Recession eller venden tilbage til normale vækstrater?

Boble-økonomien kaldes det med en god grund, for når en boble blæses for meget op, siger den bang.

En boble starter med en forventning til økonomisk område, der går langt ud over, hvad grundlaget kan bære. Man tager med andre ord glæderne på forskud i rigtig god tid, alt for god tid.
En periode med overdrevne positive forventninger, har det med at ende i en periode med overdrevne negative forventninger.
I virkeligheden forsætter alt, som det ville have gjort, hvis man ikke kunstigt stablede korthuset for højt, efter et bungy jump op og ned.

Jo mere kraft der er i den overdrevne optimisme opad, jo mere tyngende pessimisme er der på vejen ned.

George Soros har skrevet mangt og meget om Bubble-economics, for det er et evigt tilbagevendende fænomen, der opstår mindst en gang hver tiende år og måske lidt oftere (7-8 år), på forskellig skala. Den nuværende boble minder mest om den man så i 1930erne:



Optimismen tager fat og presser taget op på alt for høje søjler, hvorefter det falder ned med en kraft, der knuser selv det tidligere gulvniveau.

Den nuværende:



Skyldes den nuværende krise så 'hysteriske kællinger' på børserne, der overreagerer?

Nej, for så ville situationen hurtigt rette sig igen. Årsagen skal findes i boligmarkedet, der ikke kunne vokse evigt, og vækst baseret på kredit, der var tildelt personer som ikke var kreditværdige på basis af overdrevne forventninger til den generelle økonomi, såvel som privatindividers manglende økonomiske overblik.

Investorikonet Warren Buffett sætter meget præcise ord, med konkret afsæt i virkeligheden, på begivenhederne:

He used a good example in the housing market, where about 1.2 million households are formed to buy a house each year. That's been the historic trend. But we went through a span of time, four or five years, because of the bubble and sub-prime lending and all the shenanigans that were going on with the mortgage market, when we were building two million homes a year. Now we're building 500-thousand, and what Warren pointed out was, look, we're going to get back to 1.2, but right now we're soaking up a whole bunch of inventory.

Når 1,5 millioner nybygninger fjernes i en økonomi, sætter det en kædereaktion i gang gennem hele samfundet, hvor ikke blot håndværkeren mister arbejde, men også fabrikken der producerer materialer til nybygning, bilfabrikanten, der sælger en bil til de nyrige hussælgere. Detailforretningen, der pludselig mister salg, fordi hussælgeren er kreditbarberet, fordi håndværkeren, fabriksarbejderen er fyret og ikke har så mange penge, hvilket igen smitter af på fabrikkerne, der producerer varer til detailhandlen, der så igen smitter af på detailsalget, der så igen smitter af på beskæftigelsen i industrien.
Det er årsag og virkning og har intet med hysteriske kællinger at gøre, men mere med menneskets tendens til at håbe på at træerne vokser ind i himlen og ignorere alt, der modsiger fantasien.

Det er først og fremmest, det som er sket. At bankerne er kommet i klemme i den situation, er et symptom/bieffekt, nærmere end sygdommens ophav, eller sygdommen selv.
Det er på mange måder forkert, at kalde det en finanskrise, og det er helt forbi målet at skyde på bankerne, der som en selvstændig brik aldrig havde skabt den krise. De har blot været en dominobrik i rækken.

Det er forkert, at bilde sig ind, at med en stram styring af bankerne, kan man undgå lignende kriser. Det er ren symptombehandling, mentalhygiejne.

Samme tendens finder du alle steder i samfundet. Manglende overblik og håbefulde fantasier.

Du finder det i velfærdssamfundet, man også forventer kan vokse ind i himlen. Du ser det på indvandringsområdet, hvor man lever fra dag til dag, og ikke ser de langsigtede konsekvenser.

Mennesket generelt er snæver- og kortsynet, det gælder også dem, som vil forsværge, at de er det.