Der findes fysiske skatte og åndelige skatte.
Nogle er kendte for længst og andre dukker pludselig op fra et mørkt hul på et overraskende tidspunkt.
Susan Boyle er af den åndelige slags, for fysikken glimter ikke.
X-factor, American Idol, Britain got talent, giver store stemmer en stor chance, ved at lade dem slippe uden om pladeselskaber og besværet med at komponere god musik.
Susan Boyles stemme, er måske det bedste fund i alle verdens tv-talentprogrammer, indtil nu.
Er du vanvittig hvor en stemme.
Hendes chokprøve kan findes her:
mandag den 13. april 2009
fredag den 10. april 2009
Neanderthal logik og global intifada
I århus kom en 16 årig dreng, til at råbe "AC Horsens" på åben gade. Se det skulle han aldrig have gjort. Det udløste straks et et overfald af 5-6 unge mænd som hoppede på knægten med slag og spark.
Nej, hvis han endelig skulle gøre, bør han lige som den svenske komiker i videoen herunder, være klar over, at det er bedst at kunne løbe hurtigt, hvis man nævner det unævnelige modstanderhold:
Og så velkommen til Danmark, til gruppen "Palestine Fighters", som gerne vil have lidt mere intifada til Danmark.
De stod bag afbrændingen af børnehaven Viben sidste år, i Gellerup.
De er en lille hård kerne på 10 personer, der gerne vil fortælle politiet, at de er uønskede i Gellerup.
Der har de nok slået et lidt for stort brød op, men kun indtil videre.
For i Frankrig, kan man jo i forstæderne mønstre mere end ti. Der rykker politiet helst ud i store formationer og i pansrede køretøjer. Med et par hundrede eller tusinde, kan man jo lave godt med ballade:
Det går heftigt for sig, når der er omkomne kriminelle indvandrere. Men på en ganske almindelige på kontoret, kan de lave lidt rav i den, for at lokke politiet ud af deres station, så sende mindreårige frem i forreste linje med stenkast, hvor de lidt ældre, eller endnu en mindreårig så skjuler sig et sted og evt. affyrer skud mod politiet.
Ovenstående er ikke kun sjældne begivenheder, hver dag bliver 14 franske politibetjente såret i tjenesten. Politifagforeningen betegner det som en intifada mod politiet.
Ingen af disse børn bliver naturligvis tvangsfjernet, de bliver opgivet. Nej, det er langt bedre, at rive nogle blokke ned og bruge over en milliard på det.
Gellerup, er ganske vist et grimt byggeri. Men går vi nogle årtier tilbage var der slet ikke, de problemer vi ser i dag. Dengang var det også grimt betonbyggeri.
Her i Danmark ser vi kun begyndelsen, i Frankrig ser vi vores fremtid.
Uret tikker. Hjertet banker. .... ...... ... .......... .
Nej, hvis han endelig skulle gøre, bør han lige som den svenske komiker i videoen herunder, være klar over, at det er bedst at kunne løbe hurtigt, hvis man nævner det unævnelige modstanderhold:
Og så velkommen til Danmark, til gruppen "Palestine Fighters", som gerne vil have lidt mere intifada til Danmark.
De stod bag afbrændingen af børnehaven Viben sidste år, i Gellerup.
De er en lille hård kerne på 10 personer, der gerne vil fortælle politiet, at de er uønskede i Gellerup.
Der har de nok slået et lidt for stort brød op, men kun indtil videre.
For i Frankrig, kan man jo i forstæderne mønstre mere end ti. Der rykker politiet helst ud i store formationer og i pansrede køretøjer. Med et par hundrede eller tusinde, kan man jo lave godt med ballade:
Det går heftigt for sig, når der er omkomne kriminelle indvandrere. Men på en ganske almindelige på kontoret, kan de lave lidt rav i den, for at lokke politiet ud af deres station, så sende mindreårige frem i forreste linje med stenkast, hvor de lidt ældre, eller endnu en mindreårig så skjuler sig et sted og evt. affyrer skud mod politiet.
One of the interesting points to note here is that when the French banlieue came to the world's attention with three weeks of rioting in late 2005, only one person was injured over the course of those firey weeks.
