Holocaust-pushing

Holocaust-pushing er et stærkt ord, men det er hvad jeg vil kalde den enøjede kritik af Israel, der lukker øjnene for at modstanderen vil ikke blot have sit eget land, men ville hjertens gerne gentage Muhammads succes ved Khaibar, for Khaibar, Khaibar, råbte aktivisterne, før de tog afsted og mere om det senere:



Jeg ved der er venstreorienterede og lignende, der ynder at betragte Israel som verdens forbryderstat nummer et. Se mere her, samt her og her.

Det utrolige fokus på hver en fejl, som Israel begår, på en måde er det så trættende, at jeg knap gider at bemærke det.
Igen gik fordømmelsen i automatgear, uden at nogen gad at vente på en forklaring og naturligvis, er der en forklaring, for Israel ved udemærket godt, hvordan sådan en sag skader dem internationalt, og hvad der venter af kølhaling.

For at tage holocaust-pushingen. Denne evige skyden skylden på Israel og seen mellem fingrene hvad angår Hamas og såkaldt mere moderate er intet andet end holocaust-pushing og en dag bliver Israel mere eller mindre udslettet, jøderne bliver massakreret igen og hele denne manglende forståelse for landets situation, omgiver af fjender der vitterligt ønsker et nyt holocaust, skubber simpelthen udviklingen i det retning, fastlåser Israel som forbryderen og Palestinænserne som ofre. Se min gamle post Islam Uncensored for eksempel.

Som en bemærkede, måtte Israel trække sig helt ud af Gaza, mens Palæstinensere stadig bor i Israel. Hvor radikale Isralitter ønsker at beholde Jerusalem, så ønsker radikale muslimer, at udslette jøderne og selv om de kun er et mindretal - men rigeligt antal - tror jeg ikke man skal regne med at nogen gider at stoppe dem, bortset fra Israelerne, men hvem siger de altid kan gøre det?
Israel er langt mere sårbar, end man tror, og om det bliver en guerilla krig, en krig med flere muslimske stater, et terrorangreb, eller en kombination af dette og mere, det er spørgsmålet? Hvad der ikke er spørgsmålet er hadet til Israel og ønsket om at udslette landet, drive jøderne i havet, efter at have massakreret en del af dem, den vilje og det ønske er der, Se her, og her, og her, og kunne bliver ved og ved.

Holocaust-pushing er begrebet, pusheren ønsker ikke kunden skal dø, men det gør kunden, når der er blevet pushet igen og igen.
Khaibar refererer kun til en ting, den endelige fordrivelse af jøderne.
Den adfærd som deciderede planlagte bagholdsangreb, som soldaterne der bordede skibet blev udsat for, skal vi nok også opleve her i landet, det er et meme i den religion at have en sådan en adfærd, at udvise mod og stræbe mod martyriet, at være aggressiv og lokke "fjenden" til at reagere, så man rigtig kan retfærdiggøre krig. Intet nyt under solen.
Derfor blev der også råbt Khaybar, Khaybar:

Jeg gentager her historien om Khaibar fra min Muhammad biografi. Jødebeboelsen var det sidste frie stammesamfund for jøder i Arabien, efter at Muhammad havde udslettet resten. Når disse "aktivister" råber Khaibar, Khaibar, kan det tolkes og bør tolkes, som at de ønsker Israel udslettet.

Nu kastede Muhammad sig for en gangs skyld over en anden rig jødisk stamme ved Khaybar, indehaver af noget af det rigeste og mest frugtbare land i datidens Arabien. Mange fra Banu Nadir havde flygtet dertil, og det var angiveligt det største jødiske samfund på den tid. Der var ikke nogen åbenlys grund til angrebet, igen blandt muslimer bliver standard-undskyldningen brugt, at de var allierede med Mekkanerne og plottede i al hemmelighed. Men det forklarer ikke, hvorfor Muhammad igen og igen kastede sig over rige jødiske stammer i sig selv. Der var mange andre stammer, som ikke bare var allierede med Mekkanerne, men deltog i deres krige. I øvrigt, hvis Khaibar virkelig var allierede med Mekkanerne, så brød Muhammad Hubaybiyyah traktaten ved at angribe dem.

Under alle omstændigheder blev dette rige samfund angrebet og for første gang mødte Muhammad alvorlig modstand. Overmagten var dog for stor og til sidst måtte Khaibar Jøderne overgive sig.
Muslimerne gik straks i gang med at plyndre, de vidste at jøderne i Khaibar havde en stor skat og de hev lederen af stammen til side, Kinana. Men han nægtede ethvert kendskab til, hvor den var. Da de fandt en del af den, men mente der måtte være mere, og at Kinana vidste hvor. Derfor gav de sig til at torturere ham. De brændte hans bryst med gløder, men han fortalte stadig, han ikke vidste hvor. Til sidst mistede muslimerne tålmodigheden og huggede hovedet af ham. Denne historie taler for sig selv.

Nogle af Jøderne blev taget til fange, andre blev bortvist, nogle bønder tiggede om at få lov til at blive mod at betale skat til Muhammad, de fik lov og det skabte en ny idé hos Muhammad som udmøntede sig i det finale standardtilbud som by efter by, landområde efter landområde sidenhen skulle blive tilbudt i et af de sidst åbenbarede koranvers:


Quran- 9:29, Fight those who believe neither in Allah nor the Last Day, nor hold that forbidden which hath been forbidden by Allah and His Messenger, nor acknowledge the religion of Truth (Islam), even if they are of the People of the Book (Christians and Jews), until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued.



Skæbnen ville, at der blandt de tilfangne var en særdeles ung, og smuk kvinde ved navnet Safiyyah, hvis fader Muhammad oprindelige havde slået ihjel ved nedslagtningen af Banu Qurayza. Skæbnen ville også, at Saffiyah var gift med lederen af Khaibar, Kinani, som Muhammad lige havde fået tortureret, og slået ihjel. Skæbnen ville også, at hun var tildelt en menig muslim, men en anden muslim skyndte sig til Muhammad, fortalte hvor smuk og ædel hun var, og mente at hun kun var værdig til profeten selv.
Muhammad blev betaget, tilbød "ejeren" alle andre slavekvinder end Safiyyah. Muhammad fik hende så. Da valget var mellem at være slavinde eller hustru, valgte Safiyyah at blive hustru. De blev straks gift og Muhammad tilbragte natten med hende, efter han havde angrebet hendes stamme, tortureret og dræbt hendes mand, efter hun var kastet rundt mellem begærlige blikke. Fra Siraen kan vi læse, omend vi nok selv kan regne det ud:


Abu Ayyub al-Ansari guarded the tent of the Prophet the whole night. When, in the early dawn, the Prophet saw Abu Ayyub strolling up and down, he asked him what he meant by this sentry-go; he replied: "I was afraid for you with this young lady. You had killed her father, her husband and many of her relatives, and till recently she was an unbeliever. I was really afraid for you on her account". The Prophet prayed for Abu Ayyub al-Ansari (Ibn Hisham, p. 766)

Bonus:

“... the vote for Hamas was actually a vote for peace.”
- John Pilger, far-left journalist and filmmaker


Hokus Pokus, Jørgen Bæk Simonsen bliver til "Mellemøsten" ekspert: