Hvad blev der alle de nye arbejdspladser?

Som tidligere nævnt i flere poster bliver der fiflet en del med virkeligheden, når vi taler om arbejdsløshed og manglen på arbejdskraft.

Nu viser nye tal fra Arbejdsmarkedskommisionen. At antallet af personer i grupperne: sygedag­penge, fleksjob, revalideringsydelse, ledighedsydelse og de svageste kontanthjælpsmodtagere. Altså dem uden for aktivering er steget fra 435.000 i 2000 til 481.000 i 2007.

Tidligere poster på området:

Mere ros tak - for vi har afskaffet arbejdsløsheden

Vi har afskaffet arbejdsløsheden

DJØFFERI Igen igen

Det sygelige arbejdsmarked

Metapolitik - en glidebane fra realpolitik til mærkesagspolitik

Hvis vi kigger tilbage på de seneste valgkampe, har de realpolitiske programmer indtaget mindre plads, eller vist sig mindre succesfulde, end de mere metapolitiske propagandistiske mærkesager.

Følelser og enkeltsager, såsom flygtninge/indvandrere, offentlig løn, skattestop, valgfrihed, behandlingsgaranti er blandt det som har flyttet stemmer.

Mads Storgaard Jensen har begået en ganske udmærket bog om emnet, som det absolut kan anbefales, at man læser, nemlig: "Når politik bliver pop - om symboler, identitet, branding i dansk politik".

Politik består naturligvis af et lag som er baseret på følelser og identifikation, et lag som er overfladisk og symbolsk. Det er noget som journalister naturligvis er meget bevidste om, og vi kan for så vidt ikke betænke politikere i at gøre det samme.

Men for begges vedkommende har dette fokus omkostninger, i form af at underlaget, bestående af et klædetæppe af realiteter som er forbundet i en gensidig påvirknings og årsag og konsekvenskæde, aldrig kommer med i billedet.
Dette udgør et problem, eftersom politik i stigende grad bliver til retorik, der peger i en anden retning en virkeligheden bevæger sig. Fordi udgangspunktet bliver tit metapolitikken i sig selv - ikke det konkrete politiske virkelighedssammensurium, der udgør alle detaljerne under symbolpolitikkens overordnede begrebsbrug.

Spin og symbolpolitik, udgør et problem for demokratiet, da vi ikke reelt ved, hvad vi stemmer på? Vi stemmer i stigende grad på en overordnet ramme som er meget bred og som bliver konkret indholdsfyldt langt efter vores stemme er sikker.
Når vi ikke er blevet lovet noget konkret, kan vi jo heller ikke straffe nogen politiker for at løbe fra sit løfte.

Så at vi accepterer en politisk diskurs baseret alene på følelsesbetonede og overordnede udsagn udgør altså et problem, et demokratisk problem, et problem for os selv og et problem med hensyn til selektionen og kvaliteten af de politikere vi placerer i folketinget og andre demokratisk udfyldte magtcentre i landet.

Der påhviler i den sammenhæng et vigtigt ansvar på medierne skuldre. Nemlig at de ikke, altid lader nyhedskriterier danne rammen for politiske diskussioner, hopper med på symbol og metapolitik-vognen. Men går ned i en diskussion/debat omkring realpolitikken, standser den abstrakte ordstrøm hos politikere og desværre også i et stort omfang eksperter, og bringer den ned på et konkret plan, hvor den kan blive virkelighedstestet tættere på det konkrete implementeringspunkt og effekterne af denne implementerig, end på det overordnede værdiladede og følelsesbetonede.

Det kræver af vælgerne, at de engagerer sig en smule mere, reflekterer mere, men til dette skal de have hjælp af medier som ikke hopper i spinkviksandet med hovedet forrest.

Politikerne må også gøre deres del, og tage det ansvar på sig, at politik drejer sig om at finde sammenhængende realpolitiske løsninger på samfundets problemer, ikke at fordreje hovedet på befolkningen og vinde stemmer ved overfladisk symbolik og mærkesager.

Terror - et hysteri i mediespin

Jeg har våget lidt over mediedækningen af angrebet på den danske ambassade i Pakistan.

Jeg må sige, jeg er ikke imponeret eller bange.

Al-Qaida har efter sigende taget ansvar. "En omfattende og langvarig planlægning af angrebet", messer PET.

Jooooo, for at sige det på jysk. De havde da diplomatplader og holdt sig fint uden for kameraet.

Men, de ramte bygningen på et tidspunkt hvor den var relativt mennesketom, lang tids planlægning? jeg håber det ikke.

Er det virkelig, hvad Al-Qaida kan præstere efter år med trusler rettet mod Danmark?

Er det virkelig den islamiske terrorisme, vi bør frygte og bævre, dirre åndedrætsbesværet, i forhold til?

ja, de dræber med vilje! Færre danskere end som dræbes af kniv og pistolførende dræbere med lige så koldt overlæg. Færre danskere end der bliver pløjet ned af plørefulde tåber. Langt færre danskere end der frivilligt dræber sig selv langsomt med røg og elendig kost.

Islam udgør en stor trussel, men det er en stor trussel mod sig selv.

Et angreb i skalaen 9/11 har udløst invasion i to lande. Og fået langt flere muslimer slået ihjel end koalitionsstyrker.

Og her tænker vi endnu i besættelse, medierum, ikke i militær sejr, med de omkostninger og den hårdhændethed det nu kræver.

Flere store terrorangreb, ville betyde langt flere døde, heldigvis kan eller eller vil de ikke- endnu!

Men vi har et problem. Disse mennesker, fundamentalistiske muslimer, tænker ikke så meget i sejr, den er givet af allahs vilje en dag, som de tænker i selvmord og martyrium med belønning bestående af 72 jomfruer.
De er altså hinsides al fornuftig diskussion.

