Et godt ægteskab er en god søvn værd

Nu viser en undersøgelse, at et lykkeligt ægteskab er godt for kvindens sjælefred om natten.

Lykkeligt gifte kvinder sover bedst om natten, mens skilte sover dårligst - dårligere end selv ulykkeligt gifte.

Jeg går ud fra, at samme resultat kan reproduceres blandt ikke-gifte par.

Men resultatet er ganske interessant, selvom pessimister gennem tiderne har ment, at ægteskabet er at fordoble ens bekymringer, ja, måske ville man også få det resultat hos mænd.

Men det interessante er jo, at hvis der er noget vi har svært ved i dag, så er det at bevare et godt ægteskab. På trods af at nok de fleste af os kunne være enige om, hvis noget gør en lykkelig, er det et godt parforhold/ægteskab.

Alligevel skal overdrevne forventninger, for stor tillid til mavefornemmelser og for lille tillid den mand, som ikke kan laves om langs den lange tynde linje af krav, som de historisk forsmåede kvinder, med en voldsom trang til at bestemme, spinner. Alligevel skal traumer og gen-projektioner af alle hendes projektioner på eks-kæresten, nye projektioner blandet med en lille smule virkelighed, alligevel ødelægge det hele.

Små dumme småting på stribe, ødelægger både kærligheden og søvnen.

Men det er kærligheden som skaber lykken, ikke ens lunefuldheder afrundet med en hastig flugt.

Nu vil jeg ikke generalisere, men jeg tror godt jeg kan slippe af sted med påstanden om, at flertallet lever i knap så lykkelige parforhold.
Det sjove er, jo mere intelligente personerne er, jo sværere bliver det. Egentlig burde det jo være helt anderledes. Intelligente mennesker burde kunne sætte sig over sine luner og lade følelserne afrundes af fornuften.
De burde kunne tænke mere i helheder, og dermed mener jeg ikke helheder af partnerens fejl, men helheden af ens egne fejl.

Helheden af fejl, hverken partnerens eller egne, gør aldrig en lykkelig. Det gør kærligheden til gengæld.


Det er så simpelt og dog så svært, elsk, elsk, elsk hinanden og åbn hinandens arme.

Update: Kvinder får 40 procent mindre tilbøjelighed til at gifte sig for hver 16 IQ point de stiger, hvorimod mænds tilbøjelighed til at være gift stiger med 35 procent, for 16 IQ point de stiger.
Altså singlekvinder har en højere IQ, som de bruger til at undgå kærligheden med.

Ideologi-idioti

Det er for mig, det bedste udtryk for når ideologiske idéer danner basis for en politik, der har den empiriske virkelighed i mod sig.

En sådan Ideologi-idiotisk tankegang er Venstres privatiseringstanker, som nu er de facto udvidet til at alt kan privatiseres.

Selve tanken er absurd. Privatiseringen af sygehusene har kostet det danske samfund milliarder, fordi de private sygehuse er dyrere i drift end offentlige, som er gennemeffektiviseret gennem en lang årrække, omend de spilder en del tid på papirnusseri.

Ligeledes har man det absurde forhold, at en offentlig ansat læge, henviser til operation på et privat hospital, kører selv hen på hospitalet og opererer. Fordi der tjener han og sygeplejerskerne flere penge.
Oven i skal så ligges en profit for privathospitalet, for privathospitalets første prioritet er at generere profit, at holde udgifterne er underordnet og det er kun nødvendigt at gøre det i det omfang, det kan resultere i man genererer mere profit .

Hvad vi absolut ikke har brug, det er en omfattende privatisering, hvor kæmpefirmaer overtager kæder af folkeskoler, plejehjem, sygehuse, med omfattende standardisering af alle forhold til følge - fra den mikrobølgeovnsopvarmede junkfood - til standardisering og ensretning af skoler og børn, pædagogisk metode osv.

Privatiseringen af sygehusene vil slet ikke løse noget. De vil blot føre til dyrere behandling - når der tænkes i profit, får vi et helt andet sundhedsvæsen og et dyrere et.
Om det så blev koblet med privat sundhedssikring, hvilket sikkert vil være venstres langsigtede mål, ville det stadig ikke kunne konkurrere med et gennemeffektiviseret offentligt hospital, hvor profitten ikke er en del af beregningen.

