Løn som fortjent?

Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.

Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?

En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!

Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.

Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.

Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.

Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.

Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.

Mindre administration og mere menneskelighed tak!