Sommer blogning

Jeg har indtil videre overstået første del af en eksamen, forudsat den er bestået har jeg hermed sommerferie.
En sommerferie hvor der stort set kun er råd til håbet om godt dansk vejr, og dermed "masser" af tid til at læse og skrive.

Så jeg har lidt tid til at rette op på et utilfredsstillende forhold som har plaget mig det sidste halve år.
Nemlig at min blog er en rodebunke af fragmentariske, halvargumenterede, vidt spredte indlæg af potent dissens.

Så en del af min sommerferie, påregner jeg at bruge på at skærpe og opdatere min argumentation, samle min tidligere og nyere, spredte kritik i nye udvalgte poster. Forbedre denne indholdsmæssigt og i skarphed.
Det udover nyproduktion at spredte fragmenter af kritik og kommentarer.

Det kommer til at ske på specielt to punkter :

Kritik af vores økonomi og finanspolitik - dens manglende holdbarhed.

Kritik af indvandringen og vores uddannelsespolitik.

Derudover påregner jeg at hente nogle tusinde sider hjem fra biblioteket og udbygge islams sorte bog.

Der kommer en ny post, når jeg har skrevet noget om og samlet mere omfattende argumentation.

Velskrevet ønsketænkning - den falske svanesang

Information har en artikel i dag, af John Gray, filosof og professor emeritus ved London School of Economics, med en titel som hedder intet mindre end: "Nekrolog over den amerikanske tidsalder".

Nu plejer nekrologer jo at være noget man skriver, når folk er døde, ikke når de er sengeliggende med feber.

Men det generer ikke John Gray og en lang række andre eurocentriske og venstreorienterede meningsdannere, som ikke kan finde nok tegn at tolke kapitalismen, eller USAs totale undergang og fallit ud i:
Kaffegrums, skåle fyldt med sort blæk, knogler fra en pose - alt kan simpelthen bruges og de kan slet ikke vente på at have ret.

Problemet er bare, de aldrig får ret - i hvert fald ikke i dette århundrede. Kapitalismen fejler ikke noget i sig selv. Det er den måde man bruger den på, eller de forgængelige ressourcer man evt. forbruger for mange af, hvilket så er selvregulerende, for prisen vil stige når der er mangel. Kapitalismen kan til gengæld lige så godt bestå i udviklingen og salget af elbiler, udviklingen i solenergi, eller Vestas er faktisk noget af det mest succesfulde kapitalistiske foretagende, vi har herhjemme.

Kapitalismen sikrer simpelthen bare velstand og materielle fremskridt til en pris almuen har råd til at betale. Det er der intet katastrofalt i, tværtimod. Det er vejen frem for alle lande.

Men tilbage til nekrologen, et stærkt begreb. Ikke at stormagter aldrig forgår. Men nekrologen tilhører den forkerte del af verden. Skal vi over i nekrolog afdelingen, skal vi skrive om den europæiske civilisation og ikke om USA, som måske nok om 30-40 år bliver overhalet af Kina som verdens økonomiske stormagt, men det er jo kun totalt BNP, slet, slet ikke BNP per Capita. At Kina bliver verdens største BNP økonomiske stormagt, måske endda en militær, på papiret, er ikke nødvendigvis det samme, som at USA ophører med at være den største magt i verden. De har langt mere at investere i per capita, i den enkelte amerikaner og bliver næppe overgået af noget stort eller større land i dette århundrede i indkomst per capita. Luxemborg, Norge, Brunei osv. er nok rigere per capita, men stormagter bliver de aldrig. Lige som at Kina heller ikke nødvendigvis bliver en stormagt, fordi deres BNP er større en USAs.
Fra artiklen i Information lyder det:

Det finansielle systems næsten totale disintegration turde ellers have vist, at de seneste to årtiers velstand i overvejende grad var en illusion - en indbildning i højere grad skabt af hæmningsløs kreditekspansion end af produktiv foretagsomhed.

Det er korrekt at USA har haft sine subprime lån, og sine Collaterized Debt Obligations (CDOs).
Men samme problem har vi haft i Danmark i mindre format, en kunstig og midlertidig vækst, baseret på boligmarkedet.
Vi har også for tiden minusvækst og økonomisk krise, det er ikke i sig selv farligt. Det er faktisk naturligt, at når man har haft en vækst baseret på kunstige og midlertidige forhold. Så går væksten i en periode i minus, indtil vækstgrundlaget er tilbage og hviler på sit realøkonomiske grundlag - nemlig den bæredygtige og permanente økonomiske base i industri og solide forretninger og investeringer.

De stigende priser på aktier og boligmarkedet afspejlede ikke en modsvarende vækst i Amerikas velstand. De på papiret så eskalerende aktiver var kunstprodukter bragt til veje af de abnormt lave rentesatser, som USA-s centralbankdirektør Alan Greenspan lod indføre i perioden efter hedgefonden Long Term Capital Managements kollaps. LTCM var verdens største spekulationsfond, og dens fald i 1998 var et forvarsel om den ekstreme skrøbelighed, som følger af højt gearet lånefinansiering.

Men ironisk nok var effekten af Greenspans politik, at hele Amerikas økonomi blev finansieret ved lån.

Anker Jørgensen, finansierede, ikke et forbrug, men en offentlig sektor ved lån og kæmpegæld.
Det tog cirka 15 år at få vendt skuden. Men det var også en tung og lang skude at vende.
USA skal nok kæmpe med sine nuværende problemer lidt længere end os andre, altså de næste 5-10 år. Men USA står i sit udgangspunkt langt stærkere på langt sigt, end noget europæisk land, det er den forkerte svanesang.

Verden indser, at USA har opbygget en gæld så astronomisk, at den aldrig kan tilbagebetales.

Her kammer svanesangen helt over - ganske vist er der astronomiske beløb på spil, men USA producerer, har produceret, vækst i astromiske størrelser og vil fortsat gøre det.

På toplisten over lande med en kæmpegæld gæld i BNP, vil man finde 5-6 Europæiske lande, før man finder USA.

Det som skete under Anker Jørgensen, af uransagelige årsager kåret som danmarks ottende bedste statsminister, hvor Danmarks gæld blev fordoblet på ganske få år, ville vi ikke kunne overleve en gang til.

Anker Jørgensen som Socialdemokratiet stadig roser med de helt store, svævende, lyserøde tanker:

Intet tyder på, at denne kampagne har gjort indtryk på danskerne. Det skyldes, at den er komplet meningsløs. Alle regeringer i hele Europa – uanset partifarve – havde nogenlunde de samme økonomiske problemer i halvfjerdserne. Danmark var ingen undtagelse – heller ikke under Anker. Men når det gjaldt overforbrug og manglende styring af økonomien, kunne han slet ikke følge med VKR-regeringen fra 1968 til 1971. Og når det gjaldt virkelig langsigtede udfordringer, traf Anker Jørgensen de rigtige beslutninger. Eksempelvis med en fremsynet energipolitik, som i dag har gjort Danmark selvforsynende med olie og gas.

Lad os se lidt på udviklingen i nogle poster under Anker og siden, statistikken OFF23 i Statistikbanken - Enheden er millioner kroner, dvs. f.eks 112.290 er 112,290 milliarder :

Generelle offentlige tjenester:
1971 = 4318
1975 (ved hans overtagelse)= 4650
1982 (ved hans afgang) = 48.551
2008 = 112.290

Folkeskole:
1971 = 9574
1975 = 17.162 ( Han fik den op på 15118 allerede første regeringsperiode mellem 1972-73)
1982 = 36.783
2008 = 60.888

Sundhedsvæsen
1971 = 9323
1975 = 17.238 (Igen fik den op i første regeringperiode 1972-73)
1982 = 39.021
2008 = 131.650

Social beskyttelse

1971 = 18.848
1975 = 37.388
1982 = 100.922
2008 = 373.632 ( Det er 373 milliarder, intet mindre! En inflation i ydelse, krav og forventning som er nær praktisk umulig at tilbagerulle)

Jeg har ofte sagt, at det værste der kunne ske for Danmark var en selvopfattelse af Danmark som et rigt land, med råd til flere offentlige investeringer.

At jeg ikke griber en sådan bekymring ud af den bare luft, kan Helle Thorning Schmidt give belæg for, for at slet ikke nævne hendes potentielle regeringsmakker, flinkeonkel Villy med den store spenderingspung. Hør blot Helle Thorning her i Folketingets afslutningsdebat:

Jeg vil i dag gøre noget særligt ud af debatten om ikke bare fremtidens, men også nok så meget nutidens danske velfærdssamfund og især den offentlige velfærdsservice, der nu i 5 år har været underlagt en økonomisk spændetrøje af det regerende VKO-flertal...
Hvorfor er det sådan i et rigt land som Danmark. Vi kan gøre det bedre.

Der skal ikke være tvivl om at, jeg gerne på enkelte områder så flere investeringer. f.eks i bedre behandling af psykisk syge, bedre skolegang og flere tvangsfjernelser af børn, da det betaler sig ind i igen siden.
Men den økonomiske spændetrøje - Ser man på væksten i det offentlige forbrug:

1970 = 58.057
1982 = 244.748
1990 = 470.007 (Økonomisk krise i to led fra 1987, sorte mandag, til 1991 kort oliekrise efter Golfkrigen)
1992 = 521.562
2001 = 728.015
2008 = 900.296

Så vokser det dog stadig, med eller uden spændetrøje.

Update: De offentlige udgifter er fra 1970 til 2008 vokset med over 1500 procent. Inflationen i samme periode, (PRIS9 tabellen i statistikbanken) = 672,5 procent, altså en fordobling af de reelle omkostninger ved velfærdsstaten. Inflationen var 314 procent af 1970 beløbet allerede i 1982 - Efter krisen mellem 1987 og 1992 var den oppe på 473,5 procent af 1970 beløbet.

Nu kommer min hovedpointe - det er den falske svanesang.

USA skal nok overleve, for ingen i USA forventer at Onkel Anker kommer og redder dem med den store gyldne pung. De forventer kun, at de skal arbejde sig hårdt ud af krisen.
De har ikke store forventninger til minimumsløn og offentlig velfærd.

En økonomi som den danske kan derimod ikke overleve en omgang Anker til. Ikke engang en halv Anker og slet ikke en hel Villy.

Vores forventninger til mindsteløn og offentlig velfærd er skruet så langt op over det bærbare niveau, at det er kun er godt, vi har en økonomisk krise. For det er en sund og nødvendig tænkepause for vores vedkommende.

Vi har sat vores velfærd under unødvendigt stort pres med høj indvandring, høj mindsteløn og gigantiske velfærdsbudgetter. Noget som slet ikke er kompatibelt med det forhold at virksomheder kan flytte til billige lande - for dem i et logistiksmut nærheden - og at vi faktisk har en virksomhedsflugt og efterhånden får en større personflugt af højtuddannede, eller det faktiske bæredygtige økonomiske grundlag. Eller EUs regler om at virksomheder som bliver i Danmark kan ansætte f.eks polske arbejdere til polsk overenskomst - i Danmark!

