Desværre lige midt i sigtekornet

Når satire er bedst og værst. Grundlæggende er det tragisk og svært at grine af. For det er fuldstændigt absurd.

Men spot on er det. De vil blive demokratiske som Skandinavien, som Europa vil de tale og tale og blive de rene Chamberlains og fredelige lam. Yea right!

Selv om det en overgang lykkes at stable nogle moderate partier på benene og give dem regeringsmagten, hvad tror man så der sker, når velstanden udebliver, arbejdspladserne ikke bliver flere. Selv de klogeste ledere kan ikke udrette mirakler, og det vil være uerfarne ledere, de får og korrupte tilmed.
Hvis fundamentalistisk Islam ikke vinder i første omgang, så tror jeg den vinder senere, når de frustrerede unge, der mangler levegrundlag og arbejdspladser igen går på gaden.

De eneste lande jeg måske er en smule optimistisk med hensyn til. Det er Tunesien og måske Marokko.

Love
Freedom
Kill the jews.

Den revolution det folk har brug for er en mental en, hvor Islam forkastes eller gøres til en underordnet faktor af relativ lav styrke og kvinderne slippes fri.

Hooverphonic - Vinegar & Salt

En mere cool live intim version med blæsere og en rigtig turbostemme:

Recession 201X

Handelsbanken spår negativ vækst i fjerde kvartal 2010, det er dog ikke en recession, fordi den kræver, at væksten er negativ i to kvartaler i træk. Det bliver den næppe i denne omgang.

Omvendt tror jeg godt, at vi kan regne med en ny decideret recession inden for de næste to år.

Det skyldes flere forhold. Først og fremmest efterspørgslen efter olie. Vi er i en situation nu, hvor opsving er lig med efterfølgende recession. Simpelthen fordi forbruget vokser hurtigere end efterspørgslen. Det kommer til at ramme alle råvarer, og så den elektronik mange sjældne metaller bruges til, men det slår langt hårdere, at der opstår knaphed på olie.

Det får dels energipriserne til at stige stejlt, hvilket så påvirker andre varer, der jo skal transporteres og ekstraregning for opvarmning på 10.000 kr. for opvarmning med oliefyr i denne vinter. Samtidigt bliver trafikken lammet, som den allerede er det i Kina og har været det længe, fordi det er svært for lastbilerne at få diesel.


Olie er nemlig ikke bare olie:

Der er kæmpe forskel i kvaliteten på råolie, og derfor har det stor betydning for verdensmarkedet, hvor olien kommer fra. Masser af raffinaderier kan kun bruge én olietype...

”Det er oliens svovlindhold, der er afgørende for, om en olie er let eller tung. Raffinaderierne vil generelt helst have de lette olietyper, som blandt andet kommer fra Nordsøen, Nigeria og Libyen. Let olie er nemmere at raffinere, og det betyder ganske enkelt, at man f.eks. får mere benzin ud af en tønde råolie fra Nordsøen, Nigeria og Libyen,” fortæller Arne Lohmann, olieanalytiker i Danske Bank.

Den danske økonomi er på vej mod et sort hul, skriver Børsen med udgangspunkt i chefstrateg Anders Nellemose fra Danske Bank, hvilket skyldes:

Højere energipriser (olie, benzin, elektricitet) – Udgifter til brændsel og varme vil fylde mere af vores økonomi. Olieprisen er allerede omkring 120 dollar pr. tønde, mens en liter benzin koster i omegnen af 12 kroner.

Regeringen har i deres energiplan varslet højere elpriser og flere afgifter. Det betyder især, at madlavningen (køl, frys og varme) ender op med at blive dyrere end i dag.

Dyrere fødevarer (ris, mel, vand, korn) - Efterspørgslen vokser. Befolkningen i de nye vækstmarkeder (Asien og Latinamerika) bliver rigere, hvilket får dem til at ændre deres fødevareforbrug. Det vil øge efterspørgslen på basisvarer.

Samtidig kan den globale fødevareproduktion ikke følge med befolkningstilvæksten. Udbuddet er for lille. Situationen kan forværres af, at der netop i fødevareproduktionen (basisvarer) har været underinvesteret i teknologi og produktion igennem de seneste mange år.

Højere renteniveau (gæld og forbrug) – Prisen på penge vil på et tidspunkt stige kraftigt i vejret. Det bliver dyrere at være husejer og have gæld.

Det vil blive dyrere at låne til forbrug. Det er farligt alene at basere sin fremtidige økonomi, ud fra det lave renteniveau, vi ser i dag. Den lave rente skyldes en finansiel krise, hvilket til gengæld skaber en høj regning, der senere skal betales tilbage med en højere rente.

Faldende købekraft (inflation og løn) – Den stigende inflation udhuler vores købekraft i kroner, hvilket gør, at vi får mindre for vores penge. Samtidig vil lønudviklingen være svag, mens beskatningen vil være højere eller den samme som i dag.

Mindre økonomiske reserver (friværdi) – En flad eller svag udvikling i boligpriserne vil gøre, at de fleste boligejere om fem år vil have den samme friværdi som i dag.

Danskerne står til flere lussinger på begge kinder af stigende råvarepriser, øget moms og punktafgifter ad libitum, og så en blodtud for de dyre boliger de har købt for afdragsfrie lån og rentetilpasningslån. Gælden skal betales, og renten kommer til at stige. Det er disse boligejere, vanvittige hoveder foreslår skal betale mere i ejendomsskat, som de ikke får nok at se til med stigende renter, stigende opvarmningspriser siddende i boliger 20 pct. af boligejerne kun kan sælge med tab, fordi de er teknisk insolvente.

Hvad langt værre er, det er, at USA er i samme situation som os, eller hvad angår boligmarkedet - værre - da fortsat 27 pct. af boligmarkedet præget af teknisk solvens. Boligmarkedet får lige nu kunstigt åndedræt af lave renter, men det varer ikke ved. USA er ved at knække over med statsgælden, ganske vist i langsomt tempo, for det er fortsat en af de mest dynamiske økonomier i verden.

Men på den korte bane kommer USA angiveligt også ind i en recession, man kan ikke holde renten nede under en høj inflation, uden at det er som at tisse i bukserne på vej til bunden af gletsjeren. Det skyldes blandt andet, at for at man kan låne ud til lav rente, så skal der være noget at låne ud af, og en del af disse forhadte rige (fornuftige) mennesker vil ikke skyde indlån ind til en lav rente, når inflationen samtidigt æder deres penge væk. Så de hæver færre penge, end de satte ind.

Dog er der knapt noget sikkert papir tilbage i verden, måske lige med undtagelse af tyske statsobligationer, der nu heller ikke giver en høj rente. Der findes nu nogle relativt solide banker, der giver pæne indlånsrenter.

USA lider selvfølgelig også at højere benzinpriser, mens fødevarerne næppe spiller den store rolle, da der er kun er prisstigninger, ikke høj moms og afgifter oven i.

Sandsynligheden for at USA går mod en ny recession vil jeg betragte som utroligt høj.

Danmark vil selv uden en recession i USA blive ramt i hele ansigtet. Men det bliver dobbelt op med en recession i USA:

Tag følgende perler fra denne artikel i JP - Sorgløse danskere ignorerer krisen:

Direktør Jørgen Horwitz fra bankernes interesseorganisation, Finansrådet, kalder det »alarmerende«, at så få danskere kan se, at der er noget galt med økonomien:

»Der er ikke den nødvendige krisebevidsthed til stede i befolkningen. Det ser ud til, at danskerne er blevet et mageligt folkefærd, der tager velfærden for noget naturgivent. Men realiteten er, at vi i fuld fart er på vej ned ad bakken på 1. klasse,« siger Jørgen Horwitz,

Vist er vi nemlig fortsat på første klasse, mens togvognen vælter ned ad skrænten.
Den gode nyhed er, at den kommende S og SF regering knap når at gøre alting samlet set tre gange værre med deres - bare vi arbejder 12 timer mere om dagen, så skal det hele nok gå - før vi får solide tæsk. De skal dog nok lige at nå at gøre verdens største skattetryk større. Verdens andenstørste skattetryk i verden er vist omkring 90 pct. af det danske, men det skal man jo ikke se som et tegn på, at man ikke kan indføre flere afgifter og stramme skruetvingen yderligere - vel?

Så deres bidrag med at gøre det hele en ½ gang værre, skal de nok nå at levere.

