Rivaliserende etniske og religiøse bander har nedbrændt hjem, butikker, moskeer og kirker under stridighederne, som er optrappet efter et valg i grænseområdet mellem Nigerias muslimske nord og kristne syd.
Murtala Sani Hashim, som har registreret antallet af dræbte, siger, at han har registreret 367 dræbte, men at flere lig er på vej til moskeen. To lig - to af dem af småbørn
Det er så godt for vores moral, at vi er religiøse. Religioner handler jo om fred, tolerance, næstekærlighed. Enhver kan jo se i historien, de store moralske fremskridt der er sket i religionens navn.
Religion er så afgjort svaret på vores moralske forfald, Eva tilbage bag kødgryderne og rolle som fødemaskine bag husets fire vægge og husk, ingen sex før ægteskabet! De andre er vantro og forledt af djævelen, kun religiøse mennesker, som tilhører den sande tro, er rigtige mennesker.
Vi skal alle være lige, ikke bare lidt lige, eller lige lige, men helst helt lige. Derfor kan man jo ikke have sådan noget elitært skelsættende mellem mennesker, som de få latinske vendinger vi bruger endnu i sproget. Vice versa, et cetera, ad hoc, nota bene, summa summarum, alt det skal helst snart være slut, mener de i flere engelske byråd.
Det ville da være så sørgeligt, hvis vi havde flere sproglige tangenter at spille på, og faktisk ville være i stand i til at begrebsliggøre det som rumsterer inde i os.
De to terrorister skyder først de to sikkerhedsvagter. Inde i hospitalet prajer de en mand til at hente dem noget vand. Da han har givet dem vandet, skyder de ham og en anden. Skydende vildt omkring sig bevæger de sig mod deres mål. Fødegangene på fjerde og femte sal. De gravide og mødrene med nyfødte børn i deres arme. De hamrer og banker på de låste døre, truer forgæves kvinderne til at åbne op. Der går seks timer før sikkerhedsstyrker ankommer for at befri Kvinderne og babyerne fra truslen. Men i denne omgang slap de med skrækken, den havde de næppe sluppet med, hvis terroristerne var sluppet ind. Denne nyhed har jeg kun set, i politiken her, det havde nok ikke været tilfældet, hvis terroristerne var sluppet ind til de gravide. Derfor forsvinder denne nyhed nok i mængden, på trods at af den er et markant eksempel på den afstumpethed, som terrorister betjener sig af.
Peter Thielst i artiklen definerer ordet ondskab som "glæden ved andres lidelse" Han uddyber at "intentionen hos »gerningsmanden« ikke er at være ond."
Lad os følge denne logik til dørs. Så eksisterer ondskaben knapt nok. For når ondskaben kun kan defineres som sadistisk fryd, bliver ondskaben jo ikke et parameter, så snart andre drivkræfter kan findes. Altså, selv om muslimerne glæder sig over at vantro ryger i helvede, så findes der jo mange andre årsager, såsom såkaldt forfølgelse, oprigtig tro på koranen, ønske om at selvstyre osv. Find et af disse motiver og vi taler så ikke længere om ondskab. I denne optik bliver heller ikke Saddam Husseins tyranni, eller Stalins ditto til ondskab, motivationen var jo at bevare magten og holde folk kuede. 30 års krigen og massakren af op til 1/3 del af den Tyske befolkning bliver heller ikke ondskab. Udryddelsen af Buddhister i Indien, forfølgelse og massedrab på Hinduer, Armeniere, Congorianere, Rwandanere, Sudanesere, Belfast og Bosnien bliver heller ikke til ondskab. For ondskab er jo kun, når man er ond for ondskabens egen skyld og glæder sig over andres lidelse. Med andre ord, sort og gennemført had, totalt manglende værdisættelse af andres liv, racistisk og religiøst motiveret reducering af andre mennesker til værende værdiløse væsener eller satans uvæsen er ikke ondskab. Kynisk og direkte mord på små uskyldige børn er ikke ondskab. Begrebet "ondskab" er hermed reduceret til et nihil, et ikke eksisterende og meningsløst begreb som man ikke rigtig kan bruge til noget. Altså bliver vi hermed (forsøgt) tvunget til at diskutere terrorisme som frihedskamp, eller andet.
Det er godt gjort, jeg tror bare ikke Thielst vil være med til at videreføre hans egen tankegang i dens naturlige videreførelse til Stalin, Hitler og Saddam.
Da jeg oplevede Beslan, var min tanke en helt anden. Min tanke var, hvordan man kan hade så meget, regne menneskeliv for så lidt, at man kan skyde et barn, direkte og kynisk, med klart fokus i sigtekornet? Jeg forstod det ikke og vil heller ikke forstå det. Men om noget fortjener at blive kaldt ondskab, så er det dette.
Hvad så med Hiroshima og Dresden, var det ikke ondskab? Jo det synes jeg faktisk det var. Man var godt klar over at kvinder og børn, gamle ville dø og gjorde intet for at begrænse det. Men næppe nogen af de piloter som udførte disse bombninger, ville have været i stand til at tage et gevær og sigte på et barn, en kvinde, et gammelt menneske og skyde det direkte uden at blinke, i det hele taget være i stand til at trykke på aftrækkeren. Det var tyskerne så til gengæld, indoktrineret med deres overlegenhed og andres værdiløshed, hvis de ikke mente det selv, var de tvunget af kommandosystemet.
Hadets afstumpethed i alle afskygninger er ondskab og ingen har været bedre til at producere denne end religionerne (åndelige og politiske) og racismen, selv nazisternes jødeforfølgelsen var jo en kontinuering af et historisk had rettet mod jøder, dets fatale yderste konsekvens.
