Fra halalhippie til realist

Dan Ritto flyttede til Gellerupparken med den opfattelse, at Islam er en religion som alle andre. Han blev dog klogere - læs dette interview i BT:

- Jeg vidste ikke noget om islam overhovedet, men jeg var sådan en, som folk satte sig hen til i Bazar Vest. Lidt efter lidt forstod jeg gennem samtalerne, at muslimer ikke vil være i et samfund, hvor loven er lige for alle, og hvor der ikke er forskel på at være muslim og ikke muslim. Først troede jeg, at det var en joke. Men lige så stille forstod jeg, at de virkelig mente det, fortæller Dan Ritto.

Få måneder efter at nogen kastede sten efter ham, blusser uroligheder op i Gellerupparken.

En gruppe unge hærger området, sætter ild til biler og bygninger og er i nærmest konstant karambolage med politiet. Her gør Dan Ritto en opdagelse, der for alvor sætter hans pro-integrationsopfattelse i perspektiv.

- Jeg fandt ud af, at forældrene til ballademagerne sad sammen med imamerne oppe i Gellerupparkens beboerhus. Når imamerne sagde i medierne, at nu ville de unge nok snart gå amok, så gjorde de unge det sjovt nok.

- Når imamerne sagde, de ville falde til ro, skete det sjovt nok også. De sad simpelthen der og styrede løbet. Så er det altså meget svært for politiet at arbejde imod det, siger han. (...)

- Jeg var ude at sætte spørgsmålstegn lige pludselig. Og så begyndte der jo at ske ting, og jeg fattede det bare ikke. Så var det, jeg læste Koranen. Og jeg drog den konklusion, at Osama bin Laden jo havde ret. Han gjorde præcis det, som Muhammed sagde, han skulle gøre. Førte krig mod de vantro. Konverter eller bliv slået ihjel.

Dan Ritto ser længe frem for sig.

- Men jeg tænkte jo, at det ikke kom Danmark ved. Det sker ikke herhjemme. Men det gør det. Omkring en tredjedel af Gellerupparkens befolkning går ind for det. At tro står over lov.

Artiklen ender med følgende disclaimer:

B.T. er i dag blevet kontaktet af flere personer, der tager afstand fra Dan Rittos udsagn om, at Koranen direkte opfordrer til krig og terror mod ikke-muslimer. B.T. vil i den forbindelse gerne præcisere, at der alene er tale om en personlig opfattelse fra Dan Rittos side og at denne opfattelse står for Dan Rittos egen regning. Hans udsagn kan dermed IKKE tages som udtryk for hverken B.T.'s generelle holdning eller det faktiske indhold i Koranen.

Meningsmafiaen har atter slået til mod sandheden.

Apropos lande med både sharia og "demokrati"

Nu er skuespillerinden Marzieh Vafamehr løsladt og slipper for piskeslag for sin deltagelse i en film, der kan tolkes kritisk over for styret i Iran.

I sommers blev skuespillerinden på billedet under her arresteret uden forklaring, dog løsladt 12 dage efter. Man kan kun gætte på, hvad disse kvinder har oplevet undervejs, men voldtægt og andre former for ydmygende behandling, eller direkte tortur, er hverdag for dissidenter.



Det nærmeste man kommer på et bud på, hvorfor Pegah Ahangarani blev arresteret, er dette:

Ahangarani addressed an audience of thousands in a stadium outside Tehran in a May 2009 rally, where she declared, “I do not want to spend the best years of my life under (President Mahmoud) Ahmadinejad.”

Blød Sharia - Den mindst onde sharia - Og islamisk fundamentalisme er ikke problemet

Noget er blødt i Villy Søvndals fortælling om blød sharia, men det er ikke sharia, skriver Katrine Winkel Holm i dag i JP.

Søvndal sammenligner sharia fundamentalisme med hardcore-katolicisme. Winkel Holm tager ham gerne på ordet:

Lad os tage Villy Søvndal alvorligt og sammenligne den katolske ”hardcore-kristendom” med den bløde, bløde sharia.

Da den katolske kirke kom her til Danmark, gjorde den ganske rigtigt sin indflydelse gældende på lovgivningen. Det førte bl.a. til forbud mod polygami, mod tvangsægteskaber, mod udsættelse af børn og mod abort. Stening var ikke en del af programmet, måske fordi de katolske ”hardcore-kristne” i modsætning til Villy Søvndal kendte indholdet af Johannesevangeliets kapitel 8 vers 7. Derimod bragte kirken via sin kanoniske lov romerrettens respekt for individet til landet.

Som bekendt er stening en del af hardcore islams program. Men indrømmet: Det, der gør blød sharia blød, er (alene) fraværet af stening og håndafhugning.

Til gengæld byder ”blød” sharia på en familielovgivning, der for det første indbefatter polygami. For det andet tildeler den bløde sharia kvinden en underordnet stilling i forhold til manden og tillader dermed tvangsægteskaber

Med andre ord: De kvindeforagtende skikke, som ”hardcore-kristendommen” fik afskaffet, bliver sanktioneret af den ”bløde” sharia. Middelalderkirken introducerede det frivilligt indgåede ægteskab mellem to ligeværdige individer og fik dermed lagt spiren til kernefamilien, det vestlige samfunds urcelle.

Ovre i den anden afdeling har Ræson interviewet professor Amitai Etzioni, der er illusionsløs, men realistisk i sin tilgang til fremkomsten af sharia i Mellemøsten:

