Når kammertonen ikke hjælper

Ingen kan beskylde Sverige for at have en racistisk debat, en dæmonisering af muslimer. Tværtimod er emnet om problemer med indvandrere et ikke emne, hvor man helst ikke skal sige tingene for direkte, hvis man overhovedet får lov til at sige noget.

Alligevel er problemerne de samme, og ikke blot de samme, de er langt værre hinsidan, med vold, voldtægt, bilafbrændinger, politiet som ikke kan bevæge sig ind i Herrgården, uden at være i næsten kampformationer, brandmændende der nægter at rykke ud til området, medmindre det er en brand som direkte truer boligblokke.

Nu foreslår SD og Moderaterne udgangsforbud for byens unge under 18 år, efter klokken 21.00.

Nærpolitiets chef i Malmø har meldt pas:

Direkte adspurgt, om ikke det handler om at være tilstede og overvåge udviklingen, svarer nærpolitichefen:

- Jo, i den bedste af alle verdner var det givetvis det bedste, men det er jo utopi….Og fik jeg 300 mand ekstra, ville jeg ikke kunne løse det alligevel, lyder det fra Börje Aronsson.

Men den overordnede morale af dette, er at en venlig tone ikke hjælper. Tværtimod, den undviger problemets rod, giver muslimerne muligheden for at skyde skylden fra sig og undlade at tage personligt ansvar.

Det som man kalder dæmonisering, en forkert beskrivelse af det forhold, at man anerkender et problem og dets årsag, er noget som frembringer en større vilje, blandt muslimer selv, til at bidrage med løsningen.
For de fleste muslimer er hæderlige mennesker og vil på sigt ikke have deres rygte spoleret af uopdragne og antagonistiske unge.
Da vi ikke har mulighed for at finkornet skelne mellem dem, som bliver en byrde for samfundet økonomisk, eller direkte skaber vold og ballade, er vi tilbøjelige til at fraholde alle muslimer muligheden for at bo i dette land. Vi vil ikke acceptere og skal ikke acceptere en sådan adfærd.
Det er ikke vores ansvar at få det til at fungere, det er først og fremmest deres eget!
De har alle de samme muligheder som alle andre danskere, det er blot at gribe dem og ikke lave ballade.

Når intolerance forsvares som tolerance

Når en person i medierne snakker om at verden blevet mindre tolerant på det seneste, så forventer man det værste kulturrelativistiske ævl, og en omgang hyklerisk dæmonisering af personer som netop vender sig mod intolerante tankesystemer som Islam.

Derfor var det en lise for sjælen, at læse et interview med den i Libanon fødte forfatterinde og skuespiller, Darina al-Joundi, som har en noget klarere definition af hvem der er egentlig intolerant i Berlingeren:

"Også moralske og religiøse kodeks strammede grebet om den sprælske Darina, hvis syriske far – en journalist og forfatter i eksil – ellers havde indprentet hende livets glæder, hver gang de passerede en moské:

»Se, hvordan de har kastet sig ned, piger. Men I skal aldrig forære jeres røv til himlen. Til mænd lige så meget som I vil, men ikke til Vorherre. I har ret til at drikke, gå i byen, miste jeres mødom, blive gravide, men jeg gentager, jeg vil ikke se nogen bede eller faste i mit hjem.«"

Også sigende er begivenheden ved hendes fars begravelse, de gode muslimer har vel ment det godt, tænkt på hans sjæl frelse, samt deres egen forkærlighed for ritualer:

For selvsamme faders død blev symbolet på frihedens endeligt, da naboer og slægtninge med vold og magt forsøgte at afspille båndoptagelser med korancitater ved hans begravelse, selv om han eksplicit havde frabedt sig ethvert religiøst islæt. Og da Darina begyndte at feste og gå med drenge, blev hun frosset ud af den øvrige del af familien, der efter faderens død sågar fik hende indlagt på et sindssygehospital.

Fik i den. At være kvinde og ønske at have sit eget liv, samt et fornøjeligt et, tangerer i visse kredse sindsyge.

At synet på det område er præget af dobbeltmoral, har hun også en bemærkning til:

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld,« svarer den storrygende al-Joundi. »Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.«

Hun forklarer at at tilbage i tiden var der mere tolerance, og noget godt skal venstrefløjen jo have kredit for:

»Der var meget mere tolerance for 30 år siden, for dengang i 1950erne og 1960erne skød den arabiske venstrefløj op. I dag findes den religiøse fanatisme overalt i verden,« mener hun.

Men som hun siger, er intolerancen også ved at udbrede i vores verdensdel:

Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved emner, som man lagde til hvile i 1980erne. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa,« siger al-Joundi, der også ser tegn på hvad hun kalder »socialt diktatur« i ikke-religiøse sammenhænge.

Censur i Vesten

Eksempelvis er der på en plakat for en udstilling om den franske filminstruktør Jacques Tati, som i øjeblikket pryder metrostationer og busser i Paris, blevet sat en stor blomst over hans legendariske pibe af frygt for en ny lov, der gør det strafbart at forherlige tobak.

Og interviewet ender med den tankevækkende sætning:

»Jeg flygtede fra den slags, og nu finder jeg det her. Den slags gør mig bange«.

Det spørgsmål er vi efterhånden mange`, der stiller, hvis det her vanvid af ensretning, overfladiskhed og hasardpolitik fortsætter, hvor skal vi så flygte hen?

Læs hele interviewet her:

Videnskaben møder Egypten

Egypten var en gang et land, hvor store tænkere udtænkte store tanker, som Erastosthenes der regnede ud at jorden var rund og målte næsten nøjagtigt dens omkreds.
Med Hypatia og kristendommens hårde slag mod videnskaben var denne æra slut, og er aldrig vendt tilbage.

Nu vil Egyptens parlament have slået 300.000 svin ihjel:

Aflivningen er allerede startet og skal ifølge myndighederne føre til, at enhver risiko for spredning af svineinfluenza elimineres.

Det sker som en sikkerhedsforanstaltning i forbindelse med svineinfluenza, siger sundhedsminister Hatem el-Gabali i en erklæring, der viderebringes af det statslige nyhedsbureau Mena.

Det er angiveligt frygt for spredning af svineinfluenza, der har ført til beslutningen, men der er endnu ikke konstateret nogle tilfælde af sygdommen blandt svin noget sted i verden. Egyptens sundhedsministerium anerkender, at verden endnu ikke har set en inficeret gris, men tilføjer, at nabolandet Israel har konstateret to tilfælde af influenzaen hos mennesker...

Tidligere har myndighederne forsøgt at få produktionen af svinekød flyttet længere sydpå og væk fra storbyen.

Have you seen the little piggies, living piggy lifes? Det er slut i Egypten nu.

Danmarks trøst

Grundtvigs digt fra 1820, nogle år efter Napoleonskrigen og på et tidspunkt, hvor vi vores tid mellem supermagter, der kunne gøre som de ville med os, for alvor begyndte:

Danmarks Trøst

	Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
	Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
	Men gjerne med Slette og Grøn-Høj i Nord
	Vi Dannemænd tage til Takke;
5	Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
	Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!
	Langt kønnere Egne, vil gerne vi troe,
	Kan Fremmede udenlands finde,
	Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro
10	Ved Strand med den fagre Kjær-Minde,
	Og deiligst vi finde, ved Vugge og Grav,
	Den blomstrende Mark i det bølgende Hav!
	Langt større Bedrifter for Ære og Sold,
	Maaske saa Udlænding man øve,
15	Omsonst dog ei Danemænd førde i Skjold,
	Med Hjerterne Løve ved Løve;
	Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
	Vi bytte ei Banner, vi skifte ei Skjold!
	Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
20	End her, mellem Belter og Sunde,
	Til Huus-Behov dog vi har Vid og Forstand,
	Vi vil os til Guder ei grunde,
	Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
	Skal Tiden nok vise: vi tænkte ei slet!
25	Langt højere, ædlere, finere Sprog
	Skal findes paa Fremmedes Tunge,
	Om Høihed og Deilighed Danemænd dog
	Med Sandhed kan tale og sjunge;
	Og træffer vort Modersmaal ei paa et Haar,
30	Det smelter dog mere, end Fremmedes slaaer.
	Langt mere af Malmen: saa hvid og saa rød
	Fik andre i Bjerg og i Bytte,
	Hos Dansken dog findes det daglige Brød
	Ei mindre i Fattig-Mands Hytte,
35	Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
	Naar Faa har for meget og Færre for lidt.
	Langt ædlere Konger med Landsfader-Navn
	Maaskee kan engang man opdage;
	Men Ætten i Leire og i Kjøbenhavn
40	Dog spørger endnu om sin Mage;
	Thi prise vi Stammen af Skjold og af Dan!
	Gid immer den blomstre i Fædrenes Land!
	Langt høiere Ros over herskende Drot
	Man hørde fra Fremmedes Tunger;
45	Men Spørgsmaal: Om altid det meendes saa godt,
	Som her, Naar hver Dannemand sjunger!
	Vor Fredrik! Han vorde som Duen saa hvid!
	Hans Alder høiloves som Fredegods Tid!

Vi var aldrig givet naturrigdomme i den store stil, vi var dog tilfredse med, hvad vi havde, omend nødtvunget til at tage denne stilling, faldt den os ikke unaturlig.

Vi har spundet guld af gold hede, og slidt for alt vi har tjent.

Vi skal ikke frelse verden, lege messias for en menneskehed, som ikke vil gøre, hvad der kræves, for at skabe velstand.

