mandag den 31. marts 2008

Liberalisme Light del 2

Det er vigtigt for ethvert parti at markere sig i offentligheden, komme ud over den position som tørvetrillende deltager i folketingets processer, eller som et fedtet medlem af diverse udvalg.

Når det gælder befolkningen, så ve det parti som ikke har en solid politik, og ve det parti der regner med, at man kan få stemmer ved at fremlægge en minutiøst udarbejdet politik for befolkningen. Her gælder programtalen gyldne middelvej.

Derfor har den politiske kampscene også udviklet sig i en retning af en kamp med mærkesager og selviscenesættelse, sloganagtig italesættelse, med andre ord, gid den bedste spin må vinde.

Det repræsenterer i sig selv et demokratisk problem i kraft af, at politikken indsnævres til det som sælger i medierne, men det er samtidigt en naturlig konsekvens af, at den politiske virkelighed ser ud som den gør, med mange "illoyale" zappervælgere, mange partier samt kort, eller dyrkøbt, medietid for hvert parti.

For at vende tilbage til Mette Frederiksens teser, så lyder den første:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
- udsatte børns behov skal vægtes højere end kulturelle normer
- den vigtigste frihedskamp er at bekæmpe negativ social arv
Altså, i sig rummer denne tese en vurdering af, at frihed som politisk fixord og som hovedtema er vigtigt.
Men begrebet frihed er et fleksibelt gummiord, det er vigtigt at forstå, at de fleste ord brugt af politikere ikke nødvendigvis indeholder den samme konkrete substans, som man tror. Som man kan se i uddybningen, menes der ikke det samme som hos Venstre. Ikke at venstre ikke vil inkludere disse som et tegn på praktisk levet frihed. Venstre ville dog nok sætte valgfriheden med hensyn til offentlig service højere, samt ytringsfriheden.

Men hvis man læser Venstres valgbrochure fra sidste valg "Frihed, tryghed og det personlige ansvar".
Sammenholder det med hvad Mette Frederiksens teser går ud på, kunne man faktisk som udenforstående let tro at man læste materialet fra nøjagtig det samme parti.
Med andre ord skellet mellem socialdemokratiet light og liberalisme light bliver hermed udvisket.

Det er sikkert ikke en tosset strategi, men vælgernes gunst er nok ikke sidste instans vundet ved retorik. Det drejer sig om noget mere subtilt, som hvilket parti der vurderes det bedste til at lede.

Socialdemokratiet må komme med nogle konkrete bud på, hvordan de gør Danmark til et bedre og rigere land at leve i. Det gælder i sær den socialpolitik som en del af deres vælgersegment savner, som er rykket ud til SF. Og den økonomisk politik som vil kunne rykke vælgere ind fra højre, blandt dem som hælder til en socialliberalistisk tankegang.
Hvis Socialdemokratiet vil vokse, må det først og fremmest generobre initiativet på de to områder.

Sprogligt nytter det ikke noget at lege liberal, medmindre den konkrete politik er sammenfaldende med liberale tanker.
Omvendt er frihed et universal begreb, som ingen kan være uenige i som udgangspunkt, som bør tilskikkes alle undtaget kriminelle. Så det koster ikke noget som sådan at anvende dette luftige begreb.

Friheden er jo hellere ikke blevet større for de fleste under Fogh. Tag foreksempel friheden til at bo hvor man vil - vel intet indgreb har der været over for stigende boligpriser.
Eller tag friheden for den arbejdsløse, vedkommende er blevet tvunget til at søge ledige jobs inklusive det arve skidt som de færreste vil havde. Heldigvis kan de jo søge løs af de gode jobs, som for længst er væk. Hvad med friheden for den psykisk syge, som er blevet kronisk frarøvet sin ret til behandling i kraft af stadige nedskæringer og fastfrysning af budgetter. Friheden for offentlige ansatte som presses til at udfylde skemaer en masse i et stadigt voksende spindelvæv af kontrol.
Men hvis socialedemokratiet kom til magten, kan man til gengæld forvente, at nogle ville miste friheden til at beholde penge de har arbejdet hårdt for. At de vil miste noget valgfrihed i forhold til at vælge selv og havde konkurrence i service sektoren. Samt at i øvrigt den offentlige medarbejder stadig skulle udfylde flere skemaer og den psykiske syge stadigvæk ville savne sengepladser.

I virkeligheden har vi ikke et liberalt parti i Danmark, Heller ikke blandt dem som betragter sig som mest liberale.
Frihed er frihed for alle, for store og for små, for de socialt udsatte og de velfungerende.

Frihed bliver først vægtigt begreb, når man tilsigter med det enkelte individ som udgangpunkt, at give det maksimal frihed.
I virkelighedens verden har vi et enormt ufrit samfund, som ingen partier reelt er opsat på at gøre mere frit.

Liberalisme light eller socialdemokratiet light, problemet er måske? Det er svært at skelne. Og ingen af dem faktisk er socialdemokratiske eller liberalistiske.

søndag den 30. marts 2008

Liberalisme Light

Man har længe populært betragtet Fogh´s politiske linje som værende Socialdemokratiet light. Denne linje har ved flere valg vist sig at sanke de udslagsgivende stemmer.

Socialdemokratiets skrumpningsproces for tiden har skubbet gang i overvejelserne omkring, hvordan man får zappervælgerne tilbage i folden.
Den nyeste opfindelse i spinlaboratoriet kan vel udlægges, som det at kopiere Fogh med omvendt fortegn - nemlig liberalisme light.

Ikke at Socialdemokratiet aldrig før har bevæget sig i den retning. Det er jo et parti som historisk sigter efter midten i dansk politik. Som har levet højt på at være den primære formynder af den velfærdssamfund konsensus, der findes blandt vælgerne. Det har ikke fungeret i dette årti, derfor kan man ikke fortænke Socialdemokratiet i at forsøge lidt af hvert.

Det interessante er den diskursmæssige lancering af to af højrefløjens kernebegreber, nemlig pligt og frihed.
Med begrebet pligt forbinder Socialdemokratiet naturligvis ikke det samme som de Konservative,
Mette Frederiksen mener kort opridset at: Det er vigtigere at vægte den enkeltes forpligtelse over for samfundet, end dets rettigheder. At mange må vide, at de kommer til at yde mere, end de kommer til at nyde. (Det gælder jo så ikke for den notoriske gennemsnitsdansker der får mere udbetalt af det offentlige end vedkommende betaler i skat)
Det er for så vidt intet nyt i, det er "solidarisk ansvar" benævnt med et konservativt kernebegreb.

Ligeledes vil de udfordre Fogh´s frihedsbegreb. Påpege at han på mange områder har forfejlet at skabe mere frihed for den enkelte. "Fogh har tabt frihedskampen", så langt går Mette Frederiksen i sine udtalelser.

Men spørgsmålet er om, det at gå på strandhugst hos oppositionen kan føre til et funktionelt politisk fartøj?

Det er naturligt nok at konkludere, at når et klassisk initiativ som de 71 velfærdsrettigheder fejler, så må der andre strategiske og eventuelt politiske tiltag til.

Det kræver dog ikke nødvendigvis, at de spiller med oppositionens kort.

Faktum er, at det går ned ad bakken for Socialdemokratiet, 20,7 procent af stemmerne står de til i seneste måling.
Rådvildheden er for så vidt ganske forståelig.
Men lad os kigge lidt nærmere på Socialdemokratiets aktuelle situation. På den ene side har de overladt initiativet på vigtige områder som skattelettelser og indvandrere/flygtninge politik til regeringen. Det velfærdspolitiske initiativ er de facto endt hos SF som stormer frem i meningsmålinger. Derfor er det også let at konkludere at propagandistisk mærkesagspolitik er noget der virker, men det var jo faktisk det, de forsøgte med velfærdsrettighederne.

Altså hvad er problemet? Hvorfor går de tilbage?

Det spørgsmål findes der næppe entydige svar på. Men grundlæggende drejer sig det sig nok om at genindgyde tillid i vælgerne, til at Socialdemokratiet kan forvalte velfærdssamfundet Danmark på en måde som overgår den nuværende regering. Det er ikke et spørgsmål om kerneværdier eller programtaler, eller spin af mærkesager i sig selv.
Det drejer sig om, at give et utvetydigt indtryk af at Socialdemokratiet er det bedste parti ved roret.
At tale om pligt er måske et skridt i den rigtige retning, ikke fordi ordet i sig selv er den magiske nøgle til vælgernes stemmer. Men fordi begrebet blev hyppigt brugt af den sidste Socialdemokratiske regering med succés, nemlig Nyrups, den mest succesrige længe.

Tillid drejer sig ikke nødvendigvis om tillid til den på formandsposten, men tillid til at man er den som fører den bedste politik, den som bedst forvalter det velfærdssamfund, som de fleste af vælgerne støtter.

Nyrupregeringen gjorde det umulige, det kombinerede succesfuldt monetaristisk politisk med Keynesiansk. De fik alle de økonomiske nøgletal og velfærdssamfundet til at gå op i en højere enhed, og dengang kunne Fogh råbe "pengene fosser ud af statskassen", lige så tosset han ville. Under langt sværere økonomiske kår end dem som er tildelt Fogh lykkedes det, at føre Danmark mod et økonomisk opsving.

Hvis Socialdemokratiet vil havde succes igen, må de overbevise vælgeren om, at de har den bedste komplette politiske pakke at byde på.

Det kræver først og fremmest en politisk vision som er klar for vælgerne, en tilbageerobring af initiativet på disse områder.

Der er Socialdemokratiet med sit nyeste udspil nok på rette spor. Men næste skridt må nødvendigvis være, at få de mange løse politiske ender knyttet sammen med Socialdemokratiet som centrum.

Socialdemokratiet har ikke brug for kopipolitik, Fogh vil hurtigt genkopiere.
De har brug for at vise, at de er de bedste på regeringsposten.

fredag den 28. marts 2008

Fitna betyder vantro

Og alene når man står overfor en troisme, der betragter sig selv som eneste saliggørende tro og vej til himlen, hvor resten bare kan ryge helvede, så skal man sige "middelaldervås" højt og tydeligt.

Troismer, der manikæisk deler verden op i de sande og falske, rene og urene, vantro og rettro, dem som værdi og ryger i himlen, og dem som er uden værdi, der naturligvis ryger i helvede - baseret på et hamrende elendigt, skrigende til himlen latterligt, absurd og logikløst tekstuelt grundlag. De skal ved gud ikke respekteres, de SKAL kritiseres!

Kan nogen forklare mig forskellen på, at man betragter en race som bedre end en andre? Og bestemte racer for værdiløse og underlegne. Og at man betragter religioner med deres tilhængere efter samme skala, de rene og de urene og måske værdiløse. Jeg kan ikke se nogen forskel. Udover at man kan skifte religion, ikke race.
Troisme er ikke spor bedre end racisme.

Vi skal ikke kritisere muslimerne som mennesker, skære dem alle som en over en kam, for der findes en millard forskellige måder at være muslim på. Men vi skal kritisere religiøse dogmer, og specielt når religiøse dogmer fører til intolerance, forfølgelse og drab på anderledes tænkende og agerende. Og det er et generelt problem i den muslimske verden. Vantro, mennesker skyldige i såkaldt hor, homoseksuelle, kritisk tænkende mennesker, de dræbes på stribe og er blevet dræbt i et trecifret milliontal i Islams historie.
Det er ikke noget, vi skal vise respekt over for, det er noget, vi skal tage afstand over for, klar og utvetydig afstand. Et er hvad de tænker inde i deres stille selv, men ikke at tolerere andre, forfølge dem og dræbe dem, det er aldrig acceptabelt.
Hvis et nogenlunde intelligent menneske accepterer koranen i sin helhed, skal det menneske også kritiseres, man skal da være sociopat, kryster, psykopat for at godtage hele dette værk som et tænkende menneske. Det har intet at bidrage med som ikke findes langt bedre en million andre steder. Jorden har set millioner af almindelige mennesker som havde en langt bedre sans for moral og langt mere visdom end muhammad.
En almindelig skoleelev i dagens Danmark kunne på en halv time strikke en langt mere etisk vejledning i levned sammen.
Vi skal ikke acceptere en tro, bare fordi den har over 1 millard nominelle tilhængere hvoraf mange er ømskindede - med tryk på nominelle, for flertallet har sikkert forladt den religion i deres stille hjerter eller omformet den til noget i mere pagt med menneskelig natur. Men forlade den, tør de ikke.