Velfærdsforskeren, professor Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet deler bekymringen.

Han har netop udarbejdet en undersøgelse, der viser, at den danske vækst gennem de seneste tre år er den laveste i 200 år og kun ganske få lande, som f.eks. Zimbabwe, har oplevet et større fald i BNP end Danmark.

Vi kan lige overhale Zimbabwe. Det skal vi vel være stolte af? Eller måske ikke.
Jeg synes ikke, at der mangler vink med selv en førsteklasses togvogn, med hensyn til at den danske økonomi er hullet som en si, og det skyldes kun vores fortsat - så længe det varer - kraftige pumper, at vi ikke synker til bunds - lodret.

Jeg personligt bange for, at vi kan bevare illusionen en tyve-tredive år endnu. På det tidspunkt har Danmark mistet arbejdspladser på stribe, der aldrig kommer igen. Personer med penge og evner har været så kloge at finde et andet land at bo i. Hele velfærdsbabeltårnet til den tid er stablet så højt, at det både vil smadre landet at vælte det og ikke at vælte det. - ja det er allerede godt på vej, men bygmestrene har planer om at bygge det højere, tro mig, de vil gøre det.

Til den tid er der knap nogle rester tilbage at redde alligevel.

Det kan godt være at regnedrenge mangler humor, som Bob Glitter har skrevet.

Jeg vil dog nok mene, at jeg har humor i de fleste af livets tilfælde. Men lige i det her tilfælde, er jeg mere tilbøjelig til at græde, end til at grine. For jeg holder trods alt af landet, men der er stadigt færre færre sørgelige rester tilbage af det land, jeg blev født i, og jeg vil næppe dø i det, der findes i dag bedre steder og om 20-30 år, så er det med at komme væk, endda helst i god tid.

Hvis der altså ikke sadles om, helst i begyndelsen af dette årti.




Bonus: Se hvor meget afgift der er på benzin, kaffe, chokolade, mandler, the og utroligt meget andet og forstå, hvorfor det er så dyrt.
P.S. Punktafgifter pålægges før moms, altså varen gange 1,X for afgiften og så oven i gange 1,25 for moms.

Staten har lånt 69.000 per dansker

Staten har lånt 69.000 per dansker. Det lyder ikke af meget, men det er kun begyndelsen.

Hvis vi regner per voksne dansker, er det omkring 100.000 kr. rundt regnet. Prøv at gå hen i banken og få et forbrugslån på 100.000 kr.

Staten lånte netto omkring 85 mia. kr. i 2010. Personligt formoder jeg, at det lånebehov ikke bliver mindre de kommende år. Specielt set i lyset af at den næste regering, S og SF, er dårligere til at styre økonomien.

Selv om det skulle blive reduceret, så bliver det ikke markant uden nedskæringer, eller ubetinget nulvækst. Jeg regner nulvækst som en umulighed. Der er lønstigninger i det offentlige som disse her:

Samlet set giver aftalen 4,35 procent. Men lønmodtagerne ”skyldte” i forvejen omkring 1,7 procent, fordi de offentlige lønninger de seneste år er steget mere end lønningerne på det private arbejdsmarked som følge af reguleringsordningen. Derfor er den reelle udmøntning en lønstigning på 2,65 procent i 2012.

Kilde:

Dertil kommer alle de uforudsete udgifter, såsom - UPS vinter - og sociale udgifter, der har det med at overraske igen og igen. Det skyldes nok kun den indeværende periode høje inflation, at man formår at lade udgifterne vokse under inflationen, hvis man egentlig formår det? Nulvækst vil jeg fortsat se, før jeg tror på den. Den kommende regering vil helt droppe tanken.

Om man så får halveret den årlige statsgæld, så er den fortsat i intervallet 40-50 mia. kr. og i vækst.

Får man så det? (Kilde Statens låntagning og Gæld 2010 - s. 50)



Bemærk, at gælden korrigeret for udgifter til bankindskud og lignende udlån er vokset med 87,6 mio. kr i 2010. Det vil sige, at selv uden disse udgifter ville der være en forværring.

Bemærk først og fremmest, at der er tale om en forværring i forhold til 2008-2009.

Danmarks ØMU-gæld, det vil sige ikke bare statens gæld, men hele det offentliges gæld, har udviklet sig således i de to seneste opgjorte år ( fra 3 kvartal i 2008 til 3 kvartal i 2010 )

Danmarks kvartalsvise ØMU-gæld efter tid og funktion
	Offentlig ØMU-gæld i DKK
2008K3	428,7
2008K4	600,1
2009K1	618,5
2009K2	661,5
2009K3	678,3
2009K4	691,9
2010K1	729,8
2010K2	770,8
2010K3	780,8
Data opgøres tre måneder efter kvartalets udløb. (Altså må vi vente til 1. april med tal for 4 kvartal 2010) (ØMU-gælden er i øvrigt på cirka 140.000 kr per dansker)

Det er en vækstrate på 100 mia. kr, om året. Der vil den kvikke så hurtige regne ud, at det statens gæld, der er vokset mest og Danmark ØMU-gæld nærmere sig på nuværende tidspunkt allerede 50 pct. af BNP.

Det kommer dog ikke til at vare ved. Det offentlige havde en nettoformue så langt frem som til netop 3 kvartal 2010. Et år før - 3. kvartal 2009 - steg den fortsat.

I 3 kvartal 2010 faldt den offentlige nettoformue så med 24 mia. kr. og blev forvandlet til nettogæld på 16 mia. kr. En nettogæld, det havde taget over 25 år at komme af med siden Anker J. Den blev afskaffet i 2007.

Det betyder, at reelt er væksten i ØMU-gælden på over 150 mia. kr. årligt. Man har trukket på nettoformuen, for at begrænse væksten i gælden.
Det bliver altså fra i år af, at det bliver mest interessant at følge væksten i ØMU-gælden, da den ikke længere har en positiv nettokonto at trække på.

Kommuner og regioner har ikke overraskende et omkring lige så stort underskud som staten, hvor de modsat staten har haft en nettoformue at trække på.

Forandrer det sig ikke nævneværdigt, så er vi tæt på en ØMU-gæld på 100 pct. af BNP omkring 5-7 år fremme.

Den underliggende økonomi skal så nok forbedre sig en smule. Samtidigt bliver de offentlige finanser dog angiveligt dårligere styret under en S og SF regering. Så jeg vil tro, at S og SF overlever en regeringsperiode og måske to. Så skal der ryddes op.

Schlüter ventede tre år med at rydde op. Man tør jo knap som politiker. Så odds for at ØMU-gælden ryger over 100 pct. af BNP, hvad enten i dette årti, eller kort efter 2020. De odds vil jeg betragte som så lave som oddsene for en FCK sejr mod Chelsea.

Det er værd at bemærke, at statsgælden under Anker Jørgensen målt i BNP før den sidste oliekrise var lavere end i dag. Anker Jørgensen blev statsminister igen i 1975:



Han tillod så voldsom vækst i de offentlige udgifter allerede fra starten af.

Det samme har den nuværende regering dog gjort de seneste par år, og som jeg har skrevet om før, så har den nuværende regering overgået Anker Jørgensen i offentligt forbrug målt i procent af BNP.
Kan man ikke styre den offentlige lønvækst, så er alternativet at i stedet fyre offentlige medarbejdere, hvilket er værre samfundsøkonomisk, end at holde væksten i deres lønninger nede, da usikkerheden omkring fyringer - altså have en løn til rådighed, eller en arbejdsløshedsunderstøttelse - kommer til at præge alle offentlige medarbejdere og deres forbrug.

Den væsentligste forskel ligger dog i de renter, som Anker Jørgensen og den nuværende regering betaler på gælden.

Renterne tilbage i Anker Jørgensens tid var skyhøje. I dag er de historisk lave. Det bliver de bare ikke ved med.

Danske statsobligationer regnes i øjeblikket som sikre papirer, med en gennemsnitlig kuponrente på 3,7 pct.

