Kun for de tyskkyndige - næsten

Belejringen af Wien 1529. Olie maleri af: Pieter Snayers

Jeg hører ikke selv blandt de tyskkyndige, andet end i ringe grad. Men hvis man kan tysk, bør man se følgende dokumentar om belejringen af Wien i 1529.

Dokumentaren er i 6 dele og første del findes her på You Tube:

(Desværre er embedding ikke muligt, men de følgende afsnit er lette at finde, da der naturligvis ikke findes meget materiale om denne historiske situation)

Alternativt kan man holde øje med Viasat History Kanalen, hvis man vil se den. Der bliver den angiveligt genudsendt på et tidspunkt, med både engelsk kommentar og danske undertekster.

Men jeg vil også give et kort resumé med supplement, for dem som ikke kan tysk.

For det første, for at sætte angrebet i en kontekst, så foregår det kun 76 år efter faldet af konstatinopel.

En grafisk repræsentation af det Ottomanske imperiums udvidelser op til slaget om Wien i 1683:



Det Østromerske rige var allerede i profeten Muhammads begærlige øje. Han marcherede kort før sin død en hær på 30.000 mand op ved grænsen. På den anden side stod en Byzantinsk hær på 100.000. Måske fordi han var usikker på styrkeforholdene, selv med "allah" på sin side, valgte han i stedet at forberede et togt mod Jerusalem, under disse forberedelser døde han.

Men han profeterede at hans efterfølgere skulle erobre både Konstatinopel og Rom.
Det tog altså 800 år fra første forsøg og en masse i bogstaveligste forstand svidende nederlag før de lykkedes med at erobre Konstatinopel og kun 76 år efter dette bankede man på Wiens porte.
Rom er stadig i kikkerten.

Til held for dem i Wien, var det et regnfuldt forår, hvilket resulterede i at Ottomanerne undervejs måtte efterlade deres tunge kanoner, dem som havde styrken til at skyde hul i Wiens mure.

Sultan Suleiman den store deltog selv i togtet. Som hele vejen blev plaget af regn og tidlig vinter.

Med sig havde han 120.000 soldater, ( bud på op til 250.000 soldater - Paul Fregosis bog "Jihad" ) hvor Wien kun kunne mønstre en hær på cirka 23.000 lejesoldater.

De slagtede alt og alle af landbefolkningen, kvinder og børn med, ødelagde afgrøder, i en radius af 100 km omkring Wien. Flere tusinde døde hver dag.

Billedet af tyrken, som en der spidder babyer på pæle - et billede som hyppigt blev genproduceret siden - og betegnelsen af dem som "blodhunde" stammer fra Peter Sterns skrevne beretning fra dette slag.
Men tag ikke fejl, det var trykkekunsten, der gjorde det lettere at formidle "islamofobiske" budskaber på den tid. Ottomanernes fremgang/strategi i det gamle Østromerske rige tidligere var ikke mindre brutal og dén, var man også hos den mindre udbredte litterære klasse i Europa bekendt med. (Se Andrew Bostom - legacy of Jihad, oversættelsen af Dimitar Angelov i særdeleshed)

For at komme ind i byen uden de tunge kanoner besluttede Ottomanerne en anden strategi, nemlig at grave tunneller under jorden hen til muren og placere en masse spængstof under denne.

Denne strategi blev igen hæmmet af hyppigt regnfald. Byens beboere og forsvarere blev også bekendt med strategien og nogle tusinder Landsknægte (lejesoldater) forsøgte på et tidspunkt et udfald for at lokalisere sprængstofferne.
Dette udfald mislykkedes og kostede dyrt i liv. Men en fange fik de taget, som under brutal tortur kunne fortælle at tyrkerne ville placere sprængstoffet under hovedporten. ( De gravede flere steder for at forvirre beboerne )

Landsknægtene satte sig i kældre med tønder med vand, hvor vandspejlet registrerede den mindste rystelse i jorden.

Da tyrkerne endelig sprængte muren var området godt befæstet med landsknægte med lange hellebarder.

Tyrkerne prøvede et par angreb og blev slået tilbage med svære tab begge gange. Da vinteren nærmede sig besluttede man et sidste angreb, hvor de ottomanske soldater selv gav op, deres moral knækket.

