tirsdag den 31. januar 2012

Carpe Diem på den morsomme måde

Way back i 1989 i en lille provinsby på Djursland, hvis navn jeg knap husker, havde jeg den fornøjelse at overhøre en Dr. Hook koncert for en lille udvalgt skare bestående af få entusiaster og lidt flere karle og landsbyungdom, der bare ikke havde anden anledning til at drikke sig stive i hegnet.

Denne perle af en sang blev naturligvis spillet sammen med de andre travere og hits.

Det handler om at leve livet, hvis man ellers lige er i stand til det, så er det selvironi, så det batter. Jeg kendte på den tid rigeligt med hashvrag (undskyld det ligefremme udtryk, men vrag er desværre et præcist ord for en del), men heldigvis var jeg så langsomt begyndt at afslå at deltage i den del af festen af samme årsag. Senere da jeg blev studerende og oplevede, i hvor mange dage det ellers højtbesungne rusmiddel sløvede sindet, var det definitivt slut. Men sangen her, dens humor og selvironi er stadig lang mere værd, end en glorie pudset af dydens smalle sti.


Og teksten, ja, den skal i også have på skrift:


I was sitting in my basement I just rolled myself a taste
Of something green and gold and glorious to get me through the day
Then my friend yelled through the transom "Grab your coat and get your hat son
There's a nut down on the corner, givin' dollar bills away"


But I laid around a bit
Then I had another hit
Then I rolled myself a bauma
Then I thought about my mama
Then I fooled around, played around
Jacked around a while and then


I got stoned and I missed it
I got stoned and I missed it
I got stoned and it rolled right by
I got stoned and I missed it
I got stoned and I missed it
I got stoned oh me oh my

Now it took seven months of urging just to get that local virgin
With the sweet face up to my place to fool around a bit
Next day she woke up rosy and she snuggled up so cosy
When she asked me how I liked it Lord it hurt me to admit


I was stoned and I missed it
I was stoned and I missed it
I was stoned and it rolled right by
I was stoned and I missed it
I was stoned and I missed it
I was stoned oh me oh my


Now I ain't makin' no excuses for the many things I uses
Just to sweeten my relationships and brighten up my day
But when my earthly race is over and I'm ready for the clover
And they ask me how my life has been I guess I'll have to say


I was stoned and I missed it
I was stoned and I missed it
I was stoned and it rolled right by
I was stoned and I missed it
I was stoned and I missed it
I was stoned oh me oh my

fredag den 20. januar 2012

Troen på forandring

Jeg vågnede i nat på grund af den sædvanlige tissetrang. Hvad der så var usædvanligt, det var, at jeg vågnede med et klassisk digt flyvende gennem hovedet.

Et digt det vel er omkring 10-15 år siden, jeg sidst har tænkt på - endsige læst. Jeg havde nærmest glemt, at det eksisterede.

Dengang for femten år side var jeg ung og meget idealistisk, jeg troede på noget - det gør jeg stadigvæk, men dengang var der til forskel, at jeg troede på, at verdenen kunne forandres i min levetid - altså til det bedre.

Det tror jeg ikke længere på. Verdenen rykker sig andre steder til det bedre - BRIK-landene til eksempel, men set med mine øjne ikke her i verdens ældste kongerige.

Man kan advare løs og finde på nok så gode argumenter. Det rokker ikke verdenen, det er primært kun erfaringen, der gør det. Jeg har aldrig troet på missionsvirksomhed. Hvis man kan få mennesket til at tænke, kan man få det til det at forandre sig selv og verden - langsomt, meget langsomt. Men det er blot det tætteste, som vi kommer på et alternativ til bitter erfaring og ikke altid et reelt alternativ til hånden på kogepladen. Og det er slet ikke let at få gjort op med vanetanker heller - mine egne inklusive.

Nu kunne jeg så havde valgt at beskæftige mine tanker med ting, der er mindre håbløse at forklare end fænomener, som muslimsk demografi og ideologi. Eller hvordan velfærdsstaten bliver en selvforstærkende skatteblæksprutte med fangarmen i snart alle kasser, og at konsekvensen er, at vi langsomt, men sikkert, saver den gren over, som vi alle sammen sidder på.

Det skræmmende set med mine øjne er ikke alene, at vi har haft en krise, og at det kniber med penge i den offentlige kasse. Det skræmmende er og var, at selv ikke den forrige (såkaldte højreorienterede) regering turde skære i de offentlige udgifter. Man kan kun forestille sig, at skatte- og afgiftsblæksprutten fortsat skal rage mere til sig og højest holde lidt igen på forbruget og i det hele væksten i det offentlige forbrug.
Er der noget loft for, hvor meget af BNP, man vil kræve til de offentlige kasser? Altså ud over det urealistiske + 100 procent?


Nu flytter man i stedet fangarmene over i det område, der hedder afgifter, så er vi lige vidt, men afgifterne rammer dog de fattigste hårdest - så meget for de mange ord, om skæve skattelettelser. Det er ved gud ikke anderledes, end at når man hæver varmeregningen og elregningen, eller afgifter på dagligvarer, så rammer det de fattigste hårdest, end det er, at når man sænker skatten i procent på lønindtægter, så får dem der tjener mest, flere penge ud af det og det fattigste mindst ud af det. Det er faktisk langt mere skævt, end skattelettelser er det. Fordi under skattelettelserne fik de fattige trods alt også flere penge. Blot endnu en bitter samfundsironi skåret i valgflæsk i lange baner.

EU har samtidigt bundet os på hænder og fødder, eller rettere vores politikere tør ikke andet end at danse til den dans, som de spiller op til i Bruxelles. I teorien kunne vi bestemme langt mere selv. Men gør vi det?

Nej, jeg har mistet troen på forandring, altså til det bedre - for i retning mod det værre, der er vi godt på vej.

Der er jeg måske en tand for pessimistisk og specielt apatisk, og derfor kom digtet i de stille nattetimer måske, som "sendt fra himlen".

Her følger digtet, der dukkede op i hukommelsen efter femten år. Jeg huskede pludselig hver en strofe i digtet efter femten år i glemsel, det forhold alene gør indtryk. Og digtet selv, det gør også stadigvæk indtryk og minder en om, at man ikke skal afskrive, at det nytter noget, hvad man end gør:

I shot an arrow into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For, so swiftly it flew, the sight
Could not follow it in its flight.


I breathed a song into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For who has sight so keen and strong,
That it can follow the flight of song?


Long, long afterward, in an oak
I found the arrow, still unbroke;
And the song, from beginning to end,
I found again in the heart of a friend.


Henry Wadsworth Longfellow

mandag den 9. januar 2012

New Zealand i firserne, Danmark i dag

I 1970erne og 1980erne oplevede New Zealand et fald i velstanden, der gik faretruende hurtigt på grund af en alt for lav vækst. I princippet var det hele startet med lavvækst allerede tresserne, der lå under det niveauet for de lande New Zealand ellers sammenligner sig selv med. 


Roger Douglas, i firserne økonomiminister for New Zealand, opsummerede i 1988 udviklingen sådan her:


In terms of GDP per capita, our ranking in the OECD standard of living tables fell from third in 1953 to 19th in 1975 and by 1982 we were languishing in 32nd place.
In 1953 New Zealand had a standard of living the equivalent of Switzerland's. But while Switzerland has progressed to the point where it now has the highest per capita standard of living in the world, our position has steadily eroded. Our GNP per head is now less than half that of Switzerland's.

På sølle syv oliekriseår faldt New Zealand fra en 19 plads til 32 plads, hvad angår BNP per capita i OECD-landene.

Løsningen blev i første omgang en løsning, vi kender alt til - I Roger Simmons ord:



Past administrations responded to the country's economic malaise by shoring up failed regulation with more and more regulation. It became a self-perpetuating exercise. The system grew increasingly extreme. In some areas the degree of regulation equalled or exceeded that of many Eastern Bloc countries.

The weight of such policies was unsustainable. A modern mixed economy cannot be run like a feudal estate.


Medicinen virkede ikke, derfor måtte Roger Simmons regering udtænke en ny løsning, der siden blev døbt Rogernomics.

Før detaljerne i denne løsning bliver afsløret er det på sin plads at understrege, at Roger Simmons som økonomiminister var Socialdemokrat.

En del af løsningen var dog på trods af dette forhold en halvering af skatten - fra 66 procent topskat til en flad skat på 33 procent, som den højeste. Løsningen var en forsimpling af skattesystemet, der afskaffede fradrag og tilskud, samt huller i skattesystemet og i stedet gav en langt lavere generel skat.