Vi skal vise dem, at alle folk kan gøre det samme, blot de vil det, og blot de er tilfredse, med det de når.

Vi skal vise dem, at man ikke kan skyde skylden på andre, at man selv kan tage ansvar, en lektion som selv vores egne børn dog efterhånden har brug for.

DRs undersøgelse af muslimer fortsætter

Man kan mene, hvad man vil om deres vinkling af resultaterne, men her holder de sig ikke tilbage:

Hver femte danske muslim ønsker sharia-lov
29. apr. 2009 18.45 Indland

Næsten hver femte muslim i Danmark så gerne sharia-loven indført i Danmark. En undersøgelse foretaget af analyse-instituttet Capacent for DR nyheder viser, at 18 procent af muslimerne i Danmark erklærer sig "enig" eller "helt enig" i udsagnet: "Sharia bør integreres i dansk lov."

Omend det ikke siger i hvilket omfang, de ønsker sharialove indført, så er tallene dog bekymrende. Grundlæggende burde man ikke støtte sharia på nogle punkter, da den udelukkende kan være antidemokratisk, heller ikke ægteskabslovgivningen, hvor kvinden ikke har ret til skilsmisse, medmindre manden har behandlet hende ekstra uretfærdigt. Hvor i mod manden kan lade sig skille, et hvilket som helst øjeblik, blot ved at sige tre gange "Talaq".

Lidt mere spinagtigt bliver det når talen falder på vold:

Der hedder det "lussingerne sidder mest løst hos Jensen":

Kun syv procent af muslimerne i Danmark mener, at vold i opdragelsen kan accepteres, mens 16 procent af resten af befolkningen mener det er i orden. Det viser undersøgelsen Din muslimske nabo, som Capacent har foretaget for DR.

Der er nogle problemer med den her:

1. Selvrapportering, hvis du spurgte danskerne om de lever meget sundt, i høj grad sundt, eller overvejende sundt, ville de fleste svare ja, selv om de ikke reelt gør det. Altså en sådan undersøgelse forudsætter ærlighed.

2. Noget andet er spørgsmålets formulering. Lussing, forstår alle indvandrere det begreb?
Hvis nogle danske forældre har rusket i deres barn og afsluttet det med et bestemt, men ikke hårdt klap på kinden, så ville de rapportere det som en lussing. Hvis de synes, at der skal være rum til, at man i ekstreme tilfælde af dårlig opførsel, at ruske i sit barn og eventuelt give det en lussing, selv om de aldrig selv har gjort det og angiveligt aldrig møder en situation, hvor de vil gøre det, så vil de sige det er ok.
Indvandrerne forbinder måske, at man slår sit barn hårdt og evt. gentagent med spørgsmålet. Hvor i mod danske forældrer, måske ville være tilbøjelige til at overføre en adfærd, hvor de griber hårdt i barnet, til det forhold at de evt. i ekstreme tilfælde kunne give en lussing.
At gribe hårdt fast i et barn, er i øvrigt ikke bedre end en lussing, det afspejler afmagt, eller manglende forståelse for at et barn kan være helt opslugt af noget og dermed ikke hører hvad man siger.
Men ærligheden i svaret eller manglen på samme og fortolkningen af det kan gøre en stor forskel, plus at stikprøven er for lille til at give et helt nøjagtigt billede, omend ikke det største problem, hvis de 523 muslimer er valgt efter efter de rigtige repræsentative kriterier, altså ikke kun Iranere, Tyrkere, Bosniere, sociale klasser i forhold til helhedsbilledet osv.
Der skal dog ikke være tvivl om at de fleste muslimer er mere eller mindre verdslige, ikke voldelige, ikke fanatiske, selv om de synes kritik af deres religion, er upassende.

Et bedre spørgsmål ville have været, har du nogensinde slået dit barn hårdt, rusket i det, grebet hårdt fast i det i en situation hvor du var vred, hvor det ikke opførte sig som du ville have, givet det en lussing, et hårdt klap bag i, eller slået og sparket det.
Eller rettere flere spørgsmål som eventuelt pin pointer omfanget, men i første omgang karakteren.

At vold er meget udbredt i muslimske hjem, og volden i øvrigt generelt er rigtig vold, ikke lússinger er der tegn nok på:

Hver anden gang landets kvindekrisecentre åbner døren for en kvinde med hævede blå øjne, rifter og mærker efter slag eller spark, er hun født i et andet land end Danmark.

Eller som her:

Da en klasselærer på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København i efteråret opdagede, at 70 procent af hendes elever kendte til vold hjemmefra, havde hun valget: Underret om dem alle sammen eller tag selv problemet op med forældrene. Hun og skolen valgte det sidste.

Den omvendte tørklædedebat

En engelsk blog har kigget lidt på sammenhængen mellem voldtægter i et område, og andelen af muslimer, sammenhængen er vist med denne graf:



Jeg er normalt ikke meget for tørklæde debat, da et tørklæde i sig selv intet siger om den enkelte persons årsag til at gå med det.
Men omvendt repræsenterer det overordnet et syn på kvinden, hvor kvindens hår ses som forførende, hvilket er et bizart syn på tilværelsen, efter som kvinden med al tydelighed er skabt til at være tiltrækkende, ellers ville vi jo aldrig overleve, det forhold kan man ikke pakke sig ind og dermed ud af.

Men det største problem med tørklæderne, er den holdning dem som ikke vil bære dem mødes med, i form af forskellige former for chikane, for at slet ikke at tale om kvinder, der blotter deres lår eller lidt af deres barm.

Den sorte bog om Islamisk Imperialisme

Dette bliver på sigt en lang post, som bliver placeret blandt udvalgte blogposter ude til højre, som løbende bliver udviklet og får tilføjet nye detaljer.

Tips til litteratur, artikler og faktaindhold modtages hjerteligt gerne på Thomabolding@hotmail.com eller i kommentarsektionen.

Det er et større mammutprojekt, jeg længe har varmet op til, men efter at havde spildt tiden på at overhovedet få visse bloggere, Raapil og andre til at åbne sig for tanken, så vurderer jeg, at tiden er bedre brugt ved at samle de historiske beretninger, som bekræfter min påstand.

I princippet burde jeg bare have gjort det for længst løbende, mens jeg læste litteraturen.

Jeg starter med lidt om Indien, men som sagt, vil der løbende komme mere til over tid om alle områder, Islam har erobret. Ikke med det samme, da jeg har rigeligt at se til de næste måneder, jeg smider en post, hver gang der er kommet væsentlige tilføjelser.

Disse beretninger henviser til nogle konkrete massakrer, men i det hele taget har det muslimske styre været løbende brutalt og hvis nogen gad at lave en kæmpe historisk undersøgelse, ville der sikkert kunne tegnes et klarere billede. Men det er få som overhovedet gider at beskæftige sig med Indiens historie i detaljer. Der var heller ingen CPR registre og minutiøs optælling af døde dengang. Der findes bud på op til omkring 100 millioner døde, det bliver dog aldrig muligt nogensinde at fastslå. Men at Islam har været blodig i sin fremfærd, kan der ikke være tvivl om.

Will Durant i sin verdenskultur historie, bind 2, s. 108, holder sig dog ikke tilbage med hensyn til at kalde den muhammedanske erobring af Indien for "nok historiens blodigste beretning".

Omend han selv bruger mere plads på at skrive om Akbar den store, end om de 300 års terrorregime af Sultanatet i Delhi. Akbar startede dog i klassisk mogulstil med en massakre 30.000, omend hans senere udvikling er interessant og ikke specielt mainstream. Durant er kulturhistorie, ikke massakrehistorie, omend han er god til at nævne massakrer her og der.

Indien (gamle Sindh):

Hindu Kush betyder Hindu drab, og årsagen er, at millioner hinduer måtte lade livet i det område. De fleste en route som slaver på vej til Bagdad og andre dele af det islamiske imperie.

Den Afghanske historiker Khondamir nævner dog, at alene under en kampagne mod Herat, blev befolkningen decimeret med 1,5 millioner mennesker.

Slavepriserne blev så lave allerede under det første felttog af Mehmet Ghazna, at der var tale om få kroner i værdi (Durant), at det er sandsynligt, at man senere har ladet alle der viste svaghedstegn under transporten likvidere (mit gæt).

Buddhismen:

"Da araberne kom med helligt løfte om at udbrede deres enkle og stoiske monoteisme, betragtede de foragteligt de dovne, bestikkelige, mirakelskabende buddhistmunke, de hærgede templerne, dræbte tusindvis af munke og gjorde klosterlivet upopulært hos de forsigtige"( Durant bind 2. s. 169)

Hinduismen:

Muhammad Bin Qasim, angreb byen Debal i år 712, alle voksne mænd blev dræbt og alle kvinder og børn taget som slaver. (Andrew G. Bostom "Legacy of Jihad" s. 549) Følgende lod han kæmpende dræbe, enkelte steder fri massakre i tre dage og et par andre steder massakreredes alle mænd, mens alle kvinder og børn endte som slaver. Han tillod endog nogen at gå fri, mod at de beltalte Jizya, Dhimmiskat. han sendte mange slaver til Irak og Hajjaen (20 procent af byttet som traditionen foreskrev resten gik til soldaterne, og modtog tilbage den instruks, at han skulle dræbe alle vantro, og gøre kvinder og børn til slaver (Bostom lbid s. 550)

Yaqub Ibn Layth (870) Førte krig mod hindukongen Rusal, Dræbte Rusal med list, drog frem og hilste først på ham med bøjet hoved, dræbte ham og placerede hans hovede på en lanse, og Rusals hær tog flugten men blev massakreret. Hinduerne her blev pålagt Jizya. (Bostom s. 630)

Subuktigin af Gnazna: kampagner mellem 977-997. Angreb Jayapals kongerige. Brændte alle templer og byer ned og dræbte stort set alle, "the polluted wretches"..."beyond measure". (Bostom s. 631 - datidig muslimsk historikers beretning)

Mehmet af Ghazna: startede for alvor kampagnen mod Indien i 997. Slag ved Bhimnagar, vandt og slagtede, plyndrede alt.

