Fornuftens ærkeparalysator

Jeg har for nylig haft en sand kampdebat på Uriasposten, med en liberal der ikke har mere liberal sans, end at han vil sætte et Erasmus Montanus logisk kvasiforsvar op for kristendommens rolle i udviklingen af demokratiet.

Jeg har Sam Harris´s "The end of faith", på vej med Post Danmark - som jo ikke er hævet over tro selv, slet ikke troen på at serviceforringelser, faktisk er serviceforbedringer, og jeg har tænkt mig, at lave min første boganmeldelse her på bloggen af netop denne bog.

Men her vil jeg første omgang frit behandle temaet religion.
Den eneste af de store religioner jeg finder nogenlunde sympatisk er buddhismen. Specielt i den Zen buddhistiske variant som er nogenlunde fri for dogmer.
Hvad angår resten, så var verdenen afgjort et bedre sted foruden dem.

Ganske vist der enkelte noble bestanddele af en religion - problemet er blot som Harris er inde på i "Letter to a christian nation" er, at den moral typisk er ganske elementær. Den kristne snob moral påviser han, at selv indenfor religionernes ramme er den overtrumfet af bare et enkelt af jainisternes bud, nemlig:

"Do not injure, abuse, oppress, enslave, insult, torture, or kill any creature or living being".

Som så mange andre har påpeget, så rummede Kristendommen intet i moralsk henseende, som ikke allerede var udtænkt af filosoffer, vel at mærke af ateister eller agnostikere.
Det er et hyppigt argument, at pege på at efter kristendommen mistede sit greb om menneskeheden, opstod der frygtelige ateistiske ideologier som nazismen og kommunismen.
Men som Harris skriver, så var nazisternes jødehad en opsamling af kristendommens antisemitisme. Samtidigt var det en højst irrationel ideologi, præget af myter og okkultisme, profetier osv. Kommunismen var ligeledes en tro, ikke en fornuftsbaseret tilgang til tilværelsen. Som Harris skriver i en artikel:

I know of no society in recorded history that ever suffered because its people became too reasonable.

Fornuften som en inklusiv proces der søger ikke bare logikken, men det fornuftige i samfundsindretningen og i den intermenneskelige ageren, ville aldrig resultere i et middelalderligt eller despotisk samfund. I så fald taler vi om en hæmmet og vingeskudt fornuft.

Naturligvis en streng etisk kode som jainisternes, gør dem til harmløse selv uden fornuft.
Men kun Buddhismen af de store religioner kommer i nærheden af en sådan kode. Disse to religioner er nok harmløse i fysisk forstand, men de er også passive i fysisk forstand. Man kan ikke beskylde dem for at bruge kræfter på at udvikle det fysiske samfund - eller bekymre sig om retfærdig magtfordeling og samfundsmæssig udvikling på et større plan.

Hvad angår etikken, så er den for de store religioners vedkommende så banal, at de fleste niende klasses skoleelever ville kunne producere en bedre etisk kode på under en halv time!

Kristendommen har ganske vist sit universelle kærlighedsbud, "elsk din næste som dig selv". Man kan argumentere for at rigtig forstået, ville det føre alt andet godt med sig. Men for at gå lidt sofistisk til værks, hvis man ikke evner at elske hverken sig selv eller sin næste, så må man havde nogle konkrete etiske rettesnore at bevæge sig efter. Derfor har et fornuftsbaseret samfund også en masse love.
Kigger man på de andre religioner, så har Hinduerne karmaloven, som får dem til at regulere deres adfærd. Det forhindrer dem dog ikke i at betitle og behandle en kæmpegruppe af mennesker som pariaer, udstøde dem, holde dem udenfor - end ikke ville røre dem, urene som de er.
Muslimerne har så godt som ingen etiske love rettet mod andet end andre muslimer, tværtimod er der en masse opfordringer og eksempler på intolerance, samt på meget uetisk og grusom adfærd.
Religioner har grundlæggende aldrig ført noget godt med sig, og under alle omstændigheder ikke noget som fornuftsbaserede humanister ikke kunne have implementeret langt bedre.

Derimod er eksemplerne legio, hvad angår religionernes undertrykkelse og paralyserende overmagt over fornuften, for at slet ikke tale om aktiv forfølgelse af dem, som ikke tilhørte de frelste skarer.
Tro og fornuft er i yderste instans hinandens to direkte modsætninger. Hvor den ene dominerer har den anden umulige kår. For religioner er ufornuftige og absurde ideologier. Hvor de råder, er tanken fastlåst og fornuften er sat helt eller delvist ud af kraft, enten helt eller delvist overskrevet af dogmer.
Vi skal bort fra den grundholdning, det er at betragte religion som noget ædelt. Noget som paralyserer fornuften og deler verdenen op i rene og urene, frelste og fortabte, dem som har den sande tro og dem som tilhører satan. Med andre ord: Undermennesker og overmennesker. Det er aldrig ædelt og holder selv i dag milliarder af mennesker slavelænket i en rigid tanke og samfundsstruktur.
Og ikke nok med det, mennesker bliver stadig slået ihjel, fordi de tilhører den forkerte tro, eller bryder et af dens oldtidsagtige bud.

Fornuft og moral er de væsentligste menneskelige egenskaber vi har, religion er kun lidt opbyggende og meget fastfrysende hvad angår den sidste, og gennemgående meget undertrykkende og paralyserende, fastlåsende hvad angår den første.

Den frie fornuft, i alle dens dimensioner og alle dens lag, er og forbliver det bedste bud på det praktiske redskab som er strengt nødvendigt i dannelsen af fungerende og højtudviklede samfund.

Vi skal respektere ufornuft lige så lidt, som vi respekterer dens konsekvenser i yderste instans, nemlig når ufornuft bliver til tåbelige handlinger, for det er med ufornuften de starter, og det er med fornuften de skal afskaffes.