Krigen der aldrig stopper

Arnaud De Borchgrave om Israel/Palestina konflikten:

Jordan's King Abdullah, in his 10th year on the Hashemite throne, warned that either a Palestinian state must be created this year or there will be another war in the Middle East in 2010.

If the king's either/or prognostication proves accurate, war will come again next year because there isn't a snowball's chance in the Negev desert of a Palestinian state in the West Bank in 2009 — or 2010. The creation of such an entity would cost tens of billions of dollars that the United States would be expected to pay. The repatriation of about 300,000 Jewish settlers in 160 settlements, would entail billions more.

And after what happened in Gaza in 2005, where about 50,000 Israel Defense Forces troops and Israeli police forcibly evicted 8,000 settlers who had occupied 40 percent of the 130-mile strip for 38 years, few, if any, are willing to be uprooted again.

Hvad kong Abdullah, mener med denne trussel, kan tiden jo kun vise.
Men som Arnaud påpeger, bliver der ikke fred i 2010, der bliver heller ikke fred så længe som at Hamas eksisterer. Og Israel har ikke lyst til at fjerne bosættere, når takken for at fjerne dem fra Gaza var raketter.

"Seldom prone to hyperbole, the Western-trained Abdullah said Israel is being offered "one-third of the world waiting to meet Israelis with open arms . . . The future is not the Jordan River or the Sinai; the future is Morocco in the Atlantic and Indonesia in the Pacific. That is the prize" for Israel. "

Det er værd at studse over disse bemærkninger. Muslimerne er meget bevidste om at de snart, men ikke nu, er en 1/3 del af verdens befolkning. Og Israel er sig lige så bevidst om, at dets overlevelsesmuligheder af samme årsag, er blevet noget mindre.

Ikke alle palæstinensere er lige så begejsret for tanken om en Palæstinensisk stat, som jeg har været inde på før:

Even with territorial adjustments to the 1967 border in Israel's favor, which the Arab peace plan allows for, Israelis would begin to feel that the purely Jewish state concept is condemned by history to a short shelf life. Underlying the geopolitical equation is the growing belief among Palestinian intellectuals that a one-state solution is preferable to two states. This school now argues it would be wiser in the long run to become an underprivileged, downtrodden minority within the state of Israel and the occupied territories, whence they could campaign with Israel's 1.2 million-strong Arab minority for equal rights. The overwhelming majority of these Israeli Arabs say they want to remain part of Israel. Demography eventually will deliver a Lebanon-style hybrid state, many believe.

...

There is little doubt that Obama will be tougher on Israel than his predecessors. Vice President Joe Biden told the annual convention of the American Israel Public Affairs Committee what it didn't like hearing: Don't build more settlements, dismantle "existing outposts," and let the Palestinians move freely. The "outposts" comment referred only to recent clandestine expansion, not to the 160 Jewish enclaves in the West Bank.

Words alone will not change Israeli policy. Netanyahu has stated flatly that Israel is not bound by any previous commitment to a two-state solution for the Palestinians. For the Palestinians, the capital of a sovereign state has to be Arab East Jerusalem, where the Israelis have settled 200,000 Jews.

Making aid to Israel conditional on the creation of a Palestinian state in 2009 would be a thunderclap heard around the world. But a sense-of-Congress resolution would drain such a warning of substance.

Israel's main concern at this geopolitical crossroads is Iran's nuclear ambitions and the existential threat it poses to the Jewish body politic. Diplomatic scuttlebutt has White House Chief of Staff Rahm Emanuel dropping hints to major donors behind closed doors at the American Israel Public Affairs Committee last week that "thwarting Iran's nuclear program is conditional on progress in peace negotiations between Israel and the Palestinians."

As part of a humongous peace plan that would cover all Middle Eastern bases, the Obama foreign policy team also has been trying to detach Syria from its principal benefactor, Iran. Syria's government dailies riposted with targeted anti-Semitic articles. Columnist Jallal Kheir Bek said the Jews sucked the blood from Jesus' wounds during his crucifixion and called for the Arabs, Muslims, and Christians to unite to defeat them. Hard to break bad habits in the Middle East.

Israel skal ikke have frataget sin støtte, lige som palæstinenserne heller ikke mangler deres, skal Israel heller ikke mangle deres. Det er Hamas og lignende som er snublestenen på vejen til fred, ikke Israel.
Hvad man end mener om Israels magtbrug, bruger de den kun, når der bliver lavet terrorangreb eller affyret raketter og morterer.

Public enemy no 1 og yndlingsofret

Den betændte situation i Mellemøsten kunne have fundet sin løsning for mange år siden under Osloforhandlingerne.

Med Hamas ved roret om som væsentlig faktor, bliver der ingen løsning foreløbig, medmindre de er villige til at indgå deres 50 årige våbenhvile, uden kravet om tilbagevendelse af de næsten 700.000 flygtninge fra 1948.

Denne 50 års våbenhvile ligger Hamas ikke skjul på skal bruges til at styrke Palæstinenserne, så de bliver stærke nok til at nedkæmpe Israel, en våbenhvile som dog ikke nødvendigvis skal gå alle 50 år.

Eller som Nizar Rayyan, et højtstående medlem af Hamas, som det for nylig lykkedes Israel at dræbe, udtrykte det:

The only reason to have a hudna is to prepare yourself for the final battle. We don't need 50 years to prepare ourselves for the final battle with Israel. Israel is an impossibility. It is an offense against God.

Det er så let at mene, hvad Israel skal gøre og beskylde dem for at ikke ville anerkende en Palæstinensisk stat, men det var de villige til under tidligere forhandlinger med PLO, hvis Arafat ikke lige havde krævet, at de mange flygtninge med efterkommere skulle vende tilbage, noget som kun giver mening, hvis man vil demografisk undergrave Israel. Han startede en Intifada, da han ikke fik, hvad han ville havde.
Når man i dag tøver støtte til en selvstændig stat, skyldes det Hamas, deres position og indflydelse, deres uvilje til at ophøre med angreb på Israel, selv hvis Israel fjerner bosættelserne som de gjorde i Gaza. Deres kun midlertidige våbenhvile betinget af at Israel æder de mange flygtninge genkomst, selv om 450.000 jøder ligeledes blev fordrevet og flere sidenhen, så der er få jøder tilbage i den islamiske verden, hvilket Israel forståeligt betragter som en bytter.

Kompromis er ikke noget Hamas er særligt villige til, og selv om de fik alle deres krav opfyldt, er deres ultimative krav stadig, at staten Israel helt skal forsvinde og hele området være under muslimsk styre og dominans.

Nu er Joe Biden, USAs vicepræsident, ude med den løftede pegefinger, Israel skal anerkende en Palæstinensisk stat under de nuværende betingelser.

Jeg er for så vidt enig, Israel skal være villig til at fjerne alle bosættelser, selv dem som er bygget på grund, købt og betalt ærligt hos palæstinensiske ejere. Israel skal trække sig helt ud af den Palæstinensiske stat.
Jerusalem bør man overveje at gøre til international by, en hellig by for tre religioner bør styres demokratisk og ikke være en brik i primitiv magtpositionering.

Men en pragmatisk løsning kan ikke være ensidig. Palæstinenserne må opgive kravet om tilbagevendelsen af flygtninge og ophøre med alle angreb rettet mod Israel.

Det hele er dog urealistisk af ovenstående årsager, reelt set er der ingen løsning på denne konflikt, så længe Hamas, eller lignende som Islamisk Jihad er en faktor.

Det er ikke fordi fjernelsen af bosættelserne er umulig, den er fuldt mulig, omend nogle bosættere vil ty til vold og modsætte sig.
Det urealistiske ligger i at få Hamas til at reelt anerkende Israel og droppe kravet om tilbagevendelse af flygtninge, at få dem til at ophøre med angreb.
De er modsat PLO ikke en verdslig organisation, men er drevet af af en religiøs fundamentalisme og stolthed.

Derfor har Israel ret i, at Hamas skal væk, før der kan komme fred.

Alle løsninger som kun kræver Israel giver sig, er en fejlplacering af nøglen til fred, de kan ikke erklære ensidig fred, medmindre de vil vende den anden kind til under stigende provokationer.

Netanyahu, har derimod fat i noget af det rigtige, når han tænker i at udvikle økonomien i de Palæstinensiske område.
Et økonomisk velstående Palæstina, vil have for meget at miste, og for lidt at vinde, ved at fastholde støtten til Hamas. Omvendt vil et økonomisk velstående Palæstina under Hamas betyde store våbenindkøb og aflønning af flere stormtropper.

Der findes ikke nogle lette løsninger, men hvad der kan svække Hamas er en del af løsningen.

Israel Palæstina konflikten et overblik

Denne post bliver opdateret over de nærmeste dage, da jeg ikke vil for sent i seng. Jeg har allerede været omkring emnet i denne debat tråd på Information.dk. Og i denne debat ligeledes på Information.
Nu er jeg ved blive viklet ind i en ny omgang på Raapils blog.

Min egen indstilling til denne konflikt er, at det er en konflikt med to syndere og med to ofre.

En nogenlunde balanceret gennemgang kan læses på Wiki:

Min subjektive oplevelse via avislæsning fra jeg var 12 år gammel er, at Palæstinensernes lidelser er noget bedre kendt end Israelernes. Personligt gik der i hvert fald rigtig mange år, før jeg fandt ud af nogle detaljer omkring Israel.
Det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra mediernes side, for begge sider får taletid.
Palæstinenserne bruger blot deres på at sammenligne dem selv med indianerne, fortælle om deres flygtninge, skæbne, de døde civile, alt det israelerne rammer som ikke er militante mål osv.

Mens Israel bruger deres til at harcelere mod selvmordsbombere, raketter og forklare, at de er nødt til at reagere og tilmed gøre et forsøg på at forklare, at en terrorgruppe som Hamas faktisk vil udslette Israel.
Det sidste lykkedes faktisk først for os at forstå for alvor, men kun delvist, da Hamas blev en politisk magt og selv udtalte det ved topmøder og lignende, at de havde det mål og direkte sagde; de vil aldrig anerkende Israel. I dag er der stadig mange, der ikke ved det, vi kender til gengæld godt de mange flygtninge, muren, bosætterne, osv.

