Hirsi Ali and Douglas Murray i kampdebat med to moderate muslimer

En rigtig kampdebat over temaet, om Islam er fredens religion. Publikum stemmer i begyndelsen med hensyn til, hvorvidt de tager temaet på ordet, altså om islam er en fredens religion eller ej.

Hele debatten er lang, men værd at følge.

Hvorfor Islam er en voldelig religion, og hvorfor Jainismen ikke er det - Sam Harris

"We are at war with islamic fundamentalism, not merely Al Qaeda, not merely extremist Islam, but the mainstream doctrine of Islam that possess this notion of martyrs and jihad, it contains the imperative to convert, subjugate or kill infidels. Any one who says it doesn't has not read the quran, has not read the hadith or is lying about them. "

London-angrebet: De er ligeglade med om de vinder

Da de to muslimske jihadister havde angrebet en soldat i London i går, ilede en 48 årig kvindelig spejderleder hen til afdøde for at yde førstehjælp.

Det udviklede sig til en samtale, som David Cameron fandt værd at referere - fra JP:

"At konfrontere ekstremisme er en opgave for os alle, og det faktum at vores samfund vil stå sammen om den opgave blev demonstreret af den modige spejderleder Ingrid Loyau-Kennett, som konfronterede en af angrebsmændene i Woolwichs gader i går eftermiddag. Da han fortalte hende, at han agtede at starte en krig i London, svarede hun: "Du kommer til at tabe. Det er kun dig mod mange." Hun talte for os alle," sagde David Cameron. "

Lad os slå en ting fast, det er ikke kun ham. for tilbage i 2005 undersøgte man, hvor mange der støttede det store terrorangreb (7/7 2005) i London, hvor 52 civiles liv endte brat, der var tale om 6% af muslimerne, der bakkede op omkring dette angreb, der direkte gik efter civile. De to jihadister her sparede livet på civile, beklagede over for kvindelige vidner, at de skulle være vidner til dette. Støtten til angreb på militærfolk osv. er større.

Lad os slå en ting mere fast. De er fløjtende ligeglade med, om de vinder. Har Hamas en chance for at vinde? Ja og nej. De kan vinde paradiset og status som martyr, og det er alt rigeligt for dem. De kan ikke besejre Israel. Ikke lige nu i hvert fald, men profeten Muhammad har profeteret, at islam vil herske over hele jorden, så om det er om 100 år, 200 år eller senere, det vil ske, mener fundamentalisterne.
Muslimerne i Thailand, der siden 2004 har dræbt tæt på 6000 mennesker, de kan heller ikke vinde. De dræber videre alligevel.

De kan vinde paradiset og blive martyrer og ja, uanset hvor svært det er for os at fatte, at mennesker her i 2013 tror på sådan noget vås, så gør mange af dem det faktisk.

Det undersøgte man også i forbindelse med 7/7 bomberne i London, og 13 procent betragtede selvmordsbomberne som martyrer:

But, a significant minority, 13 per cent, believe the 7/7 bombers should be regarded as "martyrs". And 7 per cent felt suicide attacks on UK civilians could be justified in some circumstances. This rose to 16 per cent for a military target.

Der er naturligvis en anden side af den sag, et flertal betragtede dem ikke som martyrer og i samme undersøgelse sagde 56 procent af muslimerne i England, at regeringen ikke gjorde nok for at kæmpe mod islamisk ekstremisme.

Men vi taler stadig om et væsentligt mindretal, der støtter jihad. Det er ikke kun 50-100 personer, der sympatiserer med terrorisme og er villige til at udføre den.

Lad os også slå nogle andre ting fast. Man kan anføre, at terrorangreb er sjældne, og at biler i trafikken er langt farligere end muslimske terrorister. Det er jo meget få terrorangreb, der har været.

Men lad os slå fast, at de fleste terrorangreb bliver standset af efterretningstjenester, og mange af de angreb, som fx. forsøget på at sprænge ti fly i luften i standset i 2006, kunne være endt enormt blodigt.