And that seems to have been the tacitly acceptable way to riot in France - burn some cars, throw some Molotov cocktails. As long as no one gets hurt, it's all just another evening of rioting fun.
The turning point came in November 2007, when rioting in Villiers-le-bel led to 82 police injuries - many due to shot gun wounds. It was a shock to most people when it came out that the police were drawn to a location by a fire, then ambushed by masked youth.
Via Snaphanen
Ovenstående er ikke kun sjældne begivenheder, hver dag bliver 14 franske politibetjente såret i tjenesten. Politifagforeningen betegner det som en intifada mod politiet.
Radical Muslims in France's housing estates are waging an undeclared "intifada" against the police, with violent clashes injuring an average of 14 officers each day.
Ingen af disse børn bliver naturligvis tvangsfjernet, de bliver opgivet. Nej, det er langt bedre, at rive nogle blokke ned og bruge over en milliard på det.
Gellerup, er ganske vist et grimt byggeri. Men går vi nogle årtier tilbage var der slet ikke, de problemer vi ser i dag. Dengang var det også grimt betonbyggeri.
Her i Danmark ser vi kun begyndelsen, i Frankrig ser vi vores fremtid.
Uret tikker. Hjertet banker. .... ...... ... .......... .
onsdag den 8. april 2009
Fødeby Baghdad 2
Jeg vil stadig anbefale dokumentaren Fødeby Baghdad, meget oplysende.
Så del 2 i går, og må nok sige at ham den 19 årige, som stadig overvejede at blive og hjælpe landet, noget hurtigere fik ændret holdning, end mit bud var.
Dokumentaren bliver genudsendt om nogle uger på National Geographic, Fredag, 16 dage, fra klokken 15 af.
Men man kan faktisk se alle afsnit her.
Så del 2 i går, og må nok sige at ham den 19 årige, som stadig overvejede at blive og hjælpe landet, noget hurtigere fik ændret holdning, end mit bud var.
Dokumentaren bliver genudsendt om nogle uger på National Geographic, Fredag, 16 dage, fra klokken 15 af.
Men man kan faktisk se alle afsnit her.
Hov vi tager problemet alvorligt
Antallet af efterkommere og unge indvandrere som søger hjælp i forbindelse med at de bliver presset/truet til et tvangsægteskab er steget næsten 400 procent, fra 101 til 397.
a
Det skyldes næppe, at problemet er vokset, men nok nærmere at man overhovedet har fokus på der er et problem og politiet kan bevæge sig ud med en dialog, en kontrakt og en nærmere forklaring på konsekvenserne, hvis truslerne bliver virkeliggjort.
Skulle jeg stille det lidt på spidsen. Hvis valget stod mellem æren, eller blive smidt ud af landet, tror jeg godt de kan vælge æren fra.
Men det gælder vel også om, at kunne give dem muligheden for en ærefuld retreat, fra deres indgroede æreskodeks.
Selv i muslimske lande gifter kvinder sig med, hvem de vil. Dette er Danmark, her gifter vi os af kærlighed.
En kvinde må dog ikke gifte sig med en ikke muslimsk mand. Kan vi få brudt den tradition, så taler vi trods alt en væsentlig assimilation.
Men sagerne ender nok ofte med, at den danske mand for dialogens skyld må omvende sig til Islam. Det er omvendt assimilation.
Men når liv står på spil, er det jo ikke let.
a
Det skyldes næppe, at problemet er vokset, men nok nærmere at man overhovedet har fokus på der er et problem og politiet kan bevæge sig ud med en dialog, en kontrakt og en nærmere forklaring på konsekvenserne, hvis truslerne bliver virkeliggjort.
Skulle jeg stille det lidt på spidsen. Hvis valget stod mellem æren, eller blive smidt ud af landet, tror jeg godt de kan vælge æren fra.
Men det gælder vel også om, at kunne give dem muligheden for en ærefuld retreat, fra deres indgroede æreskodeks.
Selv i muslimske lande gifter kvinder sig med, hvem de vil. Dette er Danmark, her gifter vi os af kærlighed.
En kvinde må dog ikke gifte sig med en ikke muslimsk mand. Kan vi få brudt den tradition, så taler vi trods alt en væsentlig assimilation.