De eneste som faktisk kan stoppe dem, er at den almindelige muslim fuldstændigt nægter at associere sig med dem. Selv vover at tale mod koranen, for det er koranen og hadith terroristerne følger slavisk. De må vove at tænke selv.

I en krig mod fundamentalismen, vil den almindelige muslim være midt i krydsilden.
Så det er ikke kun et spørgsmål om fornuft og mod, mod til at tænke i kontrast til koranen og traditionen. For rigtig mange muslimer vil det være et spørgsmål om liv og død.

De må vove at tænke, at gud ikke er en sadist som ønsker død og ødelæggelse på jorden.

Ophøre med at være kuede slaver af den subtilt ærketyranniske tankegang med centrum omkring den uvæltelige tyran i himlen som modsat Hussein, Hitler, Stalin, ikke afgår ved døden eller kan fjernes med ydre magt. De må selv kæmpe med fornuften som deres sværd. De må ophøre med at tro, at man ryger i helvede som en dårlig muslim.

De må vælge livet frem for døden. Finde ud af at paradis kun kan opstå, hvor mennesker lever et paradis.
Paradis er her, eller det er ikke overhovedet.
For det findes i de gode tanker og handlinger, og starter man ikke med dem her, følger de næppe en i døden.

De skal vove at tænke, vove at sige fra over for de fundamentalistiske muslimer.
Ellers bringer de død og ødelæggelse, og alle kommer til at tabe, men mest muslimerne selv.

Mere ros tak - for vi har afskaffet arbejdsløsheden

Som tidligere nævnt i denne post. Så er der ikke for alvor blevet færre på overførselsindkomst siden begyndelsen af halvfemserne.

Regeringer ynder at rose sig selv med, hvor gunstig netop deres politik er med hensyn til afviklingen af arbejdsløsheden. Selv mere kritiske medier kolporterer myten om den historisk lave arbejdsløshed.

Men det interessante er jo i den sammenhæng, at sjovt nok har vi knap nok færre på overførselsindkomst. Faktisk er antallet, med en del god vilje, kun faldet med lidt mere end 100000 over 15 år med hensyn til dem som vurderes som modtagere af ydelser et helt år.

Når jeg siger med god vilje, skyldes det, at vi igen taler om personer som er blevet forflyttet til en anden kategori, nærmere end mennesker der har fundet et reelt arbejde.
Erhvervsfrekvensen ligger omkring samme niveau (i 1995 78,3 procent og i 2006 78,9 procent- Danmark I Tal 2008)

Har over 100000 personer virkelig fået et nyt arbejde? Er der virkelig blevet flere arbejdspladser i Danmark?

Vi kan konstatere, at antallet af folkepensionister er steget fra 683216 i 1995, til 829 177 i 2007.
Altså næsten 150000 personer, måske over dette antal, fordi gennesnitslevetiden er steget? Som har veget pladsen for personer i den arbejdsdygtige alder.

Kigger vi på antallet af personer som modtager overførselsindkomst i løbet af et år, så er antallet stort set det samme, som det fremgår af min tidligere post.

Nu kommer det spændende. Kigger vi på de personer som i over et halvt år har modtaget henholdsvis :

Arbejdsløshedsdagpenge
Sygedagpenge
Kontanthjælp
Revalidering
Kommunal aktivering
AF-aktivering
Ledighedsydelse

Så var antallet faktisk lavere i begyndelsen af halvfemserne, end det var i feks. 2003 0g 2004.
Og det var faktisk lykkedes for Nyrupregeringen i 1999, at få tallet lige så lavt, som det lykkedes VK-regeringen i 2005. (Tabel SAM5 i statistikbanken)

For at vende tilbage til antallet af folkepensionister, så steg de i perioden 2004 til 2007 med omkring 140000!

En masse mennesker er blevet flyttet over i andre kategorier: Sygedagpenge, efterløn, pension aktivering, som sjældent repræsenterer en reel ny arbejdsplads, og sidst men ikke mindst - folkepension.

Som en sidste brik i puslespillet, skal det anføres, at nok er befolkningen vokset med 300000 personer siden 1990. Men! Andelen af personer i aldersgruppen 20-59 er faldet fra 55,3 procent i 1990 til 53,5 procent i 2007. Kun 73000 er kommet til i den gruppe. (Danmark I Tal 2008)

Når regeringen praler med, at den har fået arbejdsløsheden ned på under tre procent og har skabt 100000 arbejdspladser, så taler vi ikke bare om en sandhed med modifikationer, men om en omskrivende italesættelse af virkeligheden af kæmpedimensioner. For at slet ikke at tale om en, med alt for stor sandsynlighed, direkte løgn.
Hvor er de 100000 arbejdspladser?

Er der skabt arbejdspladser de sidste 15 år, er det ganske få. Og muligheden for at det reelle antal er faldet er tilstede. Arbejdstyrken er samlet faldet med omkring 50000 siden begyndelsen af halvfemserne, antallet af 16-66 årige er faldet med 25000 fra 1995 til 2006 (Danmark I Tal 2008) Antallet i aktivering ligger generelt oppe over 60000.

Spin og camouflering. Det er i tre ord, hvad der er sket, nærmere end vi har afskaffet arbejdsløsheden eller fået flere arbejdspladser.

(Kilde hvor ikke andet er anført: Statistikbanken.)

Lidt eksistentiel snik snak

Lidt sang og musik og blomsterduft skal der til, det hele skal ikke være så alvorligt.

Ja, og dog så kan kunst jo også være en meget alvorlig affære. Faktisk kan jeg godt lide alvorlig og højtidelig kunst og er så gennemalvorlig, at humor helst skal have en samfundsmæssig brod.

Selv er jeg en svagpisser, der slåsser med de selv samme laster år efter år. Men jeg er alligevel pinligt bevidst om den magt, man faktisk har til at omforme sig selv.
Problemet er jo så, at man skal blive noget andet end sig selv, hvis man vil være perfekt.

