Metapolitik - en glidebane fra realpolitik til mærkesagspolitik

Hvis vi kigger tilbage på de seneste valgkampe, har de realpolitiske programmer indtaget mindre plads, eller vist sig mindre succesfulde, end de mere metapolitiske propagandistiske mærkesager.

Følelser og enkeltsager, såsom flygtninge/indvandrere, offentlig løn, skattestop, valgfrihed, behandlingsgaranti er blandt det som har flyttet stemmer.

Mads Storgaard Jensen har begået en ganske udmærket bog om emnet, som det absolut kan anbefales, at man læser, nemlig: "Når politik bliver pop - om symboler, identitet, branding i dansk politik".

Politik består naturligvis af et lag som er baseret på følelser og identifikation, et lag som er overfladisk og symbolsk. Det er noget som journalister naturligvis er meget bevidste om, og vi kan for så vidt ikke betænke politikere i at gøre det samme.

Men for begges vedkommende har dette fokus omkostninger, i form af at underlaget, bestående af et klædetæppe af realiteter som er forbundet i en gensidig påvirknings og årsag og konsekvenskæde, aldrig kommer med i billedet.
Dette udgør et problem, eftersom politik i stigende grad bliver til retorik, der peger i en anden retning en virkeligheden bevæger sig. Fordi udgangspunktet bliver tit metapolitikken i sig selv - ikke det konkrete politiske virkelighedssammensurium, der udgør alle detaljerne under symbolpolitikkens overordnede begrebsbrug.

Spin og symbolpolitik, udgør et problem for demokratiet, da vi ikke reelt ved, hvad vi stemmer på? Vi stemmer i stigende grad på en overordnet ramme som er meget bred og som bliver konkret indholdsfyldt langt efter vores stemme er sikker.
Når vi ikke er blevet lovet noget konkret, kan vi jo heller ikke straffe nogen politiker for at løbe fra sit løfte.

Så at vi accepterer en politisk diskurs baseret alene på følelsesbetonede og overordnede udsagn udgør altså et problem, et demokratisk problem, et problem for os selv og et problem med hensyn til selektionen og kvaliteten af de politikere vi placerer i folketinget og andre demokratisk udfyldte magtcentre i landet.

Der påhviler i den sammenhæng et vigtigt ansvar på medierne skuldre. Nemlig at de ikke, altid lader nyhedskriterier danne rammen for politiske diskussioner, hopper med på symbol og metapolitik-vognen. Men går ned i en diskussion/debat omkring realpolitikken, standser den abstrakte ordstrøm hos politikere og desværre også i et stort omfang eksperter, og bringer den ned på et konkret plan, hvor den kan blive virkelighedstestet tættere på det konkrete implementeringspunkt og effekterne af denne implementerig, end på det overordnede værdiladede og følelsesbetonede.

Det kræver af vælgerne, at de engagerer sig en smule mere, reflekterer mere, men til dette skal de have hjælp af medier som ikke hopper i spinkviksandet med hovedet forrest.

Politikerne må også gøre deres del, og tage det ansvar på sig, at politik drejer sig om at finde sammenhængende realpolitiske løsninger på samfundets problemer, ikke at fordreje hovedet på befolkningen og vinde stemmer ved overfladisk symbolik og mærkesager.