Det værste er, at vi ikke forstår de langsigtede konsekvenser, at vi stadig hænger fast i offentlig ekspansion, på et ligeligt helt og aldeles luftigt grundlag, Nemlig oliepengene og den midlertidige boligboble, økonomi på ren damp.

Det værste der kunne ske var en ny omgang offentlig ekspansion, modsat Ankers bliver den noget sværere at redde kastanjerne ud af ilden efter denne.

Nej, svanesangen tilhører Europa - ikke USA.

Når man ligger som man har redt

Går du tilbage i tiden har opbakningen til den danske flygtninge politik aldrig nogensinde været der, i hvert fald ikke efter indførelsen af de facto flygtninges ret til asyl og familiesammenføringsretten i 1983.

Den eneste forskel på dengang og i dag, er at man betragter spørgsmålet som langt mere vigtigt. Det som en naturlig konsekvens af udviklingen. Med flere og flere indvandrere i Danmark, vil dette blive et topspørgsmål, om ikke selve topspørgsmålet i dansk politik.

Det er simpel årsag og konsekvens og det sammen med problemerne - de spørgsmål der rejses - kan ikke snakkes væk.

Så modsat hvad mange tror, har indvandringspolitikken været en elitær trods af flertallet. En trods der i øvrigt har været karaktiseret af racismeanklager, dæmonisering af almindelige danskere og anklager om svinehundementalitet osv.
En permanent anklage af et flertals - fra elitært hold formodede - nedrige pøbelvælde og egoisme. En anklage der er en hån mod et dansk folk, som bekymrer sig mere for de svage i samfundet, end deres egen skæbne.

Find selv flere gode eksempler her, samt på Nomos hjemmeside - Antenora. På magtens visionsløse arrogance.

Dette er et demokratisk svigt af format, samtidigt med at det kun har gjort ondt værre. Du kan da ikke ændre en befolknings holdning, ved at ikke gøre noget som helst ved de kritikpunkter, de med rette har.

Det er næsten for mildt dømt. Det er så udemokratisk som noget kan være. Demokrati er ikke, hvad man kan slippe af med, når man har magten. Demokrati er evnen til at lytte til og respektere andres holdninger og lede forsigtigt til fordel for befolkning, nærmere end at bedrive et hasardspil med et lands fremtid.

Det er ikke med rette disse ledere kan kalde sig demokratiske, og oplyste har de heller aldrig været, de har om nogen lagt avnerne i ilden, handlet diktatorisk, formynderisk og mod bedre vidende.

Det skyldes dog næppe en kritik af indvandring i sig selv, når befolkningen har været i mod. Men nærmere dens omfang og den udnyttelse af godheden, som visse indvandrergrupper har kvittereret ved at blive kriminelle, samt en gruppe særdeles bevidste om deres sociale rettigheder, og i øvrigt det faktum, at det da var en velkendt hemmelighed, at mange f.eks libanesere ikke var mere forfulgte, end at de dengang og i dag rejser hjem.

Faktisk er der ikke mere svinehund og egoisme i befolkningen, end at holdningen til flygtninge som er personligt forfulgte er klar nok, at dem skal vi tage i mod vores andel af.

Problemet er de facto flygtningene og familiesammenføringerne. De kommer ikke nødvendigvis fra et land, hvor de risikerer forfølgelse eller død. Og forsøg på at snyde sig ind med falske papirer, eller "mistede" papirer gør ikke sagen bedre.

At forvente opbakning til, at alle som kalder sig flygtninge, skal vi lade tvivlen komme til gode og lade 20.000 - 30.000 - 40.000 tusinde flygtninge med familier komme ind årligt, med de konsekvenser det har for landets fremtid, for den sociale sammenhæng, muligheden for at få arbejde, finde bolig, for kriminalitetsniveauet, er en absurd forventning, der nærmere end at skyldes dumhed hos befolkningen, skyldes dumhed og manglende forståelse for konsekvenserne hos de politikere som støtter en liberal indvandringspolitik.

Det er simpel logik, at vi ikke kan løse verdens problemer med at indføre næsten ubegrænset ret til flygtningestatus på første klasse.
Det er for dyrt og løser ingen problemer.
Og uden at evne til at ty til fine ord og forklaringer, har befolkningen instinktivt fattet denne logik.

De facto flygtninge med familiesammenførte er der langt flere af, end vi overhovedet realistisk set kan kapere.

Modsat at være dumme eller egoistiske svinehunde, har flertallet af befolkningen blot indset dette, allerede i firserne.
De har indset dette i store flertal, man har forvekslet og blandet med rabiate, vrede stemmer som er et mindretal, der ikke formår at omsætte deres modvilje til en konstruktiv kritik.

Folkets mening har der aldrig været tvivl om, og vi taler flertallet - ikke skingre og vrede stemmer blandt fåtallet.
Og selv når en sober kritik har været formuleret, er det blevet skudt ned som racisme, det som er værre eller næsten lige så negativt.

Politikerne ligger som de har redt.

Flygtningene ligger som de har redt - uden de problemer de har disket op med, og de problemer som de ikke kunne undgå at diske op med, qua en hovedløs indvandringspolitik uden forståelse for de langsigtede konsekvenser, eller tilrådigheden af arbejdspladser, ville modstanden ikke være der.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at befolkningen er i mod at give irakerne asyl.

De ved, det er skruen uden ende. De ved, at det ikke er gratis. De ved, hvilke problemer tidligere indvandrere fra muslimske lande har disket op med.
At det er fåtallet, som giver de problemer, forandrer ikke noget, problemer er problemer, uanset om det er et mindretal eller flertal som skaber dem.

Under alle omstændigheder har vi ikke arbejde til 20.000 - 30.000 - 40.000 nye flygtninge, indvandrere, familiesammenførte om året.
Det ved befolkningen godt, og uanset hvor godt det artikuleres, eller hvor mange meningsmålinger der kommer frem, hænger store dele af eliten fast i samme dæmonisering, samme visionsløshed, samme formynderiske tone.

Vi ligger alle som vi har redt. Politikerne, befolkningen, indvandrerne.

Befolkningen har ikke vægtet problemet i forhold til dets tyngde - men de er heller ikke blevet hjulpet med oplysning og fakta, eller muligheden for indflydelse uden om et parti, de ikke nødvendigvis er generelt enige med.

Eliten har benægtet problemet og dets omfang, så vidt muligt.

Indvandrerne fra muslimske lande har ikke selv taget ansvar og været gode ambassadører for deres kultur og land.

Der skal folkeafstemning til her, det er et vigtigt spørgsmål. Et spørgsmål der er for vigtigt til at overlade en elite, der ikke forstår eller respekterer befolkningen.

Update: Og meget apropos denne post fra Snaphanen. En boganmeldelse i Weekendavisen af Klaus Wivel, der omhandler "Islam - et øjebliks uopmærksomhed". Om modstanden mod immigration i Europa og konsekvenserne af den søvngængeragtige elites holdning.

At uddanne eller ikke at uddanne

Arbejdsmarkedskommisionen vender sig konsekvent mod alle tanker om at satse på at uddanne, fremfor at lade folk gå ledige. At uddanne, eller ikke at uddanne, er ikke spørgsmålet.

Det er en-dimensionel tankegang. En dimensionel, som i når man regner netto balancen ud på ikke-vestlige indvandreres overførselsindkomsts og skatteregnskab, og ikke regner det forhold med, at de ofte snupper en arbejdsplads fra en dansker på overførselsindkomst, integrations, sundheds, kriminalitetsomkostninger.

Arbejdsmarkedskommisionen hæfter sig ved at en person under uddannelse:

koster samfundet omkring 118.000 kr. om året at have i uddannelse.

Men hvad koster en ufaglært arbejdsløs så at have gående, i længerevarende arbejdsløshed, til ingen nytte?

Det er endimensionelt at tænke, fordi man ikke uddanner en person, som går arbejdsløs alligevel, så sparer man 118.000 kroner.
Det er en forkert tro på at den ufaglærte let kan finde et arbejde, det er ikke tilfældet.

Det er anslået af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at vi kommer til at mangle over hundredtusind flere uddannede i fremtiden og miste over 100.000 udaglærte arbejdspladser.

Det er i øvrigt den samme udvikling som de sidste 20-25 år, så det burde ikke komme som en overraskelse.

I begyndelsen af halvfemserne var fler akademikere ude med den holistiske tænkning, at når vi nu havde 12-13 procent arbejdsløse, kunne det godt betale sig at uddanne dem. I nogle tilfælde var det endda billigere, end at lade dem gå på dagpenge og overførselsindkomst.

Men en slags tænkning var man ikke til hos "vismændende" eller i folketinget.
I stedet syntes man sidenhen, det var en meget bedre idé at sende flere hundredetusinde på førtidpension og efterløn.

Uddannede personer har i øvrigt lettere ved at få et arbejde, selv uden for deres felt, man lærer nemlig altid et eller andet.

Den samme fejl burde vi ikke begå igen.

Cepos - når kloge mennesker bliver ideologi-idioter

Jeg har et yndlingsbegreb for politisk religiøse mennesker, altså mennesker som lader deres fornuft paralysere af politiske dogmer, ikke mindre end religiøse lader deres paralysere. Dette begreb er ideologi-idioter.

Dette fænomen har ikke noget med intelligens som sådan at gøre, selv meget kloge mennesker har en tendens til at gøre det. Måske endda i højere grad, fordi de ved, at der faktisk findes eksperter og folk, der har tænkt dybere over et emne, end de selv har gjort det.

Det har til gengæld meget at gøre med, om man har en gennemkritisk tilgang til alt, hvad man hører, ser, og i øvrigt selv tænker. Altså virkelig anstrenger sig for at finde modsigelser, antiteser til det man er tilbøjelig til at tage som givet.

Der er faktisk lavet forskning med brug af hjernescanning, hvor det viser sig, at mennesker som modtager finansielle råd fra en ekspert, ophører med deres selvstændige tænkning på området. I disse finanskrisetider er der sikkert en del, der fortryder det. Gamle paranoide Magda som har puttet pengene i hovedpuden kan derimod i dag føle hun har handlet fornuftigt, omend hun dog kunne have sat pengene i banken til den almindelige lave indlånsrente.

Men politik og religion hviler på mere end autoritet, de hviler også på idealisme og en hjerteblodsvinkel på tilværelsen, hvor skuffelsen ved at have uret, vil være større end glæden ved at tænke selv og gennemgå tvivlens usikre fase, før man overhovedet når til det punkt.
Derfor er det letteste altid at holde fast i sin barnetro.

CEPOS har udgivet en rapport om indvandreres påvirkning af de offentlige finanser. Den er baseret på en analyse ved brug af DREAM modellen, som er blevet brugt i andre undersøgelser og hvis resultater, samt input, følgende konklusioner fra DJØF magasinet, er blevet kritiseret af undertegnede i tidligere poster, her og her.

CEPOS' undersøgelse har en anden vinkel, men deres resultater er i højere grad et klasseeksempel på ideologi-idioti i fuld aktion.

Omend de når frem til at en ikke-vestlig indvandrer koster statkassen 2 millioner kroner mere, end vedkommende ligger i den, så mener de ikke, det er et problem:

I det de primært skyldes den førte indvandrings-, social- og
arbejdsmarkedspolitik, der dels tiltrækker indvandrere med beskedne formelle kvalifikationer, dels fastholder mange indvandrere i det sociale ydelsessystem. Det er imidlertid muligt at vende indvandringen til en økonomisk fordel, hvis man ændrer indvandrings-, social- og arbejdsmarkedspolitikken, så man fremover i højere grad belønner beskæftigelse og gør indkomstoverførslerne mindre generøse.

Altså blot man fraholder dem indførselsindkomster, så vil flere mennesker automatisk føre til mere velstand.
Det er enten meget dumt, eller så er det et bevidst forsøg på at få mindstelønnen og indførselindkomsterne ned generelt, tvinge staten til at spare ved at påføre den yderligere udgifter. Hvilket højere formål skal sådan noget egentlig tjene?
Jeg kan allerede her adressere to hovedpunkter, som i yderste konsekvens ikke hænger sammen.

Et. Selv om man nægter nye indvandrere overførselsindkomst, ville de job de tager stadig gå fra danskere som er på overførselsindkomst, og dem har vi over 800.000 af i den arbejdsdygtige alder (som er smidt på ud på et sidespor, netop for at tidligere tiders indvandring ikke skulle fylde så meget i statistikken - selv under disse omstændigheder har vi arbejdsløshed i dag, så indvandring vil kun forøge arbejdsløsheden), så man kan ikke isoleret kigge på indvandreres nettobidrag, som i øvrigt er fuldt betinget af de private arbejdspladser, vi har svært ved at bevare. Ej heller vil det reelt være gratis forstået sådan, de skal jo havde ret til lægebehandling og sygehusophold, og medmindre vi vil smide dem hurtigt ud igen, pension og deres børn skal gå i skole, hvilket er en markant udgift, der som regel overstiger de penge, de smider i skat.
Ligeledes tager dette regnskab ikke i betragtning, hvad kombinationen af ny-indvandring, lavere lønninger, og overførselsindkomster, vil betyde for udviklingen i kriminaliteten, og udviklingen inden for den. En lukket fængselsplads alene koster 800.000 om året, dertil skal lægges omkostninger til retssager og politiarbejde.

To. Hvis pointen så er alle danskere skal modtage lidt eller intet i overførselsindkomst og mindstelønnen ned, så vil de jo stadig være udgift i og med, at de stadig koster under skolegang, skal have lægehjælp og hospitaler, og pension, medmindre de gamle skal sulte ihjel.
Lavere lønninger betyder naturligvis lavere indtægter til staten og i øvrigt også virksomheden, det vil sige det bliver nødvendigt at justere udgifterne til skolegang, gøre lægebehandling afhængig af indkomst, samt skære i pensionen.
Lav løn vil angiveligt give lidt flere ansatte, men lad os i så fald i første omgang koncentrere os om de mennesker, vi har svært ved at få ansat og som er på overførselsindkomst og løse resten med gæstearbejdere, nærmere end permanente borgere og udgifter.

Personligt ville jeg hælde mere til en model, hvor overførselsindkomster reduceres til SU niveau, der skabes flere uddannelsespladser og en højere overførselsindkomst end SU betinges af sygdom, invaliditet, eller tilpasses den grad man selv har forsikret sig ud fra parametre som hvor længe man har arbejdet og hvor mange penge man har forsikret sig selv med.
Men lav løn er ingen garanti for, at der ikke fortsat vil være arbejdsløshed, findes der noget land uden arbejdsløshed? Nej! Sverige var dog et, indtil det lod grænserne åbne for en million flere parallelt med en økonomisk nedtur. Resultatet er en reel arbejdsløshed på over 20 procent, det samme er tilfældet for os, omend vi kun har lukket omkring 400.000 ekstra ind.
Det under ikke blot en krise, men også et midlertidigt opsving, vel og mærke.
Hvordan man kan forestille sig, at i fremtiden vil udviklingen tegne sig anderledes, på trods af værre betingelser end tidligere, er mig en gåde.

Nye borgere bliver aldrig gratis, ikke engang gæstearbejdere, når de tager et arbejde en allerede herboende borger kunne have fået. Og nettoforholdet mellem skattebetalinger og overførselsindkomster er kun en isoleret del af regnskabet.

CEPOS citerer følgende regel af den amerikanske økonom Julian L. Simon:

If the marginal immigrant makes a non-negative contribution to the treasury you continue to admit immigrants until the contribution goes to zero.

Sådanne regler kan være ganske gode, men det er under betingelse af, at man regner alle parametre med, og det gør man ikke. Det vil sige det reelle belæg, for denne påstand, er ikke eksisterende. Man regner ikke med, indirekte udgifter til indvandreres børn, kriminalitet, eller allerede eksisterende borgere som får snuppet en arbejdsplads lige foran snuden på dem, pension og udgifter til sprogskoler, sygepleje osv.

CEPOS sammenligner fri bevægelse af arbejdskraft, med frihandel:

Det økonomiske argument for fri vandring er, at arbejdskraften kan søge derhen, hvor den er mest produktiv. Det er til fordel for den vandrende arbejdstager, som dermed opnår en store indkomst. Og det er samlet set en fordel for det øvrige samfund, idet den mere produktive anvendelse af arbejdskraften betyder billigere varer og serviceydelser. Ser man således kun på disse økonomiske effekter, er fordelen ved fri vandring mellem lande den samme som fordelen ved frihandel mellem lande og den samme som fordelen ved fri vandring mellem eksempelvis
Fyn og Sjælland5.

Sammenligningen er falsk. Afskaffelsen af toldmure er ikke det samme som afskaffelsen af indvandringsbarrierer. Der er grænser for mange produkter vi vil købe og har råd til, der er ikke grænser for, i fornuftig regulerings forstand, hvor mange børn man vil føde i den fattige del af verdenen.
Underliggende påstand her er, at 6 milliarder, snart stigende til 9 milliarder fattige menneskers frihed til at søge arbejde i den rige del af verdenen, hvor man i forvejen har svært ved at finde arbejde til en enkelt milliard, vil resultere i mere velstand. Det er om noget ikke gennemtænkt, eller præget af den mindste realpolitiske flair, eller psykologiske erkendelse. Selv om man kan sige at indvandringen vil naturligt ophøre, når vi bliver dysfunktionelle og fattige samfund præget af indre stridigheder og raseri rettet mod de skyldige i den her idioti.

For det første er udgiftniveauet i et samfund alene på boligområdet betinget af pres på samme. Flere mennesker, lig med dyrere boliger. En ordentlig indtjening på boligområdet, er betinget af høje priser på boligområdet, nedsættes udgifterne til lønning af folk i boligbranchen, får man ganske vist lavere omkostninger, omend selve presset på området vil holde priserne oppe og angiveligt have en tendens til at holde omkostninger oppe uden at de sænker sig nævneværdigt, alt efter pres. Men selv om man får billigere boliger via nedsætning af omkostninger, vil der være et efterslæb af boliger bygget under andre betingelser, hvor prisen er sat efter hvad flertallet dengang havde råd til, ikke de fattigste.
Bare på dette område hænger virkeligheden og ideologien ikke sammen.

Det samme vil gælde selv fødevarer, hvor prisen vil blive sat primært, efter hvad flertallet har råd til. Man kan sagtens skabe en forhutlet underklasse på 20 procent af befolkningen, som nu og da må stille sig i kø ved gadekøkkenet for at blive mætte, uden at det generelle prisniveau vil falde betragteligt. Vi har et højt prisniveau i Danmark og det er usandsynligt, at det vil falde alene ved at fjerne både toldmure og mindstelønninger, medmindre vi taler general lønnedsættelse, hvilket så igen fratager virksomheder deres profit fra et højt prisniveau. Som blot et eksempel koster Knorr pulversovser langt under det halve i Sverige, end det gør i Danmark. Folk er i det hele taget nødt til at betale den pris fødevarer koster, ellers sulter de. Hvilket betyder de må supplere deres indkomst med kriminalitet eller gå til gadekøkkenet. Priserne kan kun falde ved at sænke lønningerne generelt, og så falder virksomhedernes indtægter også, så er vi princippet lige vidt, bortset fra vi har fået genindført reel fattigdom.

Fornuften i dette ligger i at skære i overførselsindkomster og gøre staten mindre afhængig af skatter, altså på den måde skabe flere frie penge til forbrug og ligeligt fordele skattelettelsen mellem virksomheder og medarbejdere. Lønnedgang er en midlertidig løsning, som kun i omstillingsfasen mellem fortsat høje priser og lavere lønninger vil skabe en fordel, men vil udjævne sig efterhånden.
Disse løsninger er kun virksomme via mindre udgifter til staten, noget indvandring er en garanti for, vil aldrig ske.

CEPOS giver et rids af dansk indvandringspolitik:

I Danmark var der i en del af efterkrigstiden en liberal indvandrings- og
socialpolitik med forholdsvis fri indvandringsmulighed og ret høj grad af pligt til økonomisk at klare sig selv. Modellen mindede således en del om en såkaldt Åbne-grænser-lukkede-kassermodel. Denne model blev imidlertid erstattet af en model med a) lukkede grænser for arbejdsindvandring, b) barrierer på arbejdsmarkedet for personer med beskedne formelle
kvalifikationer, c) åbne grænser for familiesammenføring og d) åbne kasser for passiv forsørgelse. Den førte indvandringspolitik efter 1973 – og især efter udlændingelovens ændring i 1983 – karakteriseres ikke desto mindre nogle gange som ”liberal”, men i realiteten har der været tale om en detailregulerende politik, der selektivt fremmede indvandring af personer, som ikke primært var motiveret af at opnå beskæftigelse, og bremsede indvandring af personer, som primært ville have været motiveret af at opnå arbejde.

Det er så ugennemtænkt, at det skriger til himlen, jeg vil kun kritisere det i korthed, men med de vigtigste detaljer, for mere er det ikke værd.

1. Efterkrigstiden kan på ingen måde sammenlignes med hverken nutid og slet ikke fremtid. For det første var indvandringen dengang ikke så stor. For det andet var der nogle unikke forhold som aldrig kommer igen, som kan beskrives kort som: Det er lettere at skabe vækst fra lavteknologisk udgangspunkt end et højteknologisk. Eksemplificeret kunne en dansker med lidt kapital og lidt teknisk snilde starte en TV fabrik i 50´erne og 60´erne uden at skulle konkurrere med store multinationale giganter som Sony osv og dermed skabe hundredvis af arbejdspladser. Med Sony som modstander med et kæmpe masseproduktions apparat til rådighed og en avanceret teknisk kunnen og et etableret brand, er dette ikke længere muligt. Dengang voksede industrien og den private sektor, i dag har vi problemer med at blot holde Status Quo og industrien forsvinder udenlands, noget som ganske vist kalder på en nedsættelse af deres udgifter, men ikke af deres indtægter. Og nedsættelsen af deres udgifter sker ikke først og fremmest ved indvandring, men ved at få statsbudgettets indtægter forøget på anden måde end ved at beskatte virksomheder og arbejdskraft, primært ved at få folk allerede på overførselsindkomst her i arbejde - dette er ubetinget første del af løsningen.