Mennesker kæmper for deres frihed, kæmper med de midler de har. Men intet retfærdiggør drabet på uskyldige, de som kæmper retfærdigt, forsøger at minimere uskyldiges lidelse, de sigter ikke direkte mod den uskyldige og børn skal aldrig gøres til skyldige. Ondskaben er også i det overordnede, at mennesker ikke kan leve i fred med mennesker. At fremelske konflikt, offensiv krig er ondskab, retten til at forsvare en selv, bør ingen tage fra en. Men når freden ikke søges som første løsning, taler vi ikke længere om retten til at forsvare en selv. Når børn skydes, taler vi ikke længere om frihedskamp.
Hvis man starter en krig, må man også tage konsekvenserne, man har udløst menneskets ret til at forsvare sig selv, dog ikke med alle midler.
Men i en storkonflikt, vil der ikke være plads til humane hensyn, i den grad der er i en isoleret konflikt. Når terrorister tilsidesætter alle hensyn i små begrænsede konflikter, udsætter de dem selv og andre muslimer for en stigende trussel. Hvis de nogensinde får held med at true de demokratiske lande på deres eksistens, vil reaktionen også være brutal og skammelig for eftertiden, traumatiserende for hele menneskeheden.
Så terroristerne bør droppe ondskaben og kæmpe for friheden med fredelige midler og hvor de ikke rækker, med acceptable militære midler. At de handler sådan i det små, kan kun skabe uro for hvad de vil gøre, hvis de får magt som de har agt. Historien er rig på eksempler hvordan religioner og lignende kan reducere andre mennesker til rent slagtekvæg.
Jacob Dahl Rendtorff:
"I KZ-lejren var det tættere på at være ondskab. Der var elementer af sadisme og man systematiserede drabene."
Det var der sandelig også i nedslagtningen af Hinduer og Buddhister i Indien. I Stalins udryddelseslejre.
Der ville også være det, hvis det terroristerne fik magt som de har agt, at de kan og vil, udføre det de gør på trods af magtmæssig og militant underlegenhed, at de i det hele taget gør det, er vel næppe noget som bør gøre os trygge.
Jacob Dahl Rendtorff mener, at de såkaldte tjetjenske frihedskæmpere måske har haft en form for humanistisk retfærdiggørelse af deres forehavende a la:
»Vi kan ikke lide vold, men vi bliver nødt til at anvende vold, for ellers går vi til grunde«, og det var let for dem at skyde børnene ned bagfra.«
Det siger nok mere om Rendtorff snævre forståelsesramme, end om terroristerne. Eksemplerne i historien er legio på at religion afføder umenneskelighed af et utroligt omfang, er en supremacisme lige så slem som racismen og dog nyder en fredet status, på grund af dens blandede kulturelle ballast og simpel vanetænkning, baseret på historisk samkvem.
At Hitler afskaffede arbejdsløsheden og stabiliserede økonomien, hævede levestandarden for det tyske folk, gav dem folkebiler og autobahns, gør jo hverken ham eller nazismen til et gode.
Det har aldrig været højstatus at være kvinde inden for de Abrahamæiske religioner, helt og aldeles det modsatte faktisk. Gennem århundrederne har disse religioner forsøgt at gøre den patriarkalske dominans og kvindens lavstatus til en guddommelig, evig lov skrevet med flammeskrift i himmelhvælvet.
Inden for kristendommen har man i et stort omfang måttet kapitulere. Hvis kvinden ikke vil gå hjemme, føde og passe børn af egen fri, eller rettere indoktrineret, vilje, kan man ikke rigtig gøre noget ved det.
Helt anderledes er det inden for Islam. Der har kvinden rigtig langt igen. Det skyldes et mere solidt tekstuelt grundlag for kvindens lave status og guddommelig sanktioneret ret til at give hende nogle tæsk, hvis man blot frygter, hun er ulydig.
Muhammad var endda så propatriarkalsk, at han gjorde det overflødigt, at kvinden faktisk skulle have været beviseligt ulydig mod sin mand, før han kunne ty til stokken.
Koranens vers 4.34 giver ham tilladelse til at gribe til handling, blot han mistænker hun er ulydig:
Men are in charge of women, because Allah hath made the one of them to excel the other, and because they spend of their property (for the support of women). So good women are the obedient, guarding in secret that which Allah hath guarded. As for those from whom ye fear rebellion, admonish them and banish them to beds apart, and scourge them. Then if they obey you, seek not a way against them. Lo! Allah is ever High, Exalted, Great.
Dette vers har cementeret millioner af kvinders skæbne og gør det den dag i dag.
En anden interessant "perle" er de her vers fra koranen:
37:22 (And it is said unto the angels): Assemble those who did wrong, together with their wives and what they used to worship 37:23 Instead of Allah, and lead them to the path to hell
Fik i den? Kvinden er et vedhæng til manden, ryger han i helvede må hun bare følge med.
I siraen omtales kvinder som husdyr, dette vers giver muslimer dårlig smag i munden, så det afviser de gerne, men denne her fra koranen kan de ikke løbe fra:
Your women are a tilth for you (to cultivate) so go to your tilth as ye will’ ” (2:223).
Men ovenstående er vel blot et tegn på de fantastiske og poetiske billeder i koranen.
Men der er meget mere, kvinder udgør flertallet i helvede, fordi de er så ulydige:
”Then I saw the (Hell) Fire, and I have never before, seen such a horrible sight as that, and I saw that the majority of its dwellers were women." The people asked, "O Allah's Apostle! What is the reason for that?" He replied, "Because of their ungratefulness." It was said. "Do they disbelieve in Allah (are they ungrateful to Allah)?" He replied, "They are not thankful to their husbands and are ungrateful for the favors done to them. Even if you do good to one of them all your life, when she seems some harshness from you, she will say, "I have never seen any good from you.' " Bukhari 7.62.125
Igen må den stakkelse mytiske Eva stå for skud:
Muslim Book 008, Number 3471: Abu Huraira (Allah be pleased with him) reported Allah's Messenger (may peace be upon him) as saying: Had it not been for Eve, woman would have never acted unfaithfully towards her husband.