Ja, det imperfekte har stor magt. ja og så virker det helt forkert for mange at bøje sig i støvet, blive en kamæleon, en der blender ind som en karikaturdel af den verden, man gerne vil inkluderes i.
For det er det, man skal. Hvis man vil være journalist, er der hel bestemte krav til ens adfærd og tankegang, som man er bedst tjent med at følge. Vil man være chef i et firma eller politiker, er der endnu mere klare og omfattende krav. Vil man være far, politibetjent, kontormus, soldat osv.
Faktisk kunne man udgive sådanne karrierer i kogebogsform, det er både simpelt og svært.
Det kræver finesse, at sublimere det, men det kræver ikke andet, end at man er villig til at følge opskriften fra punkt til prikke at opnå en god del succes.

Det er på sin vis både fantastisk, skræmmende og trivielt.

Alle kan jo få deres 15 minutters berømmelse, hvis de blot lige...

Men jeg har det også sådan, det at leve efter lineal og praktisk tilpasset ideal, det er ikke lige mig. Faktisk vender det sig lidt i halsen på mig ved den blotte tanke. Ikke at jeg mangler respekt for de mennesker, der gør det, jeg har fuld forståelse for, at mange gør det og det er jo ganske fornuftigt.
Nej, men jeg har det lidt som steppeulven i Herman Hesses roman af samme navn, det dufter godt, men det er bare ikke mig!

Nej, min respekt tilhører, dem som insisterer på at være anderledes, jeg mener, at hjørnestenene i vores samfund altid har været unikke individer, eller for at sige det med et frit citeret ordsprog:

-Kun det levende svømmer mod strømmen, det døde flyder med den.

Men livet belønner persistens, ikke nødvendigvis unik persistens, men blot den som bliver ved og aldrig giver op.

Min beundring tilhører disse mennesker, de unikke og dem som aldrig giver op.

Jeg kan ikke give andre skylden for min skæbne, jeg er selv min bedste ven eller min største fjende, eller rettere indholdet inden i mig.
Jeg kan være unik, hvis jeg vil, med de omkostninger det har eller blot persistent.
Jeg kan kæmpe med mig selv retningsbestemt øjemed, omforme mig selv eller blot aldrig give op.
Den tid vi spilder, ja den er kun vi selv skyldige i, at den bliver spildt.

Derfor er mit yndlingsdigt heller ikke "kuk, kuk, faldera".

Men dette:

Henry Wadsworth Longfellow. 1807–1882

62. Excelsior

THE SHADES of night were falling fast,
As through an Alpine village passed
A youth, who bore, 'mid snow and ice,
A banner with the strange device,
Excelsior!	5
His brow was sad; his eye beneath,
Flashed like a falchion from its sheath,
And like a silver clarion rung
The accents of that unknown tongue,
Excelsior!	10
In happy homes he saw the light
Of household fires gleam warm and bright;
Above, the spectral glaciers shone,
And from his lips escaped a groan,
Excelsior!	15
"Try not the Pass!" the old man said;
"Dark lowers the tempest overhead,
The roaring torrent is deep and wide!"
And loud that clarion voice replied,
Excelsior!	20
"Oh, stay," the maiden said, "and rest
Thy weary head upon this breast!"
A tear stood in his bright blue eye,
But still he answered, with a sigh,
Excelsior!	25
"Beware the pine-tree's withered branch!
Beware the awful avalanche!"
This was the peasant's last Good-night,
A voice replied, far up the height,
Excelsior!	30
At break of day, as heavenward
The pious monks of Saint Bernard
Uttered the oft-repeated prayer,
A voice cried through the startled air,
Excelsior!	35
A traveller, by the faithful hound,
Half-buried in the snow was found,
Still grasping in his hand of ice
That banner with the strange device,
Excelsior!	40
There, in the twilight cold and gray,
Lifeless, but beautiful, he lay,
And from the sky, serene and far,
A voice fell, like a falling star,
Excelsior!	45

Klaphatte og tørklæder

(Kommentar til denne artikel i Information)

Omend jeg er enig i noget af grundsubstansen, er det problematisk, når man referer til fordomsfuld eksklusion med omvendt fortegn. Eller sagt med andre ord hopper på en karikaturvogn som består af øl, klaphatte og røde pølser.

Det er groft sagt legitimt at havde fordomme om danskerne og specifikt DFs vælgermasse samt partimedlemmer, en grad af fordomme som er tilsvarende og lige så ureflekterede, som de fordomme der rettes mod muslimer.

"Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre 'rigtige' danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller," siger Iben Aamann.

Nej det gør ikke, går mod den demokratiske frihed, lige så lidt som krav om respekt for landets udførlige love er det.
Det skal ikke betegnes som tolerance at tolerere intolerance, det er de fleste her vel enige om, specielt når det gælder DF.
Men sikkert også når det gælder de demokratiske normer og de subtilt indlejrede koder for frisind og tolerance.

Det gør islam i sig selv ikke, islam er ikke demokratisk og kun lidt mere tolerant end inkvisitionen var det.
Islam skal vurderes ud fra de eksempler i historien og i nutiden, hvor den i regioner har været mere eller mindre en herskende diskurs og fysisk magt.
Den skal vurderes ud fra de kernetanker, den historisk har været med til at reproducere med empirisk belæg i konkrete tilstande og gentagen fremkomst af teologisk dogmatik.
Ligeledes skal den vurderes ud fra sin evne til at stimulere de værdier vi i særdeleshed værdsætter, fx. frihed for tanke, sjæl og krop, kunst osv. Ligeværd, demokrati, næstekærlighed, tolerance, retfærdighed, rationalitet, viden.

Det er netop disse værdier, ikke leverpostej, klaphatte, fadøl osv. der driver vores samfund.