Men sagerne ender nok ofte med, at den danske mand for dialogens skyld må omvende sig til Islam. Det er omvendt assimilation.
Men når liv står på spil, er det jo ikke let.
Trænger du til et grin
Så tjek lige den her serie af de mest bizarre klager inden for den britiske turistindustri.
Bizarre er jo så endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er at holde kammertonen. Jeg havde brugt et stærkere udtryk, jeg skal nok lade være med at røbe hvilket, døm selv:)
Bizarre er jo så endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er at holde kammertonen. Jeg havde brugt et stærkere udtryk, jeg skal nok lade være med at røbe hvilket, døm selv:)
tirsdag den 7. april 2009
Om de insulære danskere
Nu er der dårligt nyt til dem, som synes vi danskere er blevet lidt småtskårne og egoistiske på det seneste.
Codan har lavet en undersøgelse om, hvad vi danskere bekymrer os mest om her under den store faretruende finanskrise.
Det er vi bekymrer os mest om, er:
Her følger den øvrige del af top 5 over vores bekymringer:
Altså praktiske ting, der kan gøre tilværelsen lidt mindre fornøjelig.
Der findes naturligvis også det, vi bekymrer os mindst om:
Altså en ret så nøgtern risk accessment, hvor bekymringen for de svage er større end bekymringen for ens opsparede pension, på trods af de fleste danskere tvivler på at folkepensionen vil være der, når de bliver gamle.
Codan har lavet en undersøgelse om, hvad vi danskere bekymrer os mest om her under den store faretruende finanskrise.
Det er vi bekymrer os mest om, er:
- At de der har det svært i Danmark, får endnu dårligere vilkår
Her følger den øvrige del af top 5 over vores bekymringer:
- At min pension bliver mindre værd
- At mine børn ikke kan færdes trygt
- At energipriserne stiger
- At jeg ikke har mulighed for at få den optimale behandling, hvis jeg skulle gå hen og blive alvorligt syg
Altså praktiske ting, der kan gøre tilværelsen lidt mindre fornøjelig.
Der findes naturligvis også det, vi bekymrer os mindst om:
- At virksomheden, som jeg ejer eller er ansat i, går konkurs
- At jeg mister min sociale omgangskreds eller status
- At jeg mister mit arbejde
- At jeg ikke bliver lykkelig
- At jeg ikke kan betale mine regninger
Altså en ret så nøgtern risk accessment, hvor bekymringen for de svage er større end bekymringen for ens opsparede pension, på trods af de fleste danskere tvivler på at folkepensionen vil være der, når de bliver gamle.
Oversete hits
De store kunstneres "mindre" hits, forsvinder desværre ofte i skyggen af de større, på trods af at de er langt bedre end det standard pop der spyttes ud i æteren hvert år.
Her er nogle af mine bud på oversete hits:
Først Elvis og Maria Presley med "In the ghetto":
Så er det Queens "It´s a hard life". Mest genialt er mellemspillet (Begynder 2.28 min. inde i videoen) op til soloen. Det er hamrende musikalsk, og det er kreativt overskud i den store stil, at blot føje noget så melodiøst ind som en lille del af et andet nummer. De fleste musikgrupper ville have skamredet en sådan komposition, som et selvstændigt hit, hvis de overhovedet havde fundet på noget nær så godt:
Et af mine yndlingsalbums, underforstået et album som består udelukkende af numre jeg kan holde ud at høre på, eller holder af, er The Smiths Klassiker, "A hatful of hollow".
Et af mine yndlingsnumre på den plade er "Reel around the fountain", et overset hit:
Her er nogle af mine bud på oversete hits:
Først Elvis og Maria Presley med "In the ghetto":
Så er det Queens "It´s a hard life". Mest genialt er mellemspillet (Begynder 2.28 min. inde i videoen) op til soloen. Det er hamrende musikalsk, og det er kreativt overskud i den store stil, at blot føje noget så melodiøst ind som en lille del af et andet nummer. De fleste musikgrupper ville have skamredet en sådan komposition, som et selvstændigt hit, hvis de overhovedet havde fundet på noget nær så godt:
Et af mine yndlingsalbums, underforstået et album som består udelukkende af numre jeg kan holde ud at høre på, eller holder af, er The Smiths Klassiker, "A hatful of hollow".
