Den sorte bog om Islamisk Imperialisme

Dette bliver på sigt en lang post, som bliver placeret blandt udvalgte blogposter ude til højre, som løbende bliver udviklet og får tilføjet nye detaljer.

Tips til litteratur, artikler og faktaindhold modtages hjerteligt gerne på Thomabolding@hotmail.com eller i kommentarsektionen.

Det er et større mammutprojekt, jeg længe har varmet op til, men efter at havde spildt tiden på at overhovedet få visse bloggere, Raapil og andre til at åbne sig for tanken, så vurderer jeg, at tiden er bedre brugt ved at samle de historiske beretninger, som bekræfter min påstand.

I princippet burde jeg bare have gjort det for længst løbende, mens jeg læste litteraturen.

Jeg starter med lidt om Indien, men som sagt, vil der løbende komme mere til over tid om alle områder, Islam har erobret. Ikke med det samme, da jeg har rigeligt at se til de næste måneder, jeg smider en post, hver gang der er kommet væsentlige tilføjelser.

Disse beretninger henviser til nogle konkrete massakrer, men i det hele taget har det muslimske styre været løbende brutalt og hvis nogen gad at lave en kæmpe historisk undersøgelse, ville der sikkert kunne tegnes et klarere billede. Men det er få som overhovedet gider at beskæftige sig med Indiens historie i detaljer. Der var heller ingen CPR registre og minutiøs optælling af døde dengang. Der findes bud på op til omkring 100 millioner døde, det bliver dog aldrig muligt nogensinde at fastslå. Men at Islam har været blodig i sin fremfærd, kan der ikke være tvivl om.

Will Durant i sin verdenskultur historie, bind 2, s. 108, holder sig dog ikke tilbage med hensyn til at kalde den muhammedanske erobring af Indien for "nok historiens blodigste beretning".

Omend han selv bruger mere plads på at skrive om Akbar den store, end om de 300 års terrorregime af Sultanatet i Delhi. Akbar startede dog i klassisk mogulstil med en massakre 30.000, omend hans senere udvikling er interessant og ikke specielt mainstream. Durant er kulturhistorie, ikke massakrehistorie, omend han er god til at nævne massakrer her og der.

Indien (gamle Sindh):

Hindu Kush betyder Hindu drab, og årsagen er, at millioner hinduer måtte lade livet i det område. De fleste en route som slaver på vej til Bagdad og andre dele af det islamiske imperie.

Den Afghanske historiker Khondamir nævner dog, at alene under en kampagne mod Herat, blev befolkningen decimeret med 1,5 millioner mennesker.

Slavepriserne blev så lave allerede under det første felttog af Mehmet Ghazna, at der var tale om få kroner i værdi (Durant), at det er sandsynligt, at man senere har ladet alle der viste svaghedstegn under transporten likvidere (mit gæt).

Buddhismen:

"Da araberne kom med helligt løfte om at udbrede deres enkle og stoiske monoteisme, betragtede de foragteligt de dovne, bestikkelige, mirakelskabende buddhistmunke, de hærgede templerne, dræbte tusindvis af munke og gjorde klosterlivet upopulært hos de forsigtige"( Durant bind 2. s. 169)

Hinduismen:

Muhammad Bin Qasim, angreb byen Debal i år 712, alle voksne mænd blev dræbt og alle kvinder og børn taget som slaver. (Andrew G. Bostom "Legacy of Jihad" s. 549) Følgende lod han kæmpende dræbe, enkelte steder fri massakre i tre dage og et par andre steder massakreredes alle mænd, mens alle kvinder og børn endte som slaver. Han tillod endog nogen at gå fri, mod at de beltalte Jizya, Dhimmiskat. han sendte mange slaver til Irak og Hajjaen (20 procent af byttet som traditionen foreskrev resten gik til soldaterne, og modtog tilbage den instruks, at han skulle dræbe alle vantro, og gøre kvinder og børn til slaver (Bostom lbid s. 550)

Yaqub Ibn Layth (870) Førte krig mod hindukongen Rusal, Dræbte Rusal med list, drog frem og hilste først på ham med bøjet hoved, dræbte ham og placerede hans hovede på en lanse, og Rusals hær tog flugten men blev massakreret. Hinduerne her blev pålagt Jizya. (Bostom s. 630)

Subuktigin af Gnazna: kampagner mellem 977-997. Angreb Jayapals kongerige. Brændte alle templer og byer ned og dræbte stort set alle, "the polluted wretches"..."beyond measure". (Bostom s. 631 - datidig muslimsk historikers beretning)

Mehmet af Ghazna: startede for alvor kampagnen mod Indien i 997. Slag ved Bhimnagar, vandt og slagtede, plyndrede alt.

