Økonomisk armaggeddon nej men

Ekstra bladet hængte i sædvanlig friskfyragtig, kontant og firkantet stil, regeringstoppen anno 2001-2010 ud i en artikel i går:

De har kørt Danmark i sænk

Blæste på advarslerne: Regeringen lyttede ikke, og nu bliver de økonomiske tommelskruer spændt - hårdt

Der anklager de regeringen for at have set den anden vej, mens krisesymptomerne hobede sig op og den højt besungne, men knapt så reelt stærke økonomi kørte ud over kanten.

Det, og en masse andet, er sikkert det som får lederen i JP i dag til at fare i kridthuset med den omvendte model, nemlig at mane helt til ro og mage, den danske økonomi er bundsolid.

JPs leder holder dog ikke regeringen toldfri:

VK-regeringen har nedsat en stribe kommissioner, der har skullet komme med bud på reformer af dansk økonomi, og de har i alt væsentligt gjort deres arbejde godt.

Forslagene har samlet set været solidt funderede og fremadrettede, og Danmark ville i dag stå i en væsentligt bedre position, hvis den regering, der har nedsat kommissionerne, også havde fulgte mangfoldigheden af gode råd.

Alt andet lige ville rettidig omhu i gode tider have været klasser bedre end den brandslukning, der nu er undervejs, og som meget hurtigt vil efterlade den jævne vælger med indtrykket af, at Danmark stirrer ned i den berømte økonomiske afgrund.

Det er meget fjernt fra sandheden.

Dansk økonomi er i en bedre forfatning end de fleste andre landes i Europa, men overbudskrigen mellem VK-regeringen og oppositionen har fået velfærdsudgifterne til at løbe løbsk.

Så er den jo manet i jorden, med lidt reformer kan vi løse alle problemer, I am sorry - not!

JPs leder skriver følgende:

Hvis der mangler 20 mia. kr. om året - sølle 2 pct. - for at sikre den langsigtede balance på de offentlige finanser, er der økonomisk set tale om en temmelig overkommelig opgave.

Hvis det nu var tilfældet, så ja, en meget overkommelig opgave. Men det er egentlig ikke tilfældet, for vi er kun ved toppen af isbjerget.

Rundt regnet er de 20 milliarder kun, hvad vi løbende har vænnet os til af midlertidige olieindtægter og det beløb alene har i øvrigt været så højt som 30 milliarder.

Dertil kan man så begynde at lægge den stigende forsørgerbyrde af ældre, som koster 200.000-300.000 årligt i sundhedssystemet og socialsystemet per persona, som jeg husker det, stigende med alderen.

Dertil kan man så lægge inflationen i krav til offentlige serviceydelser, specielt inden for sundhedsvæsenet, hvor stadig flere former for medicin og flere muligheder for behandling opstår dagligt.
JP har i papirudgaven i dag, sjovt nok en artikel om det 40+ cifrede mia. tal medicinsk behandlinger koster i dag, hvor regionerne brokker sig over at medicinal selskaberne snyder med patenterne, så gammel medicin introduceres i ny form - eneste forandring reelt fra pilleform til vandopløselig tablet, for at kunne imødegå den billige kopimedicin, når markedet bliver frigivet. Det var en lang, rodet smøre, men jeg har ikke papiravisen hos mig her.

Dertil kan man ligge stadigt flere offentlige medarbejder, hvoraf stadig flere er højtlønnede administrativt, public-relations, ledelsesmedarbejdere og DJØFere, hvis månedlige løncheck skal lyde på noget mere, end social og sundhedshjælperen, som man nu ikke har råd til at holde ansat i flere regioner.

Man kan også lægge et stigende antal psykisk syge, stigende antal fængslede, stigende antal børn som tvangsfjernes, stigende dit og dat. Der er faktisk, kort sagt, rigtig mange kontoer i det offentlige system, som kan løbe løbsk.

For at slet ikke at tale om, at vi med utrolig stor sandsynlighed faktisk bliver flere mennesker i Danmark, med en fortsat indvandring og en demografi, der snart tipper over i vækst, fremfor decline, omend det kommer til at vare nogle årtier endnu med sidste. Så er Danmark stadig vokset med omkring 10 procent, befolkningsmæssigt, siden 1980.

Så nok er det overbud, at tale om økonomisk ruin, og det helt store økonomiske kollaps. Velfærdsstaten skal nok overleve, det er blot et spørgsmål om balancen mellem tæring og næring, og vi havde en velfærdsstat allerede da den kostede 1/3 af, hvad den koster nu.

Men det er for let at tro, at vi kan slippe med 20 milliarder om året. Så billigt spiller klaveret ikke og der findes et helt symfoniorkester som følger trop.