Fitna er en propaganda film, enøjet spin, som Moores film, Guldbrandsen, Nybroes, som så meget andet, som rigtig meget andet.
Den er hamrende ensporet.

Men der er en grund til at radikale muslimer handler og siger som de gør, inklusive at myrde løs på vantro. Den grund findes i muhammads ord og adfærd, som beskrevet mest udførligt i hadith men også i koranen.

Fitna er ikke velegnet til at understrege dette faktum, fordi den kun omhandler isolerede vers og specielt grumme, afskyvækkende begivenheder.

Men dens pointe består, og problemet er ikke muslimer, problemet er islam som ideologi og tankevirksomhed, ligesom det var nazismen som ideologi og mentalitet, kommunismen som ideologi, imperialismen som tankesæt. Det var himmel og helvede dogmatikken der drev kirken til drab og forfølgelse

Den direkte kæde mellem fundamentalistiske muslimer og indholdet i koranen består. Den kan ikke sankkes væk.

De fleste muslimer er fredelige og forbliver fredelige, men de stikker selv hovedet i jorden og lukker øjnene for de afskyelige dele af deres tro, de dele der har resulteret i blodudgydelser i den store stil, og stadigvæk gør det.
Det er ikke fordi muslimer er fredelige, de bliver kritiseret, det er ikke fredelige muslimer, vi er bange for.

Islam er ulogisk, frastødende, elendig, hadsk og intolerant langt ind i sin sjæl, hvis du har hørt at jihad betyder en fredelig kamp med en selv, så gå ind her og tast "jihad" ind som søgeord i det mest læste og respekterede hadiths i Islam, og se hvad muhammad mente med ordet.

Og læs endelig selv koranen som kan findes her.

Og følg endelig med i hvordan man forholder sig til verden og fortolker islam i det mellemøstlige medieunivers udenfor vores egen mediers eventuelle gabestok.

De fleste muslimer er kulturmuslimer, de tager ikke koranen bogstaveligt, og tak skæbne for det. Men det nytter ikke noget, de holder hånden over nældens rod, nemlig koranen, hadith, profeten selv, som hvis man følger ham i gerning og ord, vil skabe elendighed i den store stil.
Den bedste tjeneste vi kan gøre muslimerne er, at befri dem for det åndelige fængsel, religionen islam udgør for dem. Frisætte deres kræfter til at bygge velfungerende moderne samfund, til at leve i fred fordragelighed med alt og alle, uanset tro, køn, seksuelle orientering, rationelle overbevisning.
Derfor skal de også kritiseres, at lade dem forblive hængende i middelalderen, er hverken til fordel for dem eller os.

torsdag den 27. marts 2008

Demokrati og fornuft

"Man once surrendering his reason, has no remaining guard against absurdities the most monstrous, and like a ship without rudder, is the sport of every wind."

"To impose on our citizens no unnecessary burden, [* * *] [is one of] the landmarks by which we are to guide ourselves in all our proceedings. "

Thomas Jefferson
Demokratiet opstod ikke ved en tilfædighed. Demokratiet var et barn af oplysningstiden og vi kan takke stærke rationelle tænkere med en kombineret rationel og etisk fornuftsbase, som feks. Jefferson, Madison, Mill, Dahl, for dens udvikling i retning af det nogenlunde velfungerende demokrati som vi ser i dag. Jeg ved godt, at jeg undlader socialistiske tænkere. Det gør jeg fordi at socialismen i sin essens er klasseideologi, altså en ideologi som ekskluderer dele af menneskeheden - et majoritets-tyranni. (Keynes som økonomisk tænker, har dog bidraget til demokratiet, hans tanker passer både ind i socialliberalistisk såvel som socialdemokratiske ideologier. Socialdemokratiet i sig selv er i min optik et parti i krydsningsfeltet mellem socialliberalisme og socialisme.)
Der findes i mit perspektiv, kun en sand målestok for menneskeheden. Det er den som begrebligøres i individer. Og demokrati må tænkes i Individer!
Fra post marxistisk tradition kommer der ganske vist interessante tanker, som radikalt pluralistisk demokrati. Men i sidste instans er venstrefløjens udvikling ud i demokratisk tankegang en senere forekomst, i høj grad på grund af dens utilbøjelighed til at kappe livlinen til visse firkantede dogmer i Marx´s teorier.

Men når liberalismen i stigende grad går fra sit filosofiske og rationelle grundlag, og bliver ideologisk sejlskib drivende i meningsmålings strømme og stemmevinden. Forlader det også demokrati diskursen, og gør netop dermed denne post marxistiske tanke en vægtig kandidat til videreudvikling af demokratiet.
Ikke at jeg vil male fanden på væggen, men demokratiet er ved at stabilisere sig som Flertalstyranni plus lidt symbolsk leflen for vægtige mindretalsgrupper.
Et konsensus-demokrati som vores eget, er et skridt i den rigtige retning. Det er demokrati der ligger sig i mellem majoritets-demokratiet og individ-demokratiet.
Men et demokrati bliver aldrig fuldt udfoldet, før det tilsigter at give alle individer mulighed og rammer for, at det kan leve et liv i overensstemmelse med sin natur og med udpræget valgfrihed, uanset hvem man er.

Altså savnes der et andet udgangpunkt end meningsmålinger og stemmer i dagens demokrati. Der savnes en Jeffersonsk fritænkningsfornuft og respekt for det enkelte menneske. Der savnes en filosofisk dimension, hvor man gør sig dybe og seriøse overvejelser over, hvad det vil sige at bygge et demokrati, der er lige for alle i udgangspunkt? Hvad det vil sige, hvad kræver det at give individet frihed? hvad det vil sige, hvad kræver det at give alle mennesker, uanset hvem de er, et godt liv og et godt samfund?
Fornuften og respekten for det enkelte individ, er nøglesten i dannelsen af demokratiet.

Demokrati går ikke ud på at styre for individet, det går ud på at styre med udgangspunkt i individet.