2. Den liberale politik 1983-86 var liberal og oven i købet totalt ugennemtænkt. Indvandrerene blev ikke arbejdsløse fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var arbejde! Arbejdsløsheden i den periode var nu engang rekordhøj, blot for at blive endnu mere rekordhøj med indvandringen.
Og årsagen til at vi stadig havde i 2008 (RAS207 i Statistikbanken), hvor beskæftigelsen slog alle rekorder, 59.859 arbejdsløse, 93.404 midlertidigt uden for arbejdstyrken (aktiverede osv.), 138.220 tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet, 312.054 på en eller anden form for pension, 287.744 andre uden for arbejdsstyrken, i alt 891.281 mennesker i alderen 16-66 år uden for arbejdsmarkedet, eller kun 20.000 fra rekorden i 1993, det selv om 100.000 flere er ansat i den offentlige sektor plus det løse via udlicitering, der registreres som privat arbejdskraft, skal findes i det forhold, at vi har importeret langt mere arbejdskraft, end vi havde brug for.
Det repræsenterer om noget, det mest liberalidiotiske i dansk politik nogensinde. Omend det er korrekt at høje overførselsindkomster og dermed statslige udgifter som skal dækkes via skat spiller en rolle, så er netop det forhold, at man har importeret overflødig arbejdskraft, skyld i at selv samme er blevet værre, og man har været tvunget til at sende hundredtusindvis ud på pensioner og dermed øget skattetrykket. En lignende fremtidig løsning, er lig med endnu større økonomisk deroute. En stor del af disse overførselsindkomstudgifter dækkes kun midlertidigt af olieindtægter i størrelsesordnen 30-40 milliarder årligt.

CEPOS' ønske om arbejdskraft til under mindsteløn, er i øvrigt allerede en realitet, da man ved at ansætte Polakker via et vikarfirma, eller firma med adresse i Polen, kan få deres arbejdskraft til den polske overenskomst, hvilket gør deres indvandringstankegang, hvormed angiveligt menes permanente borgere, endnu mere suspekt og idiotisk, og idiotisk er det rette begreb, for ikke blot er det ugennemtænkt, det ville få katastrofale følger, hvis gennemført.
Med den fidus' udbredelse vil vi naturligvis se flere arbejdsløse, da 40-60 kroner i timen for en i øvrigt lige så flittig arbejdskraft, hvis ikke mere, er attraktiv. Det vil også øge interessen for at flytte virksomheden til Polen selv, for at kunne retfærdiggøre en fuld ansættelse af billig arbejdskraft. At fyre alle de danske medarbejdere for at genåbne virksomheden med billigere arbejdskraft i Danmark ville medføre en boykot og fremprovokere en forbruger reaktion.

Grunden til, at indvandrere fra mere udviklede lande præsterer et positivt bidrag til de offentlige finanser, er, at de ofte først kommer til Danmark, når de er uddannede (dermed trækker de ikke i så høj grad på de offentlige udannelsesudgifter), og at de ikke belaster de offentlige finanser ved at modtage indkomstoverførsler (bl.a. fordi de i relativ høj grad er i beskæftigelse og i nogle tilfælde forlader Danmark inden alderdommen).

For at gentage mig selv, hvad så hvis de bliver? Så taler vi pension og deres børn som skal gå i skole, på sigt endnu flere mennesker som skal have skolegang, forsørgelse osv. for at slet ikke tale om at de kun får et arbejde på reel bekostning af en af de næsten 900.000, vi har uden for arbejdsmarkedet i arbejdsdygtige alder.
Det vil sige at al indvandring undtaget uddannet arbejdskraft, er i princippet overflødig arbejdskraft, direkte eller indirekte. Selv uddannet er det, eftersom vi kunne havde uddannet i stedet for sende over 400.000 på for tidlig pension.
Og de næsten 900.000 er opstået på trods af et stort opsving og et midlertidigt friværdi og byggeboom, noget vi ikke har til rådighed i fremtiden.

Mere har jeg ikke at sige til følgende indspark, udover at gentage hvor i høj grad det repræsenterer ideologi-idioti og en allerede verificeret forkert løsning på vores problemer, som kun kan blive endnu værre, ved at gentage den!

Makværk!

Social arv og nu kulturel arv

Mens vi stadig kæmper mod den sociale arv, står vi nu over for et nyt problem, nemlig den kulturelle arv som muslimske indvandrere har bragt til landet. Hvordan den vil udvikle sig, kan man naturligvis kun gætte om, men at der vil være en, kan der ikke være tvivl om. Om den sociale arv skriver f.eks. AE:

Næsten halvdelen af alle 25-årige med ufaglærte forældre har ikke en uddannelse eller er påbegyndt en. Til sammenligning gælder det kun 7 pct. af de 25-årige, der har mindst en forælder med en lang videregående uddannelse.

Nu har man undersøgt, ved DRs Capacent undersøgelse, unge muslimers indstilling og sammenlignet den med voksne indvandreres. Det viser sig, at der ikke er den store forskel:

Eksempelvis mener 58 procent af muslimer under 35, at det bør være forbudt at kritisere religion. For folk over 35 er tallet 54 procent.

På hjemmefronten mener ni procent af unge muslimer under 35, at kvinder bør blive hjemme og passe børnene. Blandt dem over 35 er det ti procent.

Det sidste spørgsmål, afslører et brud med traditionel islamisk tankegang og en integrationsfaktor i den rigtige retning, hvor det dog også spiller en rolle, at mange i den aldergruppe kommer fra Tyrkiet, hvor et opgør med det traditionelle familiemønster er flere årtier fremme.

Men det spørgsmål jeg i demografisk øjemed, ville være mest interesseret i, er ikke om kvinden skal stå ved gryderne, derhjemme.
Det er spørgsmålet, om de mener "det er vigtigt, at få mange sønner". For det er den primære drivkraft i højdemografien. Det er et langt vigtigere spørgsmål at få besvaret!
Forsøger man at få mange sønner, og ser det som et prestigeprojekt, er man naturligvis en højdemografisk gruppe, da mange sønner ikke kan blive født, uden at føde mange døtre, statistisk set er to sønner lig med 2 døtre, altså fire børn i alt.
Og for os på sigt, er en lavdemografi vigtigere, end at kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, for lavdemografien er forudsætningen for at de overhovedet får muligheden.
Sværger blot 20 procent af muslimerne til den holdning, og er højdemografiske. Kan den 50.000 let blive til mellem 250.000 og 500.000 flere i løbet af et århundrede, samtidigt med at den øvrige gruppe nok generelt vil ligge lidt over vores demografi.

Det hører også med, at beskæftigelsesindikatoren blandt ikke vestlige indvandrerkvinder i 2008, et tidspunkt med både rekordhøj beskæftigelse i Danmark og på toppen af et opsving, ikke var højere end 49,5 procent, hvor den var oppe på 62,6 procent for mænd.
For ikke-vestlige efterkommere var der en mere lige fordeling på 67,4 for mænd og 65,3 for kvinder. Noget som dog skal ses i lyset af, af 24 årsreglen, der har øget muligheden for unge ikke-vestlige kvinders liv kan gå med arbejde og uddannelse, hvilket ikke nødvendigvis fortsætter, når de bliver gift og får børn senere hen.

Disse omstændigheder kan ikke videreføres til fremtiden, da både 24 års reglen er under pres, og opsvinget og boblen på boligmarkedet med forbrug på friværdi og anden kredit, er ovre og det er ikke sandsynligt, at noget lignende kan gentage sig.

Det vil sige, på sigt får vi flere munde at forsørge i Danmark og muligvis langt færre private arbejdspladser til at gøre det med, samt mindre statsbudget at gøre det med. Alene olieindtægternes fravær, kommer til at betyde et hul på 6-7 procent i de offentlige finanser, som skal lappes med høj vækst, ikke nogen mulighed på kort sigt, da væksten skal ske med udgangspunkt i et kunstigt højt niveau baseret på bolig og kreditboblen, så betingelsen bliver meget lav inflation før vi kan tale om en reel vækst, samt at den internationale krise forsvinder som dug for solen inden for kort tid. Det er meget at håbe på.

Den sociale arv kan kun brydes, ved at vi lærer bedre fra os i folkeskolen, og tilbyder flere unge uddannelse.
Den kulturelle arv, ja, den kan kun brydes, ved at vi gør det dyrere at få mange børn. Og integrationen, den kan kun ske i det omfang, vi kan stille arbejdspladser til rådighed, for det er de arbejdspladser, der får indvandreren væk fra sin ghetto og parabolnavlestreng til mellemøsten eller hjemlandet.
Men på alle parameter, er der ikke lys at se i fremtiden. Eller for at citere et af mine yndlings pessimistiske citater:

If we see light at the end of the tunnel, it the light of the oncoming train.
Robert Lowell

Udviklingen i det private erhvervsliv 2000-2008

For at fortsætte mine poster om finanspolitisk holdbarhed, har jeg været inde og kigge på udviklingen af faste stillinger inden for det private erhvervsliv i perioden 2000-2008 (Tabellen "AKU15", som baserer sig på arbejdskraftundersøgelsen, altså stikprøver blandt omkring 37.000, og kan findes hos Statistikbanken ved at søge på samme i søgefeltet - af en eller grund er det umuligt at linke direkte).

Udviklingen ser deprimerende ud, specielt for industrien, hvor antallet af faste ansatte er faldet fra 320.000 til 243.000. Ikke at det nødvendigvis, er et tegn på at så mange industrier har forladt landet, der findes jo vikarer fra Øst og Vest.
Men som udgangspunkt, er der nok mindre arbejdspladser under alle omstændigheder.

I landbruget er antallet af arbejdspladser røget ned fra 37.000 til 31.000 tusinde.

I Bygge og anlæg, trods myten om den store mangel på håndværkere, der gik stadig mange arbejdsløse under byggeboomet, så er antallet af fastansatte faldet fra 137.000 til 123.000.
Igen, med evt. forbehold for personer ansat som vikarer.

I Transport, post og tele er antallet faldet fra 125.000 til 98.000.

I finansiering og forretningservice er antallet faldet fra 150.000 til 126.000

Den eneste branche, der kan fremvise decideret vækst er Handel, hotel og restauration:
Hvor 330.000 er blevet til 363.000. Hvad angår fødehandelens stigning, som ikke kan isoleres her, er den af naturlige årsager blevet større, da vi er blevet flere mennesker i Danmark, hvor de andre dele er større som betinget af murstens millionærer, opsving, måske øget turisme? osv.