Will Durant bind 2. s. 109:

"Hvert vinter drog Mehmet længere ned i Indien...morede sine folk ved at give dem fri plyndrings og drabstilladelse"...
Somnaty, dræbte alle dens 50.000 indbyggere...
Af og til sparede han de ødelagte byers befolkninger og tog dem hjem for at sælge dem som slaver, men så stort var antallet af disse fanger, at ingen kunne findes efter nogle års forløb, der ville betale mere end nogle få kroner for en slave."

Med andre ord, det eneste der overlevede var dem som blev slaver, eller muslimer - efter at have overlevet frie drab i 3 dage -eller som nåede at flygte. Mehmet af Ghazni regerede i 1/3 del af et århundrede. Muhammedanske historikere har rost ham som sin tids største monark, en af de største herskere i historien. En af de rigeste blev han i hvert fald (Durant bind 2. s. 110)

Mellem 1001 og 1002 tog han en halv million slaver. I 1114 er der kilder på, at slaverne var så mange, at prisen blev meget billig. Alene i 1115 angives antallet af slaver som ankom til Gnaznin som værende 200.000. I 1119, vendte han hjem med 53.000 slaver, det antal slaver som på et tidspunkt blev opgjort, som sendt til Kalifatet, var 150.000, efter Muhammad Ghazna og hans mænd havde fået deres andel, angiveligt 1/5 til Gnazna og så 1/5 af muhammad Gnazna del af det til Kaliffen. Altså oppe omkring 3.750.000 millioner slaver, baseret på hvad overlevede turen til Gnazna. Bare under hans felttog. (Bostom s. 551)

I 1186 indtog Mehmet Ghor Delhi og startede dermed de 300 års terrorregime, eller tyranstat for at bruge Durants udtryk, under Sultanatet i Delhi.

Om slaget, af en daværende historiker, mod Ajmer af Ghor, "a hundred throusand grovelling Hindus swiftly departed to hell" (Bostom s. 640)

Ghor lavede generalmassakre ved Kanauj, ved vanarasi blev kun kvinder og børn undladt i massakreren. Buddhistiske asketer ved Sarnath blev alle slagtet. (Sita Ram Goel - The story of Islamic imperialism herefter forkortet Sita 1)

Den første Sultan var Kutbu Din Aibak om hvem Durant skriver (Bind 2, s. 110):

Var et normalt eksemplar af sin slags - fanatisk, vild, hensynsløs. Som den muhammadanske historiker fortæller os, blev hans gaver "givet i hundredtusindvis og hans drab talte ligeledes hundredtusindvis".

I hans kampagner, blev alle som kæmpede dræbt, resten og alle kvinder og børn taget som slaver, kun konvertitter til Islam blev frie, altså ingen dhimmistatus endnu, hverken juridisk eller de facto. Alle buddhistiske munke blev dræbt og Brahmaner som blev forvekslet med munke ligeledes. I Benares (buddhistisk højsæde) blev alle mænd dog dræbt. Antallet af slaver var så højt, at selv fattige muslimer havde flere slaver. Aibak underlagde sig store områder, som dog genvandt uafhængighed senere, eftersom mughalriget havde svært ved at holde tøjlerne. (Bostom lbid. s.536-537)

Sultan Iltutmish (1210-1236) blev forsøgt presset af muslimske lærde til at dræbe alle hinduer som ikke ville omvende sig, han manede dog til tålmod af realpolitiske hensyn.

I 1246 til 1286 under sultanerne Nasiruddin Mahmud og Ghijasuddin Balban, var sultanatet i Delhi stærkere og startede kampagner mod Uttar Pradesh, Bundelkhand, baghelkhand, Gwalior, Narwar, Chanderi, Malwa, med massakrer på hinduer eller slavetagning, i et forsøg på at få flere konverteret til Islam. Lignende scener gentog sig i 1299 under Alauddin Khaljis ledelse med massakrer i Anhilwara, Cambay, Asavalli, Vannathali, Somnath, samt i byen Chittor, hvor der er sat tal på de døde - 30.000. Dette er hele regioner, undtaget Chittor, hvor mange byer inden for blev angrebet og massakreret (Andrew G. Bostom, The legacy of jihad s. 556-557)

Balban tog næsten kun kvindelige slaver og børn i sine kampagner, hvilket tyder på, at der var nær frit slag angående overlevende mænd, i Katehar blev alle mænd over 18 konsekvent beordret dræbt. (Bostom s. 536)

Denne proces med kampagner, drab, og slavetagning af alle som ikke konverterede, fortsatte under Sultanatets af Delhis følgende århundreder. (Bostom s. 539-542)

Alauddin Khilji (1296-1316) i Kambayat, de tog 20.000 smukke kvinder og utallige børn af begge køn som slaver. Mændene, gæt selv, "and blood flowed in torrents" fortæller den datidige kilde. (Bostom lbid. s. 641)

Sita Ram Goel kalder ham "second to none among the Muslim kings when it came to heaping atrocities on Hindus". (Sita 1)

Malik Kafur i 1310-1311 kampagnen, massakrede alle ved Brahmastapur, fortsatte til nogle andre byer, men blev slået tilbage, han tog dog mange fanger under sin retrat til Delhi. (Sita 1)

Kampagnerne fra enden af 13 århundrede og de første tre årtier af det fjortende århundrede, udslettede hele store områder, Malwa, Gujarat, Ranthambhor, Siwana, Jalor, Devagiri, Waranghal, Ma´bar, Rameswaram og resulterede i døden, eller slaveri for måske millioner af Hinduer. Som berettet som ordre til Gori Malik "The soldiers shall march into town spreading terror everywhere" (Bostom lbid. 643)

Mehmet Ibn Tughluq, som regerede fra 1325 til 1351, overgik i følge Durant sine forgængere i blodighed og brutalitet :

"Han dræbte så mange hinduer, at der - i følge en muhammedansk historiker - foran hans palads og domshuset - konstant var et bjerg af døde kroppe. mens gadefejerne og bødlerne sled sig til døde med at slæbe afsted med ofrene og dræbe dem i hobetal" (Durant lbid. s. 111)

Firuz III Shah (1351-1388), hans efterfølger tilbød en belønning for hvert hinduhovede han blev bragt og betalte for omkring 180.000. (Durant lbid. s.111.

"Sultan Ahmet Shah festede i tre dage, når antallet af forsvarsløse hinduer som var dræbt i hans område på en dag nåede tyve tusind" (Durant lbid s.111)

Ydermere er listen over Mehmet Ibn Tughluqs blodige kampagner mod Bengalien og Sindh, samt Deccan så lang, at den er næsten endeløs, befolkningstallet synkede pænt i denne periode.

Hans efterfølgere Ghiyas og Firuz førte også kampagner mod Bengalien og andre områder. (Bostom lbid s. 458.)

Oven i tog han så mange slaver at tusinder blev solgt hver dag for meget lave priser (Bostom lbid s. 541)

Mehmet Ibn Tughluq, var også ekstra streng over Hinduer, som havde konverteret overfladisk, gav strenge straffe til personer som med vilje undgik bønnen. (K. S. Lal - The legacy of moslem rule in India, herefter kaldet K.S. 1)

Firuz Shah slog omkring 100.000 mænd ihjel ved Jajnagar i omkring 1360, kvinderne blev slaver. (Sita 1)

Øjenvidne beretning om Sultanen af Ma´bars brutalitet af Ibn Batutta (cirka år 1345) Udryddede et stort jungleområde, alle hinduer der blev taget til fange hver dag, blev hver dag spiddet på pæle de selv havde slæbt, børn og kvinder blev også dræbt. Sådan fortsatte fremdriften gennem flere forskellige jungleområder. (Bostom lbid. s. 644)

Krigen mellem Muhammad Shah bahmani og en hindukonge i 1366, kostede ikke mindre end en halv million døde. oven i tog Muhammad hævn ved at lægge Karnatak regionen øde. (Bostom lbid s. 458)

I 1391 fik Sultanen af Delhi, Nasiruddin Muhammad på det tidspunkt, den melding at en lokal guvernør Farhat ul Mulk var for tolerant mod Hinduer. Han udnævnte en ny guvenør, som kort efter gik i gang med ødelægge genopbyggede templer og dræbe mange Hinduer som straf. (Sita 1)

"Timur Lenk erobrede Delhi i 1398, og slagtede 100.000 indbyggere mest hinduer, han slagtede dog også gerne muslimer, som da han indtog Bagdad, hvilket i øvrigt reddede Konstatinopel fra en tidligere undergang blandt andet. (Og Durant lbid. s 114)

I følge wikis liste over krigskatastrofer, er højeste bud for døde under alene Timur Lenks kampagner 20 millioner døde.