Demokratiet må altid logisk opbygge og vedligeholde sig selv. bliver det taget for givet eller som fordelingen af stemmer. Så dør det langsomt.

onsdag den 26. marts 2008

DJØFFERI Igen igen

I en nylig post, talte jeg mod DJØFFERIET i den offentlige sektor, som dehumaniserer og presser både subjekter og medarbejdere, inden for arbejdsløshedsområdet i særdeleshed, selv om det er et fænomen, der strækker sig gennem hele den offentlige sektor, sundhedsvæsen, serviceområder osv.
Nu er der kommet, en ny undersøgelse af foretaget af 3F som viser, at de fleste jobs som er annonceret ledige af A-kassen slet ikke er ledige længere. Faktisk taler vi om 13650 jobs ud af 15000. Et job, som ikke er virkeligt elendigt, har det nu engang med at blive besat ganske hurtigt.
Det er spild af tid og kræfter, at presse mennesker med kontrol og atter kontrol, - jeg vil endog sige destruktivt - samt at sætte offentlige medarbejdere til at udøve denne.

Det hører sig ikke til i demokratisk samfund, og det er undergravende for det samfund, vi lever i at det konstant spinnes, at vi ikke kan have tillid til hinanden. Kontrol var et nøgleord for Stalin, det er ikke uden grund, det var nemlig et kvælende kontrolsamfund han skabte.
Hvert skridt vi tager i den retning, det er et skridt for meget.

Det gode i det danske samfund er baseret på, den tillid vi har til, og den respekt vi har for, hinanden som individer. Menneskæbner er ikke brikker, der kan placeres efter centralt behag.

Med snablen i privatlivet

Bloggeren Rasmus Kongshøj har et ganske interessant og velskrevet indlæg på sin blog i dag.
Det er blevet moderne, at diverse personager placeret på diverse autoritære pedestaler skal blande sig i stadig flere og flere detaljer i privatlivet.
Man kan på den ene side argumentere for fornuften i den moderlige rolle, som samfundet påtager sig i stigende grad.
Omvendt, er der også tale om de facto intolerant eksklusions proces, hvor mennesker som ikke lever efter lineal stigmatiseres, dæmoniseres, problematiseres.
Vi kommer ikke uden om, at det de facto er et overgreb på individet, et personligt angreb på dets psyke og dets indre struktur. Eller med et tankebillede; "Microsofts" forsøg på at få deres software installeret på alle computere i verden.
Vi har med en monopol tankegang at gøre, hvor nogle mener de har patent på, hvad der er godt for andre.
Det er i sin yderste konsekvens, og i stigende grad i sin implementering, i skarp kontrast til den frihed som bør tildeles individet. I skarp kontrast til grundidéen om alle menneskers lige værd.

For noget tid tilbage, da jeg stod og spiste et lille mellemmåltid i solen, faldt jeg i snak med en indvandrer, som havde været længe i Danmark og var i færd med at skrive en bog om Danmark og danskerne. Jeg har desværre glemt hans navn.
Men en af hans definitioner, af at være dansk, glemmer jeg aldrig. Det er ikke mange steder i verden, hvor det ikke kun er lovligt, men accepteret at nyde en øl på en bænk i en park. I Sverige er det for eksempel helt forbudt. I Danmark er det, eller i stigende var det, noget, som ingen tager den store notits af.
Netop at den rummelighed, den tolerance, at det frisind var på retur, var noget han i høj grad begræd ved udviklingen i Danmark.

Når man i stigende grad italesætter, fra alle hold - ikke blot diverse autoriteter, men også såkaldte livstilsmagasiner, medier, hvordan mennesker skal være, gøre og tænke.
Så underminerer man per automatik den rummelighed, den tolerance, det frisind.

Men hvad langt være er. Man begår overgreb på individet og dets frihed til at være sig selv.
Man hetzer mennesker, for at være deres indre natur, deres biologiske arv, deres hjernes funktion. For at være sig selv. Placerer dem bag skillelinjer i en stadig mere omfattende eksklusionsproces. Placerer dem uden for samfundets af monopoltanker veldefinerede centrum.
Det er tragisk, det er at ødelægge noget af det, som er det bedste Danmark har at byde omverdenen, nemlig frisindet, tolerancen, respekten for det enkelte menneske uanset, hvem og hvad det er.
Mikrostasi og sindelags, samt adfærdskontrol kan aldrig forsvares på andet grundlag, end når de udgør en alvorlig trussel mod andre individer.

tirsdag den 25. marts 2008

Kunsten at DJØFFE i kor

Effektiviseringstanken er ganske fornuftig. Men ville det private erhvervsliv bruge så meget tid på formalia, som det offentlige gør?
Nej vel?
Et bureaukrati er kvælende, ikke blot for dem som udsættes for det som klienter, det er ligeledes kvælende for de mennesker som mekaniserer sig frem inde i dets centrum af koldt stål.

Det danske samfund dehumaniseres dagligt. De over 800000 mennesker på overførselsindskomst jages, som om de bare er brikker, der skal føje samfundets spil.
I den nominelle arbejdsløsheds navn, skal de føle sig specielt kaldet til de kedelige jobs, de lavtlønnede jobs, de nedslidende jobs, de dårlige arbejdspladser, som er dem folk forlader - hvornår har i sidst mødt et menneske som forlod et godt arbejde, hvis ikke der var noget lige så godt, eller bedre i farvandet?

Akademikere skal som betinget refleks søge arbejde der ligger uden for deres evner og lyst.
Og hvorfor? Hvem tror på vi kan fremtrylle 800000 arbejdspladser her og nu?
Arbejdsløsheden har aldrig været lavere - hvilken herlig, men lettere rundgang om sandheden, diskurs.
Ved i hvad? Antallet på overførsels indkomst har kun en gang været højere end for nylig. Det var i begyndelsen af halvfemserne, dengang arbejdsløsheden var oppe over 12 procent.

Nej og vi har heller ikke brug for flere, end de allerede 800000-900000 parkerede ansatte i etaten med portefølje, til at udfylde skemaer i det offentlige.