Det er kun Tyskland, der betaler lavere renter, end Danmark gør det:

[teimf050] - Long term government bond yields
Monthly average (NSA)
geo\time	2010M10		2010M11		2010M12
Euro area	3,37		3,76		4,16
European Union (27 countries)	3,51		3,85		4,19
Belgium	3,21		3,48		3,99
Bulgaria	5,82		5,74		5,76
Czech Republic	3,43		3,59		3,89
Denmark	2,46		2,65		3,01
Germany (including former GDR from 1991)	2,35		2,53		2,91
Ireland	6,42		8,22		8,45
Greece	9,57		11,52		12,01
Spain	4,04		4,69		5,38
France	2,72		3		3,34
Italy	3,8		4,18		4,6
Cyprus	4,6		4,6		4,6
Latvia	9,24		8,99		7,55
Lithuania	5,15		5,15		5,15
Luxembourg	2,73	(i)	2,94	(i)	3,32
Hungary	6,87		7,38		7,92
Malta	3,9		4,12		4,42
Netherlands	2,58		2,79		3,16
Austria	2,82		3,01		3,43
Poland	5,53		5,82		5,98
Portugal	6,05		6,91		6,53
Romania	7,02		7,04		7,09
Slovenia	3,56		3,77		4,11
Slovakia	3,67		3,8		4,06
Finland	2,63		2,82		3,19
Sweden	2,64		2,86		3,21
United Kingdom	2,8		3,03		3,34

Tal for obligationer med 10 års løbetid fra Eurostat.

Den kommer ikke til at holde sig så lav, med en så voldsom vækst i ØMU-gælden.

Det bliver næppe græske tilstande, men den danske rente kan sagtens ryge over 6 pct. i en periode. Det er markedets måde at sige til regeringerne på, vi tror ikke på, at i kan betale alle pengene tilbage, medmindre i styrer det offentlige forbrug bedre.

Den besked venter den danske regering et sted i den nærmeste fremtid.

Og er der noget, som hverken den nuværende og slet ikke den kommende regering, er i stand til. Så er det at styre det offentlige forbrug. I øjeblikket har andre europæiske lande mere tydelige problemer. Sådan bliver det ikke ved med at være.

Halve løsninger løser ikke problemer

Uret tikker, og det er et spørgsmål om tid, før det første europæiske land går konkurs.

Trichet vasker hænder imens:

"Dette er endnu et budskab til Portugal, et meget stærkt budskab til Portugal, såvel som til andre lande. Det er op til landene selv at overbevise markederne," sagde han efter et møde for G20-finansministrene i Paris.

Nu har EU bare godkendt de landes spareplaner, der ikke tilfredsstiller markedet. Problemet for de såkaldte PIGS- lande er, at en stærk valuta er til deres bagdel. De kan ikke konkurrere med en stærk valuta.

Tilbage står kun at slagte det offentlige i PIGS-landene, og det er det eneste, der kan få markedet til at acceptere fornyelse af de berørte landes gældsobligationer til en rente, de faktisk kan overleve:

I januar lykkedes det akkurat Portugal, ved hjælp af en blanding af ECB-opkøb og appeller fra toppolitikere, at refinansiere i obligationslån til en rente på 6,7 procent. Men nu er renten steget til 7,5 procent, Irlands tiårige rente er 9,2 procent og Grækenlands 11,7 procent. Og ingen lande med så mikroskopiske vækstrater, som der er udsigt til i Europa, kan på længere sigt klare at betale hverken syv, ni eller 11 procent i rente.

Det er nemlig helt korrekt, og de lande er på vej mod konkurs, der vil kaste grus i hele Euro-maskinen.

Hvis man vil undgå det, og hvis man vil berolige markedet, så skal der langt mere drastiske besparelser til end nu så om 2-3 år, så er den årlige vækst i underskuddet ikke bare begrænset til 3-4-5-6 pct. af BNP. Nej, den skal være helt borte og landene skal være i stand til og i gang med at afvikle deres gæld om til den tid. Så vil markedet falde til ro.

Men for at give de lande en fair chance oven i, skal de have en Euro2 - en langt svagere valuta, der kan flekse i forhold til deres behov.

Handlede det der skete i Medina om Israel?

Siden DR 2 er så glad for "nuancerede programmer", så har jeg et forslag til et program:










Selv om værten rejser spørgsmålet, det er vel ikke bare om Israel og tiden efter 1948, så forfølger han det ikke. Programmet byder dog på vrede muslimer efter at en mand er dømt for hatespeech mod jøderne, lidt lige som Hiz Ut Tahrir formanden for nogle år tilbage, der blev dømt for at citere koranen, "dræb dem, hvor end du finder dem".

De er vrede over at koranen, og haditherne, dermed profeten er blevet dømt, for profeten selv for 1400 år siden var jo ikke ligefrem ven med jøderne, som han angreb, dræbte, eller fordrev.

Programmet forsøget at komme vidt omkring og tale med mange forskellige parter på under 40 minutter. Så meget bliver hængende.

Han rejser dog et centralt spørgsmål. Det var jo netop propaganda, ala "Zion Vise protokoller", der førte til holocaust, kan det nuværende had til jøderne føre til det samme? Det er et godt spørgsmål, som ingen vel tør give et bud på, heller ikke den israelske akademiker, han lader får det sidste ord i programmet.

Jeg tør godt. Jeg vil personligt være forbløffet, hvis Israel eksisterer om hundrede år.

500 + mio. arabere lige omkring, det kan selv ikke et effektivt militær stille noget op over for i længden.

Vi kan køre alle de gamle plader: Araberne kan ikke finde ud af arbejde sammen. Israels militær er et af verdens bedste og får støtte af USA.

Tiderne forandrer sig bare hele tiden - Det stærke Tyskland opstod først med Bismarck og kort efter flød blodet i Europa. Den eneste forskel på araberne og tyskerne i 1930erne, er af det førstnævnte mangler en karismatisk leder til at samle dem. Men opstår han og slår han blot på to forhold, Islam og Israel, så skal de nok stille sig bag ham med stor entusiasme.

Hvis man tror, at det aldrig kommer til at ske, så underkender man vist araberne, om nogen.

En interessant detalje i dokumentaren. "I 2002 viste en egyptisk tv-kanal en serie, der var bygget på Zions vise protokoller.

Det fik Mubaraks politiske rådgiver til fordømme og advare mod antisemitismen, hvilket han fik tilladelse til af Mubarak.

Det vil man næppe få under det muslimske broderskab.

Regnedrenge skal se at få humor

Selv om jeg personligt føler mig ramt, så kan jeg kun give Bitter Blog ret. Folket vil have Villy og andre farverige idioter. Så nytter det sgu ikke noget at sidde med et excelark og have ret, for det kan gennemsnitsdanskeren ikke se.


Læs indlægget på Bitter Blog.

Forskellige mål eller midler?

Egyptens Muslimske Broderskab støtter ikke deres lands indgåede fredsaftale med Israel...

Clapper beskriver Broderskabet som en stor og broget global bevægelse, der har forskellige dagsordener i forskellige lande.

Kilde:

Ingen tvivl om, at der bruges forskellige midler i Egypten og på Gazastriben, men er det, det samme som at målet er anderledes?

Jeg tror ikke, at det Muslimske Broderskab havde eksisteret i Egypten, i live, hvis de havde anvendt samme metoder som Hamas.

Omvendt kan jeg ikke se en forskel i målsætningen.

Afsløret!

En uheldig synergi mellem skyldskultur og anklagekultur

Problemets kerne er ikke Islam i sig selv. Islamisme ville ikke have en jordisk chance, hvis man klart og ubetinget sagde nej tak til den.

Den Islamiske og kristne kultur er vertikalt anderledes i deres udgangspunkt, som behandlet for længe siden af Mordechay Lewy:

The west has a "guilt culture" (accepting one's own guilt), while the Arab / Islamic world, which Lewy calls the Orient, has a "blame culture" (blaming others). I summarize and/or quote key portions of the essay:

Lewy examines the key question: why is it that the west can produce so many intellectuals such as Susan Sonntag, Noam Chomsky and Arundhati Roy who are so ready to criticize western civilization and blame the United States for the problems in the Islamic world. The latter, on the other hand, accepts little responsibility for its own inadequacies, and instead embraces conspiracy theories that typically blame the west.

Lewy identifies eight principle reasons:

1. In the Orient, one's own guilt and inadequacies are always assigned to others. Self-criticism is seldom practiced. The ability for self-correction is accordingly limited.

2. In the Orient, the preferred role is that of the victim. Conspiracy theories are forged to rationalize this behavior.

3. Islam does not have the concept of "original sin" and therefore no historical tradition of collective guilt.

4. Islam does not promote the formation of free will and individual responsibility. In the Islamic notion of man, free will is subordinate to Allah's all-encompassing pre-ordained plan.