Et af mine yndlingsnumre på den plade er "Reel around the fountain", et overset hit:
mandag den 6. april 2009
Fødeby Bagdad eller nydansker?
I morgen, tirsdag, kommer del 2. af programmet Fødeby Bagdad på National Geographic, både klokken 21.00 og 24.00.
Programmet kan absolut anbefales. Det følger tre unge universitetsstuderende mænd og deres venner. Hvor de fortæller om deres liv og deres drømme.
Den yngste er 19 år. Kun han har endnu bevaret drømmen om, at det kan betale sig at blive i Irak og forandre landet.
Det er spørgsmålet om han om fem til ti år fremme stadig har den tro?
Hvis man er et ungt, ressourcerigt menneske, der kan lægge to og to sammen, så er der mange lande i verden, hvor det er fuldstændigt perspektivtløst at være født.
Jeg er nok indvandringskritisk, men jeg har altid været på det rene med, at jeg har mere tilfælles med en fornuftig Egypter, Sudaner, eller med andre ord, det har ikke en pind med nationalitet eller hudfarve, religiøst ophav at gøre. Det drejer sig om det indre, mentalitet, hvordan man tænker, eller ikke tænker. Hvad man dyrker og hvilke værdier, hvad musik man hører, hvad man læser, hvad man tror på, drømmer om. Den individuelle faktor.
Det er med andre ord mange af de samme faktorer som, som spiller en rolle i et varigt parforhold.
Derfor ser jeg også tit på indvandringpolitikken og den manglende erkendelse af den kulturelle kløft, mellem tilbagestående, traditionelle, dybt religiøse indvandrere, som et tvangsægteskab arrangeret af regeringen mellem to folk, to umage par. Ikke til fordel for nogen af parterne.
For min skyld var disse unge stakler fra Bagdad og fornuftige demokratiske mennesker, velkomne i Danmark. De fortjener et samfund, der kan leve op til deres drømme, og hvor deres ressourcer er velkomne.
Men hvordan skelner man i modtagelsen mellem de forskellige? IQ tests? Nej, det kunne jo være intelligent terrorist eller iman, eller forbryder.
Det nærmeste man kommer, er nok et pointsystem, baseret på på en bred vifte af både psykologiske/personligheds tests og IQ tests, på uddannelsesmæssige og kreative ressourcer, tilhørsforhold til demokratiske organisationer, partnerens uddannelse, oprindelsesland (altså; har vi allerede mange fra det land? Jo, færre vi har fra landet i forvejen, jo flere point=lettere integration og mindre parallelsamfund, burde det være). Jo bedre score i ens tests, jo flere betingelser man opfylder, jo flere point får man, og jo længere frem i køen kommer man.
Tror man, at danskerne er indvandringsfjendske, kolonihavementalitet agtige, fremmedfjendske, racistiske osv. Så er man en fordomsfuld idiot, undskyld udtrykket, men det er fortjent. Selvfølgelig findes der dumme danskere. Men hovedsagen er nok at danskerne tænker selvstændigt og kritisk, ikke er så religiøse, ej heller hvad gælder politik. Og de kan godt se, det ikke nytter at have portene åbne for menneskemasser som er svært integrerbare, giver ekstra sociale problemer, som ikke klarer sig godt i skolen, som fylder for meget i kriminalstatistikkerne osv. De er godt klar over at velfærdskagen ikke er af ubegrænset størrelse, at det kommer til at koste personligt og hvor det gør ondt. Det kan man så kalde egoistisk, men det står enhver frit for, at invitere mennesker ind i sit personlige hjem, at selv individuelt give penge til de fattige, at arrangere et tvangsægteskab på et makroplan er en hel anden ting.
At vi i indvandringsdebatten stadig befinder os i stenalderen, er beklageligt. Der er mennesker som fortjener et bedre samfund, og som ikke vil ligge os til last, i hvert fald ikke mere, end gennemsnitsdanskeren vil. Dog, under alle omstændigheder, skal der være et fornuftigt forhold mellem indvandring og antallet af arbejdspladser. Det giver ingen mening at invitere indvandrere til arbejdsløshed og sociale ydelser, medmindre man ønsker et sammenbrud af velfærdsstaten.