Vi har behov for at skabe frihed og dynamik, standse dehumaniseringen og kværningen af menneskeskæbner på begge sider af skranken i det offentlige.
Frihed og dynamik kommer ved at lade mennesker sejle i deres sø et sted hvor de altid kan bunde.
For mig at se kommer friheden og dynamikken ikke ind i det danske samfund uden borgerløn på et lavt niveau - SU niveau. Givet kvit og frit til alle, senere betalt tilbage igen af en tilpasset topskat.
Lad alle få dagpenge i 3 måneder når de bliver arbejdsløse, derudover skal de kun have ret til det supplement, som de selv har optjent. Lad pensionister få pensionstillæg - gamle som unge førtids og invalider. Men lad også dem tjene, hvad de vil ved siden af.
Lad folk være syge uden økonomiske bekymringer, giv dem sygedagpenge og lad dem trappe op på arbejdet i den takt de kan uden besvær.
Genhumaniser Danmark. Bring liv og trivsel tilbage, dynamik og frihed, fjern kæderne fra det danske folk.

Om ikke andet, så stop dog den dehumaniseringsbølge og det overdrevne DJØFFERI:

Lex Balvig


Har du nogensinde hørt om Lex Balvig? Hvis ikke, så går den i alt sin enkelthed ud på følgende:

Flere anmeldelser af vold=Højere anmeldesesfrekvens ganget med evigheden.

Altså når volden er seksdoblet siden 60´erne, så skyldes det overvejende, at vi er blevet mere tilbøjelige til at anmelde volden, der kan faktisk ikke tænkes andre årsager og ethvert forsøg i retning af andre teorier, eller forklaringmuligheder, er enten tendentiøse eller populistiske.

I årevis har Flemming Balvig med disciple og meningsfæller forsøgt at italesætte en faldende vold i Danmark.

Dagens mediehav byder på denne lille flyder i denne slipstrøm, italesættelse er magt, og det italesatte behøver bestemt ikke være sandt:
Overskriften lyder:

"Flere kvinder anmelder voldtægt".

Balvig har bestemt ikke levet forgæves. Artiklen konstaterer, at aldrig har så mange kvinder anmeldt voldtægt, nemlig 566 i 2007. (Dette bliver angiveligt snart rettet, så nyd det, mens det varer)
Det er ikke sandt! I 1986 blev der til eksempel anmeldt 587 voldtægter og i 1988 var det 576.

Det tog mig fem minutter at tjekke dette, hvis man ulejliger sig ind på kriminalstatistikken, og derefter anmeldelsesstatistik på KRIMs hjemmeside, kan man hurtigt se, at voldtægtsanmeldelserne går op og ned. Det skyldes det simple forhold at det er relativt få voldtægter. Jo færre af en slags forbrydelse, jo større mulighed for markante udsving. Kigger man over længere tid, kan man hverken konkludere, at voldtægtanmeldelserne er steget, eller at der er flere voldtægter. Voldtægtsanmeldelserne i 2007 var ganske vist syv procent højere end dem i 2006. Men journalisten havde ikke behøvet at gå længere tilbage end til 2004 for at finde et lignende tal, nemlig 562, kun fire mindre end i 2007. Men nok om det.

For at vende tilbage til Lextor Balvig (som ganske vist har formået at tiltuske sig en Prospin titel).
Med afrundede størrelser på to og tre (Figur 11 - I må selv scrolle rundt i Pdfen), viser han at den procentdel af befolkningen som bliver udsat for vold, har været stabilt på samme niveau længe. Når vi er nede i så små størrelser, kan den kvikke jo hurtigt regne ud, hvor stor forskellen er på f.eks. 1,51 og 3,49.
Balvig er godt på vej mod sin pointe, men han har flere trumfer i ærmet, for at citere en anden "forsker" som vender sin kikkert forkert, han "trækker ikke sine meninger i en automat". (Figur 12), viser, at i midten af halvfjerdserne anmeldte kun 17 procent af dem udsat for vold tilfældet. I 2006 er det 47 procent. Altså Balvig har underbygget sin påstand, eller har han?
Kig godt på tabellen der mangler tal for perioden fra 1977 til midten halvfemserne. Ikke for at være paranoid, men det lugter af håndplukning af data. Uanset hvad, burde de tal have været med.

Når du er der alligevel, så kig lige på figur 10. Volden er i følge den steget seks gange siden slutningen af tresserne. Men husk, volden er stadig ikke steget. Kun anmeldelserne.

Den alvorlige vold, er næsten fordoblet inden for de sidste ti år (gå selv i statistikbanken).
Er det kun anmeldelser? Nej, det kunne jo faktisk tænkes, at volden reelt var steget.
Det kunne også tænkes, at volden har ændret karakter og går over grænser, så lysten til at anmelde den naturligt stiger?
Faktum er, at anmeldelserne for vold er steget drastisk de sidste 40 år.
At hævde at volden reelt er faldet. Det er noget af en påstand.
Faktisk kunne det tænkes, at der har været et skred i opfattelsen af vold, så hvad man tidligere betragtede som vold, er blevet noget man ikke længere anmelder. Med andre kunne grunden til forøget anmeldelse være mere grænseoverskridende vold.

Der findes også andre tal at håndplukke, hvis det er det, man vil. Foreksempel skadestuestatistik over voldsramte kvinder.

Et skred i normer starter altid hos ungdommen.

Den danske spørgeskemaundersøgelse Sundheds- og Sygelighedsundersøgelsen fra 2000
Bemærk antallet af deltagere, over 5483 og at 3,7 procent har været udsat for vold. Gå selv Balvigs undersøgelsesgrundlag nærmere i gennem, bemærk den lave svar procent.

Sådan kunne jeg blive ved hvis jeg havde tid, hvis Balvig ikke vil udfordre sin hypotese selv, må andre gøre det!

Mere skadestuestatistik








UPDATE 7 Okt. 2008:


En forsker skal afprøve sine påstande, en professor som Balvig, der er skolet gennem åretal, eller burde være skolet, i videnskabelige metoder, kritisk tænkning og i hvordan påstande og hypoteser skal kraftigt opbakkes og gennemgående forsøges modsagt, pro et contra, burde ikke levere påstande som at. "volden er stagneret/faldende, det er anmeldelsesprocenten som stiger. Strengere straffe hjælper ikke, for han har ikke dokumentationen eller argumentationen for påstandene.

Det kan godt være at antallet af anmeldelser er steget, men de tal er altså hentet på et løst statistisk grundlag, en repræsentativ undersøgelse, hvor man spørger selektioner fra alle områder og alle klasser i Danmark, hvor mange områder har lidt vold og få andre har meget, kan ikke nøjagtigt gå ned og ramme de få mennesker som bliver ramt af vold.
Når man taler om en gruppe på 2-3 procent, så er sandsynligheden for at ramme forbi denne gruppe og få et mere unøjagtigt billede noget større, end ved en undersøgelse af hvem der vil stemme ja og nej til EU.

