Der var en gang for ikke så længe siden

Kiggede lige mit gamle arkiv i gennem, hvor jeg egentlig ledte efter noget andet, så fandt jeg den her gamle artikel fra februar 2003, der rummer mange interessante citater:

Danmark - stationen før Paradis
Af LASSE ELLEGAARD og STIG MATTHIESEN

Velfærdsstaten Danmark er i verdensklasse. Men spørgsmålet er hvor længe? De sociale udgifter er eksploderet - og stiger fortsat. En mislykket integrationspolitik, og udsigten til at flere forlader arbejdsmarkedet og lader sig pensionere, skaber voldsomme problemer, men alligevel tøver politikerne med at gribe ind.

JP extra

Thorvald Stauning drømte om den. Jens Otto Krag skrev om den. Alle taler om den. Velfærdsstaten Danmark...

Den flinke Poul Schlüter ventede fem år - til 1987 - før han gennemførte "kartoffelkuren", der ramte hårdt, men i længden gjorde dansk økonomi mere modstandsdygtig.

Da Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993, holdt han indadtil fast i den stramme økonomiske politik, bl.a. for at bevise, at Socialdemokratiet kunne føre en ansvarlig økonomisk politik, udadtil lovede han at fastholde efterlønnen.Mog ens Lykketoft tvang ham til at bryde løftet, Nyrup tabte næste valg, og Lykketoft overtog partibutikken.

Og Anders Fogh Rasmussen overtog magten. Fogh er vel den første danske statsminister, der ikke har har sentimentale følelser over for den danske (socialdemokratiske) utopi. Allerede som menig politiker kaldte han den "socialstaten" med alt, hvad det ord rummer af negativ ladning, og agiterede i stedet for "minimalstaten", hvor borgeren i det store og hele må lære at klare sig selv.

Nå ja, hvad blev der af pengene fosser ud af statskassen og selv Schlüter ventede fem år, man lever vel i et land, der intet har lært :)

En forsker, der ikke ønsker sit navn frem af frygt for kollegers reaktion i den danske forskningsverden, supplerer:

»Havde de analyser og tal været fremlagt før, havde politikerne kunnet diskutere indvandrerpolitikken og velfærdsstatens udvikling langt tidligere og på et langt mere reelt og konstruktivt grundlag. Det havde kunnet lade sig gøre, hvis de statsansatte forskere på universiteterne havde ventet lidt med deres afhandlinger til de internationale tidsskrifter, og i stedet havde brugt tid og kræfter på de enorme problemer, indvandrerne har ført med sig.«

Jeg bider mærke i "frygt for reaktionerne hos kollegaerne i den danske forskningsverden". Jeg troede ellers, at videnskab var til for at få sandheden på bordet, ikke at den var en lokalkirke i smiley fascismens nyreligiøse sekt.

Professor Nina Smith, tidligere økonomisk vismand og ansat på Handelshøjskolen i Århus, har et bud på misnøjens adresse: »Indvandrerne gør velfærdsstatens problemer meget synlige, og vi står over for et afgørende valg. Sat på spidsen kan man formulere det sådan: Enten reformerer vi en række af vores velfærdsordninger, eller vi tvinges til at sætte et hegn rundt om Danmark for at holde dem, der kræver del i rigdommen, ude.«

Da et hegn så blev sat op i form af 24 årsreglen, så forsvandt debatten om hegnets nødvendighed og blev i stedet til en om hegnets vederstyggelighed.