Nej vi har nærmere brug for et andet opgør, nemlig et opgør med tanken om at stat er dårligt og privat er godt.

Hospitaler skal ikke være forretninger, det skal heller ikke skoler, plejehjem, osv. Kun som de sidetilbud de er nu.

Omvendt burde staten begynde at bevæge sig ind på det private område. Begynde at starte virksomheder, med indtjening til statskassen og skattelindring, penge til bedre service som formål.

Privatisering, kan i nogle tilfælde være en god idé, men på makroplanet er det udelukkende en dårlig idé. Private alternativer er godt i det små, men i det store, nej tak!

Stress problemer?

Hvis du har problemer med at være stresset nok, så tag et kig her på 10 rigtig gode råd til, hvordan du kommer op i omdrejninger i en fart.

Hvor der er fornuft er der håb

Den samlede sum af ufornuft i den muslimske verden er stadig høj.

Men der er dog et spinkelt håb forude, holdningen til selvmordsbombere har flyttet sig marginalt.

Det er ganske vist en næsten 1 år gammel nyhed, som 24 timer bragte i dagens udgave. Men selv i en agurketid kan noget interessant dukke op.

I følge PEW Global Research projektet er opbakningen til selvmordsbombning faldet markant i den muslimske verden:





Det skyldes angiveligt delvist, at når vi taler selvmordsbombning i dag, taler vi ikke "kun" (i deres øjne) om drab på de besættende Israelere. Men i langt højere grad om drab på uskyldige irakiske civile.

Men det kan ikke alene være grunden, selv om sådanne begivenheder uden tvivl kan betragtes som inspirerende til en revurdering af rationalet bag selvmordsbombning og de grupper som udfører den.

Ligeledes er støtten til Osama Bin Laden faldet:


Det samme er tilfældet med supporten til ekstremistisk islam.

Men ikke alt er fryd og gammen, støtten til islam og dens indblanding i politik, til sharia er stadig stor.

En del-fundamentalistisk vinkel er ikke noget som holder hel-fundamentalismen fra indflydelse og magt.
De 30 procent tyskere der stemte på Hitler i sin tid, havde næppe ønsket om holocaust som motiv. Det var en ikke for direkte artikuleret målsætning fra nazi-toppens side.
Så i støtten til mere islam kan fundamentalistisk islam, inklusive jihad og en strengt fortolket sharia, let snige sig med.
I øvrigt mener disse ekstreme muslimer, at de har gud på deres side langt ud i vanviddets yderste afkroge. Så hvad flertal mener, er ikke noget de tillægger den største værdi.

Flertallet af muslimer er moderate, mere eller mindre moderne, men ufornuften spiller stadig en farlig og stor rolle i disse samfund.

Men Islam er først og fremmest en trussel mod sig selv.

White man´s burden

Har endnu ikke fået tillagt mig den vane at kommentere udenrigspolitik, og da slet ikke valget i USA.

Jeg vil heller ikke kommentere i denne omgang, mere end jeg lige vil sige, at selv om det kunne være hyggeligt med en kvindelig præsident bag de intelligente precisionsbombs, så bør det nok ikke lige være Hillary, som er mere lineal end kvinde.

Jeg vil lade Jon Stewart stå for kommentaren, og ønske et delvist USA tillykke med den succes at møde et farvet individ som et menneske.
Om Obama så er hovedbestanddel lineal, og mindstedel menneske, det er en anden diskussion.
Man kommer ikke menneskelig til præsidentposten i USA, medmindre man er menneskelig på et fromt menighedsplan.

Men Stewart når han er bedst:



Desværre er den tidligere version i bedre kvalitet blevet slettet.

Men her kan i finde en i bedre kvalitet på Daily Shows egen hjemmeside:

Breaking news fra et kontrolsamfund

Line...

Line har fundet et arbejde, som hun skal overtage om et par måneder.
Men Line skal alligevel søge fire stillinger om ugen, fordi:

- Vi synes jo, at man bør møde den ledige med lidt større tillid. Men det er op ad bakke, ministeren er ikke rigtig lydhør over for vores meldinger.

Udtaler forbundsformand i Sprog og Kommunikation, Birgitte Jensen.

