Socialdemokratiets sidste vej?

Så kom Helle Thornings Schmidts udspil til hovedlinjerne i en ny socialdemokratisk politik.
Det er næppe helt tilfældigt, at udspillet kommer mens SF´s landsmøde udfolder sig, det parti som netop for nyligt har gjort størst indhug i Socialdemokratiets vælgerskare, samt partisoldater, og i øvrigt er tæt på at overhale Socialdemokratiet, hvad angår stemmer.

SF´s stigende vælgerstøtte er på næsten 20 procent, og vi taler om et parti der for tre år siden var nede på syv procent af stemmerne, sammen med DF´s mindre markante vækst har skabt paniktider i Socialdemokratiet, og en mere intens kamp på den politiske profileringsside som i øvrigt kan blive spændende.
Det er på en måde ganske interessant, som der testes i vælgertække for tiden. Det medfører også nogle halvabsurde politiske kvantespring som foreksempel dette her, hvor SF og S pludseligt taler om at fjerne topskatten, mens regeringens støtteparti vil havde skattelettelser for de mindst bemidlede.
Måske skulle SF og S gå i regering med V og K. Så slipper vi jo også for den fæle blokpolitik.

Men tilbage til Thornings kronikker i politiken.

Hun påpeger med fuld ret, at socialdemokratiet var dem som indførte den tredje vej, hvor højt offentligt forbrug gik op i en højere enhed med vækstfremmende politik.
Problemet er så, som hun selv påpeger, at denne politik var så stærk at VK ikke engang udfordrer den, de har taget den til sig.
Det er inden for denne ramme, at den politiske kamp for indeværende stund pågår med fokus på værdier fremfor politik.

Men i sin historiske opridsning og analyse i den første kronik, begår Thorning for så vidt den fejl, at hun snakker over hovedet på den almindelige vælger, og hun snakker uden om.

Der er intet nyt i det hun skriver. Den første kronik er for så vidt overflødig. Det er ikke interessant, hvem der udviklede den tredje vej. Det er ikke interessant, at hun mener, at Socialdemokratiet er bedre til at føre Danmark videre fra status quo, det at sige at VK ikke kan håndtere situationen, det er jo bare en påstand. Så det der er interessant er, hvorfor Socialdemokratiet er bedre til at håndtere den aktuelle situation? Socialdemokratiet må markere sig som det parti, der kan tilbyde det bedste, tydeligt bedste, lederskab.

Lykkes det så? lad os kigge nærmere på den anden kronik med de ni, såkaldte, progressive valg.

1. Vi skal vælge mellem en modernisering af velfærdssamfundet eller fremtidige skattelettelser.

Her regner hun åbenbart med at vælgernes hukommelse er kort. Hun fremhæver vi skal kunne regne med hurtigere behandling på sygehusene, men netop der kan Foghs regering sige, at de i det mindste har forsøgt. De har øget udgifterne på sundhedsområdet med over 50 procent i deres regeringsperiode. Det samme kan ikke siges om Socialdemokratiet som i sin tid overtog sparekniven og effektiviseringspisken og brugte den.
Når hun beklager stress og jag i den offentlige sektor, kan hun godt tillægge regeringen et ansvar, men hvad med at love de offentlige medarbejdere - vi taler om 900000 personer som hælder til Socialdemokratiet - konkrete bedre forhold i form af løn og mindre kontrol, DJØFFERI, bureaukrati? Hun henviser også til skoleområdet, der kan hun sagtens profilere sig bedre end den nuværende regering, men at henvise til velfærdsrettighederne som er uoverskuelige for menigmand, hvad skulle det rykke? Smid enkelte stærke og konkrete forandringer på bordet.
Mindre lunkent bliver det ikke af selve temaet, skattelettelser eller velfærd, den er jo prøvet før og nu snakker man sideløbende om at lette topskatten.

Næste punkt om økonomisk vækst løber igen ud i påstande om, at VK ikke kan håndtere området. Men hvor er lige tegnet på at S kan? Der er intet der adskiller sig fra, hvad VK kunne finde på.

Tredje punkt skærer ned i den sociale arv. Der har vi et område hvor S måske netop har en mere udbygget politik, for dem som har læst velfærdsrettighederne vel at mærke. Men hvor mange har det? Igen, konkrete, stærke eksempler på banen, varm luft lukker alle politikere ud.

