Kunsten at tabe med succes

Det er med at nyde de sidste tider i dagens tabersamfund. Lykkeligvis er vi mange, der er så gamle, at vi ikke får det værste med, og har tid til at planlægge rejsen væk fra den glidende udvikling, der bevæger sig i uheldig glidende retning, langt væk fra det vi husker i vores barndom.

Vi taber med succes, ud og gøre karriere, feste, have masser af penge til os selv og gemme det med børn til sent, hvis overhovedet?

Sådan uddør vi langsomt. Sådan tilhører samfundet på sigt muslimer, der ikke svigter at føde børn, sådan ryger velfærden og sammenhængskraften i samfundet.

Børn går ud over trivslen og nu er det videnskabeligt bevist.

De mest ulykkelige er dem, der har børn. Det er resultatet af et større lykkeforskningsprojekt, der gør op med forestillingen om, at børn er nøglen til et lykkeligt liv. Undersøgelsen viser, at det, der gør os lykkelig, er vores partner, vores sociale relationer, økonomiske frihed, familie og job. Ikke vores børn.

Noget de barnløse har gennemskuet for længe siden - nu foreligger dokumentationen så.

Undersøgelsen hviler på 15 års forskning, men helt vildt grænseoverskridende er den nu ikke. Som Christian Bjørnskov, lykkeforsker og lektor ved Aarhus Universitet, siger til Berlingske Tidende, så begrænser børn vores frihed. Ja tak, intet nyt her.

At den ellers normalt noget skarpere Anne Sophia Hermansen ukritisk reciterer følgende, skuffer mig dog:

Moderskabet er blevet en subtil form for kvindeundertrykkelse, siger den franske filosof Elisabeth Bandinter. Hun har skabt ravage i Frankrig med sit essay om Konflikten, Kvinden og Moderen og skitserer her en ny kvindetype, som ikke lader sin kvindelighed definere af moderskabet. Det giver de nemlig afkald på. For moderskabet er blevet en sur askese, fortsætter Badinter, en endeløs række af pligter og sær opfattelse af kvinden som et pattedyr, der lystfuldt fusionerer med sit barn. Med en stramning forskyder en barnefødsel lykken med 18 år, nemlig til den dag barnet er flyttet hjemmefra.

Kvinden sætter urimelige krav til, hvad der skal investeres i børn og der er problemet. Man behøver ikke at nurse sine unger døgnet rundt, de skal faktisk lære at handle selv, og selv tage initiativer. Hvis nogen undertrykker kvinder er det dem selv, med krav til madlavning, rengøring, børnepleje for at slet ikke at tale om at vi mænd også skal vendes og drejes og skrues på i timevis. Krav om middage med veninderne, krav om sociale ting vi skal nå.
Kvinder ved grundlæggende ikke at døgnet har 24 timer, og i de timer skal man huske at nulstille sig selv og slappe af. Der findes masser af undtagelser, men tiden er til inflation i kravene med stadigt større udbud af alt fra Facebook til modetøj og lidt større udvalg end flæsk, persille og kartofler i supermarkedet.

Jo mere man kan og vil, jo mere æder det en op.

Og i Tyskland, der jo føder 1,1 barn per kvinde og i færd med at halvere sin befolkning, ser det ifølge "karrierekvinden", sådan her ud:

I Tyskland er fremtiden ved at være nu; 38 % af de veluddannede kvinder siger, at de ikke ønsker at få børn. Jeg er ikke bekendt med en tilsvarende dansk undersøgelse, men lykkeprojektet synes at pege på, at vi skal have redefineret vores tilgang til at få børn og ikke mindst revideret deres betydning for vores liv. Måske kan vi passende begynde at spørge os selv, hvorfor børn er vigtige og ikke bare spørge til andres fravalg, som var det et tegn på dårlig dømmekraft. For hvorfor egentlig få børn? Åbenbart ikke for vores lykke skyld.

Personligt er jeg på udkig efter et godt sted at blive pensionist. Spørgsmålet bliver hvor?
Dette her land og så mange andre tilhører på sigt uuddannede og muslimer og så en masse voksne, der spilder krudtet de forkerte steder, og derfor ikke har energien til at give børnene en opdragelse og et selvansvar og eget initiativ.