På et tidspunkt henrettede han 100.000 slaver - naturligvis kvinder og børn, fordi de sløvede hans kampagne, for at sætte vantro fri var udelukket (Bostom. lbid. s. 648)

Under et angreb på Hinduer som holdt badeceremoni i Ganges, de slagtede dem og forfulgte alle som nåede at flygte, dræbte så mange at blodet flød ned af bjergene, næsten alle fik de ram på. Timur Lenk praler af at have sendt mange "abominable infidels to hell, and had purified the land from their foul existance" på begge sider af Ganges (Bostom lbid. s. 649)

En Sheikh alene, Daud Kambu, siges at have slået 20.000 ihjel personligt med hans dagger. (Legacy of Jihad af Andrew Bostom s. 456)

Bahmani sultanerne fra Deccan, (1347–1518) betragtede det som statusgivende at dræbe 100.000 hinduer, børn, kvinder, gamle, uden skelnen, om året (Bostom lbid s. 456)

Babur (1483-1531), kæmpede over store dele af Asien mod både andre Muslimer og Hinduer og erobrede Hindustan. Han skrev i sin egen biografi, at i nogle tilfælde rejste bjerge af afhuggede hoveder og skriver efter sejr i Chanderi:

We made a general massacre of pagans in it. A pillar of pagan heads was ordered set up on a hill northwest of Chanderi and converted what for many years had been a mansion of hostility, intp a mansion of Islam.
(Bostom lbid s. 459)

Babur måtte flytte sit telt tre gange til et højere niveau, for at undgå det blev gennemblødt af blod, under en af hans massakrer. (Sita 1)

1565, slaget ved Talikota, Rama Rayas hær og hovedstad bliver overvundet, 100.000 flygtende soldater bliver dræbt, hovedstaden i Will Durant bind 2. s. 105, som anslåes til at have haft en halv million indbyggere, bliver udsat for massakrer og plyndringer i fem måneder, antal døde ukendt, områderne og menneskene omkring har angiveligt fået nøjagtig samme behandling.

Akbar den store og Janantgir, (1556-1627) Var heller ikke udelukkende en tid med fred for Hinduerne. Akbar lod en mønt præge til ære for en mand i 1576, havde udtrykt et stærkt ønske om at deltage i et felttog og "gennemvæde hans skæg med Hindublod". Jahangir anslår antallet af dræbte under faderens og hans eget regime til mellem 500.000 og 600.000. (Bostom lbid. s. 459)

Kampagner af Ahmad Shah Abdali mellem 1757 0g 1761. Mod Gokul, 200.000 mænd dræbt under massakre.

Luni i nærheden af Delhi; Tre dages general massakre, dræbende alt, indespærrende borgere i deres hjem og lade dem brænde. Efter de tre dage var krigerne ikke tilfredse og fortsatte 7-8 dage mere.

Panipat; Lig over alt i området, 3/4 del ikke kombattanter. Hver soldat bragte mellem 100 og 200 fanger, og dræbte dem. 22.000 smukke kvinder og middelklassemænd blev taget som fanger. (Bostom lbid. 655-657)

1971 Pakistan/Østpakistan eller Bangladesh:

"In what became province-wide acts of genocide, Hindus were sought out and killed on the spot. As a matter of course, soldiers would check males for the obligated circumcision among Moslems. If circumcised, they might live; if not, sure death..."

For eighteen districts the total is 1,247,000 killed. This was an incomplete toll, and to this day no one really knows the final toll. Some estimates of the democide [Rummel's "death by government"] are much lower -- one is of 300,000 dead -- but most range from 1 million to 3 million. ... The Pakistani army and allied paramilitary groups killed about one out of every sixty-one people in Pakistan overall; one out of every twenty-five Bengalis, Hindus, and others in East Pakistan. If the rate of killing for all of Pakistan is annualized over the years the Yahya martial law regime was in power (March 1969 to December 1971), then this one regime was more lethal than that of the Soviet Union, China under the communists, or Japan under the military (even through World War II).

Beretningen om Indien er langt fra færdig nu. Ufældstændig, meget at skrive om Balkan og da man lagde Anatolien helt øde, for at svække Konstatinopel, der stædigt blev ved med at holde stand, eller når man på de mange udfald mod Wien også dræbte alt og alle på vejen, for at svække modstanden.

Dæmonisering er en glimrende strategi

I den Islamofile afdeling, eller der hvor dialog er et universalmiddel, er man meget lidt begejstret for den såkaldte dæmonisering af Islam.

At man så mestrer doublethink i så høj grad, at man mener at selv samme dæmonisering, som gør Islam værre, virker mod DF på en anden måde, for dem dæmoniserer man jo gerne og helst ud fra løsrevne citater, eller ved at gøre en udtalelse mod Islam, til en en anklage mod muslimer, citatfusk, altså hvor Islam forveksles med muslimer, det er jo det paradoksale.

Men dæmoniseringen virker jo på DF, som har måttet luge ud i "landsbytosserne". Landsbytosser inden for DF som mener sådan noget som alle muslimer skal smides ud, eller ikke have lov til at bygge moskeer, er nemlig langt mere skadelige for DFs image, end de øvrige partiers "landsbytosser", f.eks dem der mener, at vi skal have ret til at bære skydevåben og anvende dem i selvforsvar, bistandsklienter ikke skal have stemmeret, dødsstraf osv. Den slags landsbytosser er nemlig ikke så skadelige for det samlede image af Venstre og Konservative, som "landsbytosserne" i DF er det for det samlede image af DF.

Nu ved jeg godt jeg ikke nævnte "Landbytosser" på venstrefløjen, det er fordi venstrefløjen generelt er tossegode "landsbytosser" :)

Men dæmonisering virker faktisk også på radikale muslimer, jo mere klart man gør det for dem, at det de tror på er hamrende tosset, jo mere tilbøjelige er de til at give os ret.

Information har en artikel om muslimer der omvender radikale muslimer og taler dem til fornuft, det gør de med fuld dæmonisering, for det virker!

"Midlerne er barske. Når Hanif Qadir får fat i en militant islamist, bruger han præcis de samme metoder, som Al-Qaeda bruger, når de rekrutterer.

"Jeg viser nogle foruroligende videoer om narko, vold, prostitution, gruppevoldtægt og kriminalitet blandt muslimer i Storbritannien. Og så siger jeg til dem: Jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjælpe dine brødre og søstre i Afghanistan eller Tjetjenien, men der er faktisk rigtig mange muslimer her i landet, som har mindst lige så meget brug for hjælp. Hvad er du for en muslim, at du ikke hjælper dem?""

Måske skulle PET prøve det i stedet for dialog?

En debat som burde være overflødig

Information bevæger sig igen ud i de rørte jantelov og enhedsskole vande:

"Hvorfor må kloge og begavede børn ikke få særbehandling i det danske skolesystem? I statsminister Lars Løkke Rasmussens udgave af et værdipolitisk ændret Danmark skal eliten og god begavelse ikke længere være tabu."

At vi overhovedet stadig har denne debat, kan jeg kun stille mig totalt uforstående over for, men som en mutter udtaler i et interview:

"Vi var ikke sikre på, at vores barn var særlig begavet. Og hvis han var særlig, skulle vi nok lade være med at sige det til ham, for vi havde ikke lyst til at gøre ham til et monster; én der er anderledes end andre."

Så effektivt er vi efterhånden hjernevasket på området. Intelligente børn er potentielle monstre, der helst skal færdes i en enhedsskole og holdes nede.

Og anderledes. Det er åbenbart ikke noget man kan være født som i kraft af en høj IQ? Det var vist ikke fra de direkte forfædre, det barn arvede sin IQ.

Jeg forstår virkelig ikke modstanden, og det skal være en debat. Hvorfor har et barn med høj IQ ikke ret til en ordentlig uddannelse, en uddannelse på et niveau som udfordrer og udvikler vedkommende?

Tanken om "at de kan jo klare sig selv" skal så retfærdiggøre, at de i værste fald ender i et ensomt helvede af mobning som jaget vildt, eller i bedste fald spilder deres tid og aldrig, eller sent i livet når deres fulde potentiale.

De mindre boglige får jo uden kny en specialklasse, så meget enhedsskole er det jo heller ikke.

De intelligente børn har ikke mindre brug for en sådan, de er stadig børn, og ingen grund til at de skal indhente det forsømte, på et senere tidspunkt hvor de er tilvænnet, at viden bare falder ned fra himlen, er blevet vant til at man ikke skal slide for at følge med, fordi enhedsskolen er både for let og kedelig for dem.
Så ender vi med de slet ikke kan håndtere at lave lektier og omstille sig til, at nu skal der laves en indsats. Så har vi ikke blot spildt deres tid, men hele deres potentiale.

Og hvorfor?

Årslev Engsø

Taget med mit mobilkamera.

Alternativ filmguide

Jeg har stemt både på DF og fremskridtspartiet. Men jeg har aldrig været begejstret for kolonihaver. Det skyldes ikke en fanatisk modvilje mod konceptet, jeg synes blot, at naturen er bedst, når der er få menneskelige indgreb, medmindre vi taler en blomsterhave med omfattende og velgennemtænkte menneskelige indgreb.
Ser man på min filmsamling, er der heller ikke den store andel af danske film. Jeg holdt i kort tid Per Flys "Bænken" oppe på den høje kurs, men ved nærmere efter og gensyn, har jeg gjort op, at den er ikke meget mere end en gennemsnitlig velgennemtænkt film, som jeg egentlig bare blev positivt overrasket over, da ens forventninger, når beskrivelsen indeholder begreberne "dansk film", "socialrealistisk", ikke kan betegnes som særligt høje, nærmere har man en brækpose med i biografen, end en popcornspose, medmindre man er så optimistisk, at man kan nå at tømme popcornsposen før kvalmen er total.

