Velfærdsinflation og skattetryk

Velfærden skal bare vokse og vokse. Ud over de løbende udgifter, der vokser mere end BNP, er det strengt forbudt at gøre indgreb mod det mindste eksisterende velfærdsgode. Det er for dårligt, hvis børnefamilier får forringet velfærdschecken, for dårligt med loft over kontanthjælp, for dårligt når vi ikke kan tilbyde dit og dat, svigter nogle af de flere hundredetusinde svage vi har.

Skattelettelser belønner de rige, og straffer de svage, som ikke får nær så mange penge i skattelettelser, da de heller ikke afleverer så mange i forvejen, sjovt nok.

En læseværdig kommentar fra en udenlandsdansker på 180Grader:

Jeg har altid ment at et ideelt samfund faar alle til at goere deres bedste og holder haanden om dem der OPRIGTIGT har brug for det - "yde efter evne, nyde efter behov", som det sig hedder(!). Danmark evner intet af dette.

Som sagt, jeg har ikke noget imod at betale hvis jeg synes jeg faar noget igen. For 15% i skat i Hong Kong faar man: et gratis sundhedsvaesen der fungerer bedre end det danske, offentlig transport og veje som er i bedre stand end i danmark, gratis arbejdsulykkesforsikring hvis man skulle komme galt afsted og ikke laengere vaere i stand til at arbejde selvom man gerne ville. Hvad faar jeg for de 50% ekstra jeg skulle betale i Danmark? Og hvad andet har man brug for? Ja, jeg faar gratis uddannelse, men det kan man ogsaa faa i HK - og HK har trods alt et skolesystem der er det danske langt overlegent (hvis eller man stoler paa PISA, hvilket jeg goer efter at have oplevet begge dele) - og selv dem der vaelger privatskoler har raad til det med de mange penge de sparer i skat. Grundet de store incitamenter er konkurrencen for studiepladser i topskolerne og arbejdspladserne i de store firmaer benhaard. Dette er selvfoelgelig ikke optimalt hvis man selv staar og skal i gang, men nok ikke saa slemt for samfundet som saadan.

Som velfaerdskommisionen skrev i deres (glemte) rapport - det danske system haenger ikke sammen, den gennemsnitlige dansker faar mere af regeringen end den giver tilbage. Der er tre grunde til Danmark ikke allerede er gaaet fallit: 1) heldig demografi, 2) olie i undergrunden og 3) en international hoejkonjunktur af enorme dimensioner som med et lille bump I 2000-2001 varede fra 1993 til 2007. De offentlige finanser haenger ikke sammen, og der er ingen der har incitament til at arbejde.

Olien varer ikke evigt, boligmarkedet er i dag mere gældsproblemet, end det er vækstpotentialet. En ny økonomisk højkonjunktur vil jeg dog ikke udelukke, men den bliver drevet af Kina og suppleret af Vesten, når vi altså om cirka 1+ år har fået styr på gældsproblematikker i det offentlige og det private.

Med den kommende regering kommer nye udgifter uden loft, såsom at kommunerne pålægges at købe økologisk, sundhedssektoren, der allerede er tredoblet i udgiftsniveau de sidste 20 år skal have endnu et løft. Det samme skal overførselsindkomster, hvorimod millionærer, selskaber, aktieinvestorer må se nye skatter påført dem.

Danmark var en gang et dejligt land, men det er en naturlig drift at ønske at bo i et land, der har fremtiden for sig i positive forstand. Danmark er ved at lægge det positive bag sig og skattetrykket er igen vokset til verdens højeste.

Kort sagt, ved at flytte udenlands kan man få to store fordele.

1. Man kan ende i et land, hvor udviklingen bevæger sig synligt frem mod det bedre.

2. Et land hvor man oven i købet kan beholde mere af sin indkomst.

Familie og venner er aldrig mere end et rutefly væk.

At flere der rejser udenlands, gør det med skatten in mente og flere ikke rejser tilbage igen med skatten i mente kan ikke overraske.
For måske gør man sig den erfaring, at man faktisk ikke får så meget for de 30-45 pct. ekstra i skat man smider i Danmark.

Fra Jobindex:

Ønsket om at slippe ud af skattefars favntag spiller nemlig en hovedrolle, når danskere vælger at flytte teltpælene til et andet land for at arbejde. Ønsket om at blive fri for verdensrekordindehaveren i disciplinen skatter og afgifter har ”stor betydning” eller ”nogen betydning”, angiver 59 pct. af de danskere, som er flyttet til udlandet for at arbejde i DI-undersøgelsen.

Og erindringen om det danske skattevæsen fortager sig tilsyneladende ikke – selv efter en periode uden for væsenets rækkevidde. Tværtimod oplyser 67 pct. af de spurgte udlandsdanskere, at den danske skatteprocent på den sidste krone har betydning for, at de ikke er vendt tilbage.

Ubehaget ved det danske skattetryk stiger i øvrigt med indkomsten, viser undersøgelsen fra DI. 90 pct. af udlandsdanskerne med indkomster på over 1,5 mio. kr. oplyser, at de danske skatteprocenter er en afgørende årsag til, at de bliver, hvor de er. Blandt udlandsdanskere med indkomster på under 300.000 kr. falder andelen til 49 pct.

Iværksætterne er i øvrigt den gruppe, som i mest udpræget grad føler sig jaget til udlandet af de danske skatteprocenter. Procenterne har haft ”stor betydning” eller ”nogen betydning” for, at 75 pct. af de udenlandske iværksættere valgte at søge grønnere græsgange. Og de får ikke lyst til at give skattefar en ny chance, som tiden går. Tværtimod angiver 83 pct. af de danske iværksættere i udlandet, at netop skattefar er en af hovedårsagerne til, at de bliver væk, viser undersøgelsen.