Profeten med den dårlige hukommelse

Det er næppe let at være muslim. Man er på den ene side forpligtet til at betragte koranen som guds eget og fulde budskab til menneskeheden, fejlfrit og eviggyldigt. Men hvad gør man, når "gud" hele tiden siger noget som udelukker og modsiger alt andet, han har sagt?

En glimrende gennemgang af modsigelserne i Koranen:

Dialogens omkostninger

Er, at ondskaben "do business as usual". Det bliver aldrig dialog som stopper et folkemord, som det i Sudan.

Obama effekten vil de næppe være glade for i Sudan, altså dem som udryddes og massakreres. Regeringen og dens proxy Janjaweed milits vil naturligvis være begejstrede for de nye toner:

U.S. officials have come under fire for changing rhetoric towards Khartoum. Retired U.S. Air Force Major General J. Scott Gration, the new U.S. special envoy to Sudan, has come under blistering criticism for taking what is perceived to be a softer stance towards Khartoum by proposing a normalisation of diplomatic relations.

Her tænker vi verbal-hygiejne, mens mennesker er blevet slagtet i hundredtusindvis. Det er Bosnien, Rwanda om igen, hvor Vesten mener den gør en indsats med tedrikning og diplomati.
En facadeproces, hvor man lader som om, man bekymrer sig.

"In our view, the policymakers seem to think that the situation in Darfur is either getting better or not really getting worse, and the fact is that we've documented, very clearly, that every day there are new abuses, and the situation is not getting better by any stretch," she said. (Kilde:)

Velkommen til Danmark

Fra EB:

Det var forfærdeligt. Jeg har været i Bosnien, men det her var værre, siger svenskeren, der ønsker at være anonym.

Hmmm, for vant til dem her?:

Parkens største brøl

I aften klokken 19.45 går strømmen for alvor gennem den skandinaviske fodboldverdens højspændingsmaster. Sverige skal vinde for at komme videre. Danmark kan med en sejr sikre sig førstepladsen og direkte adgang til VM i Sydafrika 2010.

Bendtner, Bendtner og der er mål. Danmark er foran 1-0. Jon Dahl skyder, ja, ja, der er mål - 2-0, huttelihut.

Sådan skulle det gerne lyde i aften, når kommentatorsporet fylder de små stuer i Danmark. For nok har svenskernes træner, Lars Lägerbäck, sagt at hans tropper skal “eje parken”. Men som Morten Olsen har svaret igen, så er Parken en uindtagelig borg. Vi har ikke tabt en VM kvalifikationskamp på hjemmebane siden 1981.

Optimismen hinsidan i Sverige fejler intet. Expressens klummeskriver, Johan Hakelius, mener bestemt at vide, at Sverige vil vinde med intet mindre 6-1. Så skal man tro på mirakler, da det var et selvmål som reddede Sverige en sejr på o-1 over Malta i sidste kamp. Sverige som i øvrigt kun har scoret ni mål i otte kampe. Fem mod Malta og fire mod Ungarn.

Bookmakerne giver også de mindste odds for en dansk sejr. Der er dog ikke den store forskel i gevinst. De højste odds får man underligt nok ved uafgjort.

Det er dog måske ikke så underligt alligevel. Begge hold vil kæmpe med alt, hvad de ejer indenfor brystet og forsøge at udkæmpe det andet. Specielt for Sverige er det et alt eller intet slag.

Parken er slidt efter Fleetwood Macs forsøg på en koncert. Bolden er jo som altid rund. Alt kan ske. Men ser vi på kampene gennem hele kvalifikationsrunden, så er der ingen tvivl om, hvem der har scoret flest mål og klaret sig bedst, 15 mål i otte kampe, hvor Portugal som næstfølgende har scoret 10. Det er ikke held, heldet følger nu en gang dem som spiller bedst. Når Portugal knapt kunne score mod Danmark, med de utroligt mange chancer, skyldes det ikke kun held, det skyldes dygtigt målmandsspil, og vi har i aften målmanden med den højeste redningsprocent blandt målmændene i alle kvalifikationsgrupperne, Thomas Sørensen, i mål.

I den anden ende har vi gruppens suveræne topscorer, hvis han altså får spilletid, nemlig Søren Larsen, i toppen med fem mål.

Sverige har jo så Zlatan. Men ham har de ikke haft den store nytte af. Det taler målfattigheden hos hele holdet om. Zlatan selv har scoret to mål i otte kampe, eller det samme som Christian Poulsen, og et mindre end Bendtner.

Sverige må lukke den store gul/blå mund og vise i aften, hvilket stof de er lavet af.

Samtidigt må det danske landshold glemme alt om koncentrationssvigt og vise, hvorfor de fortjener at komme VM.

Morten Olsen har i dag antydet at Bendtner kommer til at spille venstrefløj. Det betyder desværre ikke at vi stiller op i stærkeste offensive opstilling, med Søren Larsen i boksen og Jon Dahl som hængende. Men at Jon trækkes frem i skarpretterrollen, mens Martin Jørgensen får en ægte 10´er rolle.