Det hører med, at New Zealand også devaluerede valutaen med 20 procent for at også styrke konkurrenceevnen ad denne vej.

Men denne medicin virkede. På kun et år blev et underskud i skatteindtægter på 78 mio. NZ dollar vendt til et overskud på 72 mio. NZ dollar.

De første år under reformen blev hårde med stigende fattigdom, hårde lønforhandlinger og lock-outs, voldsomme strejker og det hele under den generelle hårde krise, der prægede hele verdenen fra 1986 til 1992.

Arbejdsløsheden blev reduceret til 11 procent til 6 procent på blot tre år. Efter krisen i 1999 nåede arbejdsløsheden ned omkring de 3 procent. (Så vidt jeg ved helt uden hjælp af små tricks som førtidspension og efterløn)

New Zealand kæmpper dog fortsat forgæves med hensyn til at vende tilbage til toppen af OECD - selv den bedste halvdel. Når man har givet de andre lande så stort et forspring, så er det svært at indhente det tabte. Og husk, at før reformerne gik New Zealand til en 32 plads fra en 19 plads på kun syv år i OECD-sammenhæng.

Det burde vi lære af hurtigt, fordi vores egne vækstudsigter ser yderst triste ud:

Danmark står til at få den 4. laveste potentielle økonomiske vækst i perioden 2010-2026, hvilket ikke er et tilfredsstillende vækstbillede. Den danske vækst forventes således at blive på 1,2 pct. årligt frem til 2026, mens de 32 OECD-lande i gennemsnit forventes at få en årlig vækst på 1,9 pct. 


Et skarpt fald i væksten, der mest af alt minder om New Zealand i perioden 1975-1982.

New Zealand er i øvrigt stadigvæk et velfærdssamfund.


There is no doubt that part of NZ’s problem has been caused by a generation of people who believe that they have a right to not work.


lørdag den 7. januar 2012

Efterkommere, der kan have børn, der tæller som danskere i statistikken

Der er meget spekulation omkring, hvor mange 3 generations efterkommere, der tæller som danske statsborgere i statistikken. Det er ifølge min mening indtil videre ikke særlig mange. Jeg ville dog have skudt på nogle få tusinde selv eller under 10.000. Men der er muligvis tale om titusinder.

For at en 3 generationsindvandrer kan tælle som dansker i statistikken, så skal moderen eller faderen være født i Danmark og have dansk statsborgerskab.


Tyrkiet, Marokko, Somalia, Irak, Libanon, Pakistan

I den mest aktive fødselsalder 20-40 år: Er der tale om 7208 efterkommerekvinder.

Tager vi mændene med, der, selv om de føder, kan familiesammenføres med indvandrerkvinder, der gør det, hvor børnene så også tæller som en danskere.

Så er der tale om 22,049 af de 16-44-årige og 14.371 af de 20-40-årige i alt.

Dermed er det usandsynligt, at der er under 10.000 af 3 generationsefterkommere fra ovennævnte lande, der tæller som danskere og antallet kan potentielt være 3 gange så stort (eller endda større) under forudsætning af, at de fleste mænd har opnået familiesammenføring med indvandrerkvinde fra hjemlandet. For 24 års reglen er jo ikke lykkedes helt med hensyn til at bremse familiesammenføringer - kun midlertidigt for tyrkere og pakistanere- dog for nogle landegrupper irakere, somaliere, libanesere er den lykkedes.

Efterkommernes fødselsrate siges at være lav, men det er en sandhed med modifikation, da vi ikke kan måle dem over et helt fødselsbærende liv og uden 24 årsreglens effekter.

Men fra ovennævnte lande har efterkommerkvinder med dansk statsborgerskab i perioden 2007-2010 født 2238 børn, (statistikken dækker desværre kun denne begrænsede periode) der tæller som danskere. Det tyder ikke på en faretruende høj fødselsrate, da kvinderne er stærkt koncentreret i den lave ende af fertile alder med 5280 i alderen 20-30 år. Men der er også mange ugifte i den aldersgruppe på grund af 24 års reglen og alene dem mellem 20-24 år udgør de 3088 af dem.