ETZIONI: Det bliver ikke som under Ben Ali. Den nyvalgte regering vil højst sandsynligt indføre traditionelle islamiske synspunkter om ægteskab, skilsmisse og arv i den nye tunesiske forfatning. Disse synspunkter favoriserer mænd over kvinder.
RÆSON: Hvordan vil det gå den feministiske bevægelse?
ETZIONI: Det bliver ikke kønt.
RÆSON: Det er der mange her i Europa, som ikke vil bryde sig om at høre…
ETZIONI: Er det ikke lige meget?
RÆSON: Er det?
ETZIONI: Fortæl mig. Hvad har vi tænkt os at gøre? Skal vi bombe dem, sende vores krydsermissiler og marinesoldater for at give dem rettigheder? Det handler som sagt om, hvor vi trækker grænsen, og hvad vi er villige til at gøre. Vi kan prædike, vi kan opfordre dem til at respektere rettigheder. Men vi kan ikke gøre så meget, medmindre de tyer til vold. Når det handler om spørgsmål som kvinderettigheder/bøsserettigheder/dyrerettigheder, vil jeg ikke sige, at vi kan gøre ret meget andet end at komme med vores sædvanlige prædiken. Hvis de derimod truer os med terror eller atomvåben, så mener jeg, at vi skal bruge andre midler.
RÆSON: Det mener du?
ETZIONI: Jeg mener, at det er empirisk og moralsk forkert, og strategisk dumt at antage, at vore tids konfrontationer handler om et sammenstød mellem den vestlige civilisation og alle de andre – herunder muslimer som Samuel Huntington hævdede i sin bog The Clash of Civilizations and the Making of World Order.
RÆSON: Hvorfor?
ETZIONI: Sammenstød foregår ikke mellem civilisationer, men inden for civilisationen.
RÆSON: Kan du uddybe?
ETZIONI: Jamen enhver civilisation er inddelt i to lejre. Der er dem, som mener, at det er legitimt at bruge vold for at fremme værdier, og dem, som mener, at brugen af vold er afskyelig, og i stedet forsøger at fremme værdier gennem fredelig midler. Brudlinjen går mellem dem, som bruger sværdet, og dem, som bruger ordet.
RÆSON: Og du mener, at det er strategisk klogere at føre udenrigspolitik med ord end med sværd, og samarbejde med de ikke-voldelige kræfter – uanset om de, som du siger, overholder kvinderettigheder, bøsserettigheder og dyrerettigheder?
ETZIONI: Ja.

Eller sagt på en anden måde, vi skal bare være lykkelige, så længe det ikke er jihadister, der kommer til magten. Altså personer, der vil anvende vold ikke bare mod deres egen befolkning, men mod omverdenen, for at underlægge den sharia.

Problemet med Islam er ikke fundamentalisme! Men de fundamentale hjørnestene i den islamiske tro. Det er værd at gentage, at så længe fundamentalerne i religionen ikke forkastes, nemlig profeten selv og hans ord og gerninger. Så er religionen en tikkende bombe.
Det er der næppe nogen, der kan forklare bedre end Sam Harris. Jeg har linket til foredraget før, men hvis nogen savner noget fornuftigt at få weekenden til at gå med, så kan Sam Harris super velargumenterede og humoristiske foredrag på Berkeley anbefales. Islam omtales 36 minutter inde i videon (Ved at følge linket til Fora.tv kan man få videoen opdelt i mange små bidder efter tema):

Sam Harris: Can Science Determine Human Values?

Sam Harris: Can Science Determine Human Values? from Berkeley Arts and Letters on FORA.tv

Hvor mange skolebørn er muslimer og mere demografi

Til min forrige post, er der kommet en kommentar, der stiller et interessant spørgsmål:

Hvor stor en andel af en nystartet skoleårgang har indvandrer-baggrund og hvor stor en andel har muslimsk baggrund.
Så kan man selv regne på hvordan det ser ud om tyve år.
Er 10% urealistisk ?

Det er spørgsmål, som det nogenlunde kan lade sig gøre at besvare.

I dag udgør muslimerne et sted mellem cirka 4-5 procent af landet totale befolkning, hvis man skal give et kvalificeret bud. Eftersom vi ikke har nogle undersøgelser af, hvor mange der rent faktisk betegner sig selv som muslimer, så mener jeg med et kvalificeret bud, at man simpelthen regner ud, hvor indvandrere og efterkommere vi har fra muslimske lande med muslimsk flertal. Cirka 50 lande i alt.

Antallet er sandsynligvis en lille smule højere end dette antal, da selv om man kan argumentere for, at ikke alle nødvendigvis er muslimer fra disse lande - et godt eksempel er Nigeria og Indonesien, der kun lige har flertal af muslimer. Så er der altså tilsvarende lande, som Bosnien Herzegovina, Indien, Rumænien, som har store muslimske mindretal, men ikke flertal - som vi har mange indvandrere fra.
Derudover er der nogle få tusinde personer, der reelt er efterkommere, men regnes som danskere i statistikken. Og der er en lille portion statsløse, der angiveligt for flertallets vedkommende er statsløse palæstinensere.

Men selve antallet er ikke næppe meget større, da kun lige flygtningene fra Bosnien Herzegovina findes i stort antal (lidt over 22.000) , hvor der i øvrigt næppe er mange konservative muslimer blandt. Det samme kan i øvrigt siges om Iran, hvor der er mange flygtninge fra, men jeg tror ikke flertallet er begejstret for Islam. Men iranerne er med i dette regnestykke, fordi de nominelt kommer fra et muslimsk flertalsland.

Ifølge den seneste opgørelse (7 måned 2011 - FOLK1 i Statistikbanken) over indvandrere og efterkommere fra cirka 53 lande med muslimsk flertal, som jeg har regnet, så er det i alt knap 225.000. Plus alt, hvad man kan kalde muslimer fra andre lande, hvilket næppe er over 20.000.

Det svarer til lidt over 4 procent af befolkningen - 4,5 procent, som et relativt kvalificeret maksimumsbud på 250.000 i alt. Flere er det næppe. Spørgsmålet er også om, om man skal betegne Alevier og Ahmadier som muslimer. Jeg ville være tilbøjelig til at betragte dem som selvstændige religioner, baseret på noget helt andet end koranen og haditherne og muslimer. Det er ikke dem, du vil se begå terrorangreb, eller angreb på, eller chikane mod anderledes troende, eller kvinder uden tørklæde, heller ikke en lille minoritet af dem.
Så et minimumsbud kunne i den optik eventuelt godt lige snige sig under 200.000.

Tager man så og kigger på skole- og førskolebørnene, så kan man bruge samme landegrupper (de 54 lande med muslimsk flertal) til at regne ud, hvor mange børn, der er muslimer, i Danmark.

Her andelen højere i procent, men det interessante er, at den mindre i de små og seneste generationer. Andelen i procent falder faktisk over de seneste 7-8 år - jo længere du kommer ned i alder, og det er støt og stabilt med et lille fald hvert eneste år.

24 års reglen, og støt faldende indvandring fra de muslimske lande efter 2001, har altså også her ydet sit.