Personligt er jeg dødtræt af denne konflikt. Det har jeg faktisk været, siden jeg var barn. Allerede dengang stod det klart for mig, at denne konflikt er indviklet en gordisk knude, at den ikke kan løses, næppe nogensinde vil blive løst.
Jeg voksede op med et billede af Israel som hovedsynderen, det blev senere til en neutralitet - de er lige gode om det og ligegyldighed, fordi jeg er, som sagt, dødtræt af den elendighed og tåbelighed.
I dag er Hamas for mig hovedsynderen, sammen med Islamisk Jihad. Tidligere var PLO og flere arabiske stater det også. Men nu anerkender de Israels ret til at eksistere, og kun Hamas og Islamisk Jihad gør det ikke. Israel reagerer, Hamas provokerer, sådan er det, og lillebror er ikke uskyldig, fordi han er den svageste.
Jeg har skippet medierne, fordi de rummer stort set kun propaganda og gode billeder, tudehistorier og giver i bedste tilfælde et overfladisk indblik i konflikten.

Omvendt er jeg ikke nået dertil, hvor jeg vil læse bog op, og bog ned, om denne konflikt, jeg ønsker blot at få udfyldt de huller, som medierne ikke fylder.

Og der er mange huller i denne konflikt. Det er de huller, denne artikel kommer til at handle om.

Lad os starte med nuet, medierne hyler nu mod Israel, alle taler om proportionsprincippet, "Israel fordømmes internationalt for sin hårde fremfærd", hvor mange gange har vi ikke hørt den sætning?
Vi hører om de lukkede grænser, igen og igen, hvor meget hører vi, om de israelere som opholder flere timer om dagen i beskyttelsesrum, det er jo derfor, at de ikke dør, de har luftalarmer. men deres ejendom ødelægges, deres livsværk stjæles fra dem.

Hvad gælder dette proportionsprincip, jo, det kommer frem igen og igen, når Israel dræber flere palæstinensere, end de dræber israelere.
Bent Melchior har nogle gode betragtninger i den anledning i Information.
Jeg er i parentes meget enig med ham i, at der aldrig bliver fred uden at internationale styrker bliver sat til det beskidte arbejde dernede.

Proportionsprincippet har en anden dimension, end blot antallet af dræbte. Hvem er det som bliver dræbt? Er det civile eller er det militante.

Når vi taler om andelen af civile dræbte, så fører Palæstinenserne som dem der får flest civile dræbt. Det har en simpel årsag, det er nemlig oftest dem, de går efter, modsat hvad Israel gør.
Over 2/3 dele af de 1,176 israelske dræbte siden september 2000, hvor anden intifada begyndte, er civile.
Af de omkring 5000 palæstinensere, som er dræbt siden september 2000, er langt over halvdelen militante. Der udover er 95 procent af dem hankøn, hvilket ikke burde være tilfældet, hvis vi virkeligt talte civile, som tæller ligeligt hankøn og hunkøn. Det er ikke svært at skelne en Israelsk soldat fra en civil, for selv når han er på orlov og bliver dræbt af en selvmordsbombe, bliver han rubriceret som en dræbt IDF soldat. En palæstinensisk mand i civilt tøj er til gengæld ikke nødvendigvis en civil, selv om han forsøges at rubriceres som en sådan.

Så der er altså disproportioner mellem civile dræbte, og de færreste er vel klar over, at der faktisk bliver dræbt så mange israelere.

Jeg hælder selv til dispropornalitet tanken, og synes personligt også, at Israel skulle have bombet mindre fra luften. Men hvis målet er at svække Hamas, eller gøre dem bløde til reelle forhandlinger, arrestere toppen af dem, så er det til gengæld i følge min opfattelse det vigtigste skridt, man kan tage i fredsprocessen.
Hamas vil fortsætte med at angribe Israel, det samme vil islamisk jihad, hvis der skal være en chance for fred, skal Abbas styre styrkes og overtage magten, eller Hamas skal være villige til at ophøre med angreb, ikke blot for en periode, som de kun vil bruge til at anskaffe våben og konsolidere deres magt.
Se mere om Hamas indstilling i min post her:

Hvis Israel ikke havde indført checkpoints og bygget muren, ville de have lidt langt større tab. I en periode blev alle selvmordsbombere som kom fra Vest Bredden fanget. Mere end 3/4 dele af de Israelske tab siden september 2000, er slået ihjel før slutningen af 2004 og det drejer sig om over 900 mennesker i alt på lidt over 3 år.
Muren er ikke en grænsesætning, men en midlertidig løsning, bygget således at dele af den kan opbygges et andet sted.
Israel spilder ikke penge på den mur for sjov, ligeledes har de måttet smide penge i at bygge veje alene Palæstinensere og alene for Israelere. Det er heller ikke gjort for sjovt, men for at sikre liv.
Alt i alt er denne konflikt ekstremt dyr for Israel.


Effektiviteten af muren og checkpoints.


Nu til det historiske:

I begyndelsen af 1900 tallet var der 10-12 procent Jøder i det, som der var tilbage af Palæstina efter oprettelsen af Jordan. Det antal voksede til 35 procent omkring 1947, da man diskuterede delingsplanen.
Oprettelsen skyder man historisk på Zionismen, men en del af historien, og nok den største, er at indvandringen først tog fart efter 1930, og de mange flygtede kom tilfældigvis fra Tyskland og Rusland, før havde det primært været polske jøder også været forfulgt. De havde ikke rigtig andre steder at tage hen, for USA havde skruet ned for indvandringen, og klimaet for Jøder andre steder var ikke specielt gunstigt, ikke at det var helt gunstigt i Palæstina, der var flere stridigheder og blandt andet blev jøder helt fordrevet fra Hebron. Det udviklede sig til en krig før krigen.



Selv om Israelerne som udgangspunkt var færre, skal det med at der også var godt over 100000 Arabere som tilvandrede i perioden, og at den jødiske indvandring skal ses i lyset af forfølgelse i Europa, nærmere end Zionisme.
Tilvandringen skabte i øvrigt et økonomisk boom, som var grund til arabere flyttede til, men de kunne ikke acceptere en jødisk stat, eller at leve under Jødisk herredømme, det er kernen i denne konflikt.

Konflikten har altid været gensidig, men som en Britisk Sergent dengang bemærkede:

Hvis bøtten vendte for araberne, var de "Skrækslagne for at jøderne skulle gøre det halve af, hvad de gjorde mod dem".

Da Grænserne blev lagt i 1947, fik Israel ikke det bedste land. 60 procent af det de fik var Negev Ørknen. Det fortæller lidt om, at jøderne måtte tage til takke med, hvad de kunne få. Det område Israel fik havde jøderne flertal i. En folkeafstemning havde givet samme resultat.

Da den Israelske stat blev proklameret, var en del af erklæringen dette:

"We call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Men Araberne havde dengang, som Hamas og Islamic Jihad har det i dag, andre tanker.
den Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."

Israel kunne ikke få våben fra andet end Tjekkoslovakiet, som var de eneste, der ville sælge til dem. Der var virkelig lagt op til en afskaffelse af de irriterende jøder. Det var, hvad man bød et folk, som lige havde fået udryddet millioner.

Men Israel vandt jo som bekendt krigen og annekterede dele af den palæstinensiske stat. Det skal så siges, at Jordan og Egypten annekterede resten af den palæstinensiske stat, og der var ingen modstand mod den besættelse! Jordan erklærede i forbindelse med sin overtagelse, at der ikke var støtte til en Palæstinensisk stat.

En masse Arabere flygtede fra deres hjem, omkring 720000, de blev udelukket fra at vende tilbage, og på grund af en ubæredygtig demografi tæller deres efterkommere i dag omkring 3-4 millioner. Vi kender alle til flygtningene der, men jeg fandt i hvert fald først for nylig ud af, hvor mange Jøder der omvendt var blevet tvunget væk fra de omkringliggende krigsførende Arabiske lande, nemlig omkring 450000 tusinde. Status er, at der er 20 procent arabere inde i Israel - dem som blev. Og praktisk taget ingen jøder i de Arabiske lande omkring.
De 450000 Jøder nævner vi aldrig som flygtninge, de mistede også deres ejendom, og Israels holdning var, at man havde byttet flygtninge på den måde. Oven i blev flere hundred tusinde jøder langsomt fordrevet eller mere eller mindre frivilligt sendt til Israel, fra Nordafrika og andre steder, i tiden efter.

Israel har siden 1948, og det hvert år, oplevet terrorangreb med døde, med 2002 som det værste år - nemlig 451 døde. Desuden er Israel blevet bombet løbende af specielt Egypten og Syrien, men også Jordan op til 1973.

PLO blev oprettet før 1967.

Der er ikke kun et offer og en bøddel i den her konflikt.

Den løsning, der skal til er nok, at FN tropper overtager overvågningen og nedkæmpningen af ekstremister på begge sider. Hvis fred skal have en chance.

Public enemy state no 1

Hvorfor er der ingen som reagerer over for Sudan, Zimbabwe, Nigeria, Congo, Tibet og andre store folkemord.
Hvor kommer det fra, det med den konstante kritik af Israel og messen af de samme påstande, Israel er en apartheid stat. Israel er støttet af USA på grund af den jødiske lobby. Zionismen er en racistisk ideologi, der søger at fordrive palæstinenserne?
Hvorfor har de palæstinensiske flygtninge en "International solidaritetsdag" og ikke de 450000 jøder som blev fordrevet fra de arabiske lande efter krigen 1947-48? Hvorfor har de millioner fordrevne under Pakistan/Indien på samme tidspunkt ikke samme status? Hvorfor taler man ikke om de millioner der døde under oprettelsen af Bangladesh, eller flygtninge fra den konflikt?
Hvordan kan det være, at zionismen blev branded af FN generalforsamlings resolution 3379 som racistisk, imperialistisk og en trussel mod verdensfreden, hvorimod at palæstinenserne næsten aldrig er blevet fordømt, hverken for selvmordsbombere eller antisemitisme, eller få andre lande og parter på lignende måde. Her er noget af ordlyden i resolutionen:

Adopted at the Conference of Ministers for Foreign Affairs of Non-Aligned Countries held at Lima from 25 to 30 August 1975, which most severely condemned zionism as a threat to world peace and security and called upon all countries to oppose this racist and imperalist ideology, Determines that Zionism is a form of racism and racial discrimination.