Fanden må jo mindst besætte hende, når hun er så æggende:
Bukhari Volume 1, Book 6, Number 301: Jabir reported that Allah's Messenger (may peace be upon him) saw a woman, and so he came to his wife, Zainab, as she was tanning a leather and had sexual intercourse with her. He then went to his Companions and told them: THE WOMAN ADVANCES AND RETIRES IN THE SHAPE OF A DEVIL, so when one of you sees a woman, he should come to his wife, for that will repel what he feels in his heart.
Kvinden stilling under profetens tid var måske ikke helt den forbedring som nogle vil gøre den til. I hvert fald fandt profetens egen kone, Aisha, den så ringe at hun måtte protestere mod den:
Bukhari Volume 1, Book 9, Number 498: Narrated 'Aisha: It is not good that you people have made us (women) equal to dogs and donkeys. No doubt I saw Allah's Apostle praying while I used to lie between him and the Qibla and when he wanted to prostrate, he pushed my legs and I withdrew them.
Hvis nogen nu skulle være i tvivl om, at Muhammad slår Paulus med flere stokkeslagslængder, så kommer der lige lidt flere vers fra hadithsmlingerne her:
"Treat your women well. THEY ARE CAPTIVES IN YOUR POSSESSION. You have no rights over them except that [i.e. physical enjoyment and that they protect their husband's interest in respect of themselves and his property]. If they act licentiously in an open way, then leave them alone in their beds AND BEAT THEM but not severely. [at-Tirmidhi]
Narrated Umar ibn al-Khattab: The Prophet (peace_be_upon_him) said: A man will not be asked as to why he beat his wife. (Sunan Abu Dawud, Book 11, Number 2142)
Narrated Usama bin Zaid: The Prophet said, "After me I have not left any affliction more harmful to men than women." Bukhari Volume 7, Book 62, Number 33
I Egypten er en ud af tre gifte kvinder blevet udsat for vold og 70 procent af kvinderne selv, finder det i orden at manden slår dem, når deres tunge bliver for skarp. I Jordan mener 87 procent af kvinderne, at det er retfærdigt nok at manden bruger fysisk eller psykisk vold mod hende. Men "kun" omkring 42 procent af dem bliver udsat for fysisk vold.
I Tyrkiet, som er det mest fremskredne Islamiske land på grund af Kemalismen og hvoraf 15 procent af befolkningen er Alevitter, er vold mod kvinder også udbredt, et nyt omfattende studie viser at hver tredje kvinde udsættes for vold i landet. Denne rapport belyser også årsagerne:
“The woman’s not wanting to engage in sexual activity, the woman’s gaining weight, her inability to bear children or her not bearing a male child, the food she’s cooked being too salty, burnt, cold or not according to the man’s tastes, not doing a good job ironing his clothing, being late in answering the door when he’s come home and knocked, the woman’s getting ill or not getting better after getting ill, leaving the home without permission, a couple’s child being unsuccessful, the home’s heater not being turned on, a child not looking like its father, the woman’s wanting a divorce, the woman’s interference in the man’s relationship with another woman, the working woman’s not giving her husband her entire salary, the refusal of ‘berdel’ [a type of arranged marriage], the woman’s wanting to work, the man’s being unemployed, family financial difficulty, the man’s soccer team losing a match, being warned by his wife about his alcoholism or gambling addiction, an argument between men about ‘machismo.’”
Vildan Yirmibesoglu henviser til tidligere, mere omfangsrige undersøgelser, der har fastslået, at tre af fire kvinder i hele Tyrkiet i gennemsnit mindst en gang om måneden udsættes for fysisk eller psykisk vold.
Sagens kerne i denne var, at de samme fem spekulanter havde solgt og gensolgt den samme ejendom mellem hinanden, så værdien var blevet kunstigt hævet. På blot 4 år, mellem 2004 og 2008, blev ejendommen solgt for først 11.5 millioner og til sidst for 46 millioner. Altså en firdobling af prisen. Med flere pantebreve og dermed større friværdi har de fortsat denne spekulation og været i stand til at låne, flere og flere penge. Når banken så standser gildet, går en af parterne konkurs, men før dette sker, er systemet jo malket godt og grundigt.
Dette er en spændende historie, men ikke så meget på grund af et fåtal af hæmningsløse spekulanter, plattenslagere, der gør sig rige på den her måde, laver et veritabelt, indirekte, lovligt bankrøveri.
Nej, mest spændende er det fordi, det de har gjort er kun en ekstrem variant af den murstens-økonomi, vi har opbygget. Priserne er blevet blæst vanvittigt højt op, fordi mennesker har regnet med et "samarbejde", med andre mennesker om at sælge og købe mursten til fuldstændig absurde priser. Fordi rentecirkusset har kørt til alles fornøjelse, i hvert fald banker og pengeinstitutters, murstensejerenes eller middelklassens, håndværkerene og de politikere, som fik lidt ekstra vækst og beskæftigelse at prale af.
Som Professor i Økonomi, Jesper Jespersen, skriver i ovenlinkede artikel:
Der var ikke taget højde for, at den øgede konkurrence mellem bankerne ville udmønte sig i en betydeligt mere aggressiv udlånspolitik. Ikke mindst bankerne var bange for at tabe markedsandele til dels andre banker dels andre finansielle institutioner, der begyndte at operere i det traditionelle bankmarked.