Andelen af både indvandrere og efterkommere fra de 54 muslimske lande (+ Bosnien, som jeg her har regnet med) er blandt alle 8-årige børn er på 6,9 procent. herefter er den som sagt støt faldende og er blandt 0-årige børn på 5,4 procent.
Det er på trods af, at den nuværende totale generation af 0-årige er den suverænt mindste siden firserne - endnu en krisereaktion angiveligt. Den er kun på 61500 børn. Gennemsnittet de sidste tyve år har været på over 65.000 børn om året.

Tager du derimod tiden før 2001, her de 10-16-årige. Så var trenden anderledes. Her er "muslimerne" blandt den yngste gruppe, nemlig de 10-årige, den højeste procentandel 6,9 procent i det hele taget. (6,878 procent før oprunding til 6,9 procent)

Det er dog i procent, tager vi "muslimerne" blandt de 16 årige, så var de større i antal, nemlig 4721 i alt, selv om de kun er lige knap 6,5 procent af de unge børn i den alder. Det skyldes, at vi har en usædvanlig stor generation af 16-årige i Danmark på cirka 73.500. Men "muslimerne" blandt de 10 årige er på 4626 i antal. Så nogen stærkt faldende tendens er der heller ikke.

Den er til tilgengæld klokkeklar, efter at 24 reglen blev indført, de facto flygtningereglen afskaffet og så videre.
Kun 3325 "muslimske børn er der blandt de 0-årige, hvilket er tæt på forældrestammens andel af den totale befolkning.

Så svaret er, at jeg tror ikke - der er utroligt ringe sandsynlighed for, at muslimer kan udgøre 10 procent af de startende skolebørn i 2031.

Hvis indvandringsmønstret ændrer sig en smule, kan de måske udgøre 10 procent af en enkelt årgang, men det vil være et ekstremt udsving og ikke en trend og der vil fortsat være et godt stykke vej til de 10 procent af befolkningen som helhed.

Så længe 24 årsreglen og øvrige stramninger står ved magt, så har det en effekt, som man ikke skal underkende. Omvendt fjernes de regler helt, går det hastigt den forkerte vej.

Dog hører det også med til historien, at de "muslimske" kvinder i alderen 20-30. år er de mest tilbøjelige til at føde. (Specielt under 25 år, som redegjort for i denne post)

Ser man med de briller på mønstret, så var de for de ti år siden flere i den alder, end de er i dag.

Faktisk er de 22-28- årige den tyndest befolkede afdeling blandt 10-40- årige kvinder fra de 54 muslimske lande + Bosnien. Kun i en årgang af de 22-28- årige får de sneget sig over 2000 i antal og ligger ellers stabilt på 1900+

Til sammenligning er der 2374 "muslimske" kvinder i årgangen med 14- årige, og i gennemsnit 2219 blandt de "kommende eller næsten kommende muslimske mødre" i aldergruppen 10-20 år.

Der er gennemsnittet blandt de 20-30- årige så på 2037, der er med andre ord næsten ti procent flere i generationen af 10-20 årige.

Blandt 30-40- årige er der er i gennemsnit 2095 "muslimske kvinder" per årgang. Den gruppe var altså også mindre end de kommende "muslimske mødre".

Omvendt gruppen af 0-10- årige den suverænt mindste, nemlig kun på 1936 "muslimske" kvinder i gennemsnit.

Der er altså dømt bølge op og siden ned med hensyn til fødselstallet (antal) alene på den baggrund over de kommende tyve år. Det er dog stadig ikke tilstrækkeligt til at forklare det store fald i antallet af fødte muslimske børn fra omkring 4700 til omkring 3300, hvilket er et fald på omkring 30 procent. Jeg mener heller ikke at en god forklaring er, at de føder færre børn på grund af integration, og "de bliver som os". Var stramningen af reglerne efter 2001 ikke sket, havde vi ikke set dette fald. (en del børn i kulturkonservative familiesammenføringsfamilier bliver i øvrigt født i Malmø, hvor de ellers ville have blevet født i Danmark).

Det har dog fortsat rigtig lange udsigter for muslimsk flertal i Danmark med den nuværende indvandringspolitik.

Faktisk er det muligt, at de ikke engang vil være 10 procent af befolkningen om 40 år.

Selv 5000 børnefødsler om året kan ikke konkurrere med 20.000 nye indvandrere fra ikke- muslimske lande - kort og godt.

Men på et tidspunkt vender bøtten, nemlig når de kulturkonservative muslimer har bygget en relativt stor grundstamme op og naturligvis fået forankret sig solidt i et parallelsamfund, så går det i værste fald hurtigt og på få generationer (3-4) går de fra at være omkring 10 procent af befolkningen til næsten halvtreds procent.

Det kan vi lære af det israelske eksempel, som nævnt i min forrige post. I en verden hvor moderate og verdslige føder få børn, inklusive moderate og verdslige muslimer, der vil ekstremisterne, der holder fast i høje fødselsrater overtage mere og mere af magten og indflydelsen gennem at de vokser i befolkningen via fødselsgangen. Det er det, vi ser i den muslimske verden, og den dag kommer, hvor vi ser det i Europa også.

Men vi når slet ikke til at opleve sådanne problemer i Danmark isoleret set - for vi taler om noget, som selv i værste tilfælde først sker ind i det næste århundrede.

Før vi når dertil, har vi set konsekvenserne i forskellige lande tæt på os. Sverige, England, Frankrig og ikke mindst Tyskland, hvor allerede 35 procent af børnene under fem år har immigrantbaggrund. (linket angiver med stor sansynlighed forkerte tal (44 pct.) - her er mere solide tal fra Tysklands statistik (35 pct.))

Det skyldes ikke kun, at indvandrerne føder mange børn, men at tyskerne føder katastrofalt få børn. Omkring 1,2 barn per kvinde, hvilket betyder, at de oprindelige tyskeres efterkommere kun vil være 20 procent af de nuværende cirka 70 mio. etniske tyskere, altså cirka 14 mio. om 100 år.
Og den tyske befolkning, der er levende i mellemtiden, vil være gammel og træt længe før dette.

Hvad der sker i et roligt og afslappet, ikke-specielt religiøst - pacifistisk, vestligt land, som Tyskland, når der bliver muslimsk flertal, eller det truer? Det når mange af os nulevende at se. Men selv om Danmark ligner Tyskland på mange måder, så gør vi det heldigvis ikke på det her punkt med få børnefødsler.

Jeg tror også, at de fleste af os kommer til at opleve blod i stride strømme i England og Frankrig. Selv om disse lande ikke har så mange procent muslimer som Tyskland og Italien om 20-40-60 år. Så har man tidligt set en reaktion i begge lande. Le Pen og English Defense League - begge moderate reaktioner i forhold til det som følger. Jeg tror ikke, at man er så pacifistisk i Frankrig og England, som man er det i Tyskland og Danmark. Heller ikke i Italien for den sags skyld.

Jeg kan ikke på nogen måde se, hvordan det skal ende godt i de her ovennævnte lande. Her i Danmark skal vi nok klare den. Fordi (Hvis og forudsat at) Islam vil gå ned med et ordentligt brag i løbet af dette århundrede, og tror jeg, ende som endnu en blodig skamstøtte, som Nazismen og Kommunismen på historiens mødding, men det brag kommer mest til at foregå i andre lande.

Ikke at det egentlig er noget at glæde sig over, for det bliver hamrende sørgeligt, og ublodigt er helt urealistisk.

Læs også den senere post om, at muslimske mødre føder børn i en tidligere alder end danske kvinder.


Læs også om, hvorfor muslimsk flertal i Danmark har lange udsigter, men med en vigtig hage, nemlig at, som man kan se tydeligt ud fra det israelske eksempel, så er det fundamentalistiske muslimer, der vil føde de mange børn, som giver dem flertallet.


Læs også om, at selv om det har lange udsigter i Danmark, så sker det inden for få generationer i Tyskland og eventuelt andre lande, at muslimerne bliver flertal. Europas skæbne er delvist forseglet.

At tænke tilstrækkeligt med år ud i fremtiden

Tænker vi kun tyve år ud i fremtiden, så er der ikke meget, der er forandret. Da udlændingeloven af 1983 blev gennemført stod Birthe Rønn Hornbech med det minoritetssynspunkt, at vi skulle tænke konsekvenserne af loven 20 år ud i fremtiden. Men der skete ikke den store forandring på de tyve år, og der sker heller ikke den store forandring de kommende tyve år. Hvis vi skal forstå den forandring vores samfund undergår, så skal vi tænke over længere tidshorisonter.

Snaphanen kører i dag fokus på en tyve år gammel kronik af Lene Kattrup, citat fra artiklen:

SOM dyrlæge har jeg erfaret, at stridigheder opstår, hvis man i en dyrebestand for hurtigt og ukoordineret lukker for mange andre individer med en lidt fremmed baggrund ind. Det er en naturlov. Det er selvfølgelig lidt ukultiveret og primitivt af dyrene. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, man ikke kan lave om på. Faktisk mener jeg ikke, mennesker er så anderledes end dyr, hvad dette angår. Det er pinligt, og det burde ikke være sådan. Men sådan er det.

Det er et ganske alarmistisk budskab, man kunne også sige, at det er for alarmistisk i forhold til den begrænsede forandring af samfundet, som vi er vidne til.

Men skal budskabet så affejes? Eller er problemet med budskabet nærmere, at man betragter problemet, som nært forestående eller en overhængende trussel. Og dermed en klar overdrivelse?

Lene Kattrup nævnede i kronikken for tyve år siden ingen profeti for, hvornår "menneskedyrene" med forskellig baggrund begyndte at bide, rive, flå og slås indbyrdes.

Men kronikken ender med følgende remse:

POLITIKERNE bliver faktisk nødt til at drage konsekvenserne. Gør de det ikke snart, er det lige meget, for så er det for sent alligevel.

Det var altså i hendes optik for tyve år siden et akut problem, som der skulle gøres noget ved her og nu. Her er jeg stærkt uenig.

Antallet af muslimer i Danmark er i dag omkring 4-5 procent af befolkningen. Det har taget 40 år at nå hertil. Frankrigs muslimske er cirka den dobbelte, men selv med en åben ladeport for familiesammenføring risikerer vi ikke nødvendigvis at nå samme andel af befolkningen om 20-30 år.

Det siger jeg af følgende årsager:

Det krævede ikke blot 20 år med åben familiesammenføring at nå hertil, men en meget liberal adgang til de facto flygtninge og familiesammenføring: Et hul, der nu er lukket. Samtidigt står 24 års reglen og tilknytningskravet ved magt.

Antallet af ikke-vestlige efterkommere under 24 år er under alle omstændigheder kun omkring 100.000, hvoraf en ikke uvæsentlig andel er fra lande som Rusland, Ukraine, Thailand, Vietnam osv., der også regnes som ikke-vestlige lande.

En åben ladeport for familiesammenføring kan altså maksimalt føre til 100.000 nye indvandrere de kommende 20+ år. Den åbne ladeport har vi nu ikke engang - lige så vel, som heller ikke alle muslimer vil vælge at hente den kommende ægtemage i udlandet.

Den kraftige muslimske indvandring vi oplevede mellem 1983 og 2001 skyldtes, at vi havde en masse de facto flygtninge og gæstearbejdere, der ikke blot kunne hente ægtemager og børn til landet, men også bedsteforældre.

Den nuværende høje nettoindvandring, vi har i dag, består i ringe grad af muslimer. der kom i 2010 i alt lidt over 3700 polakker til Danmark, hvilket er tæt på det samme antal, der totalt kom fra muslimske lande.
Den andenstørste (genindvandrede danskere ikke medregnet) indvandringsgruppe i 2010 var fra USA med omkring 2650 indvandrere, skarp fulgt af rumænere med omkring 2400. I alt 18 lande leverede over 1000 indvandrere til Danmark i 2010. Og ingen muslimske lande var blandt dem - medmindre man betragter Indien som et muslimsk land!

Den største gruppe af muslimer i Danmark er tyrkerne. Deres indvandring i 2010 var på 763 personer. Den anden største gruppe muslimer, pakistanernes, var på 785.

Alt i alt ud fra en samlet bruttoindvandring til Danmark i 2010 på over 68.000 var under 4000 fra rene muslimske lande. Under 3000 yderligere var lande som Indien og afrikanske lande, hvor der eventuelt kan være tale om muslimer. Altså noget svært at sandsynliggøre, at indvandringen af muslimer tæller så meget som ti procent af den samlede bruttoindvandring til Danmark.
Enhver alarmisme her vil med rette tale til døve øren.