Og her er det perspektiverende svar på resolutionen af Israels FN ambassadør, Chaim Herzog:

"I can point with pride to the Arab ministers who have served in my government; to the Arab deputy speaker of my Parliament; to Arab officers and men serving of their own volition in our border and police defense forces, frequently commanding Jewish troops; to the hundreds of thousands of Arabs from all over the Middle East crowding the cities of Israel every year; to the thousands of Arabs from all over the Middle East coming for medical treatment to Israel; to the peaceful coexistence which has developed; to the fact that Arabic is an official language in Israel on a par with Hebrew; to the fact that it is as natural for an Arab to serve in public office in Israel as it is incongruous to think of a Jew serving in any public office in an Arab country, indeed being admitted to many of them. Is that racism? It is not! That... is Zionism."

...

"another manifestation of the bitter anti-Semitic, anti-Jewish hatred which animates Arab society. Who would have believed that in this year, 1975, the malicious falsehoods of the 'Elders of Zion' would be distributed officially by Arab governments? Who would have believed that we would today contemplate an Arab society which teaches the vilest anti-Jewish hate in the kindergartens?... We are being attacked by a society which is motivated by the most extreme form of racism known in the world today... expressed so succinctly in the words of the leader of the PLO, Yassir Arafat, in his opening address at a symposium in Tripoli, Libya: "There will be no presence in the region other than the Arab presence..."

Herzog endte hans tale med at rive papiret over, men der gik 16 år før FN trak resolutionen tilbage.

Hvordan kan det være, at over hver tiende af FN generalforsamlings resolutioner mellem 1967 og 1992 var rettet mod Israel?
Hvorfor har Israel siden 2. intifada startede i 2000, og op til Libanon krigen i 2006 været subjekt for 249 resolutioner, hvor Sudan siden 2003 kun har været det for 14?

Eller med Anne Bayefskys ord ved en FN konference om antisemitism i 2003:

There has never been a single resolution about the decades-long repression of the civil and political rights of 1.3 billion people in China, or the more than a million female migrant workers in Saudi Arabia being kept as virtual slaves, or the virulent racism which has brought 600,000 people to the brink of starvation in Zimbabwe. Every year, UN bodies are required to produce at least 25 reports on alleged human rights violations by Israel, but not one on an Iranian criminal justice system which mandates punishments like crucifixion, stoning, and cross-amputation. This is not legitimate critique of states with equal or worse human rights records. It is demonization of the Jewish state.

I FNs menneskerettighedsråd, blev det første år (2006) 7 ud af 7 resolutioner rettet mod Israel. I 2007, hvor Israel ikke var direkte i konflikt, blev det til 8 resolutioner mod Israel. Tilgengæld blev der brugt krudt på at umuliggøre kritik af religion og et forsøg på at kategorisere stening for hor og ægteskab med mindreårige (9 årige) som menneskeretsbrud, blev saboteret.

Eller i Peggy Hicks fra Human Rights Watchs ord:

July 26, 2007 testimony to the US Senate Foreign Relations Committee:

In its first year, the Human Rights Council has failed to take action regarding countries facing human rights crises such as Burma, Colombia, Somalia, Turkmenistan, and Zimbabwe, ended the mandates of human rights experts on Belarus and Cuba, and rolled back its consideration of the deteriorating situations in Iran and Uzbekistan. At the same time, it focused disproportionately on Israel’s human rights record and worse still, did so in a manner doomed to be ineffective because it failed to look comprehensively at the situation, including the responsibilities and roles of Palestinian authorities and armed groups.

Hvorfor blev terrorisme mod Israel først fordømt efter 1993?

Dog ikke uden at Palæstinenserne alligvel fik godkendt, at de kan kæmpe med alle for hånden til rådighed midler:

2002 UNCHR resolution E/CN.4/2002/L.16 states:

Recalling particularly General Assembly resolution 37/43 of 3 December 1982 reaffirming the legitimacy of the struggle of peoples against foreign occupation by all available means, including armed struggle, (...) 1. Affirms the legitimate right of the Palestinian people to resist the Israeli occupation by all available means in order to free its land and be able to exercise its right of self-determination and that, by so doing, the Palestinian people is fulfilling its mission, one of the goals and purposes of the United Nations

Så hvor kommer det fra, hvad har skabt denne bias?
Anti Zionisme kampen og palæstinenser sagen er vævet tæt sammen med kommunismen og socialismen. Det findes der nok en god grund til. Lige som fredsbevægelser og miljøforkæmpere blev brugt som en front i kampen mod vesten af KGB, er det samme tilfældet for Israel/Palæstina konflikten.

Fra en artikel af Ion Mihai Pacepa, den mest højststående ex-Sovjet efterretningsofficer som nogensinde er hoppet af til vesten:

Today’s international terrorism was conceived at the Lubyanka, the headquarters of the KGB, in the aftermath of the1967 Six-Day War in the Middle East.

...

The terrorist war per se came into action at the end of 1968, when the KGB transformed airplane hijacking — that weapon of choice for September 11, 2001 — into an instrument of terror. In 1969 alone there were 82 hijackings of planes worldwide, carried out by the KGB-financed PLO. In 1971, when I was visiting Sakharovsky at his Lubyanka office, he called my attention to a sea of red flags pinned onto a world map hanging on the wall. Each flag represented a captured plane. “Airplane hijacking is my own invention,” he claimed.

...

In 1972, the Kremlin decided to turn the whole Islamic world against Israel and the U.S. As KGB chairman Yury Andropov told me, a billion adversaries could inflict far greater damage on America than could a few millions. We needed to instill a Nazi-style hatred for the Jews throughout the Islamic world, and to turn this weapon of the emotions into a terrorist bloodbath against Israel and its main supporter, the United States. No one within the American/Zionist sphere of influence should any longer feel safe.

According to Andropov, the Islamic world was a waiting petri dish in which we could nurture a virulent strain of America-hatred, grown from the bacterium of Marxist-Leninist thought. Islamic anti-Semitism ran deep. The Muslims had a taste for nationalism, jingoism, and victimology. Their illiterate, oppressed mobs could be whipped up to a fever pitch.

Terrorism and violence against Israel and her master, American Zionism, would flow naturally from the Muslims’ religious fervor, Andropov sermonized. We had only to keep repeating our themes — that the United States and Israel were “fascist, imperial-Zionist countries” bankrolled by rich Jews. Islam was obsessed with preventing the infidels’ occupation of its territory, and it would be highly receptive to our characterization of the U.S. Congress as a rapacious Zionist body aiming to turn the world into a Jewish fiefdom.

The codename of this operation was “SIG” (Sionistskiye Gosudarstva, or “Zionist Governments”), and was within my Romanian service’s “sphere of influence,” for it embraced Libya, Lebanon, and Syria. SIG was a large party/state operation. We created joint ventures to build hospitals, houses, and roads in these countries, and there we sent thousands of doctors, engineers, technicians, professors, and even dance instructors. All had the task of portraying the United States as an arrogant and haughty Jewish fiefdom financed by Jewish money and run by Jewish politicians, whose aim was to subordinate the entire Islamic world.

In the mid 1970s, the KGB ordered my service, the DIE — along with other East European sister services — to scour the country for trusted party activists belonging to various Islamic ethnic groups, train them in disinformation and terrorist operations, and infiltrate them into the countries of our “sphere of influence.” Their task was to export a rabid, demented hatred for American Zionism by manipulating the ancestral abhorrence for Jews felt by the people in that part of the world. Before I left Romania for good, in 1978, my DIE had dispatched around 500 such undercover agents to Islamic countries. According to a rough estimate received from Moscow, by 1978 the whole Soviet-bloc intelligence community had sent some 4,000 such agents of influence into the Islamic world.

In the mid-1970s we also started showering the Islamic world with an Arabic translation of the Protocols of the Elders of Zion, a tsarist Russian forgery that had been used by Hitler as the foundation for his anti-Semitic philosophy. We also disseminated a KGB-fabricated “documentary” paper in Arabic alleging that Israel and its main supporter, the United States, were Zionist countries dedicated to converting the Islamic world into a Jewish colony.

We in the Soviet bloc tried to conquer minds, because we knew we could not win any military battles. It is hard to say what exactly are the lasting effects of operation SIG. But the cumulative effect of disseminating hundreds of thousands of Protocols in the Islamic world and portraying Israel and the United States as Islam’s deadly enemies was surely not constructive.

Sovjet og KGB er for længst væk. Muren faldt for snart 20 år siden. Men effekten af den propaganda som blev sat i værk den gang eksisterer stadig. Drømmen om kommunismen er måske nok bristet, men selv de som ikke tror på kommunismen mere, tror stadig heller ikke på vesten. Muren er faldet, men hadet til vesten og hvad vesten står for er ikke. Derfor fortsætter de samme mennesker i det samme spor og utallige mennesker, som hverken er kommunister eller drevet af had til vestlig kultur, lader sig bluffe af den propaganda, lader følelserne rive dem med, de følelser uden fornuft som altid bliver så skruppelløst udnyttet.

Så Israel bliver bashet, hver gang de bruger upræcise våben, eller for kraftige våben. Israel forventes ødsle penge på dyre og præcise bomber for at spare civile liv. De forventes at udsætte deres soldater for overdreven fare ved at undgå at bruge tanks og fly. De forventes at leve i beskyttelsesrum, at acceptere raketter dag ud og dag ind, at miste værdier og leve med permanent angst, noget som ikke engang palæstinenserne gør.
Men det værste er. At selv hvis Israel virkelig kun brugte mindre våben og dræbte få civile, mistede soldater i et omfang som de gjorde i Jenin. Så ville verden stadig fordømme Israel, for det er, hvad verden er vænnet til for længe siden.

