Musik er vores fællessprog

Jeg mindes stadig de tidlige halvfemsere, hvor de muslimske indvandrere der kørte rundt i byerne med åbne vinduer ikke spillede muslimske kunstnere, eller rap musik.
Dengang de klare og kraftfulde toner fra Ofra Haza strømmede ud gennem æteren og gaderne.

Ofra Haza, var en jøde af yemenistisk oprindelse. Nogle betragter hende som den mezzosopran i kendt tid, som havde den reneste stemme. Jeg er tilbøjelig til at være enig.
Hun døde i 2000, der blev verden fattigere og vores fælles-sprog en forsoningsfaktor mindre.
Ikke at jeg tror, at hvis man spillede Ofra Haza i Palestine Authority dagen lang, ville der blive fred, fryd og gammen.
Men verden blev et fattigere sted og mellemøsten et sjældent samlingspunkt mindre, da Ofra Haza døde.

Lad mig sige det med Wordsworth

The good die first,
And they whose hearts are dry as summer dust
Burn to the socket.

De gode dør måske ikke altid først fysisk, men de dør åndeligt langt før dem, hvis hjerter er tørre og brænder med had og begær.

Nyd endelig Ofra Haza, hun spilles vel knap i radioen mere?





Og et medley over fem jødiske folkesange: