Canada og åbne grænser og lukkede kasser

Lukkede kasser og åbne grænser, så er alle problemer løst?

I Canada har de et pointsystem for indvandring, men familiesammenføringer er der ingen grænser for, bare man forsørger sig selv.

Altså åbne grænser og lukkede kasser.

Det har en bagside, nemlig at landet er langt mere kriminelt end USA.

Indvandring har nemlig en tendens til at føre mere kriminalitet med sig, og denne tendens er det langt fra utænkeligt forstærkes, hvis man kræver selvforsørgelse af indvandrere.

Her nytter det ikke at smide den nytilkomne ud, for det er angiveligt ikke vedkommende der begår kriminaliteten. Den opgave påtager personer med fast statsborgerskab sig naturligvis i en familiestruktur, hvor man arbejder sammen.

Og selv om man i teorien kun lukker ærlige og redelige mennesker ind, hvad sker der så for efterkommerne.

Ægteskaber over åbne grænser fører til mindst dobbelt så mange børn, som ægteskaber inden for grænser.

Hvis to personer gifter sig med hinanden internt bag samme grænse og ønsker to børn, så bliver det to børn.

Men det bliver det til fire børn, hvis de to gifter sig med to personer uden for grænserne og ønsker sig to børn.

Indvandring med få undtagelser, nemlig uddannet og kompetent arbejdskraft, er en dyr underskudsforretning. Sådan er det.

Prisen for indvandring er nedskæringer i velfærdssamfundet, og praktisk talt mere kriminalitet, samt sociale følgevirkninger i form af manglende ansvar, manglende tillid, manglende fællesidentitet, sænkning af niveauet i skolerne osv.

Det forhold kommer hverken åbne og lukkede kasser, eller de nuværende stramninger til at forandre.

Lukker man kasserne skaber man mere kriminalitet.

Holder man kasserne åbne, så kæmper man med ustyrlige offentlige budgetter og skærer igen og igen.

Indvandring bortset fra ekstra ekstra kompetente mennesker er en underskudsforretning.