Nu viser en undersøgelse, at et lykkeligt ægteskab er godt for kvindens sjælefred om natten.
Lykkeligt gifte kvinder sover bedst om natten, mens skilte sover dårligst - dårligere end selv ulykkeligt gifte.
Jeg går ud fra, at samme resultat kan reproduceres blandt ikke-gifte par.
Men resultatet er ganske interessant, selvom pessimister gennem tiderne har ment, at ægteskabet er at fordoble ens bekymringer, ja, måske ville man også få det resultat hos mænd.
Men det interessante er jo, at hvis der er noget vi har svært ved i dag, så er det at bevare et godt ægteskab. På trods af at nok de fleste af os kunne være enige om, hvis noget gør en lykkelig, er det et godt parforhold/ægteskab.
Alligevel skal overdrevne forventninger, for stor tillid til mavefornemmelser og for lille tillid den mand, som ikke kan laves om langs den lange tynde linje af krav, som de historisk forsmåede kvinder, med en voldsom trang til at bestemme, spinner. Alligevel skal traumer og gen-projektioner af alle hendes projektioner på eks-kæresten, nye projektioner blandet med en lille smule virkelighed, alligevel ødelægge det hele.
Små dumme småting på stribe, ødelægger både kærligheden og søvnen.
Men det er kærligheden som skaber lykken, ikke ens lunefuldheder afrundet med en hastig flugt.
Nu vil jeg ikke generalisere, men jeg tror godt jeg kan slippe af sted med påstanden om, at flertallet lever i knap så lykkelige parforhold.
Det sjove er, jo mere intelligente personerne er, jo sværere bliver det. Egentlig burde det jo være helt anderledes. Intelligente mennesker burde kunne sætte sig over sine luner og lade følelserne afrundes af fornuften.
De burde kunne tænke mere i helheder, og dermed mener jeg ikke helheder af partnerens fejl, men helheden af ens egne fejl.
Helheden af fejl, hverken partnerens eller egne, gør aldrig en lykkelig. Det gør kærligheden til gengæld.
Det er så simpelt og dog så svært, elsk, elsk, elsk hinanden og åbn hinandens arme.
Update: Kvinder får 40 procent mindre tilbøjelighed til at gifte sig for hver 16 IQ point de stiger, hvorimod mænds tilbøjelighed til at være gift stiger med 35 procent, for 16 IQ point de stiger.
Altså singlekvinder har en højere IQ, som de bruger til at undgå kærligheden med.
fredag den 13. juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
"Altså singlekvinder har en højere IQ, som de bruger til at undgå kærligheden med."
Kærligheden har man, på samme måde som med fantasivenner, kun brug for, de dage man føler sig alene.
Med undtagelse af den kærlighed man føler for familiemedlemmer, så blegner kærligheden, hvis den anbringes ved siden af lidenskaben.
Kærlighed er god og tryg og dræbende kedelig og bør ligesom religion holdes for døren, indtil den dag kommer, hvor man ikke tør stå alene mere.
Har du nogensinde set et lykkeligt gift par? Jeg tror aldrig jeg har set andet end kompromiser...
(Fortæl mig ikke, at du både kan mure en væg, tale jysk , bande OG er lykkeligt gift på femtende år!!)
Det lykkelige liv og den totale frihed eksisterer jo heller ikke.
Livet er kompromiser og modgang.
Nu du nævner familie, så vælger man jo at bevare kærligheden til sine børn i tykt og tyndt, mens man kasserer den i forhold til sin partner når man savner lidenskaben og savner dit og dat.
Skal man følge lidenskaben og forskelsen skal man jage den i vinden, for den forsvinder da netop som et fata morgana.
Ja jeg har oplevet ældre par, og altid ældre, som stadig elskede hinanden og var gensidig årsag til smil og glæde, og hvis du spørger mig, fordi de ikke har de nykker, illusioner om frihed, illusioner om en lang liste krav der skal opfyldes på vejen til lykken.
Det kan da godt være det er kedeligt. Det syntes jeg da også en gang, og skyndte mig at flygte når det blev for alvorligt, forpligtende og stillestående.
Men hvem trives bedst? Den som har en vedkommende kan stole på i tykt og i tyndt. Eller den som aldrig ved om vedkommende er købt eller solgt for stanglakrids?
Send en kommentar