Claus Hjort Frederiksen synes åbenbart at linen skal holdes stramt, det er jo et selvansvar at finde et arbejde, nu da regeringer i årtier har forfejlet at skabe arbejdspladser til befolkningen, må opgaven jo naturligvis udliciteres til den enkelte, så det kan få fingeren ud af *********, og selv finde et arbejde.

Men der er håb for Line. Hun skal blot søge de over 80 procent jobannoncer som repræsenterer et arbejde, der for længst er taget.

Derudover kan hun jo bare skrive en dårlig ansøgning, som falder i bunden af 50-200 ansøgninger, hvis det ikke lige er 1000 ansøgninger, som nogle stillinger faktisk ryger op på.

Tillid er godt, men kontrol er jo bedre. Kontrol forandrer bare ikke den virkelighed, at der faktisk er mangel på arbejdspladser.

Sundt at arbejde - Sygdom er svaghed.

Nu skal de syge ikke længere være syge. De skal arbejde, indtil lægerne har fundet ud af præcis, hvad der er galt.
Det vil sige, et menneske, som er gået med stress, skal fortsat gå he,n hvor stressen er opstået. Et menneske. som har ondt i ryggen, skal bare arbejde videre, mens lægerne undersøger på kryds og på tværs, hvad der er galt? Hvilket sagtens kan tage meget lang tid.

For man må jo ikke bukke under, det gør jo som sagt kun de svageste, og det kan vi ikke bruge til noget.

Nej, vi mangler jo arbejdskraft, og selv om vi ikke mangler den, så skal man jo alligevel hænge fast i det yderste af neglene, fordi alt andet er noget rod, noget værre svagpisseri. Det gode menneske er jo det, som giver alt til sit arbejde, til sin egen selvrealisering, til sin egen brede kompetenceudfoldelse, som helst ikke bliver sygt, når det smider stadig flere bolde i luften, påtager sig stadig mere ansvar, mødes med stadig flere og mere eksplicitte krav, ikke blot til faglig formåen, men også til ens sjæl og person.

Claus Hjort Frederiksen vil havde færre syge, på sygedagpenge forståes.
Hvad er så mere nærliggende, end at presse citronen så disse menneske kan komme på førtidspension i stedet?

Naturligvis kan der blive flere stressede af, at nogle melder sig syge og presset derfor stiger på de andre.
Men måske skyldes det at presset i sig selv er for højt? og presset bliver ikke mindre dag for dag.
Der vil jo være nogle der bliver syge ind i mellem, derfor kan man ikke basere arbejdsbyrden på at alle er raske.

Der er masser af ledige, raske hænder at tage af, eller uddanne fra.

Problemet er, at vi har stigende krav på os selv og hinanden. Specielt i de sektorer hvor effektiviseringstanken og rationaliseringtanken har rådet. Hvor det efterhånden ligger implicit, at skylden for at det ikke går hurtigt, eller effektivt nok, ligger på ledelse og medarbejdere.
Hvor grænsen for det mulige hele tiden afprøves og redefineres.

Det er også stigende krav vi tager på os selv, hvad angår det vi bør formå i fritiden, af sociale kontakter, sport, hushold osv.

Det moderne menneske prøves til kanten af sin formåen konstant. Det er denne tankegang vi skal gøre op med.

For at sige det med Thoreau: - "simplify, simplify."

Vi kunne præstere det samme arbejde fordelt på flere hænder, de 800000 vi har på overførselsindkomst, ældre og stadig vitale mennesker som frivilligt gerne vil ligge nogle timer her og der.

Og vi kunne få et meget sundere samfund ud af det.

Update:

Usmart at sende mennesker tilbage, til det de blev syge af.

De stærke overlever, de svage bukker under. Stress er noget man ikke tolererer, man smider hellere end medarbejder ud. Det er jo ikke arbejdspladsens skyld, at mennesker bliver stresset, vel?
At stress og depression faktisk gør dig stærkere, det kan vi jo ikke bruge til noget, de har jo en gang udvist svaghed.

Hvad blev der alle de nye arbejdspladser?

Som tidligere nævnt i flere poster bliver der fiflet en del med virkeligheden, når vi taler om arbejdsløshed og manglen på arbejdskraft.

