Dagens bondemandsbrok og kvinden er den evige martyr

Jeg har sultet mine læsere for en stund. Det er såmænd ikke fordi, der ikke er noget at skrive om. Der er masser at skrive om, men jeg bliver træt af, at hvordan tingene kører i ring.

Men så er der jo Politiken. Den avis er jo altid leveringsdygtig i et eller andet, som får rystet ens rationelle verdensbillede så man tror, det er løgn. Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis man leder efter nutidens mest moderigtige dogmer, ud i det politisk korrekte og indspiste, indforståede offer/bøddel verdensbillede, følerierne og mavefornemmelserne, så er der altid leveret. Mon ikke der er en slagside i Q retningen blandt læserne. Det skorter i hvert fald ikke på væverier i navlepilleriafdelingen, baseret på intuitioner og mavefornemmelser, uden kritisk sans.

Nu lyder det som om jeg vil til at hudflette både Politiken og kvindekønnet, men sådan er det nødvendigvis ikke.
En lille firkantet karikatur i musikalsk form er jeg dog nødt til at gengive, for den er sgu morsom:

"inderst inde er hun lige som alle os andre, hun gider bare ikke tænke de samme tanker."

Men tilbage til artiklen i Politiken. Den handler om kvinder, der får stress. Og man taler om at mænd er pylrede og klynker, men der er næppe nogen som lider i mindre tavshed end kvinder.
Det som får mig op på dupperne, findes allerede i indledningen af artiklen:

Og når de drøner hjem fra job nummer 1, venter job nummer 2 med mand, børn og kampen mod nullermændene i det tilstræbt pæne hjem.

Nej, der venter ikke noget job, der venter nogle små praktiske opgaver, medmindre man overdriver det og det gør mange kvinder. Problemet er, at kvinder ikke kan finde ud af at sænke deres ambitioner og nyde livet.
Og vi mænd er (indsæt bandeordene) ikke noget JOB! Lav dog være med at fise rundt og strømline hver en milimeter, lad opvasken stå, tag det stille og roligt, så hele familien kan få lidt ro. Børnene bliver da stressede af sådan en mor, der uanset hvor godt hun vil gøre det, egentlig gør det modsatte. Vi mænd gider sgu ikke at jage rundt i de inflaterede kravs endeløse vind, når vi har fri. Nej, vi brygger kaffe og smører rugbrød, og så sidder vi og summer, for det har vi og i øvrigt også kvinder brug for, at koble af, før man kobler for igen.

Så kører idealiseringen ellers derudaf senere i artiklen:

De siger ikke fra, men påtager sig alle opgaver uden at kræve noget til gengæld«

Hvor findes hun? Ikke fordi det lyder rart, det gør det ikke, det lyder som en, der ikke hviler i sig selv. Men en kvinde som ikke havde en lang liste af krav, oftest underforståede og gemt i tankelæserverdnen, har jeg da aldrig mødt. Og jeg vil være skeptisk over for muligheden, medmindre vi da taler et omvandrende telt fra Afghanistan.

Nej, lad os nu droppe den der med at kvinden er engel sendt fra himlen, jo vist er hun smuk og hun kan da også være ganske fornuftig og helt uden de nykker og åndsvage indfald, en der har forstået at tage livet, som det det er og i det tempo det kommer i.

Nej, hun er et stort tudefjæs af en ærkemartyr. Hun stiller urimelige krav til sig selv og sine omgivelser. Kvinde er kvinde værst siger man, og mener dermed ofte andre kvinder end kvinden selv. Men den allerværste er da kvinden selv - over for sig selv!

Så klynker hun i lange baner over at andre ikke vil bakke op omkring projekt "Det-kan-aldrig-blive-godt-nok".

Hun burde udstyres med en skruetrækker og en masse skruer, så hun kunne lære på den praktiske måde, at skruer faktisk har en ende og skruer man videre, så ødelægger man både sig selv, skruen og skruetrækkeren.

Fald nu ned på jorden kvinder, slap af og tag nogle dybe åndedrag.