Top fem årsager til at regeringens finanslov batter som en skrædder i helvede

1. Et økonomisk globalt opsving alá det vi har haft siden begyndelsen halvfemserne, vil ikke blive gentaget foreløbigt. Regeringens spareplaner bygger på en optimistisk forventning om et nyt opsving. George Soros har med god grund kaldt perioden siden Reagan for en "superboble":

I have formulated a specific hypothesis for the crash of 2008 which holds that it was the result of a “super-bubble” that started forming in 1980 when Ronald Reagan became President of the United States and Margaret Thatcher was Prime Minister of the United Kingdom. The prevailing trend in the super-bubble was also the ever-increasing use of credit and leverage; but the misconception was different. It was the belief that markets correct their own excesses. Reagan called it the “magic of the marketplace”; I call it market fundamentalism. Since it was a misconception, it gave rise to bubbles. So the super-bubble was composed of a number of smaller bubbles -- and punctuated by a series of financial crises. Each time the authorities intervened and saved the system by taking care of the failing institutions and injecting more credit when necessary. So the smaller bubbles served as successful tests of a false belief, helping the super-bubble to grow bigger by reinforcing both credit creation and market fundamentalism.

It should be emphasized that this hypothesis was not sufficient to predict the outcome of individual crises. For instance, I predicted that the emerging market crisis of 1997 would lead to a collapse of global capitalism and I was wrong.

Selv om det ikke kan udelukkes, at dette system har endnu et skud i bøssen, så er flere landes regeringers gældsætning faretruende høj og kreditnettet er overbelastet. Det sunde marked kan med andre ord, hverken have tillid til det usunde, eller til regeringernes evne til at ride stormen af, eller villighed til at gribe ind med de løsninger, der nu skal til. Det giver flere mennesker der vil ud, end der vil ind i den finansielle sektor, i hvert fald i vesten.
Skulle markedet formå at rense sin egen sti, så venter der under alle omstændigheder flere år med store statsgældsposter, der skal afvikles - ikke noget der peger i retning af af en højkonjunktur foreløbig i sig selv.
Den globale udvikling er ikke gunstig for en genskabelse af en højkonjunktur, som den vi oplevede siden begyndelsen af halvfemserne, regeringens finanslov hviler de facto på en forventning om en global højkonjunktur.

2. Den ekstra højkonjunktur, der fulgte med boligboblen vender ikke tilbage. Priserne har nået det loft, hvor det begynder at blive fysisk umuligt, for de fleste at sidde i husene. Det var en god fest, med store tømmermænd, da 13,6 pct. af de danske boligkøbere købte bolig med profitten som hovedformål.
Festen er nu slut, og det er ligeledes en masse økonomisk aktivitet, forbrug og arbejdspladser, der havde grundlag i boligboblen.
For at igen skrue tiden tilbage til 2006, så allerede dengang var det omkring 20 pct. af dem med afdragsfrie lån i københavnsområdet, der ikke ville være i stand til at betale ydelser på lånet, hvis det ikke var så heldigt, at det var afdragsfrit. De afdragsfrie lån står for omkring 40-50 pct. af alle boliglån.
Hvis boligpriserne ikke stiger, ender en masse mennesker i en prekær situation.
Og eftersom boligpriserne allerede før krisen er faldet, står et ret stort XXXXXX antal mennesker i en alvorlig klemme. Nogle fordi de simpelthen ikke formår at betale betale af på gælden. Andre fordi de bliver tvunget til at optage et nyt lån baseret på 80 pct. på den nuværende ejendomsværdi. Her er personer som har købt i 2006 - 2007 specielt udsatte, da de har købt på toppen og må sælge nær bunden og forlade huset med gæld, eller blive siddende i huset som teknisk insolvente med sure høje afdrag på et hus, der ikke steg som forventet, hvilket for mange jo ikke var planen, eftersom de ville score en hurtig gevinst og egentlig ikke har økonomi til at sidde i det hus. De indtægter til statskassen kommer ikke igen.
Mere her:

3. Privatforbruget sætter regeringen sin lid til kommer i gang igen. Det skyldes at regeringens skattelettelser giver husholdningerne mere luft i økonomien. Denne ekstra luft er så bare forlængst ædt op af grønne afgifter og øvrige afgifter og lever højt på lav rente, der ikke fortsætter og holder boliglåndrænet på dansk husholdningsøkonomi nede. De dyre boliger, er naturligvis også dyre at sidde i og sender penge til afdrag og en forvitret murstensformue, fremfor i butikkerne. For at slet ikke at tale om, at mange slet ikke er begyndt at afdrage på de dyre boliger. For at at slet ikke at tale om at over 100.000 - og still rising - er blevet arbejdsløse, aktiverede, og har dermed ikke den samme indkomst, som de havde tidligere. Der spares så mere op, og sikkert også nogle som ikke hænger med røven i vandskorpen sparer for en sikkerheds skyld. Men om det kan kompensere for den øvrige mistede luft i privatøkonomien. Det kan jeg godt stille mig meget tvivlende over for. Alt andet lige skal der smides meget mere i boligudgifter og arbejdsløshedsdagpengene rækker ikke så langt som lønchecken. Statens underskud skyldes i høj grad manglende skatte og moms-indtægter og stigende udgifter til arbejdsløse og det problem løses ikke med skattelettelser. Skattelettelserne i sig selv skal jo også finansieres. Kommer det til at gå op i en højere enhed, eller batte som en skrædder i helvede. Jeg tror mest på det sidste.