I min private samling har jeg flere kinesiske film end danske. Min åbenhed over for for kinesiske film blev vakt allerede for omkring 15 år siden, da jeg så Yimou Zhangs, "At leve" (Huozhe-To live).
En tragikomisk film, med sort humor, der følger en familie i generationer under Mao og kulturrevolutionen, som udover at leve under disse surrealistiske betingelser, oven i sivhatten er specielt uheldige, hvad skæbnen angår.

Filmen er desværre ikke engang urealistisk, det er det mest tragiske ved den, og måske netop derfor Yimou Zhang har valgt at forsøde filmoplevelsen med lidt med sort humor, så man ikke forlader biografen med permanent depression og manglende tillid til verdens klogskab, eller rettere mangel på samme.
Men tænker jeg tilbage, er denne film nok den film af alle som har gjort mest indtryk på mig, uden brug af det store hiv og sving, special effects, visuelt trylleri, mystificeren, musik og hvad man nu ellers bruger som publikumslokken i den efterhånden store kommercielle branche.
Filmen er ret ukendt, og jeg har måttet bestille den i USA som region 1 film, det er helt ufortjent, filmen som i kan se på International Movie DataBase, har fået 8,2 stjerner ud af ti mulige, og ville dermed med flere stemmer have været kvalificeret til den samlede top 250 film.

Selv om filmen gjorde et kæmpeindtryk og ligger på min personlige top 5 over yndlingsfilm, så fulgte jeg ikke Yimou Zhangs videre karriere.

Men for godt halvanden års tid siden, lånte jeg "House of the flying daggers", og blev fuldstændigt betaget af denne films visuelle kvalitet, billedmæssigt noget af det smukkeste jeg har set på film, samt den Romeo og Juliet- agtige kærlighed mellem fjender, som dog ikke starter som elskende, men konspirer mod hinanden. Et godt plot, og overraskelser undervejs, noget som i sig selv ikke kvalificerer til en topfilm, den har dog fået 7,6 ud af 10. Men overordnet er det også en film, jeg finder blandt de bedste jeg har set, en man kan se igen og igen, som BBCs dokumentar film"Planet earth" og bare nyde farverne, kamerabrugen og valget af scener, længe efter man kender historien forfra og bagfra.

Jeg vidste ikke, da jeg så filmen, at det var Yimou Zhang igen, som var på spil. Langt om længe er han kommet til almenhedens kendskab, det er så velfortjent, og det skal ikke være en hemmelighed, at stort set 2/3 af mine kinesiske film er instrueret af ham.
Han er den eneste instruktør, som kan prale af at have flere film på min top ti over yndlingsfilm.

Her er en scene fra "House of the flying daggers", som dog er i dårlig kvalitet (Den smukke kvinde spillet af Ziyi Zhang, som kendes fra Drage i skjul, tiger på spring, er blind) :

Nu skal vi have skylden for tvangsægteskaber

Endnu et lille scoop for DRs nyhedsvinkling, omend JP står bag:

Unge muslimske piger risikerer at havne i både økonomisk og social isolation, fordi de ingen lovmæssige rettigheder har i en type muslimske ægteskaber, der bliver mere og mere udbredte, advarer socialarbejdere og forskere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Konfliktmægler Farwha Nielsen, der i årevis har arbejdet med konflikter i indvandrerfamilier for bl.a. kommuner, kvindekrisecentre og politiet, siger:

- Stadig flere unge muslimske teenagepiger indgår ægteskaber, hvor de ingen rettigheder har i forhold til dansk ægteskabslovgivning. Hvis ægteskabet brydes, er det sharia-loven, der gælder, og der står pigerne svagt. Denne type af ægteskaber er rimeligt udbredt, og de er især steget efter indførelsen af den danske 24-års-regel.

Men det er da helt korrekt, at vi har et ansvar! Vi har et ansvar i form af at mig bekendt, er ingen endnu straffet for at tvinge deres døtre eller sønner til et tvangsægteskab, medmindre de har tyet til vold.

24 års reglen har måske nok gjort familiesammenføring over grænser noget sværere.

Og lettet presset på en del unge piger, som stod over for et tvangsægteskab, givet dem tid til at bygge et eget liv, og finde en kæreste selv.

Men tvangsægteskaber foregår stadigvæk, og de foregår naturligvis i de kredse som er mest konservativt indstillet.

Hvad det indebærer af nærmere konsekvenser, er som krisecentrene kan melde om, at frustrerede mænd som er vrede over at blive presset ind i et ægteskab, afreagerer på sin importerede kone. For i følge Koranen, vers 4.34, er det fuldt tilladt at banke sin kone. Selv om han ikke er vred, men bare magtsyg, så får han et let offer. Når kvinden bliver importeret fra Pakistan kommer hun fra et miljø, hvor 90 procent af kvinderne udsættes for vold, hun er vant til kosten fra barnsben af.
Kommer hun fra Afghanistan, taler vi om 87 procent af kvinderne som er vant til vold.
kommer hun fra det sekulariserede Tyrkiet, er hun lidt heldigere, der er kun 1/3 af kvinderne udsat for vold.

Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen. Jeg giver simpelthen Hirsi Ali det sidste ord:

Hirsi Ali: Oddly enough, my critics never specify how far I can go. How can you address problems if you're not even allowed to clearly define them? Like the fact that Muslim women at home are kept locked up, are raped and are married off against their will -- and that in a country in which our far too passive intellectuals are so proud of their freedom!

I confront the European elite's self-image as tolerant 'while under their noses women are living like slaves.

En beretning fra et fanatisk multikultursamfund

Jeg var egentlig ved at læse en bog om EU, men så kom den kyndige og velskrivende Engelske psykiaters, Theodore Dalrymple (Pseudonym), bog, "Our culture, what´s left of it, the mandarins and the masses". Siden den kom har jeg af uransagelige årsager haft svært ved at lægge mig til at sove om natten.

Endnu et glimrende essay fra bogen, "The man who predicted the raceriots", at læse denne her herre kan simpelthen ikke anbefales nok! Jeg startede i ung alder med essaygenren, ved at læse klassikeren, over alle klassikere er jeg tilbøjelig til at mene, selv om andre angiveligt vil pege på andre, men jeg valgte Francis Bacons essays.

Jeg vil ikke sige, jeg er updated med hensyn til moderne essaykunst, men Dalrymples er under alle omstændigheder glimrende skrevet, og berører emner som kultur og ondskab, med en dybde og indsigt som er sjælden.

Om dette essay kan der siges, at det handler om England i 1984, hvor et hysteri spredte sig omkring om engelsk skoleforstander, som påpegede at den nuværende politik på det multikulturelle, ledte til manglende assimilation, segregering og ville eventuelt lede til raceuroligheder, hvilket han jo fik ret i, og det er kun begyndelsen.
Hvad Ray Honeyford anbefalede, var at man sætte læring og engelsk i centrum, spredte immigrant elever så de ikke dannede parallelsamfund.
Det ramaskrig som spredte sig var at uden sidestykke, det røg i medierne med orkanstyrke og demonstrationer blev en del af hverdagen uden for skolen. Dødstrusler væltede ind, som var så alvorlige at Honeyford fik tildelt politibeskyttelse. Ydermere blev han tilbudt $ 30.000, for at love at ikke skrive i en årrække, da man jo ikke kunne få lov til at fyre ham, eller få ham dømt i retten.
Honeyford var slet ikke nogen ond racist, han kom selv fra en fattig baggrund og vidste personligt hvad god dannelse betød, at man fik muligheden for læring uden skelnen til baggrund.

Altså en surrealistisk historie fra et fanatisk multikulturelt samfund, skrevet med skarphed og vid, læs den endelig helt, men her følger uddrag:

One man was not at all surprised at this outbreak of inchoate racial fury. He was Ray Honeyford, the headmaster of a middle school in an immigrant area of Bradford in the early 1980s. He knew that the official multiculturalist educational policies that he was expected to implement would sooner or later lead to social disaster such as these riots: and when he repeatedly exposed the folly of these policies in print, the advocates of “diversity”—who maintain that all cultures are equal but that opinions other than their own are forbidden—mounted a vicious and vituperative campaign against him. For at least two years, the Honeyford Affair, as it was known, was a national preoccupation, calling forth endless newspaper and broadcast commentary, the man himself often branded a near-murderous racist and ultimately drummed out of his job. Hell, it seems, hath no fury like a multiculturalist contradicted...

Honeyford’s fundamental ideas were as logical, sensible, and coherent as they were unfashionable. He argued that the 20 percent of Bradford’s population who were Islamic immigrants were in Britain to stay, with no intention of returning home; and that both for their own sake and for Britain’s, they needed to be integrated fully into British society. The children of immigrants needed to feel that they were truly British, if they were to participate fully in the nation’s life; and they could acquire a British identity only if their education stressed the primacy of the English language, along with British culture, history, and traditions.