Når vi så kigger på registrerede private ansatte, Altså baseret på registertal og som findes i statistikbanken som RASOFFX og RASOFF11, men som gælder også aktiverede, vikarer, altså ikke kun fastansatte, samt selvstændige, så er der sket en vækst i fuldtidansatte, omend det yderligere skal siges, at ansatte i den private sektor, som i stigende grad arbejder for det offentlige, også kommer med her.

Mellem 2001 og 2006 hvor regeringen allerede var ude og brøste sig med flere ansatte, var stigningen i den private sektor dog kun på 5.500 tusinde. Derefter steg antallet med 86.000 i 2008 som vi nu er i færd med at miste igen.
Hvis vi kigger overordnet på det, uden at regne de arbejdpladser som indfinder sig i kraft af midlertidige booms, eller i service fag som er relateret til, at vi bliver flere mennesker, uden at det siger noget om, hvem der putter de penge i hånden på borgeren som handler i supermarkedet, og ja flytningen af offentlige arbejdspladser over i det private, så ser det måske knap så godt ud.

Når industri flytter udenlands, mister vi ikke bare de arbejdspladser som findes på virksomheden. Vi mister de arbejdspladser som ligger i transportsektoren, vi mister skatteindtægter fra selve industrivirksomheden.

Min opfattelse er klar nok, katastrofen er ikke sket endnu, men den er under opsejling, og vi handler som om alt er ved det gamle, og som Schlüter i sin tid sagde "Det går ufattelig godt" Og Fogh, hvad var det nu?

Politikerne taler måske nok et, og ved noget andet bag lukkede døre, det vil jeg ikke udelukke.
Men jeg ser ikke personligt, "at det går ufattelig godt". Og vi snakker stadig om indvandring, mens virksomheder udvandrer, mennesker førtidspensioneres, går på efterløn og antallet af personer på offentlig førsørgelse, i arbejdsalderen, er uændret mellem 800.000 og 900.000 i årtier.

Finanspolitisk er det fuldstændigt uholdbart på langt sigt, bare at skære de 30-40 milliarder væk fra olieindtægter kommer til at koste blod med sparekniven.

Finanspolitisk sammenhængskraft

Jeg vil fortsætte lidt, hvor jeg slap i går, med artiklen "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed", af Peter Stephensen.

I artiklen er der også nogle grafer over borgeres nettobidrag til det offentlige, eller manglen på samme.
Jeg har ikke tid til at opdrive de oprindelige tal, eller kan klart gennemskue, hvilke offentlige ydelser, direkte eller indirekte disse er baserede på? Altså om medicin tilskud og alt i den dur af indirekte udgifter med?

Men graferne selv fortæller en historie, som man kan ekstrahere nogle tendenser fra. For at starte med kvinderne:


Hvor meget vi end lever i en tid, hvor kvinder regnes som det stærke køn og mænd og drengebørn er nogle syge svæklinge. Så forholder det sig dog sådan, at finanspolitisk er kvinder en dårlig forretning. Det gælder alle kvinder. De putter mindre i statskassen, har en forkærlighed for offentlige stillinger, de lever længere tid og skal derfor have offentlig forsørgelse i længere tid, samt den store omgang inden for sundhedsvæsenet osv.
Før jeg bliver betragtet som en komplet mandschauvinist, vil jeg blot påpege at, jeg blot forholder mig til faktum, ikke hvad der er politisk korrekt.
Kvinder kan nok multitaske, og det er en herlig evne, men det er kun mænd som kan påtage sig og mestre alle former for arbejdsopgaver, fra det hårdeste fysiske arbejde til tungt intellektuelt på højeste effektivitets niveau.
Der findes flere superintelligente mænd, altså i den tunge intellektuelle afdeling, det betyder ikke, at der ikke findes mange superintelligente kvinder, det gør der! Min pointe er dog, at der ikke er noget arbejdsfelt, hvor manden ikke kan excellere overlegent i, hvis han altså vil det.

Når det så er sagt, så er der problemet med ligeløn, som dog ikke er så stort, som man gør det til, når kvinden vælger offentlige arbejdspladser, bliver lønnen også lavere. Noget man ofte overser, er at en mellemanciennitet politibetjent, faktisk tjener mindre end en ditto sygeplejerske. Årsagen er offentlig lønniveau, ikke kønsnoteret eller risikovurderet, jeg ville hellere arbejde som sygeplejerske end politimand, personligt.

Derudover yder kvinden et nødvendigt arbejde, i form af fødsel og barsel, til samfundets gode, som i det finanspolitiske regnskab ikke tæller opad, men nedad, og det tæller i samfundsnytte.

Og for at være retfærdig, findes der også flere superdumme mænd, end der findes superdumme kvinder.

Men som sagt, kvinder er som i kan se en halvdårlig finanspolitisk forretning, og når vi taler om indvandrerkvinder fra den ikke-vestlige verden, taler vi om en heldårlig finanspolitisk forretning, det altså under de tidligere betingelser af opsving og "mangel" på arbejdskraft, som vi har haft, det bliver værre i fremtiden.
Ikke vestlige indvandrerkvinder er en dårlig forretning, selv om de kommer til Danmark så sent, at vi sparer barndomsudgifterne helt og aldeles.

Som jeg nævnte, har selv den almindelige dansker problemer med opretholde en positiv finanspolitisk balance.

Kigger vi på mænd, bliver regnskabet lidt bedre, men overordnet kører det kun rundt på grund olieindtægter og skatteindtægter fra det private erhvervsliv, som det er nu, og det bliver værre, så enten stopper vi indvandring eller bliver verdensmestre i at skabe private arbejdspladser, ellers kommer sparekniven og den skærer ofte, hvor det gør ondt og ondt værre:

Immigranter eller gæstearbejdere

Det seneste DJØF magasin om samfundøkonomien, nr.1 år 2009, har temaet, "indvandring og integration".

Det er naturligvis spændende læsning, men også med betænkelige tegn, på hvor forkert det er at bruge computerstyrede beregningsmodeller og glemme at både tænke selv, samt tænke bredere end de parametre som bruges i modellen.

Som den første af artiklerne, "Ny indvandring - nye udfordringer", i magasinet påpeger. Så er der dog sket væsentlige forandringer på indvandringsområdet. Vi har aldrig haft så mange indvandrere, men vi får færre famliesammenførte og asylansøgere:



I 2008 havde vi altså kun 5900 asylansøgere og familiesammenførte, et tilsyneladende drastisk fald. Et vidt begreb i øvrigt det med familiesammenføring, som dækker danske mænd med nye russiske eller thailandske koner, osv.

Men som Eyvind Vesselbo har været inde på, så er antallet af pakistanere og tyrkere på studie og arbejdsophold jo steget kraftigt.
Kigger man på, hvor meget nettoantallet af indvandrere fra den ikke-vestlige verden er faldet, er det knap så meget:

I det hele taget, at Danmark forøges med omkring 27.000 borgere årligt, eller hvis det (altså i teorien) fortsætter med 270.000 per ti år, eller 2.700.000 ekstra borgere på hundrede år, plus demografiske overraskelser. Altså 2.7 millioner mere der skal velfærdsydelser til, der skal være arbejde til, sygeplejesker, lærere til børnene. Den slags problemer kan man jo blot udskyde til senere, eller sende nogle flere danskere på invalidepension, førtidspension osv. Man sætter lapperne i gummislangen fast med en sømpistol.
Måske er det elitens drøm? At finansiere egen førtidspension med importeret arbejdskraft.
Problemet er at førtidpension, øvrige pensioner, osv. koster statskassen, også selv om de ikke figurerer i arbejdsløshedskøen. Samt at det private erhvervsliv betaler den udgift, et privat erhvervsliv, der ikke er kommet særligt mange nye arbejdspladser inden for, om nogle.
Altså i bund og grund fortsætter Danmark, som indførte omkring verdens mest liberale og lukrative, for asylansøgerne som blev flygtninge på første klasse, asylpolitik i 1983, med at være et åbent land, trods påstande om modsatte

At man på elitære plan ikke tænker sig om, er en senere artikel i DJØF bladet som sagt et tydeligt tegn på.

I artiklen, "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed" af Peter Stephensen, åbenbares resultaterne af den finanspolitiske holdbarhed efter manageriet er kørt i gennem den "dynamiske generelle ligevægtsmodel DREAM.":

Ganske vist koster ikke-vestlige indvandrere jo mere finanspolitisk:

Indvandrere fra specielt mindre udviklede lande har tendens til at modtage mere i individuelle offentlige udgifter pr. person end personer fra de øvrige befolkningsgrupper af samme alder og køn. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med disse indvandreres lavere erhvervsfrekvens, lavere løn og forøgede ledighedsrisiko. Alle disse elementer betyder, at der er tendens til, at en gennemsnitlig indvandrer fra mindre udviklede lande modtager mere i overførselsindkomst end en person fra et mere udviklet land eller fra gruppen af personer med dansk oprindelse af samme alder og køn.

Og:

Det ses for det første, at børn og ældre er nettomodtagere af ydelser fra den offentlige sektor, mens personer i den erhvervsaktive alder generelt er nettobidragsydere til den offentlige sektor. Undtagelsen herfra er indvandrerkvinder fra mindre udviklede lande, der i gennemsnit for alle aldersgrupper er nettomodtagere af offentlige udgifter.

Efter så at have konkluderet, at ikke-vestlige indvandrere hælder mod en nettoudgift for samfundet, selv i den arbejdsdygtige alder, altså uden at medregne hvad opvækst og alderdom koster, så er det hele slet, slet ikke så slemt når det bliver kørt i gennem DREAM, blot man sætter parametrene på den rigtige måde, som f.eks denne her måde:

Det antages, at de ekstra indvandrere og efterkommere har gennemsnitlige karakteristika, der svarer til de ovenfor beskrevne for bestanden af indvandrere og efterkommere i år 2005. Resultatet af beregningerne er, at den øgede befolkning trækker produktion og beskæftigelse op.

Og:

Resultatet er, at den øgede indvandring betyder en relativt lille forværring af den finanspolitiske holdbarhed. I forhold til grundforløbet falder holdbarhedsindikatoren med 0,18 procent af BNP. Det svarer til en permanent stramning i finanspolitikken på ca. 3,1 mia. 2008-kroner.
Konklusionen er, at en permanent forøget indvandring har relativt store effekter på befolkningens størrelse og produktionen, mens effekten på forbrug og produktion pr capita er begrænset. Den negative effekt på den finanspolitiske holdbarhed er også lille målt i forhold til den forøgede indvandrings størrelse.

Det skal i parentes siges, at han her sigter mod en blandet indvandring af vestlige og ikke-vestlige indvandrere, ikke vestlige indvandrere udgør jo uomtvisteligt en større finanspolitisk byrde, men her kommer konklusionen:

Konklusionen er, at den store forskel i arbejdsmarkedstilknytning, produktivitet
og ledighed mellem indvandrere og efterkommere på den ene side og personer med dansk oprindelse på den anden, har stor betydning for den finanspolitiske holdbarhed. Analysen peger derfor på, at en vellykket integrationsindsats vil kunne give et meget stort afkast.
ikke kun for indvandrere og efterkommere, som vil opleve en velstandsfremgang, men også for personer med dansk oprindelse, som potentielt vil kunne opnå et højere niveau af offentlig service eller et lavere skattetryk end tilfældet vil være, hvis de nuværende store forskelle i adfærden fastholdes i fremtiden.

Jeg har kun et ord til overs for denne analyse, MAKVÆRK. Hvis jeg var censor, og dette var en opgave, ville jeg dumpe personen på stedet.
Her er hvorfor:

1. Man kan ikke sammenligne situationen fra midtfirserne til i dag, med situationen i fremtiden. Vi havde et opsving, nu har vi en økonomisk krise. Vi havde en mindre mangel på unge som blev dækket af indvandring, og angiveligt er vi mere end rigeligt dækket.

2. Vi har stort set ikke skabt ekstra arbejdspladser i det private erhvervsliv i 20 år. Vi har skabt 100.000 ekstra arbejdspladser i det offentlige. Mennesker der arbejder i det offentlige, regnes ikke som mennesker på overførselsindkomst, men de udgør ikke desto mindre en større offentlig udgift, end dem på overførselsindkomst selv om lønnen er lav i det offentlige, det tager inputtene i den model ikke forbehold for, så vidt jeg kan se. Vi har til gengæld fået 300.000 ekstra borgere som kun undgår arbejdsløshedskøen, fordi de endnu er for unge eller fordi 200.000 er gået på efterløn, eller på nylig folkepension. De famøse store efterkrigsgenerationer er for 50 procents vedkommende allerede på pension eller anden overførselsindkomst. Samlet set har vi over 800.000 i den arbejdsdygtige alder, på den ene eller anden måde uden for det almindelige arbejdsmarked og på overførselsindkomst.
Hvis det virkelig skal løbe finanspolitisk rundt med yderligere indvandring, skal vi skabe arbejdspladser i et meget højere tempo, end vi har gjort hidtil. Nettoforskellen af arbejdspladser i betalende private arbejdspladser, er der knap nok. At de private ansatte så nok i højere grad udgøres af højtlønnede uddannede, end lavtlønnede ufaglærte, i dag, end de gjorde for 20 år siden er en anden sag.
Det rokker ikke ved at 200.000 indvandrere, hvilket svarer til hvad vi i øjeblikket får på under et årti, kræver 200.000 nye private arbejdspladser, ellers er det en offentlig udgift. Det er klart ekstra mennesker giver plads til ekstra fødevareforretninger, frisører, osv. Men hvem skal stikke de penge man bruger i supermarkedet, eller hos frisøren, i hænderne på personen?
Ikke at se på vores evne til at skabe betalende private arbejdspladser er en megabrøler.

3. Han medregner ikke øgede omkostninger til kriminalforsorg, politi og retsvæsen.

4. Han medregner ikke, at en integrationsindsats koster og hidtil har vi ikke lykkedes med integration, altså det er et i bedste fald optimistisk bud, i værste fald politiserende, eller uigennemtænkt.

5. Når under nuværende betingelser, og ud fra de tal man faktisk arbejder med, kan se, at selv den almindelige dansker (figur 6) har problemer med opretholde et blot marginalt positivt nettobidrag til den offentlige kasse, når man regner udgifterne til barndom og alderdom med. Så kan man ikke konkludere, at med en vellykket integrationsindsats, så kan vi få potentielt både bedre offentlig service og lavere skat. Det hele her er simpelthen så hamrende ugennemtænkt.

Vi startede med gæstearbejdere. Det er der, vi burde ende igen. Det er nemlig den eneste form for arbejdsindvandring, der kan betale sig,
Putter de nok penge i statskassen kan de få pensionsret og permanent opholdtilladelse, så sparer vi udgiften til barndommen, men bliver de arbejdsløse, er det ud.

Men selv den er broget, vi har jo stadig 800.000 menneskelige skæbner på et overførselsindkomst sidespor i samfundet. Hvis arbejdspladser bliver snuppet foran næsen på arbejdsløse, ryger der flere derud, går i stå, og bliver uarbejsduelige, der er nu en gang kun de private arbejdspladser, i ved dem der betaler gildet, vi skaber og opretholder, ved at holde deres udgifter nede og muligheder oppe.

Om de insulære danskere

Nu er der dårligt nyt til dem, som synes vi danskere er blevet lidt småtskårne og egoistiske på det seneste.
Codan har lavet en undersøgelse om, hvad vi danskere bekymrer os mest om her under den store faretruende finanskrise.
Det er vi bekymrer os mest om, er:

- At de der har det svært i Danmark, får endnu dårligere vilkår

Her følger den øvrige del af top 5 over vores bekymringer:

- At min pension bliver mindre værd

- At mine børn ikke kan færdes trygt

- At energipriserne stiger

- At jeg ikke har mulighed for at få den optimale behandling, hvis jeg skulle gå hen og blive alvorligt syg

Altså praktiske ting, der kan gøre tilværelsen lidt mindre fornøjelig.

Der findes naturligvis også det, vi bekymrer os mindst om:

- At virksomheden, som jeg ejer eller er ansat i, går konkurs

- At jeg mister min sociale omgangskreds eller status

- At jeg mister mit arbejde

- At jeg ikke bliver lykkelig

- At jeg ikke kan betale mine regninger

Altså en ret så nøgtern risk accessment, hvor bekymringen for de svage er større end bekymringen for ens opsparede pension, på trods af de fleste danskere tvivler på at folkepensionen vil være der, når de bliver gamle.

Befolkningsoverskud i Danmark

Indvandringen, uanset hvor velintegrerede indvandrere vi får, kommer til at koste statskassen.
Sådan er vores velfærdssystem flikket sammen, en gennemsnitlig borger, er lig med en der henter flere penge ud af statskassen, end han putter i den.

Fra topbeskæftigelsen i firserne, 1988, til rekordbeskæftigelsen i 2008, lykkedes det at skabe 100000 ekstra arbejdspladser. Alle stort set oprettet i det offentlige. I dag kan vi læse i nyhederne, at Danish Crown igen flytter arbejdspladser.

Fra 3F lyder det i går i Politiken:

"I de kommende tre år vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde. Og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen, viser beregninger fra det økonomiske sekretariat i de ufaglærtes forbund 3F"

Siden 1980erne er vi vel blevet omkring over 300000 flere i Danmark.
Nu står vi altså til at miste over 100000 ufaglærte arbejdpladser permanent, helt i pagt med trenden fra de sidste årtier, igen fra artiklen i Politiken:

Selv i gode tider forsvinder der ufaglærte job. I 1993 var der godt en million ufaglærte job i Danmark, men i 2005 var det tal dalet til under 850.000.

Nu vil der så til gengæld være brug for flere faglærte, det er der allerede.

Men der har vi jo så, en reserve på næsten en million der vil stå uden for arbejdsmarkedet, kan vi så finde ud af at uddanne den?
Befolkningen i Danmark vil vokse, på grund af øget demografi og indvandring.

Når en gennemsnitlig borger koster mere for staten, end vedkommede smider i statskassen, så betyder det også yderligere udgifter.

Når de virksomheder, som lapper hullerne i statskassen flytter udenlands, så mister vi indtægter. Og de borgere som var ansat af de firmaer, bliver oven i en større udgift, for hvor før virksomhederne før dækkede deres indtægt, skal staten nu til det.

Altså vil presset på statens budgetter og velfærdssamfundet blive større, så er der man kan spørge, hvorfor tænker vi stadig ikke over konsekvenserne, når vi åbner vore grænser for flere mennesker? For det giver igen endnu et større pres på velfærdsstaten.

Når friheden er sekundær

Penge er rare at have. Så rare, at regeringer vil gøre meget for at ikke risikere noget økonomisk.

En af de ting de helst ikke vil, er foreksempel at komme på dårlig fod med Kina. En af de måder man kan komme på dårlig fod med Kina, det er for eksempel at være så grumme, fornærmeligt frække at møde Dalai Lama. Der er mange regeringer, der efter pres, har nægtet at møde Dalai Lama, herunder Vores egen Nyrup som ikke turde i 1996.

Nyrup mødte så Dalai Lama kort i 2000, i lufthavnen, efter at havde fået tilladelse fra Beijing, hvor han lige havde været på besøg. Han havde så fået et budskab med fra Beijing, som han kunne overrække Dalai Lama, belønnet for sin tidligere lydighed over for Beijing, kunne han altså få den fornøjelse at overbringe et glædeligt budskab.
Jo Nyrup havde måske diplomatisk nævnt Tibet med et par fraser, under besøget. Men action speaks louder than words og penge er vigtigere end et af demokratiets fundamenter.

Nu slutter Sydafrika til klubben af nationer, som helst ikke vil genere Kina ved at have Dalai Lama på besøg. Dog er de gået så langt, som at de ikke engang vil give ham et visa.

Frihed er det bedste guld, lyder det så poetisk i en gammel vise, fra dengang man stadig havde holdninger. I dag er det bedste guld, ikke frihed men finanser.

Pengene fosser ud af statskassen

Indvandringspolitikken er ubetinget den største politiske brøler nogensinde.

Hvordan man kunne bilde sig selv ind, at der skulle være flere mennesker i Danmark på et tidspunkt hvor arbejdsløsheden lå over 10 procent? Er et himmelråbende tegn på at fornuft og refleksion er en mangelvare, ikke blot hos politikere, men hos den samlede befolkning.

Det er en ongoing kollaps af velfærdsstaten, af sammenhængskraften i samfundet. Og der findes ingen kaniner af hive op af hatten, for hver pumpestation vil der komme ti nye huller, og pumperne udsætter kun det uomgængelige.

Hvorfor? Fordi indvandringen ikke blot er et spørgsmål om at man inviterer 300.000 nye borgere og så er danmarks befolkningstal vokset med 300.000 og ikke mere.
Nej, indvandrerne føder børn, og de føder mange af dem.

De ikke-vestlige indvandrere føder 9,3 procent af alle børn i Danmark, selv om de kun udgør 4,4 procent af befolkningen.
De føder 25,3 børn per tusinde af dem om året, hvor danskere som helhed, inklusive ikke vestlige indvandrere, føder 10,71.

Tager man oven i købet i betragtning, at en del ikke-vestlige indvandrere kommer fra lande, Østlande og Asien, som har en demografi, der minder om vores egen. Så bliver det klart der er en supergruppe inde for de ikke-vestlige indvandrere. Denne supergruppe udgøres overvejende af muslimer, ikke alle muslimer, for en del af dem har en moderne tilgang til tilværelsen, det vil sige de føder få børn, 2-3 stykker.
Nej, en supergruppe som føder langt flere børn, mellem 5 og 10.

Hvor stor denne gruppe er ved ingen, men er vi så uheldige, at den ligger mellem 100.000 og 200.000, kan vi risikere at blive 1-2 millioner flere danskere i løbet af dette århundrede, uden nyindvandring.

Lyder det som overdrevet? Så tjeck lige fødselstallet igen, de føder 9,3 procent af babyerne som fødes i Danmark i dag, som kun 4,4 procent af befolkningen, det er fakta! Fortsætter de 9,3 procent børn i samme spor, med at føde 2,11 gange flere børn end danskerne som helhed, vil de føde 20 procent af babyerne, når de skal føde børn osv.

Som Gunnar Heinsohn påpeger:

Over the course of just five generations (1900-2000) the population in the Muslim countries has grown from 150 million to 1200 million — an increase of 800 per cent. As a comparison the population of China has grown from 400 million to 1200 million (300 per cent).

Følger muslimerne samme mønster i Danmark, vil de blive langt over 2,5 million flere i løbet af 5 generationer. Uden nyindvandring!
Så kan man påregne, at det er uholdbart og usandsynligt, de vil fortsætte denne demografi, men det er også urealistisk, at vi ikke får en yderligere indvandring.

Vi er ude hvor vi ikke kan bunde og pengene fosser allerede ud af statskassen.

Vi skal bare være bedre til at integrere?

Bare og bare. Som det ser ud nu, mestrer vi ikke lige den kunst.

Nu kommer det mest devasterende til det håb. For hvem er det netop som er sværest at integrere. Det er de kulturkonservative som føder mange børn.
Det er netop dem som vil mangedoble og mangedoble sig selv.

Kulturkonservativ Islam er lig med tidlige ægteskaber og gerne så mange drengebørn som overhovedet muligt.

Netop den demografiske model som giver vores egen totalt baghjul.

Integration koster, send flere penge, så skal det nok løse sig. Men der findes bare ikke nogen gylden statslig pung med alle de penge man skal bruge.

Og igen, for hver pumpe, kommer der ti nye huller.

Københavns kommune har faktisk brugt 194 millioner på at forebygge kriminalitet.
Oven i har de brugt 220 millioner på børn på Nørrebro, eller 20 procent af budgettet på området.

Nu skal Gellerup laves om, for at hjælpe integrationen. Omkring en milliard regner man med det koster. Mon ikke det bliver flere gange dyrere?

Men selv uden et eneste integrationsproblem, koster nye borgere penge, uanset hvor de kommer fra og hvilken religion de har. De skal have penge!
Og vi har ikke skabt nye arbejdspladser uden om det offentlige, i over 20 år, tvært i mod.
Altså, de allerede 800.000 på overførselsindkomst vil blive flere, almindelige sociale og sundhedmæssige udgifter vil stige lodret. Læger, sygeplejersker, folkeskolelærere vil mangle endnu mere. Almennyttige boliger til alle de marginaliserede vil mangle endnu mere.

Pengene fosser altså ud af statskassen, hr statsminister, der fosser masser af vand i gennem hullerne i skroget. Men minimalstaten bliver til gengæld snart en nødvendighed.
For velfærdsstaten, som vi kender den, er fuldstændigt dødsdømt.

Hysteriske og forkælede unge

Skattekommisionen foreslår jo at sætte SU tiden ned for lange videregående uddannelser til 4 år.

Hvilket har skabt protester i den store stil. Disse reaktioner kalder medlem af skattekommisionen, Helena Skyt Nielsen, for "hysteriske".

Argumentet er at, de samme personer kommer til at tjene mange millioner efter skat sidenhen, og med skattereformen slipper for en del topskat.

Men så kommer spørgsmålet:

Vil det afskrække for mange fra at begynde?
Vil det tvinge dem som starter på en uddannelse, til at tænke sig om før de gør det og formindske frafaldet? Altså nedsætte fjumreår, som så måske efter 2 år på den forkerte uddannelse vil synes at 3-4 år på studiegæld, er lidt i overkanten.
Vil det få studerende hurtigere færdige?
Vil det ikke hæve gennemsnitsalderen, for dem som søger ind?
Afholde mennesker fra at søge de uddannelser som ikke har en høj gennemsnitløn?
Hvor mange vil stoppe med en bachelor?

Personligt, er jeg ikke sikker på, at det hverken giver den store økonomiske gevinst, eller at de gode sideeffekter, vil kunne overtrumfe de negative side effekter.

Nej til slack - ja til pacing

Effektivisering. Der kan altid justeres på lidt tandhjul, her og der, i det offentlige, og det skal guderne vide, der også er gjort. Men er man tilfreds? Nej, for der kan jo altid detalje-styres en lille smule mere og så en lille smule mere.

En af mine liberale venner udtrykker det således, at regeringen går alt for meget op i kontrol og for lidt op i tillid. Han synes faktisk slet ikke, det er borgerlig politik.
Hvis man laver en cost/benefit analyse af det offentlige, er der helt sikkert meget at komme efter. Men at pace de offentlige medarbejder med styringsteknologier og mistillid. Det er ikke så meget at spare, som det er at nedbryde menneske efter menneske, og det sparer man ikke meget på, når man skal ud og hente vikarer som er dyrere og mindre bekendt med opgaver og arbejdsgang - tværtimod skyder man selv sig i foden.

Når man påfører offentlige ansatte skemaudfyldning i lange baner, diverse kontrol og pacingredskaber. Så giver det for så vidt sig selv, at den offentlige sektor bliver dyrere, uden nogen som helst fornuftig grund.
Hvis man vil have en bedre og billigere offentlig sektor, kræver det en god ledelse og trivsel på arbejdspladsen, ikke så meget andet.

Alligevel er vi i stigende grad besat af kontrol. DJØFFERIET har gjort sit helt store indtog på det danske arbejdsmarked.

Med økononomer og øvrige klerikale med fast greb i selerne og håndfast greb om pisken er effektivisering blevet en faktor, vi tager for givet. Skal der spares, skal der effektiviseres.

Hvor isoleret fra omverdenen disse pacere er viser, blandt så meget andet, denne artikel fra JP.

Sæt økonomer i deres elfenbenstårn til at vurdere forholdene på gulvet, og du er sikker på, at det går ud af en tangent.

Hør blot dette guldkorn af professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet:

Man kan se, om der har været slack i en organisation, hvis man presser den til at være mere effektiv.
Så længe det er muligt at forbedre effektiviteten, er det bevis for, at der har været slack.

Jeg anbefaler hr. Nannestad, at melde sig til fremmedlegionen, så han kan finde ud af i hvor høj grad, der er slack i samfundet.
Der er jo ingen konkret top på, hvor meget vi kan få mennesker til at løbe hurtigere. Der er også stor forskel på, hvordan forskellige private virksomheder klarer sig. For der er en individuel forskel på, hvor meget individuelle mennesker kan præstere, sjovt nok. Jeg er ret sikker på, at Nannestad ikke vil bruge dem som klarer sig middelmådigt som parameter på, hvordan de øvrige bør klare sig.
Men andre ord, offentlige effektivisering er en skrue uden ende. Og frem for at bruge cost- benefit vurderinger, er der en tendens til at skrue den skrue ind i rumpen på den enkelte medarbejder.

Og flere DJØFFERE:

To økonomer, Henrik Christoffersen fra AKF og Martin Paldam fra Aarhus Universit, undersøgte for nogle år siden effektiviteten af rengøringen på mere
end 1.000 folkeskoler...

Resultatet var, at de private firmaer opnåede den samme rengøringskvalitet som de kommunale rengøringsfolk, men at de gjorde det 30 pct. billigere, fordi de var mere effektive. Ifølge forskerne var det omvendt udtryk for slack og mangel på effektivitet i den offentlige rengøring.

Jeg vil æde min gamle hat på, at de to herrer aldrig har arbejdet i den private rengøringssektor. Det har jeg. Og jeg kan garantere for, at der mange steder bliver løbet meget hurtigt, for hurtigt og er en urealistisk normering. (Omend der findes enkelte oaser, hvor der er rigeligt med tid). Også så hurtigt at mange ansøgere falder fra efter kort tid, får stress og mavesår. Så er det den med gyngerne og karrusellen. Hvem betaler for sygemeldinger, stress og mavesårsbehandlingen, invalidepensionen til personer med slidgigt og andre som falder ud af ræset?
Jo vist hyggesnakker de offentlige rengøringspersonager i blandt. Det gør DJØFFERE angiveligt også og går lige på facebook, på den private email og hyggesurfer lidt. Der er også penge at spare i DJØFFERNES rækker. Det ville være både en besparelse og en lettelse for de offentlige medarbejdere.
Antallet af personer på sygedagpenge er omkring fordoblet inden for det sidste årti.
Velkommen til den nye fagre pacing verden.
Husk vi kan allesammen yde mere.
Meld jer selv til fremmedlegionen og find ud af, præcist hvor meget.

Krisetider egner sig til EU Propaganda

For nogle dage siden havde vi den ære i Danmark, at have den franske finansminister, Christine Lagarde, på besøg.
Det blev til en ikke spor overraskende skamrosen af EUs økonomiske fortræffeligheder.
EU var sluppet ikke mindre end helskindet gennem en krise, som den ikke selv har skabt, hurra hurra.
Det med det helskindede er dog en sandhed med modifikationer, eller en bizar variant af begrebet helskindet, for EU-Kommisionen vurderer vi vil klare os bedre end EU:

Kommissionens skøn på væksten i Danmark er dystert, men dog ikke så dystert som for euroområdet.
...
EU-kommissionens økonomiske rapport viser dog, at i forhold til de andre europæiske lande, så er Danmark fortsat klassens mønsterelev, når man ser på de offentlige finanser.

Kommissionen forventer desuden, at vi kan fastholde et pænt overskud på betalingsbalancen.

I et interview på TV2NEWS, holdt Christine Lagarde sig ikke tilbage for at insinuere at Danmark ville stå stærkere, hvis vi var fuldt medlem af det økonomiske samarbejde i EU.

Men det forholder sig faktisk omvendt. EU samarbejdet er skyld i, at vi står svagere.

Vores eksport falder til lande som specielt Sverige og Storbritanien:

Industrien og Danmarks Eksportråd forventer nu, at den danske eksport går sit hårdeste år nogensinde i møde, skriver Politiken tirsdag.

Politiken har undersøgt de seneste tal for eksporten til Sverige, Norge, Storbritannien, USA og Tyskland for november 2008 og sammenlignet med november året før. Tendensen er klar: Med undtagelse af Tyskland er dansk eksport til alle disse lande faldet markant fra 2007 til 2008.

For tre af landene - USA, Storbritannien og Sverige - er nedgangen langt større end nedgangen i eksporten generelt. Eksporten til eksempelvis Sverige var i november 2008 22 procent lavere end i november 2007, mens det tilsvarende tal for eksporten til

Kigger man på valutakurserne respektivt har vi en del af forklaringen:

Sverige:

Storbritannien:



Faldet i eksport til USA og Tyskland skal dog findes i en afmatning af økonomien.

Men det rokker ikke ved, at når vores krone er så stærk i forhold til de omgivende lande, er det meget dyrere at købe hos os, end hvis vi devaluerede.

Og devaluere kan vi ikke.