Nationalstaten er en kunstig konstruktion som repræsenterer et overordnet fællesskab som oftest mere er sprogligt end noget andet.
Derfor skal nationalismen ikke betragtes som hellig. Men det rokker ikke ved det forhold at en lille gruppe lande i Europa i høj grad har udviklet positive værdier som ovennævnte.
Disse værdier er ikke udviklet i islamisk kultur som kun evnede at fremstå som tolerant og oplyst med den mørke middelalder og inkvisitionens ekstreme og absurde intolerance som modstillet billede.

Omvendt skal man skelne mellem muslimen og islam. En kvinde med tørklæde som kalder sig muslim, er ikke nødvendigvis en der afskyr homoseksuelle eller betragter "letpåklædte" kvinder som værende løse på tråden. Og hvis hun endelig gjorde det, ville det ikke være anderledes end hvad en fra indre mission ville tendere til at tænke.
Så vi skal ikke forsvare vores demokrati og tolerante samfund baseret på individets ligeværd, uden at praktisere selv samme over for anderledes tænkende.
Vi skal møde hinanden som individer med udgangspunkt i de individuelle og faktuelle egenskaber vi har.

Fordomme om indvandrere kan isolere dem, for at ikke at forglemme blive selvhæmmende, ved at de selv internaliserer dem som og identificerer sig selv med dem.
De værste fordomme er oftest ikke de eksterne, men de interne omhandlende hvad vi selv tror vi er og kan.

Men hvad angår Asmaa. Hendes retoriske spørgsmål:

"Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse?"

Så indeholder det et afgjort selvmål.
Det fantastiske ved den moderne vestlige kultur, og i særdeleshed den danske. Det er netop at man kan sidde og spise en pølse og drikke en øl offentligt, altså på en bænk, uden at flertallet tager noget som helst anstød af det.
Det er faktisk ret så unikt. I sverige ville det være forbudt (øllen), i mange andre lande ville det være ugleset.
Nej det at være dansk kræver ikke en specifik afbåset adfærd, kræver ikke at man drikker øl, spiser frikadeller, eller ligger topløs på stranden.
Faktisk findes der utroligt mange måder at være "dansk" på. Man bliver ikke mindre dansk at at være vegetar, buddhist og afholdsmand, eller for den sags skyld en muslim der ikke spiser svinekød, altså i sig selv
Der hvor man alvor adskiller sig fra flertallet, er ved at rynke på næsen af individer som spiser frikadeller og drikker øl, går i sexet tøj, som ikke tilhører ens religiøse sekt/retning - så længe det varer for regeringen er jo ved at forsøge på at etablere en metakode/megatrend for folkesundhed, parallelt med andre båseoprettende aktører, faktisk et indgreb i den rummelighed og frihedsdiskurs vi havde fået tilkæmpet os.

Men Asmaa skyder sig selv i foden, ved at lufte en fordomsfuldhed som ikke er mere ædruelig, når den er rettet mod danskere, end når den er rettet mod muslimer.
En fordomsfuldhed som, uanset hvor retorisk den er luftet dog, afspejler en negativ indstilling til disse stereotyper.
Hun bekræfter for så vidt dermed, at hun ikke rummer den tolerance og adfærdsfrihed vi værdsætter, at hun er den selvudnævnte ideologiske/religiøse adel, som vi antager, hun er.
At hun delvist foragter os og ikke fatter de værdier, vi ville lade vores liv for.

Men Asmaa og andre muslimer skal ikke dømmes fordi de bærer tørklæde eller betragter sig selv som muslimer.
Det er det aktive eller implicitte intolerante, antidemokratiske, ulige, irrationelle, reaktionære osv. der skal dømmes.

Because God said so

Dette svar gav den amerikanske republikanske senator, james Inhofe, da han blev spurgt om, hvorfor Israelerne har ret til det "lovede land".
Når vi tænker på USA, tænker vi som regel ikke på et land, der er dybt farvet af bibeltro ortodoksi.
Men det er det og i den grad at Præsident Bush kan tale om et "guds løfte" og det "udvalgte folk", uden at der bliver løftet et øjenbryn, uden at hans kompetence som leder af verdens mest magtfulde nation bliver udsat for den store granskning.

Religion har intet at gøre i politik, slet ikke når man betragter den religiøse overtro som en absolut sandhed.

Alligevel lever vi en verden hvor religiøs fundamentalisme ikke bare spiller en rolle, men spiller en så alvorlig rolle, at resultatet kan blive en omfattende krig.
Kigger man på islam, mener fundamentalisterne, at deres religion skal beherske hele jorden, med vold om nødvendigt. Deres apokalyptiske tilgang til jøderne er nogenlunde parallel med den kristne Armageddon tankegang, i Islam vil de sidste dage først komme når muslimerne begynder at dræbe jøderne, en profeti som findes i en anerkendt hadith og proponeret af førende islamiske lærde.

Vi skriver ikke længere den mørke middelalder. Vi har over 300 års vidtgående videnskabelige fremskridt bag os. Et land som USA kan ikke undskylde sig selv med et dysfunktionelt undervisningssystem og en høj grad af analfabetisme.

Alligevel lever religiøse dogmer i bedste velgående, længe efter oplysningstiden tog sin begyndelse.

Det er naturligvist skræmmende, at en sociokulturel indlejring som religion er så svær at bringe i pagt med med fornuften. At den kulturelle arv er så en potent størrelse, at den kan vare ved og ved.

Vi lever i et teknologisk fremstående samfund, i en civilisation som har taget store skridt i de sidste århundreder.
At intelligensen og fornuften i denne sammenhæng halter efter. Det kan få katastrofale følger. Man kan kun håbe det ikke vil. Men mod dårskab kæmper selv et velopbygget undervisningssystem forgæves, for at omskrive Schiller en smule.
Måske skulle fornuften blive mere mindre bly og mere insisterende på sin egen metode, som værende det bedste bud på, at nå frem til det som sandt eller sandsynligt?