Honeyford did not believe that the cultural identity necessary to prevent the balkanization of our cities into warring ethnic and religious factions implied a deadening cultural or religious uniformity. On the contrary, he used the example of the Jews (who emigrated to Britain, including to Bradford and nearby Manchester, in substantial numbers at the end of the nineteenth century) as an example of what he meant. Within a generation of arrival, Jews succeeded, despite the initial prejudice against them, in making a hugely disproportionate contribution to the upper reaches of national life as academics, cabinet ministers, entrepreneurs, doctors and lawyers, writers and artists. The upkeep of their own traditions was entirely their own affair, and they relied not at all on official patronage or the doctrines of multiculturalism. This was Honeyford’s ideal, and he saw no reason why the formula should not work again, given a chance...

In his article, Honeyford enumerated some of multiculturalism’s problems and contradictions. The debasement of language that multiculturalist and anti-racist bureaucrats have brought about, he argued, has made it extremely difficult to talk honestly or clearly about racial and cultural matters. By lumping together all ethnic minorities as “black” in order to create a false dichotomy between white oppressors on the one hand and all minorities on the other, for example, these bureaucrats could obscure such complex and unpleasant realities as the continued hostility between Sikhs and Muslims, or the Muslim ill-treatment of women. Only by means of such deliberate blindness can the tenets of multiculturalism, feminism, and universal human rights be reconciled. Honeyford quoted Orwell to the effect that politicized language “is designed to make lies sound truthful” and “to give an impression of solidity to pure wind.”

He held up a very concrete example of how the multiculturalist mindset was damaging education. Immigrant parents, he observed, frequently sent their children back to Pakistan and Bangladesh for months or even years at a time, often precisely to keep them from acquiring any British cultural characteristics. Though this practice had obvious social and educational disadvantages for people destined to spend their adult lives in Britain—and though it was entirely illegal, as well—the authorities turned a blind eye to it.

British law obliges a parent, once his child is registered at a school, to ensure that he attends regularly; any white parent who kept his child away for so long would undoubtedly be prosecuted and punished. In the case of the children of immigrants, however, school authorities never pressed charges but instead directed teachers to keep absentees’ places open indefinitely and to regard their absence as a culturally, and therefore educationally, enriching experience. As Honeyford summed up: “I am left with the ethically indefensible task of complying with a school attendance policy which is determined not, as the law requires, on the basis of individual parental responsibility, but by the parent’s country of origin—a blatant and officially sanctioned policy of racial discrimination.” Seventeen years after he described the problem, it remains unsolved...

Finally, and even less forgivably, Honeyford made mention of the plight of another ethnic minority in his school: the white children, who, when the article appeared, made up a mere 5 percent of the pupils. Their education suffered in a school dominated by pupils from non-English-speaking homes, he said, and he suggested that officials disregarded their plight because their parents, ill-educated and inarticulate, had formed no pressure group, and no political capital could be made of them. (Once, in the 1960s, the city council had tried to disperse the children of non-English-speaking immigrants to schools throughout the city, precisely to prevent the development of ghetto schools such as Drummond, but race-relations experts and bureaucrats declared this practice to be discriminatory and therefore stopped it—to Honeyford’s regret.)...

(I repeat: he had proposed only that Muslim children should be fully integrated into British society—the very opposite of suggesting that they should be discriminated against or in any way maltreated.) For months, he had to enter his own school under police protection from the small but militant group of pickets that formed outside and grew in size and volume whenever a television camera appeared. A few small children, too young to understand what was at issue, learned from their parents to chant “Ray-cist! Ray-cist!” at him and to hold up denunciatory placards, some with a skull and crossbones above his name. The Bradford Education Authority considered the possibility of a court order against the demonstrators, since children who continued to attend the school were likewise insulted as stooges and sell-outs, but it decided that such an order would only inflame passions further. Thus political extremists learned a valuable lesson: intimidation pays...

The affair took its toll on him: after all, he was not a career politician but merely a schoolmaster who had spoken out against what he thought was wrong. His health, and his wife’s, began to suffer; and when his employer arranged to meet him secretly and offered him $30,000 in cash to agree to publish no further articles for three years, he was tempted to accept. His wife dissuaded him, however, telling him that he would never be able to live with himself if he concluded so sordid a deal...

The campaign against Honeyford disregarded entirely the fact that no complaint had ever been received about his competence as a teacher, or the fact that there were always far more applications to his school (mainly by Muslim parents) than there were places. Several attempts by political zealots on the city council to have him dismissed failed for lack of legal cause. Eventually, however, he accepted early retirement: constant abuse, however unjustified, is wearing—and he wanted to spare his pupils, who, like him, had to enter the school through a daily gauntlet of 40 vituperative pickets. Although teaching was his vocation, Honeyford never returned to it. Instead, he wrote several books about race relations and education, and became a freelance journalist...

But it is impossible to meet Honeyford for long without realizing that he is a passionate believer in the redemptive power of education and in the duty of schools to give the children of immigrants the same educational opportunities as everyone else. His only regret about the affair was that it drastically shortened his teaching career. It is a tribute to the power of Orwellian language that a man who believes these things should successfully have been labeled a racist...

The scene is set for a battle of competing resentments. If we had only listened to Ray Honeyford, we should not have sown what we are now reaping and what we (and others) shall reap for many years to come.

Essayet i fuld længde:

Privatlivets ret til at slå 2

Så faldt der dom i Mou sagen fra Landsretten. Dommen er nu steget til et år fra fem måneder, for en i gennem fire år systematisk, daglig gennembankning, af en forsvarsløs lille pige, med hundekæder, cykelpumper og andet slagtøj.

Forsvarerens syn på sagen:

- Selvfølgelig er jeg skuffet, når jeg havde lagt op til en mildere straf. Der var ikke noget nyt i begrundelserne. De var de samme i byretten. Det eneste nye landsretten var frihedsberøvelsen, og det mener jeg ikke i sig selv har givet så meget mere, siger forsvareren..

Nu er forsvareren selvfølgelig en forsvarer, men ingen skal fortælle mig, at vi har hårde straffe for vold, når man kan slippe af sted med sådan en gerning, ødelægge en piges liv, der med stor sandsynlighed vil opsøge voldelige mænd resten af livet, for at få noget hun kender, for at håbe det brutale svin hun deler seng med, er en bedre primat end hendes stedfar. Når man kan gøre dette her og slippe med 1 år. Hvis fremmede mennesker havde kidnappet og behandlet hende voldeligt blot en dag, havde de fået en højere straf.

Nu er privatssfæren ikke noget man skal blande sig i generelt, men når en pige kan gennemgå dette her i fire år, uden at skole, myndigheder, naboer, den rigtige far opsnuser noget som helst. Så er der noget helt, helt galt.
Denne pige er ikke alene, det var hende fra Tønder heller ikke, man skal ikke altid tage den undskyldning for gode varer, at myndighederne ikke vidste noget. Og hvis man endelig ikke opdager det, så viser det hvor lidt opmærksom man er på børns trivsel i dette land, og hvor lidt man taler med dem, sulter de ikke ihjel og får andet end genbrugskitch at gå i, så er den vel ikke helt gal.

Der er titusinder af børn, der lever under forhold, de ikke burde leve under. Det ville selvfølgelig være dyrt, at fjerne dem alle, men det er også dyrt at lade være og angiveligt mere dyrt. Mange af dem bliver ikke til funktionelle mennesker, bliver selv voldsmænd, narkomaner, alkoholikere, kriminelle førtidspensionister. Selv om de måske er kvikke børn, hvilket udemærket kan være årsagen til at de bankes, får de aldrig en en god skolegang under frygtens skygge.
Menneskeligt, er det i hvert fald alt, alt for dyrt.

I kommunerne sidder man men sine rammebudgetter og stramme økonomi og er meget lidt tilbøjelige til at tvangsfjerne børn. Faktisk er det jo sket, at man sendte tvangsfjernede børn tilbage til de forældre, de var fjernet fra, fordi rammebudgettet var sprængt.
Hvis man skal dette til livs, skal der en statslig institution, man kan henvende sig til, som pålægger kommunerne at fjerne børnene og straffer dem hårdt økonomisk, hvis de ikke gør det.

Fjerner du barnet, redder du også ofte moderen, som sikkert lider samme skæbne i blandt, enten ved at dømme manden, eller få moderen til at indse konsekvenserne.

Vold starter i hjemmet, og vi tager ikke den vold særligt alvorligt!

Mere del af problemet end løsningen

Eksistens Lotte har arrangeret en spændende lille gætteleg, hvor man skal gætte hvilken person, der har skrevet dette:

Det Danmark jeg drømmer om:

Et dansk demokrati, der bygger på retsstaten – tænk når vi igen skal til at udvikle fængselsvæsnet til at forebygge nye ofre, fordi kriminelle holder op med at være kriminelle. Når magtens tredeling og forebyggelse igen er fundamentet for alle ideer om at mindske vold, skyderi, organiseret kriminalitet.

Et Danmark i verden, der viser nye veje for et klimaklogt samfund. Hvor vi bruger vores kræfter idérigt og skabende for nye måder – så udviklingslande kan være med og tilpasse sig de klimaændringer, som vi ikke kan gøre noget ved. Og at vi alle sammen kan forebygge, at det bliver værre. Et Danmark i verden, der er værd at lytte til. Fordi vi bruger vores tid på at finde løsninger på konflikter og ikke lader konflikterne vokse til militære løsninger ses som de eneste ”løsninger”.

Frem for alt et Danmark i menneskelig balance. En balance, der kan etableres, når vi finder den gensidige respekt frem igen – både for skolelærere, børn, flygtninge, politikere på alle niveauer, mennesker med små og store behov for støtte og omsorg, folk med gode ideer og alle de andre, som i disse år er ramt af ”dem-og-os”, ”får-og-bukke”, ”hvis-I-ikke-er-med-os-er-I-imod-os”. Et Danmark, hvor vi gør vores bedste for, at vi alle sammen kan være her og være med.

