Lidt eksistentiel snik snak

Lidt sang og musik og blomsterduft skal der til, det hele skal ikke være så alvorligt.

Ja, og dog så kan kunst jo også være en meget alvorlig affære. Faktisk kan jeg godt lide alvorlig og højtidelig kunst og er så gennemalvorlig, at humor helst skal have en samfundsmæssig brod.

Selv er jeg en svagpisser, der slåsser med de selv samme laster år efter år. Men jeg er alligevel pinligt bevidst om den magt, man faktisk har til at omforme sig selv.
Problemet er jo så, at man skal blive noget andet end sig selv, hvis man vil være perfekt.

Ja, det imperfekte har stor magt. ja og så virker det helt forkert for mange at bøje sig i støvet, blive en kamæleon, en der blender ind som en karikaturdel af den verden, man gerne vil inkluderes i.
For det er det, man skal. Hvis man vil være journalist, er der hel bestemte krav til ens adfærd og tankegang, som man er bedst tjent med at følge. Vil man være chef i et firma eller politiker, er der endnu mere klare og omfattende krav. Vil man være far, politibetjent, kontormus, soldat osv.
Faktisk kunne man udgive sådanne karrierer i kogebogsform, det er både simpelt og svært.
Det kræver finesse, at sublimere det, men det kræver ikke andet, end at man er villig til at følge opskriften fra punkt til prikke at opnå en god del succes.

Det er på sin vis både fantastisk, skræmmende og trivielt.

Alle kan jo få deres 15 minutters berømmelse, hvis de blot lige...

Men jeg har det også sådan, det at leve efter lineal og praktisk tilpasset ideal, det er ikke lige mig. Faktisk vender det sig lidt i halsen på mig ved den blotte tanke. Ikke at jeg mangler respekt for de mennesker, der gør det, jeg har fuld forståelse for, at mange gør det og det er jo ganske fornuftigt.
Nej, men jeg har det lidt som steppeulven i Herman Hesses roman af samme navn, det dufter godt, men det er bare ikke mig!

Nej, min respekt tilhører, dem som insisterer på at være anderledes, jeg mener, at hjørnestenene i vores samfund altid har været unikke individer, eller for at sige det med et frit citeret ordsprog:

-Kun det levende svømmer mod strømmen, det døde flyder med den.

Men livet belønner persistens, ikke nødvendigvis unik persistens, men blot den som bliver ved og aldrig giver op.

Min beundring tilhører disse mennesker, de unikke og dem som aldrig giver op.

Jeg kan ikke give andre skylden for min skæbne, jeg er selv min bedste ven eller min største fjende, eller rettere indholdet inden i mig.
Jeg kan være unik, hvis jeg vil, med de omkostninger det har eller blot persistent.
Jeg kan kæmpe med mig selv retningsbestemt øjemed, omforme mig selv eller blot aldrig give op.
Den tid vi spilder, ja den er kun vi selv skyldige i, at den bliver spildt.

Derfor er mit yndlingsdigt heller ikke "kuk, kuk, faldera".

Men dette:

Henry Wadsworth Longfellow. 1807–1882

62. Excelsior

THE SHADES of night were falling fast,
As through an Alpine village passed
A youth, who bore, 'mid snow and ice,
A banner with the strange device,
Excelsior!	5
His brow was sad; his eye beneath,
Flashed like a falchion from its sheath,
And like a silver clarion rung
The accents of that unknown tongue,
Excelsior!	10
In happy homes he saw the light
Of household fires gleam warm and bright;
Above, the spectral glaciers shone,
And from his lips escaped a groan,
Excelsior!	15
"Try not the Pass!" the old man said;
"Dark lowers the tempest overhead,
The roaring torrent is deep and wide!"
And loud that clarion voice replied,
Excelsior!	20
"Oh, stay," the maiden said, "and rest
Thy weary head upon this breast!"
A tear stood in his bright blue eye,
But still he answered, with a sigh,
Excelsior!	25
"Beware the pine-tree's withered branch!
Beware the awful avalanche!"
This was the peasant's last Good-night,
A voice replied, far up the height,
Excelsior!	30
At break of day, as heavenward
The pious monks of Saint Bernard
Uttered the oft-repeated prayer,
A voice cried through the startled air,
Excelsior!	35
A traveller, by the faithful hound,
Half-buried in the snow was found,
Still grasping in his hand of ice
That banner with the strange device,
Excelsior!	40
There, in the twilight cold and gray,
Lifeless, but beautiful, he lay,
And from the sky, serene and far,
A voice fell, like a falling star,
Excelsior!	45

Klaphatte og tørklæder

(Kommentar til denne artikel i Information)

Omend jeg er enig i noget af grundsubstansen, er det problematisk, når man referer til fordomsfuld eksklusion med omvendt fortegn. Eller sagt med andre ord hopper på en karikaturvogn som består af øl, klaphatte og røde pølser.

