendes egne individuelle evner, ud fra en stereotype om at kvinder er dårligere til matematik og rumlige forhold.
Ligeledes kan et på papiret dårligere sportshold underpræstere, og som man kan se med danske fodboldlandsholdskampe, kan et ellers godt hold få alvorlige problemer med underdogs når de går friskt til værks. Fodboldens Wilbek needed.

På Stanford i begyndelsen af halvfemserne satte man afro amerikanske topelever til at løse en prøve, som man fortalte i det ene tilfælde var en intelligenstest og i den anden at det ikke var nogen prøve af betydning. Da de troede det var en intelligenstest underpræsterede de i allerhøjeste grad.
Når man taler social arv og køn, taler man også om fastgroede forestillinger og naturligvis også om stimulation eller mangel på samme.
Men det er vigtigt at forstå, at det er individet selv der gør forskellen, og i allerhøjeste grad dette individs indstilling.

Når vi taler om samfundets svage, om at mænd er bedre ledere, om at kvinder ikke kan parkere, om at grupper af andengerationsindvandrere er bander. Så italesætter vi også en virkelighed som ikke er givet.
Den vigtigste italesættelse er dog naturligvis individets egen. Det selvbillede et menneske skaber og opretholder af sig selv, har lettere ved at blive virkelighed end et menneskes dybeste drømme.

Derfor skal man også for at bryde sociale mønstre i samfundet, forandre den måde vi tænker på.
Der går masser af kræfter til spilde inde i båse af fordomme og stereotyper. Som samfund præger vi individet og individet positionerer sig delvist i sine båse ud fra herskende stereotyper i samfundet.

Et menneske skal have frihed, og den frihed er både noget indre og noget ydre, at befri sig selv for fordomme og stereotyper, de indre og de ydre, er en frihedskamp, der er ikke mindre vigtig end at befri sig politisk autokrati.

Vi har afskaffet arbejdsløsheden

En hvilken som helst siddende regering har for vane at gå fuldstændigt i selvros gear, når talen falder på, hvilke mirakler de har afstedkommet med hensyn til arbejdsløshedsafviklingen.

Virkeligheden er blot en hel anden. Der er ikke kommet færre mennesker i den arbejdsdygtige alder på de sociale ydelser siden starten af halvfemserne, de har blot flyttet kategori. Til eksempel har antallet af personer årligt på sygedagpenge gennemgået en udvikling fra 185000 til 303000. Dertil kommer stigningen i personer på efterløn.

Og hvad angår den nuværende regering, så overtog den et fald i arbejdsløsheden fra den tidligere regering og fik faktisk arbejdsløsheden til at stige igen.
I virkelighedens verden var 1423516 på nedenstående ydelser i 1991 og i 2005 så det sådan her ud 1409079, find selv den store forskel.

Man har altså afstedkommet en marginalisering og udrangering af menneskeskæbner til sidesporet, og et tidligt otium for uddannede på en gang, og klager samtidigt over, at vi mangler arbejdskraft.

Men summa summarum, Vi har ikke færre uden for arbejdsmarkedet, vi har færre på dagpenge.
Lad os kalde tingene ved rette navn, ellers ender vi med at takle problemet på den forkerte måde og det forkerte sted


Kilde: Statistikbanken

Sproget gør forskellen

Her er et spritnyt eksempel hvor meget sprogbrug egentlig betyder:

Kunsten ligger altid i selve formuleringen, men det er ikke altid man kan måle effekten så nøjagtigt som her.

Fornuftens ærkeparalysator

Jeg har for nylig haft en sand kampdebat på Uriasposten, med en liberal der ikke har mere liberal sans, end at han vil sætte et Erasmus Montanus logisk kvasiforsvar op for kristendommens rolle i udviklingen af demokratiet.

Jeg har Sam Harris´s "The end of faith", på vej med Post Danmark - som jo ikke er hævet over tro selv, slet ikke troen på at serviceforringelser, faktisk er serviceforbedringer, og jeg har tænkt mig, at lave min første boganmeldelse her på bloggen af netop denne bog.

Men her vil jeg første omgang frit behandle temaet religion.
Den eneste af de store religioner jeg finder nogenlunde sympatisk er buddhismen. Specielt i den Zen buddhistiske variant som er nogenlunde fri for dogmer.
Hvad angår resten, så var verdenen afgjort et bedre sted foruden dem.