5. In the West, there is a tendency toward the avowal of guilt, whether rightly or wrongly. Therefore the role of culprit is readily adopted.

6. The guilt society in the West promotes self-criticism, and also the capacity for self-correction.

7. In the modern West, the religious-based notion of "original sin" has been secularized to some extent, and also expresses itself in acceptance of blame for the Islamic-Arab world.

8. In the overt or covert conflict between the two cultures, the West cannot operate with a free hand, by virture of its own self-imposed moral constraints. These self-imposed restrictions will be interpreted as a weakness by the aggressive blame society of the Orient. They will not be respected in conflict situations, but exploited.

Islam does not have the same concept of original sin as in the West. The expulsion from paradise was not a key experience in the Koran. Allah forgives all sins, large and small, if the sinner shows remorse and willingness to change. In the Koran there are no explicit battles between good and evil. In western tradition, Satan can lead men astray (the Faust motif). In Islam the devil disarms himself voluntarily so that he cannot exert any power over man. A practicing Muslims becomes certain of attaining salvation, solely by fulfilling Allah's commandments. This spares him the moral dilemmas that are inherent in Christianity.

Kilde:

Så er der dog citater fra Muhammads side, der peger i retning af altruistisk moral.

Men det er ret klart ved nærmere eftersyn, at denne gavmildhed ikke gælder flokken uden for Islam:

The brotherhood in Islam does not extend to everyone. The Quran (9:23) states that the believers should not take for friends and protectors (awlia) their fathers and brothers if they love Infidelity above Islam. In fact there are many verses that tell the Muslims to kill the unbelievers and be harsh to them. A clear example that Islam is not based on the Golden Rule is the verse (48:29): “Muhammad is the messenger of Allah; and those who are with him are strong against Unbelievers, (but) compassionate amongst each other.” This is the perfect definition of fascism.

Ali Sina - Islam and the golden rule

Profeten selv blamerede først kollektivt mekkanerne, som han angreb. Derefter blamerede han kollektivt de jødiske stammer i Medina, som han angreb og konfiskerede alt deres ejendom - fordrev dem.

Kollektivismen i Islam indbefatter både de "rettroende" og de "afgudsdyrkende". Det er enten eller, enten er man muslim, er så er man imod Islam, uanset hvor meget man logrer med halen og taler pænt.

Ikke at vælge den mest overlegne religion, den sidste og største profet, det i sig selv er jo, at vælge falske guder og vantro, omend man er af den opfattelse blandt islamister, at Islam på sigt vil blive religionen for det absolutte flertal på denne jord. Heldigvis er Jihad ikke det eneste redskab i skuffen, men også Dawa, eller mission. Problemet er blot, hvor Dawa fejler, der må man nødvendigvis ty til Jihad, før eller siden.

Det var netop det Muhammad selv gjorde - startede med Dawa i både Mekka og Medina og endte med Jihad, da Dawaen ikke havde den store succes.

Man er vel kun interesseret i fodbold

Medkommentaren til aftens fodboldkamp, hvis navn jeg ikke fik fat, jeg lytter sjældent til, hvad de siger.

Men denne her perle fik jeg lige fat i:

"Utroligt at han kan bevare hans sprint-evne i en alder af 32 år", sagt om Rommedahl:

I am 25 years old and have been running the 400 for 13 years. I am also a PhD student in Biology so I have looked at the physcial end of it as well. Mechanically speaking peak atheltic ability occurs for men around 28-30 years old. Also recall that Michael Johnson did not set the world record until he was 34. Also recall that just a few weeks ago Gail Devers recorded the 2nd fastest 60 meter time in history at over 40 years of age. Your ability to run track will be dependent on how much time you put in. I am just getting back into it myself and believe me it is a struggle.

Kilde:

Man behøver ikke at være 30 år for at miste gnisten, se Torres, Bendtner, Bojan. Det er vist mere i hovedet end i kroppen. Det samme kan man sige om de fodboldspillere, der mister gnisten og lysten til at spille tidligt, Ronaldinho, Tevez, osv.

Ryan Giggs er 37 år, Inzaghi er sgu stadig farlig. Problemet findes nok også mest hos højtbetalte fodboldspillere, der savner at kunne stå på ski og drikke sig lammestive, som Bendtner :)

Der var en gang for ikke så længe siden

Kiggede lige mit gamle arkiv i gennem, hvor jeg egentlig ledte efter noget andet, så fandt jeg den her gamle artikel fra februar 2003, der rummer mange interessante citater:

Danmark - stationen før Paradis
Af LASSE ELLEGAARD og STIG MATTHIESEN

Velfærdsstaten Danmark er i verdensklasse. Men spørgsmålet er hvor længe? De sociale udgifter er eksploderet - og stiger fortsat. En mislykket integrationspolitik, og udsigten til at flere forlader arbejdsmarkedet og lader sig pensionere, skaber voldsomme problemer, men alligevel tøver politikerne med at gribe ind.

JP extra

Thorvald Stauning drømte om den. Jens Otto Krag skrev om den. Alle taler om den. Velfærdsstaten Danmark...

Den flinke Poul Schlüter ventede fem år - til 1987 - før han gennemførte "kartoffelkuren", der ramte hårdt, men i længden gjorde dansk økonomi mere modstandsdygtig.

Da Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993, holdt han indadtil fast i den stramme økonomiske politik, bl.a. for at bevise, at Socialdemokratiet kunne føre en ansvarlig økonomisk politik, udadtil lovede han at fastholde efterlønnen.Mog ens Lykketoft tvang ham til at bryde løftet, Nyrup tabte næste valg, og Lykketoft overtog partibutikken.

Og Anders Fogh Rasmussen overtog magten. Fogh er vel den første danske statsminister, der ikke har har sentimentale følelser over for den danske (socialdemokratiske) utopi. Allerede som menig politiker kaldte han den "socialstaten" med alt, hvad det ord rummer af negativ ladning, og agiterede i stedet for "minimalstaten", hvor borgeren i det store og hele må lære at klare sig selv.

Nå ja, hvad blev der af pengene fosser ud af statskassen og selv Schlüter ventede fem år, man lever vel i et land, der intet har lært :)

En forsker, der ikke ønsker sit navn frem af frygt for kollegers reaktion i den danske forskningsverden, supplerer:

»Havde de analyser og tal været fremlagt før, havde politikerne kunnet diskutere indvandrerpolitikken og velfærdsstatens udvikling langt tidligere og på et langt mere reelt og konstruktivt grundlag. Det havde kunnet lade sig gøre, hvis de statsansatte forskere på universiteterne havde ventet lidt med deres afhandlinger til de internationale tidsskrifter, og i stedet havde brugt tid og kræfter på de enorme problemer, indvandrerne har ført med sig.«

Jeg bider mærke i "frygt for reaktionerne hos kollegaerne i den danske forskningsverden". Jeg troede ellers, at videnskab var til for at få sandheden på bordet, ikke at den var en lokalkirke i smiley fascismens nyreligiøse sekt.

Professor Nina Smith, tidligere økonomisk vismand og ansat på Handelshøjskolen i Århus, har et bud på misnøjens adresse: »Indvandrerne gør velfærdsstatens problemer meget synlige, og vi står over for et afgørende valg. Sat på spidsen kan man formulere det sådan: Enten reformerer vi en række af vores velfærdsordninger, eller vi tvinges til at sætte et hegn rundt om Danmark for at holde dem, der kræver del i rigdommen, ude.«

Da et hegn så blev sat op i form af 24 årsreglen, så forsvandt debatten om hegnets nødvendighed og blev i stedet til en om hegnets vederstyggelighed.

Demografi alarmniveau fortsat højt

Jeg har taget lange tilløb til denne post, da den er et noget større arbejde, end jeg ellers efterhånden har for vane at smide i denne blog.

Det her bliver en massiv demografi post, som det har taget lang tid at lave, og derfor nødvendigvis må være præget af lidt mangler ud i skære-ud-i-pap-kategorien.

Men der er to demografiske temaer, som en ny offentliggjort statistik i Statistikbanken nu endelig gav mig mulighed for at kigge på.

De her beregninger bliver lidt komplicerede at følge med i, men jeg er så flink at hjælpe med konklusionerne.

Det ene tema er den påstand, vi ser igen og igen, at ikke-vestlige indvandrere føder færre børn, hvorefter der nævnes Pakistanske, somaliske, mellemøstlige, tyrkiske osv.

