Violintid igen

De første strengeinstrumenter fandt det innovative menneske på for omkring 4500 år siden i Mesopotamien. Hvordan sådan en opdagelse med mange andre blev til, det har altid fascineret mig.

Lige præcis denne fascinerende opdagelse i Irak for 4500 år siden har sidenhen ført en nydelse uden lige. Og den nydelse er specielt båret af tre strengeinstrumenter. Violin som den største. Fulgt af cello og guitar.

Nu følger jeg ikke så meget med mere, men læste nyligt om denne unge kvinde, der løfter violinspillet til nye dimensioner. Ikke så meget i musikalsk henseende, som med hensyn til at danse og spille på samme tid.

Hun var åbenbart i København og gav koncert, opdager jeg selvfølgelig for sent, bittert, men jeg havde alligevel ikke råd. En anden gang - helt sikkert.

Sådan kan man også tage livet på som skjorte og leve det, for det at parafrasere hr. Benny Andersen. Og i parentes nyde det, for sådan ser det ud til, at hun gør til fulde.

Er lidt forelsket i dette nummer (naturligvis ikke i pigen, er efterhånden lidt for gammel):




Sådan ser hun ud og danser live:) Sgu lidt sødt.

Anyway. Det er ikke kærlighed ved første blik, men et minde om en gammel flamme, der også kombinerede elektronisk musik og inciterende violinspil:

 

 Violinisten her er Lili Haydn. En lidt anden type, der er kaldt violinisternes svar på Jimi Hendrix. Og hun kan nyfortolke Mendelsohn så det batter, omend jeg er så meget æstetiker, at jeg foretrækker originalen, for det bliver lidt smådekadent på et tidspunkt (Starter med Mendelsohn varianten, ellers kan We got the power - 31,2 minutter inde anbefales) :

 

 Nå, Violiner er noget, der kan få en ud af vinterhiet. Måske derfor, at netop Sibelius har begået det bedste i genren nogensinde, hvis man spørger mig.