Se selv i denne statistik, hvis du ikke tror mig.

Selv hvis vi forestillede os, at vi om 20 år havde 10 procent muslimer i Danmark. Så er der også grænser for, hvor slemt det er. Frankrig i dag med det dobbelte antal muslimer er stadig Frankrig med et flertal af franskmænd.

Vi vil få flere røverier, mere vold, flere voldtægter, mere hærværk - flere pøbeloptøjer og afbrændte biler, mere chikane af blondiner med store patter og blege danskere, der uheldigvis bor i en ghetto. Det vil ske flere skyderier og baghold mod politiet, som vi ser det i Frankrig.

Men når indvandringen er så lav fra muslimske lande og så meget højere fra ikke-muslimske, så er det svært at se, hvordan vi skulle komme i nærheden af 10 procent muslimer i Danmark om 20 selv 30 år.

Min pointe med dette er, at en hvilken som helst form for akut alarmisme angående muslimsk indvandring er dømt til at være overkill. Den tager ikke udgangspunkt i virkeligheden.

Et akut problem er selve nettoindvandringen uden skelnen til at ophav, for hvor skal 25.000 nettoindvandrere arbejde, hvad skal de leve af? Kan vi skabe 250.000 private arbejdspladser i årtiet? Eller medfører det yderligere 250.000 på overførselsindkomst?

Men islamismens trussel mod det danske samfund er langt fra akut. Den er endnu i småtingsafdelingen.

Betyder det så omvendt, at den manglende alarmisme er den rigtige tilgang?

Det mener jeg heller ikke, at den er.

For kigger vi 60 eller 120 år ud i fremtiden, så er billedet ganske anderledes.

Muslimer føder i gennemsnit 1,7 gange flere børn end danskerne, som jeg tidligere har regnet ud baseret på faktiske fødselstal set i forhold til andelen af kvinder i den fødedygtige alder. Det skyldes kombinationen af flere børn per kvinde, og at muslimske kvinder føder børn i en tidligere alder i gennemsnit.

At de føder 1,7 gange så mange børn har ikke meget betydning, når antallet af muslimske kvinder i den fødedygtige alder kun er til eksempel 100.000. Hvis de 100.000 fødedygtige føder 3 børn per kvinde og dermed 300.000 børn, så gør det ikke den store forskel i forhold til en 1.000.000 danske kvinder i den fødedygtige alder, der føder 1.800.000 børn for at nævne et eksempel.

Men det gør en stor forskel på lang sigt. For når danske kvinder kun føder 1.8 barn per kvinde, så skrumper befolkningen af danske efterkommere, og de vil kun være knap 4 millioner om hundrede år.

De 100.000 tusinde muslimske mødre vil derimod forudsat, at de fortsat føder i gennemsnit omkring 3 børn per kvinde, vokse.

Blandt de 300.000 muslimske efterkommere født af den 100.000 vil 150.000 være kvinder, der vil føde 450.000 børn. Af de 450.000 vil 225.000 være være kvinder, der vil føde 675.000 børn, hvor af halvdelen er kvinder, der vil føde omkring en million børn og så fremdeles. Det skaber store forskelle over 4-5 generationer. Det hvis de altså fortsætter med at føde tre børn per kvinde.

Ændrer fødselsmønstrene hos muslimer sig ikke markant de kommende tre generationer, så ender muslimerne på over 30 procent af befolkningen omkring 100 år fremme i tiden.

For lande som Tyskland er problemet oven i købet akut, men man kan så se på baggrunden af debatten omkring Thilo Sarazzins bog, at når vi taler om matematikken i demografien, så står han og andre med en tabt sag forståelsesmæssigt. Selv når det er akut.

For vores eget vedkommende kommer Tysklands skæbne, næppe om tyve år, men måske nærmere om 40-80 år, til at være en øjenåbner af karat.

Indtil dette sker, taler vi set med mine øjne til døve ører. Lene Kattrups dystre profeti, kan nemlig let tænke sig at blive blodig alvor, når den muslimske befolkning er 30 procent af befolkningen, og den oprindelige tyske kultur ser sig for alvor truet.

Allerede nu er 1/3 barn født i Tyskland med immigrantbaggrund. Som Gunnar Heinsohn er inde på, så vil de langt før, de bliver flertal af den tyske befolkning, være et flertal blandt de unge og samfund, der har overskud af unge mænd har historisk været mere krigsvillige.

Men de fleste i etablissementet vil gå ud fra, at de muslimske kvinder ender med af føde lige så få børn som os. Så her, er der ifølge dem, heller ikke noget problem.

Jeg vil helt klart gå med til, at der er en mulighed for, at de efter nogle generationer ophører med at føde 1,7 gange så mange børn som os. Dels fordi de føder færre børn per kvinde og dels fordi, befolkningspyramiden i første omgang for deres andel kommer til at rumme flere kvinder på 49 år end på 20 år. Begge dele dog kun midlertidigt.

For der er også en mulighed for at, at de muslimske kvinder i en periode først falder med hensyn til børnefødsler, hvorefter de igen vender tilbage til 3 børn per kvinde og endda over 3 barn per kvinde.

Hvordan det kan lade sig gøre, finder man ikke et noget mere tydeligt eksempel på end Israel.
Tidligere fokuserede man i Israel meget på, hvordan araberne i Israel fødte flere børn end israelske kvinder og dermed kunne ende med at blive flertal en dag.

Det taler man ikke længere om, for araberne er forlængst blevet overhalet af en som udgangspunkt mindre gruppe, nemlig de ultraortodokse jøder - haredi-jøderne.

De udgør kun ti procent af den jødiske befolkning, men da de føder over 7 barn per kvinde, så er de ophav til knap 30 procent af børnene i Israel.

Eller sagt på en anden måde, når 1000 israelske kvinder føder omkring 2,7 barn per kvinde (eller fødte for nogle år siden). Så betyder det, at de 900 mere eller mindre verdslige af dem føder omkring 2,2 barn per kvinde i gennemsnit, og de resterende 100 Haredikvinder føder 7 barn per kvinde (faktisk endda omkring 7,6). De 90 pct af de 1000 israelske jødiske kvinder føder altså 2000 børn, hvor de resterende 10 procent føder i alt 700 - i alt 2700 børn.