Hjem gik den lange tur igen, hvor man dræbte alt og alle og ødelagde alt man kom i nærheden af, for at svække Østrig før man snarligt planlagde at vende tilbage.

De forsøgte igen i 1532, men blev stoppet af ungarsk fort, som gav Karl den femte tid til at samle en hær til at komme Wien til undsætning, hvilket resulterede i at Ottomanerne gav op i denne omgang.

Bonus info: Hvis i vil gøre jeres hoser grønne hos en ungarer så tal om deres folkehelt, John Hunyadi, der gav Ottomanernes imperieplaner en hård tid i århundredet før 1529 angrebet på Wien.

Og anbefales kan Paul Fregosis bog "Jihad" og endnu mere Legacy of Jihad kompileret af Andre G. Bostom. Der findes få bøger som beskæftiger sig i dybden med denne fortid, desværre.

Så kender man typen

For det første kan han ikke se, at hvis hans hund er ved at bide en anden ihjel, så er det forståeligt, at et vidne, en kvinde endda, henter en kniv og dræber kamphunden.

Men så kommer den:

At der er begået hærværk mod Tine Baks hus og bil, nægter Dennis Hansen-Petersen al kendskab til.

Ja, så kender man typen og idioten vil selvfølgelig havde en ny - nu en stor hanhund. Hærværket, det er naturligvis helt tilfældigt, eller andre, hvis det lugter tykt af ironi, så er det heller ikke tilfældigt.

Presselogen om Muhammadtegningerne

Jeg ville have blogget dette for nogle dage siden, men løb ind i mangfoldige tekniske problemer, som jeg først fandt en løsning på, da jeg skiftede browser.

Men noget af det som blev sagt, er kort sagt værd at gengive og kommentere:

Lad os først tage Tøger Seidenfaden skelnen mellem at bringe tegningerne som nyhed og kunne gøre det, uden at det bliver opfattet som at sympatisere med tanken bag tegningerne:




Tøger går altså her ind på hvordan tegningen opfattes og hæver sin egen, og muslimernes opfattelse! Af denne tegning over det egentlige spørgsmål - dette er der for så vidt ikke noget nyt i. Men Politiken kunne alligevel ikke lade være med at trykke tegningerne da truslerne kom frem mod Kurt Westergaard. Det skal jo noteres! Såvel som det ikke var for nyhedsværdien, man trykte tegningerne dengang.

Helt galt går det da han siger at hans "sympati" med JP er forøget af, at de nu deler adresse på Rådhuspladsen i København:




Han er ikke alene om at ryste og bævre lidt over naboskabet. Men at sætte det sammen med sympati, når man oven i købet har forsøgt at dæmonisere JPs motivation for at trykke de tegninger. Det skal man være kulturradikalismens ypperstepræst for at slippe af sted med.

Lisbeth Knudsen mener at Muhammadtegningen, Westergaards, har udtjent sin tid og er blevet en hadobjekt, man stirrer sig blind på og som skygger for den bredere debat om ytringsfriheden:




Der kommer vi altså ifølge hende ikke videre med "de grupper - vi gerne" vil i kontakt med. Argumentet virker på overfladen solidt og fornuftigt. Men det er det ikke.
For det første indebærer det implicit, at vi skal afstå fra alt som skaber en sådan, eller lignende reaktion - og det er legio.
For det andet indebærer det en accept af et forbud mod at kritisere profeten og drage ubehagelige detaljer frem om denne røverbaron/kultleder.
Det indebærer i princippet, at vi fortsat skal tale som om Islam og dens profet var en fredelig skikkelse, der ikke massakrerede jøder, eller fik sin kritikere slået ihjel.
Vi skal med andre ord lukke øjnene og ikke tackle grundproblemet i religionen.

Jørn Mikkelsen har et meget klart svar på den pointe, som kan stå for sig selv:




JP har ikke valgt at trykke tegningerne i denne omgang, fordi der er en uafsluttet terrorsag.