I lande, hvor myndighederne ikke er i stand til at effektivt standse terroristangreb, hvad enten det er Thailand, Indonesien, hvor 10.000 kristne blev dræbt mellem 1998-2003, Irak, Pakistan, der bliver der slået mere end 10.000 ihjel hvert år. Alene i de lande.

Der er ingen øvre grænse, for hvor mange eller få, der kan dø i terrorangreb, og slet ikke hvis en hel samfundsorden bryder sammen, og vi i stedet taler massakrer.

Der er en pragmatisk dimension selv blandt dem, der tror fuldt på martyriet, som f.eks Hamas. Hvis fx. hele Hamas kastede sig ud i et alt eller intet angreb på Israel, ville organisationen blive stort set udslettet. Så det gør de naturligvis ikke. Men vær ikke i tvivl om, at de gør det den dag, de føler sig så stærke, at de måske kan sejre eller for alvor svække Israel.

I dag har organiseret terror med flere personer involveret svære vilkår i Europa, men hvis den dag kommer, hvor myndigheder har svært at styre og kontrollere udviklingen, så bryder helvede løs.

De radikale muslimer i Europa vil en dag gå efter autonomi og selvstyreområder med sharialov, de vil ikke nøjes med kun symbolske angreb på politi og brandmænd for evigt.

Her kan man undre, om Cameron selv tror på den løgn, som han kolporterer? Nemlig, at der er intet i Islam, der retfærdiggør denne gerning. Har han hørt om jihad?

Update: Som nævnt i kommentatatorsporet, er der flere tegn på, at unge muslimer er mere radikale end ældre, næppe nogen overraskelse, men alligevel noget, der hører med til de forhold, der er afgørende for om "vi får fred på jord og menneskene i hinanden velbehag" i fremtiden.

Forty per cent of Muslims between the ages of 16 and 24 said they would prefer to live under sharia law in Britain, a legal system based on the teachings of the Koran. The figure among over-55s, in contrast, was only 17 per cent.

Turning to issues of faith, 36 per cent of the young people questioned said they believed that a Muslim who converts to another religion should be "punished by death." Among the over 55s, the figure is only 19 per cent.

Forty per cent of younger Muslims said they would want their children to attend an Islamic school, compared to only 20 per cent of over-55s. 

One in eight young Muslims said they admired groups such as al-Qa'eda that "are prepared to fight the West". Kilde: 

 Undersøgelsen nævnt for oven er foretaget af tænketanken Policy Exchange, som, tro det eller ej ud fra Camerons udtalelser, siges at have tætte bånd til de konservative og Cameron selv. Den fulde rapport fra den undersøgelse (100 sider) kan findes her:


Også en dokumentar her om, at denne radikalisering blandt unge ikke er helt tilfældig:






The Enemy Within: De Radicalizing Young Muslims by tvnportal

Når musik er bedst live - Demi Lovato

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper


Nuff said! (intet mere at tilføje)

18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.

Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:

Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:

På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.

10 procent af børn og unge i England under 25 år er nu muslimer

Fra Telegraph.uk:
 
Næsten ti ud af hundrede unge under 25 år beskriver sig selv som muslimer i England og Wales i dag.
 
Det på trods af, at muslimer stadig siges at udgøre blot omkring 4 procent af befolkningen.
 
Artiklen fortæller også, at omkring 25 pct. af englænderne er over 65 år gamle, mens omkring halvdelen af muslimerne i landet er under 25 år gamle, for det er gennemsnitsalderen (medianalderen) på muslimerne i England/Wales.
 
Det kan ikke helt konkurrere med 17 år som medianalder i Gaza, men omvendt er det langt fra Storbritanniens medianalder på 40,2 år.
 
Artiklen bærer også den prognose, at allerede i næste årti vil et mindretal i England betegne sig selv som kristne.
 
Jeg er personligt ingen fan af kristendom. Men det er da en smule ironisk at næsten på samme tid skriver en anden engelsk journalist, helt neutralt og slet ikke spor farvet, ahem:
 

But perhaps what will prove most surprising to some, Europe is revealed as the least ethnically diverse continent on the planet, with the UK and France as two of the most.