Men det stopper ikke her:

Anmeldelsesprocenten siden 1995 er steget 34 procent, sager med simpel vold er kun steget med 30 procent MEN, sager med alvorligere vold er steget med 79 procent. Volden kan max siges at have stabiliseret sig.
Men hans påstand holder ikke, Vi skal jo også se på hvad domstolene mener og de har fældet dom i 50 procent flere domssager. i 2006 end i 1995, så skal man altså ud i at påstå, at domstolene er blevet 50 procent mere tilbøjelige til at fælde voldsdomme i løbet af 11 år.

Balvig gør sig ingen synlige bestræbelser på at afsøge andre forklaringer på hvorfor anmeldelserne steget.

Vold kan kan have ændret karakter og flyttet sig over i andre områder.
Vold mod offentlige ansatte er næsten femdoblet de sidste tyve år, her taler vi altså om den dømte vold, altså mon ikke det kunne være en del af forklaringen på at anmeldelserne stiger?
Vold hvor våben af forskellig karakter indgår er steget fra 13 procent til 20 procent, hvor kniv er anvendt fra 3 procent til 5 procent. Det kunne jo også være en del af forklaringen på øget anmeldelse.
Dertil kommer gruppevold er steget, tllfælde hvor man ikke kender overfaldsmanden, begge med 2 procent. også noget der kunne trække i retning af øget anmeldelse.
Der bliver ikke undersøgt under hvilke omstændigheder overfaldene bliver begået, hvis de bliver begået med meget lidt årsag og med spark og slag der kommer ud af det blå og fortsætter mens man ligger ned, så kan omstændighederne og karakteren altså også øge tilbøjeligheden til at anmelde.
Det Samme kan være tilfældet, hvis dem der bliver udsat for vold i stigende grad er almindelige mennesker, der er langt fra slagsbrødre, der overfaldes på gaden uden grund, eller hvis det er det stigende antal som udover røveri bliver udsat for vold i samme omgang.
Der kan være mange forklaringer på at anmeldelser stiger, men forklaringen er ikke nødvendigvis at volden er mindre eller den samme.

Vi taler altså en forsker som har tiden til at forske og får penge for det, som er professor. Han burde ikke levere sådan noget makværk med svag underbyggelse og uden afprøvelse, eller subjektivt politisere, hvis det er det han gør?

Der er ingen solid underbyggelse af hans påstand, tværtimod har han undladt at informere om os anmeldelsesstatistikken mellem 1977 og 1995, hvorfor har han det? Da det dækker den periode han hævder, at volden har stabiliseret sig i.

Hans (Og Kyvsgaards) forskning er fuld af huller, oversete detaljer, uunderbyggede hypoteser.
En skændsel!

Kilder:

I statistikbanken: STRAF2: Anmeldte forbrydelser og sigtelser efter område, overtrædelsens art og anmeldte og sigtede (1995-20069 og STRAF3: Strafferetlige afgørelser efter område, overtrædelsens art, alder og køn. (1990-2006)


DANSKERNES UDSATHED
FOR KRIMINALITET
2005/2006
Midtvejsrapport fra en offerundersøgelse Af

Flemming Balvig & Britta Kyvsgaard

Mere om Skadestuestatistikker:

“Antallet af
skadestuekontakter som følge af vold steg fra ca. 17.000 i
1995 til 20.000 i 2005. Stigningen er specielt sket blandt
kvinder og især blandt de unge kvinder (15-19 a?r). Ogsa?
forekomsten af politiregistreret vold er steget siden 1990.

Link til kilde

“Jeg har bedt en læge kigge lidt på undersøgelsen. Han pointerer at der ikke er standardiserede regler for hvorledes patienter indlægges, og at der derfor er forholdsvis stor usikkerhed, hvilket gør at tallene ikke er sammenlignelige med politiets statistik. Han fortæller eksempelvis at jo sværere skaderne er, jo større sandsynlighed er der for at tilskadekomne ender på sygehuset uden om skadestuen. Konkret kan han berette om en skadestue der sender brækkede næser direkte til et Øre-Næse-Hals ambulatorium. Bevidstløse går på samme måde direkte til en intensiv/neurologisk afdeling, og svært voldsramte kan i visse tilfælde komme direkte til operationsbordet.”



Link til kilde:

Voldshandling som årsag til skadestuebesøg: 1997 = 17 492 og 2002 = 19 864

Af skaderne ved vold er 52 pct. hovedlæsioner.

Link til Kilde:

Og tallet på voldsskader skadestuer i 2006 er nu over 21000 altså 3500 flere end i 1997

Link til kilde:


“Antallet af voldsrelaterede skadestuekontakter blandt mænd har i perioden 2003-2006
været nogenlunde uændret, men blandt 15-19-a?rige er antallet steget 15 %. Det er dog en mindre stigning end den registrerede stigning i samme periode pa? 22 % blandt 15-19- a?rige kvinder.”


Samtlige antal skadestuetilfælde af vold mod mænd er dog stadig steget

2003 = 14674

2006 = 15136

Hvad der er faldet, er antallet af mænd som er blevet udsat for vold, det vil sige, stigningen i vold er ikke i stigning i personer som er blevet udsat for vold, men en stigning i tilfælde - altså samme person udsat for mere end et tilfælde af vold i løbet af et år.
Dermed er antallet af voldstilfælde ikke faldet, antallet af mandlige enkeltpersoner som udsættes for vold er det.
For kvinder er angiveligt antallet af enkeltpersoner steget, men afgjort tilfælde steget.

Link til kilde:

Øvrige indvendinger:

Skader som knubs og blå mærker er stadig et resultat af vold, men ikke noget som kræver behandling,

søndag den 23. marts 2008

Sproget er ikke virkeligheden

”Spin is a variation on the truth; lying has no connection to the truth." (Bill Press)

Spin er kommet for at blive, alle elsker det. Organisationer, politikere, selv eksperter. Men mest af alt elsker vi journalister det. For det gør vores arbejde lettere. God spin er aldrig løgn. Kan det blive bedre?