For selv om vi står uden for den Økonomiske Union har vores politikere besluttet, at de ikke vil nyde fordel af denne frihed.

De har lovet EU at binde vores krone med en fastkurs politik til Euroen.

Så det omvendte er tilfældet. EU er dårlig for vores økonomi, punktum.

Vi kunne sænke vores import af varer som kunne blive købt i Danmark. Jeg sparer selv gerne 50-100 procent ved at handle i Sverige eller England. Hvis vi devaluerede, ville det ikke kunne betale sig. De lokale forretninger og firmaer vil blive førstevalg.
Vi kunne dog først og fremmest få gang i vores egen eksport.

Men der er naturligvis en hage. Mange forbrugsvarer som vi er bundet til at importere vil blive dyrere, eller rettere dem vi ikke producerer selv.

Men spændet mellem valutaerne er blevet for stort, og det går ud over vores økonomi, mere end det ville gå ud over den, hvis vi skulle købe færre importvarer.

Når recession bekæmpes med recession

En insider spåede som nævnt i en tidligere post, at vi kun havde nået toppen af isbjerget med hensyn til den amerikanske/internationale finanskrise.

Men ikke nok med det, så er man i færd med at bygge næste isjerg. Som Asger Aamund, der kommenterer krisen på TV2 NEWS for nylig, så ligger problemet hos bankerne, ikke hos virksomhederne som generelt er solide nok.

I USA er renten praktisk taget nul. Resultatet er et låneboom, en stigning i låneansøgningerne.

Håbet er naturligvis at få gang i boligmarkedet og få priserne til at stige. Præcis det samme som vores regering, blandt andet, håber med sin hjælpepakke på 100 milliarder.

I virkeligheden taler vi om en simpel måde at skabe den vækst, vi er så fikserede på at fremmane hvert år.
Men et låneboom, uanset om det lykkes at få priserne op på bolig, er et kunstigt grundlag for vækst, og fremtidig vækst, skal per definition være mere endnu mere kunstig, for at kunne skabe en eksponentiel vækst, i forhold til det udgangspunkt som væksten hviler på.
Eller sagt mere nede på jorden, når væksten i 2007 hviler på et låneboom, er baseret på penge som er gratis at låne, så er væksten i 2008 enten et endnu større låneboom og højere vurdering af ejendomspriser og nybygning, ellers er det recession.

Det hele afhænger af at befolkningen spiller med og hvor længe de spiller med, på et tidspunkt vil priserne rasle ned igen, og så indtræffer/forlænges krisen endnu en gang.

Billige lån, for at gøre højere priser på boliger mere appetitlige, skaber kun tabere. Både banker, boligejere og boligkøbere. For priserne vil rasle ned på et tidspunkt for det flertal som ikke har solgt deres bolig! Bankerne får ikke penge nok ind i forhold til hvad de udlåner, og nye købere vil få sværere og sværere ved at få råd.

Det er med andre ord blot en garanti for recession og en yderligere forlængelse af denne.

Markedet kan klare sig selv - eller?

Nej, det mener regeringen ikke i dette tilfælde, når bankerne ikke vil låne penge ud.

Derfor vil de smide 100 milliarder offentlige kroner i bankerne, så de kan låne ud til fornuftige foretag.
Nej, det er nu ikke kun til fornuftige foretag, det er også til private som vil købe bolig, for ellers dratter hele luftkastellet på boligmarkedet jo ned.

Boligerne rasler ned i værdi, dermed bliver der krise i friværdi Danmark, for murstensaktierne har pludselig ikke den værdi, som de er belånt til.

At der er et loft for boligernes værdi, det er naturligt nok. At vi ramte det loft for lang tid siden, burde man i regeringen have regnet ud, såvel som man burde have regnet ud, at overvurderingen ville fortsætte i den retning.

Nu skal 100 milliarder, som jeg gerne vil æde min gamle hat på, giver solidt underskud på de statslige finanser, uden at forandre det helt store i beskæftigelsen og samfundsøkonomien, hældes ud i den luft, vores økonomi hviler på.

Men regeringen kan vel håbe på, at limningen holder, indtil de alligevel taber næste valg.
Socialdemokraterne virker nu heller ikke til at være oven på problematikken.

Hvorfor ikke lade bankerne klare det selv, ved at sætte renterne op.

Vi skal ikke leve på kredit, vi skal ikke have velfærd på kredit, eller vækst på kredit.

Recession er en naturlig konsekvens af en kreditbaseret vækst, med luftige overvurderinger af boliger og foretag.

Ved at gå den forkerte vej, graver vi os endnu længere ned.

Devaluer kronen i stedet og styrk vores konkurrenceevne på den måde og lad bankerne klare sig selv.

Konservative Menneskerettigheder

Menneskerettigheder er jo tydeligt noget som vurderes forskelligt fra person til person.

For de Konservative, er det menneskepligt at selv tage sig sammen, tage ansvar og finde et arbejde, selv om det ikke er der, ellers må man bære konsekvenserne. Det frem for en menneskeret at faktisk få tilbudt et reelt arbejde, før man bliver dømt som nasserøv.

Men når vi taler som private firmaer, kreditselskaber osv. Så er det en menneskeret at røve en masse penge, bare det ikke foregår med pistoler, knive osv.

Et godt eksempel på dette er SMS lån, som de Konservative stejler over for at gribe ind over for. Det på trods af at ågerrenterne kan løbe op til 100 procent på et år.

"Vi mener, at befolkningen er oplyst. Det er kendt, at lånene er dyre," siger politisk ordfører Henriette Kjær.

Derfor stiller de konservative et forbehold over for at sætte et renteloft.

At narre svage eller desperate sjæle, til at give deres pung fra sig, er altså fair nok, når bare det er et kreditselskab, der gør det og ikke en gaderøver.

Illusionernes marked

Jeg har været træt af Stein Bagger og IT-Factoryaffæren fra dag to-tre af. Jeg fatter ikke, hvorfor denne historie går i selvsving? Måske er det en kombination af charme, selvtillid, lækker bil og en omverden, der blev taget så kraftigt ved ansigtets frontparti, at den kårede IT Factory som årets entrepenør?

Jeg skammer mig over journaliststanden, velvidende at den kun gør det, fordi det er en simpel historie med en enkelt, karismatisk bedrager. Begge bestanddele med folkeappel.
Heldigvis findes der andre Journalister og andre historier. Eksempelvis de herrer fra JP, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, som bør vinde Cavlingprisen de næste mange år. De har lavet et stykke detektivarbejde og analytisk, kritisk journalistik, der var tidligt ude, som også rummer en milliardsvindler, som er ung, succesrig, havde masser af hurtige biler, samt er blandt Danmarkshistoriens største bankrøvere, med en gæld alene til Roskilde Bank på over 900 millioner kroner.
Han er ikke alene. Masser af "succesrige" mennesker, har i større eller mindre omfang fulgt nogenlunde samme recept, er gået konkurs på stribe efter at have levet det søde liv i årevis på mindre bestanddele realformue og større bestanddele Illusion.
De fleste af disse "rigmænd" vil angiveligt aldrig se en dag fra den indvendige side af hotel Gitterly. Det på trods af at de har svindlet for milliarder, hvor mange milliarder må guderne vide? For det er kun de mest rådne fisk som har truffet detektivernes næsebor.
Hvad har disse mennesker gjort? De har blandt andet solgt ejendomme mellem hinanden til overpris, kunstigt hævet prisen langt ud over det som almindelige mennesker vil give. I nogle tilfælde har de dog scoret kassen på, at lejerne i en ejendom har købt den til den af dem satte overpris som loven giver lejerne mulighed for. Men primært ved at handle indbyrdes til overpris har de opnået aktiver baseret på lån og pantebreve, som var den rene luft, trukket aggressive långivende banker med i et uafvendeligt fald. De har begået Danmarkshistoriens angiveligt største bankrøveri, for de flestes tilfælde uden at risikere den mindste straf.

Denne historie er rigtig interessant, ikke bare er den interessant, den er hamrende samfundsrelevant og burde være tvangspensum for alle politikere i folketinget, indtil de kan den både forfra og bagfra med implikationer.
For disse mennesker udgør i princippet bare en ekstrem, skamridende variant af den økonomi politikerne har ladet stå til med. En økonomisk vækst baseret på lav rente og lånegilde i den store stil, illusioner om værdi af ejendomme, IT virksomheder og andre fata morganaer, hvor forventninger fuldstændigt mister kontakten med markedsvirkeligheden.

Vores problem i en nøddeskal har været: At vækst baseret på midlertidige forhold og luftkasteller, skaber nødvendigheden af næste års luftkasteller må bygges endnu højere, for at vi kan holde vores vækstmålsætning.
Vi bliver med andre ord, ved med at fange os selv på det forkerte ben indtil det segner.

Politikerne har haft for travlt med at prale af vækst, faldende arbejdsløshed, til at gøre noget som helst for at skabe en sund økonomi, luftkasteller forpligtiger til yderligere luftkasteller.
En superboble brister med et superbrag og midt i braget er vi i dag.

Derfor har vi ikke brug for politikere, der bereder fremtidige katastrofer. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi har brug for en kartoffelkur, en rentestigning der kan mærkes. Ved at flygte fra recessionen ud i nye luftkasteller, gør vi kun værre værst.

I USA år 2005 vurderede finanshuset Merrill Lynch, at omkring halvdelen af den årlige vækst, (Altså hvis 5 procent årlig vækst, så var 2,5 procent relateret til ejendomme) var knyttet til ejendomsmarkedet på den ene eller anden måde.
Jeg ved det ikke, men vil hjertens gerne vide det. Det ville ikke undre mig, hvis det i Danmark de sidste år har været mere end 50 procent, som har relateret sig ejendomme, hvis ikke hele den årlige vækst.

Med en økonomi, baseret på forventning og luft, låne og kredit cirkus, hvor at stoppe det, før det stoppede sig selv, hvilket det dog uafvendeligt ville gøre, hele tiden har betydet recession og for hvert år det ikke blev stoppet, en endnu større recession, har vi nu malet os selv op i et hjørne. Men det er heldigvis et godt hjørne, hvor vi kan konsolidere vores økonomi og i stedet for at satse på midlertidige murstensløsninger, eller hip og hype brancher med overtunede forventninger. Det er ikke verdens undergang, det er bristede sæbebobler forfulgt af panik og hysteri og en del banker, investeringsfonde som har brændt fingrene for alvor.
Vores eneste problem er, at vi har lovet at følge EUs Centralbanks rente, og dermed ikke selvstændigt kan regulere til ansvarlighed via renteforhøjelse.
Men vi kan satse på sunde foretag, gode idéer som faktisk har et relativt permanent og stabilt marked, investere i for eksempel bæredygtig energi, tekniske løsninger på afhængigheden af fossile brændstoffer. Men det vigtigste er, at økonomien knyttes tættere til markedets realværdi igen og kreditter med luftkasteller ikke skaber en trappe, der år for år vokser op i de økonomiske illusioners elusive paradis.