Hvis det ikke virker, er Olsen ikke kendt for at lave tidlige udskiftninger.

Om det så vil virke? Det må testes i en virkelighed mejslet i 90 minutters urokkelig granit. Selv havde jeg foretrukket den mest offensive opstilling. For det Svenske forsvar er til at forhandle fejl med. Det er deres målmand som er svær at passere. Også han er en af de bedste.

Men under alle omstændigheder, skal det høje brøl efter et mål scoret af en i den røde trøje, nok runge gennem parken.

Jeg satser på 2-1 til Danmark. Begge hold er svære at score i mod. Men i aften vil der blive forsøgt på livet løs.

Ærkerivalernes kamp følger snart på vores hjemmebane og sejren bør være dansk.

Højspændingen, den er gensidig.

Foto odyssé til Aarslev Engsø

I dag var det forår, altså hvis man ikke lige vidste bedre, føltes det faktisk sådan. En dag selv de mistænkeligt gule og røde blade, de mange edderkoppespind og små kriblende nyedderkopper ikke kunne trække meget fra.

Det var en af de sjældne, ekstra dejlige, milde, smuk og vindstille dage.

Århus er rig på smuk natur, skove, søer, hav.

Men Aarslev Engsø er min klare favorit. Søen, fuglene, men mest af alt landskabet, med dets utrolige mange forskellige farver og planter.

Jeg havde naturligvis kameraet med. Selv om det ikke kan yde naturen retfærdighed, så gør det jobbet markant bedre målt mod mit gamle kamera.

Odyssén starter nu og billeder kan naturligvis komme op i fuld størrelse, hvis man klikker på dem:

Dette er Brabrandsøen, som ligger på vejen derud.

Dagens skyformationer kunne have taget al opmærksomheden alene

Der sidder altid en svartbag der, er den limet fast? I dag var der også en fiskehejre og lidt af det løse

Jeg tror nogle gange, jeg er smuttet for tidligt til paradis, når jeg er derude. Det håber jeg billederne kan give en forståelse for?

Det er på max zoom, 20 x. Sådan ser den anden side af søen ud, hvis man er til skov og når man ikke gider at gå derover:)

Nul asfalt at vandre på, godt det samme, hvem ville bytte dette panorama?

Ikke helt tilfældigt, den hedder "Engsø"

Nogle for mig ukendte fugle? Desværre kunne jeg komme tættere på før de forsvandt. Og autofokus blev lidt forvirret af græsstråene, så billedet er sløret.

Så er der dømt rene grønne omgivelser

Og næsten helt blikstille var der.

Grønt i alle afskygninger, selv stien er næsten væk her.

Blikstille nok til at se dobbelt, og efteråret er om ikke andet farverigt.

At fange en fugl i flugten er altid en spændende udfordring, som skal forfølges, når det er en kæmpefiskehejre, eller rovfugl.

Heldigvis landede den også, og så fik den lige med fuld zoom, det er jeg og kameraet egentlig begge sluppet godt fra.

Alt i alt en dejlig dag og ganske tilfreds med Canon SX20, specielt hvis man måler det i forhold til mit gamle Olympus UZ 510.
Zoomen, ja håbede den var mere kraftig. Men farverne er helt ok, og der findes kameraer som er lettere at ryste med, end dette.

Håber mine læsere har en hurtig internetforbindelse, til de mange billeder:)

Hvorfor Afghanistan?

Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.

Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.

Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?

Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.

Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.

Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.

Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.

Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.

Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :

"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...

It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...

A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.

Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...

The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.

In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.

THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...

A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.

The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...

Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...

A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.

Læs endelig hele Essayet på The National Interest:

Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.

Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.

Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.

I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.

Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.

De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.

I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.

I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.

47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.

Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:

78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.

Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.

Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:

Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.

Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.

Tøgertiken!

Nu er avisen Information, jo ikke helt hævet over censur, som jeg personligt har erfaret:

Men revsningen af "Tøgertiken" i fredagsudgaven af Information, er nu en gang værd at tage med:

Som Politikens chefredaktør har Tøger Seidenfaden i årevis udgivet sin avis som et tillæg til sig selv. Nu - i disse sparetider - har han valgt at droppe avisen og udkomme solo...
»Han er her for de store linjer. Værdigrundlaget. Idékampen Holdningerne. Han er røsten i samfundsdebatten og chefen, der ‘orienterer’ sine medarbejdere om ændringer på avisen og slutter sine e-mail med ordene ‘Alt godt, Tøger’. Det er hans særlige signatur.«
Det fremgår af hyldestinterviewet, at Tøger ikke finder sig i, at hans medarbejdere også skriver ‘alt godt’. Alt godt er Tøgers eneret...

Vedholdende ivrer Tøger Seidenfaden for gøre sin mangfoldighed af ytringer til ytringer om ytringsfriheden. Et eller andet sted i argumentationsforløbet åbenbares det, at også dén er hans eneret. Både til at benytte og til at begrænse.

Holder man ‘Tøgertiken’, er man fastholdt på Tøger-holdningernes holdeplads - helt og h0ldent. Hvis man altså holder til at holde det ud.