Slutteligt forsøger Tøger at argumentere for at tegningerne udgør en sikkerhedsmæssig trussel mod Danmark. Da tegningerne ikke i hans opfattelse repræsenterer nogle værdier som Danmark bør identificere sig med og stadigvæk i hans motivanalyse ikke er andet end en provokation, mener han bestemt ikke at tegningerne skal genoptrykkes:




Hvis disse tegninger ikke repræsenterer en værdi, som det danske samfund bør stå bag. Så taler vi altså reelt om, at Danmark ikke bør stå bag retten til at kritisere en religiøs skikkelse for at stå bag had og terror. At Danmark ikke bør stå ved den værdi, at man ikke myrder kritikere.

Hvis det ikke er værdier, som Danmark bør stå bag, så ved jeg personligt ikke, hvad vi bør stå bag.

Man kunne overføre dette spørgsmål til Hitler. Uden kritik og modstand, havde vi angiveligt opnået endnu mere flødeskumsfront.
Men det ville ikke havde noget med værdier at gøre, men med konfliktskyhed og egoistisk pragmatisme.

Ligeledes kan man spørge og det spørgsmål ville jeg personligt havde stillet Tøger. Hvis vi nu forestillede os at DF, reagerede med dødstrusler, nedbrænding af Politikens chefredaktion og øvrig markant fornærmelse over kritik af Pia Kjærsgård, over de karikaturtegninger der laves af hende.
Ville Tøger så også mene, at man skulle ophøre med kritik af DF, eller dæmpe denne til det mest forsigtige og mindst fornærmende?

Vi kan ikke isolere spørgsmålet fra denne tegning. Når det er netop denne tegning som skaber dødstrusler, netop den som er den principielle faktor. Dødstrusler som ikke bare rammer JP, men også forfattere som Salman Rushdie og Sherry Jones. Også Ayan Hirsi Ali og Wafa Sultan. Dem og mange andre. For det principielle er reelt, at Islam ikke vil tolerere kritik - slet ikke af profeten, men heller ikke af "Allahs bud" om kvinders subordination.

Hele Presselogen kan ses på TV2 News Hjemmeside.

Husspetakler - ikke noget problem - videre

Hvis noget er husspetakler, er det godt det samme som et trægt politi, der helst ikke vil forlade kaffestuen - undskyld den grove karikatur, jeg ved skam godt de har travlt - altså vi taler om noget som er langt nede på prioteringslisten.

Et absurd tilfælde har jeg behandlet tidligere i den her post:

Grunden til jeg tager emnet op igen skyldes Lundin den anden - morderen af Lisbeth Nielsen og to andre kvinder.

For et år siden, var han tæt på at tage livet af en anden kvinde, sagen blev henlagt som husspetakler og selv om Politiet dagen efter fandt ud af mandens brogede fortid, skete der intet, ingen sigtelse og prøvelse ved retten, hvor selv banaliteter nogle gange bliver prøvet.

Politiet selv angiver, at de ikke kunne finde tegn på vold, hvilket de selvfølgelig skal kunne.

Men alligevel sidder jeg tilbage og tænker, den mand burde aldrig have gået frit omkring.
Det samme gælder personer, som selv uden at slå ihjel, gentagent begår grov vold.

Jeg synes dette er et klokkeklart eksempel på at forbryderen betragtes som mere offer, end hans ofre.

Jeg mener ikke at en grov forbrydelse skal give livstid, eller ubestemt tid.

Men begår man flere af dem, så skal de ved gud.

Fængsel og forvaring vil afgjort ikke skabe et bedre menneske i tilfældet Lundin, eller ham her og mange andre. Men det vil friheden heller ikke. Friheden vil blot gøre det lettere at stjæle andre folks liv, berøve hele familier for en kær, berøve børn for en moder.

Jeg tror ikke på nåde over for sådanne mennesker Jeg kan kun forestille at Lundin sagtens kunne give den som konverteret dydsmønster, hvis han havde frigivelse i udsigt.
Det er et træk hos en psykopat at hykle følelser og venlig charme.

Nej, bordet skal fange ved grove forbrydelser.

To mord eller mordforsøg.

Tre tilfælde af grov vold - Og man skal ikke ud før man går med stok, eller sidder i rullestol.