Nu viser nye tal fra Arbejdsmarkedskommisionen. At antallet af personer i grupperne: sygedag­penge, fleksjob, revalideringsydelse, ledighedsydelse og de svageste kontanthjælpsmodtagere. Altså dem uden for aktivering er steget fra 435.000 i 2000 til 481.000 i 2007.

Tidligere poster på området:

Mere ros tak - for vi har afskaffet arbejdsløsheden

Vi har afskaffet arbejdsløsheden

DJØFFERI Igen igen

Det sygelige arbejdsmarked

Metapolitik - en glidebane fra realpolitik til mærkesagspolitik

Hvis vi kigger tilbage på de seneste valgkampe, har de realpolitiske programmer indtaget mindre plads, eller vist sig mindre succesfulde, end de mere metapolitiske propagandistiske mærkesager.

Følelser og enkeltsager, såsom flygtninge/indvandrere, offentlig løn, skattestop, valgfrihed, behandlingsgaranti er blandt det som har flyttet stemmer.

Mads Storgaard Jensen har begået en ganske udmærket bog om emnet, som det absolut kan anbefales, at man læser, nemlig: "Når politik bliver pop - om symboler, identitet, branding i dansk politik".

Politik består naturligvis af et lag som er baseret på følelser og identifikation, et lag som er overfladisk og symbolsk. Det er noget som journalister naturligvis er meget bevidste om, og vi kan for så vidt ikke betænke politikere i at gøre det samme.

Men for begges vedkommende har dette fokus omkostninger, i form af at underlaget, bestående af et klædetæppe af realiteter som er forbundet i en gensidig påvirknings og årsag og konsekvenskæde, aldrig kommer med i billedet.
Dette udgør et problem, eftersom politik i stigende grad bliver til retorik, der peger i en anden retning en virkeligheden bevæger sig. Fordi udgangspunktet bliver tit metapolitikken i sig selv - ikke det konkrete politiske virkelighedssammensurium, der udgør alle detaljerne under symbolpolitikkens overordnede begrebsbrug.

Spin og symbolpolitik, udgør et problem for demokratiet, da vi ikke reelt ved, hvad vi stemmer på? Vi stemmer i stigende grad på en overordnet ramme som er meget bred og som bliver konkret indholdsfyldt langt efter vores stemme er sikker.
Når vi ikke er blevet lovet noget konkret, kan vi jo heller ikke straffe nogen politiker for at løbe fra sit løfte.

Så at vi accepterer en politisk diskurs baseret alene på følelsesbetonede og overordnede udsagn udgør altså et problem, et demokratisk problem, et problem for os selv og et problem med hensyn til selektionen og kvaliteten af de politikere vi placerer i folketinget og andre demokratisk udfyldte magtcentre i landet.

Der påhviler i den sammenhæng et vigtigt ansvar på medierne skuldre. Nemlig at de ikke, altid lader nyhedskriterier danne rammen for politiske diskussioner, hopper med på symbol og metapolitik-vognen. Men går ned i en diskussion/debat omkring realpolitikken, standser den abstrakte ordstrøm hos politikere og desværre også i et stort omfang eksperter, og bringer den ned på et konkret plan, hvor den kan blive virkelighedstestet tættere på det konkrete implementeringspunkt og effekterne af denne implementerig, end på det overordnede værdiladede og følelsesbetonede.

Det kræver af vælgerne, at de engagerer sig en smule mere, reflekterer mere, men til dette skal de have hjælp af medier som ikke hopper i spinkviksandet med hovedet forrest.

Politikerne må også gøre deres del, og tage det ansvar på sig, at politik drejer sig om at finde sammenhængende realpolitiske løsninger på samfundets problemer, ikke at fordreje hovedet på befolkningen og vinde stemmer ved overfladisk symbolik og mærkesager.

Terror - et hysteri i mediespin

Jeg har våget lidt over mediedækningen af angrebet på den danske ambassade i Pakistan.

Jeg må sige, jeg er ikke imponeret eller bange.

Al-Qaida har efter sigende taget ansvar. "En omfattende og langvarig planlægning af angrebet", messer PET.

Jooooo, for at sige det på jysk. De havde da diplomatplader og holdt sig fint uden for kameraet.