En af konkurrenceparametrene i kampen om udlånskunderne var et mindsket krav om (værdifast) sikkerhed og evt. opsat rentebetaling. Disse lån var problemfri, så længe priserne på boliger (og andre aktiver) steg år for år, og samtidig kunne de mest aggressive bankdirektører stikke en stor bonus i lommen, ligesom de havde svært ved at tilbageholde et 'hvad sagde jeg' over for de mere forsigtige kolleger i branchen. Der var kun hån tilovers for de finansmarkedsdirektører, der fortsat krævede fuld sikkerhed for nye udlån. Disse banker tabte markedsandele og indtjening - og deres ledelse blev hurtigt udskiftet med mere driftige folk.
Men der er grænser for, hvor langt en økonomi kan løbe fra realøkonomien. Men både bankerne og boligejerne har i fælles stafet løbet langt væk fra den. Bankerne har kun lovpligt til at otte procent af aktiverne skal være egenkapital.
Når der sker en værdiforringelse af aktier og flere udlån trues af manglende tilbagebetaling, presses bankerne på deres egenkapital og regeringer må gribe ind med hjælpepakker. For vores økonomi roterer omkring bankerne, hvis de går bankerot, står masser af mennesker uden en mulighed for at hæve penge eller bruge deres dankort. Så bankerne kan altså i princippet presse citronen helt og aldeles og samtidigt blive reddet på stregen af staten. Selv Danske Bank har måtte have hjælp, de har ikke handlet så uansvarligt som andre, det ville koste dem tillid og forringe deres aktier. Men alligevel er de endt med at skulle have et sikkerhedsnet under sig.
Af verden top 500 Multinationale selskaber er 64 banker, den største er Deutche Bank, som ligger nummer 31 på listen. De top 50 multinationale selskaber omsætter for 2.700.000.000.000.000.000 Dollars om året. (John T. Rourke, "international politics on the world stage, kap. 14).
Vi har vandret fra krise til krise, de sidste 20 år. Oliekriserne havde bund i reelle forhold, nemlig prisen på olie. Vores økonomi i dag er mindre afhængig af olie, til gengæld er idéen om det selvregulerende penge og handelsmarked atter udbredt og åbner os for helt nye kriser, frembragt af spekulation og store luftbobler på områder hvor troen er større, end den jord den vandrer på.
Det kristne budskab rummer jo den essens, at man skal tilgive sin næste, vende den anden kind til, bære over med langmodighed. Langmodigt kan det vel i en eller forstand siges at være, når John Lennon bliver tilgivet efter 40 år af Vatikanets avis, for bemærkningen om at Beatles var mere populære en Jesus.
Gad vide om det betyder, at Lennon nu kan komme til paradis?
Paven der undskylder for de ikke-evangeliske historiske handlinger, begået af kirken, hvad bliver det næste?
Måske kan popmusikere en dag blive helgenkårede?
Men udsigten til ophør af bekæmpelse af prævention, en virkelighedsbaseret tilgang til sex. Det må nok vente på sig.
Og at frygtløst møde skæbnen, hvilken som helst, med hævet pande og kamp i ens lemmer:
Digtet af Dylan Thomas, i tekstform:
Do not go gentle into that good night, Old age should burn and rave at close of day; Rage, rage against the dying of the light.
Though wise men at their end know dark is right, Because their words had forked no lightning they Do not go gentle into that good night.
Good men, the last wave by, crying how bright Their frail deeds might have danced in a green bay, Rage, rage against the dying of the light.
Wild men who caught and sang the sun in flight, And learn, too late, they grieved it on its way, Do not go gentle into that good night.
Grave men, near death, who see with blinding sight Blind eyes could blaze like meteors and be gay, Rage, rage against the dying of the light.
And you, my father, there on the sad height, Curse, bless me now with your fierce tears, I pray. Do not go gentle into that good night. Rage, rage against the dying of the light.
Jeg ved ikke helt hvorfor? Men har altid haft en svaghed for Russiske komponister, i særdeleshed Rachmaninov, men også Shostakovitch, Tchaikovskij, Prokofviev.
Min yndlingskoncert er dog nok mest af alt Sibelius violinkoncert, som dog også er lidt mod øst.
Vivaldi, Mozart, Beethoven, osv. Det er smukt, elegant og livligt, men også for til tider for letbenet, ja måske ikke melankolsk nok?
Specielt Mozart trætter mig hurtigt, undtaget hans requiem, som ikke engang rigtig er hans.
Nej, så skal vi over i Bach, Mahler, Satie, før det bliver rigtig interessant og noget jeg kan lytte til længe af gangen, igen og igen.
En af de koncerter jeg har lyttet mest til, efter Sibelius, er nok Rachmaninovs anden Klaver koncert, som jeg også har haft den fornøjelse at opleve live.
Det er dog ikke den, jeg vil linke til i dag:
Først skal man kunne holde disse her ud, henholdsvist spillet og dirigeret af Rach himself:
Nogle af de mest bevingede ord, nogensinde sagt af en amerikansk præsident, efter Thomas Jefferson naturligvis, er Franklin D. Roosevelts, "nothing to fear, but fear itself", ved hans indsættelsestale i 1933:
This is preeminently the time to speak the truth, the whole truth, frankly and boldly. Nor need we shrink from honestly facing conditions in our country today. This great Nation will endure as it has endured, will revive and will prosper. So, first of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory. I am convinced that you will again give that support to leadership in these critical days.
Et recitations mesterstykke som kan høres her:
En tale for alle tider. Specielt i en tid præget af økonomisk angst og frygt for hvad man siger.