Udvikling i efterkommerfødsler eller trenden peger også kun i en retning, som flere efterkommere bliver over 24 år:

2007 2008 2009 2010
466 511 607 654



Statistikken her tæller ikke, hvad indvandrerkvinder familiesammenført med en efterkommer i Danmark føder. Det er ikke nok at regne på, hvad indvandrerkvinder føder, da deres børn som sagt kun bliver til danskere under forudsætning af, at faderen er født i Danmark og har dansk statsborgerskab. Men indvandrerkvinder fra ovennævnte lande har født 3557 børn i perioden. For begge grupper har jeg kun regnet med børn født af 16-40 årige. Så der er lidt flere på indvandrersiden, da somaliske kvinder tit føder lidt ekstra børn efter 40 års alderen. Det er der jo også god økonomi i med boligsikring, børnecheck osv.

Mere om, hvordan indvandrerkvinders aldersbetingede fødselsmønster er, her i denne tidligere post.

Fordelingen af efterkommerkvinder fra ovennævnte lande ser sådan her ud:





fredag den 6. januar 2012

Muslimer er langt mere kriminelle end andre - tallene på bordet

Danmarks Statistik laver hvert år en ufuldstændig rapport om "Indvandrere i Danmark", hvor kriminalitetsindekset for indvandrere i forhold til danskere og snittet åbenbares.

Senest så det således ud:


Som i kan se, så har de fleste af de store muslimske indvandringslande et indeks på over 200, undtaget Iran og Afghanistan (Bosnien udelades som ufuldstændigt muslimsk land) Danskerne har et indeks på 93.

Men indekset tæller alle forbrydelser - også færdselsforseelser, og fortæller dermed ikke noget om, hvordan det ser ud, når vi kommer til de forbrydelser, der er virkelig grove og relativt mangfoldige, nemlig voldforbrydelser, voldtægt, røveri.

Derfor er det nødvendigt at undersøge sagen selv, og det kan heldigvis godt lade sig gøre, da Danmarks Statistik i perioden 2000-2010 (minus årene 2001 og 2003) har ført statistik over dømte og deres landemæssige ophav.


Her kan man finde ud af for eksempel, hvor mange libanesere, der modtog en dom for vold, røveri, trusler og alt andet mellem himmel og jord, og hvor mange, der i alt modtog domme for dit eller dat.

Tager man og undersøger de grove forbrydelser - her i dette tilfælde vold, voldtægt og røveri - og indvandrere og efterkommere fra de store muslimske landes andel af de dømte for ovennævnte forbrydelser, så er overrepræsentationen typisk mere end 3 gange.

Faktisk, hvis man skal dømme ud fra de som fanges og dømmes, så udgør indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Marokko, Somalia, Afghanistan, Irak, Libanon og Pakistan 20,8 procent af alle voldtægtsforbrydere i Danmark, 11,4 procent af alle voldsforbrydere, 22,7 procent af alle røvere.

Men da de også truer mere og alvorligere end gennemsnittet, kan andelen reelt være højere, for det er ikke sikkert, at modet til at anmelde dem er lige stort, som i andre tilfælde.

Det skal siges at i 2000, hvor denne statistik startede, der udgjorde ovennævnte landegrupper kun 2,8 procent af den mandlige befolkning mellem 15-50 år. 

Ifølge seneste opgørelse (oktober 2011) er andelen vokset til 4,3 procent. Så som et groft snit har de udgjort omkring 3,5 procent af den mandlige befolkning i alderen 15-50 år siden 2000.

Det vil sige af overrepræsentationen ved røverier og voldtægter er på 6-7 gange gennemsnittet for alle mænd og for vold på 3 gange normalen for alle mænd.

Nu er der stor forskel også på ovennævnte lande. Afghanere har det laveste kriminalitetsindeks af de syv landegrupper og Libaneserne det højeste fulgt af somalierne.

Indvandrere og efterkommere fra disse to lande er også de dømte i 7,3 procent af alle voldtægtsdommene i periode 2000-2010 (minus 2001 og 2003 som statistikken ikke dækker).
De er de dømte i 3,9 procent af alle voldsdomme og som prikken over i'et i 9,2 procent af alle domme for røverier.

Deres andel af 15-50 årige mænd?

I år 2000 var den 0,70 procent og i oktober 2011 på 0,92 procent. Altså som groft snit på 0,81 procent.
Altså 9 gange overrepræsenteret i kategorien voldtægt. 5 gange i kategorien vold og 11 gange, når det kommer til røverier.