Will Durant bind 2. s. 109:

"Hvert vinter drog Mehmet længere ned i Indien...morede sine folk ved at give dem fri plyndrings og drabstilladelse"...
Somnaty, dræbte alle dens 50.000 indbyggere...
Af og til sparede han de ødelagte byers befolkninger og tog dem hjem for at sælge dem som slaver, men så stort var antallet af disse fanger, at ingen kunne findes efter nogle års forløb, der ville betale mere end nogle få kroner for en slave."

Med andre ord, det eneste der overlevede var dem som blev slaver, eller muslimer - efter at have overlevet frie drab i 3 dage -eller som nåede at flygte. Mehmet af Ghazni regerede i 1/3 del af et århundrede. Muhammedanske historikere har rost ham som sin tids største monark, en af de største herskere i historien. En af de rigeste blev han i hvert fald (Durant bind 2. s. 110)

Mellem 1001 og 1002 tog han en halv million slaver. I 1114 er der kilder på, at slaverne var så mange, at prisen blev meget billig. Alene i 1115 angives antallet af slaver som ankom til Gnaznin som værende 200.000. I 1119, vendte han hjem med 53.000 slaver, det antal slaver som på et tidspunkt blev opgjort, som sendt til Kalifatet, var 150.000, efter Muhammad Ghazna og hans mænd havde fået deres andel, angiveligt 1/5 til Gnazna og så 1/5 af muhammad Gnazna del af det til Kaliffen. Altså oppe omkring 3.750.000 millioner slaver, baseret på hvad overlevede turen til Gnazna. Bare under hans felttog. (Bostom s. 551)

I 1186 indtog Mehmet Ghor Delhi og startede dermed de 300 års terrorregime, eller tyranstat for at bruge Durants udtryk, under Sultanatet i Delhi.

Om slaget, af en daværende historiker, mod Ajmer af Ghor, "a hundred throusand grovelling Hindus swiftly departed to hell" (Bostom s. 640)

Ghor lavede generalmassakre ved Kanauj, ved vanarasi blev kun kvinder og børn undladt i massakreren. Buddhistiske asketer ved Sarnath blev alle slagtet. (Sita Ram Goel - The story of Islamic imperialism herefter forkortet Sita 1)

Den første Sultan var Kutbu Din Aibak om hvem Durant skriver (Bind 2, s. 110):

Var et normalt eksemplar af sin slags - fanatisk, vild, hensynsløs. Som den muhammadanske historiker fortæller os, blev hans gaver "givet i hundredtusindvis og hans drab talte ligeledes hundredtusindvis".

I hans kampagner, blev alle som kæmpede dræbt, resten og alle kvinder og børn taget som slaver, kun konvertitter til Islam blev frie, altså ingen dhimmistatus endnu, hverken juridisk eller de facto. Alle buddhistiske munke blev dræbt og Brahmaner som blev forvekslet med munke ligeledes. I Benares (buddhistisk højsæde) blev alle mænd dog dræbt. Antallet af slaver var så højt, at selv fattige muslimer havde flere slaver. Aibak underlagde sig store områder, som dog genvandt uafhængighed senere, eftersom mughalriget havde svært ved at holde tøjlerne. (Bostom lbid. s.536-537)

Sultan Iltutmish (1210-1236) blev forsøgt presset af muslimske lærde til at dræbe alle hinduer som ikke ville omvende sig, han manede dog til tålmod af realpolitiske hensyn.

I 1246 til 1286 under sultanerne Nasiruddin Mahmud og Ghijasuddin Balban, var sultanatet i Delhi stærkere og startede kampagner mod Uttar Pradesh, Bundelkhand, baghelkhand, Gwalior, Narwar, Chanderi, Malwa, med massakrer på hinduer eller slavetagning, i et forsøg på at få flere konverteret til Islam. Lignende scener gentog sig i 1299 under Alauddin Khaljis ledelse med massakrer i Anhilwara, Cambay, Asavalli, Vannathali, Somnath, samt i byen Chittor, hvor der er sat tal på de døde - 30.000. Dette er hele regioner, undtaget Chittor, hvor mange byer inden for blev angrebet og massakreret (Andrew G. Bostom, The legacy of jihad s. 556-557)

