Hvad vi skal vi betale velfærdsinflationen med?

Mr. Politisk Krabask, Peter Nedergaard, holder også fast i emnet:

Den erhvervspolitiske debat er næsten forsvundet fra det offentlige rum. Medens debatten om ikke-eksisterende burkaer trækker overskrifter, er debatten vedrørende det helt fundamentale om, hvad Danmark i det hele taget skal leve af nærmest væk. Hverken politikere i regeringen eller i oppositionen synes rigtig at skænke det en dybere tanke. Hvis de endelig en gang imellem melder ud, bliver det i form af overfladiske fraser om, at vi bare skal sørge for at eksportere ”velfærdsteknologi” eller “grønne energiløsninger”...

Han kalder erhvervslivet for "vores velstands moder" og det er jo præcis sådan det hænger sammen. Men virksomhederne skal give overskud og konkurrere med andre virksomheder, som har langt lavere omkostninger til både skat og medarbejdere, og derved noget lettere ved at holde prisen nede, samtidigt med at de får overskud.
Man kunne stille det på spidsen og sige, prøv at konkurrere som virksomhed underlagt danske udgifter til skat, afgifter, regler og administration, lønrettigheder og miljøhensyn med en virksomhed baseret på slavearbejde og få hensyn til medarbejdere og miljø, underlagt en symbolsk skat.
Det er ikke det vi gør, men det er tæt på. Når virksomheder i Kina kan undlade at betale deres medarbejdere i flere måneder, en i forvejen ikke specielt imponerende løn. Så er det klart man kan købe dit og dat produceret i Kina til 1/3 del af hvad det ville koste, skulle virksomheden løbe rundt i Danmark. Selv om det skal transporteres tusinder af kilometer for at ende i Ikea eller Føtex her i landet.
Så kan man tænke, at det er godt for disse lande at de får del i velstanden. Men er det nødvendigvis det som sker, når selve konkurrenceparameteret og årsagen til succés er de lave omkostninger til løn, miljø og stat?
Kunne det ikke tænkes at de forhold fastfryses, for det er det som giver overhånden i konkurrencen?

Den Politiske Krabask efterlyser viden hos politikerne, om hvordan værdierne i samfundet skabes, det er måske ikke helt uden grund.

En kommentator nævner Christina Antorini som eksempel:

Christine Antorini forlod SF til fordel for Socialdemokratiet. Hvad var Antorinis hovedargument for sit partiskifte?

…det gik op for madammen at værdierne i samfundet blev skabt i erhvervslivet og ikke i den offentlige sektor, som hun fejlagtigt havde lært af Gert Petersen.

På youtube kan man se og høre Antorini fortælle om sin “åbenbaring”.

Taget i betragtning at Antorini er en begavet og dygtig politiker, så er jeg bange for at den danske befolkning generelt intet ved om tingenes sammenhæng, og tror at velfærd er et tag-selv-bord.

Måske er det lidt lige som når hanen løber for fuld, eller halvfuld kraft, så ved man godt det koster. Men når tusindvis haner står og smådrypper, de fleste uden for synsfeltet, tænker man måske, "nå, det er ikke så galt" og man skal ikke sige nej til mennesker som har et reelt behov. Vi kan jo altid gøre det bedre

Behovene er bare grænseløse. Det er økonomien ikke.

Antorinis video:

Oppositionen varsler mere selskabsskat, et hop fra 25 procent til 28 procent, samt naturligvis millionærskatten. Befolkningen er bestemt ikke afskræmt af dette. Det burde de være, for det er at save den gren over de selv sidder på.
Så fedt har virksomheder det heller ikke i Danmark. Så god og uundværlig en arbejdskraft er vi heller ikke.

Ifølge Børsens papirudgave, mandag, mener otte ud af ti virksomhedsledere, at højere selskabsskat vil resultere i færre investeringer, færre udenlandske virksomheder som flytter til landet, for at slet ikke at glemme flere danske, der forlader landet.

Hvis hele verden var enig om at holde dansk skatte- og lønmodtagerniveau, så havde vi ikke dette problem. Men for mange virksomheder kan det betale sig at bekoste en flytning og en længere transport, i nogle tilfælde vil virksomheden simpelthen ikke overleve uden at trække teltpælene op.
Den nuværende regering har fået sænket selskabsskatten fra 30 procent, til 25 procent.
Men gennemsnittet i resten af EU er et fald fra 30,7 procent, til 23,5 procent ifølge Børsen.
Tyskland som er det mest nærliggende sted, at flytte hen for mange virksomheder, har stadig en selskabsskat på 30 procent, men har planer om at sænke den til 15 procent.

Det ville tiltrække selskaber fra nær og fjern, men det vil også kræve at vi sænker selskabskatten, hvilket så igen vil ende med midlertidige huller i statskassen og har vi råd til dem?
Hvilket igen, igen vil ske hvis vi ikke sænker skatten og i stedet hæver den, blot her er der tale om permanente huller, for de virksomheder som forlader landet kommer sjældent igen. Har vi råd til at lade være?
Taktisk set burde vi sænke selskabsskatten så den passer til vores konkurrenter. Ikke til finansieringen af et offentligt overforbrug uden ende. Om det så kun er til middelniveau set i forhold til EU og OECD.

Som Cepos skriver i et notat:

Den højere selskabsskat har flere økonomiske konsekvenser for dansk økonomi. I den forbindelse skal det bemærkes, at OECD i et studie finder, at
selskabsskat er den skat, der har den mest skadelige effekt på velstanden. De forvridende effekter, der følger af selskabsskatten, overgår dermed de negative effekter på velstanden af højere marginalskat på løn.
Højere selskabsskat vil derfor medvirke til at sænke velstanden i Danmark. I forvejen er Danmark gået fra at være det 6. mest velstående land i OECD i 1997 til
at være det 12. mest velstående land i 2007.
Frem mod 2017 står Danmark ifølge OECD til at få den 4. laveste vækst ud af 30 OECD-lande. Højere selskabsskat vil konsolidere denne position.

At være på kurs mod den fjerde laveste vækst i OECD med det byggeboom, og med den vækst vi har haft på grund af boligboblen. Det er - med ironisk klang - imponerende.