Programmet kan absolut anbefales. Det følger tre unge universitetsstuderende mænd og deres venner. Hvor de fortæller om deres liv og deres drømme.
Den yngste er 19 år. Kun han har endnu bevaret drømmen om, at det kan betale sig at blive i Irak og forandre landet.
Det er spørgsmålet om han om fem til ti år fremme stadig har den tro?
Hvis man er et ungt, ressourcerigt menneske, der kan lægge to og to sammen, så er der mange lande i verden, hvor det er fuldstændigt perspektivtløst at være født.
Jeg er nok indvandringskritisk, men jeg har altid været på det rene med, at jeg har mere tilfælles med en fornuftig Egypter, Sudaner, eller med andre ord, det har ikke en pind med nationalitet eller hudfarve, religiøst ophav at gøre. Det drejer sig om det indre, mentalitet, hvordan man tænker, eller ikke tænker. Hvad man dyrker og hvilke værdier, hvad musik man hører, hvad man læser, hvad man tror på, drømmer om. Den individuelle faktor.
Det er med andre ord mange af de samme faktorer som, som spiller en rolle i et varigt parforhold.
Derfor ser jeg også tit på indvandringpolitikken og den manglende erkendelse af den kulturelle kløft, mellem tilbagestående, traditionelle, dybt religiøse indvandrere, som et tvangsægteskab arrangeret af regeringen mellem to folk, to umage par. Ikke til fordel for nogen af parterne.
For min skyld var disse unge stakler fra Bagdad og fornuftige demokratiske mennesker, velkomne i Danmark. De fortjener et samfund, der kan leve op til deres drømme, og hvor deres ressourcer er velkomne.
Men hvordan skelner man i modtagelsen mellem de forskellige? IQ tests? Nej, det kunne jo være intelligent terrorist eller iman, eller forbryder.
Det nærmeste man kommer, er nok et pointsystem, baseret på på en bred vifte af både psykologiske/personligheds tests og IQ tests, på uddannelsesmæssige og kreative ressourcer, tilhørsforhold til demokratiske organisationer, partnerens uddannelse, oprindelsesland (altså; har vi allerede mange fra det land? Jo, færre vi har fra landet i forvejen, jo flere point=lettere integration og mindre parallelsamfund, burde det være). Jo bedre score i ens tests, jo flere betingelser man opfylder, jo flere point får man, og jo længere frem i køen kommer man.
Tror man, at danskerne er indvandringsfjendske, kolonihavementalitet agtige, fremmedfjendske, racistiske osv. Så er man en fordomsfuld idiot, undskyld udtrykket, men det er fortjent. Selvfølgelig findes der dumme danskere. Men hovedsagen er nok at danskerne tænker selvstændigt og kritisk, ikke er så religiøse, ej heller hvad gælder politik. Og de kan godt se, det ikke nytter at have portene åbne for menneskemasser som er svært integrerbare, giver ekstra sociale problemer, som ikke klarer sig godt i skolen, som fylder for meget i kriminalstatistikkerne osv. De er godt klar over at velfærdskagen ikke er af ubegrænset størrelse, at det kommer til at koste personligt og hvor det gør ondt. Det kan man så kalde egoistisk, men det står enhver frit for, at invitere mennesker ind i sit personlige hjem, at selv individuelt give penge til de fattige, at arrangere et tvangsægteskab på et makroplan er en hel anden ting.
At vi i indvandringsdebatten stadig befinder os i stenalderen, er beklageligt. Der er mennesker som fortjener et bedre samfund, og som ikke vil ligge os til last, i hvert fald ikke mere, end gennemsnitsdanskeren vil. Dog, under alle omstændigheder, skal der være et fornuftigt forhold mellem indvandring og antallet af arbejdspladser. Det giver ingen mening at invitere indvandrere til arbejdsløshed og sociale ydelser, medmindre man ønsker et sammenbrud af velfærdsstaten.
søndag den 5. april 2009
Kunsten at lave politiske film
To af de film, der har gjort absolut mest indtryk på mig de seneste år, er filmene, The kingdom, og, Lions for lambs, to film som begge har krigen mod terror som hovedtema.
Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.
Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.
Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.
Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.
Det er dog en slutscene, man husker!
Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.
Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.
Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.
Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.
En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.
Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.
Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!
Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:
Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.
Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.
Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.
Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.
Det er dog en slutscene, man husker!
Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.
Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.
Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.
Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.
En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.
Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.
Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!
Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:
Professor Stephen Malley: The decisions you make now, bud, can't be changed but with years and years of hard work to redo it... And in those years you become something different. Everybody does as the time passes. You get married, you get into debt... But you're never gonna be the same person you are right now. And promise and potential... It's very fickle, and it just might not be there anymore.
...
"-You think it's better to have tried and failed than failing to try, right?
-Yeah.
-But what is the difference if you end up in the same place?
-At least you did something."
...
Om de to etniske minoriteter, blandt hans tidligere elever som filmen følger parallelt i Afghanistan:
-They went to these high schools in the area where they grew up, godforsaken places that bear no resemblence to the schools you went to, metaldetectors on every door, teachers carrying Mace. These awful places did them not one favour.
I saw the same thing in Vietnam.
-What?
-The first guys to sign up, are the guys this country doesn´t treat well. Here are Ernest and Arian growing up in those neighbourhoods where people butcher each other for simple-minded shit -You were raised in a neighbourhood two blocks south from mine - Bam!
The rims on your car is better than mine - Bam!
What do they do after scraping themselves up and getting outta of there in one piece?
Fight for the country that ignores those neighbourhoods.
---
Senatoren og journalisten:
Senator Jasper Irving: OK, let's play this out, we walk and afghan reverts back to the Taliban. Only now the Taliban has metastasis into something infinitely more vicious and potent because they are now 2-0 against superpowers. They butcher the people that helped us who voted and were stupid enough to put their faith in our word. So call it not only the end of hope for 10s of millions of Afghans but the end of American credibility but the end of America as a voice of Righteousness in the world. And when we are forced to go back in a couple years. We will be faced against a shattered Iraq, a hopeless Afghanistan and a nuclear Iran. How many troops are we going to need then? I guarantee you will be adding some zeros.
...
-And the military part has to come first - Why?
-Because only after we´ve eradicated the enemy, can we get down to the true work of keeping of this new democracy breathing.
-So - it´s basically kill people to help people?
-No. That is not what I said.
...
-So you think that the number of troops that we have now i Afghanistan is enough?
-I do. And a big part of why we are able to do more with less in Afghanistan... is the superior nature of our elite forces.
-It really reminds me of Abrams in 1968.
-What?...
-Can´t get the Vietcong in big fights, so we´ll send smaller groups they can´t resist ambushing.
At least we´ll be fighting, 58000 names say that strategy didn´t work out so well.
...
-It is not only our choice to stop these insurgents, but our moral obligation. We simply cannot allow their form of evil and terror to spread
...
(efter en debat over mediedækningens svæven i vinden)
Jane, we both put our fighting men at risk. Now I´ll admitted my mistakes, when will you admit yours?
---
(Flashback) De to unge frivillige i Afghanistan debaterer deres beslutning med deres medstuderende:
-We don´t get a level playing ground, unless there is draft...
-We could all with the degree and money we made, go hide in a big house with big walls.
(anden elev)-When hasn´t a big house with big walls been the American dream?
-July 5th, 1776
What about december 8th, 1941?
September 12th, 2001?...
Robert Redford forsøger at overtale dem til at ændre mening:
-You two could pick any Grad School in any field...
These starched collars, which started this war and that are running it now, nowhere near the best and brightest, not even in the same galaxy...
They are the ones that say shit like; "we bloodied our noses, but we learned from our mistakes".
De svarer:
-We already know how the system works...
-Because it goes badly, it makes it even more important Doc...
-If we captured Bin Laden, or the Shiites greeted us with a ticker-tape parade.
We would never have to think about, who are these people?
Does religion really preach murder?
Do they need a dictator to stop massacring each other?
The greatest military in history can´t catch three guys - come on.
And how do we preach democracy, and still send billions to Saudi kings far from it?...
(Redford)-So load your self on the beach...
The men who lead, do work when there´s work to be done.
Will you step up when your needed, or will you just sit back?
And let the other do the lifting?
They are simple questions.
(Redford)-With potentially awful answers...
lørdag den 4. april 2009
SÅ blev Fogh Nato-chef
Og der er i følge min mening ingen grund til at ønske Lars Løkke Rasmussen held og lykke.