Selv ved mindre personfarlige forbrydelser skal der sættes hårdere ind ved gentagelser.

Først og fremmest skal rabatten i straflængde ryge, så man sidder den tid man bliver dømt.

Gentagne forbrydere skal ikke have rabat - de skal have stigende straflængder.

Personfarlige forbrydere skal kunne få forlænget deres straf, hvis de vurderes til fare for andre.

Nej, det hjælper ikke forbryderne, men det hjælper ofrene, skaber færre af dem.

En You Tube traver værd at gentage

I fodbold er bolden som sagt rund og alt kan lade sig gøre - også at brænde det her mål:

Ikke kan have - har allerede

Kronik i Berlingeren:

Retorikken på højrefløjen kan antage ubehagelige former, men retorikken på den modsatte fløj kan have samme skadelige konsekvenser, således at utilpassede indvandrere faktisk føler en vis berettigelse, når de reagerer med vold mod myndighederne og andre autoriteter – danskerne er jo racister, det siger de selv.

Det har forlængst haft den effekt og det kan bemærkes at situationen er den samme i Sverige, hvor tonen bestemt ikke er grov, nærmere glimrer Sverige med fravær af kritik.

Der trækker man konstant racismekortet og det giver naturligvis lige præcis den situation, hvor indvandrerne er ofre og endnu mere potentielle ofre.

For hver historie omkring at man ikke vil ansætte mennesker på grund af hudfarve og hver sammenligning af DF med nazismen, skaber man naturligvis et parallelsamfund, hvor de ikke blot føler, med tryk på føler, sig udenfor, men også truet.

Mahler symfoni 4 - 2 sats i magelig bevægelse

Symfonier skal jo helst høres i helhed, men omvendt er der altså også nogle satser man kan blive træt af i længden, hvilket ikke nødvendigvis afskrækker en fra at høre andre satser.

Mahlers 4 symfoni er dog værd at høre hele vejen, men her kun en sats.

De øvrige kan i selv finde på You Tube.

Statsfascisme på den fede måde

Samfundet løber aldrig tør for syndebukke, så længe som at der findes fede mennesker, rygere og andet skidtfolk.

Statsfascisme er når man blander sig i andres privatliv. Realistisk set er man nødt til at blande sig, når folk foreksempel forsøger at begå selvmord, eller er til fare for andre.

Men det burde være indlysende, at der skal være grænser for, hvor man blander sig.

Den her går i mine øjne over stregen:

Ifølge FOA og 3F er der en stigende tendens til, at medlemmer med ryg- eller benskader efter et langt arbejdsliv får afslag på førtidspension og fratages deres sygedagpenge med besked om at tabe sig. Det skriver Jydske Vestkystens netavis jv.dk.

"Man tværer nedslidte mennesker længere ned under gulvbrædderne, end de allerede er. Der er ingen mennesker, som længes efter at blive førtidspensionister. Og medmindre en læge vurderer, at en skade udelukkende skyldes overvægt, er det fuldstændig urimeligt," siger FOA's næstformand Mona Strib til jv.dk.

Det er ikke fordi jeg er tilhænger af at førtidspension skal være let og gnidningsfri. Et samfund kan ikke fungere ved at kassere 5 procent af befolkningen, eller en større andel af arbejdsstyrken for småting.

Men når man tager i betragtning, hvilke diffuse sygdomme man normalt førtidspensionere med, så skal der også være mening med galskaben.

Mona Strib tager også så afgørende fejl, når hun påstår, at der ikke er nogle som længes efter førtidspension - se foreksempel dette advokat stemplede brev til en læge:

En praktiserende læge fra Nordsjælland har fremsendt følgende, som han har modtaget fra en advokat:

»[patientens navn] har rettet henvendelse til mig i forbindelse med ønske om førtidspension.

Som advokat for [patientens navn] udbeder jeg mig oplysning om hans helbredsmæssige situation. For at få førtidspension skal den helst gå ud på, at hans erhvervsevne er meget lav, og at den ikke vil blive bedre trods forsøg herpå hidtil.

For god ordens skyld bemærkes, at evt. udgifter til Deres assistance er mig uvedkommende, men skal betales af det offentlige eller af min klient.