Ganske vist der enkelte noble bestanddele af en religion - problemet er blot som Harris er inde på i "Letter to a christian nation" er, at den moral typisk er ganske elementær. Den kristne snob moral påviser han, at selv indenfor religionernes ramme er den overtrumfet af bare et enkelt af jainisternes bud, nemlig:

"Do not injure, abuse, oppress, enslave, insult, torture, or kill any creature or living being".

Som så mange andre har påpeget, så rummede Kristendommen intet i moralsk henseende, som ikke allerede var udtænkt af filosoffer, vel at mærke af ateister eller agnostikere.
Det er et hyppigt argument, at pege på at efter kristendommen mistede sit greb om menneskeheden, opstod der frygtelige ateistiske ideologier som nazismen og kommunismen.
Men som Harris skriver, så var nazisternes jødehad en opsamling af kristendommens antisemitisme. Samtidigt var det en højst irrationel ideologi, præget af myter og okkultisme, profetier osv. Kommunismen var ligeledes en tro, ikke en fornuftsbaseret tilgang til tilværelsen. Som Harris skriver i en artikel:

I know of no society in recorded history that ever suffered because its people became too reasonable.

Fornuften som en inklusiv proces der søger ikke bare logikken, men det fornuftige i samfundsindretningen og i den intermenneskelige ageren, ville aldrig resultere i et middelalderligt eller despotisk samfund. I så fald taler vi om en hæmmet og vingeskudt fornuft.

Naturligvis en streng etisk kode som jainisternes, gør dem til harmløse selv uden fornuft.
Men kun Buddhismen af de store religioner kommer i nærheden af en sådan kode. Disse to religioner er nok harmløse i fysisk forstand, men de er også passive i fysisk forstand. Man kan ikke beskylde dem for at bruge kræfter på at udvikle det fysiske samfund - eller bekymre sig om retfærdig magtfordeling og samfundsmæssig udvikling på et større plan.

Hvad angår etikken, så er den for de store religioners vedkommende så banal, at de fleste niende klasses skoleelever ville kunne producere en bedre etisk kode på under en halv time!

Kristendommen har ganske vist sit universelle kærlighedsbud, "elsk din næste som dig selv". Man kan argumentere for at rigtig forstået, ville det føre alt andet godt med sig. Men for at gå lidt sofistisk til værks, hvis man ikke evner at elske hverken sig selv eller sin næste, så må man havde nogle konkrete etiske rettesnore at bevæge sig efter. Derfor har et fornuftsbaseret samfund også en masse love.
Kigger man på de andre religioner, så har Hinduerne karmaloven, som får dem til at regulere deres adfærd. Det forhindrer dem dog ikke i at betitle og behandle en kæmpegruppe af mennesker som pariaer, udstøde dem, holde dem udenfor - end ikke ville røre dem, urene som de er.
Muslimerne har så godt som ingen etiske love rettet mod andet end andre muslimer, tværtimod er der en masse opfordringer og eksempler på intolerance, samt på meget uetisk og grusom adfærd.
Religioner har grundlæggende aldrig ført noget godt med sig, og under alle omstændigheder ikke noget som fornuftsbaserede humanister ikke kunne have implementeret langt bedre.

Derimod er eksemplerne legio, hvad angår religionernes undertrykkelse og paralyserende overmagt over fornuften, for at slet ikke tale om aktiv forfølgelse af dem, som ikke tilhørte de frelste skarer.
Tro og fornuft er i yderste instans hinandens to direkte modsætninger. Hvor den ene dominerer har den anden umulige kår. For religioner er ufornuftige og absurde ideologier. Hvor de råder, er tanken fastlåst og fornuften er sat helt eller delvist ud af kraft, enten helt eller delvist overskrevet af dogmer.
Vi skal bort fra den grundholdning, det er at betragte religion som noget ædelt. Noget som paralyserer fornuften og deler verdenen op i rene og urene, frelste og fortabte, dem som har den sande tro og dem som tilhører satan. Med andre ord: Undermennesker og overmennesker. Det er aldrig ædelt og holder selv i dag milliarder af mennesker slavelænket i en rigid tanke og samfundsstruktur.
Og ikke nok med det, mennesker bliver stadig slået ihjel, fordi de tilhører den forkerte tro, eller bryder et af dens oldtidsagtige bud.

Fornuft og moral er de væsentligste menneskelige egenskaber vi har, religion er kun lidt opbyggende og meget fastfrysende hvad angår den sidste, og gennemgående meget undertrykkende og paralyserende, fastlåsende hvad angår den første.