Den gordiske knude

Så fik vi årets julegave fra mellemøsten. Israel blev for træt af alle de mere irriterende, end dødelige, raketter som fyger over grænsen.
Responsen var, er og bliver hård og kontant, og jeg hælder til at den gøre mere skade end gavn.

Vi er nået til et punkt, hvor alle arabiske lande ville anerkende Israel inden for 1967 grænserne.
For nylig overvejede den Israelske regering, at gå med på det arabiske fredsinitiativ af 2002, som skulle normalisere forholdet mellem Israel og øvrige mellemøsten og få de arabiske stater til at anerkende Israels eksistens.

Et hængeparti i den proces, har ganske vist været Hamas, som under ingen omstændigheder vil love mere end en længerevarende våbenhvile.

Men den nuværende kurs giver Hamas mere magt og forpligter Hamas til at søge hævn, udføre selvmordsangreb på israels terrotorie. Den udrydder ikke Hamas, dog Israel håber sikkert på en svækkelse. Men den bevarer en spændt situation, hvor bosætter problemet forbliver uløst, og de forhadte checkpoints forbliver.
Den sikrer i følge min opfattelse kun flere døde på begge sider.

Hvor irriterende de raketter end er, burde Israel have overvejet sin reaktion og givet forhandlingsbordet en chance.

Hamas (med islamisk Jihad) er dog og forbliver den primære hindring for at slutte fred.

Update: I TV2 NEWS havde man hentet en ekspert i den Arabiske/Israelske konflikt i studiet, Søren Schmidt, fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han gav ikke lige frem en balanceret fremstilling af konflikten. Blandt andet svarede han på spørgsmålet om Hamas manglende anerkendelse af Israel ret til eksistens, At det var en myte kolpoteret af israelske medier.
Journalisten var ikke bedre klædt på, end han ikke fulgte op på den og lod ham slippe væk med den.

Det er eller ikke fordi det skorter på meldinger fra Hamas selv på det område. Som denne:

Speaking to the Corriere Della Sera newspaper, al-Zahar said Hamas would "definitely not" be prepared for coexistence with Israel should the IDF retreat to its 1967 borders.

"It can be a temporary solution, for a maximum of 5 to 10 years. But in the end

Palestine must return to become Muslim, and in the long term Israel will disappear from the face of the earth."

Eller Her:

“We will never recognize Israel or cease to fight for our land. Our battle against Israel is one of resistance to occupation,” said Khalid Mashaal in an address to 'The Decline of the Zionist Regime' conference at Tehran University, Press TV correspondent Saman Kojouri reported.

Referring to President George W. Bush's speech at the Israeli Knesset, Mashaal said, “When the United States cannot even defend its own troops in Iraq, how does it propose to protect the Israeli regime from collapse?”

Eller denne:

Hamas will never recognize Israel's right to exist, even in the framework of a comprehensive peace deal, said Palestinian Authority Prime Minister Ismail Haniyeh at a Ramadan feast on Sunday.

Altså Søren Schmidt, fik denne toldfri i gennem og det bliver værre endnu. For den Arabiske Liga har i årevis forsøgt at få Hamas til acceptere en fredsaftale.
EU boykottede netop Hamas, fordi de ikke vil anerkende Israel.

I år har den Arabiske Liga forsøgt at få Hamas til acceptere en fredsaftale, men Hamas vil kun gå med til en våbenhvile.
For nylig gik hundredtusinder af Hamas tilhængere på gaden og råbte, "Vi vil aldrig anerkende Israel". Leder af Hamas Khaled Mashal erklærede i samme omgang:

"Our people are able to launch a third and fourth uprising until the dawn of victory arrives."

At målet i Hamas politik, ikke blot er en overvindelse af Israel, selv om det er deres hovedfokus, viser en transskription fra en af deres propaganda videoer:

We will rule the nations, by Allah's will, the USA will be conquered, Israel will be conquered, Rome and Britain will be conquered

Hamas er altså ikke drevet af forhandlingsvilje, da deres mål er lige så totalt som deres ideologi er totalitær.
Hamas skal isoleres, svækkes eller besejres.

Borgerkrigen der aldrig kommer

Det vrimler med skræmmescenarier i debatten omkring Islam, borgerkrig, ren kollaps af al civilisation, ro og orden og ja, så er muslimerne snart mindst flertallet i Danmark.

Nogle siger allerede om 20 år, andre om 50 år, men det er bare et spørgsmål om tid.

jeg må tilstå, at jeg har svært ved at tage den slags alvorligt og jeg fortænker bestemt ikke andre i at have samme besvær.

Det kan godt være vi får flere ghettoer, der bliver flere knivoverfald, gaderøverier, der bliver kastet flere sten efter brandvæsen og politi, sat ild til flere biler.

Men ingen af delene bliver nogensinde det samme som borgerkrig, kollaps, demokratiets ende. USA har haft langt større problemer end vi har, det land hænger trods alt stadigvæk sammen og har med de rette, eller i hvert fald virkningsfulde, midler kommet halvdelen af kriminaliteten til livs og har ikke haft en større civil urolighed i lang tid.

Nej, når jeg argumenterer for selv et stort muslimsk mindretal ikke nødvendigvis er det store problem, så henviser jeg til Israel.

19,7 procent af befolkningen i Israel er Arabere, 83 procent af dem er muslimer.

Hvis Israel kan leve i fordragelighed med så stor en andel af "arvefjenden". Så ville det sørme være mærkeligt, hvis vi ikke også kunne gøre det.

Faktisk kommer forsvindende få terrorangreb inde i Israel fra denne del af befolkningen.
Forklaringen er simpel, de ved godt at Israel er et dejligt sted, det eneste demokrati og velstillede land i mellemøsten, de nyder rettighederne og mulighederne. De bliver ikke hjernevasket dagligt og elsker at kunne have deres mening uden at risikere forfølgelse, lige så meget som alle os andre.

forleden da jeg kiggede mine islamdokumenter i gennem i jagten på noget andet, faldt jeg over denne interessante artikel, som jeg havde glemt.

Man skulle tro, at alle Palestinænsere gerne vil have deres eget land, ikke sandt, men måske skulle man lige spørge dem først, altså dem der bor i Jerusalem og omegn for læs lige grundigt her:

Just 30 percent of Israel's Arab population, a May 2001 survey found, agree to the Galilee Triangle being annexed to a future Palestinian state, meaning that a large majority prefers to remain in Israel. By February 2004, according to the Haifa-based Arab Center for Applied Social Research, that number had jumped to 90 percent preferring to remain in Israel. No less startling, 73 percent of Triangle Arabs said they would resort to violence to prevent changes in the border. Their reasons divided fairly evenly between those claiming Israel as their homeland (43 percent) and those cherishing Israel's higher standard of living (33 percent). So intense was the Arab opposition to ceding the Galilee Triangle to the Palestinian Authority that Sharon quickly gave the idea up.

Som de Israelske Arabere selv forklarer det:

The whole world seems to be talking about the future of the Arabs of Jerusalem, but no one has bothered asking us. The international community and the Israeli Left seem to take it for granted that we want to live under Mr. Arafat's control. We don't. Most of us despise Mr. Arafat and the cronies around him, and we want to stay in Israel. At least here I can speak my mind freely without being dumped in prison, as well as having a chance to earn an honest day's wage.

"They tell me—we are not like Gaza or the West Bank. We hold Israeli IDs. We are used to a higher standard of living. Even if Israeli rule is not so good, it is still better than that of the PA."

”Here you can say whatever you like and do whatever you want”

Victor, a Jordanian who once worked as advance man for a senior Saudi government minister, observed in 1994 that Israel was the only Middle Eastern country he admires. "I wish Israel would just take over Jordan," he said, his brother nodding in vigorous agreement. "The Israelis are the only people around here who are organized, who know how to get things done. And they're not bad people. They're straight. They keep their word. The Arabs can't do anything right. Look at this so-called democracy in Jordan. It's a complete joke."

De fleste muslimer kan godt skelne kanel fra skidt, islam er så afgjort en trussel, men borgerkrig, ødelæggelse af de vestlige demokratier, det har lange udsigter, spørgsmålet er om radikal islam kan overleve så mange århundreder, det kan dog ikke helt udelukkes, den har trods alt overlevet 1400 år.
Og et sted som Indonesien hvor hundredtusinder af kristne og ikke muslimer er blevet slået ihjel de sidste halvtreds år, viser at det også kan gå galt, men ikke lige sådan med et.

Men the shit is going to hit the fan, mange andre steder i verden før det sker i Danmark, vi er så gode til at være flødeskumsfront, det vil vi sikkert også være i selv en større konflikt mellem islam og vesten, hvis radikal islam ikke falder fra hinanden i tide.

Så ro på, de fleste muslimer er ikke mindre flinke mennesker, end vi er og tror ikke reelt på alt det vås som står i koranen, på jihad eller terrorisme osv.
Faktisk er det nok de færreste muslimer der har læst den fuldt ud overhovedet, grundigt, det skulle de tage og gøre.

Daniel Pipes artikelsamling om Arabere i mellemøsten her.

Holocaust-pushing

Holocaust-pushing er et stærkt ord, men det er hvad jeg vil kalde den enøjede kritik af Israel, der lukker øjnene for at modstanderen vil ikke blot have sit eget land, men ville hjertens gerne gentage Muhammads succes ved Khaibar, for Khaibar, Khaibar, råbte aktivisterne, før de tog afsted og mere om det senere:



Jeg ved der er venstreorienterede og lignende, der ynder at betragte Israel som verdens forbryderstat nummer et. Se mere her, samt her og her.

Det utrolige fokus på hver en fejl, som Israel begår, på en måde er det så trættende, at jeg knap gider at bemærke det.
Igen gik fordømmelsen i automatgear, uden at nogen gad at vente på en forklaring og naturligvis, er der en forklaring, for Israel ved udemærket godt, hvordan sådan en sag skader dem internationalt, og hvad der venter af kølhaling.