Det er trods alt en fornøjelse, at læse den avis i blandt :) Ikke altid, men man tage det sure med det søde.

En Århus historie - Multikulturellistan

Er man til multikultur er storbyerne et hit. Vi andre kan så flytte på landet, hvor kragerne og indvandrerne vender. Det er ganske demokratisk, bortset fra man er tvunget til marker, eller tvunget til byliv, alt efter præferencen inden for multikultur.

Ambitionerne fejler ikke noget. I 2002 ville man satse stort og halvere indvandrerkriminaliten i Århus.

Hvordan man så forestillede sig, at man ville slippe afsted med det, mens indvandrerantallet voksede, det er en anden historie.

Selv samme Louise Gade, en politiker jeg respekterer og også har stemt på. Forsøgte forgæves tilbage i tiden at opråbe folketinget, med at flygtninge indvandrerbyrden burde fordeles mere ligeligt, for Århus Kommunes økonomi, som længe har været et permanent sparekatalog, kæmpede med de mange udgifter, som indvandrere medfører.

Siden er problemet vokset. Sidste år var der rekord i nettoindflytningen af udenlandske statsborgere til Århus. Det er vel at bemærke kun dem med udenlandsk statsborgerskab, som bliver registreret som sådan. Sådan ser udviklingen ud mellem 1999-2008 (Klik på billedet for at få det i fuld størrelse):



Ligeledes tjener dem som flytter ud, typisk flere penge end dem som flytter ind.
Årsagen til det store skred i nettoudflytning, skal naturligvis nok nærmere findes i boligpriserne, end i trætheden af multikultur og kriminalitet, endnu altså.
Men for kommuneøkonomien er resultatet det samme.

Og kriminaliteten blandt indvandrere, er den så halveret?
Det er er desværre ikke mulighed for at finde tal på, fra 2002 til i dag. Men, det er den næppe.
Friskt og optimistisk en ambition var det da.

Strafferetlige afgørelser efter overtrædelsens art, område, national oprindelse og tid
	2005	2006	2007
Strafferetlige afgørelser i alt
Århus
Indvandrere	1387	1342	1233
Efterkommere	163	208	233

STRAFNA2: Strafferetlige afgørelser efter område, overtrædelsens art, afgørelsestype, national oprindelse, alder og køn

Helgardering hos S

De forudsiger mere kriminalitet. En profeti der ikke kan gå galt. Måske blot ikke af de årsager de gerne vil føre frem, men det skal næppe afholde dem fra at sige, "se vi fik ret".

DRs krig mod sænkningen af den kriminelle lavalder fortsætter:

S forudser mere kriminalitet

Vi venter stadig på den anden vinkel, nemlig argumenterne for.

Del-recepten på at blive et mandfolk

Rudyard Kiplings "If":

Obama Coward

Endnu en statsmand laver en Nyrup. Jeg troede ellers, de var så højmoralske på venstrefløjen:

Obama skal i næste måned mødes med Kinas præsident, Hu Jintao, og det møde vil Obama holde, inden han mødes med Dalai Lama, skriver avisen The Washington Post mandag.

Avisen citerer unavngivne regeringskilder i Washington for at sige, at formålet med udskydelsen tilsyneladende er, at Obama på denne måde vil forbedre forholdet til Kina.

Dalai Lama, der er på rundtur i Canada og USA, ventes mandag til Washington.

Ifølge The Washington Post vil det være første gang siden 1991, at Dalai Lama ikke mødes med den siddende amerikanske præsident under et besøg i forbundshovedstaden.

DR har erklæret krig mod højere straffe

Nyd omfanget og vinkling af artikler:

Eks-kriminel mener sjovt nok det er en dårlig idé: (bemærk casen, dansker, pige, måske en tilfældighed, måske ikke)

Sænkning af kriminel lavalder er signalpolitik. (Den betegnelse ville sænkning af lavalder for stemmeret nok aldrig få)

Unge ser ikke fængsel som straf

"Antallet af børn og unge under 18 år, som sidder i fængsel i stedet for på regionernes sikrede institutioner, steg med 39 procent fra 2007 til 2008. Antallet af varetægtsfængslede under 18 år steg med 70 procent."
(Kilde: Lavere kriminel lavalder vil fængsle flere børn)

Opgraderet underskud på de offentlige finanser

Nu plejer politikkerne ikke at underdrive sådanne spørgsmål. Så spørgsmålet er om loftet er nået?

Dermed kan underskuddet på de offentlige finanser nå op på godt 90 milliarder kroner i 2010. Det svarer til godt fem procent af bruttonationalproduktet.

(Og 1/6 del af statsbudgettet - cirka)

I kulissen venter brug flere penge og beskat erhvervslivet hårdere S og SF. Velfærdsstaten er som Titanic, fuldstændigt synkefri, lige indtil............

Nu bestemmer EU snart alt hvad de har lyst til, med Lissabon traktatens dejlige gummiparagraf.

Med politikere som skaber flere problemer, end de løser, er vi velsignet og skuden er ikke synkefri, uanset hvor meget man tror på det.