I ganske få ord, viser dette hvor socialistisk vores samfund er blevet, væk med eget ansvar, væk med egen handling, væk med læring, væk med menneskets brogede natur og ind med de gode hensigter som vejen til helvede er brolagt med.

Jeg har taget mig den frihed, at lave et alternativ til denne remse, med det afsæt, hvor alting bør starte, nemlig i dannelsen af vores børn, og det at tage disse børn alvorligt på alle måder. For hvor meget retorik, der end er, er der ikke handling bag. Samme politikere der beklager udviklingen skaber den konsekvent:

Her er min omskrivelse af teksten:

Jeg drømmer om et Danmark, hvor man tør holde fast i demokratiet, tør sige at demokrati er bedre end det totalitære, at frihed og demokrati er bedre end ensretning og religiøse dogmer.
Et demokrati der baserer sig på disse værdier: Frihed under ansvar, pligt, dyrkelsen af det bedste inden for civilisation - fremfor kulturrelativisme, at man yder, før man nyder, ikke omvendt. Oplysning og læring, hellere lidt over evne end under. Et demokrati der står fast på sine kerneværdier. At demokrati skabes i respekt for andre menneskers holdninger og deres ret til at have en, respekt for andres valg, selv om de er anderledes end ens eget. Med nultolerance over intolerance. Et demokrati som står fast på de værdier som skabte det samfund, vi havde og som eroderer nu, fordi vi har delvis glemt dem.

Jeg drømmer om et samfund, hvor forældre opdrager deres børn, tager sig tid til at nære dem og berige dem, deres holdninger og værdier, fremfor at henvise dem til køleskabet og mikro-ovnen, fremfor at selv synke ned foran fjernsynet og lade børnene gøre samme. fremfor at lade børnene drikke og drugge, som de kan slippe af med. Lærer dem de færdigheder fysisk og psykisk, socialt, der vil gøre deres liv lettere.
Hvor man lærer sine børn at tænke videre end egen næse og nuet, at de selv er herrer over eget liv, og ikke blot kan pege fingre af racister, samfundet, skolen, forældrene osv. At de selv er hovedfaktoren i deres eget liv, at deres egen flid gør forskellen, deres egne valg bestemmer mest, at man ingen vegne kommer uden at yde en indsats!

Jeg drømmer om et samfund, hvor kriminalitet ikke kan betale sig, hvor chancen for at blive snuppet simpelthen er for stor og straffen vokser med gentagelser, hvor man i stigende grad isolerer og behandler mennesker der er til fare for sig selv og andre, frem for at tænke budgettet fra et år til et andet. Hvor man ikke svigter disse mennesker, eller svigter deres ofre, dermed samfundet. Eller svigter børn, hvis forældre ikke magter at opdrage dem.
Hvor gamle og svage kan gå i de mennesketomme gader, selv om aftenen, uden at frygte noget, som for halvtreds år siden.

Jeg drømmer om et Danmark, hvor man satser på uddannelse og oplysning, hvor man tør niveauopdele unge, efter evner i undervisningen, hvor alle kloge hoveder, fra alle sociale klasser, får den undervisning som er givende for dem, så vel som dem på mellemniveau, og dem med få boglige egenskaber, får specialundervisning, som øger kvaliteten af alles skolegang, at den så vidt muligt er tilpasset dem individuelt.

Jeg drømmer om et Danmark, hvor pengene bliver brugt fornuftigt, hvor man tænker langsigtet og i økonomisk bæredygtighed, frem for at man kaster sig ud i store forkromede udvidelser af velfærdsstaten, eller på hasardpolitik alá irreversible politikker som indvandring, eller spilder penge på noget som ikke har den store sikre effekt. Hvor en meget stram og grundig Cost/benefit analyse, er en del af hver offentlig investering. Hvor regeringen forstår at priotere skabelsen og bevarelsen af private arbejdspladser, innovation og selvstændighed.

Privatlivets ret til at slå

Jeg mindes stadig min tid i Børnepasningsbranchen, hvordan man oplever børn, man ved bliver misrøgtet og mishandlet fysisk. Jeg havde en leder som kontaktede de sociale myndigheder, og argumenterede for at de skulle fjernes. Men lige lidt hjalp det, hvad man ikke må på gaden over for fremmede, må man halv-de facto godt bag hjemmets fire vægge over for ens kone og børn.

Endnu en lille artikel og et opråb blandt mange her om udbredelsen af vold blandt helt unge. For at slet ikke at glemme JP store kampagne om kvindevold og dens yderste konsekvens, mordet, for noget tid tilbage. Når kærlighed dræber.

Holdningen er lige som, jamen kvinden kan jo bare gå, hvorfor finder hun sig i det? Og børnene, ja, de kunne vel bare være født et andet sted, for i vores kommune har vi altså ikke råd til at tage os af den slags, før det er helt riv rask rusende rivende galt.

Der var 21.025 voldstilfælde på skadestuerne i 2006, næsten 30 procent af disse var kvinder. Hvor mange der aldrig går der på skadestuen, ved man ikke, men et gæt på det samlede antal kvinder som oplever vold svinger mellem 28.000 (som kun gælder husvold) og 70.000, som gælder alt, på et år. Det er altså ikke noget lille problem. 25 procent af disse tilfælde er indvandrerkvinder, selv om de udgør en langt mindre andel af befolkningen. Jeg tror faktisk, tallet kan vise sig at være højere.
Det er altså heller ikke kun et større problem, det er et problem som vokser sig større.

Hvad angår de unge, så er det åbenbart blevet mere in, at slå sin kæreste, antallet af unge piger, der har tre gange større hyppighed for at blive udsat for vold, som søger hjælp på skadestuen, er vokset med 77 procent på bare 10 år.

Volden mod kvinder, er en stor del af grunden til at volden stiger. Går vi tilbage i tiden, fandtes der nok vold bag de lukkede døre, men at tyve procent af sygeplejerskerne blev udsat for vold, og unge piger vænnet til bank fra næsten barnsben af, var nær utænkeligt.

Som Theodore Dalrymple, en engelsk Psykiater, skriver i sit glimrende og anbefalelsesværdige essay, "The frivolity of Evil", som kan findes i hans essay samling, "Our culture, what´s left of it - The mandarins and the masses":

"Yet the scale of a man's evil is not entirely to be measured by its practical consequences. Men commit evil within the scope available to them. Some evil geniuses, of course, devote their lives to increasing that scope as widely as possible, but no such character has yet arisen in Britain, and most evildoers merely make the most of their opportunities. They do what they can get away with.

In any case, the extent of the evil that I found, though far more modest than the disasters of modern history, is nonetheless impressive. From the vantage point of one six-bedded hospital ward, I have met at least 5,000 perpetrators of the kind of violence I have just described and 5,000 victims of it: nearly 1 percent of the population of my city—or a higher percentage, if one considers the age-specificity of the behavior. And when you take the life histories of these people, as I have, you soon realize that their existence is as saturated with arbitrary violence as that of the inhabitants of many a dictatorship. Instead of one dictator, though, there are thousands, each the absolute ruler of his own little sphere, his power circumscribed by the proximity of another such as he."

...

In 1921, the year of my mother's birth, there was one crime recorded for every 370 inhabitants of England and Wales; 80 years later, it was one for every ten inhabitants. There has been a 12-fold increase since 1941 and an even greater increase in crimes of violence. So while personal experience is hardly a complete guide to social reality, the historical data certainly back up my impressions.

Udviklingen i det private erhvervsliv 2000-2008

For at fortsætte mine poster om finanspolitisk holdbarhed, har jeg været inde og kigge på udviklingen af faste stillinger inden for det private erhvervsliv i perioden 2000-2008 (Tabellen "AKU15", som baserer sig på arbejdskraftundersøgelsen, altså stikprøver blandt omkring 37.000, og kan findes hos Statistikbanken ved at søge på samme i søgefeltet - af en eller grund er det umuligt at linke direkte).

Udviklingen ser deprimerende ud, specielt for industrien, hvor antallet af faste ansatte er faldet fra 320.000 til 243.000. Ikke at det nødvendigvis, er et tegn på at så mange industrier har forladt landet, der findes jo vikarer fra Øst og Vest.
Men som udgangspunkt, er der nok mindre arbejdspladser under alle omstændigheder.

I landbruget er antallet af arbejdspladser røget ned fra 37.000 til 31.000 tusinde.

I Bygge og anlæg, trods myten om den store mangel på håndværkere, der gik stadig mange arbejdsløse under byggeboomet, så er antallet af fastansatte faldet fra 137.000 til 123.000.
Igen, med evt. forbehold for personer ansat som vikarer.

I Transport, post og tele er antallet faldet fra 125.000 til 98.000.

I finansiering og forretningservice er antallet faldet fra 150.000 til 126.000

Den eneste branche, der kan fremvise decideret vækst er Handel, hotel og restauration:
Hvor 330.000 er blevet til 363.000. Hvad angår fødehandelens stigning, som ikke kan isoleres her, er den af naturlige årsager blevet større, da vi er blevet flere mennesker i Danmark, hvor de andre dele er større som betinget af murstens millionærer, opsving, måske øget turisme? osv.