Selv om jeg antager, at fertiliteten nok skal falde en smule med tiden, så stiller jeg mig skeptisk over for sådanne udsagn. Nu har jeg altså undersøgt det, og selv om man kan sige, at der har været en trend ned ad i visse muslimske folkegrupper de sidste tre år, så er det ikke det samme, som at alarmen skal afblæses. To af de mest interessante muslimske grupper, pakistanerne og marokkanere, er faktisk begyndt at føde flere børn.

For det første er det et spinkelt statistisk grundlag. Vi taler om få personer, og jo færre personer og tilfælde vi taler om, jo større statistiske udsving er der, og der er enormt store udsving, og der er også enkelte muslimske grupper, der er begyndt at føde flere børn over de seneste tre år - hvilket jeg kommer ind på senere. De store udsving ser du ikke hos en stor statistisk gruppe som de danske kvinder.
For at kompensere for det store udsving i en lille gruppe mennesker, er vi nødt til at se udviklingen over længere horisonter end tre år. Nærmere 10 til 20 år, før vi reelt kan sige, at deres fertilitetsrate er faldet.

Det andet forhold, jeg nu kan få se nærmere på, det er den aldersbetingende fertilitetsrate. Den har ganske vist været opgjort i rapport-serien "Indvandrere i Danmark", men i intervaller på 5 år - for eksempel 20-24 årige.

Den nye statistik giver mulighed for at opgøre den år til år.

Men for at starte med indvandrerkvinder - jeg regner videre på efterkommere en anden dag.

Så står der i ovenstående forrige link - citat fra en typisk avisartikel:

På blot ti år er en søskendeflok i en indvandrerfamilie med rødder i bl.a. Tyrkiet, Pakistan, Mellemøsten og Somalia faldet fra omkring tre til to børn, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Her er der intet at rafle om med hensyn til, at det er fuldt forkert, den påstand er hullet som en si.

For at starte med den tyrkiske kvinder, der statistisk set kun føder 2,1 barn per kvinde og dermed tilsyneladende ikke ikke føder meget mere end de cirka 1,8 barn per kvinde, som danskerne føder.

Så er deres fødselsrate ganske vist faldet over de seneste tre år, der er til rådighed i denne statistik, eller mellem 2007-2009. Jeg har grovsorteret mine beregninger på en aldersbaseret fødselsrate og indsnævret to intervaller: 19-30 årige og 31-42 årige - det er nemlig her de fleste føder kvinder føder deres børn.

Den gennemsnitlige fødselsrate for 19-30 årige tyrkiske indvandrerkvinder i perioden 2007-2009 var på 115,5 børn per tusinde (BPT) tyrkiske indvandrekvinder i den aldersgruppe og 108,6 (BPT) i 2009.

Til sammenligning var tallene for den danske kvinder i samme aldersgruppe 69,7. Altså føder de tyrkiske indvandrerkvinder i den aldersgruppe 66 pct. flere børn end danske kvinder i ditto alder, eller sagt på en anden måde 1,66 gange det antal de danske kvinder føder.

Zoomer vi så lidt nærmere ind på i hvilken alder der fødes flest børn. Så er de tre top fødselsrater hos de tyrkiske kvinder set over alle tre år præsteret i en alder på henholdsvis 25 år ( 203,8 BPT), 30 år (191,5 BPT) og 26 år (186,6 BPT)

Til sammenligning er de danske kvinders top tre fødselsrater i alderen 19-30 år alle på mellem 162,5 og 161 og alle sat i alderen 29-30 år.

Sammenligner man gennemsnittet for danske kvinder og tyrkiske indvandrerkvinder set over de tre år for aldersgruppen 21-30 år, så ser det sådan her ud:

21 år: 2,11
2,06
1,82
2,01
25 år : 1,98
1,46
1,11
0,94
0,91
30 år: 0,93

28-30 årige tyrkiske kvinder føder altså færre børn end danske kvinder, til gengæld føder de i alderen 21-25 år dobbelt så mange børn som danske piger i samme alder, og det er ikke fordi det er få børn, det er:

Børn per tusinde tyrkiske indvandrer kvinder mellem
21-25 år:

70,06

68,78

92,90

126,2

150,5

til sammenligning ser danske kvinders BPT tal sådan her ud for 26-30 år.

131,12 144,18 160,29 158,11

Og sådan her for 21-25 årige:

30,93

39,74

52,18

68,25

88,76

På papiret føder tyrkiske indvandrerkvinder altså kun 1,21 gange så mange børn, som danske kvinder gør, hvilket jeg har været inde på før.

I praksis føder de måske omkring 1,4 gange så mange børn, for de føder dem tidligere, end vi gør og efter 28 års alderen føder de færre børn per tusinde kvinder, end danske kvinder gør.

Vi er i det mindste så heldige, at de stopper op på den lange bane, det gør andre folkegrupper ikke:

Somalierne, der jo føder 2,41 gange så mange børn som danske kvinder, og hvis de fortsætter med at føde 2 kvinder i gennemsnit, altså fire børn, vil deres efterkommere tælle over 3 mio. i Danmark efter 8 generationer, selv om de kun er nogle få tusinde i landet i dag. De har naturligvis også markant høj fødselsrate i alderen 21-25 år, de føder altså de 8 generationer, hurtigere end vi føder 8 generationer:

116,49

122,6

156

161,68

216,81

Eller sammenlignet med den danske ditto i multipliceringsfaktor - altså hvor mange gange højere fødselsraten er per tusinde kvinde i alderen 21-25 år :

3,77

3,08

2,99

2,37

2,44

Gennemsnit = 2,93 gange så mange børn i alderen 21-25 som danske kvinder. Normalt føder de jo "kun" lidt over det dobbelt.


Kort kan det siges, at rekorden for alle kvinder i Danmark er sat af 27 årige somaliske kvinder i 2007, der fødte 321,8 barn per tusinde kvinde.
De var kun 28 i alt af 27 årige somaliske kvinder i den årgang. Altså fik de ni børn, eller cirka hver tredje 27 årige somaliske kvinde fik et barn det år.
Valgte alle de somaliske kvinder stabilt at følge den fødselsrate i alene aldersintervallet 19-42 år, så ville de alle føde 8 børn per kvinde.

Den somaliske fertilitetsrate hører til dem, der er er faldet mellem 2007 og 2009. Det er med en underdrivelse også nødvendigt.

Den er "kun" 1,88 gange så høj i 2009 blandt 19-30 årige sammenlignet med danske kvinder. Til gengæld fortsætter de med at ligge over danske kvinder hele vejen til 49 år og føder stadig mange børn efter 42 år. Faktisk har den 45 årige somaliske kvinder i 2007 præsteret at føde 88,24 barn per tusinde kvinde, hvor de danske 45 årige fødte 0,76 BPT og rekorden blandt danske kvinder i alle aldre er 162,5 BPT,

Den somaliske fertilitetsrate skal nok falde, men næppe til under 3 barn per kvinde inden for en overskuelig horisont.

En anden "supergruppe" er libaneserne. De har sidste gang jeg lavede beregningerne født 1,54 gange så mange børn som danske kvinder - hvilket primært skyldtes danske kvinder fødte flere børn. Altså ikke at libanesernes fødselsrate faldt ret meget.

Her må jeg desværre melde, at de er begyndt at føde flere børn i 2009 igen - ikke markant, men dog flere.

De har først og fremmest og en stærk aldersbetinget tendens, hvor de føder langt flere børn end danske kvinder før 31 års alderen og færre i alderen 31-42 år.

Rekorden findes med 201 barn per tusinde i alderen 25 år med 205 BPT og fulgt af 201 BPT i alderen 26 år og 196,5 BPT i alderen 27 år.

Tager vi gennemsnittet i aldersgruppen 21-30 år og sammenligner med ditto gennemsnit blandt danskere, så ser det sådan her ud:

3,62
2,78
1,84
2,45
1,5
1,41
1,13
1,02
0,91
0,98

= 1,68 gange så mange i gennemsnit.

Altså i perioden 2007-2009 har de libanesiske 21-24 årige kvinder i gennemsnit født præcis 2,67 gange så mange børn, som danske kvinder i samme alder.

Vi er så, så heldige, at de senere føder færre børn, men den aldersbetingede trend gør, at kun 1,54 gange så mange børn er misvisende - De føder børn med en højere gangefaktor end det, da de føder deres børn markant tidligere i gennemsnit vel omkring 5 år tidligere, uden at jeg har regnet det helt igennem, altså producerer de en ekstra generation over lidt over et århundrede i forhold til danskerne, som ikke bare er ekstra, den er også eksponentielt voksende, hvor de danske generationer er eksponentielt skrumpende.