Men, de ramte bygningen på et tidspunkt hvor den var relativt mennesketom, lang tids planlægning? jeg håber det ikke.

Er det virkelig, hvad Al-Qaida kan præstere efter år med trusler rettet mod Danmark?

Er det virkelig den islamiske terrorisme, vi bør frygte og bævre, dirre åndedrætsbesværet, i forhold til?

ja, de dræber med vilje! Færre danskere end som dræbes af kniv og pistolførende dræbere med lige så koldt overlæg. Færre danskere end der bliver pløjet ned af plørefulde tåber. Langt færre danskere end der frivilligt dræber sig selv langsomt med røg og elendig kost.

Islam udgør en stor trussel, men det er en stor trussel mod sig selv.

Et angreb i skalaen 9/11 har udløst invasion i to lande. Og fået langt flere muslimer slået ihjel end koalitionsstyrker.

Og her tænker vi endnu i besættelse, medierum, ikke i militær sejr, med de omkostninger og den hårdhændethed det nu kræver.

Flere store terrorangreb, ville betyde langt flere døde, heldigvis kan eller eller vil de ikke- endnu!

Men vi har et problem. Disse mennesker, fundamentalistiske muslimer, tænker ikke så meget i sejr, den er givet af allahs vilje en dag, som de tænker i selvmord og martyrium med belønning bestående af 72 jomfruer.
De er altså hinsides al fornuftig diskussion.

De eneste som faktisk kan stoppe dem, er at den almindelige muslim fuldstændigt nægter at associere sig med dem. Selv vover at tale mod koranen, for det er koranen og hadith terroristerne følger slavisk. De må vove at tænke selv.

I en krig mod fundamentalismen, vil den almindelige muslim være midt i krydsilden.
Så det er ikke kun et spørgsmål om fornuft og mod, mod til at tænke i kontrast til koranen og traditionen. For rigtig mange muslimer vil det være et spørgsmål om liv og død.

De må vove at tænke, at gud ikke er en sadist som ønsker død og ødelæggelse på jorden.

Ophøre med at være kuede slaver af den subtilt ærketyranniske tankegang med centrum omkring den uvæltelige tyran i himlen som modsat Hussein, Hitler, Stalin, ikke afgår ved døden eller kan fjernes med ydre magt. De må selv kæmpe med fornuften som deres sværd. De må ophøre med at tro, at man ryger i helvede som en dårlig muslim.

De må vælge livet frem for døden. Finde ud af at paradis kun kan opstå, hvor mennesker lever et paradis.
Paradis er her, eller det er ikke overhovedet.
For det findes i de gode tanker og handlinger, og starter man ikke med dem her, følger de næppe en i døden.

De skal vove at tænke, vove at sige fra over for de fundamentalistiske muslimer.
Ellers bringer de død og ødelæggelse, og alle kommer til at tabe, men mest muslimerne selv.

Mere ros tak - for vi har afskaffet arbejdsløsheden

Som tidligere nævnt i denne post. Så er der ikke for alvor blevet færre på overførselsindkomst siden begyndelsen af halvfemserne.

Regeringer ynder at rose sig selv med, hvor gunstig netop deres politik er med hensyn til afviklingen af arbejdsløsheden. Selv mere kritiske medier kolporterer myten om den historisk lave arbejdsløshed.

Men det interessante er jo i den sammenhæng, at sjovt nok har vi knap nok færre på overførselsindkomst. Faktisk er antallet, med en del god vilje, kun faldet med lidt mere end 100000 over 15 år med hensyn til dem som vurderes som modtagere af ydelser et helt år.

Når jeg siger med god vilje, skyldes det, at vi igen taler om personer som er blevet forflyttet til en anden kategori, nærmere end mennesker der har fundet et reelt arbejde.
Erhvervsfrekvensen ligger omkring samme niveau (i 1995 78,3 procent og i 2006 78,9 procent- Danmark I Tal 2008)

Har over 100000 personer virkelig fået et nyt arbejde? Er der virkelig blevet flere arbejdspladser i Danmark?

Vi kan konstatere, at antallet af folkepensionister er steget fra 683216 i 1995, til 829 177 i 2007.
Altså næsten 150000 personer, måske over dette antal, fordi gennesnitslevetiden er steget? Som har veget pladsen for personer i den arbejdsdygtige alder.