Hvis dette mønster fortsætter i næste generation, så er der for hver tusinde jødiske kvinder i 300 haredikvinder (Jævnfør at de udgør 30 procent af de kommende mødre), der føder 2100 børn (eller 7 barn per kvinde) og 700 verdslige jødiske kvinder, der føder 1540 børn (eller 2,2 barn per kvinde).

Den samlede fødselsrate for jødiske kvinder vil altså være på 3,6 barn per kvinde i næste generation på grund af at en som udgangspunkt lille gruppe ortodokse jøder føder utroligt mange børn.

Det i et land, hvor den samlede fertilitet per jødiske kvinder faldt fra 6 barn i 1960, til 3 barn i 1980, og siden er faldet lidt mere. I fremtiden vil den gå op ad, er jeg ikke bange for at spå.

Jeg kan kun anbefale bogen af Eric Kaufmann, Shall the religious inherit the earth. Specielt kapitlet om haredi-jøderne.

Kaufmann påpeger blandt andet, at parallelt med at den jødiske fertilitet faldt generelt, så er den hos de ultraortodokse jøder steget og faktisk blevet højere, end den var i firserne. (fra 6,5 barn per kvinde til omkring 7,6 i dag)

Det samme mønster kan vi se blandt muslimer i Danmark. Flertallet af dem bliver angiveligt og forhåbentligt integreret, 80 procent af dem begynder måske at føde to barn per kvinde, hvilket i en generation eller to fører til at fertilitetsraten per muslimske kvinder falder.

Men blandt de muslimske indvandrere i Danmark og andre steder er der også en gruppe på 5-10 procent, der er ultraortodokse og konservative og får 6-7-8 barn per kvinde. Denne gruppe vil angiveligt være større om 2 generationer, medmindre man tror på en urealistisk stor brydning af den sociale og kulturelle arv, og den vil være så stor, at den vil være i stand til at presse fertilitetsraten op for muslimer samlet set, så på langt sigt vil muslimernes fødselsrate altså kunne stige igen - også potentielt over 3 barn per kvinde.

Jeg tror personligt ikke på brydningen af den sociale og i dette her tilfælde kulturelle arv i nævneværdigt omfang. Det vil være svært at have en stor islamisk ortodoks familie, der i bedste fald udstøder en som frafalden, eller hvis man ikke er tilstrækkeligt religiøs. I værste fald vil slå en ihjel, fordi man eventuelt ønsker at finde ens egen ægtemage, eller eventuelt kan mistænkes for at være ateist eller frafalden. Den sociale kontrol og "arv" er i denne sammenhæng noget stærkere, end vi normalt kender til.

Salafisterne, der for tiden er oppe i medierne med deres krav om shariakontrollerede zoner, de er i dag fåtallet af muslimer, men det er dem, der føder børnene, så i fremtiden kan de groft sagt udgøre flertallet af muslimer. En fremtid, der dog ligger nærmere hundrede år ude i fremtiden, nærmere end 20 år.

Som man kan læse i Kaufmanns bog, så troede Israels sekulære grundlæggere ikke, at haredi -jøderne ville overleve det tyvende århundrede. Hvordan kunne så "mørk" en overtro overleve moderne tider?
I den jødiske stats første årtier var haredi-jøderne anonyme, og ingen betragtede dem som et problem. Det var først i 1977, at de fik betydning inden for politik. Fra firserne til i dag, er de gået fra 5 procent af Knesset, Israels parlament, til omkring 15 procent.

Vi kan næppe heller forestille os ortodoks og konservativ, traditionel eller Salafi Islam vokse i fremtiden. Forestille os den overleve det 2100 århundrede og gennemsekulære Danmark. Når jeg siger vi, mener jeg flertallet. For selv er jeg ikke i tvivl, at hvad der har overlevet 1400 år vil også overleve 1500 år og mere. Også i hyggegode og afslappede sekulære Danmark.

Ledighedstal er misvisende og underdrevne

De officielle ledighedstal er ikke nået nær så højt op som frygtet under krisen, men under de pæne tal er et sort hul af skjulte arbejdsløse. Ledighedstallene mangler at tage højde for 105.000 personer, viser en analyse fra Nykredit.

Det drejer sig om cirka 30.000, der er sendt på efteruddannelse, 30.000, der er under aktivering og til sidst 40.000, der er helt uden for systemet, da de hverken er berettiget til dagpenge eller kontant hjælp.

Læs det hele på Politiken.

Det er bankernes skyld - og det er bankernes skyld

Har vi et eget ansvar? Eller er alting bare andres skyld?

Samfundets, bankernes? Tonens, bankernes? Politikernes, bankernes?

Tidens syndebuk er bankerne. Det er nemlig bankernes skyld. Og det er bankernes skyld. For det er nemlig bankernes skyld, at vi har en finanskrise, mener et kvalificeret flertal af befolkningen.

De lånte nemlig penge ud til højre og venstre, og leder man længe nok, så kan man utroligt nok også finde grelle eksempler på dårlig kreditstyring. Er det ikke utroligt, man kan finde dumme bankrådgivere med dumme beslutninger?

Man kan tilmed finde banker, aggressive, der ikke kunne få udlånsvækst nok og lånte til brådne kar og spekulanter. De er dog et fåtal - selv blandt banker.

Jeg bliver så træt af den dumhed, der vifter med åndssvage skilte, flagrer truende med lange rastalokker mod Wall Streets formodede gyldne døre. De mener, at de taler de svages sag, men i virkeligheden pisser de op og ned af ryggen på de personer, der er blevet hårdest ramt af finanskrisen, nemlig finansfolk.

Personer, der var så naive at have en tyrkertro på fremskridtet og nu har mistet hele deres formue og sidder tilbage med bundløs gæld. Selskaber der gik fra flyvende til styrtende på kortere tid end Air France AF 447 på vej til fest i Rio de Janeiro. Shit Happens, men vi indregner det sjældent i prognoserne eller ferieplanerne.

Nu skal Wall Street oven i købet havde skylden for, at det gik galt. Men det var ikke deres skyld. Det var dem som købte og solgte boliger. Dem som solgte boligerne ville have mere og mere, og de som købte dem, de gik med på at betale mere.