The revelation will stick with certain right-wing political parties who claim that mass immigration has diluted indigenous culture and custom and left their societies with little or no tangible sense of national identity.

Problemet findes ikke i nuet. Problemet består i, at hvis de trends, vi ser i nuet, fortsætter. Så kan flere Europæiske landes oprindelige befolkning vågne op en dag i dette århundrede og være i mindretal. Et mindretal blandt de unge bliver de naturligvis en generation eller så, før dette sker.

Det sker på grund af to forhold, nemlig mere indvandring, og at specielt fordi muslimerne føder flere børn end andre, og det gælder altså også for de 3 generations efterkommere fra Pakistan og Bangladesh, man har i England. Hvor vi kan begrænse indvandringen ganske let, kan vi ikke begrænse børnefødsler så let. Det er fakta, at vi er på kurs mod at blive et mindretal, som oprindelige befolkninger. Det er fakta for England og Wales også, som jeg har skrevet om tidligere.

Det vil helt sikkert ske for Tyskland, det kan nærmest ikke undgås, som har skrevet grundigt om her. Immigrantbørn udgør allerede 35 procent af børn i alderen 0-5 år i Tyskland, og de tyske oprindelige kvinders fertilitetsrate er håbløst langt væk fra reproduktionsstadiet med 2,1 barn per  kvinde og helt nede på et niveau, hvor konsekvensen er, at antallet af etniske tyskere vil skrumpe til 20 procent af, hvad den er i dag inden vi når år 2113. Under 1,6 barn er regnes som det punkt, som det er nærmest umuligt at genoprette en befolkning fra, tyske kvinder ligger omkring 1,2 barn per kvinde.

Det vil kræve en fortsat høj indvandring for Frankrig og England at lide samme skæbne som Tyskland i dette århundrede, da kvinderne der er noget tættere på 2,1 barn per kvinde. Men som en fransk økonom har regnet sig frem til, så kræver det kun en fortsættelse af den nuværende trend i indvandring og familiesammenføringer, samt indvandrerfertilitet for Frankrigs vedkommende, for at de oprindelige franskmænd bliver mindretal i 2060.

I nuet er muslimerne et reelt mindretal, men når dette århundrede lakker mod enden, så ser det meget anderledes ud, hvis der er ikke sker store forandringer i indvandring og fødselsmønstre, det er fakta!


(Beklager jeg fik postet denne blogpost ved en fejl, før den var skrevet færdig.)

Payback time

Da AC Milan jordede Barcelona på San Siro i sidste måned og få dage efter tabte til Real Madrid på hjemmebanen med 1-3, fulgte der en masse "Where is Messi - Messi Missing" og lignende morsomme cut and paste satire-fiduser i kølvandet. En lille samling her på 101greatgoals.com:

Denne uge bød på et historisk comeback, da Barcelona vendte et tomåls nederlag i første kamp mod AC Milan til en sejr på samlet 4-2.

Så er det jo man siger, at den, der ler sidst, ler bedst.

Men jeg siger tak for inspirationen til følgende cut and paste til de vittige sjæle, der sikkert stortrivedes under Messis og Barcelonas korte krise:)

(Short introduction for the international reader. Many talked about the "missing Messi" in the aftermath of the first AC Milan - FC Barcelona match in 2013 followed by another gruesome defeat at home against Real Madrid. Some very creative and humorous minds produced quite hilarious Cut & Paste textadded images on this background. I have to thank these wonderful people for the inspiration to below Cut & Paste image - and the best laugh is always the final laugh :))

Because where was the AC Milan Defense? Anyone found them yet? Maybe still making knolls on San Siro to ruin Barcas play?

Det bliver dog først rigtig morsomt, når Real Madrid igen får en over tuden:)

Gense kampen her på Onside.dk.

Vi gør ikke nok - vi gør ikke nok - vi gør ikke nok

Bang, bang, så blev der skudt igen i Hovedstaden. Og vi har vel vænnet os til det, jeg synes ikke - fra sidelinjen betragtet - at der er den helt store reaktion. Og gudskelov, fristes man næsten til at sige, for når reaktionerne kommer, så ser de sådan her ud:

Den seneste tids udvikling på Indre Nørrebro viser med al tydelighed, at vi ikke gør nok. Vi vil derfor styrke indsatsen yderligere, afsætte flere ressourcer og løfte hele området i en samlet plan for området. 

Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København på hendes JP-blog .

Hvorfor stiller hun dog ikke det spørgmål, at når man har brugt mere 200 millioner kroner om året på kriminalitetsforebyggende indsatser på Nørrebro, over 20 procent af det samlede børn og unge budget, hvorfor har det så ikke virket?

Nu har jeg ikke tid til at grave til bunds i de her tal, men der er allerede brugt mange penge på mange forskellige initiativer på Nørrebro alene - lad mig citere fra tidligere blogposter her:


Jeg har hængt lidt fast i denne historie fra i går, om den såkaldte manglende indsats over for bandekriminalitet.

Frustrationen og forargelsen går hånd i hånd, og jeg raser ærligt talt inden i.

1. Man taler, som om at man ikke har gjort en indsats.

Det har man naturligvis. Det er at binde sig selv og andre blår i øjnene, når man påstår noget andet:

194 mio. kr. brugte Københavns Kommune sidste år på at forebygge kriminalitet, og flere end en fjerdedel af de ansatte brugte deres tid på at føre 31 kriminalpræventive aktiviteter på det uroplagede Nørrebro ud i livet...Ud over de 194 mio. kr., som Københavns Kommune hvert år bruger på at forebygge kriminalitet, sender man årligt 220 mio. kr. til Nørrebro alene til socialt arbejde fra anbringelser af børn til gadeplansarbejde. Et beløb der svarer til 20 pct. af det samlede budget. Mikkel Warming ønsker at sætte endnu flere penge af i næste års budget målrettet udsatte børn og unge. (Kilde: JP)

Og allerede i efterfølgende budgetplan blev der brugt flere penge (tidligere blogpost her):

 Samlet bliver der tilføjet 30,5 millioner, hvilket så ikke er så meget, men næppe heller afspejler fuldt de stigende udgifter på området. Det inkluderer for eksempel ikke idræts og kulturpakken, hvor 44 millioner går til etablering af bibliotek og kulturhus i Tingbjerg. 15 millioner ekstra til døgnforanstaltninger. 10 millioner ekstra til døgntilbud, det hele af det sidste er en blandet pakke.

Siden 2009 er der angiveligt blevet brugt en del flere penge på Nørrebro, det går ikke rigtig som smurt at finde informationer på Google med relevans for det seneste år og indsatsen, eller noget har tilsyneladende også virket på nogle områder, men har man grundigt undersøgt, hvad der har virket? Det er nemlig ikke alle kriminalitetsformer, der kan fremhæves som i tilbagegang. Altså udover skyderierne:

Langt de fleste gaderøverier går ud over småhandlende og tilfældige, især unge på gaden. Fænomenet er mest udbredt i København, og det er også her stigningen er markant. I følge Rigspolitiets statistik er stigningen på 35 procent i forhold til 2007. Kilde: DR

Det er altså allerede mange penge, der bruges på det her.

Update: Faldet i kriminalitet på Nørrebro, hvor pengene i udpræget grad bruges, følger den almindelige trend for kriminalitet i København. Ja med hensyn til voldsforbrydelser klarer Nørrebro sig umiddelbart dårligere:

Så man kan godt stille sig tvivlende over for, at de mange penge virker. Trenden med faldende kriminalitet er i øvrigt gældende for hele landet.

Mere af den slags - tak!

Den dobbelte morder og vanekriminelle indbrudstyv Marian Clita skal trods højlydte protester overføres til et fængsel i sit hjemland, Rumænien. Det besluttede den rumænske højesteret i går, og den beslutning er endelig. Kilde: EB

Denne model er sjælden, så måske skulle vi i stedet ændre lidt på, hvor godt vi behandler udenlandske kriminelle, der finder det en god forretning med lav risiko at komme til Danmark og begå kriminalitet. 25 % af de indsatte i danske fængsler er ifølge artiklen ikke danske statsborgere - vel at bemærke ikke fuldt dækkende, da mange udlændinge i fængslet har opnået dansk statsborgerskab.