Under alle omstændigheder, religionen skal helt ud af politikken.

Adoption er lig med barnets tarv

Din drøm er et barn, men du kan ikke få det.

Først skal du finde den rigtige kæreste.

Dernæst skal det lykkes dig og din partner at opnå et befrugtet æg og en fuldbyrdet graviditet.

For 15 procent af alle voksne, er ufrivillig barnløshed en realitet, forstået således at det tager over et år at lykkes med graviditeten.

For dem er adoption en oplagt mulighed, der er mange i verden som har flere børn end de kan overkomme, og mange giver slip på dem, og endnu flere kunne give slip på dem, hvis de fik penge for det, penge som kunne give deres andre børn et bedre liv.

Men adoption er en besværlig proces hæmmet af utroligt mange krav, alt for mange krav!

Først skal moderen havde et halvt års fortrydelsesret, så skal det forsøges at finde en lokal adoptant jævnfør konventionen på området.

Men ikke nok med det, så stilles der krav til adoptanterne her i landet, som ingen der kan føde sit eget barn skal leve op til.
Krav til helbred og sociale forhold, for at slet ikke tale om, at det let kan koste op til 130000 at adoptere. Ligeledes vil adoptanter have undersøgt barnets helbred.

Er der egentlig noget spørgsmål om, at flere børn i den tredje verden kunne få et meget bedre liv her?
Er det i barnets tarv, at det skal opholde sig over et år på et børnehjem, og tillære sig at det er alene, uden voksne som er stabile elementer i dets liv, uden at have nogen at fæste tillid til? Uden nogen som kærligt møder det og viser det, at her er et menneske som er til rådighed for det.

Jeg mener ikke det er i barnets tarv, eller til fordel for barnløse par som er motiverede, at denne proces er så svær.
Der findes rigeligt med undersøgelser som påviser at voksentilknytning og omsorg, fra dedikerede forældre, er utroligt vigtigt for et lille barn.

Det lugter af menneskehandel og rugemødre, jeg ved det. Men jeg mener det. Det er til fordel for alle at adoption bliver lettere. De fattige i den tredje verden er ikke rugemødre, de er mennesker som ikke bruger prævention, de vil føde en masse børn, uanset hvor lidt de evner at brødføde dem.

De børn kunne få det meget bedre i Danmark og de behøver ikke superforældre, blot gennemsnitsforældre for at få det.

Reglerne på området er for stive og modvirker i højere grad barnets tarv end de hjælper verdens fattige børn.

Hensigten er god nok, men effekten er det ikke nødvendigvis.

En DJØFers bekendelser

Nyhedsavisen har et interview i tirsdags med arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

Han finder det naturligt, at offentligt ansatte tjener noget mindre end private, da førstnævnte jo ikke skal konkurrere på et globalt marked.

Han fremhæver, som eksempel, sygeplejersken versus ingeniøren og siger den første ikke må tjene mere end den anden. I artiklen nævnes det dog lige, at forskellen ser således her ud; 27.005 kroner og 37.401.

Gæt selv hvem der tjener det mindste beløb.

Forskellen i gennemsnitlig indtægt er 38 procent. Noget mere end de tre løntrin op, og 12,8 procent mere i posen kan kompensere for.
Og denne lønstigning er jo blot et tegn på, at de offentlige lønninger har bevæget sig minimalt siden begyndelsen af firserne.

Men Ibsen væver videre, sygeplejerskerne er jo ikke produktive og skellet mellem løn på ingeniører og sygeplejersker er lavere end i flere af vores nabolande.
Han påstår, at løngabet mellem de offentlige og det private automatisk bliver reguleret.
Men nu vi taler om ingeniører, så tjener den offentligt ansatte ingeniør faktisk 8842 kroner mindre i løn om måneden end den privatansatte. Går vi tilbage til 1980 var der næsten ingen forskel i lønnen mellem de to.

Han er bange for at de store lønstigninger vil smitte af på det private. Det er for så vidt fair nok, økonomisk årsag og effekt er økonomisk årsag og effekt.
Men han skal lige have nogle holdninger ud mellem sidebenet.

Han finder det naturligt, at det giver flere penge at producere varer og viden, end at passe syge.

Skal vi følge den logik til dørs, har alle som ikke opfinder eller skaber produkter meget ringere værdi, end dem som gør det. Det er for så vidt fair nok, at de som faktisk skaber varer og arbejdspladser tjener godt, men de er ikke mange, heller ikke i det private.
Dem der vedligeholder menneskelegemer har åbenbart mindre økonomisk værdi, end den som vedligeholder maskiner og køretøjer og tager del i produktionen af varer.

Han fortsætter om tryghed i ansættelsen, nogle steder lavere tempo, kvinders lyst til at arbejde med syge og gamle.
Her taler en arbejdsmarkedforsker. Altså en person som burde vide, at frafaldet på Sygeplejerskeuddannelsen er på omkring 1/3 del. At grunden til dette er, at det at arbejde med mennesker fylder stadig mindre og lønnen er dårlig.
At der er utroligt meget stress på mange hospitalsafdelinger på grund af manglen på sygeplejersker, på grund den DJØFSKE management og kontrol tankegang, skemaudfyldning og optimistisk tiltro til de edbsystemer der tit ikke fungerer.

Men hvad er det lige, som i det hele taget gør, at evnen og lysten til at have med andre mennesker at gøre, er mindre værd, end evnen og lysten til at arbejde med matematiske størrelser?
Vi taler i begge tilfælde om en lang og hård uddannelse og jeg kan ikke se, hvorfor den ene skulle være mere samfundnyttig end den anden?
Det sparer også penge for det private erhvervsliv med en ordentlig behandling af syge mennesker som kræver sygeplejerskerne vågne overblik. Det er under alle omstændigheder en samfundsnyttig funktion, der kommer alle til gode.