Man skal vælge ens indvandrere med omhu.

Pladderhumanisterne skal tage med i betragtningen, at deres synspunkt ikke er offerneutrale.

For ovennævnte syv landegrupper består per oktober 2011 af 56790 mænd i aldersgruppen  15-50 år.

De syv landegrupper har leveret 123 personer dømt for voldtægt i perioden. 7456 personer dømt for vold, mange af dem sikkert samme person dømt endnu en gang. Og 1422 personer dømt for røveri.

Det er ikke til at sige, hvor mange ofre der er bag disse tal for dømte. Flere personer kan sagtens dømmes for vold mod den samme person, omvendt bliver kun en tredjedel af al vold anmeldt, og ikke al den anmeldte vold bliver opklaret eller ender med en dom (trusler spiller ofte en rolle her). 
Skyggetallene for voldtægt er endnu højere, og sjældent fører en anmeldt voldtægt til dom. Gaderøverier bliver ikke altid anmeldt - vist nok endda sjældnere, end de bliver anmeldt (Det tyder undersøgelser i Sverige på). Butiksrøverier bliver stort set altid anmeldt og har ofte flere forbrydere og ofre per tilfælde, men de bliver ikke altid opklaret.

Men vi taler helt sikkert ofre i titusindvis, når vi tager i betragtning, at ovennævnte landegrupper har været i landet siden 80'erne og halvfemserne. 

Det bliver værre i fremtiden, for som i kan se er antallet af mænd fra de syv muslimske lande vokset fra 2,8 procent til 4,3 procent på kun 11 år.

Libaneserne er omfattet af en særlig konvention, så vi ikke kan smide dem ud, og folketinget har lige vist, at det ikke vil nægte kriminelle dansk statsborgerskab, uanset hvor grove og mangfoldige deres forbrydelser er. Man har gjort nogle enkelte undtagelser (Fis Fis), hvor man så til gengæld ikke i den praktiske verden kan smide dem ud.

Libaneserne var 5300 mænd i alderen 15-50 år tilbage i 2000, og de er nu oppe på 7630 mænd i samme alder per oktober 2011.

De er dømt - målt på persondomme - for vold i alt 1507 gange i perioden. Det betyder langt fra, at over 20 procent af dem er dømt for vold, primært på grund af gengangere, der får lov til at udvikle sig til massevoldsmænd. I Danmark får man virkelig lov til at slå på tæven mange gange - 16 gange til eksempel - og skal gøre noget livstruende, før hammeren falder.

Der er helt sikkert en vægtig del af denne gruppe, der skaber ofre på samlebånd, men vi kan ikke smide dem ud, for deres rettigheder tæller mere end deres mange ofre, tidligere og kommende.

Vi sætter en enkelt forbryder over vedkommendes mange ofre - for cirka 50 procent af dømte voldsmænd bliver dømt for vold igen - hvor af mange, der udsættes for grove overfald og røverier, får ødelagt deres liv.

Mange af de andre landegrupper har vi svært ved at smide ud, det er vel nærmest kun tyrkere, som vi relativt smidigt kan smide ud?

Når man snakker menneskerettigheder i dette land, er det ikke ofrene for kriminalitet, som man taler om. Det er blot en nøgtern konstatering, og jeg kan personligt ikke tage selektive humanister alvorligt - slet ikke, når de ikke så meget som har et barn i børnefonden, eller personligt yder afsavn, praktiserer hvad de prædiker, bor i en ghetto, eller sender deres børn i en skole med etnisk kolorit.

Skulle nogen undre, hvad personer fra de syv lande har stået bag med hensyn til den groveste forbrydelse af alle, nemlig manddrab?

Svaret er 15 procent af alle manddrabsdomme. Tallet trækkes dog op af den sag, hvor man kollektivt dømte ni pakistanere for manddrab i forbindelse med æresdrabet på Ghazela Khan.

45 manddrabsdomme i alt i perioden.

Danskere er til sammenligning tildelt 219 domme for manddrab i perioden.

79 mord i perioden er begået af indvandrere og efterkommere.

Groft sagt er 27 procent af alle mordere importeret og 2010 satte klokkeklar rekord med 57 domme for mord.