Jeg har aldrig været helt og aldeles frygtløs, dvs. der var en kort periode, hvor jeg faktisk var det, men ikke mere end jeg faktisk blev utryg ved mig selv og den styrke som ligger i at være helt uden frygt. Men jeg har aldrig elsket frygten, har aldrig brudt mig om den, for den er oftere en ufornuftig hindring, end en fornuftig en. Forstået sådan, at fornuften i sig selv skaber handling med omtanke. Frygten i den sammenhæng er omtrent fuldstændig nytteløs, medmindre da fornuften under alle omstændigheder svigter. Min modstand mod frygten går længere tilbage, end min kritik af Islam, skal det lige siges. For frygten hæmmer en igennem hele livet, skaber en tilknytning til resultater, der hæmmer enhver handling, om det er så er privat eller professionelt, drejer sig om lægge an på en kvinde, eller søge et arbejde, uanset i hvilket tilfælde man tager en chance, så er frygten en hæmsko og i reglen en fuldstændig irrationel af slagsen.
Nogle gange skaber frygten, præcis det problem man frygter. De økonomiske kriser er et tegn på dette. Aktie og valutamarkeder er ikke en uvæsentlig del hysteri. Et hysteri der så udnyttes af spekulanter. Et berømt eksempel på dette er familien Rothschilds børskup i London efter slaget ved Waterloo, hvor de øvrige på børsen forventede af Rothschild var bedre informeret om slagets udkomme. Da Rothschild så begyndte at sælge alle deres aktier, troede de øvrige at Wellington havde tabt, kurserne rutchede ned og på et tidspunkt købte Rothschildfamilien aktier tilbage for billige penge, mangedoblende deres formue.
Omend Rothschilds familens første tanke ikke var at tjene på efterretningen, de underrettede regeringen om slagets udkomme som det første og begivenheden er blevet brugt til antisemitisk propaganda, så er dog noget hold i historien stadigvæk, det er muligt at spekulere i hysteri, og det sker den dag i dag.
Et andet eksempel er 2. verdenskrig. Hvor frygten for krig, eller respektivt håbet om fred, gjorde situationen langt værre. Hitler tog til München med frygt for at den mobiliserede engelske flåde ville åbne ild. I virkeligheden var England og Frankrig endnu mindre forberedt på krig, end han kunne frygte. Hvis man fra deres side havde oprustet og reageret i tide, ville krigen måske aldrig havde indtruffet, under alle omstændigheder blevet mindre omfattende. Det er naturligvis lettere at skue bagud end forud. Men der kan ikke være tvivl om at beredtheden på krig, havde givet et andet resultat end en ikke beredthed baseret på fornægtelse.
På den anden side kan man sige at frygten for konsekvenserne spillede en rolle i afblæsningen af Cuba krisen.
Alligevel vil jeg påstå, at vi generelt er bedre stillet uden frygt end med.
Der findes intet som strengt nødvendiggør frygt, men mange situationer hvor frygten afholder os fra at gøre det rette. Der findes givet også situationer, hvor frygten rationaliseres, således at ærligheden over for motivationen kræver et dybere spadestik ind i ens sjæl.
Muhammadtegningerne og de mange der siden intellektuelt fik positioneret sig på frygtens side, nærmere end respektens som eksempel. De samme mennesker vil ikke have et problem med at fornærme personer, de intet havde at frygte fra. Deres forsvar for at holde hovedet dukket, er gennemintellektualiseret.
Dog kan det måske siges, at for nogle er deres motivation drevet af et fjendebillede, der gør DF til en større fjende end Islam.
Men effekten er til at få øje på, uden den store intellektualisering. Instruktøren af animationsfilmen, "Rejsen til Saturn", formåede at dybt fornærme Kristendommen og afstod bevidst fra at fornærme Islam. Selv Jens Jørgen Thorsen, måtte i sin tid sande, at der er forskel på at fornærme Jesus og Muhammad, og han bøjede sit hoved. Det er naturligvis korrekt, at der skal være grænser for fornærmelsen, i hvert fald når vi taler fornærmelsen, for fornærmelsens egen skyld. Men Westergaards Muhammadtegning er noget mere tro mod virkeligheden, end Thorsens Pornojesus var det. Hvad angår sandheden, skal intet holdes tilbage, selv om sandheden gør ondt eller fremføres polemisk eller satirisk. Slet ikke mod religioner, hvis fredede status nærmere hviler på tradition end fortjeneste.
Det er religioner, der er førende i produktionen af menneskelige lidelser, sammen med de religiøst prægede og anti-demokratiske politiske ideologier.
Fra decideret folkedrab og forfølgelse, til rituel omskæring, undertrykkelse af kvinder og vold, drab, til nedvurdering af mennesker som tilhører en anden tro. Fra pariaer, til kvinder som brændes fordi deres tilgift er for ringe. Fra bekæmpelse af prævention og vaccination mod kønssygdomme. Fra fornægtelse af denne verden til accept af lidelse som karma og arvesynd. Modsat andre lidelser, afhængige af tid og sted, diktatorer og konger, har religioner reproduceret død og elendighed i århundrede efter århundrede og de fortsætter den dag i dag.
Hvad får mennesker til at følge religionen? Jeg synes et godt bud er frygt, ikke som enestående faktor, men som væsentlig faktor, den væsentligste. Frygt både for ens skæbne efter døden, samt frygt for ens status i samfundet og sociale liv. Religion har altid udgjort et subtilt diktatur. Hvad angår de Abrahamæiske religioner, med en subtil diktator som ikke kan væltes. Hinduismen har om ikke en Jahve. Så dog sit kastesystem og ringe status for kvinden. Buddhismen sit lave fokus på materiel udvikling.
Det er frygten for det nye og det anderledes, der holder os tilbage, både som individer og som samfund.