Den frie fornuft, i alle dens dimensioner og alle dens lag, er og forbliver det bedste bud på det praktiske redskab som er strengt nødvendigt i dannelsen af fungerende og højtudviklede samfund.

Vi skal respektere ufornuft lige så lidt, som vi respekterer dens konsekvenser i yderste instans, nemlig når ufornuft bliver til tåbelige handlinger, for det er med ufornuften de starter, og det er med fornuften de skal afskaffes.

SF pejler sig ind på regeringsmagten

Først kom de ni teser fra Mette Frederiksen. Så kom SF´s bud på musik til teserne, så der kan blive danset fællesdans på hovedmængden af taburetterne i Tinget.

Nogle af forslagene er tynde, så som at fjerne skattefradrag for virksomheder der tegner private sundhedsforsikringer og færre reklamer i børnehøjde.

Noget er ikke specielt originalt, så som senioroffensiv for at sikre arbejdskraft. Hvad med en ungdomsindsats og flere uddannelsespladser? Vil SF nu afskaffe efterlønnen, eller hvordan skal det fortolkes? Nej de vil som så mange andre lade mennesker som har overskredet pensionsalderen arbejde længere. Inkluderet tanke i denne er en tidsbank. Et højst mærkeligt, men dog anderledes fænomen. Hvordan skal man i praksis implementere denne og hvor lang tid bør et menneske arbejde? "for at sætte i banken"? Er det egentlig ikke et andet ord for afspadsering? Hvem vil ansætte en som har masser af afspadsering til gode? For at slet ikke tale om kvinder med børnefødsler, barsel og masser af afspadsering og orlov til gode.
Hvad er der egentlig blevet af tankerne om at nedsætte arbejdsugen i stedet?

En af mine hovedanker mod SF har altid været, at de hælder mod at bruge penge de forkerte steder. Jeg støtter helhjertet mere ulandshjælp, og flere penge til de værdigt trængende i Danmark. Deres tiltag til at bryde den sociale arv er ikke tossede men mainstream valgflæsk.
Men miljøpolitisk hælder jeg til Lomborg, de penge er meget bedre brugt andre steder, og der er mere skadelige forhold at både beskatte og fokusere på. Miljøpolitik kan gøre mere skade end gavn, på samfundøkonomien. Omvendt kan den også gavne denne, hvis man i stedet smider penge i udviklingen af alternativ energi, fremfor at slå folk selskaber og individer oven i hovedet for at bruge energi.
Den største partikel forurening kommer fra Pejseovne: Dernæst kommer dieselbiler vist, som ellers har været så populære på grund af en marginal mindre CO2 udslip. Disse og toxiner, er langt mere skadelige for vores helbred og langt bedre påvist skadelige end vores CO2 udslip er.
Under alle omstændigheder har jeg ikke tro på, at SF vil gøre verden bedre ved at fordyre strømforbrug og pålægge virksomheder en nytteløs byrde.

SF vil have en skattereform, som begunstiger mennesker med arbejde. Her synes jeg socialpolitikken bliver fraværende, men omvendt vil de havde en skattereform som er "social retfærdig".
Med det mener de sikkert en gammel mærkesag, nemlig et løft i frikortet. Personligt mener jeg at vi bør skelne til flere lande i udlandet som har mindre skat på lave indkomster. Selvfølgelig kan det være hips som haps om man løser det med højt bundfradrag eller lav skatteprocent.

Men skattereform til gunst for de arbejdende, det lyder som den nuværende regering.
Men i populistisk optik, er det jo lige i øjet, eftersom folk gerne vil havde skattelettelser og en følelse af det ikke går ud over velfærden.
Personligt savner jeg nogle opgør med tanken om at staten ikke må tjene penge, ikke bedrive lønsom virksomhed. Med andre ord, noget ØD. Staten som står for arbejdsløse, kunne med fordel ansætte disse og lave en rentabel virksomhed i processen, og motivere medarbejderne og sætte præcedens, ved at give medarbejderne løn i takt med evt. overskud i den enkelte virksomhed. Staten får både skat, og overskud som kan gå i stedet for personskat, får ansat mennesker på passiv forsørgelse som stat eller kommune sparer, giver mennesker indhold i tilværelsen.
Men det er nok ikke noget SF kunne komme i regering på, må jeg tilstå.
Men virksomhederne fortjener konkurrence, på lønforhold, hvordan de behandler medarbejdere, på at give individuelle skæbner en chance.

