Det var en krise, (det er), en krise som er den værste siden den store recession i 1930erne.
Meget vil virke som om det fortsætter, hvor alting slap.
Men det gør det ikke. Vi mangler stadig at finde ud af, hvor mange arbejdspladser vi har mistet permanent.
Virksomhederne har strammet til med livremmen som aldrig før, for det har været en krise som aldrig før.
Et par saks fra dagens Børsen:
Krisen var en gaveKrisen er ikke overstået i 2013 og statens indtægter er ikke på samme niveau som i 2007, når vi når frem til 2013.
"Krisen kom specielt som en gave for mig, som nu direktør. For jeg blev ansat til at forandre virksomheden. Der er jeg helt overbevist om, at jeg ikke havde fået gravet så dybt, hvis ikke det havde været for krisen. Der havde været nogle interne barrierer, jeg ikke kunne have brudt ned. Vi blev tvunget til at skære dybere og til at åbne alle siderne i bogen. Når vi tænkte: Nu er vi færdige, så kiggede vi igen," fortæller Niels Mikkelsen til Direkt i Canada."
"Vi blev slået et halvt skridt tilbage af finanskrisen, og vi havde en tung og ulogisk organisation. Vi havde for mange mennesker i for mange forskellige stillinger. Samtidig havde nogle af vores gamle mærker tabt rigtigt meget, men organisationerne var stadig den samme størrelse."
Det førte til, at selskabet afskedigede flere hundrede ansatte og måtte skære sine omkostninger ligeledes dramatisk.
...
Ambu-topchef: Vi er foran planen
"De er billigere, og det betyder, at man kan satse mere og investere i mere. I Danmark ville det være en stor omkostning at sætte en ekstra medarbejder på en maskine, mens det i Malaysia mere anses som backup. Og der har det vist sig, at har man flere operatører på en maskine, så er oppetiden på en maskine højere. Nu er det her meget simplificeret, men vi ser nogle indikationer af, at antallet af elektroder, vi får ud af det samme maskineri i hvert fald ikke er mindre, end det er i Danmark. Det er lidt en overraskelse, for vi havde regnet med en til en," forklarer Lars Marcher.
Prisen på en malaysisk produktionsmedarbejder er cirka 17 kr. i timen, mens en dansk produktionsmedarbejder i gennemsnit tjener 233 kr. i timen på tværs af alle skift, dag, aften, nat og weekend.
Vi kan snakke efterløn, men hvis vi ikke sænker udgiftsniveauet for det private erhvervsliv, så kan vi sende flere på efterløn i stedet, for der vil ikke være arbejde til dem.
2 kommentarer:
Perspektivet med krise(r) der fører til forandring er ikke dårligt. Dog finder jeg noget af det væsentligste ikke ofte optræder eller nævnes i disse forbindelser. Nemlig at muligheden for skabelse og fjernelse af job på verdensplan er blevet så meget lettere med tiden, få har jobs i vore dage som der ikke kan findes andre med, med mere eller mindre de samme eller bedre kvaliteter andre steder, ekspert- og afstandsparameteret er så at sige fjernet i enorm udstrækning.
Dette perspekviv er herfra set en potentiel bombe under samfundsstrukturer, skattesystemer og hel molevitten.
Peter Buch
Jeg er uenig i følgende:
"Nemlig at muligheden for skabelse og fjernelse af job på verdensplan er blevet så meget lettere med tiden"
Det har altid været nemt, Problemet har nærmere været, at få lande kunne præstere stabile økonomiske og politiske forhold, samt den ordentlige infrastruktur og løn og skatteskruen havde heller ikke fået så mange drej en gang.
Flere virksomheder har nu fordel af at flytte ud og har fået øjnene op for dem fordel.
"Få har jobs i vore dage som der ikke kan findes andre med, med mere eller mindre de samme eller bedre kvaliteter andre steder".
Det er nemlig rigtigt, og det er et problem, der var før krisen og vil være efter krisen. Krisen har kun forstærket problemet.
Omvendt behøver vi ikke at gå ned på sulteløn, men ned skal lønnen og skatten.
Tyskland har jo bevaret sin kokurrenceevne, ved at lade lønnen stige 20 pct. mindre end gennemsnittet for resten af EU, så vidt jeg husker.
Og med et lønindex på 85 af lønnen i 1995, hvor vores er på 130.
Tyskland har bevaret sin andel af markedet af netop primært denne årsag, og vores er blandt de lande som er gået mest tilbage i markedsandele , af primært samme lønårsag.
Det er med at finde en balance, så vi ikke mister flere arbejdspladser, end vi skaber, altså i det private, for i det offentlige går det jo fint med at skabe arbejdspladser.
Derfor er Liberal Alliance, der lyder som om de har løsningen, slet ikke i nærheden af den. Lønnen skal ned, mere end den automatisk kommer via sænkning af skatten, der næppe kvæler lysten efter lønstigninger her i landet.
Send en kommentar