Det samme er 33 procent af alle voldtægtsmænd, for det er indvandrer/efterkommer andelen totalt.

20 procent af alle voldsmænd.

35 procent af alle røvere.




torsdag den 5. januar 2012

Overlever Euroen 2012?

Eurolandene skal ud og genlåne i alt 794 mia. euro i 2012, hvilket ifølge Barclays er 100 mia. euro over gennemsnittet.

Det svarer til over 1/3 del af hele Tysklands BNP, men det er Italien, der skal hente dets broderpart på 220 mia. euro.

For nogle dage siden spåede Peter Sands, administrerende direktør for den britiske storbank Standard Chartered, at et eller flere Euro-lande vil forlade samarbejdet i 2012.

Det er nærmest umuligt at undgå, for politikerne er ikke trådt i karakter.

"Det er fordi, vi har fået flere planer, som skulle løse problemerne: Men planerne har ikke overbevist markederne, og i sidste ende fungerer det nuværende eurosamarbejde kun, hvis markedet tror på det,” siger han.

Og det gør markedet ikke, for markedet lystrer ikke skueprocesser, lappeløsninger og svulstige politiske taler i det lange løb.

For at gøre en kort historie lang, så er alene den italienske statsgæld på over 1800 mia. euro, hvilket svarer til 80 procent af Tysklands BNP. Tyskland skylder faktisk allerede 80 procent af dets BNP væk. Der altså ingen lande i Eurozonen, der realistisk set kan dække Italiens gæld, og Kina vil nok heller ikke gøre det.

Og markedet vil ikke fatte tillid til økonomier, der allerede har et monstrøst gældsniveau og samtidigt øger dette med 3-10 procent årligt.

Markedet vil først falde til ro den dag, hvor gælden nærmer sig skrumpestadiet, nærmere end den fortsætter med at vokse.

Det er på mange måder simpelt, men ingen politikere ønsker for alvor at starte den åreladning af økonomien - den offentlige altså, der er nødvendig. For den vil skabe en recession - sende mange mennesker ud i arbejdsløshed. Den recession kommer bare stærkere sidenhen, hvis man ikke gør det.

For man kan ikke blive ved med at låne og låne, sådan er virkeligheden for alle. De store statslige mastodonter er ikke undtaget fra denne regel.

Euroen i den nuværende form kommer næppe gennem 2012. Den kan falde helt, eller delvist gennem at medlemmer må vinke den store våde drøm om at en fælles størrelse passer alle farvel. For det gør den ikke.

onsdag den 4. januar 2012

Hamas leder Ismail Haniya bekræfter, at Israel skal udslettes

Hvad massemedierne ikke synes er værd at rapportere - Hamas er 100 procent dedikeret til udslettelsen af Israel, og er kun midlertidigt nødtvunget til at acceptere "besættelsen" af Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet:


Min oversættelse af nøglebudskaber i talen:

"Til dem der tror, at Hamas har trukket sig fra linjen med (væbnet) modstand og har trukket sig fra konfrontation med fjenden. I dag siger vi klart og utvetydigt - den væbnede modstand og kamp er vores strategiske valg og vej til at befri Palæstina fra Middelhavet til Jordanfloden.(...)
Hamas vil føre intifada efter intifada indtil Palæstina helt og aldeles er befriet(...)
Hamas' principper er ufravigelige og står ikke til forhandling. Palæstina er Palæstina i dets helhed fra floden til havet, der vil ikke blive afgivet en tomme af Palæstina."

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad ikke en tomme mellem Jordanfloden og Middelhavet betyder, så døm selv ud fra kortet:

Samfundskritisk popmusik

Lidt alternativ samfundskritik her i musikalsk format. En kvinde, der bruger hendes skønhed til noget fornuftigt.


I'm calling all the children
Now that were all grown up
Is it time to make a change
Take this old oppression
With a new aggression
Redeem our rightful place


I have a new solution
It's called progressive revolution
And someday
Is right now

tirsdag den 3. januar 2012

Aktuelt og nærmest eviggyldigt citat om velfærdsstaten

Fra en kronik af Eva Selsing, som jeg ikke rigtig har haft tid til at kommentere før nu.