Kigger vi på antallet af personer som modtager overførselsindkomst i løbet af et år, så er antallet stort set det samme, som det fremgår af min tidligere post.

Nu kommer det spændende. Kigger vi på de personer som i over et halvt år har modtaget henholdsvis :

Arbejdsløshedsdagpenge
Sygedagpenge
Kontanthjælp
Revalidering
Kommunal aktivering
AF-aktivering
Ledighedsydelse

Så var antallet faktisk lavere i begyndelsen af halvfemserne, end det var i feks. 2003 0g 2004.
Og det var faktisk lykkedes for Nyrupregeringen i 1999, at få tallet lige så lavt, som det lykkedes VK-regeringen i 2005. (Tabel SAM5 i statistikbanken)

For at vende tilbage til antallet af folkepensionister, så steg de i perioden 2004 til 2007 med omkring 140000!

En masse mennesker er blevet flyttet over i andre kategorier: Sygedagpenge, efterløn, pension aktivering, som sjældent repræsenterer en reel ny arbejdsplads, og sidst men ikke mindst - folkepension.

Som en sidste brik i puslespillet, skal det anføres, at nok er befolkningen vokset med 300000 personer siden 1990. Men! Andelen af personer i aldersgruppen 20-59 er faldet fra 55,3 procent i 1990 til 53,5 procent i 2007. Kun 73000 er kommet til i den gruppe. (Danmark I Tal 2008)

Når regeringen praler med, at den har fået arbejdsløsheden ned på under tre procent og har skabt 100000 arbejdspladser, så taler vi ikke bare om en sandhed med modifikationer, men om en omskrivende italesættelse af virkeligheden af kæmpedimensioner. For at slet ikke at tale om en, med alt for stor sandsynlighed, direkte løgn.
Hvor er de 100000 arbejdspladser?

Er der skabt arbejdspladser de sidste 15 år, er det ganske få. Og muligheden for at det reelle antal er faldet er tilstede. Arbejdstyrken er samlet faldet med omkring 50000 siden begyndelsen af halvfemserne, antallet af 16-66 årige er faldet med 25000 fra 1995 til 2006 (Danmark I Tal 2008) Antallet i aktivering ligger generelt oppe over 60000.

Spin og camouflering. Det er i tre ord, hvad der er sket, nærmere end vi har afskaffet arbejdsløsheden eller fået flere arbejdspladser.

(Kilde hvor ikke andet er anført: Statistikbanken.)

Lidt eksistentiel snik snak

Lidt sang og musik og blomsterduft skal der til, det hele skal ikke være så alvorligt.

Ja, og dog så kan kunst jo også være en meget alvorlig affære. Faktisk kan jeg godt lide alvorlig og højtidelig kunst og er så gennemalvorlig, at humor helst skal have en samfundsmæssig brod.

Selv er jeg en svagpisser, der slåsser med de selv samme laster år efter år. Men jeg er alligevel pinligt bevidst om den magt, man faktisk har til at omforme sig selv.
Problemet er jo så, at man skal blive noget andet end sig selv, hvis man vil være perfekt.

Ja, det imperfekte har stor magt. ja og så virker det helt forkert for mange at bøje sig i støvet, blive en kamæleon, en der blender ind som en karikaturdel af den verden, man gerne vil inkluderes i.
For det er det, man skal. Hvis man vil være journalist, er der hel bestemte krav til ens adfærd og tankegang, som man er bedst tjent med at følge. Vil man være chef i et firma eller politiker, er der endnu mere klare og omfattende krav. Vil man være far, politibetjent, kontormus, soldat osv.
Faktisk kunne man udgive sådanne karrierer i kogebogsform, det er både simpelt og svært.
Det kræver finesse, at sublimere det, men det kræver ikke andet, end at man er villig til at følge opskriften fra punkt til prikke at opnå en god del succes.

Det er på sin vis både fantastisk, skræmmende og trivielt.

Alle kan jo få deres 15 minutters berømmelse, hvis de blot lige...