4. Arbejdsløsheden, den tror regeringen jo allerede falder i år. Hvad nu hvis den i stedet stiger? Det er en sjov prognose, da globale økonomiske nøgletal peger i den forkerte retning, så sidder den danske regering og forventer, at vi her i smørhullet nok skal vende hele bøtten ved egen kraft.
Ok vi har Tyskland som hovedmarked, der klarer sig fornuftigt, men så er der heller ikke meget mere, som peger frem. Med en ledighed på 6,6 pct. der ikke er set siden 1994, som det krævede ti år og en højkonjunktur at vende, regner man med det går den anden vej allerede i år.

Så har vi bruttoarbejdsløsheden, nemlig de aktiverede i det offentlige, som stadig koster den offentlige kasse, men ikke kaldes arbejdsløse. Uden flere aktiverede var arbejdsløsheden ikke vendt, så regeringens planer om at reducere arbejdsløsheden er baseret på at aktivere omkring 15.000-20.000 mere med et slag på tasken. Det sparer ikke det offentlige udgifter. Det giver ikke det offentlige flere skatte- momsindtægter, når det fraregnes, at det offentlige betaler en aktiveringsløn, i stedet for dagpenge.
Antallet er ledige på dagpenge er ganske vist faldet med lidt over 4000 i første halvår af 2010, men det skyldes at antallet af aktiverede dagpengemodtagere er steget med omkring 12.000. (Statistikbanken). Hvis vi er så heldige at undgå en forværring af den globale økonomi og den nuværende udvikling fortsætter, skal der altså aktiveres omkring 8000 + 10.000 flere, for at få arbejdsløsheden til at falde med 10.000.
Hvis nogen tror på forbedring, så er det velkomment, Men skulle det vise sig at være en forværring, så skal der godt nok aktiveres flere og for hvilke penge?

Arbejdspladser er flyttet ud af landet. Mange virksomheder har fortsat så dårlige resultater, at de er nødt til at skære flere stillinger væk. Denne krise har været så hård, at nedskæringen af arbejdskraft aldrig er foregået hurtigere, og det er ikke ovre endnu.
Man har selvfølgelig lov til at være optimist. Det sker bare på en noget sort baggrund lige nu.

5. Statsgælden i sig selv fortsætter i et højt tempo - 78,7 mia. i 2011 og fortløbende i højt tempo, eftersom intet foreligger for at nedbringe den reelt, blot et forsøg på at bremse den og så vente på den næste højkonjunktur. Nulvækstplaner har sjældent holdt i den virkelige offentlige verden, hvor menneskers sygdom, sociale problemer blandt meget andet ikke kan forudsiges.
En vending i konjunkturene skal være så kraftig, at den kan betale de stigende renter, for en stigende offentlig gæld, som det offentlige kommer til at betale

Stigende renteudgifter betyder faktisk, at der skal flere penge i kassen end under højkonjunkturen, alene for at betale renter til en stadigt voksende gæld.

Og for at vi kan betale af på gælden på sigt, skal der før eller siden strammes kraftigt op med nedskæringer der batter, eller staten skal have indtægterne op over det niveau, som ligner de glade år. For de indtægter på de "glade års niveau" skal alene gå til at fortsætte den mægtige velfærdsfest uden underskud - nulvækst eller ej. Yderligere penge skal hentes til at betale renten på gælden, der stadig ikke bliver afviklet. Yderligere penge hentes til at også afdrage på gælden. Altså økonomien skal kort sagt klare sig langt bedre, end den gjorde under højkonjunkturen generelt, hvis der skal undgås store nedskæringer - tror de egentlig selv på den? Eller alternativt skal vi have nulvækst i en langt længere periode, end frem til 2013, hvis det altså rækker i forhold til den stigende rentebyrde vi får - det gør det næppe.
Tilskuddet fra oliekassen får vi heldigvis stadig forlænget, men de varer ikke evigt. Men alt i alt, så vokser statsgælden fortsat og løsningen er ikke fundet.

Spørgsmålet er så om noget parti tør det før næste valg?