For at tage holocaust-pushingen. Denne evige skyden skylden på Israel og seen mellem fingrene hvad angår Hamas og såkaldt mere moderate er intet andet end holocaust-pushing og en dag bliver Israel mere eller mindre udslettet, jøderne bliver massakreret igen og hele denne manglende forståelse for landets situation, omgiver af fjender der vitterligt ønsker et nyt holocaust, skubber simpelthen udviklingen i det retning, fastlåser Israel som forbryderen og Palestinænserne som ofre. Se min gamle post Islam Uncensored for eksempel.

Som en bemærkede, måtte Israel trække sig helt ud af Gaza, mens Palæstinensere stadig bor i Israel. Hvor radikale Isralitter ønsker at beholde Jerusalem, så ønsker radikale muslimer, at udslette jøderne og selv om de kun er et mindretal - men rigeligt antal - tror jeg ikke man skal regne med at nogen gider at stoppe dem, bortset fra Israelerne, men hvem siger de altid kan gøre det?
Israel er langt mere sårbar, end man tror, og om det bliver en guerilla krig, en krig med flere muslimske stater, et terrorangreb, eller en kombination af dette og mere, det er spørgsmålet? Hvad der ikke er spørgsmålet er hadet til Israel og ønsket om at udslette landet, drive jøderne i havet, efter at have massakreret en del af dem, den vilje og det ønske er der, Se her, og her, og her, og kunne bliver ved og ved.

Holocaust-pushing er begrebet, pusheren ønsker ikke kunden skal dø, men det gør kunden, når der er blevet pushet igen og igen.
Khaibar refererer kun til en ting, den endelige fordrivelse af jøderne.
Den adfærd som deciderede planlagte bagholdsangreb, som soldaterne der bordede skibet blev udsat for, skal vi nok også opleve her i landet, det er et meme i den religion at have en sådan en adfærd, at udvise mod og stræbe mod martyriet, at være aggressiv og lokke "fjenden" til at reagere, så man rigtig kan retfærdiggøre krig. Intet nyt under solen.
Derfor blev der også råbt Khaybar, Khaybar:

Jeg gentager her historien om Khaibar fra min Muhammad biografi. Jødebeboelsen var det sidste frie stammesamfund for jøder i Arabien, efter at Muhammad havde udslettet resten. Når disse "aktivister" råber Khaibar, Khaibar, kan det tolkes og bør tolkes, som at de ønsker Israel udslettet.

Nu kastede Muhammad sig for en gangs skyld over en anden rig jødisk stamme ved Khaybar, indehaver af noget af det rigeste og mest frugtbare land i datidens Arabien. Mange fra Banu Nadir havde flygtet dertil, og det var angiveligt det største jødiske samfund på den tid. Der var ikke nogen åbenlys grund til angrebet, igen blandt muslimer bliver standard-undskyldningen brugt, at de var allierede med Mekkanerne og plottede i al hemmelighed. Men det forklarer ikke, hvorfor Muhammad igen og igen kastede sig over rige jødiske stammer i sig selv. Der var mange andre stammer, som ikke bare var allierede med Mekkanerne, men deltog i deres krige. I øvrigt, hvis Khaibar virkelig var allierede med Mekkanerne, så brød Muhammad Hubaybiyyah traktaten ved at angribe dem.

Under alle omstændigheder blev dette rige samfund angrebet og for første gang mødte Muhammad alvorlig modstand. Overmagten var dog for stor og til sidst måtte Khaibar Jøderne overgive sig.
Muslimerne gik straks i gang med at plyndre, de vidste at jøderne i Khaibar havde en stor skat og de hev lederen af stammen til side, Kinana. Men han nægtede ethvert kendskab til, hvor den var. Da de fandt en del af den, men mente der måtte være mere, og at Kinana vidste hvor. Derfor gav de sig til at torturere ham. De brændte hans bryst med gløder, men han fortalte stadig, han ikke vidste hvor. Til sidst mistede muslimerne tålmodigheden og huggede hovedet af ham. Denne historie taler for sig selv.

Nogle af Jøderne blev taget til fange, andre blev bortvist, nogle bønder tiggede om at få lov til at blive mod at betale skat til Muhammad, de fik lov og det skabte en ny idé hos Muhammad som udmøntede sig i det finale standardtilbud som by efter by, landområde efter landområde sidenhen skulle blive tilbudt i et af de sidst åbenbarede koranvers:


Quran- 9:29, Fight those who believe neither in Allah nor the Last Day, nor hold that forbidden which hath been forbidden by Allah and His Messenger, nor acknowledge the religion of Truth (Islam), even if they are of the People of the Book (Christians and Jews), until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued.



Skæbnen ville, at der blandt de tilfangne var en særdeles ung, og smuk kvinde ved navnet Safiyyah, hvis fader Muhammad oprindelige havde slået ihjel ved nedslagtningen af Banu Qurayza. Skæbnen ville også, at Saffiyah var gift med lederen af Khaibar, Kinani, som Muhammad lige havde fået tortureret, og slået ihjel. Skæbnen ville også, at hun var tildelt en menig muslim, men en anden muslim skyndte sig til Muhammad, fortalte hvor smuk og ædel hun var, og mente at hun kun var værdig til profeten selv.
Muhammad blev betaget, tilbød "ejeren" alle andre slavekvinder end Safiyyah. Muhammad fik hende så. Da valget var mellem at være slavinde eller hustru, valgte Safiyyah at blive hustru. De blev straks gift og Muhammad tilbragte natten med hende, efter han havde angrebet hendes stamme, tortureret og dræbt hendes mand, efter hun var kastet rundt mellem begærlige blikke. Fra Siraen kan vi læse, omend vi nok selv kan regne det ud:


Abu Ayyub al-Ansari guarded the tent of the Prophet the whole night. When, in the early dawn, the Prophet saw Abu Ayyub strolling up and down, he asked him what he meant by this sentry-go; he replied: "I was afraid for you with this young lady. You had killed her father, her husband and many of her relatives, and till recently she was an unbeliever. I was really afraid for you on her account". The Prophet prayed for Abu Ayyub al-Ansari (Ibn Hisham, p. 766)

Bonus:

“... the vote for Hamas was actually a vote for peace.”
- John Pilger, far-left journalist and filmmaker


Hokus Pokus, Jørgen Bæk Simonsen bliver til "Mellemøsten" ekspert:

Negationisme - nogle dyr er mere lige end andre

Konraed Eelst, den fæle nationalist, som ligner en konspirationteoretiker i følge Raapil, har begået et værk som hedder, Negationism in India, hvor han på aldeles konspiratorisk vis sammenligner opfattelsen af nazismens forbrydelser, og det tabu det er at fornægte dem, med det forhold, at Indernes holocaust, er der ingen der bryder sig om, det er faktisk udbredt og almindeligt, at man fornægter det selv i Indien.

Eelst har sammenfattet ti virkemidler eller strategier som benægtere betjener sig af, i kan finde gode eksempler på alle sammen på Raapils blog, han mestrer kunsten, kører med den store apologi, kulturrelativisme og benægtelsesklat.

Prøv blot at kigge på debatten her, hvordan han igen igen forsøger at få gjort muslimerne til ofre, mens Hindus og Israelere er slynglerne:

Lidt i udvalg:

Raapil: Hinduland er altså ikke erobret af Pakistan eller af de indiske muslimer, og de pogromer der foretages i Indien (mod såvel kristne som muslimer), de foretages af radikale hinduer.

Kan du slet ikke se forskellen på at føre kamp på basis af en ongoing og uløst konflikt og så i Indien på basis af gammelt nag til muslimerne og mere eller mindre ekstrem nationalisme?

Jeg har skrevet som svar:

I Pakistan blev omkring 600.000 hinduer dræbt under partitionen, i 1971 blev måske op til 3 millioner mennesker dræbt, primært hinduer eller Bengalesere af anden tro end ortodoks islam, vil du ikke kalde det en ongoing konflikt? Der findes mennesker i dag som personligt har oplevet det.

De skal naturligvis bare tilføjes som en bæk til den flod af blod Islam har frembragt i Indien og i øvrigt i resten af verden, hvilket jeg kun er nået til toppen af isbjerget omkring her.

Raapil fortsætter:

Israel jagede 600.000-700.000 arabere på flugt, så den israelske stat blev mere jævn og ikke overfyldt med perkere.

Og nej det er usandt, de forlod selv stedet så muslimerne som Azzam Pasha udtrykte det kunne slagte alle jøderne og på grund af paranoid propaganda fra araberne selv:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."Azzam Pasha arabisk ligaleder.

Enkelte steder i Israel blev de bønfaldt om at blive, og Israels egen uafhængighedserklæring sagde:

"we call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Mange arabere valgte at blive i Israel og deres efterkommere lever der endnu, det er altså direkte, meget direkte løgn, hvad Raapil siger.

De som flygtede fik så tilgengæld ikke lov til at rejse hjem igen, de blev syndebukke for, hvad de arabiske nationer havde gjort.
Det samme gjorde 450.000 jøder rundt omkring i den arabiske verden, de blev syndebukke, de blev smidt til Israel og fik deres ejendom konfiskeret, Israelerne betragter den situation som en bytter.
De flygtede jøder er kommet videre, mens Palæstinenserne hænger fast i deres skæbne som ofre, godt hjulpet af FN som har det palæstinensiske folk som yndlingsofre.
I dag vil Hamas, stadig havde flygtninge og efterkommere tilbage, for at ville indgå en 50 årig våbenhvile, som de ganske åbent og ærligt kun vil indgå midlertidigt, for at opbygge styrke til deres store projekt, at overvinde staten Israel og ligge den under Islamisk herredømme.

Hvis Araberne og palæstinenserne aldrig havde terrorangrebet Israel på stribe, var dette her aldrig sket, Palæstinenserne ville have haft deres egen stat og levet i fred og velstand.

Golda Meir har ret i, at hvis Israel nedlagde våbnene, ville der ikke være noget Israel mere. Men hvis Palæstinenserne gjorde det samme, ville der blive fred. Det er sagens kerne.

Mere om Israel som man normalt ikke ved her:

Alligevel synes Raapil, at Palæstina rimer mere på offer, end Hinduerne gør.