En anden interessant tanke er at afskaffe landbrugsstøtten, og give pengene til ulandene.
Der er dog nogle forbehold. Nogle lande fungerer som sorte huller hvad angår penge, hvis man skal hjælpe dem, skal man havde pengene uden om regeringen ud og arbejde i de små samfund. Stort skal man kun satse på relativt velfungerende lande som har et vist mål af orden og demokrati.
En anden anke er at afskaffelsen af landbrugsstøtten vil skabe dårligere konkurrenceforhold for vestlige bønder. De har alt andet lige helt andre omkostninger ved køb af grund og bygninger, arbejdskraft og skat, regler og eget oprethold end bønder i ulandene vil havde. Desuden er transporten lig med ødslen af en forgængelig ressource som olie.

Alt i alt, tror jeg ikke det her er noget der skaber konkurrence på det politiske område, selvom det indeholder momenter af alternativ politik.

Update: SF klar til at sænke topskatten og mellemskatten.

Der hersker en populistisk optimisme, at man kan sænke skatten gratis, det kan man ikke, lav skat er ikke per definition = gang i økonomien, slet ikke i det omfang man kommer til at mangle penge, og hvem er det lige som skal betale? Topskatten er med stor sandsynlighed demotiverende for en del. Men Er det gamle Oda som skal have færre hjemmehjælpstimer eller den psykiske syge som smides på gaden, - hvem skal betale?

Ulige kampstilling

Som omhandlet i en tidligere post, er Lex Balvig lidt ude af takt med virkeligheden.

Som jeg skrev, så starter et skred i normer altid hos ungdommen. Og normerne for adfærd mellem kønnene er i høj grad skredet.

Metro Xpress kan i dag berette på deres forside, at i gennemsnit fire i hver klasse af elever fra 9 klasse til 3.g. har oplevet at blive udsat for vold af deres kæreste.

Det vil sige cirka omkring hver sjette elev, og det vil typisk sige piger, dvs. omkring 1/3 af dem.

Der står intet om omfanget af undersøgelserne og om hvor man har spurgt.

Men uanset hvor, er det alt, alt, alt for mange.

Hvad blev der lige af den faldende vold Balvig?

Køn som vinkel

Hvis ikke havde fornøjelsen af at se DR i aften, bør i ikke misse genundsendelsen af programmet "Med andre øjne, det modsatte køn".
Den bliver genudsendt tidligt i morgen.
I programmet bliver en mand sat til at spille kvinde, altså ikke bare klæde sig ud, men tænke, tale, føre sig frem som en kvinde og viceversa.
Det var et uhyggeligt interessant program, der viser hvor dybt kønnet stikker i os, og hvor lidt vi egentlig kender hinanden, og er præget af fordomme.

Køn er ganske vist et i høj grad tillært fænomen, ud fra den vinkel at man ikke kan nævne en egenskab hos et køn, som ikke kan findes hos flere i det modsatte køn. Modsat måske evnen til at løfte 300 kilo, som igen jo skyldes en lang tillært proces.
Men generelt er der nogle forskelle, også i meget høj grad i biologisk forstand hvor forholdet mellem hormonerne er empirisk udslagsgivende.
Det skaber nogle generelle tendenser hos de to køn, som gør dem meget forskellige. Ligeledes er der naturligvis nogle fysiske forskelle, forskellen i kroppens organstruktur er velkendt. Knap så velkendt er det, at kvindens syn og hjerne fungerer to dimensionelt, derfor har mange kvinder stort besvær med kort og ingenørkunst, parallelparkering, afstandsbedømmelse osv. - Men der findes undtagelse. Typisk med højt testosteron niveau.
Omvendt kan kvinden se detaljer i større radius end en mand - manden ser typisk kun klart, hvad han direkte fokuserer på, altså til eksempel brysterne på en forbipasserende kvinde. Mens kvinden kan beundre mandens konturer og se han kigger direkte på hende, mens hun tilsyneladende kigger forbi ham med en bred margen.
Men psykologisk er der også mange sjove forskelle, som nogen vil hævde ville eksistere uanset hvor meget man opdragede en kvinde til at være en mand og omvendt - En kvinde med meget østrogen i kroppen vil aldrig kunne blive andet end en feminin kvinde.
Alligevel spiller vaner og kultur, oplærte roller naturligvis sin del. Hvor stor? Det er et meget åbent spørgsmål.

Det her bliver et emne jeg helt sikkert vil skrive mere om senere.