Når vi så kigger på registrerede private ansatte, Altså baseret på registertal og som findes i statistikbanken som RASOFFX og RASOFF11, men som gælder også aktiverede, vikarer, altså ikke kun fastansatte, samt selvstændige, så er der sket en vækst i fuldtidansatte, omend det yderligere skal siges, at ansatte i den private sektor, som i stigende grad arbejder for det offentlige, også kommer med her.

Mellem 2001 og 2006 hvor regeringen allerede var ude og brøste sig med flere ansatte, var stigningen i den private sektor dog kun på 5.500 tusinde. Derefter steg antallet med 86.000 i 2008 som vi nu er i færd med at miste igen.
Hvis vi kigger overordnet på det, uden at regne de arbejdpladser som indfinder sig i kraft af midlertidige booms, eller i service fag som er relateret til, at vi bliver flere mennesker, uden at det siger noget om, hvem der putter de penge i hånden på borgeren som handler i supermarkedet, og ja flytningen af offentlige arbejdspladser over i det private, så ser det måske knap så godt ud.

Når industri flytter udenlands, mister vi ikke bare de arbejdspladser som findes på virksomheden. Vi mister de arbejdspladser som ligger i transportsektoren, vi mister skatteindtægter fra selve industrivirksomheden.

Min opfattelse er klar nok, katastrofen er ikke sket endnu, men den er under opsejling, og vi handler som om alt er ved det gamle, og som Schlüter i sin tid sagde "Det går ufattelig godt" Og Fogh, hvad var det nu?

Politikerne taler måske nok et, og ved noget andet bag lukkede døre, det vil jeg ikke udelukke.
Men jeg ser ikke personligt, "at det går ufattelig godt". Og vi snakker stadig om indvandring, mens virksomheder udvandrer, mennesker førtidspensioneres, går på efterløn og antallet af personer på offentlig førsørgelse, i arbejdsalderen, er uændret mellem 800.000 og 900.000 i årtier.

Finanspolitisk er det fuldstændigt uholdbart på langt sigt, bare at skære de 30-40 milliarder væk fra olieindtægter kommer til at koste blod med sparekniven.

Politiseren fremfor videnskab

Da Løkke Rasmussen luftede tanken om at sænke den kriminelle lavalder, blev der pludseligt røre blandt eksperter og kriminologer. Og vi ser den sædvanlige remse - Volden stiger ikke - Straf hjælper ikke, osv.

Her eksemplificeret i Informations artikel, "Politikere overdriver ungdomskriminaliteten", (Hvor jeg også har en videre debat under artiklen) Først ved John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen, som udtaler Citat:

"Vi kan bare se på tallene, at der ikke har været stigende kriminalitet blandt unge under 15 år."

Britta Kyvsgaard, Forskningschef i Justitsministeriets Forskningscenter, går skridtet videre og siger:

"Politisk er det fremhævet, at der er sket en stigning i børns kriminalitet, men det er der intet belæg for, og intet tyder på, at volden florerer blandt de unge,"

Så kommer naturligvis den sædvanlige remse, om at det ikke hjælper at straffe unge og putte dem i fængsel, på trods af at man burde have fundet ud af, at recidiv procenten er mindre for unge som kommer i fængsel, end for dem som har modtaget ungdomssanktionen.

Men lad os kigge lidt på den såkaldte ikke stigende kriminalitet blandt unge. Jeg opererer her kun med tal for de 15-20 årige, da det repræsenterer dem som er endt med strafferetslige afgørelser, altså har begået en forbrydelse, der var hård nok. Hvad sanktioner i mod og registreringen er af mindreårige, ved jeg ikke.
Men det er tydeligt, at man kan slippe af sted med grove forbrydelser som unge, uden at risikere mere end at blive kørt hjem til deres kvarter og forældre igen. Hvor grove forbrydelser som gaderøveri, alvorligere vold burde resultere i at som minimum bliver den unge fjernet fra sin familie og det uheldige miljø - Jeg mener ikke 12 årige skal i fængsel, men der skal være sanktioner!

Men kriminalitet begået af unge 15-20 årige i følge statistikken: STRAF4: Strafferetlige afgørelser efter overtrædelsens art, afgørelsestype, alder og køn, i statistikbanken, den er steget!

15 årige:
Simpel vold:
27 tilfælde i 1990 og 315 tilfælde i 2006, det er, hvad man kalder over 1000 procents stigning.

Voldtægt: Mellem 1990 og 1999 var der 8 tilfælde. Mellem 2000 og 2006 alene var der 25!

Alvorligere vold: Hvis man ser bort fra en spinkel 15 årig overhovedet tør, kan, vil slippe afsted med at udføre den, så var der nul tilfælde i 1990, nul tilfælde i 1991,tre tilfælde i 1992, derefter er det gået op ad til 30 tilfælde i 2003, 23 tilfælde i 2004, 15 tilfælde i 2005, 31 tilfælde i 2006!
In fact, de eneste forbrydelser jeg kan se der er gået nedad, er visse former for indbrud og mangler ved køretøjer, noget som måske skyldes at politiet ikke har tid til den slags pjat længere?

16 årige:
Simpel vold: Var i 1990 84 tilfælde og 2006 440 tilfælde, altså over 500 procent mere.

Voldtægt: I perioden 1990-1992 var der 52 voldtægter. I perioden 2000-2006 var det tal allerede overgået med 58, på tre år mindre end første periode.

Alvorligere vold: 9 tilfælde i 1990 og 62 tilfælde i 2006.

17 årige:
Simpel vold: Var der i 1990 i alt 153 tilfælde af og i 2006 431 tilfælde.

Voldtægter: Mellem 1990 og 1999 var der 46 tilfælde og i perioden 2000-2006, altså på 3 år mindre, var der 53 tilfælde.

Alvorligere vold: 22 tilfælde i 1990 og 77 tilfælde i 2006, 350 procents stigning.

18 årige:
Simpel vold: i 1990 var der 201 tilfælde, i 2006 var der 476 tilfælde.

Voldtægt: I perioden 1990 til 1999 var der 56 tilfælde. I perioden 2000 til i 2006 52 tilfælde, altså stadig en stigning!

Alvorligere vold: 25 tilfælde i 1990 og 108 tilfælde i 2006, altså en stigning på 400 procent.

19 årige:
Simpel vold var i 1990 lig med 208 tilfælde, mens i 2006 var den lig med 477 tilfælde, over en fordobling.

Voldtægt: I perioden 1990 til 1999 var der 53 tilfælde, i perioden 2000-2006, stadigvæk tre år mindre var der 75, altså en tendens til fordobling!

Alvorligere vold: 28 tilfælde i 1990 og 90 tilfælde i 2006, tredobling!

20 årige:

Simpel vold: 238 tilfælde i 1990 og 357 tilfælde i 2006, for en gangs skyld ikke mangedoblet, men det er måske fordi her mærker man sanktionerne i form af fængsel? For 15 årige var stigningen jo som sagt over 1000 procent!

Voldtægt: 60 tilfælde mellem 1990 og 2006 og 91 tilfælde mellem 2000 og 2006, altså en fordobling hvis trenden fortsætter til udgangen af 2009!

Alvorligere vold: 30 tilfælde i 1990 og 73 tilfælde i 2006, altså over en fordobling!

Unge under 15 år, hører endnu ikke under straffeloven, altså tæller de ikke som strafferetslige afgørelser, som ovenstående. Men jeg har svært ved at forestille mig, at den trend du ser hos 15-16 årige, er mindre hos 12-13-14 årige.

Jeg kan til gengæld godt se, at den mangedobling vi generelt ser i tilfældet med de 15-20 årige, kan skyldes, man ikke greb ind, da de var 10-12-14 år gamle.

Kriminologerne siger over hele linjen, der bliver mindre eller ingen stigning i vold. Det er løgn og latin, undskyld udtrykket, men det er det, og det kan der læses meget mere om her, og skyldes politiseren og tendensiøtet, nærmere end fakta. Kriminologerne er ikke deres penge værd, men gør alt hvad de kan for at skygge for problemet.

Jeg mener heller ikke børn, skal i fængsel! Men de skal sandelig heller ikke køres hjem til deres miljø og forældre igen, de skal tvangsfjernes, hellere tidligere end sent!

Venstrefløjen ønsker Taleban til magten

Jeg har været på besøg, hos DRs "Find din kandidat" (til Folketinget.
Ikke for at teste, hvem jeg selv ville stemme på. Mit resultat er stadig det samme, som i al den tid jeg har taget testen. Der kommer kun kolonihave nazister og konservative røvhuller op som resultat.

Nej, formålet har været, at kigge lidt på de enkelte folketingskandidater og medlemmers holdning til vores tilstedeværelse i Afghanistan.

Der er en klar tendens. Enhedslisten og SF er naturligvis overvejende i mod. Lidt mere blandet er det i Socialdemokratiet, men der er faktisk mange, der er i mod.
Jeg havde egentlig regnet med, at de var mere pragmatiske.

Men man synes åbenbart, vi er værre end Taleban, og hvis trækker os ud, kan det kun blive bedre.

Enten er det et tegn på en ligegyldighed med Afghanerere, eller en komplet uvidenhed omkring hvad Taleban er.
Eller så er det bare det gamle hak, de ikke kan komme ud af, og deler med Taleban. Den religiøse tro på den store SatanUS(A)?

Under alle omstændigheder, Taleban har rigtig meget medvind, og venstrefløjen synes de skal have endnu mere af den, så de kan få deres sharia diktatur genindført, og reducere kvinden til et lænket husdyr.