Men nu til Konraed Eelsts formulering af de ti negationistiske strategier, som i som sagt kan finde eksempler på Raapils blog.

Head-on denial: The crassest form of negationism is obviously the simple denial of the facts. This is mostly done in the form of general claims, such as: "Islam is tolerant", "Islamic Spain was a model of multicultural harmony", "the anti-Jewish hatred was unknown among Muslims until Zionism and anti-Semitism together entered the Muslim world from Europe". Since it is rare that a specific crime of Islam is brought to the public's notice, there is little occasion to come out and deny specific crimes. Exceptions are the Armenian genocide, officially denied in Turkey and the entire Muslim world,

Til den kan man tilføje sådan noget som, "Jihad betyder en fredelig indre kamp." Og "Muhammad var en stor og moralsk leder." Karen Armstrong, Jørgen Bæk Simonsen, den slags rosenrøde løgne skriver man gerne om Islam og dens profet, men ikke om Nazismen eller Israel, eller DF, hvor hver lille sten skal vendes for at finde noget negativt - indrømmet, samme tendens findes blandt enkelte Islamkritikere, hvor intet er for småt til at blive fundet frem i blandt.

2. Ignoring the facts: This passive negationism is certainly the safest and the most popular. The media and textbook-writers simply keep the vast corpus of inconvenient testimony out of the readers' view.

Fokusere på andre træk end de blodige lig, naturligvis den mest brugte og i øvrigt gennemgående i det meste af historieskrivningen, "den som udelader, lyver ikke" som en spin-regel siger.

3. Minimizing the facts: If the inconvenient fact is pointed out that numerous Muslim chroniclers have reported a given massacre of unbelievers themselves, one can posit a priori that they must have exaggerated to flatter their patron's martial vanity - as if it is not significant enough that Muslim rulers felt flattered by being described as mass-murderers of infidels.

Betvivle omfanget af holocaust, det ville være en dårlig idé, men hvad angår Islams massakrer, er det helt ok, eller Stalins osv. Det kalder man også kulturrelativisme, en nyvariant af det uforglemmelige citat fra Kammerat Napoleon, "Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre".

4. Whitewashing: When one cannot conceal, deny or minimize the facts, one can still claim that on closer analysis,, they are not as bad as they seem. One can call right what is obviously wrong. This can go very far, e.g. in his biography of Mohammed, Maxime Rodinson declared unashamedly that the extermination of the Medinese Jews by Mohammed was doubtlessly the best solution.

Hvidvask, jo det er forståeligt nok, at de stakkels undertrykte Palæstinensere simpelthen er nødt til at blæse civile Israelere ihjel og i småstykker, i den grad at 2/3 dele af de Israelske døde er civile og selv om Israel slår flere ihjel, så slår Palæstinenserne langt flere civile ihjel relativt.

5. Playing up unrepresentative facts: A popular tactic in negationism consists in finding a positive but uncharacteristic event.

Ellers koranvers, som "den der dræber et menneske dræber menneskeheden," siges Muhammad jo at have sagt, med de tusinder han personligt fik dræbt, eller folk under hans kommando, har han dog dræbt menneskeheden mange gange.

6. Denying the motive: Negationists sometimes accept the facts, but disclaim their hero's responsibility for them. Thus, Mohammed Habib tried to exonerate Islam by ascribing to the Islamic invaders alternative motives: Turkish barbarity, greed, the need to put down conspiracies brewing in temples. In reality, those rulers who had secular reasons to avoid an all-out confrontation with the unbelievers, were often reprimanded by their clerical courtiers for neglecting their Islamic duty.

Raapil er et glimrende eksempel på dette, det har intet med kultur og religion at gøre, men skyldes almindelig magttrang og imperialisme. Hvilket er en dårlig forklaring, når millioner og atter millioner bliver dræbt, eftersom de kunne have beriget en imperialist med skatter eller i det mindste som slaver, eller er det magten over liv og død som kan være forklaringen alene?
Det er for så vidt lige meget, faktum som illustreret af historien er at kun totalitære ideologier og mennesker med en slags overmenneske mentalitet gør den slags i stor stil. Udrydder man et hjælpeløst folk der ikke skyder igen, betragter man det også som mindre menneske end en selv. Der findes masser små Saddam Husseins, hvis eneste felt for udøvelse af magt er konen og børnene og svage mænd omkring dem. Men de helt store folkemord kræver konsekvent ideologi eller undermenneske billede.

7. Smokescreen: Another common tactic consists in blurring the problem by questioning the very terms of the debate: "Islam does not exist, for there are many Islams, with big differences between countries etc." It would indeed be hard to criticize something that is so ill- defined. But the simple fact is that Islam does exist: it is the doctrine contained in the Quran, normative for all Muslims, and in the Hadis, normative at least for all Sunni Muslims. There are differences between the law schools concerning minor points, and of course there are considerable differences in the extent to which Muslims are effectively faithful to islamic doctrine, and correspondingly, the extent to which they mix it with un- islamic elements.

Islam er mange ting, ja men gennem 1400 år har den konstant været drab og forfølgelse i stor stil og med måske over 100 millioner dræbte til følge, hvorfor skulle den egentlig være anderledes i dag, når den i øvrigt stadig er årsag til mange dræbte, forfulgte og undertrykte hvert år. Her taler vi ikke om forfulgte af kritik eller tonen, men konkrete fysiske drab og forfølgelser. Inden for de sidste 50 år, er op omkring 5 millioner blevet dræbt alene i Pakistan og Sudan. Tilbage i tiden blev hele egne ladt totalt øde, alle dræbt som ikke flygtede.
Hvis en ideologi ikke kan gøre en forskel, hvad er så forskellen på Syd og Nordkorea, forskellen på demokrati og nazisme, forskellen på Islam og jainisme? Ingen? Det er for dumt at påstå at der ikke er en forskel og en i øvrigt en stor en.

8. Blaming fringe phenomena: When faced with hard facts of Islamic fanaticism, negationists often blame them on some fringe tendency, now popularly known as fundamentalism. This is said to be the product of post-colonial frustration, basically foreign to genuine Islam. In reality, fundamentalists like Maulana Maudoodi and Ayatollah Khomeini knew their Quran better than the self-deluding secularists who brand them as bad Muslims.

Ja, gøre det hele til en lille ubetydelig klike, som Bolchevikkerne, Hitlers partisoldater, Taliban, Hamas, er jo glimrende eksempler på ubetydelige kliker, hvis fanatiske tro på en sag og villighed til at bruge alle midler intet betød overhovedet. Der er slet, slet heller intet mainstream over fundamentalistisk islam, den sendes slet ikke åbent og ærligt i de store medier i mellemøsten, nej dada, de ser Matador og Morten Korch, Aftenshowet lige som os andre.

9. Arguments ad hominem: If denying the evidence is not tenable, one can always distort it by means of selective quoting and imputing motives to the original authors of the source material.

Raapils yndlingsstrategi og i en verden der ikke kan skelne argumenter fra tilsvininger virker den. Kan man skyde budbringeren slipper man jo helt for at argumentere for værdien af ens påstande og underkende modstanderens. Kan man finde blot et lille slemt citat af en DFer, eller en inkrimerende gerning af hindunationalister, så må man helt og aldeles betragte dem som værende untouchables, uanset hvor mange millioner langt værre gerninger og udsagn prominente muslimer kommer med. Disse citater og gerninger kan så generaliseres i en grad man bestemt ikke må generalisere mod Islam, hvilket også burde være overflødigt, eftersom Islam klarer generaliseringen selv.

Helt ufrivilligt morsomt bliver det i eksempeldebatten, som jeg allerede har linket til flere gange over dette, hvor et Citat af William Durant, som fejlagtigt tillægges Hr. Konraed Eelst, helt og aldeles afvises, fordi det jo er denne fæle konspirationsteoretiker med knyttede bånd til ubehagelige hindunationalister.

I sennelsdebatten blev alt brugt i et forsøgt karaktermord, og når det ikke virkede blev noget nyt forsøgt, ad hominem, og mere til, når det er bedst.

10. Slogans: Finally, all discussion can be sabotaged with the simple technique of shouting slogans: prejudice, myth, "racism/communalism".

Nazisme og racisme kortet er efterhånden overbrugt, men så kan man jo kalde folk for alt muligt andet, den dæmonisering, man gerne vil anklage andre for, praktiserer man i højere grad og mindre velbegrundet selv, hykleri af værste skuffe.

Propaganda vs spin

I krig er sandheden som bekendt det første offer. Når mikrofonerne kører og kameramanden føres rundt, så sker der nødvendigvis en selektering af virkeligheden.

Jeg mener ikke, at medierne er så partiske, som nogle vil gøre dem til. Der findes eventuelt tendenser i selektionen. Men de er ikke så store.

På begge fløje hører man klager over den ensidige dækning, det ligger i sagens natur, at de ikke begge kan have ret.

At lidende palæstinensere fylder meget i medierne i dag, har den simple årsag, at det er dem, som der dør flest af.
Katastrofer, lidelser og følelser er et hit for medierne, det har noget at gøre med, hvad folk bliver fængslet af, om det er nødlidende eller Stein Bagger, bare der er et stort publikum, så bliver der tærsket langhalm på det.

Men hvad angår Israel og Palæstinenserne, er der en stor forskel på, hvordan de bruger deres medietid.
Israelerne forsøger at spinne, det vil sige, de undgår at lyve direkte. De udelader måske noget, men lyver de som regel ikke, for de ville blive slagtet i medierne, hvis de gjorde det. Til gengæld bliver de ved med at forsøge at rationelt forklare, hvorfor de handler, som de gør. Det hjælper bare ikke, når de ikke har de følelsesmæssige baggrundsbilleder - en børnehave som er blevet ramt af en raket med over 10 børn dræbt, eller en række selvmordsbomber. De er dømt til at tabe mediekrigen, fordi, de lader medierne tvinge dem i defensiven ud fra de aktuelle tabstal, som talsmanden i dag på den umulige opgave, at retfærdiggøre, at de har ramt en skole og dræbt 40 civile. Af mange årsager, mest en historisk reel antipati mod Israel helt tilbage fra munkemarxisme tiden, er Israel per grundvane hovedsynderen.
Men det afgørende er de aktuelle billeder af blod og død, hvis et par børnhaver blev ramt, og flere børn blev dræbt i Israel, ville sympatien jævnes ud hurtigt, eller helt skifte.