Det er heller ikke et spørgsmål om at afkorte dagpengeperioden, og trylle, trylle, så skal folk nok rejse jord og rige rundt, for at få et arbejde, for at slippe for kontanthjælp.
Det er heller ikke et spørgsmål om, at fjerne efterlønnen, så gamle mennesker, der har sat sig med hus og hjem, skal bruge de sidste år på at finde et arbejde i Nordjylland, selv om de og ægtemagen, børnene bor i København.

Vi har ganske simpelt og stabilt haft 800.000 og 900.000 uden for arbejdsmarkedet i den alderen 15 - 67 siden slutfirserne. De forefindes uden for arbejdsmarkedet, fordi der mangler arbejdspladser, det vil der også gøre selv om man afkorter dagpengeperioden og fjerner efterlønnen.

Der ligger også et optimistisk gæt med hensyn til, at vi kan opnå de vækstrater, vi havde op til 1998 igen.
Sådan spiller klaveret heller ikke, meget af det opsving var båret af boligmarkedet, som aldrig får samme karakter igen, det er ikke muligt at lege byggeboom, friværdi og kreditværdighed, og eje boliger, der vokser med 100-200 procent inden for fem år, to gange hvert årti. Det scenarie vender kun tilbage som en svag afglans af tidlige tider.

De over hundredetusinde ekstra som er blevet ansat i det offentlige de sidste årtier, den øgede aktivitet i servicefag bundet af murstensmillionærforbrug og det simple faktum at vi er blevet flere mennesker i Danmark. Det kan ikke dække over det faktum, at vi mister arbejdspladser i industri og stort set alle andre sektorer end service og det offentlige.

Krisen gør ikke udflytningstrangen mindre. Dine Eccosko er ikke produceret i Danmark, men i Østen eller østlandene. Dit modetøj fra IC Company er heller ikke lavet i Danmark. Dine møbler og dit elektroniske grej er typisk produceret fjernt fra danske løn og administrationsomkostninger.
Kan vi konkurrere på lige fod med Kina, hvad angår produktions og lønomkostninger, et stort rungende nej og firmaerne som kæmper for livet i Danmark er ikke så få.

Vi har langt fra set den sidste arbejdsplads forsvinde, nettobalancen er ikke vores favør, når det gælder arbejdspladser i det private og det kan koste mange, mange milliarder på sigt. Det er cirka 5000 som forsvinder årligt. Det er dog brutto, der opstår arbejdspladser andre steder, men det er ikke nødvendigvis et sted, hvor udgifts og indtægtsbalancen er god for det offentligt.

Ligeledes forsvinder omkring 700 højtuddannede permanent fra Danmark om året, . Det antal er angiveligt i vækst.

Læs eventuelt velfærdskommisionens rapport om emnet.

Og så glemte jeg helt at nævne. Vi forventer, at vi vender tilbage til tidligere vækst og opsving.
Jeg mener, at en kæmpeandel, men uvis af størrelse ( I USA anslået til 50 procent ), af det opsving var baseret på boligmarkedet, direkte eller indirekte. Altså enten direkte bygning og renoverings aktivitet, samt produktion af byggematerialer, transport af disse osv. Og indirekte forbrug baseret på en kreditværdighed, der havde base i huset, der gav en følelse af at man murstensmillionær gange rigtig mange.
Dette kan ikke gentages. Boligmarkedet har ikke de samme vide rammer for vækst, som tidligere nævnt, medmindre lønnen da stiger så meget, at alle har råd til en villa til 8 millioner :) Med to Invitakøkkener, mindst.
Så når det offentlige nu har et underskud omkring den 100 milliarder årligt, som ser ud pt. også med 2010. Så får den næppe nogensinde alle de mistede indtægter igen. De skal erstattes med andre indtægter, skæres væk, eller hentes via afgifter og skatter, og her taler vi angiveligt om et anseeligt to cifret milliard tal.

Så de undfordringer det offentlige står over for, er langt fra små. Slet ikke givet at man naturligvis ikke kan spare hele områder væk. Så det bliver at skrue og dreje på hanerne gennem hele systemet, hvilket ikke nødvendigvis gør mindre skade end gavn.
Nej, det kan gøre mere skade end gavn, da følgevirkningerne også i nogle tilfælde koster.

Det bliver rigtig svært.

Men løsningen ligger først og fremmest hos forbrugeren, der kan springe over det som er produceret i udlandet og købe det som betyder danske arbejdspladser. For det hele drejer sig om bevare arbejdspladser og virksomheder i landet, for det er dem som gør livet lettere for det offentliges økonomi, eller med andre ord, der hvor pengene kommer fra.

I konkurrencen med lande med lav mindsteløn og meget få regler og arbejderrettigheder har vi forlængst tabt.