Staten skal tage teten

Der findes intet politisk parti, der repræsenterer mig. Politik for mig drejer sig ikke om dogmer, eller om at være socialist, socialdemokrat, konservativ, eller liberal.

Politik for mig handler heller ikke om det muliges kunst. Det handler om det, som virker, handler om det, som gør mest nytte. Det handler nogle gange om at tænke helt anderledes, end de bestående partier gør.

George Soros antyder det i en artikel i Financial Times i artiklen
"America needs stimulus not virtue", der er et udsnit af talen, der vil blive linket senere her.

Jeg vil gå planken ud og sige - hørt! Soros, hørt!

Det offentlige skal ikke lade sig kue af tanken om, at det økonomiske marked fungerer bedre uden indblanding.
Jeg mener ikke hermed, at det offentlige skal regulere og stramme tommelskruerne på det private initiativ.
Snakken om at straffe banker, holde dem i kort snor, efter boligboblen, er i mine øjne en fraskrivning af ansvar fra staternes side, der gladeligt svinede løs under den selvsamme fest, som bankerne, og gav den med en kosakdans selv i form af at komme med "glimrende" idéer som gratis lån - afdragsfri lån. Det i et forsøg på at flotte sig med uddeling af høj vækstchampagne i glassene til hele selskabet, hvor æren kunne tilfalde regeringen for den flotte vækst. Det er ren ynk, når man senere giver storeslem videre. De afdragsfrie lån blev vedtaget med solidt flertal inklusive Socialdemokratiets stemmer. Enhver kan regne ud, at hvis der var noget der bidrog til boligboblen, så hører dette til, for at slet ikke sige, alt det som regeringen kunne have gjort, for lægge dæmper på overophedningen af boligmarkedet.

Ligeledes mener jeg ikke, at strenge krav og mere skat, flere afgifter, flere regler, er den fornuftige vej at gå, når problemet faktisk både er opstået og passé, og det vil næppe gentage sig igen foreløbig. Nye problemer vil opstå, som man igen "overså" - læs: Ikke turde gøre noget ved.
Faktisk mener jeg, at man nu skaber nye problemer i stedet uden at løse noget fremadrettet, for hvorfor skulle investorer og virksomheder finde sig i disse regler, når de kan flytte til andre lande, eller investere andre steder? Og det er netop, hvad de kan, og hvis det ikke er muligt, så kan de sende regningen videre til forbrugeren, der så har færre penge at shoppe for.
Andre lande vil altid brande sig på lave skatter, hemmelige bankkonti, bedre forhold for virksomheder og aktionærer, sådan er det, det kaldes konkurrence, og alt i alt er det godt, for det sætter grænser for vanviddet, selv om man kan tvivle på det, når man ser på Cuba.

Hvad det offentlige så kunne gøre i stedet for at styre, det er at deltage. Deltage i markedet, investere, lave virksomheder, eje virksomheder og skabe arbejdspladser.

Tanken er absolut kættersk, så kættersk at George Soros knap tør tænke den og sige for meget.

I dag vil han være pragmatisk og anbefale Obama at glemme gælden og investere i infrastruktur og uddannelse på World Leaders Forum at Columbia University. Men læs mellem linjerne, han anklager Obama for at have bøjet sig republikanernes ideologiske pres og undladt den rigtige løsning, nemlig at staten skulle tage aktieposter i bankerne gennem nyemissioner, rejsninger af nye aktier, i stedet for at overtage de dårlige aktiver og stille billig kapital til rådighed.

Where the Obama administration did go wrong, in my opinion, was in the way it bailed out the banking system: it helped the banks earn their way out of a hole by supplying them with cheap money and relieving them of some of their bad assets. But this was an entirely political decision; on a strictly economic calculation it would have been more effective to inject new equity into the balance sheets of the banks. But the Obama administration considered that politically unacceptable because it would amounted to nationalizing the banks and it would have been called socialism.

That political decision backfired and caused a serious political backlash. The public saw the banks earning bumper profits and paying large bonuses while they were badly squeezed by their credit card charges jumping from 8% to nearly 30%. That was the source of the resentment that the Tea Party exploited so successfully.

I den neoliberale verden er staten for sig og markederne for sig. Vi er født og opvokset med, at staten ikke kan fungere som fornuftig investor. Det står bare ikke skrevet på nogen grundstoftavle, at det altid og atter altid er sådan, som George Soros anfører:

The obvious solution is to draw a distinction in the budget between investments and current consumption and increase the former while reducing the latter. But that seems unattainable in the current political environment. A large majority of the population is convinced that the government is incapable of efficiently managing an investment program aimed at improving the physical and human infrastructure. Again, this belief is not without justification: a quarter of a century of agitation calling the government bad has resulted in bad government. But the argument that stimulus spending is inevitably wasted is patently false: the New Deal produced the Tennessee Valley Authority and the Triborough Bridge.

Denne tankemåde, eller endnu bedre - Dogme! Gavner ikke markedet, fordi det udnytter ikke markedets fulde kapacitet, om jeg så må sige, det tvinger regeringer til at spilde penge på at producere varme, mens det meste af varmen ryger ud i det tomme rum, for konstruktionen har stort hul i taget.