Nej, med de lave forventninger til ham, kan han da kun overraske positivt.
Desuden har jeg den mistanke, at passiviteten hos regeringen det seneste stykke tid, har været en bevidst strategi.
1. Hvis Fogh ikke blev valgt som Nato-chef, kunne regeringen øge den hengemte stemmeflæsk politik, på det tidspunkt hvor den virkelig tæller, nemlig op til et valg. Og dødvande er et godt udgangspunkt at vokse fra, når man skal fremhæve sig selv.
2. Hvis Fogh blev valgt kan en masse tilbageholdt populær politik køre Lars Løkke solidt i stilling til næste valg.
Men, lad os nu se, men det bliver svært for Løkke ikke at gøre positivt bemærket, på baggrund af de negative forventninger.
Nej, med de lave forventninger til ham, kan han da kun overraske positivt.
Desuden har jeg den mistanke, at passiviteten hos regeringen det seneste stykke tid, har været en bevidst strategi.
1. Hvis Fogh ikke blev valgt som Nato-chef, kunne regeringen øge den hengemte stemmeflæsk politik, på det tidspunkt hvor den virkelig tæller, nemlig op til et valg. Og dødvande er et godt udgangspunkt at vokse fra, når man skal fremhæve sig selv.
2. Hvis Fogh blev valgt kan en masse tilbageholdt populær politik køre Lars Løkke solidt i stilling til næste valg.
Men, lad os nu se, men det bliver svært for Løkke ikke at gøre positivt bemærket, på baggrund af de negative forventninger.
Solkonger og profeter
Sarkozy har angiveligt set sig ond på en populær Fransk satiriker ved navn Stéphane Guillon.
Det i et omfang, hvor det kan udvikle sig til en fornærmet solkonge sag, hvor der laves indgreb mod ytringsfriheden.
Ja, det lyder dramatisk, men det er de facto, hvad der kan blive tilfældet. Sarkozy har nemlig i følge en ny lov, ret til at udpege cheferne for de statslige radio og tv selskaber.
På den måde kan han ansætte en direktør, der vil fyre, Stéphane Guillon, omend det er ikke sikkert, at det sker på grund af den betændte effekt en sådan fyring ville have, det ville ikke være god publicity for en demokratistats præsident.
Som i øvrigt angiveligt ville være forgæves, da Stéphane Guillon jo angiveligt blot vil få arbejde en privat radiostation.
Sarkozy har ellers forsvaret Muhammedtegningerne. Men dette forsvar for ytringsfriheden gælder åbenbart ikke, når det er solkongen selv, der bliver kritiseret.
For min positions vedkommende, bør en leder af et demokratisk samfund, ingen som helst mening have om andre menneskers ytringsfrihed, andet end deres ret til at bruge den, og det ubetingede gode i at de bruger den.
Skarp kritik og satire, kan naturligvis let være over kanten, når det foregår på daglig basis og man skal finde på noget nyt hver dag, overgå sig selv hver dag.
Men var den altid på kanten og uretfærdig, ville den aldrig blive populær. Den bliver kun populær, fordi der er sandhedsværdi i satiren.
Men generelt, bør en demokratisk leder ikke have en overordnet negativ indstilling over for kritik, eller enkelte kritikere. Hvis en konkret kritik er faktuelt forkert, kan han/hun nøjes med at påpege dette.
Det er demokratisk anafabetisme. Præsidenter og statsministre, der på nogen måde vil kritiske røster til livs, eller ikke vil invitere disse til pressemøder, en praksis som Bush administrationen, der konsekvent blacklistede for kritiske journalister, havde. Det er censur af omveje, og noget demokratiske ledere skal holde sig absolut højt hævet over.
Det er korrumperet ledelse på en måde som, i følge min mening, er langt værre, end dyr rødvin og jagtferier.
Satire er en måde at kapere elendigheder på. Hvis politikere vil den til livs, må de oppe sig og holde sig til at bekæmpe elendighederne i samfundet, de må med andre ord fortjene den frihed for satire, ved at ikke være moralsk anløbne, magtmisbrugende, egoistiske eller tåbelige.
