Pontius Pilatus står der skrevet på ryggen af denne civilisation. Vi vil ikke standse ondskaben, blot selv undlade at blive involveret i den
Jeg så "Shooting dogs" i dag, en film om massakren i Rwanda. På et tidspunkt vil FN soldaterne skyde hundene, der æder ligene. Præsten Christoffer, der spilles af John Hurt, spørger sarkastisk om hundene har skudt på FN-soldaterne? For ham bekendt må de kun åbne ild, når der bliver skudt på dem, siger han og henviser til, at de ikke vil skyde på mænd med macheter, der heller ikke har åbnet ild.
Filmen er baseret på en virkelig hændelse, hvor FN-soldater forlader en gruppe flygtninge på omkring 2000, i en lejr der er omringet af militsfolk, klar til at hugge dem alle ned, hvilket de også forsøger efterfølgende, kun få overlever.
Mere tydeligt fremstår Pontius Pilatus ved håndvasken næppe, lad bare pøblen gå amok i en blodsrus, så længe mine hænder er rene.
Robert Kagan skrev i hans bog, Of paradise and power, at i Europa er vi fokuseret på processen, hvor USA er fokuseret på resultatet. Men hvad angår Rwanda, var alle vist europæere, travlt beskæftiget med at snakke og vaske hænder, omhyggelige med at processen foregik i alle detaljer og teen blev drukket mellem mundens meningsløse plapren og ligeglade med at resultatet var et massemord i et af historiens største skalaforhold - i betragtning af at det foregik over ganske få måneder.
SE Selv de essentielle håndvridninger ved vasken her i et historisk tilbageblik.
Der er godhed, som er de facto ondskab, da den intet gør ved ondskaben, andet end at give den frit spillerum.
Og der er "ondskab", som er defacto godhed, da den erstatter et større onde med et mindre onde.
Rwanda er en lektion for alle tider, men det er en lektion, vi intet har lært fra. En lektion om hvad vi kan forvente os i fremtiden, af fortsat håndvasken.
Når verdens millioner af Pontius Pilatuser bliver stående ved håndvasken, når folk bliver direkte massakreret direkte omkring dem, så er det en lektion om, at det vil de altid gøre. Der er intet, der kan få dem væk fra håndvasken og nej, det var ikke kun fordi det skete i Afrika, for håndvasken blev brugt lige så flittigt, mens hundreder af tusinder døde i Bosnien.
Også i fremtiden vil de være fokuseret på den proces med at vaske deres egne hænder og ignorere det resultat det giver, for dem som skal betale prisen i blod.
Der står for mange ved håndvasken og tjekker deres rene hænder, og holder øje med renheden hos de andres hænder, til at vi kan løse de problemer, vi har nu.
Således bliver scenen overladt til de primitive, dem som intet har at miste og er fyldt af vrede:
"I am actually predicting the war in the UK in the next twenty years. In my views white working class kids will go fight against immigrants. You don’t understand this. You are a woman. Women don’t understand war. High-testosterone men always find the reason for the war.”Der venter os et numbersgame, indtil videre dominerer unge indvandrere med deres store grupper, mangel på tøven med at bruge vold, alt bakket op af sammenhold, mobilkæder.
Det øjeblik hvor unge vrede mænd i vesten slutter sig sammen, er det slut med "freden", og den dag vil komme.
Så vil det blive et evigt lag på lag spørgsmål om, hvem der kan mobilisere flest og med et evigt lag på lag af grove kampmetoder. En konflikt, der vil rive flere og flere med sig, for selv om man ikke vil være med, vil man blive ramt. Vælg side, eller stå alene.
Det er en psykologi, som de færreste forstår og slet ikke vores politikere, der jo altid kan tilkalde politi og hær, for at beskytte dem, mens de vasker hænder.
0 kommentarer:
Send en kommentar