Hvad Soros antyder her, er endnu mere relevant for Danmark, end det er for USA. Det vender jeg tilbage til. Første vil jeg lige hente et vigtigt nøglepunkt i Soros' artikel.

Fra versionen i Financial Times:

Moreover, the simple truth is that the private sector does not employ available resources. Mr Obama has in fact been very friendly to business, and corporations are operating profitably. But instead of investing, they are building up liquidity. Perhaps a Republican victory will boost their confidence but, in the meantime, investment and employment require fiscal stimulus (monetary stimulus, by contrast, would be more likely to stimulate corporations to devour each other than to hire workers).

Med andre ord, så har stimulus ikke virket efter hensigten. I stedet for at investere og udvide og ansætte nye medarbejdere, holder selskaberne på pengene, og arbejdspladserne holdes lukkede for de mange fyrede.
Om der er faktisk belæg for at konstatere, at virksomhederne vælger at bruge likviditeten til at opkøbe konkurrenter, i højere grad end tidligere, ved jeg ikke. Men det er plausibelt, at konsekvensen kan blive dette.

Markedet er i en fastlåst tilstand, uden vækst i det private forbrug, er der grænser for væksten. Der er sikkert også mange selskaber, der holder på pengene som ren sikkerhedsventil.
Fyrede personer holder af naturlige årsager også igen, personer der er bange for at miste deres arbejde holder på pengene. Banker der har penge, tør ikke låne dem ud, før de er dobbeltsikre som amen i kirken på, at det er noget fornuftigt, de låner til. Renterne er lave fra centralbankernes side, men fra bankernes side er de højere, end de var før krisen i for eksempel Storbritannien. For bankerne skal også sikre sig større likviditet, end tidligere.

Med andre ord, stimulus og løsninger på passéproblemer i den nuværende form er mangelfuld, og der skal andre ingredienser til.

Som jeg skrev tidligere, er Soros' tanker mere relevante for Danmark, specielt hvis man tænker dem lidt videre - her er hvorfor:

Nøgleordet er som sagt arbejdspladser. Næsten 50 pct. af den danske arbejdsstyrke er uden for arbejdsmarkedet, eller arbejder i det offentlige. Mange af de offentlige stillinger er bundet op på at være beskæftigelsesterapi og andre på at servicere, kontrollere, eller helbrede, de som er uden for arbejdsmarkedet.

Udgiften til dette? Ja cirka (eller mindst) 600 mia. kr. årligt - cirka 60 pct. af de offentlige budget og på vej mod en tredjedel af af BNP.
Det er ikke fuldstændigt spildte penge, da noget vender igen i form af forbrug, skatter, afgifter osv.

Men disse milliarder er heller ikke optimalt udnyttet!

Forestil dig, at man hvert år brugte bare det halve af de 600 mia. kr. på at udvikle nye produkter, skabe mere uddannelse og forskning, på at skabe nye virksomheder og arbejdspladser. Virksomheder, der både kan give en bedre løn til mere privatforbrug og endda ende med rentable virksomheder, der giver staten andre indtægter, end dem over skattebiletten og afgifter på afgifter, oven på afgifter.

Eller på at købe op i private selskaber og dermed opnå stemmer og indflydelse på deres måde at drive virksomhed på - her igen ansættelsesgraden, for at berøre et rigtigt tabu.

For at stille det maksimalt på spidsen, så kunne man i stedet for at spilde trecifrede milliardbeløb på næsten ingenting: På passiv forsørgelse, offentlig beskæftigelsesterapi, social service og lappeløsninger, bruge dem på at skabe arbejdspladser, livsindhold og rigdom til de mange personer, der de facto er udelukket af det private erhvervsliv, der ikke kan rumme eller ansætte alle danskere i den arbejdsdygtige alder, hverken nu, eller om 20, eller om 40 år.

I stedet for et tabersamfund fuld af sygeliggørelse, et offentligt skizofrent pusse - nusse og kontrolsystem, kunne vi skabe et dynamisk og velstående kollektiv, hvor samfundet er indrettet til at producere velstand, fremfor at forbruge den, hvor staten tjener penge, i stedet for at brandbeskatte befolkningen.

Et samfund, hvor alle har noget fornuftigt at tage sig til i stedet for at ende udrangeret på efterløn eller førtidspension, fordi udsigten til et fornuftigt arbejde er minimal, og fordi der er ikke råd til at ansætte flere i det offentlige til sparke dem i røven, eller klappe dem på kinden.

Det er en fandens kættersk tanke, men prøv at tænke den. Det er sådan samfundet forandres, ved at man tænker på en ny måde i stedet for at holde fast i gamle dogmer.

Sandheden er, at staten - selv den lille danske - har langt mere kapital til rådighed årligt, end flere store multinationale selskaber tilsammen, det meste af den bliver bare smidt i et sort hul.

De penge kan bruges bedre, og den måde det offentlige bruger penge på nu, virker ikke. Den skaber mindre velfærd, fremfor mere.