Vores evne til at rationalisere denne frygt er omfattende, men ændrer ikke ved det grundforhold, at vi klynger os til, det vi kender, eller som udgør en ny variation af det som vi kender.
Frygten antager en skikkelse som virkeligheden ikke altid honorerer. Frygten for Islam, frygten for Socialisme, frygten for DF. Frygten for upopulære politiske beslutninger, eller frygten for at tale med hinanden. Frygten for afslag, eller frygten for at blive misforstået, frygten for at ikke slå til, frygten for at miste, variationerne er mange. Frygt er frygt.
Vi er på alt for mange områder slaver af frygten, og som sådanne bærer vi lænker ingen anden end os selv, i sidste instans har lænket os med.
Bekymre sig, det kan man altid gøre, leve, det kan man kun nu!
Vi vil aldrig mangle fjender, modstand og besværligheder i livet. Men glem aldrig at ens største fjende er en selv. Den største modstand og de største besværligheder findes inde i en selv. Et menneskes egen mentalitet er dets bedste ven, eller dets største fjende! Din egen sjæl er din dæmon eller engel.
Livet ender, der hvor vi frygter, begynder først der hvor vi lever uden frygt. Et frygtsommeligt liv, er et liv levet i et selvpålagt fangenskab.
Spild ikke tid på frygten, tag livet i strakt arm som det kommer. Men lad aldrig noget, der virker ved frygt, få den mindste magt over dig. Religion eller meningsdiktatur, trusler om dette eller hint. Gå alt i møde med hovedet rejst højt og åben pande, den som lader sig kue en gang, kalder blot på næste gang og næste gang igen.
Balvig og Kyvsgaard er ude med en ny rapport. Næsten intet nyt under solen.
Men lige et par enkelte detaljer, til min tidligere kritik af Lex Balvig.
Vold er ikke noget, man skal relativisere. Der findes et offer for hvert voldstilfælde, et menneske, som får ødelagt sit liv. At fokusere på den kriminelles vanskæbne ved at ryge i fængsel og anlægge en diskurs, at straf ikke hjælper eller afskrækker - hvilket den sjovt nok gør ved bankrøverier, som straffes relativt hårdt, så der af samme grund ikke er så mange af dem - det er at glemme ofrene. 50 procent af alle som er fængslet for vold, begår vold igen.
Det skønnes ud fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 2005, at knap 89.000 mænd i alderen 16-64 år årligt udsættes for nogen form for fysisk vold. ... Det skønnes, at ca. 32.000 kvinder og 40.000 mænd var udsat for grov fysisk vold i 2005.
Vi taler altså om over 100000 personer om året, 72000 udsat for grov vold, ikke et uanseeligt antal. Volden er stigende, blandt både unge og rettet mod kvinder, og selv om den ikke var det, skal den formindskes alligevel, men den er stigende! Det samme er våbenbrug i forbindelse med vold, som i følge Balvigs og Kyvsgaards nye rapport er steget fra 12 procent i perioden 1995-1996, til 20 procent i 2005-2007. Ligeledes er andelen af unge mænd mellem 16-24, som melder de er blevet udsat for vold i løbet af det relevante år, steget fra fem procent til seks procent. Netop denne op og nedrunding af procenter er en af mine anker mod Balvig, Kyvsgaard, da den unødvendigt skjuler om det er 4,51 procent, der er steget til 6,49 procent, hvilket det i teorien kunne være. Foreksempel er den selvrapporterede vold mod kvinder i samme aldersgruppe både i perioden 1995-1996 og perioden 2005 og 2007 på 1 procent. Det skal sammenlignes med skadestuerne, som i følge rapporten, "Vold mod mænd i Danmark - Omfang og karakter 2008", rapporterede:
Mænds skadestuekontakter har ikke vist nogen stigning over de seneste ti år. Dette står i modsætning til især yngre kvinders skadestuekontakter, hvor der er registreret en stigning på 115 % blandt 15-19-årige og 73 % blandt 20-29-årige i perioden 1995 til 2005.
Vanen tro, postulerer Balvig og Kyvsgaard på side 23:
"Alle viser de, at 2-3 pct. udsættes for vold hvert år, og der i de sidste 20 år hverken er nogen tendens til stigning eller fald i befolkningens faktiske udsathed for vold."
Det på trods af, at antallet af voldsdomme steg i perioden mellem 1990 og 2006 med over 100 procent (se tabellen STRAF4 i Statistikbanken). En lille del af denne stigning kan forklares med at politiet er blevet bedre til at opklare voldsforbrydelser, men ikke det hele. Balvigs egen rapport nævner, side 4, at politiet i perioden 2005-2007 får fat i voldsmanden i 58 procent af tilfældene, mod 55 procent i perioden 1995-1996, en stigning på lidt over 5 procent.
Ligeledes elsker Balvig og Kyvsgaard at referere til undersøgelser i Odense, som viser at antallet af skadestuebesøg som følge af vold har ligget på et stabilt niveau siden omkring 1994, mest med fald i antallet. Det gør Balvig/Kyvsgaard vanen tro igen, på side 26, også denne gang. Dette er ren cherrypicking, Balvig/Kyvsgaard burde vide, at siden 1. januar 1995 har alle landets skadestuer indberettet oplysninger om deres virksomhed til Sundhedsstyrelsens Landspatientregister! Hvad siger disse undersøgelser så? I følge Skadestuernes virksomhed 2000, var antallet af kontakter med skadestuen i 1995 som følge af vold lig med 17207 tilfælde. I følge, Skadestuernes virksomhed 2006, var antallet i 2006 lig med 21025 tilfælde af patienter som søgte behandling på grund af vold.
I en debat på Information viser konspirationsteorierne sin magt, hvad enten tavsheden og den manglende kamp mod disse skyldes, så er selve posten et godt eksempel på konspirationsteoretikernes fremgangsmetode. Man spammer simpelthen med påstande, implicerende citater, argumentum ad populum, i en lind strøm, i et tempo og omfang som gør kritisk tilgang tidskrævende i et umuligt omfang. For at slet ikke tale om, at man som modstander skal overveje, om man overhovedet kan rokke ved troen, hvis man investerer tiden i det? 9/11, er specielt plaget af konspirationsteorier, modsat f.eks. Beslan, Bombningen på Indonesien, som ikke havde USA eller UK som mål. At bygningerne, skulle være wired med bomber er en af dem, hvor absurd denne end er, enhver kan blot ved at se på billeder fra 9/11 se at bygningen kollapser. At kombinationen af først og fremmest et flere tons tungt fly med en hastighed på omkring 800 kilometer i timen, pløjer i gennem bygningen, hvorefter en stor brand udbryder og tester konstruktionen yderligere, er ikke blot mere sandsynlig, man kan se det ske på nedenstående videooptagelse:
Men så kan man jo påstå, at USA godt vidste, at angrebet kom og intet gjorde for at forindre det, ja og sådan kan man fortsætte, indtil ingen gider at kæmpe i mod mere og man fylder så meget i landskabet og det meste af internettet, at store dele af befolkningen tror en.
Apropos hvad store dele af befolkningen tror på og afviser af bevismængde.
Så afviser 45 procent af den Amerikanske befolkning, evolution som den bedste forklaring på på menneskeligt liv den dag i dag. Det efter 150 år med Darwin og solide mængder data som støtter hans teori. Så når man kæmper forgæves i et felt med så solid og konkret viden, som man i øvrigt på en strandtur kan få sit eget håndgribelige bevis på eller flere, så er det vel forståeligt, at der er grænser for, hvor seriøst man vil tage alle mulige konspirationsteorier.
Hvad mennesker tror på, er sjældent et godt parameter for hvad sandheden er, kontekst, belæg og modsigelser skal også tages med i betragtningen, alt det kræver tid og arbejde, så er det lettere blot at tro.
Troende beskæftiger sig ikke med belæg og med at tjekke deres påstande, det gælder for både religiøse religiøse og politisk religiøse. Det gælder for så vidt, alle der har en kæphest at ride.
Det er derfor at skeptisk tilgang til alle påstande, inklusive ens egne, er yderst vigtig og en vane, som det er vigtigt at tillægge sig.
Update:
Første tårn der falder (WTC2) tilter til siden:
Et nærbillede som tydeligt viser, hvordan bygningen bryder sammen på det punkt hvor den er hårdest ramt af flyet:
Denne bygning, WTC2, sammenstyrtning passer fint med hvor den er ramt:
På den anden bygning som er ramt højest oppe, kan man se hvordan styrken i den del af bygningen under impaktpunktet og brandområder, er stærk nok til at holde igen et splitsekund før nedstyrtningen accelerer:
Denne bygning, trods at den var ramt højere oppe, var også ramt mere centralt:
Lørdag den 21. maj 2007 indtraf en yderst sjælden begivenhed, om ikke enestående i det danske erhvervsliv, så dog en begivenhed så unik, at den måske af selvsamme årsag fraskrev sig muligheden for at gøre permanent indtryk. Det var den dag, at ejeren af Blue Water Shipping, Kurt Strand, besluttede sig for at forære sine 750 medarbejdere 75 procent af aktierne i virksomheden. Fra den dag af, blev virksomheden altså kvit og frit medarbejderejet og en af landets største, hvis ikke den største? Af slagsen.
Medarbejderejede virksomheder er der langt i mellem i Danmark, selvom medarbejderaktier bliver mere udbredt, er det så som så med aktiemajoritet blandt medarbejdere. Der findes dog en lille gruppe små, 100 procent medarbejderejede virksomheder. Såsom MC Emballage og Bendix Transport og nogle få andre. Ligeledes findes der virksomheder som Unimerco med andre procentandele af medarbejdereje. Unimerco, som gentagne gange er kåret blandt landets ti bedste arbejdspladser og har et sygefravær på under en procent.
Men sammenligner vi os selv med USA, Canada, stamper vi stadig i gruset under stafetten, når det gælder både medarbejdereje og medarbejderaktier. I følge Professor ved Ålborg Universitet, Gorm Winther, er det beklageligt, for sammenlignende studier viser, at disse virksomheder klarer sig relativt bedre, end almindelige virksomheder. De har større vækst i både omsætning og medarbejdere. Incitamentet som strækker sig til medarbejderen, giver virksomheden et drive som nok så effektiv topstyring og korpsånd, kan have svært ved at erstatte, det ene udelukker aldrig det andet, i øvrigt.
I Baskerlandet i Spanien findes Europas største medarbejderejede virksomhed, Mondragon, Som i dag har omkring 78000 medarbejdere fordelt på 150 individuelle virksomheder, altså Mondragon er nærmere en medarbejderejet korporation, end virksomhed. Mondragon er baseret på visionen om at Demokrati, socialt engangement og profit kan forenes. 50 procent af overskuddet i virksomheden placeres i medarbejderejede kapitalopsparingsfonde, 40 procent går til research, investeringer og jobskabelse. De sidste ti procent er møntet på sociale formål, miljø og sundhed. resultatet er en virksomhed som forgrener sig langt ud i samfundet, som en lille velfærdsstat i velfærdsstaten. Virksomheden står for fire procent af Baskerlandets samlede BNP, omsatte i 2005 for omkring 23 milliarder EURO, og har vist en gennemsnitlig årlig vækst på 8,5 procent.