I tvivl om hvad jeg mener? så hør her. Når danske kvinder føder 1,8 barn, så føder de 0,9 kvinde.
Det vil sige 1000 kvinder føder 900 kvinder, der føder 810 og så næste led føder 729 kvinder et cetera.

Libanesiske kvinder føder - de fødte 3,1 barn per kvinde for ikke så længe side, men lad os bare sige de begynder at føde 2,5 barn per kvinde i gennemsnit.
Så føder 1000 libanesiske kvinder 1250 kvinder, der igen føder 1562 kvinder, der igen føder 1953 kvinder og så 2441 kvinder.

Femte generation libanesere, der kommer ekstra fordi danskerne kun er ved generation fire, fordi de føder omkring 5 år tidligere end danske kvinder, er altså relativt omkring 4 gange så stor, som den danske, der i øvrigt slet ikke er født endnu, for den er bagud. Det endda kun ved 2,5 barn per kvinde, hvor den libanesiske fertilitetsrate vel at bemærke er højere.

Det bliver eksponentielt rigtig meget værre ved 3 barn per kvinde, noget som somalierne næppe kommer under i mange generationer frem.
Så er det 1000 kvinder føder så 1500 kvinder, der føder 2250 kvinder, der føder 3488 kvinder, der føder 5231 kvinder.

Faktisk hvis blot halvdelen af den muslimske kvinder i Danmark, lad os sige 50.000, føder 3 børn per kvinde, så er det nok til at sikre muslimsk flertal inden 150 år i dette land, uanset hvad de øvrige 50.000 muslimske kvinder gør - medmindre da, at vi selv begynder at vokse befolkningsmæssigt, altså føde godt over 2,1 barn per kvinder i stedet for som på nuværende tidspunkt at skrumpe. Det er iøvrigt selv om kvinderne føder med samme gennemsnitsalder, og det gør de som sagt ikke.

Men for at vende tilbage til de nye beregninger

De to mest interessante muslimske indvandrergrupper set med mine øjne er pakistanerne og marokkanere.

Det er de af flere årsager:

1. De blandt dem, der har opholdt sig længst tid i Danmark. De har altså haft længst tid at integrere sig, som gruppe i samfundet.

2. Vi kan trække på udenlandske erfaringer, for i henholdsvis England og Frankrig har de nemlig opholdt sig siden 1950erne og har altså haft en længerevarende periode med mulighed for integration.

3. Pakistanerne er en af de største grupper indvandrere i Danmark og udgør dermed et bedre statistisk grundlag, end de andre,

4. De føder mange børn i gennemsnit, fortsat, selv om de har været så længe og er ikke faldet og har født flere børn - ikke færre som hævdet i artiklen citeret tidligere her - i 2009, end de gjorde i 2007.

Ad 1. Hvis denne gruppe, som pakistanerne efter så mange år i landet og så lang en mulig horisont for integrering stadig føder så mange børn, så giver det meget lidt grund til optimisme selv på endnu længere horisonter.

Ad 2. Når som Christopher Caldwell skriver i hans bog "Reflections on the revolution in Europe", marokkanske kvinder i Frankrig fortsat føder 3,3 - 3,4 børn, så tegner det heller ikke godt. Uanset om vi taler om friske familiesammenførte kvinder, så indgår de i et marokkansk samfund i Frankrig, der har over 50 år på bagen, altså et samfund, der fortsat ikke efter 50 år har ændret radikalt på familiestrukturen, status blandt kvinderne, og er langt fra assimileret, som har 4 generations indvandrere.

I England føder pakistanske kvinder over godt barn per kvinde, det er naturligvis et fald fra tidligere tider hvor de lå over 7. De lå også for årtier siden i Danmark på 4,9 barn per kvinde eller sådan noget. I 2001 lå pakistanske kvinder fortsat på 4,9 barn per kvinde i UK, men mon ikke de er faldet - Lidt!
Mere interessant er det, (se også ovenstående link) at pakistanske efterkommeres fødselsrate fortsat er høj og er kun faldet svagt efter den nåede under 3 barn per kvinde, hvilket tyder på, at bundgrænsen ligger noget højere hos dem, end den gør hos os.
Det er for så vidt logisk nok, når man har en kultur, hvor man giftes væk i så tidlig alder som muligt, hvor kvindens status delvist defineres efter, hvor mange sønner hun kan føde.

Jeg tror som Mark Steyn aldrig, at du kommer til at opleve en fertilitetsrate på 0,9 barn per kvinde i den muslimske verden eller blandt muslimer, som de har oplevet det i en region i Østtyskland.

Ad 3. Der er ikke så meget mere at sige, end at de er den andenstørste muslimske gruppe i Danmark, indtil de bliver overhalet af somalierne, der overgår alt og alle i børnefødsler.

Ad 4. Pakistanernes fertilitetsrate er omkring 2,9 barn per kvinde i dag. Den er som sagt ikke rigtig faldet de seneste par år.

De 19-30 årige pakistanske kvinder fødte i 2009 i gennemsnit 150,9 barn per tusinde kvinde (BPT). Den danske fødte ditto gruppe fødte i gennemsnit 85,3 barn per kvinde. Altså de unge pakistanske kvinder føder omkring 1,77 gange så mange børn, som ditto danske.
Den mest fødende gruppe danske kvinder, de 29 årige, fødte som sagt tidligere i gennemsnit 160 BPT og rekorden blandt alle danske kvindelige aldersgrupper lyder på 162,5 BPT.

Taget år for år, fra alderen 21-30 år, så føder pakistanske kvinder henholdsvis så mange gange flere børn, som danske kvinder gør det - startende med 21 år og så eller kronologisk frem mod 30 år, hvis nogen skulle være i tvivl.:

3,56
2,01
3,23
2,82
2,09
1,57
1,77
1,33
1,13
1,12

Altså igen en markant flere fødsler specielt mellem 21-25 år. Som i kan se holder de sig højere, end selv de 29 årige danskere, og det fortsætter de med efter 30 dog kun med et lille barnehoveds forspring.

Rekorden er 288 barn per tusinde kvinde, sat af de 27 årige pakistanere i 2007. Det er dog værd at bemærke, at selv de 21 årige er godt med, i 2008 fødte de 150 BPT. Det svarer til at knap hver syvende 21 årige pakistanske kvinde det år fødte. Rekorden blandt danske 21 årige er 32,5 BPT, hvilket svarer til ja 1 ud af 30.

Marokkanerne er en mindre gruppe, og derfor er det ikke så utroligt, at der kan være så store udsving som 121 BPT i 2007 og 152 BPT i 2009.

Men som sagt, så hiver jeg fat i dem som en gruppe der har været i landet længe og fortsat føder rigtig mange børn - en gruppe som også har efterkommere i fødedygtig alder, når jeg senere regner de tal ud.

Igen i alderen 21-25 vil du se en meget stærkere tendens til at få flere børn, også er der i et tilfælde tale om 160 barn per tusinde kvinde i 20 års alderen, altså tæt på den danske rekord som 29 årige, men som sagt, det statistiske grundlag er noget spinkelt i det her tilfælde: dog er trenden med tidligere fødsler klar nok, så mange gange flere børn føder 21-30 årige marokkanske kvinder i forhold ditto danske.

1,57
3,35
3,16
2,76
2,68
1,36
1,32
1,45
0,84
1,01

Slutteligt vil jeg komme med nogle betragtninger. Selv om fertiliteten endelig falder blandt muslimske kvinder, så skyldes det ikke nødvendigvis mere ligeberettigelse i de muslimske hjem, eller bedre integration. Det er sikkert også tilfældet, men ikke udelukkende.

Der er andre forhold. Tyrkiske kvinder i Frankrig føder som sagt flere børn i Frankrig, end de gør det her og hjemme i Tyrkiet. Marokkanske kvinder føder flere børn i Frankrig, end de gør i hjemlandet.

Pakistanske kvinder føder flere børn i England, end de gør her.

Jeg hælder personligt til den grumme mistanke, at det skyldes, at man får bedre socialhjælp i England, end man gør her.