Hvis man pudser en advokat på sin læge, så er man vel ikke helt uinteresseret i førtidspension?

Jeg kender personligt tilfælde, hvor personen bestemt ikke kan betegnes som uinteresseret, såvel som hvor det ikke er helt frivilligt.

Når jeg stejler over dette, er det heller ikke fordi jeg mener at personen som er overvægtig nødvendigvis er helt uden ansvar. Omvendt mener jeg ikke at personen som er overvægtig nødvendigvis er selvforskyldt, eller at overvægt er lig med dårlig helbredstilstand, for det er den ikke, hvis man får nok med motion.

Det som jeg mest stejler over er det forhold, at man går efter helbredsproblemer som er synlige og overser helbredsproblemer som er mere usynlige.

Her tænker jeg på personer på som bevidst underernærer sig selv. Her bliver man først opmærksom på problemet når vedkommende ligner en koncentrationslejrfange og iøvrigt er tæt på at lide samme skæbne.

Kunne man forestille sig en sagsbehandler som siger til den meget tynde ansøger om førtidspension - "jeg vil altså ikke bevilge dig førtidspension, før du har prøvet at spise ordentligt."

Hvad kroppen kan holde til afgøres i høj grad af kosten, det ville være sindsygt at kaste sig ud i en lang arbejdsdag på en skål salat. Det i endnu højere grad, hvis arbejdet forudsætter fysisk arbejde.

Jeg vil mene at undervægt er mindst lige så stort et problem, som overvægt.

For at slet ikke at tale om, at presse mennesker til at tabe sig hurtigt også kan være livsfarligt.

Underernæring er stort set altid livsfarlig, hvis graden er stor nok. Den findes som selvvalgt selv her i den rige verden.
Overvægt under BMI 35 er ikke nødvendigvis livsfarlig, eller i det hele taget helbredsfarlig, det afhænger af motion og hvilken kost man spiser, vægtandelen af muskler og skelet, nærmere end BMIet.

Guide til solidarisk antisolidaritet

Hvis nu S/SF kommer til magten og får gennemført deres millionærskat. Så følger her en nok overflødig guide til, hvor man kan rejse hen:

De bedste skattely i OECD landene er naturligvis - ifølge Tax Justice Network - USA, Schweiz og Luxembourg.

Så videre til hvorfor det ville en egentlig solidarisk handling. Det ville det være, fordi den udvikling med at bruge flere penge og stadig flere penge reelt er allerede katastrofal. Og jo hurtigere vi indser dette, jo bedre.
Så hvis et pænt antal millionærer, højtuddannede og virksomheder faktisk trækker tæppet væk under den nye regerings politik via en udvandring. Det i et antal der ryster grundvolden og mærkes, så mener jeg faktisk man gør landet en tjeneste og giver det en mulighed for at indse nogle problemer og løse dem i tide.

Hvis ikke, tvinger det stadig regeringen til realøkonomiske tiltag.

Åh ja hvor er det dog svært at være optimist

Endnu en lille historie fra det nye Danmark:

I København har medarbejderne i hjemmeplejen 25 sygedage om året, og det svarer til, at de er væk hver ottende arbejdsdag.

Hver femte ældre får besøg af mellem 10 og 20 forskellige hjemmehjælpere i løbet af en måned, viser en ny undersøgelse i Københavns kommune.

Det er da et sygefravær som vil noget. Men det positive er da at de gamle stadig får så mange besøg, at de kan nå at møde 10-20 forskellige nye mennesker i løbet af en måned.

Men som en ældre bekendt forklarede mig, så vil hun slet ikke have at de kommer, for de må alligevel ikke lave det besværlige arbejde, men kun det hun selv kan.

Sådan er der så meget i verdens dyreste velfærdsstat.

Vi skal ikke lade os kue af frygt

Et kort interview med Sherry Jones, forfatterinde til romanen Medinas Juvel i Information:

En af de to har angiveligt skrevet i et chatroom på Yahoo!, at han er »voldeligt anlagt« over for Rose og Westergaard - og over for mig på grund af mine bøger, Medinas juvel og Arven efter Muhammed. Som de ansatte på Jyllands-Posten troede også jeg, at truslerne imod mig var et overstået stadium. Det er de muligvis også. Men selv hvis de ikke skulle være det, nægter jeg at bøje mig for frygten. Mod - moralsk såvel som personligt mod - er, hvad vi behøver i disse dystre tider...