I Nyborg Statsfængsel har han sin egen celle med tv, Playstation og adgang til køkken, hvor han selv kan lave mad. Han er godt tilfreds med det fynske fængsel, og derfor vil han ikke tilbage til en overfyldt, uopvarmet celle i Bukarest. I Nyborg Statsfængsel tjener han flere penge ved at passe sit arbejde i et grafisk værksted, end hans søster gør som lærer i Rumænien.

Lad os se det i øjnene at for mennesker fra allehånde mere eller mindre fattige lande, for mennesker, der alligevel ikke har et godt liv med mange penge, der er det ren win/win - plus god profit, når de drager til Danmark og begår kriminalitet.

En bizar fortolkning af almen interesse

Journalister skal følge landets love og nogle etiske retningslinjer. Og gør de ikke det, kan de alligevel i nogle tilfælde slippe fri af lovens lange arm i tilfælde, hvor andre får blæst frisuren bagud af trykbølgen fra slaget med lovens hammer.  Det under forudsætning af, at det, de gør, kan påberåbe sig almenhedens interesse.

Jeg kan på jungletrommerne forstå, at Ekstra Bladet ser det som værende af essentiel samfundsinteresse, at gale jihadister ved, hvor Lars Hedegaard bor, så han kan komme af dage på klassisk foreskreven vis - med hovedet savet over af en sløv kniv.

Lars Hedegaard har selv sendt følgende takkebrev, fordi hele landets ypperste vagthund er sit ansvar så dybt bevidst:

På side 10 i dagens avis bringer Ekstra Bladets medarbejder Bo Poulsen den opsigtsvækkende nyhed om at mine sager er blevet flyttet ud af min tidligere bopæl på Pelargonievej.

For at gøre det nemmere for nye revolvermænd at finde mig, er dine kvikke medarbejdere fulgt efter flyttebilen. Ulykkeligvis blev de passet op af en betjent, der ville se deres kørekort, mens flyttemændene forsvandt rundt om nogle hjørner.

Ekstra Bladet har i det hele taget haft nogle svære dage. Først måtte I ikke forulempe Lars Barfoed på Christiansborg, og nu bliver I forhindret i at fortælle hellige krigere, hvor jeg skal bo. Pressen har svære vilkår.

Hvad skulle vi dog gøre uden Ekstra Bladet, og sagens natur gør, at jeg lige må træde i såret igen, hvad skulle halshugsningslystne dog gøre uden Ekstra Bladet?

"Find dig i Ekstra Bladet, eller find dig i hvad som helst!" Så sandt så det kioskbasker, Inshallah, Inshallah.

Der foreligger ingen oplysninger omkring, hvorvidt sagen har ført til selvransagelse og eventuelle undskyldninger. Men at man ikke har sendt noget i den stil ud med Ekstratryk og i klar og tydelig offentlighed, det siger vel også en del.

Banditter i rødt

Det er godt, at konkurrenterne holder øje med Fakta, for jeg er ikke sikker på, at forbrugerne gør det.

Jeg er personligt ophørt med at handle i Fakta, medmindre jeg kun mangler nogle småting, som jeg ved, de har til nogenlunde samme pris, som konkurrenterne har det. Det på trods af, at jeg har mindst tre gange så langt til andre supermarkeder.

Faktisk er selv Løvbjerg billigere med en del produkter, end Fakta er det, for at slet ikke tale om konkurrenterne - specielt Rema 1000, Aldi og Lidl.

Det har Netto opsnappet og er lidt kække i en ny kampagne:

528,75 kr. i Fakta og 498,20 kr. i Netto. Netto derfor! Så kort og kontant er budskabet fra Netto, der i en ny landsdækkende annoncekampagne i dag erklærer discountkrig mod konkurrenten Fakta. BT.

Jeg gik ellers og var bange for, at Netto og Fakta indforstået havde skruet priserne op. Priserne i Netto har nemlig heller ikke imponeret mig de seneste par år.