Når Somaliere i Danmark føder færre børn i Danmark, så tror jeg også, at det er fordi, at ikke kun veluddannede har forladt Danmark. Der er ikke så mange veluddannede somaliere.
Og rigtig mange somaliere har forladt Danmark, cirka 15 pct.

Rigtig mange af dem er flyttet til England og Sverige. Der er armene måske også mere åbne. Det er de offentlige kasser nu også.

For at sige det rent ud, hvis man har planer om at blive gift tidligt som muslimsk kvinder - eller rettere ens familie har planer, så er Danmark jo et lorteland, da der findes en 24 års regel. Dertil er det et lorteland, hvis man vil have mange børn. Dels er leveomkostningerne høje, dels er der jo loft over kontanthjælpen her.

England flyder over med groteske historier om, hvor meget muslimske storfamilier kan hente i offentlig støtte. Det samme gjorde Danmark før kontanthjælp loftet!

Dertil kommer, at der næsten ingen familiesammenførelser godkendes fra Somalia til Danmark

Derimod har de to store grupper, pakistanerne og tyrkerne formået at omgå den danske 24 års regel ved at sende de kommende koner og husbonde herop for at arbejde, eller studere, altså forbipassere familiesammenføringssystemet, såvel som tvangsgifte er flyttet til Malmø, og der er der jo netop tale om den aldersgruppe under 28 år, der føder markant flere børn, end danskerne gør det.

24 års reglen er nok alt i alt den største forklaring.

Dertil kommer, at der er en sammenhæng mellem de indvandrergrupper i Danmark, der føder flest børn og de som begår mest kriminalitet:

Indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalia, Irak, Marokko stod samlet set for (Ubetingede fængselsdomme årene 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2007 som dækket i STRAFNA1):

15,70 procent af voldtægtsdommene.
14,67 procent af dommene for manddrab.
13,11 procent af domme for røverierne.
10,49 procent af vold mod offentlig myndighed.
7,32 procent af den simple vold.
9 procent af alle domme for voldsforbrydelser.
10,46 procent af den alvorligere vold.
11,13 procent af domme for trusler.
9,47 procent af brud på våbenloven.
8,63 procent af særligt alvorlig vold.

Deres andel af unge mænd i Danmark er 3,1 procent af alle 18-42 årige mænd (2009 tal.) Og 1,8 procent af den mandlige befolkning når der ikke er korrigeret for alder.

Det betyder naturligvis også flere udvisningsdomme, heraf en del af midlertidig karakter. Selv om det er mænd, der typisk begår kriminalitet, så er det svært at gøre konen frugtbar og forsørge børnene på afstand, hvis hun altså bliver i Danmark og det gør hun nok i en del tilfælde.

Det er ikke nødvendigvis radikalt forandrede familiemønstre, eller permanent ændrede fødselsrater.

Som prikken over iet, så kan en gennemsnitlig fertilitetsrate godt være lav, uden at det nødvendigvis er noget, man kan slappe af og falde ned på. Der findes det, jeg kalder superdemografiske grupper, familier der får -5-6-7-8 børn.

Jeg har skrevet om det før, og nu gør jeg det igen.

Det er åbenbart lettere for Information - og så mange andre - at forholde sig til en truende demografisk udvikling, når det er stærkt religiøse Israelere, vi taler om.

Tager vi det israelske problem, så føder alle israelske kvinder 2,5 barn per kvinde. Men 900 ud 1000 israelske kvinder føder kun 1,8 barn per kvinde i gennemsnit,, som de sekulære kvinder de er. Det er fordi de sidste 100 kvinder er radikale jøder, og de føder 7 barn per kvinde i gennemsnit, altså føder de 100 radikale jøder 700 børn eller 28 procent af alle de 2500 børn, som alle de israelske kvinder føder per tusind styk hunkøn. (svarende 2,5 barn per kvinde)

Nu kommer det spændende, bliver de 700 børn født af radikale jødekvinder til mønsterbrydere og føder kun 1,8 barn per kvinde. Eller vil de også føde 7 barn per kvinde?

Hvis de vælger det sidste, så vil de 350 radikale israelske kvinder (halvdelen af de 700 børn) selv føde 2450 børn, hvoraf 1225 vil være kvinder, det er så igen er spørgsmålet, om de børn vil blive sekulære israelere og føde 1,8 barn per kvinde, eller fortsætte med at være del af den dybt religiøse kultur og familie, de nu engang er del af og født ind i og føde 7 børn per kvinde.

De 1800 jødiske børn (heraf 900 kvinder) født af, hvad der som udgangspunkt var 90 pct. af alle jødiske kvinder, eller 900 ud af 1000.

De vil angiveligt følge deres forældres spor og føde 1,8 barn. altså 900 gange 1,8, så de vil få 1640 børn mod altså de radikale kvinders efterkommeres 2450 børn. De radikale kvinder var jo ellers som udgangspunkt kun 10 pct af kvinderne blot to generationer før.
Nu er de altså pludseligt vokset til 67 pct. af alle børnene og dermed også de fremtidigt fødende kvinder.

Forstår man pointen?

Fertilitetsraten kunne være 2 barn per kvinde og bestå af, at 90 pct. af kvinderne føder 1,6 barn i gennemsnit og de 10 pct. føder 5,5 barn per kvinde.

Det er først, når de familier med hang til 6-7 børn begynder at fylde godt blandt kvinderne, for eksempel 10 pct. som i det israelske tilfælde, at man kan se på fertilitetsraten, at de er der.

Spørgsmålet er stadig, vil de føre samme familiemønster - sociale, kulturelle og religiøse arv - videre til deres børn. I så fald kommer fertilitetsraten kun til at stige på sigt, også selv om de kun udgør 10-20 pct. af muslimerne i dag i Danmark.

Der er ikke helt uventet sket en stigning i antallet af familier med mange børn på det seneste:

Familier pr. 1. januar efter antal børn, tid og område
	Hele landet
3 børn
1986	85 067
1987	81 929
1988	79 330
1989	76 763
1990	75 115
1991	74 310
1992	74 388
1993	75 615
1994	76 699
1995	78 393
1996	80 936
1997	83 388
1998	85 734
1999	87 787
2000	89 896
2001	91 922
2002	93 678
2003	95 485
2004	97 179
2005	98 394
2006	99 395
2007	100 535
2008	101 464
2009	102 554
2010	102 758
4 børn
1986	13 252
1987	12 629
1988	12 232
1989	11 945
1990	11 970
1991	12 199
1992	12 479
1993	12 878
1994	13 345
1995	13 873
1996	14 716
1997	15 506
1998	15 967
1999	16 483
2000	16 893
2001	17 363
2002	17 997
2003	18 404
2004	18 499
2005	18 578
2006	18 690
2007	18 768
2008	18 848
2009	18 840
2010	18 444
5 børn og derover
1986	2 672
1987	2 603
1988	2 662
1989	2 604
1990	2 668
1991	2 765
1992	2 915
1993	3 101
1994	3 233
1995	3 411
1996	3 573
1997	3 836
1998	3 971
1999	4 187
2000	4 391
2001	4 545
2002	4 802
2003	5 022
2004	5 105
2005	5 114
2006	5 085
2007	5 032
2008	4 996
2009	4 835
2010	4 678

Heldigvis svarer det endnu ikke til 10 pct. af kvinderne, men det kan relativt hurtigt ændre sig, for de er der, og deres børn vil i høj grad forfølge samme spor.

Heldigvis er de store familier faldet på det seneste - Loft over kontanthjælp effekten?

De helt store familier er heller ikke så mange og nogle af dem er også pæredanske, selv om jeg tvivler på, at det er flertallet.

Men lader vi kædeindvandringen fortsætte, lader antallet af familiesammenføringer nå op på 10.000 om året igen, afskaffer 24 årsreglen og kontanthjælps loftet, så behøver vi ikke at vente på næste århundrede, for at risikere muslimsk flertal.

Det kommer lande som Sverige, England og Frankrig og Tyskland angiveligt til at få i dette århundrede.

Det lykkedes den palæstinensiske befolkning at vokse fra 450.000 til 3,3 mio. mellem 1967 og 2002, eller på 35 år.

Så hurtigt kan det gå, og endda endnu hurtigere.

Vi ved slet ikke, hvilken ild vi leger med, men det er landets fremtid, eller rettere mangel på samme.

Hvem står til at overtage magten i Egypten?

Der er mange, der knytter håb til de såkaldte moderate kræfter i det muslimske broderskab. Det ville vel svare til at knytte håb til de moderate kræfter i Hiz Ut Tahrir.