Spin, er ikke kun når organisationer, politikere osv. Ghostwriter medieindslag. Nej, om igen. Spin er også når vi journalister udvælger interviewpersoner, uanset hvor mange, og holder mikrofonen for dem.
Spin er heller ikke kun når organisationer eller politikere snurrer os journalister rundt, uden at trække direkte i næsen. Nej, spin er også en metode vi selv anvender, rettet mod organisationer og politikere etc.
Spin er, kort defineret, når vi som skribenter, forskere, politikere, interessegrupper selekterer og afgrænser sandheden.

I gamle dage ville man nok havde kaldt spin for manipulation.
Nu har vi allerede fået indblik i at sproget ikke er identisk med virkeligheden. At et negativt klingende begreb kan erstattes med et mere acceptabelt eller positivt begreb, kædet til akkurat samme virkelighed, som når Post Danmark er så fræk at kalde massive forringelser i service for forbedret service. Eller når delvis uhæmmet våbenmagt kaldes ”collateral damage”.
Man kan også anvende et mere bredt begreb. Erstat selv begrebet ”fyringer” med ”nedskæringer”. Eller ”stress” med ”travlhed”.

Hvis vi vil bedrive kritisk journalistik, eller kritisk tankevirksomhed generelt, må vi starte med at være kritiske over for sproget. Det er aldrig præcist. Det er en overenskomst mellem mennesker, om at bruge et bestemt symbol for et bestemt objekt eller flere. Det anvendte sprog er baseret på en mere eller mindre klar overenskomst. Netop derfor er det vigtigt at vi tyder virkeligheden bagved nærmere end begrebet selv. Det er først når vi går bag et begreb, at det for alvor bliver interessant.

Det forhold gælder specielt for overordnede begreber med fleksible rammer. Et begreb kan være nogenlunde entydigt som til eksempel ”vådt”. Men det kan også være flertydigt og abstrakt, og ikke alene det. Det kan forgrene sig langt ned i virkeligheden og faktisk i et vist omfang styre, og være med til forme, denne. Tag et begreb som status, eller selvværd blot for at nævne nogle eksempler.
Jo mere overordnet et begreb er, jo mere kan det betyde og gradbøjes.

Se blot den sidste valgkamp. Næppe nogensinde har en valgkamp i medierne været så blottet for konkret politik, så domineret af spin med overordnede begreber: ”Velfærd”, ”frihed til forskellighed”. Velfærd for hvem? Dem som skal betale omfordelingen over skattebilletten? Forskellighed, hvordan hænger det lige sammen med den faktisk implementerede politik?
Begge begreber er så overordnede, at de er svære at sige nej til. De skal tolkes i deres konkrete effekt, ud fra implementeringen.

Løgn er upopulær i den journalistiske verden, men spin er jo ikke løgn.
Man siger om fiskenet, at de kun fanger små fisk. De store svømmer lige i gennem. Det samme kan siges om journalister og begreber.

lørdag den 22. marts 2008

Du skal ikke være stresset

LO og FTF har sammen udgivet en lille pjece med titlen: "Sådan forebygger du stress". Pjecen er skrevet af overlæge Bo Netterstrøm, og den har en henrivende formynderisk stil, som det jo hører sig til, når sagkundskaben docerer.
Stress er naturligvis et alvorligt problem, et alvorligt problem kræver naturligvis alvorlige råd, og alvorlige råd viderebringes jo bedst i sæt af ti. Det kender vi alle fra den fantastiske oldmoderne bibel, som har overlevet slægter og tidsperioder en masse. Som har fængslet generation efter generation med sin subtile logik og indlysende sandheder.
Så hvis man i moderne tider, har et dogmatisk budskab at servere fra sin pedestal. Så hvorfor ikke bruge tibudsskalaen, der har vist sig så effektiv med hensyn til at italesætte subjekters ønskelige adfærd?
Men nu er den jo skrevet af en højtrespekteret læge, altså, burde den hvile på sagkundskab, altså, burde der jo ikke være noget at sætte sine fingre på, altså, burde jeg acceptere budskabet.
Nej, absolut ikke. Sagkundskab garanterer i reglen et mere solidt fundament end ikke sagkundskaben. Der findes dog navngivne undtagelser, men lad dem ligge for nu. Men sagkundskab garanterer aldrig sandheden, de spinner variationer af sandheden, hvor udeladelserne gør forskellen, de udsætter ikke altid deres empiri for tilstrækkelig kritisk fornuft. Med andre ord, de er som journalister, bare med færre historier og i reglen mere tid til at producere et godt resultat.

Lad os lige kigge lidt nærmere på de tre gange ti bud, de starter hæderligt og ender grelt:

Den første går under overskriften: "Din virksomhed bør".
Den holder holder for så vidt fint i sin substans uden nogle store huller.

Så går vi videre til næste: "på arbejdet skal du". Og lægevidenskabens ånd svævede hen over vandene, og på den 6 dag var der ikke flere stressede.
Styrkemarkøren "skal" hører ved *** ikke hjemme her, eller ret mange andre steder. Slet ikke når virksomheden kun bør, og det i hele taget drejer sig om spørgsmål - hvad kan man gøre?
De ti buds langvarige succes er ikke per definition en garanti for værdien af en recirkulering.

Men lad os kigge nærmere på et enkelt af budene selv:


"2. Være fagligt klædt på til opgaverne."


Problemet her er, at det er man per definition aldrig, da fænomenet er uden afgrænsning - man kan altid blive bedre fagligt klædt på. Netop ud fra den betragtning at dette råd er møntet på stress, bliver det et absurd antiråd, som har en modsatrettet effekt og understøtter det pres på den enkelte medarbejder, som i sig selv skaber stress.

Men nu kommer vi til de sidste ti bud. Det er her det for alvor kniber med realitetssansen og sammenhængen.
Overskriften hedder: "I privatlivet bør du". Brug af styrkemarkøren "Bør", retfærdiggør nu en gang ikke en indtrængen i mit privatliv. Hvad fanden (Undskyld jeg bander) laver Netterstrøm, LO, FTF, Regeringen, styrelser og allehånde andre papparazzier i mit privatliv? Hvis vi nu siger, at jeg er meget stresset, presset på mit arbejde hvor jeg gennemeffektiviseres og adfærdsreguleres langt ind i min sjæl, samt måske? Også stresset på hjemmefronten af kæresten, børnene og de daglige gøremål, kort sagt alt det man skal nå som moderne samfundsresident med en meningsfyldt tilværelse. Så er det sidste jeg mangler, en der giver mig en lang liste over, hvad jeg skal bruge min fritid på!
Ud af mit privatliv! - tak!