Misinformationsdirektøren i Coop, Jens Juul Nielsen, forsøger at glatte forholdet ud:

Jeg kan se på bonen, at der er et par varer, hvor Netto er billigere end os.

To varer, der så lige koster til sammen 30 kr. mere? Ja, det siger manden, der i øvrigt anklager Nettos eksempel for at være misvisende, for hvis man valgte nogle andre varer, så ville Fakta være billigere der. Tja.

Jeg er ked af det, men jeg tvivler, jeg er bange for at i kort og godt på gammeldaws manér er busted, og Nettomanden har ret i, at resultatet ville være det samme, hvis man valgte andre varer.

Så kommer den remse, som de gladeligt fyrer af ved hver given lejlighed - nemlig, at man trygt kan stole på, at de er lige så billige , som konkurrenterne, for de sammenligner nemlig priserne hos hinanden hver uge.

Både Netto og Fakta oplyser, at de hver uge tjekker konkurrenternes priser, og finder de varer, der er billigere end deres egne, så matcher de konkurrentens pris.

Jeg følger ikke med i Nettopriserne, for jeg har ikke en i nærheden. Men jeg følger med i Fakta versus Løvbjerg, Rema 1000 og Aldi og Lidl, og jeg kan godt gå hen og udpege en del produkter, af den slags virkelig er kerne- og dagligvarer, der ikke er så billige, som hos konkurrenterne, og som ikke har været det siden årsskiftet. Så ved man selvfølgelig aldrig om Faktas pristjeksmedarbejder holder lang juleferie?

Men jeg ved, at selv om begge parter har dybe særinteresser, så er der en af dem, jeg stoler noget mindre på, end jeg gør på den anden.

Suk!

Bt.dks pristjek, som er lavet i dag, viser, at du let kan få en ramme dåse-Cola til ca. 50 kr. i flere af grænsebutikkerne. Samme produkt koster normalt 199 kr. i de danske butikker, men kan fås til 95 kr., hvis du er heldig at ramme et spot-tilbud. Det giver altså en besparelse på min. 47,7 pct.

Kilde med forbehold for senere redigering.

Violintid igen

De første strengeinstrumenter fandt det innovative menneske på for omkring 4500 år siden i Mesopotamien. Hvordan sådan en opdagelse med mange andre blev til, det har altid fascineret mig.

Lige præcis denne fascinerende opdagelse i Irak for 4500 år siden har sidenhen ført en nydelse uden lige. Og den nydelse er specielt båret af tre strengeinstrumenter. Violin som den største. Fulgt af cello og guitar.

Nu følger jeg ikke så meget med mere, men læste nyligt om denne unge kvinde, der løfter violinspillet til nye dimensioner. Ikke så meget i musikalsk henseende, som med hensyn til at danse og spille på samme tid.

Hun var åbenbart i København og gav koncert, opdager jeg selvfølgelig for sent, bittert, men jeg havde alligevel ikke råd. En anden gang - helt sikkert.

Sådan kan man også tage livet på som skjorte og leve det, for det at parafrasere hr. Benny Andersen. Og i parentes nyde det, for sådan ser det ud til, at hun gør til fulde.

Er lidt forelsket i dette nummer (naturligvis ikke i pigen, er efterhånden lidt for gammel):




Sådan ser hun ud og danser live:) Sgu lidt sødt.

Anyway. Det er ikke kærlighed ved første blik, men et minde om en gammel flamme, der også kombinerede elektronisk musik og inciterende violinspil:

 

 Violinisten her er Lili Haydn. En lidt anden type, der er kaldt violinisternes svar på Jimi Hendrix. Og hun kan nyfortolke Mendelsohn så det batter, omend jeg er så meget æstetiker, at jeg foretrækker originalen, for det bliver lidt smådekadent på et tidspunkt (Starter med Mendelsohn varianten, ellers kan We got the power - 31,2 minutter inde anbefales) :

 

 Nå, Violiner er noget, der kan få en ud af vinterhiet. Måske derfor, at netop Sibelius har begået det bedste i genren nogensinde, hvis man spørger mig.