Det her er, hvad den nye leder af det muslismske broderskab har sagt:

"Arab and Muslim regimes are betraying their people by failing
to confront the Muslim's real enemies, not only Israel but also
the United States. Waging jihad against both of these infidels is
a commandment of Allah that cannot be disregarded. Governments
have no right to stop their people from fighting the United
States. "They are disregarding Allah's commandment to wage jihad
for His sake with [their] money and [their] lives, so that Allah's
word will reign supreme" over all non-Muslims.

Mere på Memri fra denne tale.

En fejl man ser så tit

Det sker fra tid til anden, at man ser en økonomisk analfabet i form af en venstrefløjser argumentere for, at "det offentliges gældssætning er ikke ikke så stort et problem, se bare hvor meget folk låner til køb af et hus!"

Samme forkvaklede tankegang har nu fundet vej til tabloidpressen, der naturligvis er mere underholdning, end fakta - fred være med det.

Den har nu fundet ud af, at Lars Løkke Rasmussen er teknisk insolvent, han har lånt mere, end han kan få for hans hus og sommerhus, eller som det står i BT:

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i disse dage er bannerfører for regeringens nye slogan "Vi kan ikke låne os til velfærd", har han selv optaget boliglån i en størrelsesorden, der gør ham teknisk insolvent

Her hedder det videre, med en hvis "økonomiekspert": Lisbeth Nebelong som kilde:

Som politiker skal man jo passe på sin troværdighed. Der bør ikke være et stort spænd mellem det man siger, og hvordan man lever. Så når nu han taler om lån og velfærd var det måske værd lige at tjekke sine egne lån i gennem, siger hun til Ekstra Bladet.

Lars Løkke har lån i hans private bolig i nordsjællandske Græsted, samt i hans sommerhus i Billund for i alt 5,87 millioner kroner. Cirka 1,5 mio. mere end ejendomsvurderingen, hedder det sig i artiklen.

Der er en ting, der skal først og fremmest skal på plads her. Et boliglån er ikke det samme, som et offentligt lån. Man låner til noget, der repræsenterer en værdi, om så værdien er nok så meget lavere end lånets størrelse.

Det offentlige forbrug er ikke at sammenligne med et boliglån. Den mere korrekte sammenligning er at låne til føde og næring, tøj og nødvendige goder og dertil låne til champagne, kaviar og det helt store festtraktement - altså et forbrugslån og et kæmpe et af slagsen.

Hvilken bankrådgiver ville godkende et forbrugslån på flere gange ens årsindkomst?

Et boliglån på 8-10 gange ens årsindkomst er en helt anden sag.

Hvad ville der ske, hvis det offentlige lånte fem gange BNP, eller ti gange det offentliges indtægter?

Grækenland har lånt en gang BNP. Japan har lånt en del mere, men ville heller ikke overleve fem gange BNP, endsige tre gange. Det er sådan, det ville gå - af helvede til. For det offentlige har ikke rigtig noget at sælge, ikke engang svarende til en 1/5 del af det lånte beløb.
Der er forskellen. Tomme champagneflasker, slidt tøj, giver heller ikke meget til afbetaling på forbrugslånet.

Dertil kommer, at Lars Løkkes privatøkonomi er helt hans egen sag, hvorimod den offentlige økonomi er et fællesanliggende.

Dertil kommer, at Lars Løkke kun er teknisk insolvent, han vil kun bære tabet, hvis han sælger huset. Og han vil kun synke til bunds, hvis han ikke kan betale raterne på husene.
Det kan han angiveligt godt med statsministerløn, ministerpension osv. Det angiveligt helt alene ud fra egen indkomst - uden hjælp fra konen.

Det er der andre, der sikkert ikke evner, men ingen grund til at antyde, at Lars Løkke hører til dem.

Det er simpelthen for absurd tyndt!

Jim Rogers om Kina og om at se forandringer i god tid

Dette er et ældre interview med Jim Rogers, men absolut værd at læse og et af de bedre:

Jim Rogers: My thinking has changed about a lot of things over the years. I never wanted to have children. I figured they were just a terrible waste of time, energy, money and everything else. Now I have these two little girls, and I can't tell you how wrong I was about children. They are the most wonderful thing. Thirty years ago I thought just like everybody else did on many issues of the day. For instance, I would have said that Red China was some sort of horrible, disastrous nation. I had never been to China in the 1970s and now having seen the world, I am well aware that the way we thought when we grew up is not necessarily correct. Anyway, the world changes, and it changes dramatically. Under Mao Zedong, China was in fact a disaster, but then Yung Paw Ching came along and the world changed. Part of the problem is that most are aware that things change but they don't spot it soon enough. I've tried to be receptive to spotting change and now I try harder to spot change in advance.

Daily Bell: Did you set out to become famous and wealthy, or it something that evolved as did your career?

Jim Rogers: I did set out to find my freedom. I knew that in order to have total freedom to do what I wanted to do I would have to make money. I figured that out an early age. Living in the back woods of Alabama, I wanted to get out and see the world and I figured you had to have money to do that. The rest of it followed, though of course I had no idea where I would end up.

Daily Bell: Explain why you are so attracted to China?

Jim Rogers: It is not that I am attracted to China. It is that I see what is happening in China. I see the enormous changes that are taking place in China. I hope I would have thought that I would have seen the same sort of promise in Britain in 1807 – and seen that the UK was going to emerge on the world scene in a big way. I would hope I'd have detected the same promise in 1907 as regards America. Few people saw anything in the UK in 1807. Few people saw anything happening in America in 1907. The country was bankrupt in 1907, totally corrupt – Wall Street, Washington, everywhere. Yet, in fact, America was on the verge of becoming the greatest success of the 20th century.

Again, things change. If you study history you can see that. China has had recurring periods of greatness three or four times in the last few thousand years. Britain was great once, Egypt was great once, and Rome was great once. China has been great three or four times. It's a resilient country, and we can see that now. For 300 years China was in decline. In fact, a few hundred years ago, China's Emperor destroyed all the big sailing ships. They had vessels that had been to America, to Africa. They were sailing around the world long before Columbus. And yet the Emperor decided the China was not going to travel across seas anymore. He destroyed all the ships, destroyed all the maps, destroyed the records, destroyed everything. China, as could be expected, went into decline.

Læs det hele her på Daily Bell:

En stemme - en gang

1 mand, 1 stemme, 1 enkelt gang. Det er pessimistens bud på demokrati i Egypten.

Vi taler om et land, der personificerer begrebet 'youth bulge'. Hvor ungdomsarbejdsløsheden er høj, og hvor millioner af unge mænd er ugifte, fordi de ikke har et arbejde, noget hus til den kommende kone. De har ingen fremtid, og selv dem, der besidder en fremtid, de er nok i højere grad, end vi kan forestille os - underdrivelse - villige til at genindføre den mørke middelalder:

But what do Egyptians really think? According to a recent Pew poll, they are extremely radical even in comparison to Jordan or Lebanon. When asked whether they preferred “Islamists” or “modernizers,” the score was 59% to 27% in favor of the Islamists. In addition, 20 percent said they liked al-Qaeda; 30 percent, Hezbollah; 49 percent, Hamas. And this was at a time that their government daily propagandized against these groups.

How about religious views? Egyptian Muslims said the following: 82 percent want adulterers punished with stoning; 77 percent want robbers to be whipped and have their hands amputated; 84 percent favor the death penalty for any Muslim who changes his religion.

In a democracy, of course, these views are going to be expressed by how people vote. Even if Egypt does not have an Islamist government, it might well end up with a radical regime that caters to these attitudes and incites violence abroad.

There are reasons not to expect Egypt to turn into a moderate, stable, and democratic state: There are few forces favoring this outcome; the rebellion has no organization; Egypt doesn’t have the resources to raise living standards and distribute wealth; extremist ideologies are deeply held and widely spread.

Det er demografi, og det er store dele af Nordafrikas skæbne. Under den nuværende kultur kan man ikke skabe en økonomi, der understøtter de mange børn, eller giver de mange unge muligheden for karriere, arbejde og penge. Så kan de vende sig mod islamiske fantasier, hvilket jeg tror, de vil. Vrede og desperate - intet at tabe og alt at vinde.

Vist har de en vag drøm om frihed, men hvem er organiseret til at vinde et valg, hvem skyr ingen midler? Hvad skete der i Iran og Algeriet?