Det er groft sagt legitimt at havde fordomme om danskerne og specifikt DFs vælgermasse samt partimedlemmer, en grad af fordomme som er tilsvarende og lige så ureflekterede, som de fordomme der rettes mod muslimer.

"Hvis du for at kunne være en del af samfundet, skal orientere dig mod dansk identitet, så står vi med et regulært demokratisk problem. Kravet strider i sig selv mod den demokratiske fordring om personlig frihed, men der bliver også færre 'rigtige' danskere. Derfor er det nødvendigt at definere det at være borger i Danmark ud fra nogle andre kriterier end Dannebrog, fadøl og frikadeller," siger Iben Aamann.

Nej det gør ikke, går mod den demokratiske frihed, lige så lidt som krav om respekt for landets udførlige love er det.
Det skal ikke betegnes som tolerance at tolerere intolerance, det er de fleste her vel enige om, specielt når det gælder DF.
Men sikkert også når det gælder de demokratiske normer og de subtilt indlejrede koder for frisind og tolerance.

Det gør islam i sig selv ikke, islam er ikke demokratisk og kun lidt mere tolerant end inkvisitionen var det.
Islam skal vurderes ud fra de eksempler i historien og i nutiden, hvor den i regioner har været mere eller mindre en herskende diskurs og fysisk magt.
Den skal vurderes ud fra de kernetanker, den historisk har været med til at reproducere med empirisk belæg i konkrete tilstande og gentagen fremkomst af teologisk dogmatik.
Ligeledes skal den vurderes ud fra sin evne til at stimulere de værdier vi i særdeleshed værdsætter, fx. frihed for tanke, sjæl og krop, kunst osv. Ligeværd, demokrati, næstekærlighed, tolerance, retfærdighed, rationalitet, viden.

Det er netop disse værdier, ikke leverpostej, klaphatte, fadøl osv. der driver vores samfund.

Nationalstaten er en kunstig konstruktion som repræsenterer et overordnet fællesskab som oftest mere er sprogligt end noget andet.
Derfor skal nationalismen ikke betragtes som hellig. Men det rokker ikke ved det forhold at en lille gruppe lande i Europa i høj grad har udviklet positive værdier som ovennævnte.
Disse værdier er ikke udviklet i islamisk kultur som kun evnede at fremstå som tolerant og oplyst med den mørke middelalder og inkvisitionens ekstreme og absurde intolerance som modstillet billede.

Omvendt skal man skelne mellem muslimen og islam. En kvinde med tørklæde som kalder sig muslim, er ikke nødvendigvis en der afskyr homoseksuelle eller betragter "letpåklædte" kvinder som værende løse på tråden. Og hvis hun endelig gjorde det, ville det ikke være anderledes end hvad en fra indre mission ville tendere til at tænke.
Så vi skal ikke forsvare vores demokrati og tolerante samfund baseret på individets ligeværd, uden at praktisere selv samme over for anderledes tænkende.
Vi skal møde hinanden som individer med udgangspunkt i de individuelle og faktuelle egenskaber vi har.

Fordomme om indvandrere kan isolere dem, for at ikke at forglemme blive selvhæmmende, ved at de selv internaliserer dem som og identificerer sig selv med dem.
De værste fordomme er oftest ikke de eksterne, men de interne omhandlende hvad vi selv tror vi er og kan.

Men hvad angår Asmaa. Hendes retoriske spørgsmål:

"Skal jeg have klaphat på og sidde med en øl og en rød pølse?"

Så indeholder det et afgjort selvmål.
Det fantastiske ved den moderne vestlige kultur, og i særdeleshed den danske. Det er netop at man kan sidde og spise en pølse og drikke en øl offentligt, altså på en bænk, uden at flertallet tager noget som helst anstød af det.
Det er faktisk ret så unikt. I sverige ville det være forbudt (øllen), i mange andre lande ville det være ugleset.
Nej det at være dansk kræver ikke en specifik afbåset adfærd, kræver ikke at man drikker øl, spiser frikadeller, eller ligger topløs på stranden.
Faktisk findes der utroligt mange måder at være "dansk" på. Man bliver ikke mindre dansk at at være vegetar, buddhist og afholdsmand, eller for den sags skyld en muslim der ikke spiser svinekød, altså i sig selv
Der hvor man alvor adskiller sig fra flertallet, er ved at rynke på næsen af individer som spiser frikadeller og drikker øl, går i sexet tøj, som ikke tilhører ens religiøse sekt/retning - så længe det varer for regeringen er jo ved at forsøge på at etablere en metakode/megatrend for folkesundhed, parallelt med andre båseoprettende aktører, faktisk et indgreb i den rummelighed og frihedsdiskurs vi havde fået tilkæmpet os.

Men Asmaa skyder sig selv i foden, ved at lufte en fordomsfuldhed som ikke er mere ædruelig, når den er rettet mod danskere, end når den er rettet mod muslimer.
En fordomsfuldhed som, uanset hvor retorisk den er luftet dog, afspejler en negativ indstilling til disse stereotyper.
Hun bekræfter for så vidt dermed, at hun ikke rummer den tolerance og adfærdsfrihed vi værdsætter, at hun er den selvudnævnte ideologiske/religiøse adel, som vi antager, hun er.
At hun delvist foragter os og ikke fatter de værdier, vi ville lade vores liv for.

Men Asmaa og andre muslimer skal ikke dømmes fordi de bærer tørklæde eller betragter sig selv som muslimer.
Det er det aktive eller implicitte intolerante, antidemokratiske, ulige, irrationelle, reaktionære osv. der skal dømmes.

Because God said so

Dette svar gav den amerikanske republikanske senator, james Inhofe, da han blev spurgt om, hvorfor Israelerne har ret til det "lovede land".
Når vi tænker på USA, tænker vi som regel ikke på et land, der er dybt farvet af bibeltro ortodoksi.
Men det er det og i den grad at Præsident Bush kan tale om et "guds løfte" og det "udvalgte folk", uden at der bliver løftet et øjenbryn, uden at hans kompetence som leder af verdens mest magtfulde nation bliver udsat for den store granskning.

Religion har intet at gøre i politik, slet ikke når man betragter den religiøse overtro som en absolut sandhed.

Alligevel lever vi en verden hvor religiøs fundamentalisme ikke bare spiller en rolle, men spiller en så alvorlig rolle, at resultatet kan blive en omfattende krig.
Kigger man på islam, mener fundamentalisterne, at deres religion skal beherske hele jorden, med vold om nødvendigt. Deres apokalyptiske tilgang til jøderne er nogenlunde parallel med den kristne Armageddon tankegang, i Islam vil de sidste dage først komme når muslimerne begynder at dræbe jøderne, en profeti som findes i en anerkendt hadith og proponeret af førende islamiske lærde.

Vi skriver ikke længere den mørke middelalder. Vi har over 300 års vidtgående videnskabelige fremskridt bag os. Et land som USA kan ikke undskylde sig selv med et dysfunktionelt undervisningssystem og en høj grad af analfabetisme.

Alligevel lever religiøse dogmer i bedste velgående, længe efter oplysningstiden tog sin begyndelse.

Det er naturligvist skræmmende, at en sociokulturel indlejring som religion er så svær at bringe i pagt med med fornuften. At den kulturelle arv er så en potent størrelse, at den kan vare ved og ved.

Vi lever i et teknologisk fremstående samfund, i en civilisation som har taget store skridt i de sidste århundreder.
At intelligensen og fornuften i denne sammenhæng halter efter. Det kan få katastrofale følger. Man kan kun håbe det ikke vil. Men mod dårskab kæmper selv et velopbygget undervisningssystem forgæves, for at omskrive Schiller en smule.
Måske skulle fornuften blive mere mindre bly og mere insisterende på sin egen metode, som værende det bedste bud på, at nå frem til det som sandt eller sandsynligt?

Under alle omstændigheder, religionen skal helt ud af politikken.