Varige indtryk fra medierne

Det meste journalistiske stof er hurtigt ind og hurtigt ud, en lille krusning på overfladen af hverdagens urolige hav. Der er langt mellem de journalistiske produkter, der rammer os med blivende kraft og som mindes årti efter årti.

Inspireret af vores undervisning for tiden, er jeg drevet til at reflektere over, hvad der egentlig har sat sit præg inde i min hjerne.

Billeder og historier, hverdagen har overflow af dem, men få af dem følger os gennem livet.

En af de første begivenheder jeg selv kan huske har en medierelation. Det er helt tilbage på min to års fødseldag, hvor Frederik den niende endte sine dage.
Den tungsindige musik, de sørgende miner i sort/hvid transmission, den tunge stemning omkring forløbet, jeg husker det tydeligt, og havde sikkert husket det, selv om det var sket et halvt år før.

Ellers er jeg chokeret over, hvor lidt jeg egentlig husker, hvor lidt der faktisk hænger fast.

Kaj og Andrea hænger kun som en diffus collage, trods de mange timer spenderet i deres to dimensionelle underholdende selskab.

"Die Altes" gråtriste eminence, De uheldige helte, Brixtofte den yngre med "Video - video" - Tommy Seebach og andet bryder mønstret på mærkværdig vis og finder uden om det center i hjernen hvor livet malstrøm bare flyder lukt i gennem.
Nej, Det er ikke kun død og vold, eller elendighed, manden med de gule indvolde hængende ud af armen foran Sadats sidste offentlige optræden, ligene fra slagmarker, de indsunkne ansigter med apatiske øjne på en krop der er mere knogler end muskler. Det er ikke kun tragedier og chokerende billeder der sætter sig fast.
Det er også manden uden arme, som har lært at spise med kniv og gaffel ført af tæerne, faktisk lige så godt som jeg lille dreng kunne med hænderne.
Det er også et lille anseeligt privatfly der lander på den røde plads. Ja, fråden der bliver gøet ud af munden på Khomenei.

Med andre ord det er lidt af hvert, det er ikke bare unormalt og overraskende, blodigt chokerende, eller en kollision med den verden man lever i, den oplevelsesramme der er blevet det standardmål nye oplevelser måles efter.
Det helt anormale og dybt chokerende har naturligvis mere gennembrudskraft end den øvrige flod af oplevelser.

Men at et menneske dør, som Frederik den niende er faktisk utroligt normalt. Specielt når det drejer sig om sygdom. Altså bliver det ikke nødvendigvis oplevelsen i sig selv, men oplevelsen for os der gør forskellen. Nu er der blot det forhold, at jeg var to år, jeg var næppe royalist dengang, som jeg ikke er det i dag og døden havde jeg næppe det fjerneste begreb om.
Så hvorfor blev jeg ked af det?

Hvorfor er det nogen gange de samme billeder som hærger en hel kultur?

Ja, ordet kultur er valgt bevidst, for det er næppe de samme billeder der er fastnaglet inde i hjernen i for eksempel vestlig kultur og østlig kultur.

Visse billeder og historier har afgjort større lagringspotentiale end andre, men i sidste ende er det os der lagrer dem. Os som individer forankret i, præget af, den kultur som er vores umiddelbare reference ramme. Altså vores målestok for normalitet.

I bund og grund drejer det sig måske ikke om hukommelse, eller selve oplevelsen, som sådan, men simpelthen om følelser?