Fjerde punkt, integration. S tabte i høj grad på fremmedpolitikken. Her stadfæster hun opbakningen til 24 årsreglen, koblet med et konkrete tiltag som for eksempel kvoter af fremmedsprogede i skoleklasserne:

"Loft over hvor koncentrerede de sociale udfordringer må blive i vores boligområder".

En noget kringlet formulering af ghettobekæmpelse.

Hun snakker om kulturelle mønstre, som skal brydes og om at indvandrere som ikke støtter demokrati bør have det tilbud at rejse hjem.

En hardcore udmelding som det kan diskuteres, om den vil flytte flere stemmer tilbage, end den vil støde fra.

Femte punkt handler om klima. Har ikke noget bud på hvor mange stemmer, der kan være i det. Klima er for tiden synonymt med CO2, selv om det kan betvivles, at det er vores mest presserende miljøproblem. Det er det også synonym for her. Hun henviser til Norge og Sverige som har fantasifulde mål på området. Jeg skal ikke svare på, hvad vælgerne vægter? Men de som gør kunne stemme på SF og de Konservative, som begge profilerer sig på området. Igen, intet tegn på en konkret politik på området, medmindre det skal underforståes, at vi skal overbyde Norge og Sverige i håbløse målsætninger.
Regeringen har trods alt en konkret målsætning om at få 20 procent af den danske energi til at være fra vedvarende kilder. Det er jo ikke fordi Socialdemokratiet, ikke har en miljøpolitik som er interessant.
Men som et godt journalistisk råd lyder: "Show it, don´t tell it".

Sjette punkt, arbejdsmarked og familieliv. Jeg er ked af at gentage mig selv, men overordnet retorik er der nok af i det politiske liv. Jeg vil gerne vide hvordan, uden at skulle søge på Socialdemokratiets hjemmeside. En kronik er ikke ubegrænset spalteplads, hvorfor bruge den til abstraktioner?

Syvende punkt, uddannelsespolitik. Indeholder et interessant punkt, nemlig et konkret forslag om, at man skal gå i skole til 12 klasse. Om det er så er den rigtige måde at tackle problemet på, det er så en anden sag. Men VK har gjort en masse på uddannelsesområdet, specielt med hensyn til SUen. Omvendt har de presset de studerende til at blive hurtigere færdige. En anti liberal politik med indblanding i privatlivet. Når hun udpensler, at der skal gøres noget for at få få mennesker som ikke trives med en boglig uddannelse til at tage en, hvad mener hun egentlig? Skal uddannelsesniveauet sænkes? Eller hvad taler vi om?

Anden sidste punkt omhandler blokpolitik. Hvor vigtigt er det punkt i en bestræbelse på at markere sig politisk. Er det ikke nærliggende, at de som er mod blokpolitikken ikke behøver at blive mindet om den. De vil stemme på S, R, SF som nærmest givet. Hvorfor bruges punktet ikke til at overbevise om, at de skal vælge netop S fremfor de to andre?

Niende og sidste punkt.

9. Vi skal vælge mellem en stigende forråelse i samfundet eller et medansvar for respekten mellem mennesker.

Et validt værdipolitisk punkt, specielt som det bredes ud. Respekten for de enkelte individs værdi. Det drejer sig nemlig om mere end bekæmpelse af vold. Det drejer sig om hvordan man skaber social velfærd, frihed og respekt for den enkelte. Som sædvanligt kan det være på sin plads med konkrete bud. Men det her er selve kernen i socialdemokratisk politik, og debat på området er altid på sin plads.
Men problemet er Helle Thorning Schmidt lige har leveret to kronikker med abstraktionsniveau som går over hovedet på vælgerflokken. Med et væsentligt fravær af konkrete politikker, som kan fange vælgeren og få dem til at tænke - "det lyder som en god idé".
Hvor spaltepladsen er spildt på varm luft og påstande der, uanset om de er med eller uden belæg, ikke kommunikerer det store "derfor skal i stemme på os".

Helle Thorning Schmidt er både skarp og kompetent, men det sælger ikke fraværet af politisk fornyelse. Det skaber ikke automatisk tillid til, at S er det bedste bud som regeringsindehaver. Så var det bedre, at hun var en karismatisk, såre menneskelig skikkelse som Villy Søvndal.
Befolkningen skal mødes på halvvejen og have nogle konkrete politiske bud som gør indtryk, som de husker, som de støtter. De skal havde indtryk af at S har flere af dem end VK.
Det indtryk får de næppe ud af hverken Frederiksens eller Thornings udspil.

Det her kommer til at drukne i mængden. Det er netop det, som det ikke skal.