Palæstinenserne spinner ikke alene, de bruger propaganda hæmningsløst, specielt over for deres egen befolkning, hvor medier og lærebøger, børneprogrammer er fyldt af såmænd selv anti jødisk propaganda og martyr propaganda. Men over vesten lyver de og overdriver tab, de fokuserer rigtig meget på børn og kvinder der bliver dræbt, fordi de ved det batter. Som man kan se i You Tube videoen "Pallywood", vil de gerne fremstille så mange af deres tab som overlagt mord på civilbefolkningen. Men som sagt i en tidligere post, har deres tab før den nuværende konflikt bestået af 95 procent mænd, hvor de i følge min bedste vurdering har forsøgt at gøre så mange til civile tab som overhovedet muligt.
Et klassisk eksempel er Jenin, hvor de først forsøgte at spinne den som en massakre med 500 døde. Siden viste det sig, at tabene var 27 militante og 22 civile. Men da de ikke kunne løbe fra det langt lavere tal blev omkring 14 af de civile døde propaganderet, som personer der koldt og kynisk var likvideret eller dræbt, uden egentlige kamphandlinger.
Jeg citerer her mit eget svar, i ovenstående link, fordi Informations system ikke kan finde ud af at linke direkte til posten:

Jeg har været inde og kigge på HRWs såkaldte rapport.
Det ligner et partsindlæg, alá dem der starter med "jeg er ikke antiamerikansk", men:

Jeg har grundlæggende svært ved at tro på sandhedsværdien som helhed. Jeg finder det mistænkeligt, at over halvdelen af de civile døde i denne rapport spinnes som mennesker, der nærmest er blevet likvideret med koldt blod, og de øvrige som noget tæt på, eller i en situation hvor der ikke var kamphandlinger.

1 bulldozerdød.

6 døde under mulig skudveksling, krydsild, selv om der nævnes i et par tilfælde, der ingen kamphandlinger er i nærheden. eller under omstændigheder hvor der ikke var klar identifikation.

14 døde under mere eller mindre direkte likvidering, tit på kort hold, eller i direkte synsfelt uden kamphandlinger.

Dette svarer til næsten alle døde civile.
Jeg har svært ved at tro på dette, for det virker usandsynligt, at Israelerne har været i stand til at lade være med at dræbe og ramme civile under de mere intense kamphandlinger som kostede 23 Israelske liv, med helikoptere, tanks i aktion. At de stort set kun har myrdet civile, med mere eller mindre koldt blod, under mere fredelige omstændigheder.

Rapporten afviser Israelske soldaters beretninger om at Palæstinensiske guerillaer gemte sig bag civile, mens godtager at Israelerne gjorde det.

Rapportens forfatter kan ikke lade være med at skrive "Amerikansk leverede helikoptere" i stedet for helikopter angreb.

Rapporten nævner at ambulancer blev holdt tilbage og beskudt gentagne gange, hvilket jeg også har svært ved at tro på, da det kædes med situationer uden kamphandlinger, igen.

Hvad angår kørestolen, og manden kørt over af en tank, hele den kørestol ville have været gennemvædet af blod og det hvide flag ville ikke have været hvidt.
På et tidspunkt i kampen bliver en kørestol skubbet ud med en sprængladning af PA militante, Israelerne skyder vildt på denne stol.
Det kunne for så vidt være den stol, der blev fundet gennemhullet, med et hvidt flag, ikke et ord om blod.
Jeg tror en blodpøl på vejen af et menneske, hvis hjerne brister, og på kørestolen ville have gjort indtryk og været blevet nævnt.

Jeg vil ikke udelukke rådne æbler blandt de Israelske tropper, men jeg finder det meget usandsynligt, at de har direkte likvideret over halvdelen af de civile døde.

Jeg finder i øvrigt denne ensidige dækning og beskyldning af Israel for trættende, rapporten nævner fordømmer kort selvmordsbombning, kun for at bagefter at erklære det som ingen undskyldning for overdreven brug af magt (Selvmordsbombning kostede på få måneder over 200 Israelske liv), en overdreven magt der dog ikke har kostet særlig mange liv, for de er jo er alle blevet likvideret! og palæstinensernes minefælder over hele området. Bliver kort nævnt.

Jeg er ikke tvivl om, at der bliver dræbt mange civile nu, uden at Hamas behøver at ty til propaganda. Men det er nødvendigt med et vist forbehold i forhold til, hvor mange af de døde der reelt er civile.
Israel dummer sig ved at bruge for overlegen ildkraft, det betyder et tab af mediekrigen, men sikrer til gengæld deres soldaters liv. Jeg kan godt forstå dem oven på Jenin, hvor de brugte relativt minimalt med overlegen ildkraft og mistede 23 soldater af den grund, for at blot blive beskyldt for en massakre alligevel.

Et aktuelt eksempel på Hamas Propaganda er den i Syrien baserede Hamas leder, Khaled Mashal, som har en kronik i The Guardian i dag og leverer et mesterstykke i propaganda med markante løgne og mange halve sandheder:

For 18 months my people in Gaza have been under siege, incarcerated inside the world's biggest prison, sealed off from land, air and sea, caged and starved, denied even medication for our sick.

Det er korrekt, at der har været lukket i blandt for privat trafik og varetrafik for nogle dage af gangen, men Israel har ikke lukket for medicin, mad osv. fra humanitære organisationer, som man kunne stole på kun leverede humanitære produkter og godkendt medicin import. Det har heller ikke været permanent i 18 måneder i træk, som det kunne forståes ud fra det her. men typisk for nogle dage af gangen, når der er blevet fyret raketter mod Israel. Det har heller ikke nødvendigvis været et fuld stop i leveringen af elektricitet, da der er ti power lines til Gaza og Israel har nogle gange kun lukket en af dem, som en "symbolsk" reaktion på raket og morter angreb. Det er kun ganske få måneder af de 18 måneder Israel overhovedet har brugt sidstnævnte taktik, primært i begyndelsen af 2008 og i slutningen af samme.

More than 540 have been killed and thousands permanently maimed. A third are women and children. Whole families have been massacred, some while they slept.

Det er så et typisk eksempel på overdrivelse i propaganda øjemed og taler for sig selv. FN vurderer at 1/4 er civile og en del af de civile er sikkert mænd. I øvrigt bliver de mennesker som Hamas selv likviderer fordi de mistænker dem for samarbejde med Israel, eller ikke kan stole på dem, angiveligt også talt med, sammen med dem de angiveligt også slår ihjel ved en fejl.

This river of blood is being shed under lies and false pretexts. For six months we in Hamas observed the ceasefire. Israel broke it repeatedly from the start.

Israel reagerer på angreb, så nej, det er ikke sandt, at Israel har brudt våbenhvilen, aftalen var kun med Hamas og Gaza, men Hamas ville have den til at dække Vest Banken. Her er en lang liste over raketter og morterangreb i 2008. Mange af dem er der ikke blevet taget ansvar for. Hamas på sin side ville ikke gøre det store for at forhindre affyring af raketter og mortergranater.

Videoen Pallywood:

Se hvad selv Politiken kan finde ud af

Mikrofonholderi i Politiken, dog denne gang for en dansk/israeler, eller hvad de kalder et dansk medlem af Knesset, Michael Melchior:

»Vi trak alle bosættelserne ud af Gaza for tre år siden. Det er helt klart, at hvis palæstinenserne havde taget en strategisk beslutning om at danne et civilt palæstinensisk samfund, så havde palæstinenserne i dag haft deres uafhængige stat både i Gaza og på Vestbredden. De ville have haft 100 procent af det territorium, som den palæstinensiske ledelse kræver«.

»Men de tog en anden strategisk beslutning. De valgte Hamas, og siden hen tog Hamas' ledelse i Gaza en strategisk beslutning om, at det er vigtige for dem at ødelægge staten Israel, end det er at opbygge staten Palæstina«.

Det er nemlig lige, hvad der er sagens kerne, Hamas vil hellere føre krig, eller jihad, end bygge et civilt samfund. Det bliver næppe nogensinde anderledes, medmindre de bliver så svækkede, at de finder det uopportunt, at fortsætte kampen i mange år.
Hvor svært det end er at forstå for moderne vesterlændinge, så er de drevet af 1400 år gammelt tankegods, som kræver jihad af sine følgere, som kun giver 72 jomfruer til dem som dør i jihad, som kalder dem til at kæmpe mod jøderne og kun tillader hudna (våbenhvile) for ti år ad gangen.

Mange kritikere har beskyldt udenrigsminister Tzipi Livni og forsvarminister Ehud Barak for at starte krigen for at stå bedre ved valget d. 10. februar. Mener du, at der er en sammenhæng mellem timingen af krigen og det snarlige valg?

»Absolut ikke. Hvis Barak og Livni ville have gjort, hvad der er populært her i Israel, så ville de aldrig have givet Hamas så lang snor. De havde ikke gået ind i yderligere en våbenhvile for et halvt år siden«.

»De nåede en situation, hvor Hamas besluttede at bryde våbenhvilen og kaste alt, hvad de havde ind over Israel. Hamas standsede livet i en radius på 20-30 kilometer rundt om Gaza, hvor en stor del af vores befolkning bor«.

»Det er en situation, som ingen israelsk leder – uafhængig af parlamentsvalg – ville acceptere«, siger den danskfødte israelske politiker.

Nej naturligvis ikke. Nok dør der ikke mange Israelere. Men de har også bygget beskyttelsesrum og tør knap nok forlade dem. Livet er til gengæld bragt til ophør, ejendom er ødelagt, undervisning nedlagt eller henvist til bunkere. Det har stået på i mange år. De kan ikke bytte bolig med folk der bor i den sikre del af Israel, kan ikke sælge deres huse udover at de er nødsaget til at bruge noget af deres husrum til et beskyttelsesrum.
Han fortsætter:

»Palæstinenserne har et valg: I kan vælge at gå fredens vej. Så vil I finde en partner her i Israel, som er villig til at gå meget langt for at imødekomme jeres krav om to stater for to folk«.