Summa summarum, det er svært at skaffe sygeplejersker, det er ikke svært at skaffe ingenører. Bortset fra i det offentlige, hvor lønnen jo som sagt generelt er lav.

Hvad med politibetjenten som tjener mindre end sygeplejersken, skal han også bare æde sin minimal løn for en maksimalt hård offentlig tjans?

Det er skadeligt for et samfund, at man placerer et for snævert økonomisk cost/benefit skema over det.
Økonomi, selv pekuniær, kommer også af menneskelig trivsel. Af at der er nogen som diagnosticerer og medicinerer de syge.
At investere i mennesker koster, men det betaler sig også at gøre det. Først investerer man i gode vækst og uddannelsesvilkår, derefter gode arbejds og livsvilkår. Det koster alt sammen, men det betaler sig også.

I sidste instans taler vi også først og fremmest om mennesker - heller ikke som makroøkonomisk størrelse har penge følelser og sjæl, i det hele taget et liv. Det har mennesker.

Kobling mellem spiritualitet og fornuft

Måske er det på sin plads, at understrege at jeg personligt ikke afviser guds mulige eksistens, eller noget som man godt kunne kalde Gud, men også så meget andet, foreksempel urenergien.

Det er en logisk antagelse, at noget kommer af noget. Altså har der været noget før universet blev til. En slags latent skabning og det kan ikke udelukkes, bevises eller modbevises, at det er noget alá en guddom eller skaberkraft.

Men der hvor filmen knækker for mig, er når religionerne begynder, at give deres ulogiske bud på, hvad denne Gud kunne være, kraftigt farvet af menneskelige egenskaber, som ikke engang udgør toppen af menneskelige kvaliteter? Endsige regner med denne som en absolut sikker og givet størrelse. Og oven i det "retfærdiggør" en tragisk og intolerant adfærd, der i yderste konsekvens koster menneskeliv.

Derfor mener jeg ikke, man skal afvise Gud, eller mystiske fænomener over en bred kam.

Men religionerne mener jeg ikke kan bruges til meget andet, end forskellige bud på spiritualitet. Bud der ikke nødvendigvis er bedre end andre bud. Bud der bestemt ikke er hævet over kritik og modsigelse. Bud der er meget begrænsede i både fornuft og empiri.

Det religiøse skal angribes med empiri og fornuft.
Der findes videnskabelige resultater som peger i retning af nytten af bøn og meditation.
men der findes også masser af empiri hvad angår religionernes fremme af intolerance, specielt i tilfældet Kristendom og Islam. Men kasteopdelingen i Hinduismen er ikke specielt sympatisk heller. Religiøse samfunds fiksering i fysisk og åndeligt armod, taler heller ikke for religionens fordel. Det er spildte kræfter i dogmatik og ritual konstruktionens navn.

Der findes muligvis mere mellem himmel og jord. Men der findes kun en vej til at skelne sandhed fra fiktion og løgn, det er den kritiske fornuft, koblet med substantielle beviser som ikke i sig selv skal overfortolkes.

Det ville nu engang være bedre, hvis intet var mere helligt for os end fakta, for at citere Harris frit.
Fakta er et vidt begreb, ikke blot et spørgsmål om videnskabelige fakta, men også et spørgsmål om hvilke faktuelle konsekvenser vores gerninger har over for andre.

Et fuldt fornuftsbaseret samfund eksisterer ikke, men hvis jeg skulle ønske noget, skulle det da være dette!

Anmeldelse "The end of faith"

Sam Harris bog er en rejse ind i religionskritik, når den er bedst. Det lidt muntre i den sammenhæng er dog, at Sam Harris har raget sig uklar med andre ateister af den mere kategoriske og militaristiske slags, på grund af sin åbenhed overfor spiritualisme og fornuftsbaseret mysticisme.
Men svaret på hvorfor er enkelt, han afviser ikke, at der er fænomener som er svært forklarlige, han afviser at anerkende ufornuft, og mener den spirituelle verden skal angribes via kritisk fornuft. Men andre ord skal religion ikke have særstilling, hvad angår fritagelse for bevisbyrde eller modsigelse, det åndelige skal undersøges på videnskabelig vis med beviser og accept af modbeviser.
Videnskabelig empiri er netop værdifuld, fordi den er vores dedikerede indsats ud i at undersøge om vores opfattelse af virkeligheden er sand, den leder målrettet og aktivt efter beviser. (s.76)

Religious faith is the one species of human ignorance that will not admit of even the possibility of correction. "The end of faith" s.223

Som han skriver, så er vi ikke mere frie, hvad angår, hvad vi vil tro om gud, end vi er frie til at tro hvad som helst om videnskab og historie. Eller frie til at mene hvad som helst når vi bruger et begreb som "nord" eller "nul". Hvis man have lov til at mene hvad som helst, bør man ikke være overrasket over at andre mennesker ophører med at tage en alvorligt. (s.51)

Men når vi har det fænomen ud i kollektiv absurd ufornuft, med flere milliarder "disciple", så kalder vi det religion. Har den absurde ufornuft færre tilhængere kalder vi den galskab, psykotisk, vrangforestillinger (s.72)
Sam Harris påpeger har religion og tro altid har ført krig med sig, religioner er per definition enten fjendtlige overfor andre, i bedste tilfælde føler de sig blot bedre end andre. De såkaldte ateistiske politiske ideologier var funktionelle trossystemer.