Jeg må ærligt indrømme, at jeg frygter mere for vor kultur og end for mig selv. For hver gang muslimske terrorister dræber, og hver gang de bliver pågrebet i et terrorkomplot, stiger risikoen for, at vi kommer til at gentage historien og lader hadet forblænde vor fornuft.

Den frygt tror jeg ikke hun behøver at have. Men der er anden trussel, som kommer helt tæt på mange mennesker. Nemlig den daglige miniterror i form af tilråb, diverse chikane, gramsning på bryster, røverier, vold og overfald osv.
Den er langt mere omfattende og rammer langt flere mennesker.

Og hvis man skal tage eksemplet med AK 81, selvtægtsgrupper i Sverige og Italien, så er den relativt lettere at skabe en organiseret vrede mod.

Terroren kan man med rette sige at efterretningstjenesten har nogenlunde styr på, men samfundet/politiet har bestemt ikke styr på udviklingen i Gellerup, Vollsmose, på Nørrebro, eller i Tingbjerg og en masse andre steder.

Men hun har ret i, at vi skal holde hovedet højt, både hævet over frygt og had og for dens sags skyld overdreven vrede - indignation har vi brug for, vi kan ikke acceptere denne udvikling med helt milde øjne.

Krigen er snart vundet i Afghanistan

Det mener oberstløjtnant Frank Lissner. Det hele kommer an på hvordan man definerer sejr? Hvis man betragter det som et nederlagstegn, at Taleban kan mobilisere et mini angreb, eller lave angreb som dem i Irak, så er det klart, så er sejren relativ.

Men omvendt hvis Taleban faktisk kun kontrollerer omkring 20-30 kvadratkilometer i hele Helmand provinsen, som Lissner påstår, så er der ikke noget fortænkt i at mene at sejren faktisk er nærmere, end man umiddelbart skulle tro.

Som nogle tegn på at udviklingen er ved at vende, nævner Frank Lissner følgende:

Men jeg ser nu flere tegn på, at vi er ved at nærme os vendepunktet. Når man f.eks. oplever bønderne i Sandford-området banke de talebanere, der kommer og truer dem, fordi de samarbejder med os, så er det et tegn på, at vi er ved at få et godt tag i befolkningen. Det er også et tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt, når næstformanden for styringsrådet i Gereskh rejser sig op og skælder de andre medlemmer huden fuld; Hvis ikke I selv gør noget bliver det aldrig anderledes. Sig til jeres folk, at de skal smide Taleban ud, hvis de kommer til deres kvarter eller ringe til ISAF, hvis de ikke selv kan klare det. Det er godt at se den slags, for afghanerne er vant til kun at tænke på sig selv og deres allernærmeste. I alt for mange år har det handlet om bare at overleve. Det med at organisere sig, halter det med. Men der er begyndt at ske noget.«

Læs hele interviewet i Information.

Den udanske dansker

Nicklas Bendtner pakker ikke ambitionerne ind:

Inden for fem år vil jeg være topscorer i Premier League, og jeg vil gerne være kendt som en verdensklasse angriber. Og det kommer til at ske. Stol på mig, det vil ske, siger Bendtner i et interview med avisen The Guardian.

Onyzko mener ellers at danske sportsfolk har en slap mentalitet - den deler de nok med resten af befolkningen :)

- For mig at se er Caroline Wozniacki overhovedet ikke dansker. Hun er polak. Det er derfor, hun er nået så langt. Hun har en polsk mentalitet.

- Hun er arbejdsom og meget stærk rent mentalt. Hun har en sindssyg viljestyrke, og hun ved, at man skal arbejde meget hårdt for at opnå succes.

Nu er der bare det problem, for Onyzko, at vi faktisk i mange sportsgrene har været pænt repræsenteret i eliten, på trods af at vi faktisk kun er et lille land med 5 millioner indbyggere.

Måske er vi ikke så slappe og jantelovsagtige, når alt kommer til alt?