Social indignation har historisk haft relation til den marxistiske frase om »udbytningen« af »arbejderklassen«. Og nok er jeg ikke marxist, men set i et nutidsperspektiv er der faktisk en smule sandhed deri; velfærdsstaten og dens tropper - politikere og forvaltere - udbytter dem, der arbejder. Udbytter virksomhederne og alle de flittige sjæle deri. De nye herremænd er magtklassen bestående dels af politikere og andre bureaukrater, der uden at blinke ser sig berettiget til at »omfordele« de værdier, andre mennesker har skabt. Og dels af en indflydelsesrig kulturelite, der primært bidrager med de overordnede, sociale ingeniørplaner for statens fortsatte vækst og borgernes opdragelse til sløve velfærdsdyr.
Velfærdsstaten er selvforstærkende. Mere vil have mere. Problemet er ikke alene efterløn, samfundsnassere, men en stadig større offentlig sektor, hvor der er stadig flere måder og "noble hensigter" at bruge penge på. 

Der er flere eksperter, der kan påpege flere mangler. Der er flere offentlige kontorer og funktioner, der kan påpege, at de mangler den og den medarbejder eller funktion. Eller simpelthen flere hjerner til at få flere ny idéer omkring, hvordan skatteydernes penge kan bruges.

Skulle de have fulgt inflationsraten på i gennemsnit 2 procent, så var de offentlige udgifter kun steget til 870 mia. kr. i 2008.

Altså steg de offentlige udgifter med omkring halvanden gang hele udgiften til efterlønnen og ovkring 32 mia. kr. over inflationen, der i gennemsnit var 2 procent i perioden 2004-2008.

Efter krisen tog de offentlige udgifter endnu et hop på 120 mia. kr. i perioden 2008-2011. (foreløbige budgettal for 2011). Her forklarer man det med flere på overførselsindkomst på grund af den stigende arbejdsløshed.

Men det er kun den delvise forklaring, selv om det er hovedforklaringen.

Der var nemlig også de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget, mens det så godt ud for økonomien. Fra 2008 til 2011 steg de offentlige udgifter til lønninger fra 298 mia. kr. til 333 mia. kr. Det svarer til en stigning på 12 procent over 3 år. Eller cirka det dobbelte af inflationen.

Samtidigt har det offentlige forbrug i produktionen været inden i en vækst siden 2004, der langt overgår inflationen. i 2004 var det på 125 mia. kr. og i 2010 på 175 mia. kr. Det burde have været 140 mia. kr. ved en gennemsnitlig inflation på 2 procent, altså 35 mia. kr. over inflationen.

Skattemæssigt var perioden 2004-2008 rigtig god på trods af såkaldte skattelettelser. Det offentliges indtægter fra skat og afgifter steg med næsten 120 mia. kr. til 839 mia. kr i 2008.

Som nævnt voksede de offentlige udgifter med cirka 100 mia. kr. i perioden. Medregner man de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget i samme periode, så blev hver en krone i stigende skatte og afgiftsindtægter brugt! Ikke til skattelettelser, men til mere offentligt forbrug.

Skattelettelserne i 2007 kostede kun 10 mia. kr. - trods rygtet om ufinansierede blev de finansieret med efterlønsreformen senere hen.

I dag er det offentlige i den situation, at indtægterne fra skatter og afgifter kun er steget med knap 120 mia. kr. siden 2004, mens de offentlige udgifter er steget med 220 mia. kr.

De offentlige udgifter har nået et uholdbart niveau, hvor selve livsnerven, det økonomisk produktive samfund, trues. 

Svaret fra den nuværende regerings side er - surprise-surprise - yderligere afgifter, der kommer til at koste yderligere arbejdspladser og råderum i privatforbruget. Ikke bare er der flere afgifter, når du skal ud og handle, men el og varme stiger også. Dertil kommer inflationen med stigende priser på dagligvarer, der også udhuler ens realøkonomi.

På nogle områder har vi fået værdi for pengene i det offentlige, bedre behandling på sygehusene og mere forskning, forbedring i Pisa-undersøgelserne, men det rokker ikke ved, at mange milliarder spildes på nytteløse tiltag, der ikke giver et bedre samfund, for det offentlige passer simpelthen ikke så godt på pengene, som den private person gør det.

Velfærdssamfundet er så grådigt, at det æder dets egen hale.