Hvad skulle bankerne have gjort? Meldt ud: "Nej Hansen, det er vores holdning, at ejendomspriserne er for høje nu, så vi vil altså ikke låne flere penge ud til ejendomskøb." Havde de gjort dette, havde de ikke tjent penge på dem, som faktisk kan betale deres bolig selv til en oppustet pris, og de ville i den grad havde fået skylden for at boligboblen braste, hvis de valgte at skabe dårlig stemning på boligmarkedet og nægte at låne penge ud.

Men det er heller ikke boligkøbernes skyld. Det med at købe bolig er noget de fleste mennesker gør, for at de og afkommet kan have et sted at bo. Skulle de have været mere fornuftige? Skulle den økonomiske verden have været mere fornuftig og regnet ud, at den ikke holdt med boligprisstigninger på flere hundrede procent på få år?

Det kan man mene, men faktum er, at stort set alle var nogle "fjolser" og så ikke boligboblen komme, før den sagde bang.

Faktisk var der meget få personer, der indså, at boligboblen var ved at sige bum bang. En af dem var John Paulson, hvis mange venner i Wall Street troede han var helt galt på den langt ude i hampen. Den samme holdning kom fra de folk i ejendomsbranchen, Paulson & Co talte med. De betragtede John Paulson og hans højre hånd, som de glade amatører ud i boligmarkedet. Som John Paulson har sagt om den tid - fra 2005-2008 - Så var han i markant mindretal med hans analyse af boligmarkedet og kreditboblen.

"Hvis jeg siger tusind mod en, så var vi den ene," har han siden sagt til kommissionen, der undersøgte Finanskrisens ophav.

John Paulson tjente styrtende på hans væddemål mod boligmarkedet, og det meste af Wall Street ville ønske, at de havde set boligboblen komme og tjent lige så styrtende.

Hvis der er en skyld, så er det den tyrkertro, vi bærer inden i, der tror på, at verden - udviklingen - væksten - går fremad til alle tider. Det gør den ikke, og selv om den gør det, så kan man ende med at tage et for stort forskud på fremtidens glæder.

Vi har levet i pseudoboble af båret kunstig vækst, hvor man specielt tog forskud på fremtidens glæder på boligmarkedet. Det måtte gå galt, og det var ikke bankernes skyld.

Årsagen var den lalleglade optimisme, der gennemsyrede det hele samfund i nærmest totalitær form, der ønskede vækst, om den så var nok så selvindbildt. Men egentlig knap havde vækst uden at ty til kunstige boost i form af kreditter og boligboom. Spøgelsesvækst fremfor vækst af kød og blod. Læs specielt dansk økonomi, men også amerikansk, der er forvænt med høje vækstrater.

Bankerne står med håret i postkassen, og snart vil de gøre det i endnu højere grad, fordi de offentlige budgetter ikke kan finde ud af at omstille sig til realvækst, fremfor den tidligere fantomvækst.

Det er altså politikernes skyld? EUs skyld?

Nej, for hvem afholder dem egentlig fra at tilpasse budgettet de realøkonomiske forhold? Et flertal af befolkningen, der synes besparelser er mindst djævlens værk, og ham stemmer man ikke på til næste valg?

Så er det vel flertallets skyld? Eller er det?

Den næste krise vil også ramme bankerne, men vil den være "samfundets skyld", "politikernes skyld"? Og alles skyld. Bortset fra:

Har tyrkeren har skylden for sin tyrkertro?

Spørgsmålet er, groft sagt - sat på spidsen - og for at pæne mennesker skal ryste i chok og spilde kaffen - om idioten er skyldig i at ikke at tænke?

Idioten i det her tilfælde, med bolig og kreditboblen, var os allesammen, med få undtagelser.

Læs også dagens leder i børsen. Banker = Sorteper.

Og nu til det musikalske indslag:

Ganz anderen metoden til at ramme hovedet på sømmet:)

Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Og hvem siger elbiler er kedelige?

Fra 0-100 på 2 sekunder, det er hurtigere end den hurtigste motorcykel.

Jeg tror bare ikke, at den gamle El-"Datsun" kan køre langt på batteriet, der i øvrigt koster omkring 500.000 kr-.

Mere her:

Vi i Danmark har fået en regering, der står sammen

Rød og lyseblå fællesfront - del 1:

Den nye regering har flittigt fået strikket et regeringsgrundlag sammen på ikke mindre end 76 sider.

Det hedder: "Et Danmark, der står sammen".

Nørder med lyst til detaljer, eller rettere manglen på samme, med hang til højstemt patos og super velskrevet spin, kan læse hele regeringsgrundlaget her:

Det er fantastisk formuleret, eksempel:

"Når vi bøjer os mod hinanden får vi styrke. Og når vi tænker på helheden og ikke på særinteresser, opnår vi det, alle troede var uopnåeligt."

Fire gange "vi", og den store opgave vi i fællesskab kan løfte, det er lidt lige som at høre om Jesus genopstandelse henne i kirken. Og ovenstående glade budskab har samme grundproblem. Magien og det opløftende budskab forsvinder i det øjeblik, man begynder at kritisk forholde sig til det fysisk mulige.

En klassiker er der også blevet plads til. Nemlig de store plusord ingen kan sige nej til, men som er meningsløse indtil de fyldes med konkrete planer for "hvordan?":

Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance er vores værdier.

Frihed, lighed og broderskab (trompetfanfare) plus den seneste variant, da vi nu er gået fra borgerlighed, til multiborgerlighed - Tolerance og respekt.

Ingen vil sige nej tak til frihed, måske undtaget nogle få, der heller ser en stærk mand i brun skjorte, eller med hammer og segl tronende på en talerstol med glorie om hovedet, eller en langskægget herre, der ønsker al magt til Muhammads budskab.

Men ordet frihed til den enkelte har ingen værdi, og det har heller ikke de andre metaord glinsende af patetisk lokkemad, før der er konkrete forslag på bordet, hvordan skaber den nye regering mere frihed for mig?

Det konkrete forslag ser vi næppe nogensinde. Sandheden er nok nærmere, at den nye regering skaber mindre frihed for mig. Den rammer min økonomi med flere afgifter på produkter, jeg er nødt til at købe, andre jeg vil frit vil kunne købe uden at blive straffet.
Hvis den ikke lykkes med at forbedre vilkårene på arbejdsmarkedet, vil den i endnu højere grad ramme min frihed, for jeg vil have få arbejdspladser at vælge i mellem.