Balban tog næsten kun kvindelige slaver og børn i sine kampagner, hvilket tyder på, at der var nær frit slag angående overlevende mænd, i Katehar blev alle mænd over 18 konsekvent beordret dræbt. (Bostom s. 536)

Denne proces med kampagner, drab, og slavetagning af alle som ikke konverterede, fortsatte under Sultanatets af Delhis følgende århundreder. (Bostom s. 539-542)

Alauddin Khilji (1296-1316) i Kambayat, de tog 20.000 smukke kvinder og utallige børn af begge køn som slaver. Mændene, gæt selv, "and blood flowed in torrents" fortæller den datidige kilde. (Bostom lbid. s. 641)

Sita Ram Goel kalder ham "second to none among the Muslim kings when it came to heaping atrocities on Hindus". (Sita 1)

Malik Kafur i 1310-1311 kampagnen, massakrede alle ved Brahmastapur, fortsatte til nogle andre byer, men blev slået tilbage, han tog dog mange fanger under sin retrat til Delhi. (Sita 1)

Kampagnerne fra enden af 13 århundrede og de første tre årtier af det fjortende århundrede, udslettede hele store områder, Malwa, Gujarat, Ranthambhor, Siwana, Jalor, Devagiri, Waranghal, Ma´bar, Rameswaram og resulterede i døden, eller slaveri for måske millioner af Hinduer. Som berettet som ordre til Gori Malik "The soldiers shall march into town spreading terror everywhere" (Bostom lbid. 643)

Mehmet Ibn Tughluq, som regerede fra 1325 til 1351, overgik i følge Durant sine forgængere i blodighed og brutalitet :

"Han dræbte så mange hinduer, at der - i følge en muhammedansk historiker - foran hans palads og domshuset - konstant var et bjerg af døde kroppe. mens gadefejerne og bødlerne sled sig til døde med at slæbe afsted med ofrene og dræbe dem i hobetal" (Durant lbid. s. 111)

Firuz III Shah (1351-1388), hans efterfølger tilbød en belønning for hvert hinduhovede han blev bragt og betalte for omkring 180.000. (Durant lbid. s.111.

"Sultan Ahmet Shah festede i tre dage, når antallet af forsvarsløse hinduer som var dræbt i hans område på en dag nåede tyve tusind" (Durant lbid s.111)

Ydermere er listen over Mehmet Ibn Tughluqs blodige kampagner mod Bengalien og Sindh, samt Deccan så lang, at den er næsten endeløs, befolkningstallet synkede pænt i denne periode.

Hans efterfølgere Ghiyas og Firuz førte også kampagner mod Bengalien og andre områder. (Bostom lbid s. 458.)

Oven i tog han så mange slaver at tusinder blev solgt hver dag for meget lave priser (Bostom lbid s. 541)

Mehmet Ibn Tughluq, var også ekstra streng over Hinduer, som havde konverteret overfladisk, gav strenge straffe til personer som med vilje undgik bønnen. (K. S. Lal - The legacy of moslem rule in India, herefter kaldet K.S. 1)

Firuz Shah slog omkring 100.000 mænd ihjel ved Jajnagar i omkring 1360, kvinderne blev slaver. (Sita 1)

Øjenvidne beretning om Sultanen af Ma´bars brutalitet af Ibn Batutta (cirka år 1345) Udryddede et stort jungleområde, alle hinduer der blev taget til fange hver dag, blev hver dag spiddet på pæle de selv havde slæbt, børn og kvinder blev også dræbt. Sådan fortsatte fremdriften gennem flere forskellige jungleområder. (Bostom lbid. s. 644)

Krigen mellem Muhammad Shah bahmani og en hindukonge i 1366, kostede ikke mindre end en halv million døde. oven i tog Muhammad hævn ved at lægge Karnatak regionen øde. (Bostom lbid s. 458)

I 1391 fik Sultanen af Delhi, Nasiruddin Muhammad på det tidspunkt, den melding at en lokal guvernør Farhat ul Mulk var for tolerant mod Hinduer. Han udnævnte en ny guvenør, som kort efter gik i gang med ødelægge genopbyggede templer og dræbe mange Hinduer som straf. (Sita 1)

"Timur Lenk erobrede Delhi i 1398, og slagtede 100.000 indbyggere mest hinduer, han slagtede dog også gerne muslimer, som da han indtog Bagdad, hvilket i øvrigt reddede Konstatinopel fra en tidligere undergang blandt andet. (Og Durant lbid. s 114)

I følge wikis liste over krigskatastrofer, er højeste bud for døde under alene Timur Lenks kampagner 20 millioner døde.