Et er man blander sig. Men se lige hvilke, angiveligt velmente, råd man gør det med:

"2. Få styr på økonomien."

Hvis rådet havde været: Stift ikke mere gæld end du kan kapere, men husk at forkæle dig selv. Så havde jeg været glad og tilfreds. Men at i stedet for udsætte mig for et diffust krav om styr på økonomien, som er en fast bestanddel af den borgerlige idealpakke som implicit rummer åbenbare fortolkningsmuligheder så som gældfrihed og opsparing. Det rimer ikke på stressforebyggelse. Og jeg er forbavset over at man ikke kan se det. Min og andres økonomi er vores egen sag. hvis vi vil få det bedre, af at forgælde os for at få en lækker kvalisofa, der er afslappende at ligge i, en storskærm der aflaster øjnene, og andre varer eller et hus som forøger vores velvære. Så skal ingen! Absolut ingen, komme og sige til os, at vi skal havde styr på økonomien. Selvfølgelig er rådet næppe ment som sådan, men så skriv det explicit, tak!

4. Sørge for motion.

Denne, på overfladen underbyggede, påstand skal ses i lyset af, at senere i pjecen bliver det udpenslet, hvor mange timer motion det bør dreje sig om - nemlig tre til fire timer ugentligt.
Som en der selv dyrker to gange halvanden times motion om ugen, når jeg ellers har tid og energi, har jeg personligt erfaret, at disse tre timer faktisk koster det dobbelte når man tager transport og bad, omklædning og forberedelse med i beregningen. Altså ryger der seks timer af min dagligdag på den konto. Plus det løse i form af afslapning før og hvile bagefter. Min hovedanke er naturligvis i den sammenhæng, at hvis man er i fare for at blive stresset for alvor, har man næppe tid og energi til at dyrke så meget motion. Forebyggelse af stress er kun relevant, hvis man er i fare for at blive det og sandsynligt er godt på vej. At bruge så mange timer på motion bliver let en stressfaktor i sig selv. Dette er for så vidt et råd til opbygning af stress, måske endda i højere grad end et råd til forebyggelse af stress.
Men jeg har en anden anke, for rådet i sig selv er jo sagligt nok, motion udløser ganske vist ro og giver mere overskud. Men Stress hormonet Cortisol nedbryder kroppen, hård motion slider ligeledes på kroppen, er man stresset, selv i semi forstand eller under opbygning, har man allerede svært ved at regenerere sit helbred og psykiske velvære og bør ikke motionere for meget. Altså har vi et rigtigt råd i en forkert sammenhæng.
Sidst men ikke mindst viser en masse forskning, at den vigtigste motion foregår i den første time, den der giver mest. Udover 3 timers hård motion risikerer selv en rask person at slide for meget på sig selv. Det oplagte råd ville altså være at løbe eller hoppe på motionscyklen 3 gange et kvarter om ugen, og lige presse sig selv kort og få pulsen op. Det ligger inde for rammen for, hvad en stresset person og et individ på vej til kronisk stress kan overkomme.
Men for nogle vil selv det være en stressfaktor, igen, hvorfor skal alle de snuder ind i vores privatliv?

5. Prøve med meditation eller afspænding.

Se det er igen på overfladen fornuftigt råd, med en relativt veldokumenteret effekt. Blot er der det problem at nok de fleste som anbefaler meditation, vil foreslå man skemalægger det dagligt. Altså endnu en potentiel stressfaktor i en ens liv. Derudover vil det ligge mere til højrebenet for de fleste at sætte sig i haven eller foran fjernsynet. Og det er mindre kompliceret og angiveligt lige så gavnligt. igen et rigtigt råd kun delvist i den rette sammenhæng.

6. Prioritere god nattesøvn.

Igen i sig selv sagligt, men hvis man er truet af stress, er det ikke givet man har tid til at gå tidligt i seng. Det kræver et ukompliceret liv, og at man ikke følger de øvrige råd her! Medmindre man har så meget struktur på sin tilværelse, at man kun følger de her råd og ikke laver meget andet end det basale. Og hvem gør det? Og er det dem som er i fare for at blive stressede?

7. Styrke dit sociale netværk.

Se, det er blevet moderne med et stort netværk. Men der er også nogle forskere, der er begyndt at påpege sammenhængen mellem stress og alle de venner, man bør have jævnfør tidens ånd og skik. Åltså, dette er endnu et gummiråd, som man overlader den stresstruede at indholdsfylde. Der er næppe nogen tvivl, om at en stresstruet person kan have betydelig gavn af kvalitetsvenner. Men et omfattende socialt netværk, er nok nærmere en stressfaktor end noget andet i en allerede presset hverdag.

Sagkundskab er ikke bare sagkundskab. Både sagkundskab og journalister gør et stort nummer ud af at ikke lyve eller være uredelige. Men det er ikke det samme, som at de følger deres fakta, og påstande til dørs. Efterprøver dem kritisk ud i alle tænkelige afkroge.
Problemet i allerhøjeste grad med denne pjece er, ikke kun, at den følger den nuværende kedelige trend med at blande sig i vores privatliv, og endnu værre, vores sjælsliv og mentalitet.
Problemet er, at den med det sidste sæt råd faktisk forfejler sin egentlige målgruppe.
Og personer som, i deres eventuelle autoritetstro, efterlever disse sidste ti personlige råd, risikerer faktisk, at blive langt mere stressede end de nogensinde var før.
Altså det grundlæggende og mest tungtvejende problem med denne folder er faktisk, at den er et tveægget sværd, Måske endda mere egnet til opbygge stress, end til at forebygge stress?
Altså, pjecen har store mangler som kunne have været udeladt, havde man brugt lidt tid på kritisk refleksion. Det tog mig og min kæreste under et minut, at finde op til flere uholdbare og frastødelige forhold i teksten.
Det er simpelthen under al kritik, men det er desværre langt fra noget enestående fænomen i hverdagens slipstrøm af vidensbearbejdelse.