Nykredit er bank, når du ser farven blå, vil du automatisk tænke på Nyyykredit:


Nu er det quiztid - find de seks bogstaver i nedenstående, der er i fem tilfælde i nedenstående citat står i nøjagtig samme rækkefølge:

Danmark har fået en reformregering. Vi vil gennemføre reformer af uddannelserne. Vi vil gennemføre en skattereform. Vi vil gennemføre en vækstreform. Reformer, som fremtidssikrer Danmark.

Og svaret er:

Vi venter lidt med svaret.

Ja, ja, nu kommer det:

Skulle du være i tvivl, så har regeringen altså reformer på dagsordenen. Hver gang du ser Farven rød, eller Helle med Gucci-tasken, skal du altså tænke på REFORM.

Senere i regeringsgrundlaget dukker denne overskrift op:

EN TROVÆRDIG OG ANSVARLIG ØKONOMISK POLITIK

Det er også svært at sige nej til, men hvad har det med virkeligheden at gøre? Det svar forsøger regeringsgrundlaget at give, men det stikker direkte i mine øjne, at kort efter denne overskrift følger varm luft nok til endnu en Indian summer i Danmark:

Regeringen har sat ni ambitiøse mål for dansk økonomi:

1. Saldomålsætning for 2020: Den strukturelle offentlige saldo skal i 2020 mindst
være i balance.

2. Efterlevelse af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt og af EU’s henstilling om en
strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1 ½ pct. i 2011-2013.

3. Holdbarhed: Den såkaldte holdbarhedsindikator HBI skal altid være positiv.

4. Offentlig gæld: Regeringens økonomiske politik skal sikre en bred
sikkerhedsafstand til kravene i EU's Stabilitets- og Vækstpagt.

5. Produktivitet: Produktiviteten skal øges, så Danmark kommer tættere på toppen i OECD.

6. Lønkonkurrenceevne: Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for
udlandet.

7. Investeringer i forskning og uddannelse. 95 pct. af en ungdomsårgang skal have
ungdomsuddannelse. 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående
uddannelse i 2020. 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en lang videregående
uddannelse i 2020. Samtidig skal flere unge gennemføre en erhvervsuddannelse
– gerne som et skridt til en videregående uddannelse. Desuden er det nødvendigt
at forbedre mulighederne for at ufaglærte senere i livet kan tage en
kompetencegivende uddannelse.

8. Arbejdsudbuddet skal øges strukturelt med 135.000 personer frem mod 2020,
så der er grundlag for vækst og økonomisk råderum til nye initiativer.

9. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at
mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder.

Ad 1. Ambitiøst tja? Jeg ville gøre det på tre år og derefter gå til afvikling af gælden. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste her er, at her er der en regering, der taler, som intet, intet overblik har over den økonomiske situation. Den store bombe under budgettet er stigninger i overførsler og udgifter til offentlige lønninger på omkring 110 mia. kr. i perioden 2007-2010.

Skal der rettes op på det, så skal der fyres medarbejdere i det offentlige i stor, virkelig stor stil, eller lønnen fastfryses for de offentligt ansatte i et årti, eller der skal skæres kraftigt i ydelserne på overførselsindkomster. Vil denne regering kunne overleve det? Vil den med base i rød lejr blive mødt med større forståelse for den slags nødvendigheder, når fordommene tilskriver den slags planer blå blok? Næppe.

Alternativt kan man håbe på et enormt opsving, men det er svært at se, hvor det skulle komme fra, når gældsproblemerne i Europa og USA tages i betragtning, og når det også tages i betragtning, at den sidste store høj konjunktur i høj grad var løftet af boligboblen, og denne del af festen er slut for de kommende årtier.

Ad 2. Vil de begå en massakre på velfærdsstaten for at spare? De som ihærdigt talte om verdens undergang, da Claus Hjort Frederiksen introducerede nulvæksten, ved de egentlig, hvad de lover? Eller regner de bare med, at ingen vil hænge dem op på det sidenhen, og alle godt er klar over den fulde karakter af varm luft?

Ad. 4 Hvordan, hvor skal der spares?

Ad 5. Hvem bestemmer det? Virksomhederne eller folketinget?

Ad 6. God idé, hvordan vil i gøre det?

Ad. 7 Hvordan? hvilke uddannelser? Tvinge unge til at læse - ingen arme ingen kager? du har friheden til at uddanne dig til arbejdsløs? Har i ikke lige revset den forrige regering for at ikke nå dens uddannelsesmål, vil i gøre det lettere at give igen?

Ad. 8 Som skal arbejde hvor?

Ad 9. Udrydde uligheden sammen med alt det andet, som at bringe orden i økonomien, det må altså ikke koste noget at udrydde uligheden, eller skal det ske ved brandbeskatning? Hvordan? Hvorledes? Når man vil og tilstræber sig så meget, så man bede til at hukommelsen er kort.

Knivloven får kniven. De kan det med overskrifter på Berlingske.

Topskatten sænkes.

Væk med iværksætterskat.

Væk med multimedieskatten.

Lige nu er det svært at klage over den nye regering, og knap så let at savne den gamle.

Ingen millionærskat.

Ingen 12 minutter om dagen, som en ikke-løsning.

Efterlønsreformen består, men væk er nulvæksten i det offentlige forbrug.

Desværre står fedtafgiften fortsat. Selv om dens grundlag er forældet.

Desværre er betalingsringen et ugennemtænkt forslag på det forkerte tidspunkt.

Desværre afskaffes startydelsen, og Danmark vil igen have europas højeste bistandshjælp til lykkeriddere, der kommer fra samfund, hvor de har alt at vinde og intet at tabe ved at flygte fra.
Selv i Sverige har man en lav startydelse.

Det er blandede bolcher og meget er sukket efter selv på blå fløj, men nogen katastrofe er det ikke. Det kunne have været langt værre. Men det er værst for dem på venstrefløjen, der havde håbet på den helt store forandring.

Forude venter fortsat en ny økonomisk krise og den kritik, som den nuværende regering har hæftet på blå blok om fejlhåndtering af krisen, den kommer til at vende tilbage, som en knivskarp boomerang. Nyd de fire år - Rød blok!