Der er en grund til at de udsættes for satire, og at tilliden til den politiske elite er lav. Den grund kan politikerne kun afskaffe ved at ændre adfærd, ikke ved censur af omveje.
Det i et omfang, hvor det kan udvikle sig til en fornærmet solkonge sag, hvor der laves indgreb mod ytringsfriheden.
Ja, det lyder dramatisk, men det er de facto, hvad der kan blive tilfældet. Sarkozy har nemlig i følge en ny lov, ret til at udpege cheferne for de statslige radio og tv selskaber.
På den måde kan han ansætte en direktør, der vil fyre, Stéphane Guillon, omend det er ikke sikkert, at det sker på grund af den betændte effekt en sådan fyring ville have, det ville ikke være god publicity for en demokratistats præsident.
Som i øvrigt angiveligt ville være forgæves, da Stéphane Guillon jo angiveligt blot vil få arbejde en privat radiostation.
Sarkozy har ellers forsvaret Muhammedtegningerne. Men dette forsvar for ytringsfriheden gælder åbenbart ikke, når det er solkongen selv, der bliver kritiseret.
For min positions vedkommende, bør en leder af et demokratisk samfund, ingen som helst mening have om andre menneskers ytringsfrihed, andet end deres ret til at bruge den, og det ubetingede gode i at de bruger den.
Skarp kritik og satire, kan naturligvis let være over kanten, når det foregår på daglig basis og man skal finde på noget nyt hver dag, overgå sig selv hver dag.
Men var den altid på kanten og uretfærdig, ville den aldrig blive populær. Den bliver kun populær, fordi der er sandhedsværdi i satiren.
Men generelt, bør en demokratisk leder ikke have en overordnet negativ indstilling over for kritik, eller enkelte kritikere. Hvis en konkret kritik er faktuelt forkert, kan han/hun nøjes med at påpege dette.
Det er demokratisk anafabetisme. Præsidenter og statsministre, der på nogen måde vil kritiske røster til livs, eller ikke vil invitere disse til pressemøder, en praksis som Bush administrationen, der konsekvent blacklistede for kritiske journalister, havde. Det er censur af omveje, og noget demokratiske ledere skal holde sig absolut højt hævet over.
Det er korrumperet ledelse på en måde som, i følge min mening, er langt værre, end dyr rødvin og jagtferier.
Satire er en måde at kapere elendigheder på. Hvis politikere vil den til livs, må de oppe sig og holde sig til at bekæmpe elendighederne i samfundet, de må med andre ord fortjene den frihed for satire, ved at ikke være moralsk anløbne, magtmisbrugende, egoistiske eller tåbelige.
Der er en grund til at de udsættes for satire, og at tilliden til den politiske elite er lav. Den grund kan politikerne kun afskaffe ved at ændre adfærd, ikke ved censur af omveje.
Hurra vi relativiserer
En lille video fra Pakistan, hvor en teenager pige får pisk for at være for tæt på en mand, hun ikke var gift med.
Den slags kan man jo ikke have!
Hirsi Ali får resten af ordet:
Æresdrab i Tyrkiet:
Den slags kan man jo ikke have!
Hirsi Ali får resten af ordet:
Hirsi Ali: Oddly enough, my critics never specify how far I can go. How can you address problems if you're not even allowed to clearly define them? Like the fact that Muslim women at home are kept locked up, are raped and are married off against their will -- and that in a country in which our far too passive intellectuals are so proud of their freedom!
I confront the European elite's self-image as tolerant 'while under their noses women are living like slaves.
Æresdrab i Tyrkiet:
torsdag den 2. april 2009
Essay - Det totalitæres usynlige magt
Mennesket er ikke ondt, men det er heller ikke godheden selv - sådan at forstå, at det besidder en personlig og uafhængig moralsk rygrad, der ikke lader sig knække af ydre pres og vold, social kontrol, intimidering eller autoritet.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.
Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.
I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.
I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.
Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.
Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.
Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.
Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.
Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.
I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.
Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.
I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.
Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.
De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:
Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt
I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.
For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.
Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.
Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?
Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.
Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.
Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.
I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.
I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.
Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.
Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.
Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.
Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.
Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.
I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.
Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.
I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.
Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.
De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:
Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt
I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.
For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.
Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.
Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?
Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.
Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.
Abonner på:
Opslag (Atom)