Problemet med religion er manglen på fordele som han formulerer:

"In the best case, faith leaves otherwise well-intentioned people incapable of thinking rationally about many of their deepest concerns; at worst, it is a continuous source for human violence." s.223

Hvis nogen sprænger en bombe i en bus og dræber 20 mennesker, ville nogen af os have svært ved at gætte hans religion? Nej som Harris siger, vi ville være i stand til at sætte vores liv på højkant i gættet.
Dette er tro i aktion, tro er blot ord indtil du tror dem. Men problemet er, når du tror dem, føler du dig berettiget til at handle i overenstemmelse med din tro, og mod dem som ikke deler din tro. (s.12-13)
Martyrbomberen er religionens absurde yderpunkt. Men det gør ikke såkaldt moderat religion meget bedre. Problemet med moderat religion er, at den ikke tillader, at noget kritisk bliver sagt om den ordrette fortolkning af religionen. (s.20) Og skaber den kontekst i hvilken fundamentalisme og religiøs vold aldrig kan blive tilstrækkeligt modsagt (s.45)
Som Harris påpeger, så svigter de moderate både troen og fornuften. (s.21)

De religiøse påpeger ofte skønheden i deres religiøse værker. Men der findes skønne værker som ingen har slået andre ihjel for - Shakespeare foreksempel er fuld af visdom og skønhed, og hvorfor spørger Harris, har gud gjort Shakespeare til en større forfatter end ham selv? (s.35)

Islam og Kristendom i særdeleshed står for skud i bogen.

Kristendommen bragte til verden nok den mest totalitære institution nogensinde, nemlig inkvisitionen, inspireret af oldeguden Jahve i det gamle testamente (5 Moses bog kap.13:12-16), om hvem Harris siger han viste:

"A genius for totalitarism that few mortals have ever fully implemented" (s.82)

Et helt kapitel er dedikeret til inkvisitionen, med mange eksempler på dens absurde adfærd og funktion. Han påpeger, at man kun behøver at tro på et eneste doktrin, uden bevis, for eksempel det at vantro og kættere ryger i helvede, for at blive i stand til hvad som helst. (s.85)
Her er vi ved kernen i problematikken i de to religioner, et alt eller intet monopolsyn på frelsen eller vejen til paradis.

Begge deler desuden en skræmmende antisemitisme som har resulteret i de forfølgelser og mord som kulminerede i holocaust, og det er en bombe som tikker videre den dag i dag . (s.92-107) Hitler var Katolik, og det siger en masse, at han aldrig er blevet ekskommunikeret lige som Galileo der ikke blev absoluteret før 1992. (s.105).
Antisemitismen lever den dag i dag, i både de amerikanske kristnes tro på jødernes ret til Israel og støtten til samme. I begge religioners forventning om de sidste dage, hvor Armageddon skal blive til virkelighed, en profeti som det er sandsynligt bliver selvopfyldende, og den lever i de muslimske lande glødende antisemitisme og forventning om de sidste dage, som profeteret af Muhammad, hvor muslimerne skal dræbe jøderne. (s.154)

Reagan, den for nogen "glorværdige helt" havde de to radikale eskatologiske prædikanter, Hal Lindsay og Jerry Falwell i sine nære cirkler (de samme to er stadig inde for i varmen delvist ) Men Reagan skulle have sagt i 1971, at alt er på plads for Armageddon og Kristus andet komme. Et synspunkt som de radikale kristne taler åbent om, specielt Falwell og Lindsay. (s.153 og s.266)
I USA mener 70 procent af befolkningen, at det er vigtigt at deres præsident er stærkt religiøs. (s.230)
Kristendommen farver også politikken i USA, hvad er ellers forklaringen på at anal og oral sex er forbudt i 13 stater den dag i dag? (s.160)

Et af vores problemer i dag er, at vi har overlegen våbenteknologi og verdensmagt, delvist i hænderne på mennesker præget af et komplet irrationelt tankesystem langt ovre på den modsatte side af middelalderen. (s.224)
Hvad angår Islam, er dette et alvorligere problem end man umiddelbart skulle tro. Som Harris skriver, så er den eneste fremtid fromme muslimer kan forestille sig, en hvor de vantro er blevet underkastet Islam. Hvis moderat Islam eksisterer, gør den et lige så godt job med hensyn til at gemme sig, som moderat Kristendom gjorde for 600 år siden. (s.110-111)
I kritikken af Islam, kommer man ikke uden om tekstuel kritik, som Harris påpeger:

"On almost every page, the Koran instructs observant Muslims to despise non-believers" (s.123)

Der tager han ikke helt fejl.

Mange undskylder islamisk fundamentalisme med imperialisme, fattigdom og manglende læseevne, osv.
Men som Harris påpeger, så kommer vi ikke uden om essensen i de religiøse tekster. En fundamentalistisk jainisme ville ikke true nogen som helst. Problemet er religionens tekster i sig selv. (s.148)

Tro og fornuft står i opposition, men det gør kærlighed og fornuft ikke, eller for den sags skyld spiritualitet og fornuft skriver Harris. (s.165)
Sam Harris bevæger sig nu langsomt mod det etiske spørgsmål. Religion siges at bibringe etik. Men faktum er, at etik har eksisteret glimrende i samfund uden dogmatisk religion og gør det den dag i dag.
En rationel tilgang til etik bliver virkelighed i det øjeblik, vi gør os det klart, at rigtigt og forkert er basalt set et spørgsmål om andres menneskers lykke eller lidelse. (s.170)
At sige at religion er fordrende for moral, er at overse i hvor høj grad den begrænser samme.
Under alle omstændigheder er det fuldt muligt for ikke religiøse, at have en moral der er langt højere end de religiøse.
Harris spørger, hvad vi kan gøre for udbrede vores moralske sympati udover vores snævre identitet, religiøst, etnisk, national?
Svaret er simpelt:

"We can be reasonable. It is the very nature of reason to fuse cognitive and moral horizons. Reason is nothing less than the guardian of love" (s.190)

Bogen indeholder mange betragtninger. Det er ikke muligt at gengive dem alle. Men bogen kan absolut anbefales. Den er en udfordring til vores fastlåste tankevirksomhed, et kald til fornuft og til at ophøre med at acceptere og frede en kollektiv ufornuft ud i det absurde, som i øvrigt gerne påberåber sig frihed fra nogen som helst korrektion.

