Liberalisme Light

Man har længe populært betragtet Fogh´s politiske linje som værende Socialdemokratiet light. Denne linje har ved flere valg vist sig at sanke de udslagsgivende stemmer.

Socialdemokratiets skrumpningsproces for tiden har skubbet gang i overvejelserne omkring, hvordan man får zappervælgerne tilbage i folden.
Den nyeste opfindelse i spinlaboratoriet kan vel udlægges, som det at kopiere Fogh med omvendt fortegn - nemlig liberalisme light.

Ikke at Socialdemokratiet aldrig før har bevæget sig i den retning. Det er jo et parti som historisk sigter efter midten i dansk politik. Som har levet højt på at være den primære formynder af den velfærdssamfund konsensus, der findes blandt vælgerne. Det har ikke fungeret i dette årti, derfor kan man ikke fortænke Socialdemokratiet i at forsøge lidt af hvert.

Det interessante er den diskursmæssige lancering af to af højrefløjens kernebegreber, nemlig pligt og frihed.
Med begrebet pligt forbinder Socialdemokratiet naturligvis ikke det samme som de Konservative,
Mette Frederiksen mener kort opridset at: Det er vigtigere at vægte den enkeltes forpligtelse over for samfundet, end dets rettigheder. At mange må vide, at de kommer til at yde mere, end de kommer til at nyde. (Det gælder jo så ikke for den notoriske gennemsnitsdansker der får mere udbetalt af det offentlige end vedkommende betaler i skat)
Det er for så vidt intet nyt i, det er "solidarisk ansvar" benævnt med et konservativt kernebegreb.

Ligeledes vil de udfordre Fogh´s frihedsbegreb. Påpege at han på mange områder har forfejlet at skabe mere frihed for den enkelte. "Fogh har tabt frihedskampen", så langt går Mette Frederiksen i sine udtalelser.

Men spørgsmålet er om, det at gå på strandhugst hos oppositionen kan føre til et funktionelt politisk fartøj?

Det er naturligt nok at konkludere, at når et klassisk initiativ som de 71 velfærdsrettigheder fejler, så må der andre strategiske og eventuelt politiske tiltag til.

Det kræver dog ikke nødvendigvis, at de spiller med oppositionens kort.

Faktum er, at det går ned ad bakken for Socialdemokratiet, 20,7 procent af stemmerne står de til i seneste måling.
Rådvildheden er for så vidt ganske forståelig.
Men lad os kigge lidt nærmere på Socialdemokratiets aktuelle situation. På den ene side har de overladt initiativet på vigtige områder som skattelettelser og indvandrere/flygtninge politik til regeringen. Det velfærdspolitiske initiativ er de facto endt hos SF som stormer frem i meningsmålinger. Derfor er det også let at konkludere at propagandistisk mærkesagspolitik er noget der virker, men det var jo faktisk det, de forsøgte med velfærdsrettighederne.

Altså hvad er problemet? Hvorfor går de tilbage?

Det spørgsmål findes der næppe entydige svar på. Men grundlæggende drejer sig det sig nok om at genindgyde tillid i vælgerne, til at Socialdemokratiet kan forvalte velfærdssamfundet Danmark på en måde som overgår den nuværende regering. Det er ikke et spørgsmål om kerneværdier eller programtaler, eller spin af mærkesager i sig selv.
Det drejer sig om, at give et utvetydigt indtryk af at Socialdemokratiet er det bedste parti ved roret.
At tale om pligt er måske et skridt i den rigtige retning, ikke fordi ordet i sig selv er den magiske nøgle til vælgernes stemmer. Men fordi begrebet blev hyppigt brugt af den sidste Socialdemokratiske regering med succés, nemlig Nyrups, den mest succesrige længe.

Tillid drejer sig ikke nødvendigvis om tillid til den på formandsposten, men tillid til at man er den som fører den bedste politik, den som bedst forvalter det velfærdssamfund, som de fleste af vælgerne støtter.

Nyrupregeringen gjorde det umulige, det kombinerede succesfuldt monetaristisk politisk med Keynesiansk. De fik alle de økonomiske nøgletal og velfærdssamfundet til at gå op i en højere enhed, og dengang kunne Fogh råbe "pengene fosser ud af statskassen", lige så tosset han ville. Under langt sværere økonomiske kår end dem som er tildelt Fogh lykkedes det, at føre Danmark mod et økonomisk opsving.

Hvis Socialdemokratiet vil havde succes igen, må de overbevise vælgeren om, at de har den bedste komplette politiske pakke at byde på.

Det kræver først og fremmest en politisk vision som er klar for vælgerne, en tilbageerobring af initiativet på disse områder.

Der er Socialdemokratiet med sit nyeste udspil nok på rette spor. Men næste skridt må nødvendigvis være, at få de mange løse politiske ender knyttet sammen med Socialdemokratiet som centrum.

Socialdemokratiet har ikke brug for kopipolitik, Fogh vil hurtigt genkopiere.
De har brug for at vise, at de er de bedste på regeringsposten.