Lang mig lige en ny offerrolle

I information kører er der for tiden fokus på ligestilling i kølvandet på hundredeåret for indførelsen af kvinders kommunale valgret.

Ligestillingsdebatten er et ocean med høj bølgevand, den der bevæger sig på dette må være sikker på, hvor vedkommende vil hen. Men en debat på offerrolle stadiet fører os ingen vegne.
Som Dorte Marie Søndergård påpeger i sin bog, "Tegnet på kroppen", nytter det ikke noget at kvinder beklager sig over manglende ligeløn og ansættelse i karrierens højder. Eller at mænd for den sags skyld klager over manglende kontakt med deres børn. Begge må de ud og kæmpe for at nå de mål, de må forandre noget inde i dem selv, ændre adfærd og indstilling.

At kvinder får mindre i løn er ikke nødvendigvis et tegn på, at de er ofre for en maskulin konspiration. Det skyldes nok først og fremmest deres egen indstilling til sig selv. At denne indstilling er styrket af generelle fordomme i samfundet er en anden sag. Men det er den enkelte kvinde selv der må bryde disse, vise sit værd og sælge sig selv.
Kvinder må klø på med samme selvtillid som mænd, og groft sagt, må de læse Børsen ved middagsbordet fremfor Alt For Damerne. De må læse biografier fremfor romaner. De må drømme om karriere og status frem for om nye sko og børn.
Dette er groft karikeret og givet provokerende. Men det er med fuld hensigt. Man bliver sjældent leder eller får en topstilling ved at satse på andre heste, eller ved at sætte sit lys under en skæppe og undgå risikomomenter. De må vise deres værd og tage sig betalt for det.

Dertil spiller det jo også en rolle med hensyn til kvinders markante lave løn, at de i høj grad vælger erhverv inden for det offentlige og lavtlønsområder i det private.
Som nævnt tidligere, tjener en sygeplejerske faktisk relativt mere end en politibetjent.

Men så har vi børnene, dem kan kvinderne kun føde, det komplicerer deres mulighed for karriere.
Den er for så vidt reel nok, men det hører med til billedet af i et voksenliv på 49 år, går kun strengt nødvendigt 10-15 af dem med småbørn og fødsler. Der er stadigvæk over tredive år tilbage. Hvorfor ikke bruge dem på at gøre karriere, rig af erfaring. Ledere er jo sjældent unge alligevel.
Men i tidens kotume skal det hele jo gå op i først fest og spas, uddannelse og rejser, parforhold efter parforhold, hvor der lige mangler det sidste, indtil man finder ud af at mænd nu engang er mænd, og i øvrigt med egen fremskreden alder går efter ældre og mere erfarne af slagsen.
Ja tiden fordrives navlepilleri og venindesnak, hvor man aldrig indser, at det faktisk først og fremmest er en selv, ens egen indstilling, griller og mål der udgør hovedproblemet.

Pludselig er man over 30, har kløe i æggestokken, så konflikter det hele, ja, men drop offerrollen kvinder. I har foretaget nogle valg, stå dog ved dem.

Et ofte overset aspekt ved kvindefrigørelsen, er at den faktisk også var en mandefrigørelse.
Manden havde i lige så høj grad en fast rolle at spille i ægteskabet. Han skulle sørge for forsørgelsen af sin familie, for bolig og økonomi, han skulle ofre sin frihed og binde sin energi i familien som fysisk og specielt sjæleligt mere er kvindens projekt en mandens, hvis vi ser bort fra hans trang til at sikre sine efterkommere.
Som en generelt misantropisk og kynisk skarp filosof, som nogen vil betegne som havende mindre respekt for kvinder, på trods af at han generelt fandt, at menneskeheden bestod af usle dårer, så rammende skrev:

To marry is to halve your rights and double your duties.

-- Arthur Schopenhauer

Ligeledes findes der fordomme om mænd, hvorfor får kvinden typisk forældremyndigheden? Det får hun på grund af en fordom om, at mænd ikke er så gode forældre som kvinder. Denne offerrolle dyrker mænd så til gengæld, samtidigt med at de selv aktivt holder fast i den fordom, at de er dårligere til børn end kvinder og accepterer dette som en mental barriere og et uomgængeligt biologisk forhold.

Hvis vi skal nå frem til fornuftige forhold, skal vi komme til en forståelse af vores forskelle og behov. Vi skal bort fra offerroller og fordomme og ned i det konkrete liv, ind i os selv og forandre det, som vi kan forandre.

I sidste instans er vi først og fremmest individer med den fysiske krop som den eneste faktuelle markante forskel. Det vil sige en mand kan være en helt gennemomsorgsfuld god "mor" og en kvinde kan være en fantastisk logisk/strategisk/dristig leder.
En mand kan have en glimrende indlevelsesevne og intuition, samtidigt med at en kvinde kan have supermatematisk logisk hjerne og trang til være den som gør helt nye opdagelser.
Kønsidentitetsmæssigt har vi nogle tendenser og tilbøjeligheder som ikke nødvendigvis er så svært foranderlige som kroppen og dens biologi.
Og selv biologien kan trodses inden for en hvis margen.

Så både mænd og kvinder. Drop offerrollen og tag selv ansvar for de valg i tager, samt de fordomme og forestillinger, de mentale og sociale vaner i opretholder.
Det er først og fremmest individet der gør forskellen, og dette individs indstilling og valg, ikke kønnet.
Det er ikke en krop, et køn, en hudfarve, der er til jobsamtale, det er først og fremmest et individ som skal vise hvad det kan. Der kan være en barriere af eksterne fordomme, men de største hindringer og fordomme findes inden i en selv.