Det er omsonst at tale små besparelser og små reformer. Velfærdssamfundets forbrug skal skrues tilbage på Nyrup niveau, korrigeret for inflation. Det vil sige, at der skal spares over 100 mia. kr. og der skal lempes på skatter og afgifter. Det er det rene fusk at give personskattelettelser med den ene hånd og stramme afgiftsskruen igen og igen. Specielt når nogle af afgifterne og skattereglerne er ren kick-out af danske virksomheder, så forværrer det nærmere økonomien end løser noget problem.

Det er på tide med et opgør.

Ikke et retorisk opgør, men et praktisk opgør, hvor man som enkeltperson faktisk får mere råderet over ens egen økonomi, hvor det offentlige ikke overtager mere og mere "ansvar" og finder på flere og flere måder at bruge andre folks penge på.

Jeg ønsker Joachim Olsen held og lykke med den nye debat.

Det er dog svært, når rygmarvsreaktionerne lyder sådan her på et forslag, der blot vil bringe det offentlige udgiftsniveau tilbage på et niveau, hvor det var efter Schlüter.

Joachim B. Olsen mener nemlig, at danskerne trækker sig alt for tidlige tilbage fra arbejdsmarkedet og generelt lever for længe på pension.
- Hvad bilder han sig ind, skal vi aflives når vi når en bestemt alder

Basalt set kan man også stille spørgsmålstegn ved at udvælge store spareblokke. Problemet er jo en generel pengespildende og ekspansiv offentlig sektor, der skal gås efter i sømmene. Visse udgifter levede vi fint foruden for 15 år siden. Der er helt klart ansat for mange højtlønnede og højtuddannede i det offentlige. Men de over 100 mia. kr. i offentligt overforbrug fortaber sig i flere retninger, end der hvor man nu udtænker reformer.

Reagan versus Romney

Republikanerne mangler en, der kan noget helt specielt, vurderer professor. En som Reagan...

"Ronald Reagan formåede som en af de første at bygge bro mellem de tre grupper, der er indenfor partiet, og det er en af grundene til at han var så populær," siger Peter Kurrild-Klitgaard, til jp.d. Kilde: jp.dk


Set med mine øjne kan Mitt Romney noget helt specielt og noget, der som aldrig før er brug for i amerikanske økonomi og politik.

Manden er bestemt ikke Reagan, der kan spille det politiske spil til UG. Han er en teknokrat, men en bestemt slags teknokrat.

Han har arbejdet med stor succes i det private erhvervsliv - ikke bare som CEO, men som CEO for et rådgivningsselskab, hvis speciale det blev at købe dårligt fungerende virksomheder, fintune dem og forbedre dem på stribe og så sælge den optimerede virksomhed med stor profit til følge. 
Han har med andre ord stået for at finde praktiske løsninger og forbedringer, der virker, igen og igen og igen.

Det har givet ham nogle færdigheder, som han allerede som guvernør i Massachusett brugte til at vende et underskud til plus - faktisk indførte han endda offentlig sygesikring.

Manden er en - og det er pænt ment - managementnørd, der vender hvert et blad i bunken for at finde løsninger.

Givet den økonomiske situation USA befinder sig i og behovet for at finde de bedste løsninger på denne problematik, så mener jeg, at Mitt Romney er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

Jeg tror, at han kan gå hen og blive en af de største amerikanske præsidenter nogensinde - ikke på grund af hans karisma eller hans stålsatte værdier, men på grund af hans arbejde for at bringe de amerikanske økonomi på fødderne igen.

Hvad sukker man efter i USA? En ny Reagan, der taler dybt til følelserne og kan håndtere vrisne republikanere - tale store værdier til den amerikanske sjæl? Eller en mand, der formår at at bringe USA på ret køl økonomisk set og forstår erhvervslivet? Nok mest det sidste, lad teknokraten overtage og lave grundarbejdet, så kan mr. mentalhygiejne og patos træde til efterfølgende og stå for det mentale boost, når forudsætningerne er til det.

Han kommer aldrig til at stille alle tilfreds i den republikanske lejr, omvendt kan han finde på løsninger, der appellerer bredt henover midten i amerikansk politik. Løsninger, der på sigt må aftvinge respekt fordi, hvad er USA uden en stærk økonomi - uden arbejdspladser, når det store dynamiske potentiale hensygner under ukontrolleret offentlig vækst?