Men jeg har det også sådan, det at leve efter lineal og praktisk tilpasset ideal, det er ikke lige mig. Faktisk vender det sig lidt i halsen på mig ved den blotte tanke. Ikke at jeg mangler respekt for de mennesker, der gør det, jeg har fuld forståelse for, at mange gør det og det er jo ganske fornuftigt.
Nej, men jeg har det lidt som steppeulven i Herman Hesses roman af samme navn, det dufter godt, men det er bare ikke mig!

Nej, min respekt tilhører, dem som insisterer på at være anderledes, jeg mener, at hjørnestenene i vores samfund altid har været unikke individer, eller for at sige det med et frit citeret ordsprog:

-Kun det levende svømmer mod strømmen, det døde flyder med den.

Men livet belønner persistens, ikke nødvendigvis unik persistens, men blot den som bliver ved og aldrig giver op.

Min beundring tilhører disse mennesker, de unikke og dem som aldrig giver op.

Jeg kan ikke give andre skylden for min skæbne, jeg er selv min bedste ven eller min største fjende, eller rettere indholdet inden i mig.
Jeg kan være unik, hvis jeg vil, med de omkostninger det har eller blot persistent.
Jeg kan kæmpe med mig selv retningsbestemt øjemed, omforme mig selv eller blot aldrig give op.
Den tid vi spilder, ja den er kun vi selv skyldige i, at den bliver spildt.

Derfor er mit yndlingsdigt heller ikke "kuk, kuk, faldera".

Men dette:

Henry Wadsworth Longfellow. 1807–1882

62. Excelsior

THE SHADES of night were falling fast,
As through an Alpine village passed
A youth, who bore, 'mid snow and ice,
A banner with the strange device,
Excelsior!	5
His brow was sad; his eye beneath,
Flashed like a falchion from its sheath,
And like a silver clarion rung
The accents of that unknown tongue,
Excelsior!	10
In happy homes he saw the light
Of household fires gleam warm and bright;
Above, the spectral glaciers shone,
And from his lips escaped a groan,
Excelsior!	15
"Try not the Pass!" the old man said;
"Dark lowers the tempest overhead,
The roaring torrent is deep and wide!"
And loud that clarion voice replied,
Excelsior!	20
"Oh, stay," the maiden said, "and rest
Thy weary head upon this breast!"
A tear stood in his bright blue eye,
But still he answered, with a sigh,
Excelsior!	25
"Beware the pine-tree's withered branch!
Beware the awful avalanche!"
This was the peasant's last Good-night,
A voice replied, far up the height,
Excelsior!	30
At break of day, as heavenward
The pious monks of Saint Bernard
Uttered the oft-repeated prayer,
A voice cried through the startled air,
Excelsior!	35
A traveller, by the faithful hound,
Half-buried in the snow was found,
Still grasping in his hand of ice
That banner with the strange device,
Excelsior!	40
There, in the twilight cold and gray,
Lifeless, but beautiful, he lay,
And from the sky, serene and far,
A voice fell, like a falling star,
Excelsior!	45

Klaphatte og tørklæder

(Kommentar til denne artikel i Information)

Omend jeg er enig i noget af grundsubstansen, er det problematisk, når man referer til fordomsfuld eksklusion med omvendt fortegn. Eller sagt med andre ord hopper på en karikaturvogn som består af øl, klaphatte og røde pølser.

Det er groft sagt legitimt at havde fordomme om danskerne og specifikt DFs vælgermasse samt partimedlemmer, en grad af fordomme som er tilsvarende og lige så ureflekterede, som de fordomme der rettes mod muslimer.

"Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre 'rigtige' danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller," siger Iben Aamann.

Nej det gør ikke, går mod den demokratiske frihed, lige så lidt som krav om respekt for landets udførlige love er det.
Det skal ikke betegnes som tolerance at tolerere intolerance, det er de fleste her vel enige om, specielt når det gælder DF.
Men sikkert også når det gælder de demokratiske normer og de subtilt indlejrede koder for frisind og tolerance.