Strukturen er som følgende, citeret fra ovenstående link, en artikel af Sally Khallash Bengtsen og Peter Khallash Bengtsen:
"Mondragón Group er i dag opdelt i tre søjler:
* Den finansielle gruppe, som inkluderer livsnerven i virksomheden, banken Cajun Laboral med over 100 afdelinger i Spanien. Den finansielle gruppe tilbyder derudover social velfærdsstøtte, sygesikring, forsikring m.m. til medlemmer. * Den industrielle gruppe indeholder otte divisioner, som producerer varer som fx værktøj, elektronisk udstyr og services som konsulentydelser og rådgivning. * Distributionsgruppen, som består af forskellige kommercielle distributions- og fødevarevirksomheder.
Derudover ejer koncernen en række forsknings-, erhvervsvejlednings- og læringscentre, et universitet med cirka 4.000 studerende, sit eget hospitalsvæsen, en supermarkedskæde, hele boligkvarterer, egne skoler og børnehaver. Alt er organiseret på andelsbasis efter princippet om demokratisk ledelse."
I 1973 fremsatte Anker Jørgensen sit forslag om ØD, Idéen blev skudt ned og forsvandt langsomt ud af Socialdemokratiets partiprogram. Men som man kan se, kan medarbejderaktier også opstå ganske uden statens indblanding.
Problemet for de fleste medarbejderejede virksomheder er at opnå kreditværdighed, at få støttet sine etableringsomkostninger. Her kunne Staten blive en aktør, for staten er i besiddelse af kapitalen. Ofte vil medarbejdere som bliver fyret, når en virksomhed flytter udenlands, gerne genoprette virksomheden, det sker specielt i slagteribranchen og lignende, hvor indtrængningsbarrierne ikke er så store. Her kunne staten gå ind med kapital, oprette ØD og selv beholde en portion aktier alt efter investeringsgrad.
I yderste instans, kunne staten selv starte virksomheder, baseret på medarbejderdemokrati og medarbejdereje og på denne måde ikke blot skabe gode arbejdspladser, bekæmpe globaliseringen, men også supplere sine skatteindtægter, for at slet ikke tale om at nedsætte sine socialeudgifter og hvis rigtig succesfuld, faktisk effektivt nedsætte skattetrykket for alle, gøre Danmark til et attraktivt sted at drive virksomhed for alle. Et ØD system, med demokratisk magt til medarbejderne, bedre indtjening for disse og en lang række medarbejdergoder i form af kost, sociale tilbud, trivselstiltag og andet som gør ØD foretag attraktive, vil også skabe konkurrence om at forbedre forholdene for medarbejdere generelt, og smitte af på den måde private virksomheder er drevet. Mange private virksomheder er i øvrigt allerede i gang med at investere i medarbejdertrivsel, på eget initiativ.
Jeg spår ØD og mearbejdereje en stor fremtid, som løsningen på mange af de strukturproblemer, vores nuværende økonomiske og samfundsmæssige globale struktur giver.
Både staten og og den almindelige medarbejder, og den arbejdsløse, bliver de store vindere i denne proces.
Kritisk blog med et logisk snit, hvor politiske dogmer, zombie diskurser, alment accepterede påstande, tages under kærlig behandling - pressen og sagkundskaben får tiltale efter behov.
Jeg er journalist-studerende på DJH. Derfor bliver en del af mine udgydelser nok præget af øjeblikkets fænomener i pressens urolige strøm og (gab) politik. Men mine interesser er spredte. Så forvent blandet tankevirksomhed inklusive religionskritik, frihedsfilosofi, forskellene på kønnene, og andre, mere eller mindre, politisk ukorrekte og dybt irrationaliserede emner, eller alternativer til disse.
Kommentarer, forslag, ros og ris, hatemails. Evt. interessante indlæg som passer ind i bloggens emneområder. Kan sendes til denne email: Thomabolding2@live.dk
“One is often told that it is a very wrong thing to attack religion, because religion makes men virtuous. So I am told; I have not noticed it.”
"Fredens" religion
Statements:
1. Jeg mener, at ytringsfrihed er et ubetinget gode.
2. Jeg mener, at fornuften er menneskets største force, det eneste som skaber fremskridt og de rigtige løsninger. Fornuften kan suppleres med fordel, men ikke tilsidesættes med fordel.
3. Jeg mener, at religion og politik bør adskilles totalt, hermed mener jeg også politik bør afideologiseres og afdogmatiseres.
4. Jeg mener, at lovregler og religiøst/ideologiskt motiverede sværmerier, forbud og tabuer, aldrig bør blive en erstatning for en rationelt funderet personlig etik, hvor etisk adfærd er en logisk underbygget handlemåde, både til glæde for en selv og andre, eller en samfunds-investering med minimalt spild, til alles fordel. Det mener jeg, fordi etisk motivation i sig selv sjældent fører til fornuftig adfærd og endda ofte til uetisk adfærd og fordi religions baserede bud oftest fører til undertrykkelse og umoralsk adfærd.
5. Jeg mener ikke følelser og religion skal respekteres, for de er synonym med overtro og de forkerte løsninger på både rigtige og ikke eksisterende problemer. Selv når de er harmløse, set i forhold til konsekvenser i ydre forstand, repræsenterer de en kapitulation til tankeløsheden og en latent trussel om at knap så harmløs overtro kan erstatte den harmløse en dag.
6. Jeg mener, at fornuften er begrænset, ens individuelle overblik er begrænset, ens mulighed for viden er begrænset. Men et menneskes bestræbelse på at bruge fornuften, opnå viden og udvide ens horisont bør ikke have nogle grænser.
7. Jeg mener de politiske fløje har udlevet sig selv, en tredje vej mellem dem er en midlertidig løsning. Fremtiden kalder på noget nyt som aldrig er prøvet før.