Our credulity must scale with the evidence (s.165)

Den sidste olie

For nogle år tilbage ville de mest pessimistiske havde spået, at olien ville ryge op omkring 80-100 dollars per tønde.
Fredag nåede den 117 dollar per tønde.
Det er godt nyt til alle CO2 angste personager - sagen har bare altid været, at vi ikke har ubegrænsede fossile brændstoffer, så der ligger en naturlig blokade på området.
Olieforbruget er steget kraftigt de sidste år og priserne er eksploderet:




Faktisk så meget at det er både godt og skidt for os. Det er jo godt for os da vi selv vi er netto eksportør. Det er skidt for os, fordi det afmatter den globale økonomi og styrker alle lavomkostnings lande.

Presset på olien bliver ikke mindre, da væksten i forbruget er så højt, at vi skal genopdage Saudiarabien cirka hvert andet år for at følge med væksten.
På et tidspunkt når den generelle olieproduktion også sit højdepunkt (Peakoil), derefter kan den kun falde.
Vi står med andre ord overfor en situation, hvor vi på den ene side får ekstremt høje oliepriser, som hæmmer økonomien. Men langt værre endnu, så kommer den dag hvor manglen på olien sætter de fysiske hjul helt i stå - olien vil simpelthen ikke være fysisk til rådighed uanset hvor meget man betaler!

Vi har med andre ord en ressourcebetinget global økonomisk regression på vej, som er praktisk talt uafvendelig.
Men det skaber grobund for en ny økonomisk opgang, båret af alternative energikilder og de lande som formår bedst at udvikle denne teknologi.

Men før vi kan nå dertil, skal vi holde op med at konsekvent snakke CO2 i kølvandet på begrebet olie.
Det mest væsentlige problem er ikke CO2 udslippet, men det forhold at olie snart er en mangelvare, hvis vi ikke får udviklet funktionelle alternativer.

Opvarmning til religionsbashing

Som tidligere nævnt er jeg i færd med at læse "The end of faith" af Sam Harris.
jeg vil lige varme op med nogle gode citater fra andre hold angående religion
Et tema i "The end of faith" er, at religion per definition er ukritisk tro på tværs af fornuft, uanset hvor absurd troen er.

Reformeret kristendom var som udgangspunkt akkurat det samme. Moderne kristendom er per definition akkurat det samme, selv om de finder det stadigt sværere at tilbagevise mængden af empirisk data i modstrid med kernedogmer eller vinde proselytter til deres tro.

Nu lidt til Luthers eget forhold til fornuft:

"Whoever wants to be a Christian should tear the eyes out of his reason."
— Martin Luther

"Reason is the greatest enemy that faith has; it never comes to the aid of spiritual things, but more frequently than not struggles against the divine Word, treating with contempt all that emanates from God."
— Martin Luther

"Reason should be destroyed in all Christians."
— Martin Luther

"Reason is the Devil's greatest whore; by nature and manner of being she is a noxious whore; she is a prostitute, the Devil's appointed whore; whore eaten by scab and leprosy who ought to be trodden under foot and destroyed, she and her wisdom ... Throw dung in her face to make her ugly. She is and she ought to be drowned in baptism... She would deserve, the wretch, to be banished to the filthiest place in the house, to the closets."
— Martin Luther, Erlangen Edition v. 16, pp. 142-148

"Reason must be deluded, blinded, and destroyed. Faith must trample underfoot all reason, sense, and understanding, and whatever it sees must be put out of sight and ... know nothing but the word of God."
— Martin Luther

Hvis nogen har forvekslet kristendom med tolerance, så husk inkvisitionen og nej, Luther og Calvin indførte ikke en mere tolerant kristendom:

"Drive them [Jews] like mad dogs from our land... let not one of them live..."
— Martin Luther

Men islam er dog værre:

"If you believe that the Koran is the wisest book ever written, civilised society has a problem with you, because when you read this book, it's a manifesto for religious intolerance. There are a few lines in there that talk about the virtues of patience and charity, that is true, but in general this book is just stocked stem to stern with a genuinely theocratic, genuinely intolerant hate of unbelievers."
— Sam Harris

Hvis du har en aften til rådighed, se selv hvorfor:

Denne her formulerer hovedproblemet kort og præcist:

"If one has belief, knowledge is lacking. If one has knowledge, belief is unnecessary."
— David Eller, Atheism Advanced

Problemet med religion skal selvfølgelig også ses i lyset af, at det er den ultimative magtinstans, enhver som kan påkalde sig at være guds repræsentant, repræsenterer en evig tyran som ikke kan væltes af sin trone, fordi den trone er ingen steder at finde, undtaget måske i ufornuften.

"Of all the tyrannies that affect mankind, tyranny in religion is the worst; every other species of tyranny is limited to the world we live in; but this attempts to stride beyond the grave, and seeks to pursue us into eternity."
— Thomas Paine

Men dette ville aldrig være et problem, hvis vi generelt betragtede religiøse fortællinger på lige fod med argumenter for at jorden er flad, enhjørninge eksisterer osv.
Men det gør vi ikke, på trods af troen på at jorden er flad, eller troen på enhjørningen aldrig nogensinde har fået slået millioner ihjel. Det har troen på religionernes profeter til gengæld.

Før jeg overlapper for mange temaer som senere vil blive behandlet, vil jeg ende denne her af med nogle Thomas Jefferson citater:

"Man once surrendering his reason, has no remaining guard against absurdities the most monstrous, and like a ship without rudder, is the sport of every wind."
— Thomas Jefferson to James Smith, 1822

"I have recently been examining all the known superstitions of the world, and do not find in our particular superstition (Christianity) one redeeming feature. They are all alike, founded on fables and mythology."
— Thomas Jefferson, Letter to Dr. Woods