Det gør islam i sig selv ikke, islam er ikke demokratisk og kun lidt mere tolerant end inkvisitionen var det.
Islam skal vurderes ud fra de eksempler i historien og i nutiden, hvor den i regioner har været mere eller mindre en herskende diskurs og fysisk magt.
Den skal vurderes ud fra de kernetanker, den historisk har været med til at reproducere med empirisk belæg i konkrete tilstande og gentagen fremkomst af teologisk dogmatik.
Ligeledes skal den vurderes ud fra sin evne til at stimulere de værdier vi i særdeleshed værdsætter, fx. frihed for tanke, sjæl og krop, kunst osv. Ligeværd, demokrati, næstekærlighed, tolerance, retfærdighed, rationalitet, viden.

Det er netop disse værdier, ikke leverpostej, klaphatte, fadøl osv. der driver vores samfund.

Nationalstaten er en kunstig konstruktion som repræsenterer et overordnet fællesskab som oftest mere er sprogligt end noget andet.
Derfor skal nationalismen ikke betragtes som hellig. Men det rokker ikke ved det forhold at en lille gruppe lande i Europa i høj grad har udviklet positive værdier som ovennævnte.
Disse værdier er ikke udviklet i islamisk kultur som kun evnede at fremstå som tolerant og oplyst med den mørke middelalder og inkvisitionens ekstreme og absurde intolerance som modstillet billede.

Omvendt skal man skelne mellem muslimen og islam. En kvinde med tørklæde som kalder sig muslim, er ikke nødvendigvis en der afskyr homoseksuelle eller betragter "letpåklædte" kvinder som værende løse på tråden. Og hvis hun endelig gjorde det, ville det ikke være anderledes end hvad en fra indre mission ville tendere til at tænke.
Så vi skal ikke forsvare vores demokrati og tolerante samfund baseret på individets ligeværd, uden at praktisere selv samme over for anderledes tænkende.
Vi skal møde hinanden som individer med udgangspunkt i de individuelle og faktuelle egenskaber vi har.

Fordomme om indvandrere kan isolere dem, for at ikke at forglemme blive selvhæmmende, ved at de selv internaliserer dem som og identificerer sig selv med dem.
De værste fordomme er oftest ikke de eksterne, men de interne omhandlende hvad vi selv tror vi er og kan.

Men hvad angår Asmaa. Hendes retoriske spørgsmål:

"Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse?"

Så indeholder det et afgjort selvmål.
Det fantastiske ved den moderne vestlige kultur, og i særdeleshed den danske. Det er netop at man kan sidde og spise en pølse og drikke en øl offentligt, altså på en bænk, uden at flertallet tager noget som helst anstød af det.
Det er faktisk ret så unikt. I sverige ville det være forbudt (øllen), i mange andre lande ville det være ugleset.
Nej det at være dansk kræver ikke en specifik afbåset adfærd, kræver ikke at man drikker øl, spiser frikadeller, eller ligger topløs på stranden.
Faktisk findes der utroligt mange måder at være "dansk" på. Man bliver ikke mindre dansk at at være vegetar, buddhist og afholdsmand, eller for den sags skyld en muslim der ikke spiser svinekød, altså i sig selv
Der hvor man alvor adskiller sig fra flertallet, er ved at rynke på næsen af individer som spiser frikadeller og drikker øl, går i sexet tøj, som ikke tilhører ens religiøse sekt/retning - så længe det varer for regeringen er jo ved at forsøge på at etablere en metakode/megatrend for folkesundhed, parallelt med andre båseoprettende aktører, faktisk et indgreb i den rummelighed og frihedsdiskurs vi havde fået tilkæmpet os.

Men Asmaa skyder sig selv i foden, ved at lufte en fordomsfuldhed som ikke er mere ædruelig, når den er rettet mod danskere, end når den er rettet mod muslimer.
En fordomsfuldhed som, uanset hvor retorisk den er luftet dog, afspejler en negativ indstilling til disse stereotyper.
Hun bekræfter for så vidt dermed, at hun ikke rummer den tolerance og adfærdsfrihed vi værdsætter, at hun er den selvudnævnte ideologiske/religiøse adel, som vi antager, hun er.
At hun delvist foragter os og ikke fatter de værdier, vi ville lade vores liv for.

Men Asmaa og andre muslimer skal ikke dømmes fordi de bærer tørklæde eller betragter sig selv som muslimer.
Det er det aktive eller implicitte intolerante, antidemokratiske, ulige, irrationelle, reaktionære osv. der skal dømmes.