På et tidspunkt henrettede han 100.000 slaver - naturligvis kvinder og børn, fordi de sløvede hans kampagne, for at sætte vantro fri var udelukket (Bostom. lbid. s. 648)

Under et angreb på Hinduer som holdt badeceremoni i Ganges, de slagtede dem og forfulgte alle som nåede at flygte, dræbte så mange at blodet flød ned af bjergene, næsten alle fik de ram på. Timur Lenk praler af at have sendt mange "abominable infidels to hell, and had purified the land from their foul existance" på begge sider af Ganges (Bostom lbid. s. 649)

En Sheikh alene, Daud Kambu, siges at have slået 20.000 ihjel personligt med hans dagger. (Legacy of Jihad af Andrew Bostom s. 456)

Bahmani sultanerne fra Deccan, (1347–1518) betragtede det som statusgivende at dræbe 100.000 hinduer, børn, kvinder, gamle, uden skelnen, om året (Bostom lbid s. 456)

Babur (1483-1531), kæmpede over store dele af Asien mod både andre Muslimer og Hinduer og erobrede Hindustan. Han skrev i sin egen biografi, at i nogle tilfælde rejste bjerge af afhuggede hoveder og skriver efter sejr i Chanderi:

We made a general massacre of pagans in it. A pillar of pagan heads was ordered set up on a hill northwest of Chanderi and converted what for many years had been a mansion of hostility, intp a mansion of Islam.
(Bostom lbid s. 459)

Babur måtte flytte sit telt tre gange til et højere niveau, for at undgå det blev gennemblødt af blod, under en af hans massakrer. (Sita 1)

1565, slaget ved Talikota, Rama Rayas hær og hovedstad bliver overvundet, 100.000 flygtende soldater bliver dræbt, hovedstaden i Will Durant bind 2. s. 105, som anslåes til at have haft en halv million indbyggere, bliver udsat for massakrer og plyndringer i fem måneder, antal døde ukendt, områderne og menneskene omkring har angiveligt fået nøjagtig samme behandling.

Akbar den store og Janantgir, (1556-1627) Var heller ikke udelukkende en tid med fred for Hinduerne. Akbar lod en mønt præge til ære for en mand i 1576, havde udtrykt et stærkt ønske om at deltage i et felttog og "gennemvæde hans skæg med Hindublod". Jahangir anslår antallet af dræbte under faderens og hans eget regime til mellem 500.000 og 600.000. (Bostom lbid. s. 459)

Kampagner af Ahmad Shah Abdali mellem 1757 0g 1761. Mod Gokul, 200.000 mænd dræbt under massakre.

Luni i nærheden af Delhi; Tre dages general massakre, dræbende alt, indespærrende borgere i deres hjem og lade dem brænde. Efter de tre dage var krigerne ikke tilfredse og fortsatte 7-8 dage mere.

Panipat; Lig over alt i området, 3/4 del ikke kombattanter. Hver soldat bragte mellem 100 og 200 fanger, og dræbte dem. 22.000 smukke kvinder og middelklassemænd blev taget som fanger. (Bostom lbid. 655-657)

1971 Pakistan/Østpakistan eller Bangladesh:

"In what became province-wide acts of genocide, Hindus were sought out and killed on the spot. As a matter of course, soldiers would check males for the obligated circumcision among Moslems. If circumcised, they might live; if not, sure death..."

For eighteen districts the total is 1,247,000 killed. This was an incomplete toll, and to this day no one really knows the final toll. Some estimates of the democide [Rummel's "death by government"] are much lower -- one is of 300,000 dead -- but most range from 1 million to 3 million. ... The Pakistani army and allied paramilitary groups killed about one out of every sixty-one people in Pakistan overall; one out of every twenty-five Bengalis, Hindus, and others in East Pakistan. If the rate of killing for all of Pakistan is annualized over the years the Yahya martial law regime was in power (March 1969 to December 1971), then this one regime was more lethal than that of the Soviet Union, China under the communists, or Japan under the military (even through World War II).

Beretningen om Indien er langt fra færdig nu. Ufældstændig, meget at skrive om Balkan og da man lagde Anatolien helt øde, for at svække Konstatinopel, der stædigt blev ved med at holde stand, eller når man på de mange udfald mod Wien også dræbte alt og alle på vejen, for at svække modstanden.