»Eller I kan vælge Hamas' vej, som betyder død og elendighed for begge sider«.

»Israel har stillet et klart valg op for palæstinenserne, og jeg er overbevist om, at flere og flere forstår dette alvorlige valg«

Det sidste har han da ret i. Vi er gået fra stort set ingen, til få!

Fra jerusalem Post:

By accusing us of being Nazi-like, Europeans alleviate some of their own feelings of guilt and responsibility for the Holocaust," said Dr. Robert Rozett, director of the Yad Vashem Libraries.

"Moreover, by saying that the Jews are acting like Nazis, they are delegitimizing the very existence of the State of Israel," Rozett said.

...

The anti-Israel protests in Europe "were worse than ever before," said Abraham H. Foxman, national director of the New York-based Anti-Defamation League, in a telephone interview from New York, adding that, fueled by the Internet, there was "no shame, no hesitancy and no restraints" anymore in comparing Israel with the Nazis.

"Anti-Semitism in Europe was never really rooted out, just contained," he said.

Når vi råt sluger propaganda, alá 270 døde kvinder og børn, deltager vi i en proces som sætter endnu et søm i ligkisten på den israelske stat og en dæmonsering, vi under andre omstændigheder ville tage afstand fra.

Israel er villig til at gå langt for fred. Det er Hamas og Islamisk Jihad ikke. De ønsker, har altid ønsket, vil angiveligt altid ønske, at udslette den jødiske stat.

Nej, der er ikke mange, der forstår Israels situation og når de gør, vil det være samme dag som tusinder af jøder dør.

Reuters bias mod Israel

Når man er i skoven, så kan man ikke se den for bare træer. Det samme er tilfældet med hensyn til den mediebias, der rettet mod Israel.

Uhyrlige påstande, som denne her får lov til at fremstå uimodsagt. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men simpelthen fordi man ikke stiller spørgsmålstegn ved udsagnene fra personer, der ønsker at propagandere mod Israel.

Det er langt fra første gang, at palæstinensernes udlægning af en sag flyver uhindret gennem medielandskabet. Det mest grelle eksempel er Jenin, hvor Israel mistede 23 soldaters liv i et forsøg på at undgå dårlig presseomtale.

Jenin blev alligevel udråbt i hele verden som en massakre, og Israel blev meget overraskende endnu engang anklaget for overdrevent magtbrug, og hvis Israel ikke vil ofre 23 soldater igen på at føre en mere humant hensyntagende krig, så skal man ikke undre sig.

En ting er sikkert. Ingen sag, der kan stille Israel i et dårligt lys, er lille nok. Omvendt svømmer de store PA fisk uhindret gennem nettet.

Den strategi, som islamkritiske bloggere - til tider med rette anklages for - nemlig at hente små og ubetydelige tilfælde frem for at fremstille Islam i et dårligt lys, er altså noget, der også praktiseres i andre lejre. Ikke bare når talen falder på israel.

Reuters har i flere tilfælde været under anklage for at have en bias mod Israel.

Nu har en Henry I. Silverman, Roosevelt University, undersøgt 50 artikler fra Reuters om Israel, og konklusionen i det videnskabelige papir, den er:

Over 1,100 occurrences of reporting/ethical failures across forty-one categories are identified and a significant shift in audience attitudes and support following article readings is observed. Significant associations are found between 1) the use of atrocity propaganda and audience favorability/sympathy toward the Arabs/Palestinians; 2) the use of the appeal to pity fallacy and audience favorability/sympathy toward the Arabs/Palestinians; and 3) the use of atrocity propaganda, appeal to pity and appeal to poverty fallacies, and audience motivation to take supportive action on behalf of the Arabs/Palestinians. It is inferred from the evidence that Reuters engages in systematically biased storytelling in favor of the Arabs/Palestinians and is able to influence audience affective behavior and motivate direct action along the same trajectory. This reflects a fundamental failure to uphold the Reuters corporate governance charter and ethical guiding principles.

Surprise!

FNs rapport om Israel er tendentiøs

Endnu en gang Israel bashing fra højeste sted, her modsagt af Honestreporting:

En af de mest graverende påstande i rapporten, er at Israel ikke gik ind i Gaza på grund af at Israel blev bombet med raketter, men for at ramme civilbefolkningen.
Dette er dybt kritisabelt, og en direkte fordomsfuld motivanalyse, for Israel turde ikke engang satse på at knække Hamas, efter det mislykkedes med Hizbollah, som forblev stort set intakt.
De håbede på at svække Hamas, Men at påstå at de gik ind for at ramme civilbefolkningen, er dog en vanvittig anklage. Tværtimod frygtede man at styrke Hamas, som Hizbollah, og den debat gik i høje bølger før konflikten.
Påstanden er intet mindre end absurd.

Honestreportings svar:

#
The Goldstone Report states: "While the Israeli Government has sought to portray its operations as essentially a response to rocket attacks in the exercise of its right to self defence, the Mission considers the plan to have been directed, at least in part, at a different target: the people of Gaza as a whole…deeds by Israeli forces and words of military and political leaders prior to and during the operations indicate that as a whole they were premised on a deliberate policy of disproportionate force aimed not at the enemy but at the 'supporting infrastructure.' In practice, this appears to have meant the civilian population."
#
So why did the IDF drop thousands of warning leaflets, make over 200,000 telephone warnings to Palestinian civilians, abort missile strikes to prevent civilian casualties, open a field clinic for Palestinians on the Gaza border, and transfer tons of humanitarian aid during the conflict?

Videre om uafhængigheden af rapporten:

CLAIM: THE GOLDSTONE REPORT IS OBJECTIVE AND UNTAINTED BY BIAS OR POLITICIZATION

THE FACTS:

• It was clear that one out of the four members of the Goldstone Mission, Professor Christine Chinkin, had already made up her mind, having signed a letter before the conflict had even ended, clearly stating that Israel's actions in Gaza amounted to "war crimes" and that Palestinian rocket attacks were not significant enough for Israel to exercise her right to self-defense...

The mandate (HRC Resolution S-9/1) for the fact-finding mission was "to investigate all violations of international human rights law and international humanitarian law by the occupying Power, Israel, against the Palestinian people throughout the Occupied Palestinian Territory, particularly in the occupied Gaza Strip, due to the current aggression" -- already determining that Israel had committed "violations of international human rights law " before the investigation even began.

Additionally, the Resolution determined that Israel caused " massive violations of the human rights of the Palestinian people and systematic destruction of Palestinian infrastructure" while demanding that Israel "stop the targeting of civilians and medical facilities and staff and the systematic destruction of the cultural heritage of the Palestinian people, in addition to the destruction of public and private properties." This, too, before any investigation even took place.

CLAIM: THERE IS NO REASON TO DOUBT THE RELIABILITY OF "EYEWITNESSES" AND NGOs

THE FACTS:

• Time and again, Palestinian "eyewitnesses" and non-governmental organizations have been proven to be unreliable, giving unverifiable evidence.
• Judge Goldstone has a long association with Human Rights Watch, even serving on its board until removing himself when it was pointed out that remaining with HRW would be inappropriate. Yet he cites HRW sources in the Report, including material by the Nazi memorabilia collecting Marc Garlasco, who is currently suspended by HRW pending an investigation.
• Some of the Palestinian witnesses heard by the mission were actually Hamas operatives directly involved in terrorism. One such witness, Mohammed Fuoad Abu Askar of Jebaliyeh, was actually a senior Hamas operative who used his house to store arms and ammunition, which lead to the IDF strike against the structure

• 
  

Pålideligheden af Palestinænserne selv har været afsløret som manglende igen og igen. tag for eksempel Jenin, som blev kaldt en massakre på flere tusinde.
Under Gazakonflikten gik Hamas ud og sagde, at over halvdelen af de dræbte var børn og kvinder.

De rigtige tal kommer vi aldrig i nærheden af, for de som styrer Gaza, er ikke interesseret i det.
De er interesseret i at sælge ethvert angreb fra Israel som en massakre.
IDF har ikke mulighed for at undersøge det ordentligt, omend de har styr på, hvem der tilhører militante organisationer.

Her er fra Wiki om deres "undersøgelse":

In January 2009, the Palestinian Ministry of Health, a Gaza governmental office (PMoH), put death toll at total of 1,324 Gazans killed, of which most were civilians.^[228] The PMoH stated that 437 children under the age of 16, 110 women, 123 elderly men, 14 medics, and four journalists were among those killed. The wounded include 1,890 children and 200 people in serious condition.^[229] As of 5 February, the MoH total was revised to 1,440 Palestinians dead, 431 children and 114 women, a rise attributed by the MoH to delays by people in officially registering the deaths of family members due to the conflict. Those who died due to a lack of access to regular health care were not included in these figures.^[230]

In March, the PCHR put the death toll at 1,417, of which 926 were civilian, 236 were combatants and 255 were members of the Palestinian security forces. According to PCHR, out of 926 civilians and non-combatants, there are 116 women and 313 minors under 18.^[231] The organization has also posted a list of the victims detailing their names, ages, jobs, place of residence, and time and place of the attacks that killed them

In September, Israeli-human rights group B'Tselem published figures based on its own research. B'Tselem says that total number of 1,382 Palestinians were killed, of whom 320 were minors, 111 women over the age of 16, 325 took part in the hostilities and 245 were Palestinian officers, most of whom were killed in IAF aerial bombings of police stations on the first day of the war.

An IDF report on March 26, 2009 listed 1,166 Palestinian fatalities, of which 295 were identified as civilians.^[13] According to IDF, out of 295 Palestinian non-combatants, there are 89 under the age of 16 and 49 women^[13] The IDF report stated that at least 709 of the deaths were members of a militant organization, including police.^[13] Additional 162 Palestinian men were listed by IDF as "unaffiliated," meaning that those names have not been attributed to any militant group

Der er links til flere modsigelser af Goldberg rapporten på Honestreporting i bunden af artiklen: